Af Jeff Nielsen Ved Mandø lå to toldkrydsere. Et til sønder og et til nør ved Knuden. Mange mandøboere havde hyre på toldkrydserne, der således havde en væsentlig økonomisk betydning for øen. Sammen med dampskibene, der fortrængte sejlskibene, var nedlæggelsen af krydstoldvæsenent i 1904 væsentligste årsag til, at antallet af fastboende søfolk på Mandø faldt drastisk. Flere forflyttedes til tjeneste andetsteds i toldvæsenet. Andre opgav søfarten og gik i land, som Niels Thomsen Hansen, der realiserede sin mangeårige drøm og byggede en gård på øen. Herunder kan du læse om krydstoldvæsenet med udgangspunkt i toldkrydserne ved Mandø. Lidt om krydstoldvæsenet Af pens. lærer Niels Mandøe, Rødding. Nedenstående er udarbejdet efter toldstaten og en artikel i» Vikingen«nr. 8 1952. 1692 tillod Christian den Fjerde (ved kongelig forordning af 6/8) en mand ved navn Kruse at udruste krydsfartøjer. Kruse har sikkert været en meget energisk mand, der ville have så meget som muligt ud af sin forpagtning, men det stærkt tiltagende smugleri bragte ham direkte tab, og han holdt blot ud i 4 år; såvidt det ses, er forpagtningen overdraget en anden, der holdt ud i 6 år. Men nu var toldkrydserne engang anskaffet, og deres opgave blev fortsat - vistnok direkte under staten med hyret mandskab. Krydserne var dog kun småfartøjer, og de var fragtet i dette øjemed, og fra marinen udkommanderedes officerer som ledere. 1777 var der kun 4 fartøjer, og det var en følelig mangel, at der ikke mellem fartøjerne var et effektivt samarbejde. Dette stod i 1819 klart for en nyudnævnt toldinspektør Blom i Rudkøbing. Og saa vidt det kan ses, købte han for egen regning en båd og påbegyndte et samarbejde med de nærmest værende søtoldsteders krydsfartøjer. Dette resulterede i en virkningsfuld smuglerfejde. Generaltoldkammeret blev opmærksom herpå, og efter en indgående conference med Blom blev der købt 7 større krydsbåde, og disse blev underlagt Blom som chef for»en kombineret krydsindretning«langs rigets kyster i Kattegat og i Østersøen.
Mandø-Posten nr 45 1956 Krydsfartøj nr. 28, Mandø. Dette virkede så tilfredsstillende, at der ved allerhøjeste resolution af 26. maj 1824 blev oprettet det krydstoldvæsen, der nedlagdes 1904, altså vil mange ældre sømænd endnu mindes de smukke fartøjer. Tiden var jo blevet en anden, de lave toldsatser indbød ikke til smugleri, og skibsfarten begyndte at føle sig unødig generet og sinket ved krydsernes evindelige forlangende om, at de skulle stoppe op. Et fartøj kunne således komme ud for følgende på sin rejse fra Skagen til Svendborg: Stop ud for Limfjorden, Randersfjord, Grenaa, Samsøbælt (Kalundborgkrydseren) og gennem Storebælt - enten af krydseren fra Korsør eller Nyborg. Og da klagerne intet hjalp over for den strenge og uforstående krydstoldinspektør Wulff - ja, så gik rederierne videre til regeringen. Men der er ingen tvivl om, at såfremt krydsinspektøren havde forstået at følge med tiden, b!. a. ved at lade krydsernes opgave indskrænke sig til vagttjeneste og efterhånden indføre motor drift, så ville krydstoldfarten aldrig være gået ind, og det havde stået fuldt udrustet til at løse de opgaver, der kom sammen med den høje beskatning. I denne forbindelse bør nævnes, at skipperen i toldkrydseren, der var den eneste embedsmand om bord, også ville have fungeret videre som sådan i et restaureret krydstoldvæsen med motordrift - som vi jo senere fik. Men nu fik vi altså et stop - et tomrum - hvori ikke fandtes toldfartøjer ud over den lille dampbåd i København, der stod til generaldirektørens rådighed ved rejsen til provinstoldstederne.
Da man så igen følte mangelen af kystinspektion med fartøjer, (dette blev særlig aktuelt under første verdenskrig), måtte man til at lede efter egnet mandskab blandt toldfunktionærerne. Her var en del fhv. styrmænd, og til dem skete der henvendelse om at melde sig som førere af disse toldbåde. Nogen egentlig forfremmelse var dette ikke, og skønt de var udstyret med ret stor myndighed i smugleriaffærer, blev de ikke embedsmænd, kun tjenestemænd i funktionærklassen. Altså en kolossal tilsidesættelse fra statens side, som ikke tog tilbørligt hensyn til disse føreres nautiske uddannelse, nemlig, at placere dem i embedsklassen, hvor de retteligen og standsmæssigt herte hjemme. Som nævnt, nu brød det sammen, og ved lov af 24. april 1903 bestemtes det, at ved næste års 1. april var kryds toldvæsenet ophævet. Den stolte krydsinspektionsskonnert»argus«vil være kendt af alle, der har været i krydstoldvæsenets tjeneste. Bemandingen i»argus«var - foruden selveste krydstoldinspektøren eller hans næstkommanderende, en premierløjtnant - 2 krydsbetjente, der måtte gennemgå den sidste»ildprøve«, forinden de fik toldassistentudnævnelsen (krydstoldassistent). Når krydstoldinspektøren var med, fulgte ham førstemanden fra inspektoratet, så var der en rigtig voksen kok og 4 matroser. I toldkrydserne var foruden skipperen een eller to krydsbetjente - de var alle navigatører og havde forinden deres ansættelse sejlet som styrmænd. I chefkahytten agter havde skipperen sin køje, der kunne lukkes ved 2 skydedøre. Kahytten var tillige spisesalon, og her var kakkelovn. Krydsbetjenten havde sit kammer, der i regelen var forsynet med 2 køjer. Forude var matrosopholdsrum og kabys; her var 2 køjer i hver side. Her var mindst 2 matroser og en dreng, der lavede mad under matrosernes tilsyn. Oftest var de ombordværende enten dygtige skytter eller fiskere, og dette var for besætningen en mægtig fordel. Det hændte imellem, at krydstoldinspektøren fandt på at rejse ud om natten for at inspicere sit mandskabs påpasselighed, men at han var unødig streng, det var alle enige om, og derfor prøvede krydsvæsenets folk også at narre og drille»bussemanden«. Gennem korrespondancer var de som regel klar over, hvornår man kunne vente inspektøren, så man var i stand til at modtage ham på behørig måde. En mand blev sendt i land til nattoget som spejder, men kommandøren var lige så snedig. Han kendte personlig alle sine folk, og når han opdagede en af disse på jernbanestationen, blev han enten siddende i toget, eller han stod ud og gik til sit hotel; her forblev han, indtil han fandt, at nu ventede man ham ikke, og så gik han på havnen i stolt forventning om at
kunne»slå til«. Men dette førte blot til, at spejderen blev godt camoufleret, og så var man atter på den rigtige side. Når kommandøren skulle inspicere toldkrydseren ved Mandø, måtte han først forcere vadehavet med vogn, og han havde i den anledning truffet aftale med en gårdejer i V. Vedsted ved navn Kræsten Mikkelsen om, at han, når kommandøren kom på inspektion, skulle køre ham over til øen. Bemeldte Kræsten Mikkelsen i Okholm havde to heste, hvoraf den ene var hvid og den anden rød. Til daglig blev de forspændt vognen således, at den røde gik nærmer og den hvide fjermer. Gamle krydstoldassistent Johannes With, der dengang var krydstoldassistent på no. 28, havde så for at forhindre overrumpling truffet den aftale med Kr. Mikkelsen, at han, når han kørte med kommandøren til Mandø, skulle bytte hestene om, så den hvide gik nærmer. Den vagthavende om bord kunne så gennem kikkerten på ebbetid iagttage, om der var vogn på vej til øen fra fastlandet. Viste det sig så, at»bussemanden«var på vej, var der jo tid til at gøre klar til modtagelsen af det celebre besøg og eventuelt sendebud efter mandskab, der måske havde fået en extra fridag. Men en dag indtraf katastrofen. Kommandøren kom til V. Vedsted, tog ind til Kræsten Mikkelsen, og denne måtte straks gøre klar til overfarten. Hestene, der var på arbejde i marken, blev hentet hjem, og da Kr. Mikkelsen spændte dem for fjedervognen, byttede han dem om, så den hvide nu kom til at gå nærmer. Dette undgik ikke den skarptsynede kommandørs opmærksomhed, og denne spurgte derfor, hvorfor han byttede dem om. Herpå svarede Kr. Mikkelsen ikke videre, men mumlede noget om, at det var ligegyldigt, hvordan de gik. Kommandøren, der vel nok anede uråd, ville absolut have, at de skulle byttes om igen, og det måtte Kr. M. så gøre. På krydsfartøj nr. 28 anede man ingen fare. Den vagthavende kunne melde, at der var vogn på vej gennem vadehavet, men der var ingen»fare«på færde, og så fik man dog uventet besøg. Sønderhokrydseren (No. 30), der lå ude ved Mandø Knude, fik en gang inspektion af kommandøren. Toldassistent H. C. Clausen af Mandø, der det år var øverstbefalende, var en medgørlig og forstående mand, der tit lod sine folk få fridag, når der intet var at gøre, og han havde givet hele mandskabet fri så nær som drengen. Han selv og krydsbetjent Jørgen Hermansen også fra Mandø var taget på sælhundejagt. Man forstår jo nok, at kommandøren var ved at gå ud af sit gode skind, da han erfarede det, og han og toldassistent Clausen stod jo efter dette absolut ikke på den venligste fod med hinanden. Ved kommandørens inspektion af krydserne gjaldt det om at stå militærisk ret med hånden til huen. Matroserne havde huer som i mari-
nen, medens krydstoldassistenter og krydsbetjente havde marinekasket. Toldkrydserens opgave var at stoppe ethvert fartøj for at inkvirere og toldlukke skibets luger og udstede en deklaration. Genparten heraf blev med omgående post sendt til fartøjets bestemmelsessted. Dette gjaldt dog kun for sejlskibenes vedkommende. Dampskibene kunne man ikke give denne omgang, det var for omstændeligt. Derfor fik disse en af matroserne med. Han var udrustet med en vældig sabel, hængende i en bred læderrem om livet; det så frygtindgydende ud - men ingen tænkte på, at han næppe havde mindste begreb om, hvorledes han i påkommende tilfælde skulle bruge den sabel. Det var mange skibe, en sådan toldkrydser kunne behandle på en dag, hvis den lå på et sted, hvor mange skibe havde deres rute, og alle måtte de stoppe for den kongelige toldkrydser, der lå med standeren hejst på toppen og splitflaget under gaflen. På sådanne dage blev der ingen spisetider, man tiggede lidt mad og drikke hist og her på skibene. I mellemtiden førtes krydseren af en krydsbetjent, der måtte følge det fartøj, hvor kontrollen var om bord, og imellem slæbe jollen hen til næste skib. Ind imellem kunne komme en damper; den fik så en mand med, men da der kun var 4 eller 5 mand til dette formål, hændte det, at de alle var afsat, og så måtte man holde op for den dag. Skipperen tog så roret, og ved drengens hjælp sejlede han krydseren i havn, hvor man så med god samvittighed kunne blive, indtil mandskabet atter var vendt tilbage. Et stort problem var det at»tage«jollen i hård kuling og oprørt sø. Jollen var 18 fod lang og blev altid slæbt efter krydseren i en 7 fv. trosse. Der var jo dampere, som ikke ville respektere krydserens stopsignal, og så måtte kanonen gøres klar. Når den blev stoppet med forladning, kunne den give et ordentligt knald, og kuglen besørgede så det fornødne. Disse toldkrydsere var manøvredygtige sejlere, der også i flere tilfælde reddede menneskeliv på søen. Livet om bord Mandskabet havde det i alle måder godt ombord, men det måtte mere eller mindre savne hjem, hustru og børn. 8 dages ferie var alt det, de kunne opnå årligt. Det var strengt forbudt at tage sin hustru om bord. Et lyspunkt var det dog, at når krydseren kom på værft til det årlige eftersyn, kunne mandskabet tage deres respektive hustruer enten om bord eller på hotel. Agterude var der som regel plads til konen.
Et andet lyspunkt kunne indtræffe, når en af mandskabet som vagtledsager med damper var på tilbagerejse og kunne aflægge besøg i hjemmet - for selvom ordren lød på, at de efter afløsning af det stedlige toldvæsen»ufortøvet havde at begive os tilbage til vor plads«, så fik de det ofte ordnet således hos den flinke og forstående toldassistent, som skulle give dem ankomstattest, at datoen blev forrykket et døgn - det er tilgiveligt at huske fejl. Denne velvillighed mindedes mangen toldkrydsrnand med taknemmelighed. Iøvrigt var der til daglig rig anledning til at dyrke husflidsinteresser. Mange opnåede stor dygtighed. En til at strikke uldtøj til hele sin familie, det var dog særlig dem fra Jyllands vestkyst's sydlige del ned til Mandø. - Jeg husker således fra min virksomhed som lærer på Thunø 1908-09, at adskillige Thunboer, der i deres unge dage havde sejlet med skippere fra Mandø, udtalte deres undren over, at skipperen altid i ledige stunder var sysselsat med at strikke, og jeg erindrer også, at min mor først som ældre lærte at strikke. Når manden var i stand til at forsyne familien med strikkede uldvarer, var der jo ingen anledning til for konen at give sig af med den slags. Hun gav sig så af med at brodere og sy, og sådan var det vist dengang i adskillige sømandshjem. Mange - og det var vel nok de fleste, forsålede familiens fodtøj. Nogle blev så dygtige, at de lavede helt nye sko og støvler. Også møbelfaget blev der fusket i. En lavede smukke udskårne rammer. En anden gav sig af med at binde bøger ind. En tredie lavede de herligste gulvmåtter eller gav sig af med at lave børster o.s.v. Enhver lige fra skipperen til drengen om bord havde sin specielle hobby. På den måde gik tiden om bord, og mange erhvervede sig stor færdighed på forskellige felter, men det bedste var, at de fik fritiden udnyttet på en god og behagelig måde. Krydsflåden udgjorde ca. 30 skibe. No. 30 lå ved Knuden (Sønderhokrydser). Lønningerne var den gang ikke særlig store i sammenligning med nutiden, men tiden var jo dengang en ganske anden. Jeg har liggende for mig en udnævnelse af Hans Clauritz Clausen, Mandø, til krydstoldassistent i året 1891. Den årlige løn androg den gang 1000 Kr. om året. Hertil kom kostpenge 40 kr. mdl for den tid, han var beordret til tjeneste om bord i et krydsfartøj. Da krydstoldinspektøren i sommeren 1903 med»argus«tog ud på togt, var det ikke for at inspicere, men for at tage afsked med det mandskab og den flåde, der var hans stolthed. Det var jo dog på hans initiativ, at krydstoldflåden var bragt frem til at indtage det høje stade. Og han strittede længst muligt imod dens Ødelæggelse og ville ikke
fire af på de instrukser, der var hans værk, men en højere magt - rigsdagen - måtte han bøje sig for. Og han gjorde det med den bemærkning til mandskabet:»ja, nu nedlægges krydstoldvæsenet, men jeg siger, at det vil blive oprettet igen, det bliver blot ikke under mig!«