Hvad lærer børn når de fortæller?

Liv Gjems Hvad lærer børn når de fortæller? Børns læreprocesser gennem narrativ praksis Oversat af Ea Tryggvason Bay

Indhold Dansk introduktion af Ole Løw 5 Forord 7 Kapitel 1 Indledning 9 Børns læring om andres opfattelser 9 At lære gennem at fortælle 10 Daginstitutionen som social læringsarena 11 Teoretiske perspektiver 14 Bogens opbygning 15 Kapitel 2 Læring gennem deltagelse 17 Samtalerne og fortællingens plads i børns læring 17 Børns læring om, at andre har egne opfattelser 20 Individuelle perspektiver på kognition 28 Læring om andres opfattelse en konsekvens af teoretisk kompetence eller deltagende interaktion? 31 Kapitel 3 Børn lærer gennem narrativer 35 Børns narrativer 36 Historisk oversigt over forskning i børns narrativer 37 Hvad er narrativer? 38 Sociokulturelle perspektiver på børns narrativer 40 Narrativernes opbygning 41 Narrativer som sproglige interaktioner for at udforske og forstå erfaringer 50 Hvad skal der til, for at børn lærer at lave narrativer? 53 Sammenfatning og definition af narrativer 54 Kapitel 4 Voksne som vejledende deltagere 57 Læring gennem vejledende deltagelse 57 Læring gennem vejledende deltagelse en individuel eller kollektiv proces? 59 Sproglig mediering gennem vejledende deltagelse 61 Børns læring i hverdagskontekster 71

Kapitel 5 Studier af børns narrativer 75 Hvad kan forskningen lære os om børns narrativer? 75 Metodiske tilgange til studier af børns spontane narrativer i børnehaven 83 Tilrettelæggelse af de mundtlige interaktioner, som skal analyseres 85 Analyse af narrativerne 86 Kapitel 6 At fortælle, så andre forstår 89 Baggrundsoplysninger 89 Konstruktion af sammenhænge mellem hændelser 96 Kapitel 7 At fortælle for at fortælle og fortælle for at forstå 103 Narrativer for at fortælle 105 Narrativer for at forstå 106 Kan børns forståelse for andres opfattelse komme til udtryk i fejlopfattelsesopgaver? 118 Kapitel 8 Fortællinger i daginstitutionen 125 Sprogets betydning for læring om andres opfattelser 125 At udforske erfaringer i narrativ praksis 130 Hvorfor har daginstitutionen så stor betydning for børns narrative praksis? 132 Appendiks 135 Transskriberingssystem 135 Organisering 135 Litteratur 136 Stikord 141

Dansk introduktion Af Ole Løw Med oversættelsen af Liv Gjems bog Hva lærer barn når de fortæller? får danske læsere adgang til en både teoretisk og empirisk funderet bog om børns læring gennem narrativ praksis i daginstitutionen. Der er tale om en bearbejdet udgave af forfatterens doktorafhandling, hvilket er lykkedes så flot, at bogen har fået fagbogsprisen i Norge. Liv Gjems er måske mest kendt i en dansk offentlighed for sine skrifter om kommunikation og meningsskabelse i vejledning. Denne bog kan siges at ligge i forlængelse heraf, idet den fremhæver pædagogens og lærerens afgørende rolle som vejledende deltager i børns læreprocesser. Bogens hovedsigte er med en indføring i børns læring gennem deltagelse i narrativ praksis i daginstitutionen at styrke opmærksomheden på børns narrativer og på de vigtige læringserfaringer, som denne praksis kan give børnene. I dette perspektiv ses narrativer som et afgørende grundlag for børns udvikling og læring om sig selv og den sociale omverden. Grundtanken er, at vores identitet skabes gennem de fortællinger, som vi selv og andre fortæller om os, relateret til de kulturelle normer og forventninger, der viser sig i disse fortællinger. Børn lærer gennem sproglige og narrative interaktionserfaringer, at andre mennesker kan have andre erfaringer, tanker, følelser og hensigter end dem selv. Det, børn fortæller, og måden, de gør det på, viser, om de er opmærksomme på andres tanker, følelser og meninger. Det er afgørende for børns læring bredt forstået, at de får mulighed for at fortælle. Børn skal lære at fortælle andre, hvem de er, hvad de kan lide, hvad de ikke kan lide, og hvem de gerne vil være sammen med. Børn må kunne fortælle og dele deres oplevelser og meninger med andre. Denne narrative interaktion, hvor børn møder andres reaktioner og oplevelser og herigennem opbygger en forståelse af, hvem de selv er i sammenhængen, karakteriserer Liv Gjems som identitetskonstruktioner. Endvidere synes der at være en tæt sammenhæng mellem børns sproglige kunnen i førskolealderen og deres læring i skolen. Narrativ praksis, hvor børn og voksne udforsker hændelser sammen, er et eksempel på en læringsarena i den sammenhæng. 5

Børns narrativer udgør således en af grundpillerne i børns læring og deres sociale, kognitive og emotionelle udvikling. Narrativ praksis er tilmed en spændende og sjov læringsarena, viser og betoner Liv Gjems bogen igennem. Den amerikanske psykologiprofessor Jerome Bruner, som er en central inspirationskilde i Liv Gjems doktorafhandling, fremhæver ligeledes vigtigheden af, at børn lærer at konstruere fortællinger. Han mener således, at børn skal støttes i at tilegne sig færdigheder i at opbygge og forstå narrativer. Han ser narrativer som en måde at tænke og føle på, som hjælper børn til at skabe en personlig version af verden, hvor de psykologisk kan se en plads til sig selv, eller, som han også udtrykker det, konstruere vores liv og et sted til os selv i den mulige verden, vi kommer til at møde. 1 Hvad lærer børn når de fortæller? bidrager på afgørende måde til at forstå, hvordan narrative kompetencer skabes. Det gør den blandt andet ved at vise, hvordan børn lægger op til samarbejde om at skabe fortællinger, og hvordan pædagogen eller læreren kan støtte børnenes udspil. Børn i fire- til seksårsalderen kan som bekendt ikke uden videre fortælle, så andre børn og voksne vil lytte. Det skal de lære, og her har pædagoger og lærere en vigtig opgave i at støtte børnenes narrativer og blive fortrolige med deres forskellige måder at fortælle på. Jeg ser i den sammenhæng Liv Gjems bog som en kærkommen og nyttig håndsrækning til studerende på såvel pædagog- som læreruddannelsen. Bogen henvender sig således primært til pædagog- og lærerstuderende samt uddannede pædagoger og lærere. Men den kan være øjenåbnende og inspirerende for alle, der er involveret i børns lærings- og identitetskonstruktioner. Ole Løw, Lektor ved VIA University College, Læreruddannelsen i Århus. 1 Jerome Bruner i Uddannelseskulturen. Gyldendal 1998, side 94 og 96 6

Forord Denne bog handler om børns læring i daginstitutionen, og hvordan børn lærer, når de deltager i narrativ praksis sammen med voksne. Narrativer er et fagbegreb og er en særlig form for fortælling. Børn, der fortæller narrativer, vil få flere erfaringer, som støtter deres læring om sprog, om andre mennesker og om kulturelle forventninger blandt andet til, hvordan man skal fortælle. Formålet med bogen er at give en indføring i et læringsfelt, som ikke har haft den store opmærksomhed hverken blandt norske forskere eller inden for uddannelsen af lærere og pædagoger. Børn lærer meget af at fortælle, og børn fortæller hver dag i daginstitutionen. Jeg vil gerne gøre mit til, at andre forskere og studerende inden for de pædagogiske uddannelser bliver opmærksomme på børns narrativer, fordi børn ofte fortæller, og fordi narrativ praksis giver børn vigtige læringserfaringer. Bogen, som den foreligger her, er en bearbejdelse af min doktorafhandling. Efter en forskningsproces, som har taget flere år, står jeg i gæld til nogle personer, som jeg ikke kan takke nok. Først og fremmest vil jeg sige tak til personalet i den institution, hvor jeg gennem otte måneder fik lov til at videofilme voksne og børn i sproglig interaktion. Der er ikke mange faggrupper, som tør tage sådan en udfordring op og lade en udenforstående følge alle dagligdagens aktiviteter, hvor både de personlige og faglige værktøjer kommer i spil. Jeg vil sige tak til forældrene, som gav mig lov til at følge deres børn gennem vigtige perioder af børnenes liv. Og jeg vil sige tak til alle de børn, som tog mig med ind i deres hverdag, og som i lange perioder glemte, at jeg var til stede. Også tak til Vibeke Grøver Aukrust for dygtig og kompetent vejledning under hele arbejdet med min doktorafhandling. Og til Steinar for opmuntring, kloge input og god vejledning hele vejen igennem. 7