Klagefristen i patientforsikringslovens 15, stk. 2, og søgsmålsfristen i 16, stk. 2. Klagefristen i patientforsikringslovens 15, stk. 2. Ifølge patientforsikringslovens 15, stk. 2, skal en klage til Patientskadeankenævnet indgives inden tre måneder efter, at klager har fået meddelelse om Patientforsikringens afgørelse. Hvis en klage sendes til Patientforsikringen inden klagefristens udløb, anses klagen for at være rettidig, idet Patientforsikringen har pligt til at videresende klagen, jf. forvaltningslovens 7, stk. 2. Den dag, hvor afgørelsen meddeles (kommer frem) til den klageberettigede, medregnes ikke i klagefristen. Hvis klagefristen udløber en lørdag eller en søn- eller helligdag, forlænger nævnet fristen til førstkommende hverdag. Hvis en skadelidt har ladet sig repræsentere ved en egentlig partsrepræsentant i henhold til forvaltningslovens 8, f.eks. en advokat, er Patientforsikringen både berettiget og forpligtet til at meddele afgørelsen til partsrepræsentanten. Fristen regnes da fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er kommet frem til partsrepræsentanten. Hos Patientforsikringen er det normal praksis, at afgørelsen sendes samme dag, som den er datostemplet. I tvivlstilfælde, herunder hvor nævnet modtager klagen samme dag, som klagefristen udløber, kontakter nævnet Patientforsikringen for at høre, hvornår afgørelsen er sendt. Patientskadeankenævnet kan se bort fra overskridelse af klagefristen, når der er særlig grund hertil, jf. lovens 15, stk. 3. Nævnet er restriktiv med at tillade realitetsbehandling af klager, hvor klagefristen er udløbet. Hvis Patientforsikringen ikke har givet (fyldestgørende) klagevejledning, suspenderer nævnet klagefristen, indtil (en fyldestgørende) klagevejledning er givet. Efter en konkret vurdering vil klagefristen ligeledes kunne suspenderes i andre tilfælde. Det kan være i tilfælde, hvor Patientforsikringens afgørelse lider af alvorlige begrundelsesmangler, eller hvis klager på grund af helbredsmæssige forhold har været forhindret i at indbringe klagen rettidigt, eller når der har været flere på hinanden følgende (del)afgørelser fra Patientforsikringen, som har bevirket, at det har været vanskeligt for klager at overskue de enkelte klagefrister.
Nævnet er ved administrationen af klagefristen opmærksom på reglen i forvaltningslovens 17, hvoraf følger, at klagefristen kan være afbrudt. Det fremgår af denne bestemmelse, at hvor adgangen til at påklage afgørelsen er tidsbegrænset, som i patientforsikringsloven, og begæringen om aktindsigt fremsættes efter, at afgørelsen er meddelt parten, men inden klagefristens udløb, kan myndigheden bestemme, at klagefristen afbrydes. Klagefristen løber i så fald videre fra det tidspunkt, hvor aktindsigtsafgørelsen er meddelt parten, dog således, at restklagefristen er mindst 14 dage. Nævnet er også opmærksom på reglen i forvaltningslovens 20, stk. 3. Ifølge reglen kan klagefristen være afbrudt, idet skadelidte inden fristens udløb kan have begæret sagen genoptaget i Patientforsikringen. Klagefristen løber i så fald videre fra det tidspunkt, hvor den nye afgørelse er meddelt skadelidte, dog med en restklagefrist på mindst 14 dage. Det er den klageberettigede, der bærer risikoen for, at klagen er nået (rettidigt) frem til nævnet. Dette følger af domspraksis. Vestre Landsrets dom afsagt den 4. september 2003 (15. afd. B-2086-02). Patientskadeankenævnet afviste en klage som indgivet for sent. Der var ikke særlige grunde til at bortse fra fristoverskridelsen. Nævnet lagde vægt på, at nævnet først havde modtaget klagen den 17. januar 2002, det vil sige 3 uger efter fristens udløb. Nævnet lagde også vægt på det generelle princip om afsenders risiko, hvilket indebærer, at klager bærer risikoen for, at klagen indbringes rettidigt. Nævnet lagde videre vægt på, at klager ved Patientforsikringens afgørelse af 28. september 2001 havde modtaget korrekt klagevejledning. Patientskadeankenævnet blev indstævnet for landsretten med påstand om at anerkende, at klagen var modtaget rettidigt, subsidiært at der forelå omstændigheder, der gjorde, at Patientskadeankenævnet skulle behandle klagen uanset fristoverskridelsen. Landsretten frifandt Patientskadeankenævnet under henvisning til, at risikoen for, at sagsøgerens klage var nået frem til sagsøgte, påhvilede sagsøgeren. Der var endvidere ikke grundlag for at anse klagen for at være kommet frem til nævnet på et tidligere tidspunkt end den 17. januar 2002,
hvorfor klagen var indleveret for sent. Landsretten fandt, at der ikke var særlige omstændigheder, der gav grundlag for at tilsidesætte nævnets skøn og dermed ikke særlige grunde til at bortse fra klagefristen. J.nr. 2003-00-731. En gravid kvinde havde været i behandling med Fontex/Fondur på grund af nervøs spisevægring, og umiddelbart efter fødslen konstaterede man, at barnet manglede tommelfingrene på begge hænder og havde en ekstra pegefinger på hver hånd. Patientforsikringen traf afgørelse den 6. december 2002, hvorved der blev givet afslag på erstatning efter patientforsikringslovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1, idet barnets misdannelser ikke fandtes at være en følge af den medicinske behandling. Sagen blev påklaget til nævnet i et brev af 20. august 2003. Af klagen fremgik, at kvinden først modtog Patientforsikringens afgørelse den 15. juli 2003, og det var anført, at brevet var bortkommet i forsendelsen. Klager ringede den 8. juli 2003 til Patientforsikringen og fik ved brev af samme dato tilsendt et nyt eksemplar af afgørelsen, som blev sendt til den af kvinden på det tidspunkt opgivne adresse, som var en anden end den, afgørelsen oprindeligt var fremsendt til. I følgebrevet fra Patientforsikringen var det anført, at afgørelsen kunne påklages til nævnet, inden 3 måneder fra modtagelsen af brevet. Klager gjorde herefter gældende, at ankefristen løb 3 måneder fra den 15. juli 2003. Patientskadeankenævnet afviste ved en formandsafgørelse klagen som for sent indgivet. Nævnet lagde vægt på, at Patientforsikringen havde fremsendt afgørelsen til den i anmeldelsen anførte adresse, og at forsendelsen ikke efterfølgende blev modtaget retur fra Post Danmark, samt at kvinden på intet tidspunkt havde meddelt adresseændring til Patientforsikringen. Nævnet lagde også vægt på, at Patientforsikringen i et brev af 24. oktober 2002 bad kvinden oplyse navn og adresse på hendes praktiserende læge, og at brevet blev sendt til samme adresse som afgørelsen, og at det blev besvaret af klager den 28. oktober 2002.
Nævnet lagde til grund, at afgørelsen af 6. december 2002 blev sendt til den korrekte adresse, og at afgørelsen blev modtaget 1-2 dage efter denne dato, hvorfor klagefristen var overskredet. Nævnet fandt ikke, at der forelå sådanne omstændigheder, at der var grundlag for at se bort fra fristoverskridelsen. Klagevejledningen i Patientforsikringens følgebrev af 8. juli 2003 kunne ikke give anledning til en anden vurdering. J.nr. 2002-00-540. En mand blev opereret for karmisdannelse svarende til 11. og 12. brysthvirvel og 1. lændehvirvel med henblik på at stoppe en forværring af gener i form af lammelser i benene, styringsbesvær af benene og vandladningsproblemer, der havde været til stede i over et år. Patientforsikringen traf afgørelse den 14. december 2001, hvor der blev meddelt boet efter manden afslag på erstatning efter patientforsikringslovs 2, stk. 1, nr. 1-4. Sagen blev påklaget ved brev af 15. marts 2002. Brevet blev imidlertid ikke modtaget i Patientskadeankenævnet, ligesom klagers fax af 6. maj 2002 heller ikke var modtaget. Patientskadeankenævnet afviste klagen. Nævnet fandt, at klagen over Patientforsikringens afgørelse ikke var modtaget i Patientskadeankenævnet før den 1. august 2002, hvor den af klager blev fremsendt pr. fax. Nævnet lagde vægt på, at der i Patientforsikringens afgørelse af 14. december 2001 blev givet korrekt klagevejledning, og at klager hverken i sin klage eller i sit brev af 10. september 2002 var fremkommet med oplysning om sådanne forhold, der kunne tale for at bortse fra klagefristen. Nævnet lagde endvidere vægt på, at hverken afsendelse af brev af 15. marts 2002 eller fax af 6. maj 2002 var dokumenteret. Søgsmålsfristen i patientforsikringslovens 16, stk. 2. Ifølge patientforsikringslovens 16, stk. 2, skal en afgørelse indbringes for landsretten, inden 6 måneder efter, at den er meddelt. Denne frist kan kun suspenderes, når der foreligger helt særlige tilfælde. Eftersom søgsmålsfristen fremgår af patientforsikringsloven, har nævnet pligt til at vejlede om fristen, jf. forvaltningslovens 26. Ankevejledningen fremgår af nævnets afgørelsesbrev.
Når søgsmålsfristen er udløbet, har nævnets afgørelse formel retskraft. Afgørelsen kan herefter ikke af adressaten eller af andre med fornøden retlig interesse søges anfægtet ved indbringelsen for domstolene. Andre parter end skadelidte, f.eks. forsikringsselskabet, kan have en forventning om, at afgørelsen efter søgsmålsfristens udløb ikke anfægtes ved domstolene. Kammeradvokaten nedlægger på nævnets vegne påstand om sagens afvisning ved domstolene, hvis søgsmålsfristen er overskredet. Det fremgår af de nedenfor refererede domme, at der kan foreligge særlige omstændigheder, som kan begrunde, at der bortses fra fristoverskridelsen. Sagsøger kan i en stævning mod ankenævnet nedlægge påstand om ændring af en enkelt erstatningspost, f.eks. erhvervsevnetabsprocenten og efterfølgende efter retsplejelovens regler udvide påstanden til også at omfatte andre poster, f.eks. godtgørelse for varigt mén. Det er en betingelse for, at påstanden kan udvides til endnu en erstatnings- eller godtgørelsespost, at den administrative rekurs i forhold til nævnet som foreskrevet i patientforsikringsloven er udnyttet for hver enkelt post, jf. også Vestre Landsrets dom af 4. juni 2002 (B-0627-01), omtalt i nævnets årsberetning for 2002, side 56. Såfremt forberedelsen ved retten ikke er afsluttet, har parterne med respekt for den krævede udnyttelse af den administrative rekurs til Patientskadeankenævnet fri adgang til at udvide påstandene jf. retsplejelovens 357 modsætningsvis. Såfremt sagsøger ønsker at udvide påstandene, efter at forberedelsen er afsluttet og inden domsforhandlingen, vil nævnet, med mindre særlige forhold gør sig gældende, ikke protestere mod udvidelsen. Hvis nævnet protesterer, kan retten meddele tilladelse hertil, hvis betingelserne i retsplejelovens 363 er opfyldt. Sagsøgers adgang til efter sagsanlæg at udvide påstanden til f.eks. også at omfatte varigt mén vil - i hvert fald i praksis - formentlig ikke blive begrænset af, at der er gået mere end 6 måneder, efter at afgørelsen om mén er meddelt klager, hvis retssagen vedrørende blot én af erstatnings- eller godtgørelsesposterne er anlagt inden søgsmålsfristens udløb.
Det er en fast procedure i nævnet, at en afgørelse afsendes samme dag, som den er datostemplet, og at den afsendes med A-post. Afgørelsen er derfor som et helt overvejende udgangspunkt fremme hos adressaten dagen efter afsendelsen. Man kan ikke pålægge nævnet at anvende anbefalet post eller afleveringsattest. Det er sagsøger, der skal sandsynliggøre, at der er begået fejl eller, at der foreligger forhold, der afkræfter formodningen for, at afgørelsen er kommet frem dagen efter afsendelsen. Dette er på linie med afgørelser fra Højesteret og Vestre Landsret vedrørende naturbeskyttelseslovens 88, stk. 1, jf. Højesterets kendelse af 2. oktober 1998 (sag 116/1998) og Vestre Landsrets dom af 12. februar 1998 (6. afd. B 1982-96). I begge sager blev det fastslået, at bevisbyrden for, at en afgørelse ikke var kommet frem dagen efter dateringen, påhvilede sagsøger. Sag anlagt én dag for sent blev herefter afvist. Østre Landsret dom afsagt den 31. oktober 2003 (15. afd. B-493-01). Under en doppler-undersøgelse af halskarrene fik en mand en blodprop i hjernen med nedsat kraft i højre side og koordinationsbesvær til følge. Forud for doppler-undersøgelsen var der blevet påvist forsnævring især af højre halspulsåre, blodprop i højre øje samt følgetilstande efter sukkersyge i form af nervebetændelse og tegn på kranspulsårebetændelse. Patientforsikringen fandt ved afgørelse af 21. april 1994, at betingelserne i patientforsikringslovens 1, stk. 1, ikke var opfyldt, idet mandens skade i overvejende grad skyldtes hans grundsygdom i form af udtalt åreforkalkning. Patientskadeankenævnet tiltrådte ved en afgørelse af 4. januar 1995 Patientforsikringens afgørelse, idet nævnet fandt, at betingelserne for at anse skaden for erstatningsberettigende efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, og 4, ikke var opfyldt. Afgørelsen indeholdt oplysning om adgangen til domstolsprøvelse og fristen herfor. Mandens advokat indbragte ikke afgørelsen for landsretten inden den i patientforsikringslovens 16, stk. 2, fastsatte frist på 6 måneder, og manden anlagde sag mod sin advokat med påstand om erstatning. Samtidig anmodede han Patientskadeankenævnet om at genoptage sagen under henvisning til nye lægelige oplysninger samt udtalelser fra Arbejdsskadestyrelsen og Retslægerådet. Patientskadeankenævnet afslog at genoptage sagens behandling, idet de nye oplysninger ikke fandtes væsentlige for sagens afgørelse. Manden indstævnede herefter Patientskadeankenævnet for
landsretten med principal påstand om erstatningsansvar efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, og subsidiær påstand om, at Patientskadeankenævnet blev pålagt at genoptage sagen. Landsretten afviste sagsøgers principale påstand, da det var ubestridt, at Patientskadeankenævnets afgørelse ikke var indbragt for landsretten inden 6 måneder efter, at afgørelsen var meddelt. Det fremgår af dommens præmisser, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, som kunne begrunde, at der kunne ses bort fra fristoverskridelsen. Endvidere frifandt landsretten Patientskadeankenævnet i øvrigt, idet der ikke var grundlag for at genoptage sagens behandling. Østre Landsrets dom afsagt den 31. januar 2003 (8. afd. B-1559-02). En mand blev af Patientforsikringen anset for erstatningsberettiget i henhold til patientforsikringslovens 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1, for en behandling, han havde modtaget på et sygehus. Patientforsikringen tilkendte ham 35.859 kr. (ekskl. renter) i godtgørelse for svie og smerte m.v. og 8.004 kr. (ekskl. renter) i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hvilket Patientskadeankenævnet tiltrådte ved afgørelse af 27. november 2001. Retssagen blev anlagt den 30. maj 2002. Sagsøger gjorde under retssagen gældende, at sagen skulle fremmes. Til støtte herfor blev det anført, at sagen var anlagt inden søgsmålsfristens udløb, og at det måtte lægges til grund, at brevet med nævnets afgørelse først var kommet frem til sagsøgers advokat den 30. november 2001, samt at nævnet under de foreliggende omstændigheder havde bevisbyrden for, at afgørelsen var kommet frem til sagsøgers advokat før den 30. november 2001. Landsretten tog nævnets afvisningspåstand til følge. Landsretten lagde til grund, at nævnets afgørelse blev sendt den 27. november 2001 som A-post til sagsøgers advokat. Landsretten fandt, at der var en formodning for, at advokaten på sagsøgers vegne modtog afgørelsen før den 30. november 2001 og fandt, at sagsøger ikke havde godtgjort, at der var begået fejl, som afkræftede denne formodning. Landsretten lagde herefter til grund, at sagsøger havde modtaget nævnets afgørelse før den 30. november 2001 og fandt, at søgsmålsfristen herefter var overskredet, idet sagen først var indbragt for landsretten den 30. maj 2002. Sagen blev herefter afvist, da der ikke var oplyst om særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at der blev set bort fra fristoverskridelsen.
Vestre Landsrets dom af 3. oktober 2002 (2. afd. B-2065-01). En kvinde blev udsat for et trafikuheld og blev indlagt på sygehus. Efter ulykken fik hun smerter i nakken, men røntgenundersøgelse viste intet brud eller ledskred. Der var efterfølgende mistanke om diskusprolaps i halsen. Kvinden fik foretaget en clowardoperation. Efterfølgende viste det sig, at knogleproppen var forskudt, hvorfor hun blev reopereret. Man foretog endvidere en kikkertundersøgelse af højre skulderled, hvor man fandt degenereret forreste ledkant. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var påført en erstatningsberettigende skade, og at følgerne af clowardoperationen var relativt beskedne og hverken havde medført et varigt mén eller en forlænget sygeperiode. Patientskadeankenævnet ændrede ved afgørelse af 23. juli 1999 Patientforsikringens afgørelse og fandt, at kvinden var påført en erstatningsberettigende skade efter 2, stk. 1, nr. 1. Patientforsikringen fandt i en efterfølgende afgørelse af 21. marts 2000, at kvinden var berettiget til 10.270 kr. (ekskl. renter) i godtgørelse for svie og smerte og ved endnu en afgørelse, at hun var berettiget til yderligere 2.100 kr. (ekskl. renter) i godtgørelse herfor. Man meddelte afslag på erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab, tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab samt godtgørelse for varigt mén. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse den 13. marts 2001, men fandt som Patientforsikringen, at kvinden ikke var påført et varigt mén. Stævningen var dateret den 12. september 2001 og modtaget i landsretten den 13. september 2001. Landsretten afviste sagen, da der ikke var grundlag for at se bort for fristoverskridelsen. Landsretten udtalte, at det af nævnets afgørelse af 23. juli 1999 nærmere var beskrevet, hvilke forhold anerkendelsen gjaldt, og hvad den ikke gjaldt. Det fremgik af ordlyden i nævnets afgørelse, at der ikke anerkendtes ansvar for den primære behandling med særlig henvisning til, at det komplekse sygdomsbillede gjorde det vanskeligt at relatere symptomerne til skulderlidelsen, og at nævnet ikke havde anerkendt, at kvinden var blevet udsat for et selvstændigt mén i forbindelse med operationen. Landsretten lagde vægt på, at det derimod af nævnets afgørelse tydeligt fremgik, at der anerkendtes ansvar i forbindelse med knogleproppens fejlplacering, da der ikke var foretaget røntgenkontrol ved operationens afslutning. Nævnet havde tydeligt fastslået, at ansvar for skulderlidelsen og for varigt
mén i forbindelse med operationen ikke anerkendtes. Landsretten udtalte også, at nævnets afgørelse ikke af kvinden med rette kunne opfattes som en delafgørelse eller som uklar med hensyn til endeligheden af de afgørelser, som var indeholdt vedrørende skulderlidelsen og spørgsmålet om varigt mén. Klagevejledningen var ej heller uklar. Landsretten udtalte videre, at det forhold, at varigt mén på ny var omtalt i afgørelsen af 21. marts 2000 fra Patientforsikringen og på ny i afgørelse af 13. marts 2001 fra Patientskadeankenævnet ikke kunne være udtryk for en ny afgørelse, og at dette forhold således ikke kunne ændre på, at nævnets afgørelse var meddelt ved brev af 23. juli 1999 og dermed var endelig for så vidt angår denne post. Eftersom landsretten ikke fandt særlige omstændigheder, der kunne give grundlag for undtagelsesvist at se bort fra fristoverskridelsen, blev sagen afvist. Vestre Landsrets dom af 18. januar 2000 (3. afd. B-0484-99). En kvinde fik i 1996 fjernet galdeblæren. I forbindelse med operationen blev hun påført en patientskade. Patientforsikringen anerkendte skaden i henhold til 2, stk. 1, nr. 1, og tilkendte hende erstatning. Ved afgørelse af 27. august 1998 tiltrådte Patientskadeankenævnet afgørelsen. Sagen blev indbragt for landsretten den 7. april 1999. I første omgang havde sagen været indbragt dels den 26. februar 1999, dels den 26. marts 1999, men med forkert angivet sagsøgt. Landsretten afviste sagen. Retten udtalte, at retssagen først kunne anses for anlagt den 7. april 1999, da landsretten modtog stævning med angivelse af Patientskadeankenævnet som sagsøgt, og sagen var således anlagt efter søgsmålsfristens udløb. Idet der ikke forelå omstændigheder, der kunne begrunde, at der blev set bort fra fristoverskridelsen, blev sagen afvist. J.nr. 2002-00-251. En mand havde fået foretaget en operation med fjernelse af højre nyre og urinleder som følge af en tumor i urinlederen.
Patientforsikringen traf afgørelse den 14. marts 2002, hvor manden blev meddelt afslag på erstatning efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1-4. Sagen blev påklaget ved brev af 26. marts 2002, og Patientskadeankenævnet tiltrådte ved afgørelse 2. januar 2003 Patientforsikringens afgørelse. I afgørelsen var der givet korrekt ankevejledning til landsretten. Mandens advokat gjorde efterfølgende gældende, at den kuvert, som nævnets afgørelse lå i, var dateret den 28. maj 2003, og at manden havde modtaget brevet med afgørelsen den 29. maj 2003. Advokaten gjorde gældende, at fristen for at indbringe sagen for landsretten skulle beregnes fra den 28. maj 2003, således at fristen udløb den 28. november 2003. Nævnet meddelte, at afgørelsen var afsendt den 2. januar 2003, hvorfor klagefristen løb fra denne dag, og henviste til, at afgørelsen ifølge fast procedure sendes til skadelidte samme dag, afgørelsen stemples.