En sød snude Ida og Carlo går hjem fra fritidshjemmet. Klokken er fire om eftermiddagen. Det er en forårsdag. I morgen begynder påskeferien. Ida går i tredje klasse på Kastanjehøj-skolen. Carlo er hendes lillebror. Han går i første klasse. Ida og Carlo kan godt lide deres skole. Men de kan endnu bedre lide fritidshjemmet. De kan nemlig godt lide dyr, og dem er der mange af på fritteren. Fritidshjemmet hedder Dyregården. Der er alle mulige slags dyr, man kan passe. Nogle af dem kan man også kæle og lege med. Der er: 2 geder, 4 får, 26 høns, 3 haner, 12 ænder, 15 kaniner og 22 marsvin. 9
Ida har en kanin på fritidshjemmet. Den hedder Nuser. Carlo har et marsvin. Det hedder Sjove. De har ingen dyr derhjemme. Deres mor kan nemlig ikke tåle de fleste dyr med pels. De får hende til at nyse, så hun næsten ikke kan trække vejret. Katte er de værste. Men hunde og kaniner er næsten lige så slemme. Henne på Dyregården har Ida og Carlo en kedeldragt hver. Den tager de på, når de kommer. De tager den af igen, inden de skal hjem. Deres mor kan ikke tåle, at de har dem på derhjemme. Der sidder nemlig hår fra dyrene fast i stoffet. Ida og Carlo ville ønske, at deres mor kunne tåle dyr. De vil så gerne have en hund eller en kat derhjemme. Nu er de på vej hjem fra Dyregården. De har deres rygsække på. De går langs med bagsiden af nogle rækkehuse. Uden for hver have står en container til genbrug. Hvad er det? spørger Carlo. Han peger på en container. Låget står lidt på klem. Der stikker noget ud under det. Det ligner en lille snude. Den er levende! Jeg tror, at det er en hund, siger Ida. Eller måske en kat, siger Carlo. Nej, den er større, mener Ida. De standser. Carlo holder hånden frem mod snuden. Pas på! Måske bider den! råber Ida. Men Carlo bliver ikke bidt. 10 11
Snuden snuser bare til hans hånd. Det er vist ikke en kat, siger Carlo. Og det er vist heller ikke en hund. Hvis det er en hund, må den have meget lange ben, siger Carlo. Ellers kan den ikke nå helt op til låget. Måske står den på bagbenene, siger Ida. Eller måske står den på noget. Nu kommer der en lang, rød tunge ud under næsen. Det er en tyk tunge. Det ligner ikke en hundetunge. Man kan også se nogle lange tænder forrest i munden. Og der er nogle flade tænder inde bagved. Hvad er det mon for et dyr? spørger Ida. Løft låget, siger Carlo. Men hvad, hvis den springer op i hovedet på os? spørger Ida. Det kan være farligt. Det føles ikke farligt, siger Carlo. Slet ikke. Ida tager fat i låget på containeren. Hun løfter det forsigtigt. Begge børnene stirrer på dyret i containeren. De kan næsten ikke tro deres egne øjne. I containeren står en girafunge! Den ser tilbage på dem. Dens øjne er helt brune og blanke. Det er en girafunge! råber Ida. Nej, hvor er den sød, siger Carlo. Han lægger hånden oven på giraffens hoved. 12
Måske er det ikke nogen unge, siger han. Måske er det en voksen mini-giraf. De findes ikke, siger Ida. Det må være en unge. Hun rækker hånden frem og kæler giraffen på halsen. Hvem ejer mon den giraf? spørger hun. Det ved jeg ikke, siger Carlo. Men de har i hvert fald smidt den ud. Man kan da ikke smide et dyr ud på den måde, mener Ida. Nej, siger Carlo. Måske har de ikke gjort det med vilje. Måske er det et uheld. Vi banker på og spørger, om de ved noget derinde, siger Ida. Hun peger op mod huset, som containeren hører til. De går ind gennem lågen og op ad stien til køkkendøren. Ida banker på. En dame med krøllet, brunt hår lukker op. Hvad vil I? spørger hun. Vi har fundet en giraf, siger Carlo. En giraf? siger damen. Det kan da vist ikke være rigtigt. Jo, siger Ida. Den er ude i jeres container. Mener I et stykke legetøj? spørger damen. Det kan ikke være vores. Vi har nemlig ingen børn, og vi smider aldrig legetøj ud. Det er en levende giraf, siger Ida. Nu laver I vist sjov, siger damen. Kom selv og se, siger Ida og Carlo i kor. De går tilbage til containeren. Damen går efter dem. Damen ser giraffen. Hun slår hænderne sammen. Nej dog! Nu har jeg set det med, siger hun. Det er jo en rigtig levende girafunge. Nemlig, siger Ida. Er det din? Nej, siger damen. Jeg har aldrig i mit liv ejet en giraf. Måske er det din nabos, siger Carlo. Damen ryster på hovedet. Der er ingen her, som har en giraf, siger hun. Må vi godt få den? spørger Carlo. 14 15
Damen trækker på skuldrene. Hvad vil I med den? spørger hun. Tage den med hjem, siger Carlo. Det er nok bedst at give den til Zoologisk Have, siger damen. Eller sætte en annonce i avisen. Så kan ejerne få den tilbage. Det skal vi nok, siger Ida. Damen ser stadig meget forvirret ud. Der har aldrig før været en rigtig levende girafunge i hendes container. Damen hjælper Ida og Carlo med at tage fat i girafungen og løfte den op ad containeren. Den slikker Ida på kinden. Den bider hende også i øret. Men det gør ikke noget, for den bider ikke hårdt. Den tror, dit øre er et blad på et træ, griner Carlo. Nej, hvor er den sød! Carlo giver girafungen et lille knus. Jeg har en hundesnor og et halsbånd, I godt må få, siger damen. Vi købte det til vores hund, men den kan ikke lide at have det på. Vil I have det? Ja, tak, siger Ida og Carlo. Damen går ind og henter halsbåndet. Hun sætter det om halsen på girafungen. Heldigvis ser det ikke ud, som om den har noget imod det. Carlo og Ida begynder at gå. Girafungen går imellem dem. Ida holder i den anden ende af snoren. De vinker farvel til damen. Hun vinker tilbage. 16
Den går rigtig pænt, synes jeg, siger Carlo. Ja, det er en meget god girafunge, siger Ida. Hvad tror du, den hedder? spørger Carlo. Det ved jeg ikke, siger Ida. Men skal vi ikke bare give den et navn? Jo. Skal vi ikke kalde den Fido? siger Carlo. Det er et hundenavn, siger Ida. Men måske vil det passe til den at hedde Fido-Langhals. Det lyder rigtig godt, synes Carlo. Men er du sikker på, at det er en han? De standser. De sætter sig på knæ og ser ind under Fido-Langhals mave. Det er en han, siger Ida. Så er Fido-Langhals et godt navn, siger Carlo. På besøg hos doktor Madsen Pludselig standser børnene. De er kommet i tanker om noget. De havde helt glemt, at deres mor ikke kan tåle dyr. Men det er kun nogle dyr, hun ikke kan tåle, siger Ida. Ja, siger Carlo. Hunde og katte og kaniner og marsvin. Måske kan hun godt tåle giraffer, siger Ida. Hun har aldrig sagt til mig, at hun ikke kan tåle giraffer, siger Carlo. Kan vi ikke bare prøve at se, om hun bliver syg? Nej, siger Ida. Det må man ikke med folk, der ikke kan tåle dyr. Man kan risikere, at de skal på hospitalet. 19