HØJESTERETS KENDELSE afsagt onsdag den 9. oktober 2013 Sag 44/2013 A og B (advokat Jakob Dalsgaard-Hansen for begge, beskikket) mod Realkredit Danmark A/S (advokat Hanne Bruun Jacobsen) I tidligere instanser er afsagt kendelse af Fogedretten i Aalborg den 10. august 2012 og af Vestre Landsrets 13. afdeling den 30. november 2012. I påkendelsen har deltaget tre dommere: Lene Pagter Kristensen, Vibeke Rønne og Hanne Schmidt. Påstande De kærende, A og B, har nedlagt påstand om, at 1. prioriteten i ejendommen beliggende, under auktion opgøres med et beløb, der svarer til den A tilhørende erhvervsevnetabserstatning på 500.000 kr., subsidiært et mindre beløb. Indkærede, Realkredit Danmark A/S, har påstået stadfæstelse. Sagsfremstilling A fik i 1997 kapitaliseret sin løbende erstatning for tab af erhvervsevne. Det fremgår af brev af 15. august 1997 fra Arbejdsskadestyrelsen, at kapitalbeløbet pr. 1. september 1997 udgør 843.125 kr., og at beløbet vil blive udbetalt, når ankefristen på 4 uger er udløbet.
- 2 - A og B købte med overtagelse den 1. februar 1998 ejendommen beliggende. Købesummen udgjorde 797.083 kr., hvoraf de 500.000 kr. skulle indbetales kontant 8 dage før overtagelsesdagen. I forbindelse med købet sendte Den Danske Bank A/S den 13. oktober 1997 et brev til ejendomsmægleren, hvoraf fremgår bl.a.: Med henvisning til købsaftale, hvor [A og B] køber ejendommen, af skal vi bekræfte, at køber har indsat kr. 500.000,00 på spærret konto nr. Der er udarbejdet en ekstrakt af et betinget skøde, der efter begæring er tinglyst servitutstiftende den 3. februar 1998. Det fremgår heraf bl.a.: [A] oplyser, at han har betalt den kontante udbetaling st. kr. 500.000,00 for midler, som han har modtaget i erhvervsevnetabserstatning. Denne oplysning begæres tinglyst i ejendommens byrderubrik. Efter erhvervelsen er der lyst tre realkreditpantebreve på ejendommen med Realkredit Danmark A/S som kreditor. Et pantebrev på 223.000 kr. er lyst den 28. september 2001, et pantebrev på 753.000 kr. er lyst den 11. juli 2003 og et pantebrev på 238.000 kr. er lyst den 14. marts 2007. Endvidere er der den 19. december 2007 lyst et ejerpantebrev stort 150.000 kr. med meddelelse til Den Danske Bank A/S. Der er endvidere tinglyst et udlæg i B s ideelle andel. Realkredit Danmark A/S begærede den 23. november 2011 ejendommen solgt på tvangsauktion på baggrund af udlæg for skyldige restancer. I salgsopstillingen udarbejdet den 4. januar 2012 er servitutten medtaget på 1. prioritet med 0 kr. A og B har efterfølgende nedlagt påstand om, at 1. prioriteten rettelig skal opgøres til 500.000 kr.
- 3 - Anbringender A og B har navnlig anført, at Realkredit Danmark A/S ikke har løftet bevisbyrden for, at ejendommens værdi er således, at det beskyttede tilgodehavende på 500.000 kr. ikke er til stede. Kreditforeningen er professionel og har i øvrigt forholdt sig accepterende over for den stiftede servitut. Kreditforeningen har kunnet indrette sin belåning under hensyntagen hertil, og det må medføre, at den i konkurrence med et 513-beskyttet krav, må bære risikoen for en forringelse af pantet. Landsrettens opgørelse, hvorefter det uprøvet lægges til grund, at det beskyttede krav ikke er i behold, hverken helt eller delvist, vender prioritetsstillingen på ejendommens sikkerheder og vil medføre, at et provenu ved bud på ejendommen, der ligger ud over belåningen, ikke vil være beskyttet efter retsplejelovens 513. Den regel, der er udviklet i retspraksis, hvorefter det beskyttede aktiv kan udgøre en del af et større aktiv og stadig være beskyttet, hvis der ikke er sket udhuling ved belåning, er det relevante vurderingsgrundlag. I den foreliggende situation har ejerne sikret værdien af det tilstedeværende pant ved kontinuerlig vedligeholdelse og investering, hvorfor der ikke er sket udhuling. Låneoptagelserne er sket på tidspunkter, hvor der ved hver enkelt låneoptagelse har været betydelig friværdi til rådighed ud over den eksisterende belåning og de først prioriterede 500.000 kr. Det må derfor lægges til grund, at det retsbeskyttede krav som 1. prioriteten kan opgøres til 500.000 kr. Til støtte for den subsidiære påstand er det navnlig anført, at ejeren af ejendommen må have en beskyttelsesværdig interesse, jf. retsplejelovens 513, i, at et hvilket som helst provenu, der udbetales ud over dækning efter budsummen af den indestående pantehæftelse, udbetales som et fortsat beskyttet aktiv, idet værdien har været til stede og nyder fortsat beskyttelse. Værdien må fastsættes af retten. Kreditforeningen har bevisbyrden for, at kravet skal opgøres til 0 kr., og denne bevisbyrde er ikke løftet. Realkredit Danmark A/S har navnlig anført, at A og B har bevisbyrden for, at adskillelseskravet i retsplejelovens 513 er opfyldt. Denne bevisbyrde er ikke løftet, da der ikke foreligger dokumentation for erstatningens vej fra udbetaling til køb af ejendommen. Hertil kommer, at B efter Den Danske Banks skrivelse af 13. oktober 1997 også figurerer som køber, og hun medvirkede derfor til at indsætte 500.000 kr. på den spærrede konto. Servitutten er ikke omfattet af retsplejelovens 513, og erstatningsmidlerne har allerede derfor ikke været anbragt
- 4 - på en tilstrækkelig klar måde i fast ejendom. Servitutten har i hvert fald mistet sin 513-status henset til den efterfølgende låneoptagelse i kreditforeningen og Den Danske Bank. A og B har endvidere ved den efterfølgende låneoptagelse disponeret i strid med adskillelseskravet. Låneoptagelse i kreditforeningen af oprindeligt 223.000 kr., 753.000 kr. og 238.000 kr. er ydet som tillægslån uden krav om forbedring/renovering af ejendommen. Ejendommen blev allerede formelt set overbehæftet med lån og servitut i 2001 og senere i 2003 og 2007, hvorfor A og B ved de kontinuerlige låneoptagelser har udhulet værdien af As erstatningssum. Da erstatningsmidlerne ikke er holdt klart adskilt fra A og B s andre midler, er beskyttelsen efter 513 også af den grund bortfaldet. Retsgrundlaget I retsplejelovens 513, stk. 1 og 4, hedder det: 513. Udlæg kan ikke foretages i erstatning for invaliditet eller tab af forsørger eller i godtgørelse i forbindelse hermed, hvis beløbet tilkommer skadelidte eller den, som har mistet en forsørger. Er beløbet udbetalt, kan udlæg dog ske, medmindre summen ved indsættelse på særskilt konto i bank eller sparekasse eller på anden måde er holdt klart adskilt fra skyldnerens øvrige formue. Tilsvarende gælder om renter og udbytte af kapitalen. Stk. 4. Udlæg kan dog foretages i de i stk. 1 og 2 nævnte beløb og krav, efter at kravet og dets størrelse er anerkendt eller fastslået af domstolene, hvis skyldneren under forretningen giver samtykke hertil, eller hvis skyldneren har stillet aktivet som pant for vedkommende fordring. Bestemmelsen blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 258 af 26. maj 1976 og er ikke senere ændret. Loven bygger på lovudkastet i betænkning nr. 634/1971 om udlæg og udpantning, hvoraf fremgår, side 85 bl.a.: Erstatning for invaliditet skal kompensere for fremtidigt indtægtstab, og dette formål vil ikke kunne opnås, hvis erstatningen inddrages under udlæg. Både sociale hensyn og etiske betragtninger taler afgørende for en så vid beskyttelse, som det er praktisk muligt at give. Er udbetaling sket, kan beskyttelsen kun blive bestående, hvis beløbet er holdt klart adskilt fra skyldnerens øvrige formue.
- 5 - Som eksempel herpå nævnes indsættelse på særskilt konto i bank eller sparekasse. At kontoen skal være særskilt betyder, at der ikke må indsættes andre midler på kontoen. Er et beløb engang hævet, kan skyldneren ikke senere indsætte et tilsvarende beløb på kontoen. Dette må heller ikke ske på den indirekte måde, at skyldneren hos banken låner penge mod sikkerhed i kontoen og senere tilbagebetaler lånet. Efter omstændighederne vil kapitalen også på tilstrækkelig klar måde kunne anbringes i fast ejendom, enten i form af tinglyst pantebrev, der angiver, hvorfra midlerne stammer, eller, hvis skyldneren ikke har anbragt andre midler i ejendommen, ved en tinglyst deklaration på denne. Ved tinglysningen må erstatningen dokumenteres. Til stk. 3. Når de i stk. 1 og 2 nævnte krav er blevet således konkretiseret, at skyldneren kan overdrage dem, må skyldneren også under udlægsforretningen kunne anvise dem som genstand for udlæg. Har skyldneren stillet et aktiv, som er erhvervet for en invaliditetserstatning og holdt adskilt fra hans øvrige formue, som underpant for en fordring, må panthaveren kunne gøre udlæg i tingen for pantefordringen; ellers ville pantsætningen være umulig. Er det en fordring, der er pantsat, vil panthaveren kunne søge fyldestgørelse i fordringen uden at skulle foretage udlæg. Højesterets begrundelse og resultat Sagen drejer sig om, hvorvidt den erhvervsevnetabserstatning, som A har fået udbetalt, er holdt adskilt fra hans øvrige formue, jf. retsplejelovens 513, stk. 1 og stk. 4, herunder om adskillelseskravet er iagttaget i forbindelse med erhvervelse af den omhandlede ejendom og i forbindelse med senere låneoptagelser. Ifølge Højesterets dom af 22. juli 2005 (U 2005 s. 3097) er det afgørende for udlægshindring efter retsplejelovens 513, at beløbet utvivlsomt, direkte og udelukkende hidrører fra det udbetalte erstatningsbeløb, så der ikke foreligger nogen risiko for misbrug og omgåelse. Ejendommens erhvervelse Det fremgår af Arbejdsskadestyrelsens brev af 15. august 1997, at As løbende erstatning for tab af erhvervsevne var kapitaliseret til 843.125 kr., der skulle udbetales til ham af Tryg-Baltica Forsikring, når ankefristen på fire uger var udløbet. Udbetaling på ejendommen på 500.000 kr. blev ifølge Den Danske Banks brev af 13. oktober 1997 indsat på en spærret konto til fordel for sælger. Under hensyn hertil og til oplysningerne i skødet om, hvorfra beløbet stammer, finder Højesteret det tilstrækkeligt godtgjort, at udbetalingen på 500.000 kr. direkte og udelukkende hidrørte fra det udbetalte erstatningsbeløb.
- 6 - Restkøbesummen på ejendommen på i alt 297.083 kr. blev ifølge det oplyste berigtiget ved optagelse af et kreditforeningslån. Heller ikke dette forhold medfører risiko for, at A har disponeret over erstatningen med mulighed for sammenblanding med hans øvrige formue. Efter erstatningsansvarslovens 18 indgår erhvervsevnetabserstatningen ikke i formuefællesskabet mellem ægtefæller, medmindre der er tale om skifte efter erstatningsmodtagers død. Det forhold, at A erlagde hele udbetalingen på ejendommen, som blev købt i lige sameje med hans ægtefælle, har derfor ikke betydning for opretholdelse af adskillelseskravet og dermed beskyttelsen efter 513. Højesteret finder endvidere, at tinglysningen af byrden på ejendommen om, hvorfra midlerne til udbetalingen stammer, udgør tilstrækkelig dokumentation for, at adskillelseskravet i retsplejelovens 513, stk. 1, var opfyldt efter købet af ejendommen. Højesteret tiltræder herefter, at adskillelseskravet var opfyldt på tidspunktet for ejendommens erhvervelse. Efterfølgende låneoptagelse Efter bestemmelsen i retsplejelovens 513, stk. 4, kan udlæg i ejendommen foretages for fordringer, for hvilke skyldneren har givet pant. Skyldneren har dermed givet afkald på udlægsbeskyttelsen i forhold til disse panthavere. Pantsætning kan endvidere medføre, at udlægsbeskyttelsen som sådan er bortfaldet ud fra synspunktet om, at aktivet ikke er holdt adskilt fra debitors øvrige formue. Efter B og A s erhvervelse af ejendommen er der ad flere gange foretaget yderligere belåning af denne. A har oplyst, at lånene er anvendt til renovering og vedligeholdelse af ejendommen. Højesteret finder, at A ved den skete låneoptagelse har disponeret på en sådan måde, at betingelserne for at opretholde udlægsfritagelsen efter retsplejelovens 513 ikke længere er tilstede. Konklusion Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse.
- 7 - Da vurderingsrapporten ikke har betydning for Højesterets afgørelse, afholdes udgiften hertil endeligt af skønsrekvirenten, Realkredit Danmark A/S. I øvrigt træffes afgørelsen vedrørende sagsomkostningerne ved kæremålet af fogedretten. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse stadfæstes.