Torbens Datter og hendes Faderbane kendes nedskrevet fra 1641 1, men da den er to-linjet ville man typisk betegne visen som en ældre folkevise. Dvs at der ikke nødvendigvis er sammenhæng mellem det tidspunkt, hvor visen er nedskrevet, og hvor den er blevet til. Visen er ikke særlig lang, men det er tydeligt, at der ligger en lang familiefejde forud for mordet på Hr. Torben. Folkevisen er kort; den har 15 strofer. Visen kan opdeles i flg. hovedafsnit: Afsnit Strofe Overskrift Hvad 1 Strofe 1 Stevstamme Slår tonen an (trist) 2 Strofe 2 Søndag aften, klargøring Præsentation af drabsmænd 3 Strofe 3-7 Dialog mellem Hr Torben og drabsmændene. Drabet Antydning af forhistorie 4 Strofe 8 Afgang til Hr. Torbens gård Videre mod mødet 5 9-13 Mødet mellem drabsmanden og hr. Torbens datter Kærlighed. Anger. Fortvivlelse. 6 14-15 Afgang: Drabmanden og datteren rider af sted sammen Afslutning. Visen er en riddervise; riddere, kærlighed og hævndrab. Visen starter med en stevstamme, der meget atypisk har en fortæller: Strofe 1/Stevstammen Vi vare så mange søskende små, -under lideså årlig faldt os faderen fra. -Der dagen han dages, og duggen den driver så vide- Under bakken, mellemkvad Så tidligt mistede vi vores far Omkvæd Omkvæd og mellemkvad er ikke gentaget i skemaerne neden for. Handlingen starter en søndag aften, hvor en gruppe mænd sliber deres spyd, for mandag morgen at ride ud. Vi får at vide, at mændene er vrede: Strofe 2 Om en søndag ad aften skured de deres spjud, om en mandag ad morgen rede de så vrede ud Skured= sleb 1 http://www.denstoredanske.dk/dansk_litteraturs_historie/dansk_litteraturs_historie_1/middelalderen/senmiddelald eren_1300-1500/folkeviser/ridderviser
Da de ankommer til Hr. Torbens jorder, er Hr. Torben i gang med at pløje. Vi taler altså lavadel ; Hr. Torben er sikkert en storbonde, eller har en mindre herregård, men som vi senere får bekræftet i strofe 9, hører han til overklassen: Strofe 3 Der de komme for norden skov, der gik hr. Torben og holdt sin plov Nord for skoven Denne strofe er direkte tale; en af de vrede mænd tiltaler Hr. Torben. Det står klart, at de vrede mænd er ude i et hævn-ærinde, og vi får at vide, at Hr. Torben tilsyneladende har dræbt en slægtning til de vrede ryttere. Det er ikke klart, hvad årsagen skulle være: Strofe 4 Her går du, hr. Torben, favr og fin, jeg vil nu have bod for frænde min. Favr = frisk/smuk Jeg vil nu have hævn for min slægtning Hr. Torben benægter tilsyneladende ikke, at han har dræbt en mand, men til gengæld tilbyder han sin datter som kompensation for drabet, uden hensyn til, hvad hun måtte mene om den ordning. Individets rolle er altså ikke eksisterende. Slægten går forud: Strofe 5 Jeg vil give Eder hus og gård, dertil min datter, så væn en mår. Så væn en mår = Så smuk en ung kvinde Mændene svarer, at de ikke er interesserede i at slå en handel af med Hr. Torben; det er et spørgsmål om ære og retfærdighed: Strofe 6 Vi er ikke kommet for hus eller jord, men vi er kommet for dit hjerteblod. Og så er Hr. Torbens dage talte, og han bliver ikke bare dræbt, men hugget i småstykker. Ifølge opslagsbogen, den store danske encyklopædi, overtræder gerningsmændene gældende lovgivning i middelalderens landskabslove, fordi de dræber Hr. Torben på sin mark, hvor han nyder det der kaldes plovfred. Ligeledes har de slebet deres sværd på en helligdag, og selvom drabet er et æresspøgsmål kan man stille spørgsmålstegn ved, hvor ærefulde de er.
Strofe 7 Så hugge de hr. Torben så små alt som løv, udi lunden lå. Efter drabet overholder de til gengæld lovgivningen, da de rider til Hr. Torbens gård for at meddele, at de har slået ham ihjel. Det var lovpligtigt i middelalderen (landskabslovene). Her står Hr. Torbens datter intetanende og tager imod gerningsmændene: Strofe 8 Så rede de til hr. Torbens gård, ude stod hans datter, den væne mår. Hr. Torbens datter er, som vi ved, smuk, og hun er smal som en pilekvist, får vi at vide. Hun står med et drikkebæger af rent guld i hver hånd. Vi kan se, at Hr. Torben ikke er hvem som helst, og som god skik er, tager man i mod gæsterne og beværter dem: Strofe 9 Ude stod hans datter, så smal som en vånd, med et guldkar på hver sin hånd. Så smal som en pilekvist Med et drikkebæger af guld i hver hånd. Hr. Torbens datter er tilsyneladende ikke bare smuk, men også smilende og imødekommende, og hun beværter intetanende sin faders drabsmænd. Strofe 10 Hun skænked deri med lyst og spil, hun drak først sin faders banemand til. Hun skænkede deri med godt humør Hun hilste høfligt på sin faders drabsmand Direkte tale: drabsmanden taber tilsyneladende sit hjerte til Hr. Torbens datter, og konstaterer, at han aldrig ville have dræbt Hr. Torben, hvis han havde vidst, hvor smuk hans datter var. Så stak æresfølelsen åbenbart ikke dybere: Strofe 11 Havde jeg vidst, du havde været så god, aldrig skulle jeg set din faders hjerteblod.
Direkte tale: Hr. Torben datter indser, at hun står over for sin faders drabsmand, og konstaterer, at hun nu er i nød, da hendes far er død: Strofe 12 Og haver I slaget min fader til død, da haver I gjort mig så stor en nød. Direkte tale: Drabsmanden undskylder over for Hr. Torbens datter og konstaterer, at han nok skal gøre det godt igen: Strofe 13 Haver jeg nu ikke gjort vel mod dig, da skal du herefter have så godt som jeg. Han sætter han Hr. Torbens datter op på sin hest, og slår sin blå kåbe over hende. Ganger grå er som begreb en kliche i folkevisesammenhæng, men det, at der er tale om ryttere viser os også, at der er tale om overklasse. Hesten som ridedyr var ikke for hvem som helst og den spillede en vigtig rolle i forhold til at distancere overklasse fra almue. Ligeledes antyder den blå kåbe en vis rigdom, da farven blå var kostbar i middelalderen. Hvad Hr. Torbens datter i øvrigt mener om at blive taget med af sin faders drabsmand, er desuden irrelevant. Igen spiller individet ikke en rolle: Strofe 14 Han satte hende på ganger grå, så slog han over hende kåben blå. Drabsmanden tager Hr. Torbens datters smukke datter med, og vi får at vide, at hun aldrig mere ser sin fader igen. Og så slutter folkevisen, nærmest som vi er vant til at folkeeventyrene slutter brat med overgangen fra barndom til et voksenliv, hvor man er gift: Strofe 15 Så red han over de sorte heder, under lide aldrig så hun sin fader mer. Der dagen han dages, og duggen den driver så vide.
Vær opmærksom på, at folkevisen ikke nødvendigvis er skrevet i den tid, visen omhandler. Derfor skal vi forholde os kritisk til indholdet som historisk kilde.