Fører certificering i fx kajak-, MTB-, løb og lignende til øget brug af naturen? Workshop i forbindelse med Turfriluftslivs konferencen d. 14-15 januar 2016 på Sletten Dette er et referat af debatten om certificering af aktiviteter i uderummet. Første del (Del I) er instruktionen som var ophængt forud for workshoppen. Næste del (Del II) er de indledende fremlagte tanker om for og imod, i forhold til certificeringer af aktiviteter i uderummet. Anden sidste del (Del II) er selve referatet af debatten om certificeringerne. Sidste del (Del IV) er nogle løse eftertanker fra workshops afvikleren Sessel Elmstrøm Del I: Introduktion: Der findes mange former for instruktør, certificeringer, guides og lignende inden for aktiviteter i naturen. Men spørgsmålet er, om det er til gavn for udelivet, eller om det hæmmer folks naturlige tilgang til naturen. En stor del af grunden til opblomstringen af instruktør og lignende er, at markedet efterspørger og gerne vil betale for det. Derfor er det umiddelbart nemt at se det som pengemaskiner, der måske ikke nødvendigvis er det bedste for tilgangen til naturen. Bekymringen kunne være, at danskerne ikke føler sig egnet til at begive sig ud i naturen uden instruktør eller uden at have været på et kursus. På den anden side ses der en øget tilgang til eksempelvis brugen af havkajak på trods af, eller måske på grund af indførelsen af det europæiske kajakinstruktør system EPP (Euro Paddle Pass). Denne workshop vil diskutere for og imod certificering af tilgangen til naturen. Del II: Indledende fremlagt tanker: Ved en hurtig søgning på nettet, kommer der følgende instruktøruddannelser og lignende op i forhold til udendørsaktiviteter: Kanoinstruktør, havkajakinstruktør, turkajakinstruktør, løbeinstruktør, cykelinstruktør, MTB instruktør, klatreinstruktør, sejlads instruktør, adventure race instruktør, kite surfings instruktør, dykkerinstruktør, faldskærmsudsprings- instruktør, speedbådsinstruktør, havsvømmeinstruktør, naturguide, vandreguide og sikkert mange flere. Så der findes rigtig mange former for instruktør, certificeringer, guides og lignende inden for aktiviteter i naturen. Men spørgsmålet er, om det er til gavn for udelivet, eller om det hæmmer folks naturlige tilgang til naturen. Friluftsrådet har for eksempel undersøgt danskernes brug af naturen i 2013 og 2014, hvor der ses en stigning med 1 procent i brugen, inden for stort set de område, hvor der også nu findes instruktøruddannelser, såsom (se tabel nederst i dette dokument):
Cyklede MTB Sejlede motorbåd Roede kajak, kano eller robåd Sejlede i sejlbåd Cyklede en tur Løb en tur Var på jagt Flyvning med fladskærm, hangglider eller paraglidning De sociale medier presser måske foreningerne og er med til at flere ønsker en certificering, for førhen var det i foreningerne, at man lavede netværks og aftaler om aktiviteter og udflugter i naturen. Og foreningerne sad også inde med en masse viden og erfaringer, som blev delt til nye medlemmer. Men efter de sociale mediers indtræden, kan folk nemt organisere sig i små fælleskaber som selv tager af sted, men for at få viden/erfaringer må de ud selv at dygtiggøre sig, ved eventuelt at certificere sig (og her er det kommercielle marked klar). Så dette kunne være en forklarende faktor i forhold til at flere og flere certificeringer dukker op og flere og flere certificerer sig. Del III: Referatet af debatten om certificering: Referatet er skrevet i løs form ud fra dialogen i workshoppen, og der er forsøgt at navngive hvem der siger hvad. Tilstede var ca. 15-20 stykker. Referent Sessel Elmstrøm (sese@via.dk) og ordstyrer Carsten fra DGI: Dialogen: Martin Strunge: Certificeringer er blevet en kamp om, hvem der ejer certificeringerne. Martin mener, at vi i DK måske ikke er kvalificerede nok, til at udstikke certificeringer. Da der er konkurrence om at lave certificeringer og der ikke er en fælles koordinering, og dermed kommer certificeringerne på et meget tyndt grundlag og kan være udstukket i mange forskellige retninger. Mette fra Spejderne: Der er nogle kommercielle agenter, der gerne vil have monopol på certificeringer, sådan at vi ikke som forening, ikke selv kan komme til at lave certificeringer. Carsten DGI: Carsten kommer med et eksempel på en MTB- gruppe, der mente, at de ikke behøvede hjælp i form af kursuser, men da de blev rigtig store, kontaktede de DGI og bad hjælp og vil gerne have folk af sted på deres MTB kursuser. Carsten mener, at certificering (for DGI kursuser) er med til at hjælpe klubberne til at få startet nye op i klubberne og det giver en fundament ift. sikkerhed. Bent fra den frie lærerskole: Her har de friluftsliv som linjefag. De tilbyder bevidst eleverne certificering, for når de efterfølgende skal ud på arbejdsmarkedet, er det første de bliver spurgt til, er om de er certificerede. Lars Borch: Der er kommet sejladsregler efter Præstøulykken, hvilket har gjort, at der er nogle ting man nu skal kunne og have styr på, for at leve op til lovgivningen. Så hvis vi ikke har certificeringer
til eksempel sejlads, vil der ikke komme så mange ud på vandet. Mange har ikke fået kigget på deres egne evner. Jesper: Han tænker, om det kunne være en fordel, om man kunne gøre certificering mere simpelt, sådan at man eksempel ikke behøvede både at være kanoinstruktør og kajakinstruktør eller klatreinstruktør og træklaringsinstruktør. Der er gået økonomi i det. Morten: En certificering kan være med til at lægge en dæmper på det man laver, når man hele tiden skal certificeres. Eksempel efterskoleelever må ikke bade selv i havet, men når de er hjemme hos mor og far må de gerne. Mette: Specialidrætten (tænker at det er ift. når der er risiko for at det kan være farligt) har selvfølgelig brug for certificering og at det kan være med til at udvide feltet, men når man underviser på en efterskole, og man hele tiden og i vidt omfang skal certificeres, bliver det til begrænsning for undervisningen og oplevelserne. Martin: Der ligger en naturlig begrænsning, i forhold til hvor mange certificeringer man kan have, da man løbende skal holde dem ved lige, så derfor kan man ikke have for mange certificeringer kørende på en gang. Klas Sandell: Certificeringer begynder altid på det øverste plan, med de farlige former først, såsom klatring og dykning og derefter flytter det sig nedad og så bliver det meget bredt og måske lavet på et lidt tyndere grundlag. Det de store og spændende felter laver, det vil andre med tiden gerne lægge sig op ad. Problemet er så bare, at man bliver certificeret i det meget specifikke og tekniske, ligesom i kajak hvor man øver redninger, vendinger og lignende, og der bliver man ikke naturvejleder, så man ved måske ikke hvordan man læser landskabet, vejret og forholdene og dermed er der noget, der kommer til at gå tabt. Jesper: Certificering har fokus på færdigheder, og derfor kan man risikere at den sunde fornuft forsvinder, for man bliver certificeret i det som er målbart. Carsten fra DGI: skal man være instruktør i noget, skal man jo også testes i det man skal være instruktør til. Det ligger ligesom i formen. Men i DGI har man mere kursuser end certificeringer, og her skal folk ikke bestå prøver og lignende. Tanken er, at det dernæst bliver op til de lokale klubber af finde udad hvem der kan og skal hvad og hvor ansvaret er. Ole: vigtig at holde tingene adskilt og han taler nu om det i uddannelses øjemed (og ikke rekreation). Han ser på Stor Britannien. Der har de et kæmpe område med certificering, hvor man for eksempel skal have et bevis i forhold til økse og lignende. Derfor bliver resultatet, at dem som ender med at komme ud og af sted med unge i forhold til uddannelser, så ikke nødvendigvis bliver dem, der er de bedste didaktiske underviserer og formidler, men dem som har flest beviser og er dermed meget praksisnært. Martin: Fedt at DGI holder kursuser der ikke munder ud i eksamener, det er en fed vinkel, men det han selv gør er certificering (i kano). Han mener, at alt det der ligger imellem/udenom, så som didaktikken, er noget de skal have et andet steds fra.
Lars Borch: Han mener at certificeringerne faktisk også indeholder den sunde fornuft, for eksempel i havkajak, for når man kommer op i niveauerne, så handler det også om finde vej og aflæse vejret og lignende. Morten: Han kommer med et eksempel med en underviser, der én gang om året tager elever med ud på en meget lille å. Han skulle så certificeres, men den år han var i, var så lille, at det ikke gav mening og han kunne ikke bruge det han lærte til noget. Ricikoen med denne udvikling er måske så at det ender med at man eksempel heller ikke kan tage elever med på en langrendstur, uden at man er certificeret (eller gå tur, (Red.)) Lars Borch: I mange certificeringer er der indbygget den funktion, hvor man, når man er instruktør, selv kan uddanne andre til det introducerende niveau, dette gør at systemet ikke er så rigidt. Man skal forholde sig til, hvad det er underviserer skal kunne, for at undervise. Han taler for, at man har en tjekliste forud for ture og dette er taget i forlængelse af sejladskravene, som faktisk er det eneste sted hvor der finder lovgivning på feltet. Carsten fra DGI: Vigtig at man holder for øje, at det kun er sejlads der er lovgivet, og at alt andet er kommet fra andre instanser så som det kommercielle, foreninger, klubber og lignende. Lasse: er tilhænger af certificeringer, da det giver rigtig meget både på det tekniske, men også om formidling og lignende. Han fortæller, at der selvfølgeligt er mange certificering, som kun er teknisk og så må man som underviser, så selv finde det andet (det didaktiske og det at formidle et stof) Martin: hvorfor skal vi være instruktør, hvis vi kan tage folk på en god og sikker tur. Så måske et kursus i, hvordan man bliver til en god turleder. Taler om skolernes fokus. Jesper V: Friluftsvejlederuddannelsen, er jo ikke certificering, men. Dansk klatreforbunds nye struktur på deres certificering er ret gode, for de har delt det godt op, så der er flere niveauer op til den fuldendte instruktørniveau, så der er et godt begynderniveau, hvor nybegynderen kan starte. Klas Sandell: Findes der i DK certificering i udeliv? Dette begynder de at tale om i Sverige, så han tænker at det kommer nok også til DK på et tidspunkt Frank Søndergård: er modsander af certificeringer ud i almindeligt udeliv. Han mener at det giver mere begrænsninger end muligheder. Han taler for, at certificeringer er gode, der hvor det handler om sikkerhed, men ellers er de hæmmende. Del IV: Løse eftertanker: Jeg tænker, at der måske skal laves en differentiering i forhold til, om man certificeres til noget teknisk, som man skal bruge til sine egne aktiviteter og for at dygtiggøre sig selv og om det er til brug ved uddannelser. Altså om certificeringen indeholder didaktik og sund fornuft i forhold til at færdes i naturen. Simon Beames fortæller i sit oplag tidligere på konferencen, at jo svære det man skal lave i naturen er rent tekniske og sikkerhedsmæssigt, jo mere tiltrækningsværdi har det, såsom klatring og white water. Men jo
mere kræver det også en instruktør, regler og retningslinjer. Her bliver det så det simple udeliv, som faktisk bliver mere eventyr, for her kan man selv. Men er det, det vi ser at der sker? Steen Nepper taler om i sit tidligere oplæg på konferencen om en femfløjet logik, hvor den første er friluftslivets ontologi, med væren i verden. Han italesætter, at man ofte i nutiden skal have lavet læringsmål og lignende, inden man kan gå en meter i naturen. Han taler om at friluftslivet sjældent får lov at stå alene. I forlængelse af Steens forståelse af friluftslivets ontologi, kunne man tale for at vi med vores institutionalisering af friluftslivet og brugen af friluftlivet til undervisning er med til fremmedgøre andre for brugen/tilgangen til naturen. At det bliver en norm at man skal ville og/eller kunne noget med og i naturen, hvis man vil derud