til overførelse af data,.

Teleklagenævnet Bredgade 43 DK-1260 Kobenhavn K Tlf 3392 9700 Fax 3392 9988 Teleklagenævnets afgørelse, jf. lov om radiokommunikation 6 c, som indsat ved lov nr. 470 af 12. juni 1996 om ændring af lov om radiokommunikation 1, nr. lo, vedrørende klage over Telestyrelsens afgørelse af 16. oktober 1996 om ansøgning om tilladelse til brug af frekvens til overførelse af data,. -4. juli 1997 (herefter benævnt klageren) har den 10. februar 1997 klaget til Teleklagenævnet over Telestyrelsens afgørelse af 16. oktober 1996, hvori Telestyrelsen afviste klagerens ansøgning om tilladelse til brug af en frekvens til overførsel af data../. Teleklagenævnet har behandlet klagen på et møde i nævnet den 23. juni 1997. Teleklagenævnet traf på grundlag af det i sagen foreliggende sagsmateriale, jf. den vedlagte sagsfremstilling, afgørelse om, at give klageren medhold i, at Telestyrelsens afgørelse af 16. oktober 1996 var ukorrekt begrundet. Sagen hjemvises derfor til fornyet realitetsbehandling i Telestyrelsen. Ved sin afgørelse har nævnet lagt vægt på, at Telestyrelsen har begrundet afvisningen af at udstede tilladelse til klageren med, at Telestyrelsen med den nuværende intensive udnyttelse af de landmobile frekvensbånd ikke har mulighed for at anvise frekvenser til formål, der kan tilgodeses ved brug af trådbårne forbindelser (APL-linier). Hjemlen for Telestyrelsens afgørelse har således været 2, stk. 3, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 738 af 13. august 1994 om oprettelse og drift af visse radioanlæg. lj Det fremgår imidlertid af sagen, at klageren efter Telestyrelsens opfattelse ikke har kunnet præcisere sit projekt så vidt, at der var et brugbart grundlag for vurderinger af mulighederne for den praktiske gennemførlighed af brug af trådbårne forbindelser. g:\akj\970625af d,

2 Det er nævnets opfattelse, at der til trods for at Telestyrelsen i afgørelsen af 16. oktober 1996 anfører, at styrelsen ikke har mulighed for at anvise frekvenser til et formål, der kan tilgodeses ved brug af trådbårne forbindelser, ikke af Telestyrelsen reelt er foretaget en vurdering af, om klageren kunne anvende trådbårne forbindelser til sit projekt. Det er i den sammenhæng uden betydning, at klageren efter Telestyrelsens opfattelse ikke har kunnet præcisere sit projekt tilstrækkeligt, til at der kunne foretages en vurdering, idet Telestyrelsens afgørelse må opfattes som en tilkendegivelse af, at styrelsen har vurderet. at det ansøgte behov kunne tilgodeses ved brug af trådbårne forbindelser. Nævnet finder, at Telestyrelsen ikke burde have truffet afgørelse om at afvise klagerens ansøgning om tilladelse til brug af frekvens til overførsel af data med henvisning til, at det ansøgte behov kunne tilgodeses ved brug af trådbårne forbindelser. Telestyrelsen burde, når styrelsen fandt, at der ikke forelå et brugbart grundlag for at vurdere mulighederne for at gennemføre den trådbåme løsning have forelagt dette for klageren, i stedet for træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag. Teleklagenævnets afgørelse er i henhold til 13 i lov om konkurrenceforhold og samtrafik i telesektoren endelig og kan derfor ikke påklages til anden administrativ myndighed. herunder forskningsministeren. t -,O P.N.V I{QJ Jr--,- Magi Kaktvedgaard Formand /' ~ /~~ian etær

3 Sagsfremstilling: Den 30. juni 1995 fik klageren meddelt tilladelse til anvendelse af frekvensen 154,8625 MHz tillandmobil radiotjeneste. Af tilladelsen fremgik det blandt andet, at anlæggene ikke måtte anvendes til oprettelse af faste radioforbindelser. Klageren rettede den 26. september 1996 henvendelse til Telestyrelsen vedrørende tildeling af en frekvens til overførsel af data. Klageren ønskede kontinuerligt at modtage data fra en (8) bistade(r), for måske af den vej at kunne administrere biernes formering (sværmning). Telestyrelsen anmodede den 30. september 1996 klageren om at indsende nærmere oplysninger om frekvensanvendelsen, herunder telmisk beskrivelse af arrangementet, sende- og modtagepositioner, sendeeffekt, antennehøjde m.v. Telestyrelsen oplyste til orientering klageren om, at de landmobile frekvensbånd generelt var forudsat anvendt til mobile/bærbare radiotjenester og normalt ikke måtte benyttes til fast opkoblede radioforbindelser. Tilladelsen ville således alene kunne gives, såfremt det ansøgte kommunikationsbehov ikke på rimelig måde kunne tilgodeses ved andre kommunikationsformer, eksempelvis abonnerede privatledninger (APL-linjer). Den 9. oktober 1996 ansøgte klageren om ændring af den tildelte frekvens 154,8625. Klageren var af leverandøren til krystaller til den tildelte frekvens blevet oplyst om, at klageren med den aktivitet klageren ville få på frekvensen ville forstyrre andre, og at Telestyrelsen i længden næppe ville acceptere dette. Klageren beskrev herefter den måde, hvorpå radioanlægget skulle benyttes. Der ville forekomme end del talekommunikation mellem klagerens kontor og varebiler. Endvidere var det tanken at overføre data fra 1 bigård, og hvis der var mulighed herfor at udvide med 1-2 bigårde, for at få et bedre sammenligningsgrundlag. Herefter forklarede klageren hvilket teknisk udstyr han påtænkte at anvende, herunder at en Interfon IF15M2M25 1w - modem - A/D konverter ville blive indbygget i taget på en bistade sammen med et solcellepanel til strømforsyning. Denne skulle sende data til 25 w 2m radio, modem, microcomputer, som skulle sende data videre til 25 w basisstationen, modem, pc.

4 Afslutningsvis anførte klageren, at han var vidende om, at der blev forsket i dette emne ved Odense Universitet, hvor klageren da også havde hentet en del inspiration. Telestyrelsen afviste den 16. oktober 1996 klagerens ansøgning. Telestyrelsen henviste til, at det fremgik af klagerens ansøgning, at radioanlæggene bl.a. skulle benyttes som fast installeret i taget på bistade(r), hvorfra data skulle sendes til andet radioanlæg, der herefter sendte data videre til basisstationen på klagerens adresse. Det fremgik endvidere af de oplysninger, som Telestyrelsen havde modtaget telefonisk, at de pågældende sendepositioner bl.a. omfattede et område nord for København (Værløse), hvorefter der efter Telestyrelsens opfattelse var tale om egentlige faste radioforbindelser (punkt-til-punkt forbindelser). I henhold til bekendtgørelse nr. 738 af 13. august 1994 om oprettelse og drift af visse radio anlæg 2, stk. 3, lagde Telestyrelsen ved afgørelse af om tilladelse kunne gives især vægt på, 1) at anvendelsen af radioanlægget sikrede en effektiv udnyttelse af radiofrekvensspektret, 2) at det ansøgte kommunikationsbehov ikke på rimelig måde kunne tilgodeses ved andre kommunikationsformer, herunder ved andre kommunikationsformer, herunder abonnerede privatledninger (APL-linjer). For at sikre en effektiv udnyttelse af radiofrekvensspektret så Telestyrelsen sig derfor nødsaget til at fastsætte vilkår for en tilladelse, f.eks. at radioanlæg kun måtte benyttes til strengt nødvendig korrespondance vedrørende egen virksomhed, samt at radioanlæg ikke måtte anvendes til oprettelse af faste radioforbindelser, hvilket fremgik af den d. 30. 6. 1996 (skulle retteligt være 30.6. 1995) til klageren udstedte tilladelse. Telestyrelsen tilkendegav, at de landmobile frekvensbånd 146-174 MHz (VHF)og 422-470 MHz (UHF)her i landet næsten udelukkende anvendtes til mobile tjenester, og at Telestyrelsen med den nuværende intensive udnyttelse af disse frekvensbånd ikke havde mulighed for at anvise frekvenser til formål, der kunne tilgodeses ved brug af trådbåme forbindelser (APL). Telestyrelsen kunne derfor på det foreliggende grundlag ikke imødekomme klagerens anmodning om tilladelse til brug af frekvens(er) til oprettelse og drift af faste forbindelser. Telestyrelsens vejledte klageren om muligheden for at klage over afgørelsen til Teleklagenævnet.

5 Telestyrelsen modtog den 17. oktober 1996 en telefonisk henvendelse fra klageren. Det fremgår af Telestyrelsens telefonnotat af samme dato, at klageren ikke forstod hvorfor Telestyrelsen i afgørelsen af 16. oktober 1996 henviste til, at det ansøgte kommunikationsbehov skulle tilgodeses ved benyttelsen af lejede linjer. Klageren havde henvendt sig til Tele Danmark og havde her fået at vide, at det ville være en komplet umulig opgave at grave kabler til et antal bistader. \~O Klageren oplyste endvidere, at bistademe var flytbare, og at det var meningen, at de skulle flyttes rundt i terrænet. Telestyrelsen tilkendegav overfor klageren, at på denne baggrund og forudsat at der var tale om kortvarige dataoverførsler, ville kommunikationsbehovet falde ind under den landmobile tilladelsesordning og dermed den tilladelse, som klageren allerede var i besiddelse af. Klageren forhørte sig herefter om muligheden for opstilling af en repeater. På grund af den lave effekt og højdeforskydninger i terrænet ville det være nødvendigt at anbringe en repeater i området, hvor bistaderne var placeret. Data fra bistademe skulle således sendes via repeaterstationen til basisstationen. På grund af samtalens forløb som efter TelestyreIsens opfattelse var noget forvirrende, fik klageren ikke svar på, hvorvidt det ville være lovligt at etablere en repeater, som beskrevet. Telestyrelsen lovede at underrette klageren om, hvorvidt det ville være muligt at etablere en repeater, hvilket det ifølge Telestyrelsens telefonnotat "naturligvis ikke vil". Telestyrelsen havde telefonisk kontaktet Motorola, Midtager, som oplyste, at de havde været indblandet i bi-projekt, som de anså for lidt af en umulig opgave. Klageren havde oplyst til Telestyrelsen, at han mente at Motorola var uden visioner, og at han entrerede med både Stomo og Kurt OvL Det havde ikke klart fremgået af samtalen hvilken radioforhandler, der var involveret. Klageren blev efter egen anmodning telefonisk kontaktet den 22. oktober 1996 for en nærmere uddybning af Telestyrelsens afgørelse af 16. oktober 1996. Af TelestyreIsens telefonnotat af samme dato fremgår det, at klageren ikke kunne forstå afgørelsen, idet han mente, at hvis man blot tildelte ham en frekvens, som der ikke var andre der brugte, ville ingen blive forstyrret. De pågældende anlæg ville efter klagerens oplysninger blive flyttet rundt, hvorefter der efter klagerens opfattelse ikke var tale om faste radioforbindelser. Det var ikke muligt for klageren nærmere at præcisere, hvor stationeme skulle benyttes. Heller ikke placeringen af den omhandlede repeaterstation kunne nærmere oplyses.

6 Da Telestyrelsen ikke fandt, at der forelå yderligere oplysninger der burde medføre en videre behandling af sagen, blev klageren orienteret om muligheden for at påklage Telestyrelsens afgørelse til Teleklagenævnet. en på Den 10. februar 1997 modtog Sekretariatet for Teleklagenævnet klage af Telestyrelsens afgørelse af 16. oktober 1996. Klageren var ikke enig i Telestyrelsens for afgørelsen besynderlig. afgørelse, og fandt begrundelse Klageren redegjorde for, hvorfor han ønskede en tilladelse til brug af en frekvens til overførsel af data. Klageren havde nogle visioner om at gøre sin biavl, dronningeavl og honningproduktion bedre, lettere og billigere. Derfor havde klageren det meste af 1995-96 forsøgt at registrere så mange data i en bistade, som det teknisk og økonomisk kunne lade sig gøre. Klageren havde brugt radioudstyr til 27 MHz (11m), men på grund af dette udstyrs ringe sende effekt max 4w, havde klageren måtte placere 4 stk. walkie-talkier i terrænet mellem Ganløse og Brønshøj, for at få resultatet transporteret hjem, med de ulemper det havde. Derfor var klageren begyndt at benytte 154,8625 MHz (2m), der har en større sendeeftekt på 25w. Klageren anvendte 2 radioer som stod i et kontrolleret område. En større dansk virksomhed havde stillet en stikkontakt med 230 v til klagerens rådighed. Klageren havde planlagt at udstyre 8 bistader med radioer/microcomputer. Klageren havde bygget en bistade specielt til dette formål og havde anvendt den frekvens, som han havde tilladelse til at benytte (tilladelsen af 30. juni 1995). Da klageren modtog Telestyrelsens afgørelse af 16. oktober 1996, havde han stoppet dette forsøg. Klageren anførte, at han ikke kunne begynde at installere telefonledrunger på andres ejendom, hver gang han flyttede sine bier. Bierne skulle flyttes der til, hvor der var blomster at bestøve. Dette medførte, at klageren hver dag måtte køre ud og manuelt sende data fra bistaden til sin basisstation. Det kunne lade sig gøre, men medførte ca. 50 kilometers kørsel og 2 timers ekstra arbejde. Klageren anførte, at det var en økonomisk belastning, og at det ville være meget lettere, hvis klageren kunne købe en tilladelse til at sende disse data automatisk. Samtidig ville klageren kunne undgå at forstyrre bierne, ved at skulle åbne bistaden. Klageren beskrev herefter forskellige byggeprojekter, der var under udvikling...~:-~ """

7 På baggrund af en anmodning fra Sekretariatet for Teleklagenævnet fremkom Telestyrelsen den 22. maj 1997 med en udtalelse i sagen. Af udtalelsen fremgik det, at Telestyrelsen bi. a. med henblik på en vurdering af mulighederne for eventuel brug af andre kommunikationsformer, eksempelvis abonnerede privatledninger (APL)til det ansøgte formål, den 30. november 1996 anmodede klageren om at indsende nærmere oplysninger om frekvensanvendelsen, herunder en teknisk beskrivelse af arrangementet, sende- og modtagepositioner, sendeeffekt, antennehøjde m.v. Telestyrelsen modtog ved brev af 9. oktober 1996 fra klageren kun en del af de ønskede oplysninger. Blandt andet modtog Telestyrelsen ikke de ønskede oplysninger om positioner. Ved gentagne telefoniske samtaler og ved klagerens personlige fremmøde kunne klageren kun oplyse, at der var tale om et ikke nærmere defineret område nord for Værløse samt forskellige steder "på bondens mark". Fra forskellige radiofirmaer, som klageren havde kontaktet vedrørende levering af radioudstyr til formålet, havde Telestyrelsen telefonisk fået oplyst, at det formentlig drejede sig om 10-12 bistader i et område omkring Måløv, men dette var ikke bekræftet af klageren. Telestyrelsen udtalte endvidere, at styrelsen i forbindelse med sagen alene havde vurderet de frekvens- og tilladelsesmæssige konsekvenser af en eventuel tilladelse. Det foreliggende fra klageren, herunder de førte samtaler, havde ikke kunnet præcisere projektet så vidt, at det var et brugbart grundlag for økonomiske vurderinger hhv. vurderinger af mulighederne for den praktiske gennemførlighed af radioløsningen hhv. den trådbårne løsning. Telestyrelsen tilkendegav, at styrelsen førte den administrative praksis, at faste radioforbindeiser i frekvensbånd til mobile tjenester, dvs. 146 174 MHz og 422-470 MHz, ikke tillades med mindre ansøgeren nærmere kunne begrunde eller dokumentere, at det ansøgte kommunikationsbehov ikke på rimelig måde kunne tilgodeses ved andre kommunikationsformer, herunder abonnerede privatledninger (APL),jf. 2, stk. 3, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 738 af 13. august 1994 om oprettelse og drift af visse radioanlæg. Ved vurderingen af, hvorvidt kommunikationsbehovet ikke på rimelig måde kunne tilgodeses på anden måde, tilkendegav Telestyrelsen, at der i lyset af den pressede frekvenssituation førtes en meget restriktiv politik. De forholdsvis få tilfælde, hvor Telestyrelsen havde vurderet, at behovet for faste radioforbindelser ikke kunne tilgodeses ved trådbårne

8 forbindelser vedrørte hovedsageligt el-selskaber, kommunale forsyningsvirksomheder og lignende, som i ganske særlige tilfælde havde fået tilladelse til brug af mobilfrekvenser til faste radioforbindeiser, eksempelvis til kortvarig overførsel af alarmer, nødberedskab m.v. Der var ikke givet tilladelse til faste forbindelser til det formål eller lignende, som klageren havde ansøgt om. Telestyrelsen bemærkede afslutningsvis, at det i ansøgningen oplyste og ved senere drøftelser med klageren fremkomne, ikke gav Telestyrelsen mulighed for, at pege på mulige frekvensanvendelser til formålet i frekvensområder, der var allokeret til faste tjenester.,)