Hvor kommer de 12 trin fra?

Hvor kommer de 12 trin fra? af Bill W. Juli 1953 A.A. Grapevine på dansk ved Henrik R. AA ere spørger ofte: Hvor kommer de 12 trin fra? I sidste ende er der ingen, der ved det! Alligevel står nogle af de ting der skete, som førte til deres formulering, klart for mig, som skete de i går. Når det drejer sig om mennesker, er der tre, som har været den væsentligste kanal som inspiration for vores trin Oxford grupperne, Dr. William Silkworth fra Towns hospital, NY og den berømte psykolog William James, af nogle kaldet, faderen til moderne psykologi. Historien om hvordan deres indflydelse blev bragt sammen og hvordan det førte til udformningen af trinene, er spændende og nogle steder direkte utrolig. Mange af os husker Oxford grupperne som en moderne evangelistisk bevægelse, som florerede i 1920 erne og i de tidlige 1930 ere, ført an af en tidligere luthersk præst; Dr. Frank Buchman. Oxford grupperne opfordrede dengang kraftigt til at man arbejdede på et personligt plan, et medlem med et andet. AA's 12 trin har sin oprindelse i denne vitale praksis. Den moralske grundsætning i O.G. var absolut ærlighed, absolut renhed, absolut uselviskhed og absolut kærlighed. De havde også en form for tilståelse, som de kaldte deling. At gøre den skade man havde forvoldt andre god igen, kaldte de tilbagelevering. De troede inderligt på deres stille stund, en meditation udført i grupper eller alene, i hvilken man søgte Guds vejledning i alle livets spørgsmål store som små. Disse idéer var ikke nye, de kunne også have været fundet andre steder, men det der reddede os alkoholikere, som kontaktede O.G. var, at de lagde kraftig vægt på netop disse principper. Heldigvis for os, blandende grupperne sig ikke i den enkeltes personlige syn på religiøsitet. Deres samfund, ligesom vores senere, så nødvendigheden af at være fri for tilknytning til en bestemt sekt eller tro. Sent i sommeren 1934 havde min gode alkoholiske ven og skolekammerat Ebby fundet vej til disse gode mennesker, og var øjeblikkeligt blevet ædru. At han var alkoholiker og en hårdnakket en af slagsen, gjorde at han ikke kunne købe alle Oxford gruppens idéer og indstillinger. Alligevel var han rørt over deres dybe oprigtighed og han følte sig overordentlig taknemmelig over, at deres tjenester havde fjernet hans besættelse af at drikke - i hvert fald lige nu. Da han kom til New York sent om efteråret i 1934, tænkte Ebby straks på mig. En kold november dag ringede han til mig. Kort efter kiggede han på mig over vores køkkenbord i 182 Clinton Street, Brooklyn, New York. Som jeg husker samtalen, brugte han hele tiden ord som; Jeg har fundet ud af, at jeg ikke kunne styre mit liv, Jeg var nødt til at give tilbage til dem, jeg har skadet, Jeg bad til Gud om styrke og vejledning, selvom jeg ikke var sikker på, at der fandtes en Gud, Efter at jeg har virkelig prøvet at efterleve dette, er min trang til alkohol blevet taget fra mig. Ebby gentog igen og igen Bill, det her er slet ikke det samme, som at være på vandvognen. Du behøver ikke at bekæmpe trangen til at tage en drink- Du bliver fritaget fra din trang. Jeg har aldrig haft sådan en følelse før. Sådan genfortalte Ebby hvad han fået af sine Oxford gruppe venner og som han gav videre til mig den dag. Selvom disse simple idéer ikke var nye, ramte de mig, som et helt ton mursten. I dag ved vi hvorfor; En alkoholikere taler til en anden, som ingen andre kan. 1 af 5

To eller tre uger senere, den 11. december for at være præcis, vaklede jeg ind på Charles B. Towns Hospital, det berømte tørlægningssted på Central Park West, New York City. Jeg havde været der før, så jeg kendte og elskede allerede den ledende læge Dr. Silkworth. Han skulle snart bidrage med en storartet idé, uden den kunne AA aldrig have lykkedes. I årevis have han erklæret, at alkoholisme var en sygdom, en besættelse af sindet sammenkoblet med en fysisk allergi. Denne gang viste jeg, at det var mig. Jeg forstod også, hvilken dødelig kombination disse tvillingemenneskeædere kunne være. Selvfølgelig havde jeg engang håbet at være i blandt den lille procentdel af ofre, der nu og da undslap deres hævn. Men dette håb fandtes ikke længere. Jeg var ved at ramme bunden. Denne videnskabelige kendelse Besættelsen, der dømte mig til at drikke og allergien der dømte mig til døden var ved at gøre udfaldet. Det er her den medicinske videnskab, personificeret ved denne lille, venlige doktor, begyndte at passe ind. Kombinationen af at en alkoholiker snakker med en anden og denne dobbeltæggede sandhed, var en forhammer, som kunne ryste den seje alkoholikers ego dybt og gøre ham åben for Guds nåde. I mit tilfælde var det selvfølgelig Dr. Silkworth der svingede hammeren, mens min ven Ebby bragte mig de åndelige principper og den nåde, som gav mig min pludselige åndelige opvågnen på hospitalet tre dage senere. (14. december 1934) Jeg vidste med det samme, at jeg var en fri mand. Med denne overvældende oplevelse kom en følelse af vidunderlig sikkerhed på, at rigtig mange alkoholikere ville opleve den uvurderlige gave, som var skænket mig. Tredje indflydelse På dette tidspunkt kom den tredje strøm af indflydelse ind i mit liv gennem William James bog Varieties of Religious Experience. En eller anden havde haft den med til mit hospitalsværelse. Efter min pludselige oplevelse, havde Dr. Silkworth gjort sig store anstrengelser for at overbevise mig om, at jeg ikke så syner. William James gjorde mere end det. Ikke alene kunne åndelige oplevelser gøre folk raske, de kunne forvandle mænd og kvinder, så de kunne gøre, føle og tro, hvad der tidligere havde været umuligt for dem, sagde ham. Det betød ikke noget om disse oplevelser havde været pludselige eller havde udviklet sig over tid, deres forskellighed kunne være uendelig stor. Den største belønning fra denne bog var, at i de fleste af de beskrevne tilfælde, var de mennesker, der var beskrevet håbløse tilfælde. På bestemte områder i deres liv, havde de mødt det totale nederlag. OK, det var mig, i totalt nederlag, uden håb eller tro overhovedet. Jeg havde bønfaldet en højere magt. Jeg havde taget 1. trin i AA programmet, som vi kender det i dag. Vi indrømmede, vi var magtesløse overfor alkohol, og at vi ikke kunne klare vores eget liv. Jeg havde taget 3. trin Vi besluttede at lægge vor vilje og vort liv over til Gud, som vi opfatter Gud. Således var jeg sat fri. Det var så simpelt og så alligevel så mystisk. Disse erkendelser var så spændende, at jeg med det samme begyndte at komme i Oxford Grupperne. Men til deres bestyrtelse insisterede jeg på, at hellige mig selv udelukkende til drukkenbolte. Det var forstyrrende på to måder for O.G. For det første, ville de være med til at redde hele verden. For det andet, havde deres held med at hjælpe drukkenbolte været dårligt. Netop som jeg startede, havde de arbejdet med en gruppe alkoholikere, som havde faldet skuffende ud. Den ene af dem, lød rygtet, havde respektløst kastet sin sko gennem et værdifuldt blyindfattet vindue på den angelsaksiske kirke på den anden side af gaden fra O.G. hovedkontoret. De tog heller ikke godt imod min deklaration om, at det ikke ville tage ret lang tid at gøre alle alkoholikere i verden ædru. De erklærede, helt rigtigt, at min indbildskhed stadig var umådelig stor. 2 af 5

Noget mangler Efter ca. seks måneder med nærmest voldelig anvendelse på horder af alkoholikere, som jeg fandt på det nærliggende herberg og på Towns hospital, begyndte det at se ud til, at de måske havde ret. Jeg havde ikke kunnet gøre en eneste ædru. I Brooklyn, havde vi altid huset fyldt med drukkenbolte, som boede hos os, nogen gange helt op til fem ad gangen. Min tapre kone, Lois, kom engang hjem fra arbejde og fandt tre af dem temmelig berusede. Selvom sådanne begivenheder trak mig lidt ned, forlod den overvisning mig aldrig, at en eller anden form for ædruelighed kunne findes. Et lyspunkt var der. Min sponsor, Ebby holdt usikkert fast i sin nyfundne ædruelighed. Hvad skyldtes alle disse fiaskoer? Når Ebby og jeg kunne opnå ædruelighed, hvorfor kunne alle de andre ikke også finde den? Nogle af dem jeg havde arbejdet med, ville med sikkerhed gerne have det bedre. Vi spekulerede dag og nat over hvorfor, der ikke skete noget med dem. Måske kunne de ikke klare de fire absolutter i O.G. Nogle af disse alkoholikere forklarede, at de fire absolutter var problemet. Det massive pres om at blive gode på en dag, fik dem helt op at køre, for efter nogle uger at falde bedrøveligt tilbage. De brokkede sig også over en anden tvang- noget man i Oxford grupperne kaldte Vejledning af andre. Et hold af ikke-alkoholiske medlemmer ville sætte sig sammen med alkoholikeren, og efter en stille stund, ville de give alkoholikeren præcise instruktioner i, hvordan han skulle leve sit liv. Selvom vi var taknemmelige overfor vores O.G. venner, var dette for meget. Men det var ikke hele grunden. Efter flere måneder indså jeg, at fejlen fortrinsvis var hos mig. Jeg var blevet meget pågående, meget skråsikker. Jeg havde snakket en masse om min pludselige åndelige oplevelse, som om den var meget specielt. Jeg havde spillet en dobbeltrolle, som lærer og præst. I mine formaninger havde jeg fuldstændig glemt alt om den medicinske side af sygdommen, og for nødvendigheden af den dybdegående nedtur, så indgående beskrevet af William James. Vi havde ikke brugt den medicinske forhammer, som Dr. Silkworth så forsynende havde givet os. Til sidst fik Dr. Silkworth bragt mig tilbage til min rette størrelse. Han sagde til mig: Bill, hvorfor holder du ikke op med at fortælle om den oplevelse, du havde. Det lyder simpelthen for usandsynligt. Selvom jeg er overbevist om, at intet andet end en åndelig opvågnen vil kunne gøre alkoholikere rigtig raske, tror jeg at du griber det forkert an. Pointen er, at alkoholikere ikke køber al den formaning, før de har overbevist sig selv om, at det er nødvendigt. Hvis jeg var dig, ville jeg give dem den medicinske del først. Selvom det aldrig har hjulpet mig, at fortælle dem hvor dødelig deres sygdom er, ville det måske være en helt anden historie, hvis du, en håbløs alkoholiker, gav dem de dårlige nyheder. På grund af den naturlige genkendelse, som du har med alkoholikere, er det muligt at du kan trænge igennem, hvor jeg ikke kan. Giv dem den medicinske part først, og giv den hårdt. Det får dem sommetider til at bløde op, så de bedre kan acceptere de principper, der virkelig vil gøre dem raske. Så kom Akron Kort efter denne historie gørende samtale, befandt jeg mig i Akron, Ohio. På en forretningsrejse som pludselig kollapsede. Alene i byen, var jeg dødelig angst for at blive fuld. Jeg var ikke længere lærer eller præst, jeg var en alkoholiker, der vidste at jeg behøvede en anden alkoholiker, ligeså meget som denne behøvede mig. Ført af dette ønske, mødte jeg snart Dr. Bob. Det stod hurtigt klart at Dr. Bob vidste mere om de åndelige ting end jeg gjorde. Han havde også været i kontakt med Oxford grupperne i Akron. Men han kunne bare ikke blive ædru. Ved at følge Dr. Silkworth råd, svingede jeg den medicinske forhammer. Jeg fortalte ham, hvad alkoholisme var, og hvor dødeligt det kunne være. Tilsyneladende gjorde dette noget ved Dr. Bob. Den 10 juni 1935 blev han ædru, for aldrig at drikke igen. I 1939 da Dr. Bob s historie første gang kom u i bogen Anonyme Alkoholikere, var der et afsnit skrevet i kursiv. Han skrev om mig: Af meget større vigtighed var det, at han var det første menneske, jeg havde talt med om alkoholisme, som ud fra egen erfaring, vidste hvad han talte om. 3 af 5

The missing link Dr. Silkworth havde bestemt givet os the missing link, uden dette ville kæden af principper, som nu er smedet ind i vores 12 trin, aldrig været blevet komplet. Lige der sprang gnisten, der senere skulle blive til Anonyme Alkoholikere. I løbet af de næste tre år, efter Dr. Bob s helbredelse, udviklede vores voksende grupper i Akron, New York og Cleveland det såkaldte ord-til-mund program fra vores pioner tid. Da vi begyndte at skabe vores eget fællesskab, adskilt fra Oxford grupperne, begyndte vi, at fastslå vores principper, noget i stil med: 1. Vi indrømmede, at vi var magtesløse overfor alkohol 2. Vi blev ærlige overfor os selv 3. Vi blev ærlige overfor en anden person, i fortrolighed 4. Gjorde det godt igen, hvor vi havde skadet andre 5. Vi arbejde med andre alkoholikere, uden at forlange prestige eller penge 6. Vi bad til Gud om hjælp til at gøre dette efter bedste evne Selvom disse principper var støttet efter humør af hver og en af os, og selvom grupperne i Akron og Cleveland holdt fast ved Oxford gruppernes absolutter om ærlighed, renhed, uselviskhed og kærlighed, var de kernen i budskabet til nykommere frem til 1939, da vores nuværende tolv trin blev sat på papir. Jeg husker endnu den aften, da de tolv trin blev skrevet. Jeg lå i sengen, temmelig nedslået og led af et af mine opfundne mavesår. Fire kapitler af bogen Anonyme Alkoholikere var blevet sendt ud og læst på møder i Akron og New York. Vi opdagede, at alle ville være forfattere. Skænderierne om hvad der skulle med i vores nye bog var voldsomme. F.eks. ville nogle have en rent psykologisk bog, mens andre ville trække alkoholikere til uden at skræmme dem. Vi kunne altid fortælle dem om Gud senere. Nogle få med min ven fra syden, Fitz M. i spidsen, ønskede en rent religiøs bog, tilført nogle få af de dogmer vi havde fra kirker og missioner, som havde forsøgt at hjælpe os. Jo højere man råbte med sit argument, jo mere følte jeg mig i midten. Det så ud til, at jeg slet ikke skulle være forfatteren. Jeg skulle bare være opmand, der bestemte indholdet af bogen. Dette betød ikke, at der ikke var en fantastisk entusiasme for udformningen. Hver og en af os var vildt opildnede af at få vores budskab ud til alle de mange alkoholikere, der endnu ikke kendte det. Efter at være kommet til kapitel 5, så det ud til at være på høje tid at beskrive hvad vores program virkelig var. Jeg husker, at jeg gennemløb over vores ord-til-mund metodes fraser, som blev brugt dengang, i mit hoved. Noterede disse ned, der var seks i alt som tidligere beskrevet. Så kom idéen om, at vores program skulle være mere præcist og klart beskrevet. Læsere langt borte var nødt til at have et præcist sæt principper. Da jeg kendte alkoholikerens evne til at rationalisere, skulle noget vandtæt skrives. Vi kunne ikke lade læseren vakle nogen steder. Derudover ville en mere klar beskrivelse hjælpe i de efterfølgende kapitler, hvor vi ville beskrive nøjagtigt hvordan man skulle arbejde med programmet til helbredelse. 12 trin på 30 minutter Mens jeg lå der, begyndte jeg at skrive på en billig gul blok. Jeg delte ord-til-mund programmet op i mindre bider, imens omfanget blev gjort betydeligt større. Uinspireret, som jeg følte mig, var jeg overrasket over, efter meget kort tid, måske en halv time, havde jeg nedskrevet nogle principper, som efter at være blevet talt, blev til tolv i alt. Af en eller anden uberegnelig grund havde jeg flyttet idéen om Gud ind i andet trin, helt i starten. Derudover havde jeg benævnt Gud meget fordomsfrit i de øvrige trin. I et af trinene havde jeg endda foreslået nykommeren at gå på knæ. Da dette dokument blev vist på et møde i New York, var der mange og højlydte protester. Vores agnostiske venner, ville absolut ikke gå med til idéen om at gå på knæ. Andre mente, at vi alt i alt talte for meget om Gud. Og hvorfor i alverden skulle der være 12 trin, når vi har klaret os fint med 6. Lad os holde det simpelt, sagde de. 4 af 5

Sådanne ophidsede diskussioner varede dage og nætter. Men ud af det hele scorede Anonyme Alkoholikere en strike. Vores agnostiske flok, med Hank P. og Jim B. I spidsen overbeviste os om, at vi måtte tage det mere roligt overfor mennesker som dem ved at bruge termer som Højere magt eller Gud, som vi forstår Ham. Disse formuleringer, som vi kender så godt i dag, har vist sig at redde mangen en alkoholikers liv. De har gjort det muligt for tusindvis af os, at begynde hvor intet kunne have været opnået, hvis trinene var blevet, som jeg oprindelig skrev dem. Heldigvis var der ikke yderligere ændringer til udkastet og antallet af trin var stadig tolv. Vi havde ikke på dette tidspunkt nogen anelse om, at vores tolv trin ville blive bredt godkendt af præster fra alle kirker og endda af vores senere venner psykiaterne. Den lille bid historie skulle kunne overbevise selv den mest skeptiske om, at ingen opfandt Anonyme Alkoholikere. Det voksede bare Ved Guds nåde 5 af 5