Tekster: Es 60,18-22, Åb 7,1-12, Matt 5,1-12 Salmer: 754 Se nu stiger solen, 549 Vi takker dig for livet, 571 Den store hvide, 565 Med sorgen og klagen, 438 Hellig, hellig, 477 Som korn, 732 Dybt hælder året I sangen papirklip synger Kim Larsen om, hvordan han sidder og klipper papir silhuetter af de mennesker han holder af, når han er ked af det. De er der ikke, men bare det med at se dem for sig og klippe det ud, han ser, gør ham glad. Somme tider kan det være ikke bare vigtigt, men livsnødvendigt at se det, der ikke er der. For virkeligheden er omskiftelig, og når den er mørk og kold og trist kan den være dræbende. Da Johannes V Jensen i Den lange Rejse skrev om urtidsmenneskene der endnu ikke kendte ilden, forestillede han sig at de tilbragte nætterne i navnløs rædsel, fordi de ikke kunne vide andet end at natten var endeløs. Måske kender også I noget tilsvarende, når I ligger i mørket plaget af bekymring og angst, så kan det forfærdelige fylde så meget at det er som om dagen slet ikke findes, som om der kun er mørke både uden for een og indeni een i al evighed. Så er det godt at have nogen at tale med som kan fortælle een: jo, det er mørkt. Det ser sort ud. Men lyset findes, det bliver 1
dag igen, og du bliver glad igen. For selv kan man ikke se det. Jeg tænker, at det er netop sådan Jesus gør i evangeliet, vi har hørt. Han ser noget vidunderligt godt, vi ikke kan se. Og ud fra det han ser taler han til os og giver os del i det vidunderlige, vi ikke selv kan se. Men der er forskel på at opmuntre ud fra noget man ser, eller som man ved er virkelighed og så på den anden side at tale ud fra noget man bare regner med, eller forestiller sig eller endnu værre: noget man bare siger, fordi det er det nemmeste. Der er en verden til forskel på, når en nabo eller slægtning siger til en alvorligt syg: du skal se, du bliver snart rask, lægerne er jo så dygtige! Og så når en læge kommer og siger til én: vi har analyseret alle prøver og studeret røntgenbillederne, og efter vores bedste overbevisning er sygdommen helt fjernet. Hvor det første er løse ord, der flagrer i luften og i grunden hverken gør fra eller til, så er ordene i det andet tilfælde ord, der udspringer af en viden, som ganske vist ikke er patientens egen, men som patienten får del i ved at lytte til lægen. Når Jesus siger til sine disciple i evangeliet, vi hørte, at de fattige i ånden, de sørgende, de forfulgte og andre der lever lidet misundelige liv er lykkelige, - eller heldige som det hedder i Den nye Aftale, så er meningen ikke at han trøstende vil sige til dem, at det nok skal gå alt sammen. Ved slutningen af Bjergprædikenen, som dagens 2
evangelium udgør begyndelsen til, hører vi jo netop, at det der greb mennesker ved Jesu tale var, at han talte som en der havde myndighed og ikke som deres skriftkloge. Så når mennesker hørte Jesus, så var den almindelige opfatttelse, at her mødte de én som ikke for med løs snak, men som vidste, hvad han talte om. Og det er også essensen i evangeliernes forkyndelse af Jesus som Kristus, dvs den Gud selv har udpeget som menneskers vejleder. Før 2. verdenskrig kunne man kalde Jesus fører, det kan man ikke længere, det ord har Hitler sat sig for grundigt på.. Men hele tanken i Kristusforkyndelsen er jo, at Jesus er den der kan føre os til Gud og forene os med Gud, fordi han kender Gud. Hvorfra han har dette kendskab til Gud kan vi ikke vide, for vidste vi det, så havde vi slet ikke brug for Jesus, for så ville vi jo selv kende den virkelighed, han fører os til. Og i biblen gives der forskellige bud på, hvorfra Jesus har sit kendskab til Gud. Markus fortæller at Guds ånd kom over ham, Matthæus og Lukas føjer til, at Jesus er avlet af Gud selv med Maria, mens Johannes skriver, at Jesus fra evighed af har været ét med Gud selv. Men alle 4 prøver de på hver deres måde at sige det samme: at Jesus kender virkeligheden i hele dens dybde, og altså også kender det, der er skjult for os. Og selv om virkeligheden somme tider for os kan se ud som mørke, tomhed og ulykke, så er det alligevel sådan, at Jesus, når vi holder os til ham og lader ham føre os, vil lede os til liv og lys og glæde. Men 3
det er ikke nogen let og problemfri vej han fører os ad. For han siger selv, at vejen til Gud er hans eget liv og skæbne. Så tro på Jesus betyder hverken succes eller lykke og medgang i verden. Tværtimod var Jesu liv jo præget af modstand, forfølgelse og drab. Alligevel erfarede hans disciple, at den myndighed de oplevede han talte med, når han priste de ydmygede og sårede lykkelige, at den myndighed ikke var et bedrag, men ægte myndighed, der hvilede på den sandhed om virkeligheden som ellers slet ikke er afsløret endnu, men som først er blevet kendt, når historien er oprullet og alt der vil ske i verden er sket. De erfarede det, Fordi Jesus, trods sin død blev ved at komme til dem, tale til dem og holde måltid med dem. Han talte til dem ud af en virkelighed, ja, han var selv en virkelighed, som døden ikke kunne gøre ende på, så i ham var det Guds evige, himmelske virkelighed, der åbnede sig for dem. Paulus siger det på den måde, at nu ser vi alting som i et spejl og i gåder, men en gang skal vi se al ting, som det er. Til forskel fra os kender og ser Jesus virkeligheden som den er. Og det han kender og ser, fortæller han os, sådan at vi gennem Jesu ord får lov at se ind i den fuldstændige og helt udfoldede virkelighed. Og det, han lader os se, er lys, liv, glæde og kærlighed i al evighed. I ham er lyset kommet til verden, det lys der viser os virkeligheden som den er: at alt er sat i værk af kærlighed, fordi Gud, skaberen, er kærlighed. Og at vi i al evighed er 4
Guds uerstattelige børn, som Gud sætter alt på spil for at beholde hos sig, fordi han elsker os. Det er det lys, Jesus tænder for os for at det skal skinne i alt mørke. Det skinner for os hele tiden, fordi det en gang for alle er sagt ind i verden med Jesu liv, død og opstandelse og med hans ord. Men som med stjerne, der ganske vist lyser hele tiden, men som vi kun kan se, når det er mørkt, sådan er det også tit sådan, at vi kun oplever lyset i Jesu ord, når mørket lukker sig om os og det eneste der kan give os håb, er lyset fra Gud der skinner til os i Jesu ord. Det er allehelgen i dag, den dag vi mindes vore døde, men også en dag, hvor sorgen over deres død let begynder at rive i os igen. På denne dag, hvor savnet af dem vi har mistet er særligt nærværende for os, skal vi støtte os til Jesu ord: Salige er de som sørger, for de skal trøstes. Der er trøst også for os, for Jesus Kristus har overvundet døden for vore kære og for os. Og han vil føre dem og os gennem død og mørke til liv i evighed hos Gud. Amen. 5