Stig Guldberg ET LIV UDEN HJENDER K0BENHAVN CHR. ERICHSENS FORLAG

Stig Guldberg ET LIV UDEN HJENDER K0BENHAVN CHR. ERICHSENS FORLAG 1959

Fotografiet pa omslaget er af Mogens von Haven. Forordet af cand. psych. J0rgen Hviid. Bogen er sat med lntertype Baskerville og trykt i Dyva & Jeppesens Bogtrykkeri, kgl. hofleverand0r, Kebenhavn. - 1. oplag udsendt oktober 1959. Chr. Erichsens Forlag A-S.

Forord For kort tid siden var et fornemt amerikansk studenterkor pti turné i Danmark, og overskuddet fra koncerterne gik til Guldberg-Plan. Stig Guldberg modtog amerikanerne i Kolding og sergede straks for 50 fribilletter til Cirkus Benneweiss, som pa det tidspunkt var i byen. Direkter Benneweiss arrangerede, at koret fik lejlighed til at synge et par sange under forestillingen og fortalte publikum, at studenterne bagefter ville rasle penge ind til Guldberg-lejren. Koret skulle egentlig ogsa have vceret med i f jernsynsudsendelsen fra cirkus samme af ten, men det var ikke teknisk muligt. Publikum var begejstret for sangerne, men amerikanerne var indignerede og forargede. J Amerika er det bern, der gar i cirkus, og de voksne gar kun med, hvis de skal ledsage bf!rnene. - Tcenk, at vi ikke regnede koret for mere, end at vi lod det optrcede i et cirkus og tigge penge bagefter. E/ter forestillingen havde Stig nok at gflre med at forklare de amerikanske ledere, at cirkus i Danmark er noget ganske andet end i U.S.A., og det hele endte omsider til alles tilfredshed. Bagefter sad Stig, Borra, lommetyvenes konge, og jeg pa hotelvcerelset og talte de mange smapenge, som amerikanerne havde raslet ind. Lige siden jeg i sommeren 1953 for fflrste gang deltog i en Guldberg-lejr, hgjt jeg haft et sprudlende vceld af oplevelser - morsomme, komiske og rerende, men ogsti nedslaende, bitre og deprimerende, nar vi medte vanskeligheder og mangel pa forsttielse; al/e oplevelser var dog menneskeligt berigende. Stig Guldberg er pa sin vis et»enfant terrible<, et problembarn. Hans bog vil give anledning ti/ mange forskellige reaktioner. Der er folk, som vil sige:»skal han nu igen til at lave reklame for sig selv.«andre vil sige:»maske kan bogen hjcelpe lidt pa lejrens ekonomi.«venner vil si ge:»det er en bog, som vi leen ge har ventet pa - den glceder vi os ti/ at lees e.«stig er ikke diplomat, og han taler tit, hvor det ville have vceret klogere at tie stille. Det kan virke sarende og kan skabe vanskeligheder, nar man siger sin mening af karsken bcelg. M en Stig 5

Guldberg SDitter alt ind pa det, som han mener er rigtigt, og som tjener til at na det mal, han har sat sig til livsopgave. Han har VDiTet deden ndirmere end de fleste, og han har mattet kdimpe sig igennem en invaliditet, som truede med at edeldigge tilvdirelsen for ham og hans familie. Han kender de invalideredes problemer - indefra. Stig Guldberg har talt de invaliderede berns sag som kun fa andre mennesker. Han ville ikke henvises til at leve af en invaliderente eller til at passe en bladkiosk, blot fordi han var invalideret. Han ville gere en indsats, som svarede til hans evner og talenter, og hans livsopgave er, at invaliderede bern far samme chance. Forleden dag kom vi ind i et stort lokale, hvor der sad en masse mennesker. Stig havde ingen jakke pa og var ifert shorts - der havde ikke VDiret mulighed for at skifte. Han hviskede til mig: >]eg feler mig rigtig skidt tilpas her.«det var ikke, fordi folk kunne se hans arme, men fordi han var kommet i korte bukser. Det er typisk for Stig Guldberg. Han har overvundet sit handikap i en sadan grad, at man synes det er en selvfelge, han ikke har nogen hdinder. For os, der kender Stig godt, var det maske lidt af en overraskelse at ldise, at han ogsa har vdiret bange for ejnene, der kigger, bange for fremtiden, bange for livet. Men det var en behagelig overraskelse - sa er han da som alle andre mennesker. Oplevelserne i Guldberg-lejrene prdiger ens livssyn. Selv ldirte jeg, at intet menneske er overfledigt - heller ikke en lille spastisk dreng, som ikke kan styre arme og ben og ikke kan tale, fordi nogle af hans hjerneceller er blevet beskadiget ved fedslen. J eg forstod, at en polioramt pige i respirator kan VDiTe glad og lykkelig, selv om hun kun er i stand til at bevdige benene. - M en jeg blev ogsa klar over, at invaliderede bern, miljeskadede bern, og bern med problemer har brug for hjdilp ti/ at overvinde de vanskeligheder, som truer med at kndikke dem. Stig fik mig til at forsta, at man aldrig har lov til at sige:»det var bedre, om han eller hun var ded.«vi har alle pligt til at gere livet VDird at leve for disse bern. Denne bog ender pludseligt og umotiveret. Det kan kun VDiTe, fordi der kommer en fortsdittelse - bogen om lejrskolen og de vidunderlige bern, vi medte. Cand. psych. J0rgen Hviid.

D et suste for mine 0ren, da brrendingen skyllede ind over mit hoved. J eg s0gte ubevidst at rejse mig op ved hjrelp af hrenderne, men faldt om igen. Det lykkedes ikke. Omsider kom jeg til bevidsthed og snappede efter vejret. J eg fandt ud af, at det ikke var brrendingen. Det var ikke havet, der havde bernvet mig vejrtrrekningen og gjort mig modstandsl0s. Det var en mislykket eksplosion - for sa vidt ikke mislykket. Det, der skulle sprrenges, blev sprrengt. Det, der ikke skulle sprrenges... jeg la her midt i garden. I eet nu var jeg helt vagen. Underbevidstheden arbejdede lynhurtigt. Jeg s0gte at rejse mig og 10be vrek fra sprrengstedet, men som en syg krage hinkede jeg og styrtede pa ny. Venstre ben var slaet i stykker. Jeg kravlede, prnvede pa at bore fingrene ned i jorden for at komme v::ek fra de faldende murstykker. Det lykkedes ikke. To mrend kom k1bende; de bar mig lynhurtigt v::ek, anbragte mig i en gammel lade i noget muggent, ildelugtende h0. Pa god, gammel samaritervis kastede de sig over mig og prnvede at forbinde mig og l::egge mig ned pa ryggen.

Jeg krempede for at komme op, fordi jeg havde en uklar fornemmelse af, at det blod, der piblede ud af min mund, ville kvrele mig. J eg kunne allerede mrerke det i strubehovedet, og omsider fik jeg dem overbevist om, at jeg ikke kunne fa vejret, hvis de lagde mig ned. J eg havde en dump brrendende smerte i mine fingre. J eg 10ftede den ene hand op. J eg havde lidt svrert ved at se, men holdt den venstre hand ind foran 0jnene blot for at konstatere, at de yderste led af fingrene manglede. J eg drejede hovedet og sagde til ritmesteren, der stod bagved :»Na for fanden, der rng et par fingre.«der var nogle, der blev darlige. Der kom en lrege for at give mig en indsprnjtning. J eg havde en uklar fornemmelse af, at hvis jeg fik en indsprnjtning, ville jeg blive bevidstfos, og maske ville de lregge mig ned igen. J eg kunne heller ikke tale morfin. Sa fik jeg anden0d, vidste jeg. Derfor sagde jeg :» J eg vil ikke stikkes.«j eg fik selvfolgelig alligevel en indsprnjtning. Da Falcks ambulancefolk kom ind i laden, tog jeg det 10fte af den ene af dem, at han ville sidde bag ved mig pa baren, sa jeg kunne sikre mig, at jeg ikke faldt om eller blev lagt ned. * 8

Kun underbevidstheden reagerede, og jeg kunne fortrelle om min blodtype og min kones tilstand. Hun ventede vores lille ny datter og gik pa niende maned i K0benhavn parat til at tage pa fodeklinikken. Jeg bad om, at man ringede til min fars politistation og oplyste dem om telefonnummeret, saledes at han kunne ringe til min kone, for at choket ikke skulle blive for stort for hende. J eg tror nok, jeg insisterede pa at sidde op pa operationsbordet, men det ved jeg nu ikke, om jeg fik lov til. * ]eg gik hjemme hos mine bedsteforceldre og min mor i Hellerup. ]eg havde vores lille datter Pia med derind. Pludselig ringede telefonen, og min mor tog den. Det var, som om et lyn slog ned i mig. Jeg kunne h@re pa stemmen, at der var noget scerligt pa fcerde. Mor kom ind til mig og sagde:»stig er kommet til skade.«et vceld af sp@rgsmal fo'r igennem min hjerne, men de forblev ubesvarede. Man vidste ikke andet end, at om et @ jeblik ville der komme en politivogn under udrykning for at k@re mig til Ncestved. Man tror aldrig, at den slags rammer en selv. Det er altid noget, som hcender for andre. Sil man er aldrig rustet til at fose et sadant problem. J eg benyttede ventetiden til at ringe til kasernen i 9

Ncestved for dog kun at fa besked om, at det var sil langt vcerre, end man kunne f orestille sig. M en een ting hceftede jeg mig ved: Stig levede endnu. Jeg ringede til hospitalet og talte med en ung reservelcege, der kun kunne sige mig, at jeg i min tilstand ikke skulle udscette mig for den k@retur, da det maske kun var et sp@rgsmal om minutter, f@r Stig var d@d. ]eg tror nok, at jeg i en lidt hard tone fortalte ham, at det dog var min mand og min datters far, det drejede sig om. Jeg har aldrig brudt mig om at vcere passager i en bil, men jeg husker tydeligt, at jeg slet ikke censede k@rselen, jeg @nskede bare, det skulle gil hurtigere. Nu kom f@dslen nok i gang, men mange andre tanker strejfede min hjerne, sma oplevelser, smating, ligegyldigheder. Hvad var der sket med Stig? Bare han dog matte leve. Da vi stoppede op i hospitalsgarden i Ncestved, sil jeg pludselig oberstens alvorlige ansigt og byens politimester, der, som jeg senere fik at vide, havde overvceret det hele derude. De havde ikke meget at sige mig. Obersten satte sig ind i vognen til mig og prnvede pa at sige nogle smukke og trnstende ord. Jeg kom ind til overlcegen og sagde til ham:»hvad er der sket? Lever Stig endnu?ja, han skulle have vceret d@d, inden han naede herind, men han lever endnu; han er i besiddelse af en stcerk konstitution.«10

]eg spurgte ham straks om, hvad Stig havde mistet. Det er muligt, han misforstod mit spflrgsmal, for han svarede:»ja, det vi har taget, kan vi ikke give ham tilbage.«]eg skyndte mig at sige til ham, at det var ligegyldigt, om Stig mistede arme eller ben, nar bare han matte leve, sa vi kunne fa ham hjem til os igen. Der fulgte nogle strenge dage, hvor jeg med topmave vandrede op til hospitalet. Stig var uden bevidsthed de nceste tre dage. Det vil dog sige, ind imellem var han tilsyneladende klar. Det var sa mcerkeligt, nar han pludselig foftede hovedet og sagde:»dav lille Muf«og sa forsvandt igen. Fa fljeblikke e/ter foftede han hovedet igen og sagde:»davs lille M uff a.«det var ncesten ikke til at holde ud. Han kunne pludselig give sig lidt og sige:»tag det vat vcek mellem mine fingre, for det gflr ondt. Det generer mzg.«hans har var brcendt af. Han var sort i ansigtet af krudtslam. Munden bfodte de fflrste dage. Blod fra luftvejen, lungerne. Ingen kunne sige os noget. ]eg spekulerede pa, om han vidste, hvor meget der var sket. M en lcegerne kunne fortcelle mig, at han maske pa grund af choket helt havde glemt, hvad der var sket. * 11

J eg vagnede op den forste nat og sa en svagt lysende lampe og en dame sidde b0jet over noget syt0j. Jeg kunne ikke fatte, hvor jeg var. Sa konstaterede jeg, at begge mine arme var bundet ind. Jeg kunne samrend have haft mindst tre par hrender i hver bandage. Pa en mrerkvrerdig made fik jeg bedt hende om noget at drikke, og det fik jeg. J eg havde i mellemtiden rejst mig op i sengen. Hun lagde mig ned igen, og jeg sov uden at vide ret meget om, hvad der var sket. J eg husker en morgenstund, en lrege stak sit ansigt ned til mig, velsagtens for at konstatere, om jeg var vagen, eller om mit syn var i orden, for han sagde :»Kan du se, om jeg er langskregget eller nybarberet?«jeg svarede ham med bemrerkningen, at var han nybarberet, sa var det pokkers darligt gjort, og sa husker jeg ikke mere. En anden gang vagnede jeg op og sagde til den lrege, der stod ved min seng :»Er jeg udenfor fare?«han matte rerligt svare :»Na:, det kan man vist ikke sige, men det gar jo da meget godt.«j eg husker en <lag regimentschefen og hans kone var pa bes0g. Min kone fortalte mig bagefter, at jeg havde sat mig op i sengen og gjort honn0r. Det havde vreret frygtelig uhyggeligt at se pa. Det ma ha ve vreret underbevidstheden, der 12

reagerede og alligevel ikke kunne bestemme, hvor jeg var. Og jeg gled over i bevidstl0sheden kort efter igen. Det var sa dejligt - i de fa 0jeblikke, jeg vagnede op - at mrerke Muffa sidde der ved siden af sengen og passe pa mig. Som dagene gik, vendte jeg mere og mere tilbage til konstant bevidsthed. J eg spekulerede sikkert ikke engang pa, at jeg kunne d0. Jeg havde en fast tro pa, at det blot var en episode, der skulle overstas. J eg havde pludselig en margen fa.et en vanvittig idé. J eg ville gerne ha ve presset citronsaft, le monsquash. Pa det tidspunkt-i 1947 -var citroner en»bukkevare«, men en af min kones veninder rendte fra forretning til forretning. Det var en s0ndag formiddag, og pludselig kom hun til en k0bmand, der sagde :»Hov stop, min kone er ved at lave citronfromage.«han styrtede op og bremsede hende og fik udleveret de seks overskarne citroner til mig. En dag, jeg var helt bevidst, sad Muffa ved min side, og jeg sagde til hende lidt forsigtigt, lidt bange for sandheden :»Sig mig engang : Hvor meget har jeg mistet? J eg ved det rerlig talt ikke, Stig, men jeg har lovet at sende bud efter T0nnesen ( det var overkirurgen)' nar du vagnede.«og det gjorde hun. *

Det var en klog, psykologisk ting af overkirurgen, at han selv ville fortrelle mig, hvad der var sket. Det ville have ligget som en ubevidst lille hage i mit sind bagefter, hvis det var min kone, der skulle have givet mig choket. Det store, granvoksne mandfolk kom op fra operationsstuen i operationspaklredning, gummiforklrede med blodstrenk, operationshue pa og en maske, han trak ned under hagen. Jeg skulle vrere lidt stor pa den og sagde :»Nok tilbage til, at jeg kan holde pa en cigaret?«han sagde rerligt og roligt :»N ej. J eg har taget den ene hand der og den anden der,«og han viste pa sine egne, hvordan det sa ud.»men man kan fa udmrerkede erstatninger i dag for de hrender. Og en ting synes jeg, De skal huske, at her i verden grelder det ikke sa meget om, hvordan man har det, men mere om, hvordan man ta'r det.«det kneb lidt. Man ville sa m1dig vrere svag og srette sig til at grrede. Na, jeg svrelgede et par gange, men et par tarer piblede ud af 0jnene; slog sa over igen i den friskfyragtige tone og sagde :»Hvis De bare vil love mig, at jeg far lov at slippe ud fra hospitalet sa hurtigt som muligt, sa skal jeg g0re, hvad jeg kan, for ogsa at tage det, men jeg har aldrig vreret sprerret inde for og vil sa gerne hjem.«det lovede han, og den samtale mellem to

mandfolk var sikkert det forste skub i den rigtige retning. Da han var gaet for at overlade mig til min kone igen, snakkede vi ganske da:mpet sammen. Hvor er det ma:rkva:rdigt, at folk altid da:mper stemmerne, nar de virkelig skal tale om noget af vigtighed. Vi lovede hinanden at m0de verden med et smil og en rank ryg, for den, der angler efter medlidenhed eller har ondt af sig selv, vil hurtigt miste sine venner. Det vil blive det samme som i H. C. Andersens eventyr, da soldaten havde for mange trapper. Pludselig en nat vagnede jeg som sa:dvanlig ved 2-tiden, nar indsprnjtningen ikke la:ngere virkede. Den elskelige, gamle dame, som troligt hver nat sad ved min seng, gik hen og ringede efter natsygeplejersken. Vi havde en lille aftale om en kop kaffe og en lille sludder, nar jeg vagnede om natten. Natsygeplejersken kom, en ung frue fra byen, og de virkede sa ma:rkelige. De pjankede den paga:ldende aften, lidt forvirrede, som havde de lidt darlig samvittighed, var lidt generte. J eg gik dem pa klingen for at h0re, hvad der var i vejen, og spurgte dem ud, og endelig kom det. De havde lovet ikke at sige, at min kone var blevet indlagt aftenen i forvejen og om natten havde fa.et en lille datter. 15

Det var 14 dage efter, at jeg var sprunget i luften. I mit skab pa sygestuen havde der hobet sig et vreld af flasker op, original spiritus, original tobak, dansk og udenlandsk chokolade, sendt af mennesker fra den halve jordklode som en gave og opmuntring i disse dage. Her var anledning til at tage hui pa en flaske. J eg ville hellere end gerne med det samme ind og se min nye datter, men det kunne jeg selvfolgelig ikke fa lov til, og det var sikkert ogsa blevet et k0nt syn at se mig hoppe af sted, bundet ind fra hoved til hrel i bandager, der stank langt vrek af levertransalve. Det kneb med - pa trods af en ny indsprnjtning - at falde i s0vn igen. * Den n ste morgen vagnede jeg lidt sent ved, at en s0d, rndharet sygeplejerske stod med en bylt i armen ved siden af min seng. J eg satte mig op. Hun lagde bylten pa mine knre. Der la en lille henrivende pige, endnu sa ny. J eg kyssede hende pa nresen, kaldte hende senere Lykke til mellemnavn, for hun kom netop pa det tidspunkt, hvor alt syntes svrert. Det var med mrerkelige folelser, man her sad og sa pa et sadant nyt lille liv, der kom som st0tte og hjrelp og opmuntring for det s0lle liv, som sad 16

der i sengen, maske ikke altid helt sikker pa sig selv og den fremtid, der matte komme. Dagen efter fik jeg lov at komme ind og hilse pa Muffa. Jeg har sikkert set ynkelig ud i t0j, der hang om mig, bleg og indfalden med det afsvedne har og store bandager pa armene. Ved den lejlighed oplevede jeg virkelig, hvad lykke var. lkke bare et ord i et billigt refrain, ikke bare en ting, man skriver om i en opblussende forelskelse, men virkelig glrede over at vrere til, at lrere livsvrerdier at kende, som man maske ikke havde 0je for til hverdag. Og jeg gik tilbage til min seng. Om middagen bes0gte jeg en af officererne fra kasernen, der var indlagt med et brrekket ben, og sammen delte vi en flaske rndvin. 1 mellemtiden kom ritmesteren pa bes0g - med en flaske gin og citronsaft - og sa sad vi og havde det hyggeligt og var soldater, som soldater er flest, fortalte historier og morede os. Da jeg senere skulle tilbage til sengen, folte jeg mig pludselig sa darlig og sagde til min mor, som pa det tidspunkt var dernede :» J eg foler mig lidt svimmel.hvem ville ikke g<jre det, hvis man havde vreret med til at se bunden pa en hel flaske gin!«beroliget og glad lagde jeg mig i sengen og sov den sundes s0vn. * Et liv uden ruender 17

Ind imellem havde de unders0gt mine 0jne. Jeg var alvorligt bange for, at jeg skulle miste synet. Jeg var ikke sikker pa, at den rerlighed, kirurgen havde vist mig, ogsa gjaldt de ord, som 0jenlregen s0gte at sige mig. J eg kunne ikke lrese; mit synsfelt var for snrevert til at fange et helt ord. Det blev besluttet, at min store pige, Pia, skulle komme fra K0benhavn, for at jeg kunne se hende. De spillede pa orgel ude i hospitalsgangen. De spillede den lille melodi, som har fulgt mig lige fra barnearene, og som har fortsat med at folge min kone, b0rn og mig, til bryllup, barnedab og andre h0jtidelige lejligheder :»Altid frejdig, nar du gar.«den aften grred jeg forste gang, mens jeg sad med billederne af min lille pige foran mig. To dage efter kom Pia. Naturligt for et barn folte hun ubehag ved hospitalets lugt og ikke mindst ved den ulidelige levertranstank, der var i hendes fars vrerelse. Hun sa pa mig uden at kunne konstatere, at der i0vrigt var sket noget srerligt med mig, og sagde :»Du er jo snavset, far.«og det havde hun sadan set ret i. Snavset hade udvendig og indvendig. J eg forstod godt min lille pige. Maske var det ogsa galt af os at invitere hende, sk0nt det tror jeg ikke. Hun rejste glad og fro tilbage til K0benhavn igen. 18

Der var ogsa mange opmuntrende episoder pa hospitalet. Der var navnlig en sygeplejerske, fuld af liv og hjertevarme, altid med en sp0g pa lreben. Bade Muffa og jeg holdt vreldig meget af hende, fordi hun bet0d sa uendelig meget for hum0ret. J eg husker saledes den dag, jeg var gjort klar til at blive transplanteret fra h0jre lar til venstre, som var fuldstrendig skamf eret efter sprrengningen. Pakket ind i bandager, fordi mit h0jre ben og venstre ben var blevet gjort sterile, blev jeg i min seng k0rt ud pa gangen ind i den store elevator. Der var mange mennesker pa gangen, og frk. K0rvel, som sygeplejersken hed, kom hen til min bare og sagde sa h0jt, at andre patienter og sygeplejersker kunne h0re det :»Husk nu, hvad De har lovet mig, Stig Guldberg, at De kun ma lade det ene ben tage under knreet, og det andet over knreet. J eg skal sige Dem, eet knre betyder sa uendelig meget, nar man senere skal ud at danse.«med den bemrerkning rullede de mig ind i elevatoren. Der stod en reldre pren herre, som havde vreret tilstede den dag, jeg kom til skade. J eg kunne se pa hans 0jne, at han havde taget hendes ord alvorligt. Jeg havde nresten ondt af ham. *

fovrigt var alle disse behandlinger, eftersyn og bandageskif tninger et stort sprendingsmoment. Navnlig husker jeg forste gang, de skulle tage bandagerne af mine ben og mine arme. J eg kunne mrerke, der var nerver pa. Man var ikke helt sikker pa resultatet. Det havde faet lov at ligge sa lrenge, fordi det nu var det bedste. Min h0jre arm var lregt, min venstre gjorde derimod knuder. Mit ben trykkede man og folte pa. Det var eet eneste stort sar, fra knreet til lysken. Man var meget interesseret i, om der var opstaet d0dt k0d, eller der var flere sprrengstykker derinde. Heller ikke det var tilfreldet. J eg glemmer aldrig den dag. J eg skulle egentlig ha ve haft lattergas, mens de unders0gte og pirrede i mine sar. Apparatet fungerede ikke. Derfor fik jeg blot en indsprnjtning og en cigaret, blev sat op mod sengens hovedgrerde, og som T0nnesen sagde :»Du skal selvfolgelig vrere med til at se.«j eg sad der med en cigaret vippende mellem lreberne og var ved at kvreles af tobakken, der sivede ind i nresen, indtil lregerne kom i tanker om, at jeg ikke kunne tage den ud selv, og kom hen og hjalp mig. Jeg blev fotograferet i den stilling og vil sadan set gerne engang igen se det billede, og dog : Det kan jo vrere det samme. Den morgen, jeg havde faet min datter nummer to, Eia Lykke, blev jeg k0rt ned pa opera- 20

tionsgangen umiddelbart efter. Dernede stod hegerne og sagde til lykke. Sa bragte de mig ind, og det viste sig, at de matte skrere i min venstre arm igen, og jeg bad i min dumhed om at undga bed0velse. Jeg var sa frygtelig bange for at fa en maske for ansigtet efter det med lungerne. Men denne gang gik det ikke, og man lagde en maske for ansigtet. J eg prnvede at rejse mig op. Den jrettestore reservelrege matte folge med, da jeg rejste mig, men sa sprang den kugle, jeg havde for mit indre blik, og jeg gled hen i bed0velsen. Sagde jeg lattergas? J eg vagnede op ved at h0re en, der hulkede helt hysterisk, og spurgte :»Hvem er det dog, der hyler sacian?«den tilstedevrerende lrege sagde :»Det er dig selv.«det havde 0delagt mit hum0r for resten af dagen. Det kneb med at finde traden igen, men hvad, jeg havde lov til at modtage bes0g til langt ud pa af ten en, selvom der u den for min d0r tronede et skilt med»bes0g forbudt«. Det var nu sa hyggeligt, og den sidste bes0gende skulle helst ikke ga, for min aftenindsprnjtning var begyndt at virke. Det var ligesom jeg endnu ikke havde helt kraft til at vrere alene. Og ene var jeg aldrig, for om natten sad»blondie«, som vi kaldte hende, og passede pa mig. 21

Selv sin 50-ars fodselsdag fejrede hun ved at passe mig om aftenen og om natten. Vi spiste lagkage den dag, og Blondie fik gaver. * Vi havde faet en ny 0jenlrege, og mit forste og vel nok naturlige sp0rgsmal til ham var, om han mente, jeg fik synet helt tilbage, eller om det eventuelt kunne blive vrerre. J eg spurgte ogsa, om man ikke havde nogle midler, f. eks. til indsprnjtning, sa man kunne ophreve det tryk, der abenbart la omkring synsnerven, men fik til svar, at man fors0gsvis ved anden lejlighed havde prnvet med indsprnjtning af nitroglycerin, der momentant i hvert fald kunne ophreve noget af trykket. Nitroglycerin! J eg syntes, jeg havde faet sprrengstof nok, og blev enig med sig selv om, at der sadan set ingen grund var til at prnve, nar det ikke blev af varig virkning. J eg sa for mig, at det maske kunne blive ringere bagefter igen, og jeg vrebnede mig med talmodighed. For at lette lresningen af breve, en enkelt bog maske, foreslog 0jenlregen mig, at jeg kunne dreje bogen go grader og ligesom kineserne lrese linjen lodret, men som han tilfojede :»Lad vrere med at g0re det i en sporvogn og S-toget og den slags steder ' nar andre mennesker ser det, sa vil de nemt tro, at De er idiot.«22

Som det gar de fleste, der er indlagt pa et hospital, gik det ogsa mig. Der kom et vreld af bes0gende, som man vel egentlig kunne dele op i grupper. Der var dem, man holdt af at fa bes0g af, og dem, man folte sig bereret over at fa bes0g af, og endelig den store hoben mennesker, man umiddelbart fornemmede kom, fordi det jo var en pligt. En dag aflagde en st0rre samling soldater fra en soldaterforening i K0benhavn bes0g, og de blev lukket ind i hold. De havde en stor frugt- og vinkurv med, og jeg var meget glad for den opmuntring. Der var et par stykker af dem, der blev darlige af luften. Glem ikke, at de fleste af dem, der skulle ind og sige goddag, i forvejen s0gte at ruste sig til det chok, det nu var, at komme ind og se, hvor meget der nu var sket med ham derinde; og den for omtalte levertranslugt bidrog jo i nogen grad til at fornge ubehaget for dem, der i forvejen ikke er vrennet til hospitalslugt, og jeg husker, at det morede mig, at der var nogle, der matte skynde sig ud igen. Om aftenen havde jeg det ikke slet sa godt, og jeg blev vel nok denne gang for alvor bange for, at der var fare for mit liv. Jeg husker, jeg havde kvalme og ondt i brystet, og man sendte bud efter den vagthavende natlrege. Da vi havde faet gjort op, hvad der var foregaet i 10bet af dagen, fandt

..._ vi frem til, at der havde vreret over et halvt hundrede bes0gende. Sa der var vist ikke ret meget at sige til, at jeg folte mig utilpas og sl0j. * Den allerforste nikotinforgiftning i mit liv fik jeg pa hospitalet. Det skyldtes, som jeg fortalte, da jeg havde vreret nede pa operationsstuen forste gang efter at vrere vagnet op, og man glemte, at jeg ikke selv kunne tage cigaretten ud af munden. Mange hjerner blev sat i sving for at finde ud af, hvordan jeg selv kunne passe rygningen, men skaden var jo sket, og jeg la der i vandret stilling, fik s0sygetabletter og havde det ganske nederdrregtig skidt. Det er en underlig situation pludselig at skulle have hjrelp til alle de sma ting, som man ikke havde trenkt over til daglig, noget som det var en selvfolge, man selv ordnede, noget som, ja, var en naturlig ting. Det blev pludselig meget store besvrerligheder. Man matte lrere at be' om ; man matte ogsa lrere at vente med selv de mindste ting. Det kan knibe en hel del i begyndelsen. Ja, blot sadan en lille ting som at blive madet af andre er egentlig et problem i den situation. De fleste moderlige sjrele har prnvet at made et lille barn. Det foregar ganske simpelt ved, at man fylder skeen,

propper skeen ind i munden med en let og elegant bevregelse, vipper skeen lidt opad, fordi et spredbarn normalt ikke selv kan t0mme skeen, og derved stryger man indholdet af skeen op mod barnets overlrebe, eller ligefrem hrelder det ind, men det har altid den virkning og det resultat, at munden jo selvfolgelig ikke kan lukke sig om al maden, nar skeen sidder i skra stilling, hvorfor en del 10- ber ned ad hagen. Derfor er det ogsa en ganske naturlig ting for en mor at skrabe det, der 10ber ud pa hagen, op med skeen og endnu en gang stikke det sammenskrabede ind i munden, vippe og sa fremdeles. J eg skal rerligt indrnmme, at personligheden fik et knrek. Man havde den st0fste lyst til at sprutte og skrelde ud ; men hver gang man abnede munden, ja, sa vippede der en ny skefuld af havregrnd ind. Senere hen har jeg prnvet, ogsa nar det drejede sig om at made andre, at lregge overordentlig stor vregt pa at instruere de pagreldende fodermestre om, at skeen skal holdes i vandret stilling, og at den pagreldende selv skal t0mme skeen. Rundt omkring, nar jeg rejste med kunstige hrender og som folge deraf ikke altid havde en ske med og kunne spise selv, kom jeg ofte i forsamlingshuse til det frelles kaffebord bagefter, hvor man spurgte, om jeg da ikke ville have et stykke lagkage. Nu er jo i sig selv dette at spise lagkage med fingrene 25

noget ubehageligt, og det sker som regel da ogsa i forbindelse med en ske, men en ganske almindelig kaffeske kunne jeg selvfolgelig ikke holde pa, og derfor sagde jeg altid nejtak til lagkage. Det er sket et par gange, at en af de tilstedevrerende herrer sa har sagt :»Jamen, det kan vor mor da ordne, vi har selv smab0rn derhjemme, der skal have skemad.«man har sadan en lyst til at ga ud og sprutte af, og siger alligevel konsekvent nej til lagkage, i hvert fald i begyndelsen. Sindet er slet ikke i balance til at kunne tage den slags med ro eller godt hum0r, og sa kan man lige sa godt undvrere lagkagen. * For alle, og vel navnlig for mrend, der forste gang ligger pa et sygehus og skal have hjrelp, ogsa til andre daglige formidenheder end lige det, der kommer ind gennem munden, er det ogsa noget af en overvindelse i begyndelsen. J eg husker sa tydeligt en ganske ung sygeplejeelev, som efter min almindelige bed0mmelse sikkert ikke rummede alverdens viden. Da hun forste gang skulle give mig mad, brrendte hun mig, derefter fik hun lagt maden sa langt tilbage i halsen, at jeg var ved at blive kvalt, og da jeg abnede munden for at hoste, kom endnu en slevfuld hav-

regrnd. De ved, sadan rigtig klreg, ikke helt udkogt havregrnd ind i munden. Eller den <lag, hun skulle komme med et uringlas og pa tydeligste made demonstrerede, at hun endnu ikke havde fa.et mange timer i anatomi. Da hylede jeg for alvor op og fik hidkaldt assistance. Sa nrermede den <lag sig, hvor jeg, kun seks uger efter, fik lov at komme hjem. Pa min forste spadseretur nede i garden havde jeg demonstreret min mangel pa synsevne, eller rettere pa synsf elt, idet man i sidste 0jeblik reddede mig fra at spadsere lige ind i en vognstang. Pa hver side var der en hest, og hele k121ret121jet var pa fart frem imod mig. J eg blev alvorligt forskrrekket. J eg havde troet, jeg kunne vurdere, hvor meget jeg kunne se, men tog grundigt fejl. Nah, sa kom den <lag, hvor kufferten var pakket, og man skulle til at sige farvel. Sa oplevede jeg det forunderlige, at jeg var hundeangst for at komme ud. Jeg tror, det skyldtes, at jeg havde vrennet mig til hospitalsatmosfreren og til, at der altid var mennesker parat til at tage fat, hvis jeg skulle blive syg. Maske skyldtes det ogsa, at jeg var bange for at m121de tilvrerelsen i den ny situation, bange for at sta ansigt til ansigt med de problemer, som ganske givet ville komme, nar jeg nu kom ud iblandt alle de andre. En af vore venner k121rte os til K121benhavn, fordi