Harald Børstings tale til Socialdemokraternes kongres, 25. september 2010 Jeg lærte på fiskefabrikken i Glyngøre, at man aldrig skal gå ind i en konflikt, hvis ikke man ved, hvordan man skal komme ud af den igen. Ikke at jeg nødvendigvis vil indlede mig på en konflikt men jeg vil i hvert fald gerne komme med et par skarpe til regeringen og Dansk Folkeparti. Jeg er nemlig træt af at være tilskuer til et Danmark, hvor intolerance, smålighed og magtarrogance er de styrende kræfter. Jeg er træt af den siddende regering og dens slagtning af de svageste grupper i samfundet. Og især er jeg træt af Lars Løkke og Claus Hjort og deres sparepakke, skattereform og mangel på vilje til at tage Danmark alvorligt. Dengang jeg var tillidsmand, var problemerne konkrete. Jeg vidste, hvad der var problemet og jeg vidste, når jeg havde løst problemet. Jo højere op i hierarkiet jeg er kommet, desto mere mudderet er det blevet. Der kan gå år fra jeg har gjort noget, til jeg kan se effekten af det. Men sådan er det når vigtige politiske og faglige valg skal træffes og tid er det, der skal til. Tid er netop det afgørende for, om de udfordringer, vi står over for i fremtiden, bliver løst af fagbevægelsen og oppositionen, eller om det endnu en gang skal overlades til en regering, der ikke formår at tænke i langsigtede investeringer, men som hellere vil spare sig ud af problemerne. I fagbevægelsen vil vi arbejdsvejen, ikke sparevejen. Inden jeg kommer alt for godt i gang, vil jeg gerne takke for indbydelsen til jeres kongres. Det er altid hyggeligt at være her, og jeg plejer jo at have en joke eller to parat i ærmet til jer. Men denne gang har jeg ændret strategi. I dag vil jeg bruge mine 12 minutter på at fortælle, hvad fagbevægelsen kan levere, og hvad vi forventer af en ny regering. Og jeg vil bruge mine 12 minutter på at fortælle jer, betydningen af arbejdspladsen, som det sted hvor meninger brydes og holdninger skabes. Fagbevægelsen i Danmark har været en af de stærkeste i verden gennem 100 år. Vi har brystet os af en høj organiseringsgrad af lønmodtagere. Vi har haft en enhedsbevægelse uden indblanding fra gule forretninger eller andre fikse fiduser.
Vi har haft et tæt samarbejde mellem bevægelsens faglige og politiske grene, som har sikret os indflydelse, og et medfølgende ansvar som garant for velfærdssamfundet. Men tiderne har ændret sig. Det ved I, såvel som jeg. Vores enhedsbevægelse udfordres af gule forretninger og smarte konsulenttyper, som prøver at spinde guld på fikse, men falske, faglige fidusforretninger. Og vores faglige og politiske fællesskab har været svækket af at være blevet holdt mere eller mindre uden for indflydelse de sidste 10 år. Regeringen er i de år gået til massiv angreb på fagbevægelsen hvilket vi også har set andre borgerlige regeringer gøre i blandt andet Sverige, Tyskland og England. Men vi står foran en skillevej i den danske fagbevægelse. En skillevej, hvor vi skal kæmpe os tilbage på banen og kræve den anerkendelse, respekt og indflydelse, vores medlemmer har fortjent. Økonomer og regeringen har sået tvivl om Fair Løsning og kaldt det for varm luft, vindfrikadeller, og blankt papir. I fagbevægelsen er vi klar over, at troværdigheden i planen ikke kun afhænger af jeres indsats, men i lige så høj grad af vores. Jeg vil gerne sige det klart til jer: LO er parat til arbejdsvejen. Hele vejen. Vi er vores ansvar bevidst. Vi vil skaffe de nødvendige 15 milliarder kroner i en trepartsaftale. Det er velfærdssamfundet med en stærk offentlig sektor og den danske arbejdsmarkedsmodel, der står på spil. Det ved vores medlemmer, og derfor er de fleste parate til at tage en ekstra tørn. Men vi vil også se på initiativer, der skaffer flere i job og mindsker udstødningen fra arbejdsmarkedet. Det er solidaritet. Regnestykket skal gå op, men jeg kan ikke i dag sige, hvor meget der nås ved, at flere kommer i arbejde og færre på overførselsindkomst, og hvor meget der nås ved øget arbejdstid. Det må forhandlingerne med arbejdsgiverne og den nye regering afgøre. Men jeg kan give dette løfte i dag: Vi ved, at der skal sluges en kamel eller to at det sure skal tages med det søde. Og forhandlingerne er ikke færdige, før alle er enige om at der står 15 mia. kr. på bundlinjen. Vi gør det fordi det er nødvendigt. Og det er ikke kun os der synes det er nødvendigt. Det gør vores medlemmer også. Vi har målt, hvordan vores medlemmer forholder sig til spørgsmålet om at arbejde mere. Resultatet taler for sig selv. 2
63 pct. af LO s medlemmer vil gerne arbejde mere, hvis det betyder, at velfærden ikke forringes. 63 procent. Det er mange. Det er over halvdelen, og det fortæller mig, at vi har medlemmerne i ryggen, og at de er lige så villige til at tage Danmark alvorligt som os. Jeg vil gerne give et godt råd med på vejen til en ny S-SF-regering: Husk, at det er på arbejdspladsen, at meninger brydes og holdninger skabes. Da jeg op igennem 80 erne var afdelingsformand for SiD i Nordsalling, forlod jeg kontoret hver fredag, og så drog jeg i træsko og cowboybukser ud på byggepladserne, fiskeindustrien og på de store fabrikker for at møde medlemmerne. Jeg tog en snak med dem om hverdagen, livet og de problemer, de havde. Og her mærkede jeg for alvor, hvor vigtig arbejdspladsen er. Det var her, det gik op for mig, at det er på arbejdspladsen at diskussionerne om fremtiden skal tages. Arbejdspladsen er det sted, værdierne gødes og fællesskabet blomstrer. Arbejdspladsen er der diskussionen udbredes og løsningsforslag bliver til virkelighed. Det er her, næste valg skal vindes. Derfor har vi taget arbejdspladsen med i vores nye kampagne Tag Danmark alvorligt. Her har vi lavet det vi kalder frokostdebatten. Vi har delt en folder ud, som ligger foran jer. Frokostdebatten er et initiativ, som skal sætte diskussionerne i gang på arbejdspladsen. Jeg forventer, at I deltager og tager debatten med ud på jeres arbejdsplads. På den måde tager vi i fællesskab debatten om Danmarks fremtid. Og det er netop derfor, at jeg som LO-formand hver måned stadig besøger virksomheder og snakker med vores medlemmer. Men det er også på arbejdspladserne, jeg får stillet det spørgsmål, som enhver fagforeningsleder fra den lokale tillidsrepræsentant til LO s formand, bliver stillet: Er du stadig en af os? Og til det vil jeg sige: Ja, det kan I bande på, jeg stadig er. Jeg læste forleden, at Pia Kjærsgaard på Dansk Folkepartis årsmøde sagde, at du, Helle, ikke er nogen jævn arbejderpige fra Ishøj. Men Helle, ligegyldigt hvem du har giftet sig med, hvor meget du tjener eller hvor du bor, så er du stadig én af os. Forskellen på os og Pia Kjærsgaard er, at vi taler den lille kvinde og den lille mands sag. Vi kunne aldrig drømme om at lade den lille kvinde og den lille mand betale for de riges fest. Vi accepterer ikke, som Pia Kjærsgaard, at der laves sparepakker, som rammer de svageste grupper i samfundet. Vi vil ikke spare os ud af problemerne. Vi vil arbejde og investere os ud af problemerne. 3
63 pct. af vores medlemmer vil gerne arbejde mere. Det giver fagbevægelsen en samlet stemme i debatten om det fremtidige Danmark. Vi går ikke, ligesom de borgerlige, ind for noget for noget. Vi er sat i verden for at gøre noget for nogen. Men i fagbevægelsen har vi en række forventninger og forhåbninger til en ny regering. Noget som er meget nærliggende, at jeg deler med jer. Jeg har hørt, at det skulle være så moderne at forventningsafstemme i en arbejdssituation, så det må være vejen frem. Da 12 er det magiske tal for tiden både blandt økonomer, regeringen og hos jer har jeg valgt at fortælle jer 12 ting, som vi i fagbevægelsen forventer af en ny regering. Vi forventer, at: Punkt 1: Få en regering, som ikke har glemt, hvad arbejdsløsheden betyder for en familie i Danmark. Punkt 2: En regering, som ikke lader 258 job forsvinde hver eneste dag. Punkt 3: En regering, som ikke halverer dagpengeperioden, når langtidsledigheden samtidig fordobles. Punkt 4: En regering, som ikke sender de arbejdsløse i håbløs aktivering, men som i stedet er parat til at køre en bulldozer henover det vanvittige aktiveringscirkus som lige nu er en realitet for de arbejdsløse Punkt 5: En regering, som ikke lader LO-familierne betale den største pris, når økonomien strammer til. Punkt 6: En regering, som ikke arbejder for nulvækst i kommunerne, og derigennem rundbarberer velfærden og udhuler den offentlige service. Punkt 7: En regering, som ikke vil give skattelettelser til de rigeste, alt imens de fattigste sættes på gaden. Punkt 8: En regering, som ikke vil redde bankerne, men i stedet investere i vores skoler, plejehjem og dagsinstitutioner. Punkt 9: En regering, der sætter uddannelse øverst på dagsordenen og som sørger for flere praktikpladser, mere efteruddannelse og fokus på forskning. Punkt 10: En regering, som tager social dumping alvorligt, og som har respekt for arbejdsmarkedets parter. Punkt 11: En regering, som ikke lader uligheden stige og som ikke bidrager til et endnu mere skævt Danmark Punkt 12: En regering, som tager Danmark alvorligt, og som husker også at kæmpe den lille kvinde og den lille mands sag. 4
Vi bruger meget energi på at tale om tid. Men tiden er snart kommet til et folketingsvalg. Et valg, som senest skal afholdes om 14 måneder. Det er et valg, som vil få stor betydning ikke kun for os, men for alle danskere. Herfra vil jeg blot sige, at vi tager Danmark alvorligt. Og vi opfordrer alle danskere til at gøre det samme. Min umiddelbare analyse er klar hvis en konflikt skal undgås, så skal der nye kræfter til og et hurtigt regeringsskifte. Tak for ordet og fortsat god kongres! 5