modelfotos: bam/scanpix På mission i Palæstina I 2004 tog Torben Knuth-Winterfeldt på den første af fem arbejdsrejser til Palæstina. Et land med lidelser og afsavn åbnede sig alligevel med håb og muligheder. Udsendt Af Torben Knuth-Winterfeldt Det er nu halvandet år siden jeg sidste gang arbejdede som psykolog i Palæstina. Jeg føler det er på tide, at videregive erindringsbilleder fra en betydningsfuld periode i mit liv. Arbejdet i Palæstina gav mig mulighed for på nært hold at stifte bekendtskab med en land, der har svært ved at finde sine egne fysiske rammer, og hvor store befolkningsgrupper til stadighed må lide på grund af angst, stress og store afsavn. Netop i år er det som bekendt 60 år siden 750.000 palæstinensere blev fordrevet fra deres hjem og over 400 palæstinensiske landsbyer blev slettet fra Jordens overflade. Det skete som følge af vedtagelsen i FN s generalforsamling i 1947 om, at Palæstina skulle deles mellem en jødisk stat og en palæstinensisk. I 2008, efter 60 års krig og konflikter, 40 års israelsk besættelse af Vestbredden og bosættelsespolitik, venter palæstinenserne stadig på deres stat. Langt de fleste af de 3,6 millioner registrerede palæstinensiske flygtninge lever fortsat i flygtningelejre på Vestbredden og på Gaza-striben, i Libanon og Jordan. Ja til at rejse I 2004 fik jeg muligheden for at komme af sted. Jeg er ansat som psykolog på Rehabiliteringscenter for Flygtninge i Psykolog nyt 13 2008 3
4 Psykolog nyt 13 2008
Det er nu halvandet år siden jeg sidste gang arbejdede som psykolog i Palæstina. Jeg føler det er på tide, at videregive erindringsbilleder fra en betydningsfuld periode i mit liv. Århus, hvor man modtager flygtninge fra en række lande. Desuden har jeg været ulandsfrivillig i Kenya for Mellemfolkeligt Samvirke og har haft at gøre med udvælgelse af frivillige til arbejde i flygtningelejrene i Kroatien og med personalerekruttering til arbejde i Mellemamerika og andre ulande. En repræsentant for Folkekirkens Nødhjælp, som var bekendt med min erfaringer, kontaktede mig for at høre, om jeg kunne tænke mig at arbejde for Folkekirkens Nødhjælp i Palæstina. Jeg besluttede at sige ja, selv om jeg på dette tidspunkt kun vidste lidt om, hvad jobbet ville indebære. Tanken om den direkte hjælp, jeg vil få mulighed for at yde, fascinerede mig, ligesom jeg så en anerkendelse i at få lov at arbejde som den første danske psykolog udsendt af Folkekirkens Nødhjælp på Vestbredden (Palæstina). Centret i Beit Sahour Folkekirkens Nødhjælp har igennem en årrække samarbejdet med en palæstinensisk støtteorganisation, YMCA-Beit Sahour i Palæstina, og det er her, mit arbejde i overvejende grad kommer til at foregå. YMCA-Beit Sahour er et rehabiliteringscenter, hvor man på en række områder forsøger at yde støtte til familier, unge og børn, der af den ene eller den anden grund lider psykisk eller fysisk overlast i forbindelse med problemerne mellem Israel og Palæstina. På centret modtager man i kortere forløb over ca. seks måneder stærkt fysisk eller psykisk handicappede unge, der af forskellige årsager ikke vil kunne klare at genfinde ressourcer i deres eget lokalsamfund. YMCA-centret i Beit Sahour yder en lang række tilbud såvel i grupper som individuelt: Der er tale om psykologisk rådgivning og behandling på baggrund af de traumatiserende begivenheder, den enkelte har været udsat for. Social, psykologisk og fysisk forberedelse til som psykisk eller fysisk handicappet igen at skulle kunne indgå i sociale sammenhænge samt erhvervsmæssigt eller uddannelsesmæssigt at kunne klare sig selv. Der kan også være tale om erhvervsmæssig rådgivning og kortere uddannelsesforløb, fx skrædderlære, snedkerlære og edb. En overordentlig betydningsfuld del af rehabiliteringen på centret består i, at brugerne, på baggrund af et specifikt målrettet socialtræningsprogram, ved tilbagevenden til deres lokalområde sættes i stand til at yde støtte og hjælp til byens traumatiserede familier. I lokalområderne ydes familierådgivning og behandling, såvel individuelt som i grupper. Derudover ydes i flere tilfælde, hvor der er tale om en ituslået erhvervsmæssig dagligdag, iværksætterydelse, såvel individuelt som til familier. De palæstinensiske småøer Det kan i dag geografisk set være meget svært at få øje på en egentlig palæstinensisk stat. Dette skyldes de mange ulovlige israelske bosættelser på palæstinensisk jord samt muren, der til stadighed vokser sig længere og ofte gennemskærer palæstinensisk land. På landkortet fremstår staten Palæstina snarere som en lang række småøer, typisk omkranset af jord og cementblokke eller muren og med talrige checkpoints. YMCA har på en lang række af disse palæstinensiske småøer placeret kontorer, bestyret af såkaldte counsellors, dvs. personer med en psykosocial uddannelse, eksempelvis psykologer og socialrådgivere. Det var disse counsellors, det ville blive min opgave at komme til at arbejde med. Kontrakten, som var EU-støttet, løb over to år med to kurser af ca. en uges længde. Formålet med disse fire kurser var at udstyre YMCA-personalet, som arbejder i de forskellige palæstinensiske områder, med for personalet nye psykologiske og psykosociale terapeutiske arbejdsredskaber. Det var i første omgang hensigten, at personalet, såvel på kurserne som imellem kurserne, igennem det terapeutiske arbejde med sig selv skulle kunne opnå indsigt i og erfaring med, hvordan de mest hensigtsmæssigt kunne bekæmpe egen stress og udbrændthed. Men det var også et håb, at personalet på relativt kort sigt ville kunne bruge de nylærte terapeutiske arbejdsredskaber over for dem, de arbejder med. Engagement og erfaring Hvad skal lille jeg mon kunne yde af psykologisk og psykosocial bistand til veluddannede, dygtige, erfarne og indsigtsfulde humanistisk arbejdende palæstinensere? Sådan tænkte jeg, da jeg midt i 2004 sad i flyet på vej til mit første møde med denne gruppe mennesker. Med i bagagen havde jeg imidlertid psykoterapeutisk materiale, som jeg selv brænder for og har erfaring for har positiv effekt i arbejdet med traumatiserede flygtninge. Psykolog nyt 13 2008 5
Jeg har ud over min psykologiske uddannelse en gestaltterapeutisk efteruddannelse i tegneterapi, er reiki healer samt har mange års kognitiv og klinisk arbejdserfaring inden for forskellige psykologfaglige praksisområder, herunder visualisering. Overskrifterne på kurserne i Beit Shahour ville primært omhandle tegneterapi og forskellige visualiseringsmetoder. Derudover var det min hensigt at introducere forskellige stress-reducerende psykoterapeutiske arbejdsmetoder, blandt andet mindfulness. Endelig skal det understreges, at jeg med garanti ikke i sammenlignelig grad var belastet af dagligt traumatiserende begivenheder og en traumatisk historie, som jeg ved at alle kursisterne på mit hold ville sidde inde med! Familien som prøveklud Det er indtil nu blevet til i alt fem besøg i Palæstina med ca. et halvt års mellemrum. De første fire kurser kom primært til at foregå på YMCA-centeret i Beit Sahour, ikke langt fra Betlehem, med en enkelt kursusdag i Toulkarem i det nordlige Palæstina. Den femte gang var sidst i november 2006, hvor det på trods af mange checkpoints og med ofte alenlange ventetider lykkedes mig at rejse rundt i Palæstina for at besøge de forskellige områder, YMCA arbejder i. Hvert sted foretog jeg evaluering og superviserede YM- CA-personalet i forskellige sager med fokus på, hvordan man der arbejdede med de psykoterapeutiske metoder, som YMCA-personalet på og imellem kurserne havde fået introduceret og øvet sig i. På alle kurserne mødte jeg særdeles motiverede og åbne YMCA-medarbejdere. Jeg oplevede en samarbejdsånd og imødekommenhed, som meget hurtigt fik mig til at føle mig hjemme og særdeles velkommen i dette fjerne land og denne for mig på mange måder fremmede kultur. Jeg oplevede, at hver kursusdeltager arbejdede overordentlig intenst og samvittighedsfuldt både individuelt og i gruppe. Alle gik fra første færd ind i arbejdet med de mange øvelser med motivation, interesse og indbyrdes hjælpsomhed, hvad der kom til at betyde, at der igennem hele kursusforløbet hvilede en åndelig ro og tryghed mellem deltagerne og mig. I mange tilfælde fortalte deltagerne mig, at de for at øve sig i metoderne i første omgang forsøgsvis havde praktiseret disse i deres egen familie. Denne praksis havde så typisk givet dem mere og mere mod til at gå i gang med det psykoterapeutiske arbejde i deres målgrupper. Et træ i haven På min seneste rejse besøgte jeg YMCA-arbejdspladser i en stor del af Palæstina: Hebron, Toulkarem, Jenin, Ramallah og Beit Sahour. Til min store glæde blev der i alle områderne i udstrakt grad arbejdet med de psykoterapeutiske rehabiliteringsmetoder, som jeg havde introduceret. I Hebron er eksempelvis over 100 traumatiserede børn i øjeblikket engageret i tegneterapeutiske, forløb. Børnenes motivation, aktivitet og glæde ved dette arbejde er ikke til at skjule. Jeg besøgte en kvindegruppe, hvor alle ti medlemmer havde mistet deres mænd, der var blevet dræbt ved forskellige konflikter. Disse kvinder, der alle var alenemødre, var i gang med tegneterapeutiske forløb, såvel i gruppe som individuelt. Ifølge kvindernes ønske skal deres børn i nærmeste fremtid ligeledes begynde i tegneterapeutiske forløb, og mødrene forestiller sig således, at de i stigende grad gennem dialoger med deres børn vil kunne genfinde ressourcer til at tro på livet i en uforudsigelig og uoverskuelig hverdag. En gammel mand, hvis hele familie var blevet slået ihjel for øjnene af ham, havde ved visualiseringsøvelser i fantasien fundet et sted under et træ, hvor han vidste at han kunne finde daglig fred. Igennem tegneterapien fandt han imidlertid ud af, at træet eksisterede i virkeligheden og faktisk stod ude i hans egen have. Da han gik ud til træet, kom han pludselig til at tænke på, at dette træ igennem hele hans liv havde stået det samme sted og tilhørt familien. Ja, som han udtrykte det, det er jo faktisk en levende del af min familie, så derfor sidder jeg under det hver dag og finder hvile og indre ro. 6 Psykolog nyt 13 2008
privatfotos: forfatteren Kan tegninger gavne? I de øvrige områder, som jeg besøgte, havde man i talrige tilfælde erfaring for, at de målgrupper, man her arbejdede med, igennem de fortløbende samtaler med fokus på tegninger formåede at åbne stadig mere for deres rædselsfulde historier fra dagliglivet og således igennem terapien efterhånden genfandt indre balance og tro på fremtiden. I begyndelsen af et tegneterapeutisk forløb, er der typisk en hel del mennesker, der forbavset spørger, hvilken gavn tegninger kan have i relation til afklaringen og løsningen af deres problemer. Efterhånden opdager klienterne, at denne terapiform faktisk giver dem løsningsmuligheder til mange af deres spørgsmål om, hvordan de kommer deres traumer til livs. Her tændes motivationen for det terapeutiske arbejde, og de genfinder efterhånden indre kræfter, håb og ressourcer, som de troede de havde mistet. Netop dette, efter at have mistet så meget, at genfinde noget i sig selv, som man troede var tabt for altid, er særdeles motiverende for de fleste. Ved flere af mine besøg oplevede jeg i forbindelse med hjemmebesøg, hvordan YMCA-medarbejderne praktiserede de terapeutiske metoder. Jeg fik her indtryk af, hvor enormt vigtigt det er for de traumatiserede familier, at terapeuten ofte kommer i hjemmet og praktiserer det terapeutiske arbejde. Det giver værdighed for familierne at blive besøgt og fornemme, at man ikke er glemt eller er uden betydning. hvor meget de værdsætter glæden og værdigheden ved at modtage positiv opmærksomhed, psykoterapeutiske arbejdsredskaber, rådgivning og vejledning. Jeg har ved mine besøg i Palæstina oplevet et land, som på trods af voldsomme belastninger samt tilsyneladende håbløs fysisk og geografisk atomisering består af forbavsende stærke og håbefulde mennesker. Der er tale om en befolkning, som på trods af det svære daglige liv alligevel bevarer troen på en fremtid, hvor det er muligt at leve en normal tilværelse. Mit kendskab til palæstinenserne har lært mig endnu mere om mig selv og os som mennesker i mødet med andre kulturer og folkeslag: At det er af største betydning for vor mellemfolkelige forståelse og fredelige samvirke, at vi venter med at give vores holdninger og synspunkter til kende før vi med god samvittighed kan sige, at vi har grundigt kendskab til disse andre mennesker, deres levevis og problemstillinger. Palæstina-erfaringerne har overbevist mig om, at vi ved at øve os i at tænke, før vi taler, bedre kan lære at tale sammen og lytte til hinanden. Når vi igennem dialog lærer at forstå hinandens problemer og behov, bliver det lettere for os at forsones og nå frem til en mere rolig og menneskekærlig verdensorden. Torben Knuth-Winterfeldt, aut. psykolog, tegneterapeut Rehabiliteringscenter for Flygtninge, RCF Dette har lært mig På samme måde har jeg igennem hele mit forløb oplevet, at palæstinenserne ved mine besøg og min respekt for dem, for deres kultur og problemstillinger til stadighed har vist, Psykolog nyt 13 2008 7