HVEM HAR RETTEN TIL ET VIDNE NY HØJESTERETS- AFGØRELSE

Transkript

1 2. SEPTEMBER 2010 HVEM HAR RETTEN TIL ET VIDNE NY HØJESTERETS- AFGØRELSE Højesteret har i en ny kendelse endeligt afgjort spørgsmålet om, hvorvidt sagsøger ved allerede i stævningen at angive de medarbejdere hos modparten, der kender sagen, som sine vidner, kan afskære modparten fra kontakt med disse personer. I den klassiske retssag angiver sagsøger i stævningen de personer, der med fordel for sagsøgeren kan afgive vidneforklaring under retssagen. Herefter angiver sagsøgte i svarskriftet de vidner, som sagsøgte ønsker at føre. Ikke sjældent angiver parterne også i senere processkrifter personer, som de hver især ønsker at føre som vidner ved hovedforhandlingen. Af retsplejelovens 183, stk. 1, fremgår, at det enkelte vidne først afhøres af den part, som har begæret vidnet ført. De vidner, som er anført i stævningen, er således "sagsøgers vidner", mens vidner nævnt i svarskriftet er "sagsøgtes vidner". Det antages sædvanligvis, at sagsøgte ikke under retssagens forløb må kontakte sagsøgers vidner (eller omvendt); men først må tale med dem under kontraafhøringen ved hovedforhandlingen. Undertiden udnyttes dette imidlertid taktisk således, at sagsøger på forhånd afskærer sagsøgte fra at drøfte sagen med sine "nøglepersoner" i form af medarbejdere m.fl., som kender til sagen, derved at sagsøger i stævningen anfører dem som sine vidner. Når dette sker allerede i stævningen, har sagsøgte ingen mulighed for at sikre sig, at de relevante personer bliver sagsøgtes vidner, jf. princippet i RPL 183, stk. 1. Det er i en dom antaget, at princippet i RPL 183, stk. 1, kun kan fraviges, såfremt den pågældende person har status som partsrepræsentant. Det vil sige, at der skal være tale om f.eks. virksomhedens direktør eller bestyrelsesformand. Denne

2 2/3 2. SEPTEMBER 2010 undtagelse vil dog ofte være uden relevans. I mange sager - herunder erstatningssager - er det ikke den sagsøgte virksomheds ejere eller ledende medarbejdere, der har den viden om sagens faktuelle forhold, som er nødvendig for at sagsøgte kan opnå den nødvendige forståelse af sagens faktum og varetage sine interesser under den retssag, som modparten har anlagt. Eksempelvis er det i sager om arbejdsskader sædvanligvis ikke virksomhedens ejer eller ledende medarbejdere; men f.eks. en sjakbajs eller svend, der har kendskabet til de afgørende faktuelle forhold (f.eks. omstændighederne ved skadens opståen, kendskab til den forudgående instruktion og de anvendte tekniske hjælpemidler, etc.), og derfor nødvendigvis må bistå sagsøgte under forberedelsen og gennemførelsen af en retssag. Det principielle spørgsmål om, hvorvidt sagsøger på denne måde kan afskære sagsøgte fra at varetage sine interesser under en retssag, er nu afgjort endeligt af Højesteret. Den konkrete sag vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt A, der var ansat i forsikringsselskabet F, på uberettiget vis havde formået F til at tegne forsikring for et gammelt sommerhus af træ, som der efter F's interne regler ikke kunne tegnes forsikring for. Sommerhuset var brændt, og F afviste A's krav om forsikringsdækning bl.a. under henvisning til FAL 4 og 6. De medarbejdere hos F, der på forskellig vis havde været involveret i tegningen af forsikringen, blev allerede i stævningen anført af A som sagsøgers vidner, og A afviste, at F måtte drøfte sagen med de pågældende medarbejdere før hovedforhandlingen. Herved var F reelt afskåret fra at få sagen ordentligt oplyst og dermed stærkt begrænset i sine muligheder for at anføre de relevante anbringender, iværksætte den nødvendige bevisførelse m.v. Under denne formalitetstvist anførte F bl.a., at det er et væsentligt og fundamentalt princip i retsplejen, at parterne i en retssag skal have lige muligheder for at varetage deres interesser. RPL 183, stk. 1, støttede ubestrideligt A's standpunkt; men F anførte, at det ikke kunne have været lovgivers intention, at reglen kunne udnyttes taktisk, således som den konkrete sag var et eksempel på. Da der efter hidtidig retspraksis kun gøres undtagelse fra hovedreglen i RPL 183, stk. 1, såfremt det pågældende vidne har en egentlig partslignende status, og da dette ikke var tilfældet for så vidt angik de i denne sag omtvistede vidner, fandt byretten, at A havde ret til at betragte vidnerne som sine, jf. RPL 183. Landsretten stadfæstede denne kendelse blot med henvisning til de af byretten anførte grunde. Procesbevillingsnævnet var enig med F i, at sagen vedrørte et så principielt spørgsmål, at det burde afgøres endeligt af Højesteret. Herefter har Højesteret i kendelse af 22. juli 2010 endeligt afgjort sagen. Højesteret tiltræder, at A efter RPL 183, stk. 1, har ret til at afhøre vidnerne først. Herefter udtaler Højesteret imidlertid følgende: "Højesteret finder ikke anledning til at antage, at F som følge heraf forhindres i i nødvendigt omfang at søge sagen oplyst, herunder ved inden hovedforhandlingen at tage kontakt til vidnerne, eller i øvrigt varetage sine interesser under sagen". Med denne udtalelse fra Højesteret opnåede F reelt det, som var sagens hovedspørgsmål. Højesteret fastslår, at sagsøger ikke ved allerede i stævningen at anføre sagsøgtes nøglepersoner

3 3/3 2. SEPTEMBER 2010 som "sagsøgers vidner", kan afskære sagsøgte fra at drøfte sagen med de pågældende personer og i fornødent omfang inddrage dem i den forberedelse af sagen, der er nødvendig for at sagsøgte kan varetage sine interesser. I den konkrete sag fik A altså ikke medhold i, at F ikke måtte drøfte sagen med sine egne medarbejdere i forbindelse med forberedelsen af retssagen, uanset at de pågældende medarbejdere efter RPL 183 var "sagsøgers vidner". A var repræsenteret af advokat Poul Resen Steenstrup, mens F var repræsenteret af advokat Michael S. Wiisbye. Kommentar: Med denne dom har Højesteret reelt fastslået, at en sagsøgende part ikke taktisk kan udnytte reglen i RPL 183, stk. 1, til at afskære den sagsøgte part fra at drøfte sagen med sine relevante medarbejdere og andre nøglepersoner, som et nødvendigt led i sagsøgtes varetagelse af sine interesser under retssagen. Det kan bemærkes, at Højesteret herved har indtaget et standpunkt, der er på linje med et par nyere kendelser fra advokatmyndighederne om god skik for advokater. Højesteret med den nye kendelse fastslår, at retsplejelovens regler om "sagsøgers vidner" og "sagsøgtes vidner" ikke afskærer sagsøgte fra at varetage sine interesser på optimal vis - og at sagsøger ikke på taktisk vis kan misbruge reglen i 183 til at forringe sagsøgtes mulighed for at varetage sine interesser. Jeg står naturligvis meget gerne til rådighed, såfremt der måtte være spørgsmål til den nye højesteretsafgørelse, der vedhæftes i anonymiseret form. Frederiksberggade 16, 1459 København K Tel Fax For forsikringsselskaber må den nye afgørelse for Højesteret indebære, at dels må selskabet gerne tale med sine egne medarbejdere i selskabets egne sager, uanset om disse personer af taktiske grunde er indkaldt af sagsøger allerede i stævningen - dels må den advokat, der repræsenterer forsikringstageren i en erstatningssag på lignende måde have lejlighed til at kontakte de relevante personer hos forsikringstageren, der har kendskab til sagen, uanset RPL 183. Man må altså eksempelvis i fornødent omfang drøfte sagen med den formand, sjakbajs eller kollega hos forsikringstageren, der så en arbejdsulykke ske og/eller stod for oplæring og instruktion af den skadelidte medarbejder. Det er vigtigt, at MICHAEL S. WIISBYE ADVOKAT (H) [email protected]

4

5

6

7

8

9

10