1 Var der, eller var der ikke et meteornedslag ved K/T grænsen for 65 millioner år siden? af Hans Jørgen Hansen Geologisk Institut, Københavns Universitet Det var en såkaldt Amasseuddøen@. Omkring 70 % af kendte arter forsvandt over et kortere tidsinterval. Hvem forsvandt? Det gjorde de planktoniske foraminiferer. Nogle coccolither forsvandt permanent, mens andre kun forsvandt midlertidigt (den såkaldte ALazarus effekt A se Det Nye Testamente). Ammonitterne og belemnitterne forsvandt permanent. En hel del muslinger og snegle ligeledes, mens andre klarede den. Fællestræk for alle, der forsvandt, er at de alle havde larve-skeletter af CaCO 3. Dvs., at alle former med planktoniske larve-skaller af kalk blev ramt. De større dyr i det marine økosystem (som f eks havvaraner = mosasaurer) forsvandt, da fødekæden i øvrigt brød sammen, efter at primærproducenterne blev ramt. Dinoflagellaterne var uberørte, men de har ikke huse af kalk. Det samme gælder for kisel-alger. Det ser således ud til, at hav-dyr og -planter, der levede en del af deres liv i den øverste del af vandsøjlen, blev ramt af ulykke. Det er et almindeligt fænomen omkring K/T grænsen at der er en negativ kulstofanomali: Der er tale om en negativ anomali af 13 C relativ til 12 C. Den måles som en promille-afvigelse i forhold til en standard (nemlig Pee Dee belemnitten). Omtales ofte som Adelta 13 C l PDB@. 13 C / 12 C forholdet kan måles i carbonat (kalk) eller som organisk kulstof (dvs. i sod, trækul eller sporopollenin). 13 C anomalien er blevet hægtet op på et meteornedslag, der skulle have givet mørke på jorden i en længere periode (måneder til år) og derved slået de marine planter (coccolitterne) ud. Coccolitterne producerer kalkskæl (plader). De fraktionerer kulstof, således at kalkpladerne er beriget på 12 C i forhold til 13 C. Når de stopper, vil der naturligt være mere 12 C tilbage og dette skulle bevirke at 13 C relativt bliver sænket. Det må naturligvis finde sted samtidigt med, eller kort tid efter at coccolitterne er forsvundet.
2 Målinger af 13 C/ 12 C forholdet i sporopollenin i dinocyster fra Stevns Klint og Nye Kløv i Nordjylland viser, at den negative 13 C anomali på Stevns indtræder ved skiftet fra kalk til fiskeler (altså samtidigt med coccolitternes forsvinden), mens den tilsvarende negative anomali i Nye Kløv indtræder 15 cm tidligere, dvs. under niveauet for coccolitternes forsvinden. Stevns Klint lokaliteten er betydeligt mere lavvandet end Nye Kløv. Dvs., at den dybere lokalitet havde overlevelse af coccolitter i længere tid end det lavere vand. Der findes en gammel hypotese fremsat af Worsley i 1950erne. Den skulle forklare tilstedeværelsen af et lerlag på K/T grænsen (der på Stevns kaldes Fiskeler) og som findes mange steder, hvor man har havaflejringer. Worsley sagde at der var uorden i det globale kulstof-kredsløb og at ler eller mergel-laget var en opløsningsrest. Han forslog en stigning i CCD (calcite compensation depth) som en forklaring. Dette kan imidlertid pure afvises, idet en langsom stigning i CCD mod lavere vanddybder, vil give en længere hiatus (hul i lagrækken) på dybvandslokaliteter i forhold til lavt vand. Hvis stigningen er meget hurtig, kan det resultere i ens lange hiati. Vi ser imidlertid, at på lavtvandslokaliteten Stevns ophører kalkproduktionen tidligere end ved Nye Kløv. Denne situation er umulig i Worsleys scenarie. En undersøgelse af dinocysterne i Fiskeleret på Stevns viser, at det er domineret af en cyste-art, der overhovedet ikke forekommer i den underliggende kalk. Hvis fiskeleret skulle være en opløsningsrest, må indholdet jo komme fra den opløste kalk. Da dinocyster består af sporopollenin, der ikke opløses som kalk gør, kan vi konkludere, at fiskeleret er et sediment, der blev aflejret i fiskelers-tid, og at det ikke er en opløsningsrest. Vi kan nu gå et trin videre i vores argumentation, idet vi kan udtale os om den mekanisme, der skal til, for at skaffe vores uddøen først på lavt vand og siden i det dybere. Den øverste del af havet har primærproduktion gennem planktoniske alger (coccolitter, diatomeer og dinoflagellater), der skal have lys, for at de kan producere. Denne del af havet er maksimalt 100 m dybt (i reglen meget mindre). Det er i denne del af havet, de planktoniske kalkskallede larver af de uddøde former levede.
3 Vi leder efter en mekanisme, der selektivt kan ramme kalkskallede planktoniske organismer i den øvre vandmasse. Den nuværende atmosfære har et CO 2 indhold på omkring 370 ppm. Man kan spørge hvor meget CO 2 der skal være i atmosfæren for at gøre havvandet surt. Havet er et meget sendrægtigt system, hvor en mekanisme, der involverer diffusion, er alt for langsomt til at give en effekt. Imidlertid har oceanet et såkaldt blandingslag, dvs. den øvre omrørte del, der er mekanisk blandet af bølgebevægelse. Denne zone rækker til ca. 50 m dybde, der er den dybeste bølgebasis. Ved en CO 2 koncentration i atmosfæren på 5500 ppm bliver ph i havvandet 7.0 ved 20 grader C. Den normale ph af havvand er svagt basisk (omkring 8,2) og laboratorieforsøg har vist, at coccolitter holder op med at producere kalkskel ved 7,5 og de planktoniske foraminiferer har problemer med skallerne ved lignende ph værdier. Coccolitterne kan overleve ph ned til 5,5 men laver ingen coccolit-plader. Hvis de bringes tilbage til oceanisk ph, starter de igen (ALazarus effekt@). For at opnå en ph på 7,5 i toppen af oceanet, er det nødvendigt med lidt over 1700 ppm CO 2 i atmosfæren. Fundet af kridttids coccolitter over K/T grænsen i Israel blev først fortolket som omlejrede fossiler. Kulstof-isotop målinger viste imidlertid, at deres signal ikke var som i kridtet, men var et primært tertiært signal. Altså havde de overlevet og kunne ikke være omlejrede. Vores nutidige CO 2 indhold i atmosfæren er temmelig lavt. Vi befinder os jo i en mellemistid, For at opnå en masseuddøen i oceanet er det nødvendigt med en forøgelse af CO 2 indholdet på 4,5 gange det nutidige (1700 overfor 370). Kan et sådant tilskud tænkes at være realistisk? Vi kender én mekanisme, der kan frigøre meget store mængder CO 2 til atmosfæren. Det drejer sig om såkaldte plateaubasalter, der en gang imellem optræder i jorden historie. Ved K/T grænse tid var Deccan basalt området i Indien særdeles aktivt. Et estimat af basalt-mængden siger omkring 1,5 million km 3. Hovedmængden af gas der frigøres ved basalt udbruddet består af CO 2 og SO 2. Der er 2-3 gange så meget CO 2 som SO 2. Den isotopmæssige sammensætning af CO 2 i den vulkanske gas er på delta -23 l PDB, altså meget negativt i forhold til vores nuværende CO 2 indhold, der er på -7 l PDB. For 100 år siden var det -6 l PDB, men er ændret ved vores afbrænding af fossilt brændsel.
4 Vi kan beregne, at der skal en afgasning fra 40-60.000 km 3 til, for at give den ønskede stigning, ligesom det er omkring den mængde, der skal til for at udløse en negativ kulstof-anomali på -4 l PDB. Vi er altså i stand til at skabe en masseuddøen blandt marine former, der holder til i den euphotiske del af oceanet, ved intensiv vulkanisme. Den direkte effekt af forhøjet vulkanisme synes umiddelbart at måtte være en drivhuseffekt. Imidlertid er drivhuset forsinket, idet SO 2 (der oxideres til SO 3 som igen optager H 2 O og danner mikrodråber af svovlsyre) medfører nedkøling. Svovlsyre-mikrodråberne er mindre end lysets bølgelængde, og en foton, der rammer en mikrodråbe, har lige så stor chance for at blive sendt tilbage i rummet, som at ramme jorden. Vi ser altså et afkølet drivhus, som først virker, når svovlsyren er borte. Den umiddelbare effekt af nedkølingen via svovlsyren er dannelse af land-is på højereliggende områder (montan glaciation). Det medfører fald i havniveau og kan ses som Ahard grounds@ på Stevns Klint. Den første hard ground på Stevns optræder 700.000 år før K/T grænsen. Den anden ligger i Fiskeleret og en tredje (og den største) indtræder efter aflejringen af Cerithium Kalken på Stevns. Tidsmæssigt ligger den yngste hard ground 40.000 år efter Fiskeleret. Størrelsen af havstands-sænkningerne kan aflæses på nedskårne flodløb i USA. Dette kræver en lille forklaring: Isen i den yngste nedisning begyndte at smelte for 11.500 år siden. For 5.000 år siden stod verdenshavet højere end i dag. På 6.500 år øgedes verdenshavets niveau med 100 m! Betragter man et seismisk profil af Mississippi flodens nedre løb, vil man se, at flodens gamle leje ligger i 90 m. Dengang verdenshavet stod lavere, skar floden sit leje, så det passede med udløbshøjden, der var bestemt af havniveau. 700.000 år før K/T grænsen i USA finder vi alle steder i landaflejringer, nedskårne, men opfyldte floddale med en dybde på mellem 8,5 og 10,5 m. Et skøn over distancen til havet ligger på mellem 300 og 500 km. Et meget forsigtigt skøn over faldet på disse floder, der løber i bløde aflejringer (1 fod/1 mile) viser, at den første havstandssænkning var på 20 m; den anden (i Fiskelers-tid) omkring 30 m og den tredje på 50 m. For at give en ide om omfanget, kan det anføres, at hvis man smeltede Grønlands indlandsis, ville verdenshavet stige med ca. 12 m. Hvor hovedmængden af isen var, er ikke svært at gætte, idet Antarktis lå på sydpolen
5 også på dette tidspunkt. Effekten af montane glaciationer kan man f eks studere i Alperne, hvor der er firn og gletchere, men man ser ikke andet i lavlandet end smeltevandssedimenter. Altså skal man ikke vente skurestriber etc. fordi det sker i de højtliggende områder. Disse gentagne nedkølinger bliver straks afløst af CO 2 drivhuse, som i stor hast smelter vandet tilbage til havene. Det får flodlejerne til at fylde op, og det medfører ofte opstemning af grundvandet, der har til følge, at der dannes tørveagtige kullag over det meste af USA og det centrale Canada lige over de nu opfyldte, nedskårne kanaler. Systemet med nedskårne kanaler dækket af kullag fortsætter efter K/T grænsen, men er ikke blevet studeret for alvor endnu. Planter med C3 fotosyntesesystem var de eneste planter der eksisterede før Miocæn tid for ca. 30 millioner år siden. Dvs. at C4 planter (græs, majs etc.) var endnu ikke dukket op. Man kan sige at dinosaurerne ikke var græsædere, for græsset var ikke opfundet endnu! Når C3 planter optager CO 2 fra atmosfæren fraktionerer de kulstof vha. diffusion, således at cellulose fra et grantræ vil have en delta 13 C l PDB på -27. DVS, at de fraktionerer med -20 delta-værdier. Vi har hermed et middel til at fastlægge atmosfærens C-isotop-sammensætning i fortiden. Hvis der sker ændringer i sammensætningen, vil det registreres i plantematerialet. Ved at undersøge isotopsammensætningen i tætliggende prøver, kan man gennem tiden finde variationer, der følger samme mønster fra sted til sted, og benytte dette til at angive samtidighed, idet atmosfære-systemet meget hurtigt blandes op. Vi finder, at der forekommer en række negative anomalier før og efter K/T grænsen. Hvis dette skulle være afstedkommet af uddøen, kan man spørge, hvor mange gange man kan uddø? Det er noget vrøvl, og er uden mening. Vi leder efter en årsag, der er gentagen. Her kender vi kun vulkanisme som årsag. Vulkanisme er karakteristisk ved at forekomme i pulser afløst af rolige perioder. Vi kan derfor med stor sandsynlighed tage variationerne, som en registrering af Deccan Traps vulkanismens aktivitet, der gang på gang spytter store mængder af negativt kulstof ud i atmosfæresystemet og som planterne troligt indbygger i deres cellulose, for de kan ikke lade være! Deccan Traps vulkanismen starter med en intensiv fase 700.000 år før havdyrenes uddøen. Det registreres på Stevns Klint ved en hard ground, der adskiller det nedre hvide skrivekridt fra det overliggende grå skrivekridt. Det grå skrivekridt er farvet
6 af et forhøjet indhold af elementært kulstof. Kulstoffet i gråkridtet har en isotop sammensætning på -26 til -27, mens trækul fra selve Fiskeleret har en isotopværdi på -25. Det har været foreslået, at et meteornedslag afstedkom verdensomspændende skovbrande. Hvis dette skulle være årsagen til kulstoffet i gråkridtet har vi et problem, idet meteoret skulle være kommet 700.000 år før K/T grænsen, og kulsod består af uafbrændt materiale og derfor må have samme isotopværdi som det træ, det kommer fra. Hvem kender i øvrigt en træsort, der kan brænde i 700.000 år? Kulstoffet i gråkridtet kan delvis stamme fra marine planter, men lige så vel fra vulkaner, idet vulkaner frigører frit kulstof under udbruddene igennem den såkaldte Bouduard reaktion (2CO = C o og CO 2 ). Reaktionen medfører fraktionering således, at det fri kulstof har isotopværdier mellem -26 og -28. Da der ikke er forskel på det organiske indhold imellem det hvide og det grå skrivekridt må hovedmængden af det fri kulstof komme fra vulkanismen. Kul partiklerne består af beta-grafit med en kornstørrelse omkring 0,2 Fm. I 1979 blev et møde holdt i København om de forskellige inddelinger af kridttidens aflejringer. Her fremlagde nogle amerikanere en undersøgelse af sporstofkemien i et lag fra Italien (Gubbio, Umbriske Appeniner), der modsvarer Fiskeleret på Stevns Klint (altså K/T grænsen). Det ene formål var at kigge efter plutonium, der kunne være til stede, hvis en nærliggende supernova var eksploderet. Det var en gammel ide, at en masseuddøen kunne være afstedkommet af partikel stråling ind på jorden fra en sådan eksplosion. Halveringstiden for plutonium er tilstrækkelig lang til, at det skulle være til stede selv efter 65 millioner år. Man fandt ikke noget. Altså: exit supernova. Imidlertid prøvede man også at kigge efter grundstoffet iridium (der er et ædelmetal i gruppe med platin og osmium). Man brugte iridium, idet det er nemt at analysere ved INAA (instrumental neutron aktiveringsanalyse). Man har tidligere brugt dette, til at undersøge aflejringshastighederne i dybhavet, idet der er en temmelig konstant regn af meteor støv fra stjerneskud. Dette materiale indeholder op til 500 ppb Ir, hvilket er ganske højt i forhold til jordskorpens bjergarter, der indeholder betydeligt mindre end 1 ppb (ppb=nannogram/gram). Altså: ved at måle indholdet af Ir, kunne man få en ide om, hvor lang tid det havde taget at aflejre AFiskeleret@ i Gubbio. Man fandt forbavsende meget (4 ppb) og ved undersøgelser af Fiskeler på Stevns fandt man endnu højere værdier. Dette fik amerikanerne til at foreslå, at iridium var kommet fra et meteornedslag. Ved almindelig
købmandsregning kunne man omsætte iridium-mængden til meteormateriale og nåede derved frem til, at der var tale om en sten med et tværmål på 10-15 km. 7 Se nu var det jo ikke geologer der fremsatte denne hypotese, for havde de været det, ville de straks have lugtet lunten! Når et meteor nærmer sig jorden sker det med hastigheder på mellem 20 og 30 km/sekund. Når en 10-15 km sten slår ned med meteoriske hastigheder udløser det jordskælv med en styrke på omkring 15 på Richter skalaen (der er en logaritmisk skala). Følgen af dette er naturligvis, at alle lavtvandssedimenter vil blive mekanisk forstyrret ligesom alle løse sedimenter ud for flodmundinger vil blive sendt ned på dybhavet som slamstrømme (turbiditter). Vi ser ingen forstyrrelser på lavt vand og K/T grænserne i dybhavet er ganske rolige. Der var kort sagt ingen meteornedslag. Iridium forekomsten var imidlertid stadig uforklaret, men i 1983 fandt man iridium på svævestøv fra Kilauea vulkanen på Hawaii. Senere fandt man udstrømning af iridium (IrF 6 ) fra vulkanen på Reunion øen (ved Madagaskar). Russiske geologer samlede aske fra to udbrud på Kachatka og fandt, at jo længere væk fra vulkanen de gik og jo mindre kornstørrelse de undersøgte, desto mere Ir var der til stede. Hawaii og Reunion er begge Ahot spot@ vulkaner, men Kamchatka vulkanen er calc-alkalin, så der er vide muligheder for Ir udstrømning fra vulkaner. Det vidste man bare ikke i 1979. Deccan Traps vulkanfeltet i Indien stammer fra den indiske plades passage over hot spot vulkanen på Reunion. Dengang lå Indien ved ca. 30 grader syd. Da man i dag finder udstrømning af iridium fra denne vulkan i en mængde der svarer til 7 ppb i vulkanens magma, ville det være logisk at se efter, om der ikke skulle være iridium-førende basalt i Deccan. Franske og indiske forskere har ledt efter dette, men har ikke fundet noget. Problemet har været, at de har ledt i blinde. Det er tilfældige basalt strømme de har undersøgt, idet de ikke har kunnet aldersbestemme basalterne, og dermed ikke har kunnet indsnævre undersøgelserne til nogle få relevante basalt strømme. Det er imidlertid nu lykkedes at finde en basalt med 1 ppb Ir. Alle andre basalter har Ir indhold på nogle få ppt (picogram/gram). Lad os se på Ir anomalien, som et enestående fænomen. Er den enestående og forekommer den til samme tid alle steder? Dette skulle man forvente, hvis den var afstedkommet af et meteornedslag. Vi må straks adskille havaflejringer fra landaflejringer i denne sammenhæng. I havet er der mange steder fundet en Ir anomali. Den er i reglen sammenfaldende med uddøensgrænsen. Det er imidlertid
8 ikke tilfældet i Negev-området i Israel, hvor den forekommer ved P1b-P1c plankton grænsen, der ligger ca. 200.000 år senere end uddøensgrænsen. Der er for nyligt fundet 4 Ir anomalier i en marin serie af øvre Paleocæn alder i Slovenien. Ved El Kef i Tunesien blev der tidligt påvist to Ir anomalier. Den ene svarer til uddøen, men den anden er senere. I landaflejringer i Nordamerika, fra Alberta i Canada til New Mexico i det sydlige USA, er der fundet en Ir-anomali. Denne findes imidlertid i et kullag, der kan placeres tidsmæssigt 40.000 år efter K/T grænsen, der er markeret af et tydeligt skift i sporer og pollen. Den ligger lige over eller under et rhyolitisk vulkansk askelag og har intet med den marine Ir anomali at gøre. Den hænger sammen med det rhyolitiske askelag. Det samme er tilfældet med 3 Ir anomalier i en søaflejring fra der nordvestlige Indien (Gujarat Provinsen). Alderen af søaflejringen er adskillige 100.000 år før K/T grænsen, og hver af de tre Ir anomalier ligger lige under et rhyolitisk askelag. Fundet af det Ir-førende basaltlag fra Indien, åbner muligheden for at iridium fra Deccan basalten kan være tilført verdensoceanet via svævestøv fra udbruddene. Det vulkanske lag fra Indien har en tykkelse på 30 meter og dækker et enormt område. Hvis det skal levere et nedfald, der vil give 4 ppb ved K/T grænsen, kan vi opstille et budget for en sådan begivenhed. Den nødvendige mængde af Ir er 2,5 * 10 8 kg for at kunne forklare et nedfald på 50 ng/cm 2. Imidlertid kan tallet muligvis reduceres med 30 %, siden den terrestriske anomali forekommer for sent og har en anden årsag. Hvis vi antager en afgasning med 1 ppb udsendt, har vi brug for 2,8*10 4 km 3, men hvis vi antager en afgasning på 7 ppb (som fra Reunion vulkanen i dag) når vi ned på 4*10 3 km 3. Dette svarer til 0,3 % Deccan Traps volumen. En række mikrobiologer skrev i en artikel i SCIENCE, at man ved mikrobiologiske processer var i stand til at opkoncentrere Ir, så de bad om en Ir-kilde, mens Aderes mikrobiologiske processer@ var i stand til at skabe anomalien. Ir anomalien er i reglen sammenfaldende med kollapslaget (Fiskeleret), der ofte er sammenfaldende med masseuddøenslaget. Det er ikke tilfældet i Israel, hvor forsvindingslaget ikke er sammenfaldende med kollapslaget (i form af et organiskrigt lag). Det kommer i Israel for sent. Tidspunktet for udbruddet af den Ir-førende basalt er bestemt til at være ganske kort før K/T grænsen. Altså er der en alternativ forklaring på Ir-anomalien, der
næppe kan have noget at gøre med et meteornedslag, da et sådant jo aldrig fandt sted. 9 Nu til de små sideeffekter af det påståede meteornedslag, som har været fremhævet i litteraturen, og som hver gang har kaldt på sensationsoverskrifterne: 1) Chokpåvirket kvarts, der Akun@ findes ved meteornedslag. Det er uomtvisteligt, at dersom et meteor slår ned i kvartsholdige bjergarter opstår der i kvarts mikrolameller med karakteristiske retninger. Mikrolamellerne består af diaplektisk glas og kan også findes efter større TNT- og underjordiske kernevåbensprængninger. Dette har medført en større litteratur om formodede meteor-nedslag tilbage i jordens historie. Finder man chokpåvirket kvarts, er der tale om et meteorkrater. Dette er imidlertid det rene vrøvl, idet en helt række rhyolitiske vulkanske askelag indeholder chokpåvirket kvarts. Det gælder et ordovicisk askelag fra Vasegård på Bornholm. Det er også fundet i det omlejrede rhyolitiske askelag med graptolitter af Silur alder fra Bornholms sydkyst. Dertil kan lægges to rhyolitiske askelag fra nedre Trias i Sydkina. Som rosinen i pølseenden kan nævnes at det rhyolitiske askelag nr. -34 på Fur også indeholder chokpåvirket kvarts. Det skal dog siges, at ikke alle rhyolitiske askelag indeholder chok-kvarts, idet det er ganske afhængigt af den overliggende bjergarts sammensætning på udbrudsstedet. Kort sagt, hvis et meteor slår ned i bjergarter uden kvarts, får man ikke chok-kvarts. Hvis et rhyolit-udbrud finder sted i tilsvarende bjergarter får man heller ikke chok-kvarts. Jeg kan lægge til, at bunden af Fiskeleret på Stevns består af et rhyolitisk askelag med chok-kvarts. Det er det tynde grå lag lige under det sorte fiskeler. Chok-påvirket kvarts kan altså ikke tages som sikkert kriterium for et meteornedslag. Når en meteor slår ned, dannes der massive glasdråber af smeltet materiale (tektitter). Disse sprøjter langt væk fra nedslagsstedet. Temperaturen af glasset er meget høj, og overfladen af glasdråberne (der kan blive cm store) får gerne en karakteristisk grubet overflade under luftturen. Da temperaturen er høj og iltindholdet i luften er høj (21 %) bliver materialet iltet. Hvis glasset indeholder kulstof, bliver dette oxideret, og man skal derfor ikke forvente et indhold af frit kulstof (som f eks. grafit) bevaret. Tilhængerne af meteornedslaget har udlagt kugler fundet i de marine K/T grænser, som værende omdannede mikrotektitter. Nøjere undersøgelser har vist at disse såkaldte mikrotektitter sidder inde i kugle-
10 formede alger! Hvordan de er kommet derind er aldrig forklaret. Faktisk er de diagenetiske produkter fra havbunden, der er dannet inde i de tomme algeskeletter. Algerne fra prasinophyt-gruppen kaldes også for Adisaster-species@ i engelsksproget litteratur. De optræder i enorme mængder i havaflejringer, hvor deres fjender er i vanskeligheder og kan sammenlignes med Akatten og musen situationen@. Den samme gruppe er til stede i enorme mængder ved Perm-Trias grænsen, der er en endnu større masseuddøen end ved K/T grænsen, men for 250 millioner år siden. I den Mexicanske Golf har man fundet lag med kugler, der også er blevet karakteriseret som omdannede mikrotektitter. Hvis man skærer sådanne kugler (der ofte er mm store) igennem, ser man at de er fulde af gasblærer. De har intet at gøre med tektitter. Samtidigt indeholder de grafitkugler. Hvis man opløser basaltisk (og andet) vulkansk glas, får man en rest af små (op til 15 µm) hule grafitkugler, der er dannet gennem Boudouard reaktionen og som sidder som beslag på indersiden af gasblærerne. Disse findes ikke i tektitter. De findes derimod i de såkaldte mikrotektit-kugler i det Caribiske område. De kan derfor ikke være tektitter. De gasblærefyldte småkugler er velkendte fra Hawaii, hvor de hedder APeles tårer@ (efter vulkanguden) og der er så meget gas i blærerne, at de faktisk kan flyde på havvand (og nogle af dem endog på ferskvand). Altså er det et vulkansk produkt, og har ikke en snus med meteorer a gøre. I kuglerne, der er dannet inde i Adisaster@ algerne ved de marine K/T grænser, sidder der sommetider nydelige, små grenede krystaller. De består af jern-nikkel forbindelser med spinel struktur. Sådanne kan man lave ved at varme en jernmeteorit i en ovn, hvor der er oxiderende betingelser. De bliver udlagt som bevis for meteornedslag. De har imidlertid forskellig kemisk sammensætning fra sted til sted, og da de samtidig sidder inde i de udfyldte algeskeletter, er det klart, at de må være dannet på stedet, og ikke har noget med meteorer at gøre. Hvordan skulle de dog kunne smutte ind i et algeskelet, uden at efterlade sig spor? Den vekslende kemi har gjort, at de, som har beskrevet dette som meteoristisk, er tvunget til at antage, at hvert eneste sted har haft sin egen meteor med forskellig kemi fra naboens! Der er fundet såkaldte Aekstraterrestriske@ aminosyrer på Stevns Klint. Imidlertid findes de ikke i Fiskeleret, men kun over og under. Sådanne aminosyrer er imidlertid hyppige i forbindelse med brande og deres evidens for et nedslag fortoner sig i urtågerne!
11 Men hvad var det så, der skete? Hvis den store amerikanske drøm, der er blevet fyret af så mange gange, ikke passer, kan man spørge, hvilket forløb der var, og om det er enestående i jordens historie. Alle er koncentrerede om dinosaurernes forsvinden, for det var et andet stort dyr ligesom os selv. Jeg har hidtil omhyggeligt undgået dinosaurerne, fordi det medfører endnu en del forklaringer, samt plagsomheder for læserne. For det første: Den anden store masseuddøen i jordens historie (Paleozoikum- Mesozoikum grænsen = Perm-Trias grænsen) greb endnu stærkere ind i jordens liv. De fleste fænomener, vi ser ved K/T grænsen, er de samme som ved P/T grænsen. I det marine miljø ser vi ved P/T grænsen en slags Fiskeler, der er et marint kollapslag, der medfører opblomstring af Adisaster species@, nemlig kugleformede alger, der er af samme gruppe som ved K/T grænsen. Vi ser også en række negative kulstof-anomalier, ligesom grænsen er sammenfaldende med et kæmpe vulkanområde (Siberian Traps), der er på mindst 3 millioner km 3 i omfang. Siberian Traps viser også sin aktivitet igennem en kraftig negativ kulstof anomali før uddøens grænsen, idet en række former forsvinder samtidig med den første anomali. Der er altså en to-trins uddøen, som vore kinesiske kolleger har noteret i mange år. Derefter sker den egentlige marine uddøen (sammenfaldende med et sort organiskrigt leret lag, der ligner vores Fiskeler) og umiddelbart efter det, følger aflejringen af en ejendommelig kalksten, som vi også kender fra Stevns Klint, nemlig Cerithiumkalken. I resten af Danmark findes laget også, men her kaldes det for Adet døde lag@. Betegnelsen stammer fra lagets reaktion, når man slår på det med en hammer. Det er Adødt@ som pap. Det skyldes, dets ejendommelige opbygning af små perfekte kalkkrystaller, der dårligt nok hænger sammen. Dets dannelse kan forklares ved, at overfladevandet i havet nærmede sig en ph værdi på 7 eller lavere, hvori hydrogencarbonat ionen (HCO 3 - ) er den eneste, som eksisterer. Den danner en ligevægt med CO 2 i havet. Ligevægten er stærkt styret af temperatur, således at det koldere vand indeholder mere opløst CO 2, end det varmere vand. Hvis en sådan gas/ion ligevægt udsættes for temperatur-svingninger, vil den forskydes mod ionen ved opvarmning, og mod gassen ved afkøling. Hvis der er tilstrækkeligt med Ca-ioner til stede, vil en opvarmning afstedkomme udfældning i den frie vandmasse af perfekte kalk-krystaller, der sedimenteres på havbunden selvom ph måtte være under 7.0. Dette er, hvad vi ser både i Kina og Danmark (samt en masse andre steder) efter masseuddøen.
12 I landaflejringerne op mod K/T grænsen finder vi et skift i de europæiske dinosaurer ved niveauet med de første nedskårne kanaler 700.000 år før K/T. I Sydfrankrig er der de samme nedskårne kanaler som i USA, og her findes Abonebeds@ (dvs. sammenskyllede knogler af dinosaurer i kanalaflejringerne). Ved dette niveau skifter faunaen fra at have mange titanosauride former (4-benede med lange halse og haler), til hadrosauride dinosaurer (andenæbsøgler). De Sydfranske aflejringer er såkaldte Aredbeds@. I dem lagde dinosaurerne deres æg, og æggene kan findes temmelig hyppigt i dag. De største havde et rumindhold på omkring 3 liter, men mindre størrelser er mere almindelige (tværmål på 10 cm). Aflejringerne er røde til rødbrune af et indhold af FeOOH (goethit) og Fe 2 O 3 (hæmatit). Der er lejlighedsvise horisonter med gullige eller blågrønne afiltede lodrette spor efter planterødder. Planterødder ånder og bruger ilt, men producerer ikke selv ilt, da de er blege uden klorofyl. Dvs., at der er lejlighedsvis vegetation, men det er ikke dominerende. Miljøet var ørkenagtigt, hvilket ses af tilstedeværelsen af Aørkenroser@, der er gennemvoksningsaggregater af gips. Hvis man samler dinosauræggeskaller lag for lag (fra ældre mod yngre lag) finder man omkring 350.000 år før K/T grænsen, at hyppigheden af sorte skaller stiger. Samler man skaller længere nede, finder man en hyppighed af sorte skaller på ca. 1 %. I de yngste niveauer stiger mængden af sorte skaller til 10-15 %. De alleryngste skaller er udelukkende sorte. Den sorte farve går hele vejen igennem skallen, hvad man kan se, hvis man brækker et skalstykke over. Fugleæg med farver er ikke gennemfarvede. Kradser man med en negl på overfladen af et farvet æg, går farven af, og man ser en hvid skal nedenunder. Altså er sortfarvningen ikke noget, dinosauren har lavet, men det er et senere fænomen. Der er også fundet sorte æg i Kina og i Indien, så farvningen er uafhængig af dinosaurarten og levestedet. Analyser af de sorte æggeskaller har vist et indhold af grundstoffet sølv i form af sølvsulfid, med en sølvkoncentration på op til 12 ppm. Set i forhold til almindelige sedimenter, er det et meget højt indhold. Man finder gerne sølv i koncentrationer omkring 1 ppb så vi taler om en opkoncentrering på 10.000 gange i forhold til de omliggende sedimenter. For at forstå sølvkoncentrationen i æggeskallerne, er det nødvendigt at gå ind på dinosaurernes udrugnings-mekanisme. Dinosauræg (og alligator- og skildpaddeæg) har en skal med masser af porer. Selvom skallerne kan blive flere mm tykke, har de en meget høj vandfordampningsevne. Tager man et frisklagt alligatoræg og et nylagt
13 fugleæg og anbringer dem sammen i et varmeskab ved 50 grader, vil alligatorægget miste vægt 10-15 gange hurtigere end fugleægget. Fuglene lægger deres æg eksponeret, mens et alligatoræg anbragt under samme betingelser vil tørre ud. Alligatorerne klarer problemet ved at lægge deres æg i en våd kompost, som de skraber sammen af plantemateriale i de sumpe, hvor de lever. Den høje vandfordampningsevne forudsætter, at æggene udruges under fugtige betingelser uden eksponering. Florida krokodillerne (forskellige fra alligatorerne) benytter også udrugning i vådt sand langs flodløb. I det indonesiske område findes en krokodille, som kan slå mangrovebevoksning ned med halen. Den venter til den første gæring af plantematerialet er overstået, idet denne giver temperaturer op til omkring 60 grader. Når temperaturen er faldet til nogle-og-tredive grader (dvs. cellulose-gæring), lægger den sine æg, der så udruges efter nogle måneder. Dinosaurerne lagde ikke deres æg eksponeret. Men de brugte vådt sand eller kompost. Imidlertid kunne en kompost være svær at skaffe i et område med røde ørkenagtige betingelser, hvor vi i dag finder deres æg. Hvis man betragter en stor planteæder som en elefant bagfra, vil man iagttage, at den har en tyk vom, der er fyldt med forgæret kompost (gødning), og det er sandsynligt, at mange planteædende dinosaurer har brugt deres egen gødning til kompostudrugning. De kødædende dinosaurer har været henvist til vådt sand eller til at snylte på andres kompostmateriale. Det sidste er for nyligt fundet i jurassiske lag i Portugal, hvor kødædere har anbragt deres æg oveni en krokodillekompost. Hvor kommer sølvet fra? Hvis et æg ikke duer og af en eller anden grund ikke bliver udruget, vil ægget gå i forrådnelse. Dette medfører, at store mængder af svovlbrinte (H 2 S) bliver produceret inde i ægget. Det vil, i takt med at komposten gærer ned, medføre, at alle grundstoffer, der kan fælde som sulfider, vil sætte sig i æggeskallen. Sølvsulfid er tungtopløseligt og bliver siddende. Tænk blot på en sølvgaffel, der har været i kontakt med et spejlæg. Man kan ikke skylle eller vaske det sorte sølvsulfidlag af; det skal tages af med pudsning eller kemi. Altså, et sort æg er et, der aldrig blev udruget. At alle æg i de sidste æggeførende lag i Frankrig er sorte, betyder, at de ikke blev udrugede. Altså kan vi slutte, at de, der under stigningen i antallet af sorte alligevel blev udruget, måske kunne have været udsat for et eller andet, der har gjort, at nogle af dem ikke lykkedes. Blandt mennesker og dyr er det således, at alle kemiske påvirkninger af ubehagelig art, viser sig i vores negle og hår. Vi afgifter os, ved at udskille det. Et æg produceret af en dinosaur, kunne således måske vise os, om dyret havde været udsat for noget,