vide verden martin tønner Født i 1964. Straks efter afgangseksamen fra Danmarks Journalisthøjskole i 1991 tog jeg til Spanien for at arbejde som freelancekorrespondent, først fra de andalusiske byer Granada og Sevilla og senere hovedstaden Madrid. Siden 1999 har jeg været fast tilknyttet Berlingske og avisens mand i Sydeuropa, som jeg dækker med base i Barcelona. Jeg medvirker desuden jævnligt i Danmarks Radios nyhedsprogrammer og skriver lejlighedsvis for magasiner som Euroman og Gastro. Har sammen med Tonny Vorm udgivet bogen Den våbenløse hær om FC Barcelona. Er spansk gift og far til en indfødt barceloneser på tre år. 126
rebellerne de 117 oprørs by Historien, min egen del af den, begynder langt fra Barcelona. 2.139 km helt præcist, på Herning Gymnasium i vinteren 1982-83. En historielærer havde allerede skoleåret forinden provokeret os med terperi af forskellen mellem doriske og joniske tempelsøjler. Nu, da vi var nået frem til moderne tid, fremturede han med den amerikanske forfatning. Det var blevet for meget og for borgerligt, og en dag besluttede vi at tage magten. Læreren skulle forvises fra katederet til et hjørne af klassen. I stedet ville vi på skift forberede timerne med et nyt pensum vedtaget uden større diskussion: anarkismen i Barcelona under Den Spanske Borgerkrig. Læreren, der nok var borgerlig men ikke dum, gik med på ideen. Revolutionen havde sejret, og i starten gik det fint. Høje på oprøret hørte vi hinanden i eksotisk klingende bogstavkombinationer som CNT, FAI, POUM, PSUC og PSOE initialer for diverse anarkistiske grupper samt deres kommunistiske og socialdemokratiske rivaler. Vi studerede kollektiviseringen af alt fra tekstilfabrikker over kabareter til fodboldklubber og gennemgik organiseringen af militserne ved fronten, hvor officerer og soldater fik samme løn, og hvor ordrer kun blev adlydt, hvis de gav mening. Men ligesom i Spanien, hvor anarkisterne blev udmanøvreret efter borgerkrigens første fase, løb også vores studenteroprør hurtigt ud i sandet. Som uddelingen af årskarakterer nærmede sig, faldt stadig flere fra. Snart sad læreren igen bag katederet, mens amerikanske paragraffer fortrængte antiautoritær revolution i eksamensopgivelsen. Nederlaget forstærkede dog kun, i hvert tilfælde hos nogle af os, en romantisk idé. En fornemmelse af, at Barcelona på en særlig måde repræsenterede kampen 127
rebellerne for frihed og mod social uretfærdighed. En kamp, som tusindvis af europæere og amerikanere var taget til Spanien for at deltage i under 1930 ernes borgerkrig, og som havde inspireret verdenslitteratur fra Ernest Hemingways roman Hvem ringer klokkerne for til George Orwells erindringsbog Hyldest til Catalonien. Barcelona rimede bedre end nogen anden europæisk by på folkeligt oprør og revolution, syntes vi uden at vide, i hvor høj grad vi havde ret. oprørets dna Det eneste rigtige tidspunkt for en spadseretur på Ramblaen er tidligt om formiddagen. Folk på vej til arbejde flokkes om aviskioskerne, mens blomsterhandlerne har travlt med at gøre deres boder klar. Men der går endnu et par timer, før Barcelonas berømte strøg forvandles til en frådende menneskestrøm, og selv på den varmeste tid af året stiger en kølig, forfriskende brise op fra havnen. Skulle kaffetørsten melde sig undervejs, er Cosmos nede ved Plaça del Teatre, hvor karikaturtegnerne holder til, ikke et dårligt valg. Man kan ganske vist ikke sætte sig ved George Orwells stambord, for den historiske bar blev totalrenoveret i 1970 erne. Men det er sandsynligt, at forfatteren kom på Cosmos, mens han havde sin gang i bygningen ved siden af, hvor POUM under borgerkrigen havde sit hovedkvarter. Det var her, Orwell i slutningen af 1936 meldte sig under fanerne hos den trotskistisk inspirerede partimilits. I dag huser bygningen et folkebibliotek, der opkaldt efter POUM-lederen Andreu Nin råder over en af byens mest komplette samlinger af bøger om borgerkrigen og den revolutionære arbejderbevægelse (desværre kun på spansk og catalansk). Blandt dem er naturligvis Hyldest til Catalonien, hvor Orwell på de første sider begejstret skriver om mødet med Barcelona: Næsten alle bygninger af en vis størrelse var indtaget af arbejderne og fra dem vajede røde faner eller anarkisternes sortrøde flag I alle butikker og cafeer meddelte plakater, at de var blevet kollektiviseret Tjenere og ekspedienter så dig lige i 128
Indhold Ramblaen er en hovedpulsåre i det rebelske Barcelona. Middelalderoprørere er blevet hængt og vicekonger lynchet på og i nærheden af det berømte strøg, der også spillede en hovedrolle under borgerkrigen Norbert Heller øjnene og behandlede dig som en ligemand. Underdanige og højtidelige tiltaleformer var forsvundet Ned over Ramblaen, byens brede hovedgade hvor det vrimlede med folk, blev der dagen igennem og langt ud på natten spillet revolutionære slagsange fra højtalere. Synet af mængden var det underligste af alt. Barcelona lignede en by, hvor de velhavende klasser stort set ikke eksisterede Næsten alle gik i groft arbejdstøj, blå overalls eller en variant af militsuniformen. Et halvt år senere, da Orwell deltog i det interne opgør mellem den republikanske regering støttet af kommunistiske militser på den ene side og anarkisterne samt POUM på den anden, havde han for længst mistet illusionerne. Til gengæld kunne den engelske forfatter forbløffet konstatere, hvordan barceloneserne tog 129
rebellerne kampene med ophøjet ro, mens barrikader rutinemæssigt skød op i gaderne. Alle kender den lokale geografi, og når riflerne begynder at drøne, indtager folk deres pladser som under en brandøvelse, skriver Orwell og foreslår, at byens brosten nummereres, så de lettere kan lægges på plads igen efter hvert oprør. Der findes ingen autoriseret statistik på området. Men skal man tro Friedrich Engels, Karl Marx medforfatter til det kommunistiske manifest, har ingen europæiske byer oplevet flere oprør end Barcelona. De fleste fandt sted i den politisk turbulente periode fra midten af 1800-tallet og frem til general Francisco Francos sejr i borgerkrigen i 1939. Men også længere tilbage i historien har barceloneserne givet prøver på deres rebelske sindelag. Ifølge Guillem Martínez er oprørstrangen ganske enkelt skrevet ind i den kollektive arvemasse. I sin underfundige bog Barcelona Rebelde peger den lokale journalist på Santa Eulàlia den ene af byens to skytshelgeninder, der led martyrdøden som 13-årig i 303 som det første eksempel på fænomenet. Nok mest for at få pengene til at passe. Men det er rigtigt, at den antiautoritære tradition har dybe rødder. Måske pga. Barcelonas atypiske historie som hoved- men også fristad i et af middelalderens mægtigste sydeuropæiske riger. Ingen ved hvorfor. Men da Ramon Berenguer IV i 1150 giftede sig til kronen i Aragón og lagde grunden til et nyt imperium, blev han ikke udnævnt til konge hjemme i Catalonien. Her i det område, der fra 800-tallets frankiske stødpudezone mod det mauriske al-andalus havde udviklet sig til et selvstændigt rige blev han ved med at være greve af Barcelona. Det samme gjaldt efterfølgerne på tronen, der over de næste 300 år erobrede Valencia, De Baleariske Øer, Sicilien, Sardinien og Napoli-området. Spørgsmålet om kongetitlen ligner en formalitet. Men det giver et fingerpeg om selvbevidstheden i middelalderens Barcelona, der i en vis forstand fungerede mere som en italiensk bystat end som hovedstaden 130
i et imperium. Byens elite bestod af skibsredere og købmænd, og de tog deres støtte til kongernes krigseventyr dyrt betalt i form af privilegier og selvstyre. Barcelonas borgerrepræsentation har rødder tilbage i 1100-tallet, og de næste 150 år skabte reformer et af Europas første parlamenter og et system, der kunne ligne demokrati. Det på ingen måde underdanige forhold til kronen fremgår tydeligt af de aragonesisk-catalanske kongers håndfæstning, hvor der bl.a. står: Vi, som er lige så gode som Dem, sværger over for Deres Nåde, som ikke er bedre end os, at acceptere Dem som herre, så længe De respekterer vores rettigheder og love. Ellers ikke. Først i 1400-tallet, da huset af Barcelona dør ud, og en ny kongeslægt importeres fra Castilien, begynder det at knibe med respekten. Ferran (Ferdinand) I, f.eks., ignorerer en kommunal skat på hoffets forbrug af klipfisk og bøjer sig først efter en skideballe fra borgerrepræsentationen. Nogle årtier senere går byens myndigheder under en arvefølgekrig så vidt som til at forbyde Joan II adgang til sin egen hovedstad. Den slags julelege var ligesom de repræsentative forsamlinger forbeholdt overklassen. Men heller ikke de jævne barcelonesere fandt sig i noget. Når fødevareforsyningen svigtede eller priserne steg, blev der hurtigt ballade. Det alvorligste oprør fandt sted i 1285, da en folkemængde ledet af håndværkeren Berenguer Oller tog magten i byen. Efter et par ugers proletarstyre marcherede kongen mod Barcelona, hvor der blev gjort kort proces med Oller. Ifølge nogle kilder blev han hængt i et oliventræ på Montjuïc-bjerget. Andre peger på et af byens gamle henrettelsessteder Plà de la Boquería en lille plads, der ligger et stykke oppe ad Ramblaen fra Plaça del Teatre og tæt på indgangen til det berømte marked af samme navn. Klimaks i Barcelonas første rigtige folkelige revolution fandt sted i nærheden uden for de gamle skibsværfter Les Drassanes, som i dag huser Barcelonas søfartsmuseum, Museu Marítim de Barcelona. På vejen 131
rebellerne dertil, tilbage ad Ramblaen ned mod havnen, lader vi der samtidig gå et par hundrede år, mens Spanien samles under en krone og opdagelsen af Amerika gradvist henviser Barcelona til en perifer birolle i et nyt spansk imperium. Fremme ved midten af 1600-tallet har såvel byen som Catalonien imidlertid bevaret sine privilegier og institutioner, og da Felipe IV lufter ideen om at afskaffe dem som led i en centralisering af Spanien, bliver der ballade. Også fordi bønderne i Barcelonas opland er trætte af de spanske soldater, der udstationeret her tæt på grænsen til Frankrig i forbindelse med Trediveårskrigen får tiden til at gå med at hærge og plyndre. Stemningen er betændt, og i forbindelse med Korpus Kristi-festen i juni 1640 eksploderer vreden i den såkaldte høstfolkenes revolte, der har inspireret teksten til vore dages blodtørstige catalanske nationalhymne. 500 bønder, der er kommet til Barcelona dels for at tilbyde deres arbejdskraft under hvedehøsten, dels for at deltage i processionen, ryger i klammeri med ordensmagten. En gruppe borgere slutter sig til, og kort efter går en klapjagt på repræsentanter for centralmagten i gang. Den vigtigste af dem, vicekongen af Catalonien, gemmer sig under forsøget på at flygte ad søvejen i Les Drassanes. Men han bliver fundet, hevet ud på stranden og hugget ned formentlig på det sted, hvor den næsten lige så morderiske rundkørsel på Plaça de la Carbonera i dag fordeler trafikken sydfra mod Barcelonas indre by. Efter likvideringen af vicekongen udråbte byens ledere en catalansk republik og senere fulgte en årelang alliance med Frankrig. Først i 1652 genvandt Spanien kontrollen. Men modsat hvad man kunne frygte, førte løsrivelsesforsøget ikke til repressalier. De kom til gengæld, da den godt 50 år senere var gal med barceloneserne igen. i kanonernes skygge Den gamle eksercerplads er et af byens åndehuller og et vellykket eksempel på, hvordan man kan omkode negative symboler og undertrykkende arkitektur. 132
Skulpturen El Desconsol (Sorgen) er skabt af den catalanske kunstner Josep Llimona i 1906. Det var her, generationer af rebelske barcelonesere blev henrettet. Omgivet af Ciudatella-parkens pinjer og platantræer breder et lille haveanlæg sig i dag, hvor de spanske soldater før trampede omkring. Til den ene side har et gymnasium indtaget guvernørens palæ. Til den anden holder det catalanske selvstyreparlament til bag det gamle arsenals metertykke mure. Kun en skulptur placeret diskret i havens vandbassin minder med sin titel El Desconsol (Fortvivlelsen) om, at generationer af barcelonesere blev henrettet her midt i, hvad der engang var Europas største kastel. Historien vil vide, at det halve Barcelona mødte op med hakker og mukkerter, da byen i 1869 fik lov at sløjfe fæstningsanlægget, og at det blev revet ned på en enkelt dag. Det er næppe rigtigt. Men anekdoten fortæller alt om følelserne for La Ciutadella, bygget 150 år forinden som straf for endnu et løsrivelsesforsøg i forbindelse med Den Spanske Arvefølgekrig (1701-1714). Barcelona holdt ellers i første omgang på den vindende hest. Frankrigs kandidat til tronen, den senere Felipe V, havde oven i købet under et besøg i 1702 sværget at 133
rebellerne Indhold På årsdagen for nederlaget til Felipe V i 1714 nedlægger byens vigtigste institutioner blomsterkranse ved monumentet for Rafael Casanova. Casanova ledede det heltemodige forsvar af byen side om side med Jomfruen af La Mercé Lluís Ribes i Portillo respektere byens selvstyre, men allerede her gik det skævt. Dels udnævnte han uretmæssigt en vicekonge. Dels, og især, ydmygede han en modtagelsesdelegation fra borgerrepræsentationen. Els consellers havde fra gammel tid ret til at bære hat i kongens nærvær. Men da de tog den af for at hilse, undlod han som traditionen ellers foreskrev at bede dem tage den på igen, og så måtte byens ledere ride ind gennem Sant Antoniporten, der lå tæt på det nuværende marked af samme navn, barhovedet og skummende af raseri. Tre år senere skiftede Catalonien side og indgik en aftale med Storbritannien om at støtte den østrigske kandidat. Hvilket gik fint, indtil østrigeren i 1711 blev 134
udnævnt til kejser hjemme i Wien, hvorefter briterne mistede interessen. Catalonien stod alene tilbage, men i stedet for at give op besluttede Barcelona at fortsætte en kamp, der i sin slutfase antog en besynderlig spirituel karakter. Bl.a. blev Jomfruen af La Mercé udnævnt til general for borgermilitsen, men heller ikke byens skytshelgeninde kollega til tidligere nævnte Santa Eulàlia kunne forhindre det endelige nederlag den 11. september 1714. Felipe V afskaffede straks byens selvstyre og privilegier og samtidig begyndte, i et naivt forsøg på én gang for alle at få styr på Barcelona, byggeriet af La Ciutadella. Få hundrede meter derfra, på den anden side af banegraven ind mod Estació de França, ligger CF Barcelonetas hjemmebane. Klubben hører, som navnet antyder, hjemme i det kvarter, der blev opført midt i 1700-tallet for at genhuse de hjemløse efter fæstningsbyggeriet. I dag er det fyldt med stærkt anbefalelsesværdige fiskerestauranter, hvoraf Can Maño og La Cova Fumada, begge i Carrer del Baluart, hører til de bedste og mest folkelige. Det lille stadion er også hyggeligt, hvis man er til 5. divisionsbold, men indtil 1920 erne kunne man på stort set samme adresse få langt mere voldsomme oplevelser i Barcelonas første og for længst nedrevne tyrefægterarena, El Torín, der samtidig er udgangspunkt for et af byens mærkeligste oprør. Måske var det en træfning i den op gennem 1800-tallet stort set permanente borgerkrig mellem liberale militssoldater og konservative guerillaer nogle dage forinden, som havde bragt sindene i kog. Eller også var tyrene blot særlig slappe den julidag i 1835. I hvert tilfælde satte en menneskemængde efter at have smadret arenaen kurs mod centrum og gik i gang med at brænde klostre af kirken holdt med de konservative under en ugelang opstand. Generalguvernøren, der forsøgte at dæmpe gemytterne med artilleri, blev lynchet og slæbt gennem byen som en død tyr. Samtidig gik mængden som et forvarsel om en ny konflikt til angreb på en fabrik, der producerede maskiner til tekstilindustrien. Klassekampen var kommet til Barcelona. 135
rebellerne I årtierne forinden havde Catalonien som et af de eneste steder i Spanien oplevet en industriel revolution, og Barcelona husede i begyndelsen af 1800-tallet flere hundrede fabrikker. Med den nye produktionsform opstod en ny social gruppe af fabriksansatte, og da de begyndte at organisere sig i fagforeninger den første blev dannet i 1840 var det fra starten den anarkistiske og revolutionære del af arbejderbevægelsen, som appellerede mest til barceloneserne. I hvert tilfælde kom arbejderne til at spille en blodig hovedrolle i de følgende årtiers oprør. Fra 1842 til 1874 oplevede Barcelona otte større folkelige opstande. De første generalstrejker blev organiseret. En catalansk republik udråbt i flere omgange. Og ved to lejligheder tog spanske generaler kanonerne i La Ciutadella og Montjuïc-fæstningen i brug for at banke byen på plads med bombardementer, der vakte harme i hele Europa. Tusindvis blev dræbt, og beretninger om massakrer og massehenrettelser blander sig med tragikomiske anekdoter som den om angrebet på La Ciutadella i 1843, da oprørerne blev hugget ned, fordi deres stormstiger var en meter for korte. Eller historien om klokken fra Gràcia: En aprildag 1870 gik en gruppe kvinder i protest mod mobiliseringen af 25.000 mand til krigen i Cuba til angreb på et sessionskontor. Oprøret bredte sig hurtigt til hele byen, men efter et par dage holdt kun Gràcia stand. Beboerne i den gamle landsby nordvest for den historiske bykerne, der på det tidspunkt endnu ikke var vokset sammen med Barcelona, havde forskanset sig i de smalle gader, og de spanske soldater måtte køre kanoner i stilling i den nuværende Carrer Provença for at blødgøre modstanden. Det tog seks dage, og imens ringede klokken fra et tårn på Plaça de la Vila de Gràcia uden stop for at opildne oprørerne. Det var en ældre kvinde, der via et langt reb kimede løs fra sin altan. Hun blev bagefter kastet i fængsel, men blev også et symbol for hele den spanske venstrefløj. Tårnet står stadig midt på sin hyggelige plads, behageligt fri for trafikstøj og fyldt med fortovscafeer, men klokken er, så vidt vides, forsvundet. 136
den brændende rose Få steder i Barcelona er udsigten smukkere end fra fæstningen på toppen af Montjuïc-bjerget. Er vejret klart, ligger hele byen for ens fødder omkranset af bjerge med Sagrada Família-kirken og den franske arkitekt Jean Nouvels missilformede højhus som de vigtigste pejlemærker i gadernes gritnet ud mod det sølvblå Middelhav. Tættere på vandrer turister omkring. Børn skyder imaginære jagerfly ned fra udrangerede antiluftværnskanoner, mens deres forældre får en kølig drink på cafeen, og det er svært at forestille sig, hvor meget vold der har udspillet sig mellem de gamle mure. Gennem det meste af sin historie har fæstningen, der ironisk nok blev opført af oprørere under høstfolkenes revolte i 1600-tallet, fungeret som forsvar mod indre fjender snarere end ydre. Det var herfra, kanoner i 1842 og 1843 bombarderede Barcelona. Senere blev tusindvis af fagforeningsfolk og andre politiske fanger tortureret og henrettet mellem voldene. Når Paulí Pallàs navn er blevet stående i historien om dem, skyldes det ikke kun, at han begik et af de første anarkistiske attentater mod Cataloniens militærguvernør i 1893. Pallàs skal desuden, da soldaterne tog sigte, have råbt: Hævnen bliver frygtelig!, hvilket han fik ret i, men det samme gjorde undertrykkelsen. Årene frem til Francos sejr i borgerkrigen i 1939 blev i bogstaveligste forstand én lang og blodig klassekamp, der blandt anarkister gav Barcelona tilnavnet La Rosa del Foc Den Brændende Rose. Der er to ruter gennem periodens rebelske Barcelona. Den voldelige er den længste, og lad os begynde med den. I 1884 eksploderer den første anarkistbombe på den nederste del af Ramblaen. Herefter følger attentater hvoraf flere udføres af arbejdsgiveres dødspatruljer i bl.a. Carrer d Ausiàs March, ikke langt fra Ciutadella-parken og på Plaça Reial ved Ramblaen. I 1893 kaster Paulí Pallàs sin håndgranat, hvor Gran Vía krydser Carrer de Muntaner. Samme år bliver 20 dræbt ved et attentat i Liceu-operaen en ueksploderet granat, der landede i skødet på en dame, er i dag ud- 137
rebellerne Borgen på toppen af Montjuïc-bjerget fungerede gennem 400 år som forsvar mod indre fjender snarere end mod ydre. Dels som torturcenter og henrettelsessted. Dels som støttepunkt for 1800-tallets bombardementer af de oprørske barcelonesere Jay Bhatt stillet på Museu d Història de Barcelona. I 1896 bliver 12 bodsgængere sprængt i stumper og stykker, da en procession passerer Carrer de Canvis Nous en gade i Born-kvarteret, hvor man i dag kan spise en udmærket frokost på Bar Salvador. Det fører for vidt at gennemgå geografien i forbindelse med den tragiske uge i 1909, da en anarkistisk strejke endte i et kaos af vold. Så lad os nøjes med at konstatere facit: 119 dræbte, 52 afbrændte kirker og klostre samt flere end 500 barrikader rejst overalt i byens gader George Orwell havde i den grad ret i sine iagttagelser om barcelonesernes nedarvede oprørsrutine. Myndighederne svarede igen med 1.725 anholdelser og fem henrettelser af bl.a. friskolelederen Francesc Ferrer i Guàrdia. Men lad os ikke glemme den anden rute den konstruktive, om man vil. Den kunne begynde på Passeig Sant Joan i nr. 26 lidt nord for det historiske centrum 138
med L Ateneu Enciclopèdic Popular; et kulturcenter for arbejderklassen hvor biblioteket havde åbent til langt ud på natten; det eneste tidspunkt brugerne havde fri. Den kunne fortsætte hen om hjørnet til Carrer Bailén nr. 70, hvor ovennævnte Ferrer i Guàrdias Escola Moderna havde sit hovedkvarter, og videre til Ravalkvarterets øvre del, hvor Barcelonas gamle tuberkuloseklinik, bygget af Josep Lluís Sert, har til huse i Passatge de Sant Bernat nr. 10. Sert tilhørte en gruppe socialt engagerede arkitekter, der blandt andre projekter i 1930 erne stod bag en byudviklingsplan inspireret af Le Corbusiers ideer, men udsat på evig tid af borgerkrigen. Men skulle man nøjes med at stikke en enkelt nål i det rebelske bykort, ville Café Espanyol på Avinguda del Paral lel være et godt bud. Ikke pga. de selvdøde tapas, som bør indtages med en vis forsigtighed, eller den 70 er-agtige indretning. Når det er værd at sætte sig med en kølig øl, er det, fordi baren ligger i hjertet af det anarkistiske Barcelona. Det var her, Salvador Seguí, legendarisk leder af fagforeningen CNT, holdt hof. Af samme grund blev baren mindst en gang angrebet af pistolmænd finansieret af arbejdsgiverne, og i 1923 lykkedes det at få ram på Seguí ikke langt herfra, på hjørnet af Carrer de Sant Rafael og den nuværende Rambla del Raval. Overfor på den anden side af gaden lå en anden bar, der under det misvisende navn La Tranquilidad (Roligheden) var kommandocentral og bombeværksted for hårdkogte FAI-folk som Buenaventura Durruti og Francisco Ascaso. Men en tredje adresse på Avinguda del Paral lel, længere nede mod havnen, er endnu vigtigere i historien om Den Brændende Rose. Her ligger stadig de bygninger, der indtil 1950 erne husede et kraftværk kendt som La Canadenca; arnestedet for storstrejken i 1919. Som andre gange i historien begyndte balladen pga. en bagatel. Otte medarbejdere på værket blev fyret for at organisere sig, hvilket på ingen måde var usædvanligt. Men CNT, der var stiftet ni år forinden, besluttede at sætte hårdt mod hårdt. Efter 45 dages generalstrejke 139
rebellerne efterfulgt af en lige så lang lockout inklusive afbrydelser af el- og vandforsyningen tvang regeringen i Madrid arbejdsgiverne til at bøje sig. Medarbejderne på La Canadenca blev ikke blot genansat. Spanien fik også som det første land i Europa en otte timers arbejdsdag. Guillem Martínez sammenligner i sin bog CNT s rolle med IRA s i Nordirland. Fagforeningen ordnede stort og småt fra generalstrejker til lumre chefer, der tog de forkerte piger på røven, og organiserede også protester uden for arbejdspladserne såsom huslejestrejker, boykot mod høje forbrugsafgifter og tag selv -aktioner i butikkerne for værdigt trængende husmødre. Radikale aktionsgrupper som Los Solidarios eller Nosotros (Os) veg heller ikke tilbage for likvideringer. Når militærkuppet, der indledte Den Spanske Borgerkrig, blev nedkæmpet i Barcelona, skyldes det ikke mindst anarkisternes kompromisløse beslutsomhed. CNT og FAI havde skaffet sig våben, inden det gik løs, og tidligt om morgenen 19. juli 1936 forlod en kolonne af lastbiler fyldt med militssoldater fodboldklubben Jupiters hjemmebane i Poblenou-kvarteret nordøst for det historiske centrum. En af dem parkerede uden for Cosmos på Plaça del Teatre og sikrede fra begyndelsen kontrollen med Ramblaen og de centrale dele af byen. Få timer senere var kuppet ikke blot afværget. En revolution så voldsom og sexet, at dens paroler små 50 år senere endnu gav genlyd på den jyske hede, var samtidig gået i gang: Det mest totale oprør af de utallige i Barcelonas historie, der med sine lyspunkter og, ikke at forglemme, skyggesider i form af rød terror mod gejstlige og andre kontrarevolutionære kræfter skulle også blive det sidste. I hvert tilfælde indtil videre de indignerede De færreste teleselskaber er kendt for deres gode kundeservice. Telefónica er mildest talt ingen undtagelse, og flere gange under halve og hele eftermiddages venten i selskabets hovedkontor på Plaça de Catalunya har jeg drømt om, hvordan et medlemskort til CNT og en pistol i bæltet givetvis ville fremme betjeningen. Fantasien er ikke totalt grebet ud af luften. CNT brugte 140
Flere af borgerkrigens vigtigste begivenheder fandt sted på Plaça Catalunya. I foråret 2011 var pladsen igen i centrum, da den blev besat af unge indignerede fra en protestbevægelse, der senere bredte sig fra Spanien til resten af verden Victor Riverola Morera i borgerkrigens første måneder den daværende telefoncentral som et af sine hovedkvarterer. På den anden side af pladsen havde kommunisterne fra PSUC besat Hotel Colón, der i dag huser Banestobanken. De to organisationer hadede hinanden som pesten, og en usynlig frontlinje delte i månedsvis Plaça Catalunya, indtil det kom til åben konflikt. Den 3. maj 1937 gik en politistyrke med støtte fra PSUC til angreb på Telefónica-bygningen. Det blev indledningen til de kampe, der gjorde George Orwell til indædt antikommunist, mens forfatteren til Kammerat Napoleon fra taget af Teatre Poliorama, ikke langt fra Plaça de Catalunya, vogtede på civilgardisterne i Café Moka på den anden side af Ramblaen begge steder eksisterer stadig. De såkaldte majbegivenheder markerer ikke blot afslutningen på den antiautoritære revolution under borgerkrigen, men i nogen grad også Barcelonas 141
rebellerne oprørstradition. To år senere kunne general Franco fejre byens fald med en messe på, ja, netop, Plaça de Catalunya, og diktatoren viste sig langt dygtigere til at holde barceloneserne nede end både spanske og aragonesiske konger. Jo, der var sporvognsstrejken i 1951 og senere anarkistiske aktivister som Salvador Puig Antich, der blev henrettet som den sidste under Franco-regimet i 1974. Eller de symbolske oprør, der udspillede sig, når Cataloniens våbenløse hær, som forfatteren Manuel Vázquez Montalbán betegnede FC Barcelona, mødte Real Madrid. Men det var krusninger på overfladen af en massiv undertrykkelses ocean, og da demokratiet blev genindført efter Francos død i 1975, kom Barcelonas nedarvede oprørsånd til udtryk på det kulturelle område snarere end det politiske. Indtil den helt forsvandt, opløst i den postmoderne fortælling om byen som trendy og sorgløs middelhavsmetropol. Eller gjorde den nu også det? Noget tyder på, at de seneste års dybe økonomiske krise har vækket rebelskheden til live igen. Da en protestbevægelse af unge indignerede i foråret 2011 slog lejr på pladser over hele Spanien, var den revolutionære stemning tilbage på Plaça de Catalunya. Uden tidligere tiders vold, heldigvis, men med samme beslutsomhed. En gruppe aktivister, der organiserer blokader, når familier bagud med boliglånet skal sættes på gaden, er et andet eksempel med direkte forbindelse tilbage til CNT. Heller ikke vore dages barcelonesere finder sig tilsyneladende i noget. 142
rebellerne noter fodboldklubben CF Barcelonetas hjemmebane hedder Camp de Parc Catalana. Passeig Salvat Papasseit 1. 08003 Barcelona. fæstningen 72 Montjuïc-fæstningen blev i 2008 overdraget af det spanske forsvarsministerium til kommunen. Det er meningen, at her som afløsning for et støvet militærmuseum skal indrettes et fredscenter med guidede ture rundt på anlægget. Turen op med svævebanen og udsigten er i sig selv en attraktion. Carretera de Montjuïc 66. 08038 Barcelona. Se http://www.bcn.cat/castelldemontjuic/en. guidede gåture Firmaet Cultrutas to timer lange fodtur gennem borgerkrigens Barcelona er henvendt til turister med forhåndsviden. Det foregår hver søndag kl. 11 på catalansk og igen kl. 17 på spansk. Ture med engelsktalende guide arrangeres kun på bestilling. På samme præmisser kan man blandt mange andre tematiske ruter bestille en tur gennem det gamle Gràciakvarter med fokus på dets rolle i det såkaldte sessionsoprør i 1870 det med den gamle dame og klokken. Kontakt Cultruta på + 34 634 53 43 33, custom@cultruta.com eller se http://www.cultruta.com. kirkegården 73 Hovedparten af Barcelonas vigtigste anarkistledere ligger begravet på Cementiri de Montjuïc. Det gælder bl.a. de barske FAI-folk Buenaventura Durruti og Francisco Ascaso, friskolemanden Francesc Ferrer i Guàrdia og Salvador Puig Antich. Kirkegården arrangerer guidede ture på spansk og catalansk rundt blandt de vigtigste politiske og kulturelle personligheders grave. Er man kun interesseret i anarkisterne, kan et kort 144
printes fra dette link: www.cbsa.es/cementiris.asp. Carrer Mare de Déu de Port, 56-58. 08038 Barcelona. museer Museu d Història de Barcelona 11 Plaça del Rei s/n. 08002 Barcelona. Se http://www.museuhistoria.bcn.cat. Museu Marítim de Barcelona 10 Avinguda de Les Drassanes s/n. 08001 Barcelona. parken Parc de la Ciutadella 26 Afgrænses af Passeig de Pujades, Passeig de Picasso, Passeig de la Circumval laciò og Carrer de Wellington. 08003 Barcelona. rebellernes by Arbejderbiblioteket 74 Passeig Sant Joan 26. 08010 Barcelona. Byens gamle henrettelsesplads 75 Plà de la Boquería. 08002 Barcelona. Francesc Ferrers hovedkontor 76 Carrer Bailén 70. 08009 Barcelona. Klokketårnet 77 Plaça de la Vila de Gràcia. 08012 Barcelona. Kraftværket La Canadenca 78 På hjørnet af Avinguda del Paral lel og Passatge de La Canadenca. 08004 Barcelona. Teatre Poliorama 79 Rambla dels Estudis 115. 08002 Barcelona. Se http://www.teatrepoliorama.com. Tuberkuloseklinikken 80 Passatge de Sant Bernat 10. 08001 Barcelona. restauranter og cafeer Bar Salvador 81 Carrer de Canvis Nous 8. 08003 Barcelona. Se http://www.barsalvador.es. Café Espanyol 82 Avinguda del Parallel 64. 08001 Barcelona. Café Moka 83 Ramblas 126. 08002 Barcelona. Can Maño 84 Carrer del Baluart 12. 08003 Barcelona La Cova Fumada 85 Carrer del Baluart 56. 08003 Barcelona. Restaurante Cosmos 86 Ramblas 34. 08002 Barcelona. 145