1 8. søndag efter trinitatis II. Sct. Pauls kirke 17. juli 2016 kl. 10.00. Salmer: 736/392/436/686//672/439/701/651 Åbningshilsen + I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, amen! Sommerferietid. Søndag, i kirke. Livet begyndte en søndag. Jesus fik livet til at sejre en søndag. Søndag er hvilens dag, Herrens dag. Vi kan ånde tak og brok og sorg og skyld ud og så ånde Guds riges friske luft ind. Vi går herhen for at søge vores basis. Vi søger Guds lykke og Hans gode råd. Et godt break en sommerdag. Nu har vi fire søndage med et fælles overordnet tema: De To Veje. Alle veje fører til Rom, men kun én til Gud. Jesusvejen. Og tilværelsens kan faktisk koges ned til, at enten går vi på Jesusvejen eller på en anden. Firkantet, ja, men Guds ord skærer igennem og siger, at sådan er det. På én af to veje befinder vi os. I dag: Det, der ser ud af noget, men er falsk over for det sande. Det ydre, tilsyneladende over for det indre, skjulte. Det, vi viser verden og det, der er virkeligheden. Vi kan som kristne tro, vi er på Jesusvejen og så er vi det måske ikke alligevel. Jesus vil i dag have os ud af indbildskhed og selvbedrag.
2 Lad os være ærlige, realistiske, ægte, se klart, når vi nu går til Gud og bekender for Ham, hvordan det står til. Vi beder sammen side fire i guiden og vi er stille lidt inden vi begynder Evangeliet er læst fra kortrappen: Matt 7,22-29 Bøn. Lad os bede! Herre, du elsker os så dybt. Lad din kærlighed overvinde os, så vi lever i kærlighedens relation til dig. Amen. Prædiken Forestil dig, at du bliver kritiseret eller anklaget for et eller andet. Du synes, der godt kan være noget om snakken, men alt er ikke sagt med det. Hvad gør vi i sådan en situation? Så går vi i forsvarsposition og peger på det gode, vi har gjort og som må kunne opveje det andet. For vi vil ikke behandles uretfærdigt, vi er nemlig gode nok! Det er sådan noget, vi møder her. Og Jesus ser for sig, hvordan mange, også kristne vil forsvare sig på den dag, den sidste dag, den dag, hvor vores liv skal gøres op, regnskabets dag, der hvor vi skal stå over for Jesus, vores dommer, der skal sige de sidste ord til
3 os, om os. De indleder deres forsvar med ord, de i deres bøn og trosbekendelse har brugt mange gange: Herre, Herre. Og så kommer forsvaret: Jamen, har vi ikke i dit navn, i kraft af dig, under brug af dit navn, fordi du har sagt det, bragt dit ord videre til andre og hjulpet andre i deres kamp mod ondskab og sygdom? Det har vi da gjort. Det må da tælle! Hvad vil vi forsvare os med, tror I? Lad os tænke over det Og de overdriver ikke, de havde virkelig gjort det her og det var også noget, Jesus havde lagt hen til dem. Men hvad siger Jesus til det? Han erklærer, Han bruger et højtideligt ord. Han siger lige ud af posen til dem: Jeg har aldrig kendt jer. Væk fra mig. I har gjort oprør mod det inderste i Gud! Hvad sker der? De troede jo på Jesus, Han var deres Herre, de havde gjort noget godt i Hans navn! Og Jesus kender jo os alle sammen, så Han må jo da have også kende dem, men Han siger her, at det gør Han ikke?! Jo, jo, selvfølgelig kender de hinanden, men det ord kende har en særlig dyb betydning. Det går på kærlighedens intimitet, det er et ord, der også bruges om den seksuelle forening i ægteskabet. Og denne kærliughedens intimitet er ikke mellem dem. De her folk og Jesus kender ikke hinanden. Deres relation er formel, de ser ikke hinandens øjne, de taler ikke
4 dybt sammen. Han vil møde dem, men de møder ikke Ham med dem selv, de kommer i stedet med deres aktivitet som de tillige forsvarer sig med. Men Jesus vil elske os og vil elskes af os. Han ønsker at leve i kærlighedens relation med os. Derfor skal vi søge Ham selv, ikke kun Hans gaver, Ham selv og ikke kun det vi får ud af Ham. Jesus fortæller os det her, fordi Han ved, vi har en tendens til at vægte det, vi gør, frem for vi gør frem for at leve i tillid og kærlighed til Ham selv. Og det må vi ikke gå glip af. Derfor fortsætter Jesus: I skal være kloge! Kærlighed, tro og klogskab hører sammen! Tænk jer godt om, handl klogt og ikke tåbeligt, uforstandigt, dumt. Jesus sammenligner det at leve og stå i et kærlighedsforhold til Ham, med det at bygge et hus. Vi går op i at vores livs bygning skal se flot og godt ud, det ydre skal være i orden, vi går op i imagepleje, det kan vi godt lide, men det er ikke godt nok, for hvis ikke det har noget bundsolidt at bygge på, kan det ikke holde, når livet presser os, når vi rystes og slet ikke i den sidste doms rystelse. Så betyder det ydre ingenting, det braser sammen. Alt det der fine, dit udseende, din position, din ære også alt det fine med en kirke og en menighed, med gudstjenester og alle vore aktiviteter, dit eget liv som praktiserende kristen, alt det, der kan
5 ses! Vi skal dybere ind, ned til det skjulte, det, ingen ser. Ned til det solide og sikre. Taler vi om konkret husbyggeri findes der strengt taget ingen fast grund, alt i denne verden kan brase sammen, et jordskælv kan eliminere alt. Alt menneskeligt kan gå i stykker. Men vi skal grave os igennem sandet, det løse, det der skrider og ned på klippen, det faste, urokkelige, det, der kan bære os. Og for at komme derned må vi gøre to ting. Først: Lytte til Jesus. Få øjenkontakt til Ham og så lytte intenst. Hvorfor egentlig prioritere det?! Fordi Han taler med myndighed. Han har sagt noget, andre aldrig har sagt. Og Han har noget at have sin autoritet i. Han har sat handling bag sine ord, da Han gav sit liv for os. Så elsker Han os med alle de ord, Han siger, også dem i dag! Og at de er sande, stærke og passer, er vist ved, at Han stod op fra de døde. Derfor er det også Ham, der skal sige de sidste ord, der har med os at gøre. Og derfor er det Ham, vi skal lytte til før og efter alle andre og os selv. Det andet: Efter vi har lyttet til Ham, skal vi gøre noget bagefter: Handle efter dem, handle på dem, holde dem, lyde dem. Hvad skal de her ord sætte i gang i mit liv?
6 Når vi så handler på dem, sker der noget. Der skabes godt liv. Det er godt at åbne sig for det, Han siger. Ja og så sker der noget, der ER godt, men vi oplever det som et nederlag: Vi finder ud af, at der er så meget i mig, der stritter imod det og hvorfor gør jeg det, motiverne, gør jeg det bare fordi Han siger det, for ikke at blive uvenner med Ham, ikke fordi jeg elsker Ham? Mit eget er løst sand, det skrider for mig. Da støder vi på klippen, Kristus, og Han er solid. Han rejste sig fra de døde i et jordskælv. Alt det jordisk sikre skred sammen og Han stod op fra de døde som det eneste sikre og stabile i verden og Ham kan vi nu bygge på, hvile os på, være trygge ved. Ham kan vi sige Herre, Herre til, men vi forsvarer os ikke mere. Det behøver du jo ikke over for den, du stoler på og elsker! Vi kender Ham, elsker Ham, taler med Ham, og mere og mere bliver det vigtigste: at være kendt af Ham. Jeg behøver ikke at være kendis. Han kender mig. Det bærer. Det er det her, der er Jesu positive drive bag opgøret med alt det, vi læner os opad hos os selv, til det skjulte, jeg kender Ham og Han kender mig. Dig kan jeg ikke undvære. Du bærer mig. Tak fordi, du elsker mig. Så forsvinder det krampagtige, jeg kender jo Ham og så kan vi tage fat på livet og handle i taknemlighed, livsglæde, i kærlighed, vi kan bare gøre
7 det. Mit livs skjulte kraft. Der går vejen til livet. Amen.