JURISTERNES OG ØKONOMERNES PENSIONSKASSE Bilag til din pensionsoversigt Generelt Du kan her læse om de vigtigste forbehold og forudsætninger, der gælder for pensionsoversigten. Du finder reglerne om JØP Almindelig ordning, Supplerende alderspension og JØP Ratepension i JØPs regulativer og i regler om rateforsikring, som kan læses på joep.dk/udgivelser. Her finder du også de pjecer, som dette bilag henviser til. Pensionsoversigten viser, hvilket månedligt pensionsbidrag vi har regnet din pension ud fra. Ændres bidraget, ændres pensionerne også. Beløbene vises før skat og afgifter. Pensionsoversigtens statuslinje viser, hvilken afdeling du er medlem af, medmindre du er medlem af begge afdelinger, som nogle medlemmer er. Bidragsfri dækning eller hvilende medlem Hvis du har bidragsfri dækning (dvs. at du i en begrænset periode uden bidragsindbetaling har fuld dækning ved invaliditet, død og fra gruppeforsikringer, hvor betalingen i stedet trækkes fra opsparingen på din pensionsordning) eller, at du er hvilende medlem (dvs. at du har stoppet indbetalingerne og ikke har bidragsfri dækning), fremgår det også af pensionsoversigtens statuslinje. Pensionerne udbetales enten som grundlagspension eller som omregningspension. Du skal træffe valget, når du skal have pensionerne udbetalt. Grundlagspensionen er den garanterede ydelse, der kun under særlige omstændigheder kan nedsættes. Omregningspensionen i afdeling 1 er beregnet med en rente på pt. 3,5 procent for ikke-omtegnede medlemmer og pt. 4 pct. for omtegnede medlemmer. I afdeling 2 er omregningspensionen beregnet med en rente på pt. 4. pct. Der er herudover anvendt skøn over bl.a. den forventede levetid. Omregningspensionen kan ændres, herunder nedsættes. Hvis du vælger at få udbetalt omregningspensionen, vil det påvirke din underliggende grundlagspension. Hvad det betyder, forklarer vi nærmere på joep.dk/forbehold. Eventuel bonus bliver tilskrevet årligt i henhold til det gældende bonusregulativ. JØPs regler om bonus fremgår af joep.dk. På joep.dk kan du også læse, hvordan dine omkostninger bliver beregnet. Udbetaling ved mistet erhvervsevne Du har ret til invalidepension, når din erhvervsevne som DJØF er er nedsat med mindst 2/3 af fuld erhvervsevne. Invalidepensionen ophører, hvis du genvinder din erhvervsevne eller ved alderspensionering. Ved alderspensionering overgår invalidepensionen til alderspension med samme størrelse og regulering. Erhvervsaktive medlemmer under 60 år er endvidere dækket af en invalidesumsforsikring, der bliver udbetalt som en engangssum i forbindelse med invalidepensionen. Beløbet afhænger af din alder. Hvilende medlemmer er ikke dækket. Du kan læse mere i pjecen Gruppelivsforsikringer. Erhvervsaktive medlemmer Erhvervsaktive medlemmer er medlemmer, som indbetaler faste pensionsbidrag samt medlemmer med bidragsfri dækning, men ikke hvilende medlemmer.
Hvis du havde væsentlige helbredsmangler, da du blev optaget i JØP, kan din dækning blive reduceret. I JØP har vi en toårig karensperiode på JØP Almindelig ordning, som gælder fra du bliver optaget som medlem. I karensperioden er der begrænsninger i adgangen til ydelser fra JØP, hvis der var væsentlige helbredsmangler på optagelsestidspunktet. Karensperioden træder også i kraft, hvis du genoptager din bidragsbetaling efter mere end et års afbrydelse samt ved væsentlige stigninger i dine indbetalinger, som ikke sker i forbindelse med jobskifte eller en ændring i din stilling, som fx forfremmelse. Hvis du dør inden for den toårige periode eller bliver invalid, og din invaliditet/død skyldes en helbredsmangel, der forelå ved optagelsestidspunktet, så bliver dine pensionsydelse(r) og forsikringssummer fra livs- og invalidesumsforsikringen reduceret. Der gælder et generelt forbehold for invaliditet, som var kendt ved optagelsen i JØP. Læs mere om karens på joep.dk/karens. Børnepension Har du børn under 24 år, når du tilkendes invalidepension, vil de få udbetalt børnepension. Hvert barn får som udgangspunkt en pension på 20 pct. af din pension til og med den måned, hvor barnet fylder 24 år. Samme rettigheder har stedbørn under visse forudsætninger. Du kan læse mere på joep.dk/børnepension. Udbetaling ved død Ægtefællepension og samleverpension (I pensionsoversigten dækker betegnelsen ægtefællepension også pension til samlever) Ved død har din ægtefælle eller samlever ret til pension efter dig. Der gælder særlige regler for ret til samleverpension. Du kan læse mere om reglerne for samleverpension på joep.dk/ægtefællepension. Ægtefællepensionen og samleverpensionen udbetales livsvarigt og/eller med et maksimum på 10 år afhængig af, hvilken afdeling du er medlem af, og hvilke valg du eventuelt tidligere har truffet. Din pensionsoversigt viser, hvilke dækninger du har. Valg af ægtefællepension (kun afdeling 2) Ægtefællepensionen kan til- og fravælges efter nærmere regler, se joep.dk/ægtefællepension. Til- og fravalg påvirker størrelsen af dine øvrige dækninger. Ugifteydelse (kun afdeling 1) Medlemmer, der dør uden at efterlade en pensionsberettiget ægtefælle/samlever, har ret til en ugifteydelse. Går du på alderspension, eller er du fyldt 67 år, bortfalder ydelsen. Ugifteydelsen udbetales til nærmeste pårørende. Kontakt JØP, hvis andre end nærmeste pårørende skal modtage ydelsen. Nærmeste pårørende er ifølge Forsikringsaftaleloven i nævnte rækkefølge: 1) Din ægtefælle / registreret partner 2) Samlever, hvis man bor sammen og har, venter eller har haft barn sammen eller man har boet sammen i ægteskabslignende forhold de sidste 2 år før dødsfaldet 3) Dine børn 4) Dine arvinger efter dit testamente 5) Arvinger ifølge arvelovens regler: dine forældre, dine søskende, dine søskendebørn, dine bedsteforældre, onkler og tanter. 2
Børnepension Ved din død har dine børn eller stedbørn forsørget af dig ret til børnepension. Det er en betingelse, at stedbarnsforholdet er etableret før barnet fyldte 18 år. Der er tale om et stedbarnsforhold, hvis du er gift med barnets forælder. Samliv er ikke tilstrækkeligt. Hvert barn får som udgangspunkt en pension på 20 pct. af din pension til og med den måned, hvor barnet fylder 24 år. Forældreløse børn har ret til dobbelt pension. Ratepension Hvis du har sparet op til ratepension og dør, inden hele ratepensionen er udbetalt, bliver restbeløbet udbetalt til dine efterladte. Individuelle særlig bonushensættelser (kun afdeling 1, omtegnet) Individuelle særlige bonushensættelser (ISB) bliver udbetalt over 15 år som et ugaranteret variabelt tillæg til pensionen. Dør du, inden hele beløbet er udbetalt, vil et eventuelt restbeløb blive udbetalt til dit bo som et engangsbeløb. Se yderligere beskrivelse på joep.dk/isb. Gruppelivssum (livsforsikring) Gruppelivssummen dækker erhvervsaktive medlemmer. Dækningen bortfalder dog senest, når du fylder 67 år. Pensionister er dækket, hvis de ved overgangen til pensionering var dækket. Hvis du har modtaget invalidesum eller forsikringssum ved visse kritiske sygdomme (se afsnittet Øvrige dækninger), bliver gruppelivssummen reduceret. Gruppelivssummen er aldersafhængig, du kan se beløb på joep.dk/gruppeforsikringer. Gruppelivssummen bliver udbetalt til nærmeste pårørende, medmindre du træffer aftale med Forenede Gruppeliv om indsættelse af begunstiget eller bestemmer, at ydelsen skal udbetales til dit bo. Hvis du vil ændre din begunstigelse, skal du skrive til Forenede Gruppeliv, Krumtappen 4, Postboks 442, 2500 Valby, og henvise til aftale nr. 68.023. Udbetaling ved pensionering JØP almindelig ordning indeholder en livsvarig alderspension, også kendt som livrente. I pensionsoversigten betegner udtrykkene JØP Almindelig ordning og Alderspension i begge tilfælde den almindelige livsvarige alderspension i hhv. afdeling 1 og afdeling 2. På pensionsoversigten bliver din alderspension vist som en prognose, der er omregnet til nutidskroner, så du har bedre mulighed for at vurdere købekraften af din pension. Prognoseforudsætninger, fremtidskroner og nutidskroner bliver forklaret på joep.dk/pensionsoversigt. Du kan tidligst gå på alderspension ved din pensionsudbetalingsalder, som efter loven ligger i intervallet 60-62 år afhængigt af dit fødselsår. Du kan senest gå på pension, når du fylder 80 år. Supplerende engangsydelse Hvis du har sparet op til Supplerende engangsydelse (et engangsbeløb), viser din pensionsoversigt et alternativt udbetalingsforslag, hvor du kan se, hvordan beløbene ændrer sig i forhold til en situation, hvor du ikke får udbetalt Supplerende engangsydelse. Supplerende engangsydelse kan blive udbetalt, når du når din pensionsudbetalingsalder, også selvom du fortsat arbejder. Børnepension (kun afdeling 1) JØP udbetaler pension til dine børn og adoptivbørn under 24 år, når du går på alderspension. Også stedbørn, der bliver forsørget af dig, får udbetalt børnepension. Det er en betingelse, at stedbarnsforholdet er etableret før barnet fyldte 18 år. Der er tale om et stedbarnsforhold, hvis du er gift med barnets forælder. Samliv er ikke tilstrækkeligt. 3
Særlige tillæg til pensionen Individuelle særlige bonushensættelser (kun afdeling 1, omtegnet) Individuelle særlige bonushensættelser (ISB) bliver udbetalt over 15 år som et ugaranteret variabelt tillæg til din pension. Dør du, inden beløbet er udbetalt, bliver restbeløbet udbetalt til dit bo. De individuelle særlige bonushensættelser er en del af basiskapitalen på lige fod med egenkapitalen. Det betyder, at den også skal dække for tab, hvilket afspejler sig i den såkaldte K-faktor. K-faktoren vil blive fratrukket din månedlige udbetaling. Pensionisttillæg (kun afdeling 1, ikke-omtegnet) Som tillæg til pensionen kan der ske udbetaling af et pensionisttillæg. Pensionisttillægget bliver udbetalt halvårligt forud. Bestyrelsen beslutter, hvorvidt der skal udbetales pensionisttillæg for det følgende halvår og fastsætter størrelsen. Tillægget er ugaranteret og kan bortfalde. Tillægget fremgår ikke af din pensionsoversigt, men i stedet af udbetalingsoversigten på Min pension, såfremt det udbetales. Pensionstillæg (kun afdeling 2) Som tillæg til pensionen kan der ske udbetaling af et pensionstillæg. Størrelsen af tillægget bliver fastsat løbende. Pensionstillægget tager sigte på at udlodde din andel af de kollektive særlige bonushensættelser. De kollektive særlige bonushensættelser er en del af basiskapitalen på lige fod med egenkapitalen. Det betyder, at den også skal dække for tab. Pensionstillægget kan derfor ændres og eventuelt helt bortfalde. Tillægget fremgår ikke af din pensionsoversigt, men i stedet af udbetalingsoversigten på Min pension, såfremt det udbetales. På joep.dk/tillæg kan du læse mere om de særlige tillæg til pensionen. Tilvalgsprodukter Supplerende alderspension Supplerende alderspension er en ekstra opsparing til livsvarig pension (livrente). Hvis du har Supplerende alderspension, fremgår det af pensionsoversigten. Supplerende alderspension kan udbetales fra din pensionsudbetalingsalder og så længe du er i live. Ved din død bortfalder pensionen uden udbetaling til dine pårørende eller boet, uanset om du er påbegyndt udbetaling eller ej. Ratepension JØP Ratepension er en anden mulighed for en ekstra opsparing i kombination med den almindelige livsvarige pensionsordning. Du kan højest indbetale 50.900 kr. om året på din ratepension. Ratepensionen skal udbetales over mindst 10 og højest 25 år efter din pensionsudbetalingsalder. Udbetalingsperioden aftales ved udbetalingens start. Hvis du dør, inden hele pensionen er udbetalt, bliver restbeløbet udbetalt til dit bo. Hvis du har JØP Ratepension, fremgår det af pensionsoversigten. Hvis du er medlem af afdeling 2, vil evt. pensionstillæg efter ratepensionen bortfalde ved ophør af ratepensionen. Hvis du kun har Supplerende alderspension og / eller JØP Ratepension, har du ingen forsikringsdækninger ved invaliditet, død, ulykke og visse kritiske sygdomme. Øvrige dækninger Ulykkesforsikring Kommer du ud for en ulykke, er du dækket døgnet rundt af JØPs gruppeulykkesforsikring. Ulykkesforsikringen dækker medlemmer, som indbetaler faste pensionsbidrag eller har bidragsfri dækning, men ikke hvilende medlemmer. Forsikringsdækningen bortfalder, når du fylder 67 år. Pensionister er ikke dækket af ulykkesforsikringen. 4
Forsikring ved visse kritiske sygdomme Forsikring ved visse kritiske sygdomme dækker medlemmer, som indbetaler faste pensionsbidrag samt medlemmer med bidragsfri dækning, men ikke hvilende medlemmer. Forsikringsdækningen bortfalder, når du fylder 67 år. Bidragsbetalende pensionister kan være dækket indtil 67 år. Forsikringen udbetales, hvis du får diagnosticeret en nærmere angivet kritisk sygdom. Se reglerne i pjecen Gruppeforsikringer. Generelle forudsætninger og forbehold Gruppeforsikringer Gruppeforsikringerne kan ændres og bortfalde, hvis JØPs bestyrelse beslutter det, eller hvis forsikringerne opsiges af Forenede Gruppeliv eller Codan Forsikring. Forbehold om ændring af det tekniske grundlag Når det tekniske grundlag for beregningerne ikke længere er betryggende, kan bestyrelsen ændre grundlaget med den virkning, at pensionerne bliver mindre. Bl.a. levetidsforudsætningerne og invaliderisici har betydning for beregningerne af din pension. Hvornår har du ikke længere rettigheder i JØP Hvis du får kapitaliseret og udbetalt hele din pensionsordning, eller du vælger at overføre til et andet pensionsselskab/bank eller genkøber hele din pensionsordning, er du ikke længere medlem af JØP og har derfor heller ikke længere pensionsrettigheder i JØP. Kursværn JØP har regler som kursværn. Reglerne anvendes ved overførsel til anden pensionsordning eller ved kontant udbetaling af udtrædelsesgodtgørelsen. Hvis der foretages fradrag som følge af kursværnet, oplyses den aktuelle fradragsprocent på hjemmesiden. Reglerne om kursværn kan ses på hjemmesiden. Bonustildeling Normalt sker bonustildeling en gang om året, men i forbindelse med aktualisering af invalidepension og alderspension sker bonustildelingen i forbindelse med den første udbetaling 5