NAMMINERSORNERULLUTIK OQARTUSSAT GRØNLANDS HJEMMESTYRE Ilaqutariinnermut Pisortaqarfik Familiedirektoratet. Handicapredegørelse

NAMMINERSORNERULLUTIK OQARTUSSAT GRØNLANDS HJEMMESTYRE Ilaqutariinnermut Pisortaqarfik Familiedirektoratet Handicapredegørelse Oktober 2004

INDHOLDSFORTEGNELSE Side 1. Indledning...4 2. Hjælpeforanstaltninger m.m...5 A. Støttepersoner...5 B. Handleplaner...6 3. Forsøgsordningen...7 A. Beskrivelse af forsøgsordningen....7 B. Ordningens forløb...8 C. Evaluering november 2003...8 D. Stramninger på forsøgsområdet...8 E. Forsøgsordningens fremtid....10 4. Institutionsområdet...12 A. Beskrivelse af handicapinstitutionerne...12 B. Udfordringer på området...17 C. Den fremtidige udvikling...17 5. Anbringelser i Danmark...20 6. Evaluering og handicapregistreringssystem...23 7. Lovgivning...24 8. Andre fokusområder...25

1. Indledning Landsstyret prioriterer handicapområdet højt, og Landsstyrets fremtidige visioner for området tager udgangspunkt i mangfoldighed og arbejdet med den handicappedes liv, livsbetingelser og de sammenhænge den handicappede færdes i. Der skal være plads til forskelligheder, og der skal fokuseres på hele mennesket og ikke udelukkende på eventuelle funktionsnedsættelser. Det er handicappet og ikke personen, som skal afhjælpes. Grønland består af en mangfoldighed af personer med forskellige behov, ønsker og forudsætninger for, hvad de vil med deres liv. Landsstyret vil tage udgangspunkt i folks ressourcer og kompetencer, og ikke i det folk ikke kan, da det virker begrænsende. Vi er alle forskellige og har forskellige behov og ressourcer. Det skal anerkendes, og samtidig skal der arbejdes for, at udvikle de kompetencer folk har. Dette skal foregå på den handicappedes egne præmisser, og udfra de ønsker den handicappede har. Landsstyret arbejder udfra, at handicappede skal have et liv så nært det almindelige som muligt. Gruppen af handicappede er meget forskellig, og stiller store krav til tilpasning af handicapforsorgsområdet. En meget vigtig opgave, bliver at igangsætte en evaluering og opdatering af området. Handicapforsorgsområdet skal gøres mere overskueligt. Det skal samtidig gøres lettere at styre området økonomisk og administrationen skal mindskes. I 2004 har Familiedirektoratet arbejdet med at få skabt åbenhed og gennemskuelighed på området. Det har udmøntet sig i et gennemgribende arbejde med henblik på at få skabt indsigt og få bedre styring på økonomien og tilhørende procedure. Den fremtidige indsats målrettes mod: En udlægning af bevillingskompetencen på handicapområdet til kommunerne. Administrationen skal forenkles og gøres mere overskuelig. Registrering og statistik på området skal forbedres. Institutionsområdet skal styrkes og udbygges. Uddannelse og opkvalificering af støttepersoner. Anbringelser i Danmark skal være bedre understøttet, således at unødige anbringelser undgås. Gældende lovgivning og vejledninger evalueres og opdateres, hvor det viser sig nødvendigt. Landsstyret vil i fremtiden have fokus på mulige forbedringer på de områder, hvor Grønland har ressourcerne til at gøre en forskel for de handicappede. 4

2. Hjælpeforanstaltninger m.m. Familiedirektoratet og kommunerne har flere typer af hjælpeforanstaltninger, der skal hjælpe og støtte den handicappede i hverdagen. Det er meningen, at de enkelte hjælpeforanstaltninger skal kompensere for den eller de nedsatte funktioner, den handicappede har. Hjælpen er subsidiær, og hjælp efter andre muligheder skal således være udtømte. Hjælpeforanstaltninger kan bestå af hjælpemidler, støttetimer, aflastning, indretning af handicapegnet bolig, etablering af bokollektiv og beskyttede boenheder samt døgninstitutionsophold. Støtte til hjælpeforanstaltninger ydes ud fra en individuel vurdering af den enkelte handicappede. Hjælpeforanstaltninger ydes på baggrund af en individuel vurdering og kan kun ydes til udgifter, der væsentligt overstiger prisen på hvad ikke-handicappede personer sædvanligvis anskaffer til personlig brug, husholdning og boligindretning. A. Støttepersoner. Borgere med vidtgående handicap har mulighed for at få bevilget støttetimer, når der er behov for pædagogisk støtte til at kunne klare sig i egen bolig, herunder et bokollektiv, eller i en beskyttet boenhed. Der kan derimod ikke tildeles støttetimer under ophold på døgninstitutioner, alderdomshjem eller plejeafdelinger på sygehuse. Målet med en støttepersons arbejde er at optræne den handicappede til at klare så mange normale dagligdags gøremål som muligt. Det er vigtigt at sondre mellem optræning, hvilket er en pædagogisk indsats, der kan ydes af støttepersoner, og hjælp, som en praktisk bistand udført af hjemmehjælpere. Støttepersonen er en vigtig person i den handicappedes dagligdag, og det er vigtigt, at den handicappede er tryg ved støttepersonen. Det er derfor tungtvejende, at der ikke sker udskiftning af støttepersonen for ofte, samt at støttepersonen løbende modtager faglig opkvalificering. Det er ofte støttepersonen, der er den handicappedes bindeled til omverdenen, da denne hjælper med mange praktiske dagligdagsgøremål. Det kan derfor også være vigtigt, at den handicappede under et sygehusophold har mulighed for fortsat at have tildelt timer med sin støtteperson. Det vil dog være naturligt, at timeantallet i en sådan periode nedsættes. Støttepersoner er i dag typisk ufaglært arbejdskraft. Det er derfor væsentligt, at der løbende sker en faglig opkvalificering af og supervision til støttepersonerne. Da støttepersonens opgaver er af pædagogisk karakter, vil det i praksis betyde at en bevilling på 40 ugentlige støttetimer normalt vil være det højst mulige timetal. Det kan ikke forventes, at en borger med vidtgående handicap kan stimuleres og motiveres til større selvhjulpenhed ved et højere antal støttetimer. Også handicappede borgere har behov for at slappe af uden pædagogisk optræning og stimulation. 5

B. Handleplaner. Handleplaner er et vigtigt redskab i kommunens arbejde med at sikre, at den handicappede har de bedste muligheder for at skabe sig den tilværelse, som han eller hun ønsker sig og som kan lade sig gøre. Handleplanerne sætter mål for den handicappede, og opstiller redskaber og hjælp til, hvordan man når målene. En god handleplan sætter fokus på den handicappedes ønsker og behov, og opstiller en realistisk plan for, hvordan den handicappede og kommunen kan arbejde med at nå sine mål. Handleplanerne udarbejdes af kommunen i samarbejde med den handicappede og/eller dennes familie. Handleplaner skal være gennemarbejdet og detaljerede, og er et aktivt redskab, som hele tiden skal revurderes og fornys. Det er vigtigt, at de faggrupper og aktører, der har kontakt til vedkommende, deltager i udarbejdelsen af og opfølgningen på den konkrete handleplan. Det fremgår af lovgivningen, at før en handicappet anbringes på en døgninstitution, skal kommunen i samarbejde med institutionen udarbejde en handleplan for vedkommende. Handleplanen skal være gennemarbejdet, og skal indeholde kommunens overvejelser før anbringelsen, samt planer for hvordan den handicappede sikres de bedste levevilkår også i fremtiden, oplysninger om hvad man har forsøgt før anbringelsen, samt om hvilke eventuelle særlige behov den handicappede har. Dette skal medvirke til, at den handicappede bliver anbragt på den institution, som bedst opfylder de behov, han eller hun har. Dette forhindrer fejlanbringelser og unødig flytten mellem institutioner, som kan virke meget forstyrrende. Endvidere er handleplanen et vigtigt redskab for døgninstitutionen ved modtagelsen af den enkelte handicappede. Den giver institutionen et vigtigt og nødvendigt indblik i den handicappedes behov, som sparer institutionerne for meget arbejde og tid med at prøve sig frem over for den enkelte handicappet. Medarbejderne på institutionen kan fortsætte det arbejde, som er påbegyndt og som har fungeret. Døgninstitutionerne melder om manglende handleplaner fra kommuner og om at de er for dårligt udarbejdede. Familiedirektoratet vil se på mulighederne for at etablere et samarbejde med Sundhedsdirektoratet og kommunerne om udarbejdelse af planer for fastholdelse og opkvalificering af støttepersoner. Der skal sættes fokus på vigtigheden af en gennemarbejdet handleplaner. Dette skal pointeres over for kommunerne eventuelt i forbindelse med direktoratets tilsyn på handicapområdet. 6

3. Forsøgsordningen I år 2000 udlagde man på forsøgsbasis bevillingskompetencen på handicapområdet til Ilulissat og Aasiaat kommuner. I de efterfølgende år tilsluttede flere kommuner sig ordningen. Forsøgsordningen har hjemmel i 2 i landstingsforordning nr. 7 af 3. november 1994 om hjælp til personer med vidtgående handicap. Bestemmelsen har følgende ordlyd: Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender kan iværksætte og yde tilskud til oplysning, forsøgsordninger og forskning inden for handicapområdet. A. Beskrivelse af forsøgsordningen. Kommuner tilsluttet forsøgsordningen har fået uddelegeret bevillingskompetencen, således at forsøgskommunen selv bevilger tilskud til udgifter til tildeling af hjælpeforanstaltninger til personer med vidtgående handicap. Det betyder, at kommunerne selv behandler hele ansøgningen og selv bevilger midlerne. Administrationsudgifter afholdes fortsat selv af kommunen. Formålet med forsøgsordningen er at bringe beslutningskompetencen nærmere borgerne og forenkle de administrative rutiner og sagsgange. Hensigten var endvidere at omlægge administrativ sagsbehandler tid til direkte klientarbejde. Det var forudsat, at ydelsesniveauet for ordningen var den samme som for ikke-deltagende kommuner. Kommuner, der ikke er omfattet af forsøgsordningen, foretager derimod sagsbehandlingen af en ansøgning til hjælpeforanstaltninger og på baggrund heraf, udarbejder kommunen en indstilling til Familiedirektoratet, som så træffer afgørelse om eventuel tildeling af støtte. Først indhenter kommunen relevante oplysninger, dokumenter m.m. og vurderer sagen. Regionalkontoret gennemgår igen sagen og indstillingen og træffer derefter en afgørelse. Regionalkontorets afgørelse meddeles kommunen, som videreformidler beslutningen til ansøgeren og iværksætter hjælpeforanstaltningen. Udgiften afholdes af kommunen, som efterfølgende fremsender en anmodning om refusion til regionalkontoret. Kommuner omfattet af forsøgsordningen, forpligter sig indenfor forsøgsbevillingen til at afholde de udgifter, der er til hjælpeforanstaltninger til handicappede i kommunen. Kommunen administrerer selv budgetansvaret og bevillingskompetencen indenfor forsøgsbevillingen, og forpligter sig til selv at afholde eventuelle overskridelser af bevillingsrammen. Udlægningen er baseret på individuelle aftaler med de respektive kommuner og løber foreløbig for et år af gangen. Inden årets start er der mulighed for genforhandling af aftalen for det kommende år. Familiedirektoratet fører tilsyn på området med både kommuner omfattet og ikke omfattet af forsøgsordningen. Tilsynet omfatter blandt andet om kommunen overholder lovgivningen og forvalter i overensstemmelse med de forvaltningsretlige regler. 7

B. Ordningens forløb. Pr. januar 2000 tilsluttede Ilulissat og Aasiaat kommuner sig indledningsvis forsøgsordningen. Pr. 1. januar 2001 deltog endvidere Qaqortoq, Narsaq, Uummanaq, Qasigiannguit og Qeqertarsuaq kommuner. Pr. 1. januar 2002 tilsluttede Upernavik, Maniitsoq og Ammassalik sig også forsøgsordningen. Pr. 1. september 2003 har Qaqortoq meldt sig ud. Med virkning fra den 1. januar 2004 har Qeqertarsuaq, Ammassalik og Maniitsoq kommuner også udmeldt sig af forsøgsordningen. I dag deltager således Ilulissat, Aasiaat, Qasigiannguit, Uummannaq, Narsaq og Upernavik kommuner i forsøgsordningen. C. Evaluering november 2003. Familiedirektoratet foretog i november 2003 en evaluering af forsøgsordningen. Evalueringen blev foretaget ved hjælp af spørgeskemaer. Spørgeskemaundersøgelsen viser, at kommunerne generelt er tilfredse med at overtage bevillingskompetencen på handicapområdet, og at ordningen har medført øget politisk ansvarsbevidsthed overfor de handicappede. Forsøgsudlægningen har endvidere medført bedre administration, hurtigere sagsbehandling og mindre bureaukrati, idet kommunen selv har beslutningskompetencen og derfor ikke skal afvente sagsbehandling samt svar fra Familiedirektoratet. Kommunerne melder endvidere om mere tilfredse brugere. Borgerne kan nemmere og hurtigere betjenes, da kommunen (sagsbehandleren) selv har ansvaret for, at en sag løses. Tilbagemeldingerne fra kommunerne viser endvidere, at det primært er økonomien og styringen af denne, der volder problemer. D. Stramninger på forsøgsområdet. I forbindelse med forsøgsordningen steg udgifterne til handicapforsorgen betydeligt. Her knytter halvdelen af de øgede udgifter siden 2002 sig til brug af flere støttepersontimer. Familiedirektoratet erfarede i løbet af 2003 i forbindelse med tilsynet med området, at kommunerne i mange tilfælde ikke ydede hjemmehjælp til personer med vidtgående handicap men udelukkende til støttepersontimer. Frem til 2004 har området været præget af usikkerhed, hvor hjemmehjælpsopgaver var camoufleret som støttetimer. Borgere, der er omfattet af forordningen om hjælp til personer med vidtgående handicap, kan tilbydes varig hjemmehjælp, i det omfang de ikke er i stand til at udføre opgaverne selv. 8

Regelsættet omkring hjemmehjælp har forrang i forhold til regelsættet omkring hjælp til personer med vidtgående handicap. Handicapreglerne skal kun bruges, hvis der ikke er hjælpemuligheder i forhold til anden social lovgivning. Det er således vigtigt, at kommunen vurderer den enkelte borgers behov for hjemmehjælp, når der udarbejdes en handleplan for en borger med vidtgående handicap. Ofte vil borgere med vidtgående handicap, have behov for hjemmehjælp til både praktiske gøremål husligt arbejde af forskellig karakter og til personlig hygiejne. Sondringen mellem hjemmehjælpsopgaver og støttepersonopgaver har vist sig i praksis at være vanskelig. Som udgangspunkt er en vidtgående handicappet borger i en kommune på lige fod med andre borgere i kommunen, blot har den vidtgående handicappede brug for hjælpeforanstaltninger for at kompenserer for sit handicap. Der blev i december 2003 derfor udarbejdet nye vejledninger om ydelse af støttetimer til borgere med vidtgående handicap og om hjemmehjælp. Intentionen med de nye vejledninger var at synliggøre sondringen mellem de kommunale hjemmehjælpsopgaver og støttepersonfunktionen med dets pædagogisk sigte. Vejledningerne skal endvidere tydeliggøre, hvilke opgaver der er kommunale og hvilke der hører under hjemmestyret samt sikre en større ensartethed i kommunernes administration af lovgivningen. Udgifterne til tildeling af støttepersontimer er dækket af Landskassen, hvorimod udgifterne til tildeling af hjemmehjælp finansieres af kommunerne. Der er en række eksempler på, hvordan man har anvendt hjemmestyrefinansierede støttetimer, som erstatning for kommunalt finansierede hjemmehjælpstimer. I forbindelse med forhandlinger om kontrakterne på forsøgsområdet blev Familiedirektoratet fortsat præsenteret for kommunale udspil, hvor der var en forkert sondring mellem støttepersontimer og hjemmehjælp. Nogle kommuner har derefter ønsket at trække sig fra ordningen, når udgifterne til hjemmehjælp ikke længere kunne skjules i støttepersontimer. Udover stramningerne på støttepersonområdet, er vilkårene for forsøgskommuner, på baggrund af evalueringen fra november 2003, strammet på en række andre områder. I forbindelse med de øgede udgifter vedtog Landsstyret med virkning fra 2004 nye vilkår for forsøgsudlægningen og udarbejdede en ny standardaftale, som skulle sikre en bedre styring af økonomien og undgå fortsat stigende udgifter på området. 9

Familiedirektoratet udarbejdede endvidere nye interne forretningsgange, der blev taget i brug fra forsøgsåret 2004. De nye aftaler og ændrede vilkår betyder blandt andet, at kommunerne i højere grad skal dokumentere udgifterne til hjælpeforanstaltninger, før de kan få refunderet udgifterne. Forsøgskommunerne har fra 2004 ikke længere kompetencen til selv at få nye personer omfattet af forordningen om personer med vidtgående handicap. Det havde kommunerne ellers efter de gamle vilkår. Familiedirektoratet beslutter, om personer kan omfattes af forordningen. En anden stramning er, at uforbrugte midler på handicapområdet skal tilbageføres til Landskassen. Endelig er også selve kontrolsystemet omkring forsøgsordningen strammet op i forhold til tidligere. En del kommuner har reageret på dette, ved at påpege det øgede administrative arbejde, når der løbende skal sendes regnskaber til regionalkontoret. Opstramningerne på området skal sikre en tæt og bedre styring af handicapområdet og medvirke til en mere ensartet administration af regelsættet i de enkelte kommuner. Familiedirektoratet afholdt november 2003 et to-dages kursus om handicapområdet for Familiedirektoratets medarbejdere. Formålet med kurset var at opkvalificere og implementerer de nye procedure og stramninger på området. Efter gennemførelsen af stramningerne med virkning fra 2004 ønskede nogle af kommunerne at udtræde af forsøgsordningen, ligesom en række kommuner kun tøvende er fortsat i forsøgsordningen. De kommuner der fortsat deltager, har accepteret, at der vil komme stigninger i de kommunale udgifter til hjemmehjælp. Dette har været et gennemgående tema i forhandlingerne. Kommunerne har typisk indsendt ansøgninger om et støttetimetal, der ligger over, hvad Familiedirektoratet efterfølgende har bevilget. Reaktionen herpå er ikke, at den handicappede har brug for mere pædagogisk støtte, men er knyttet til den kommunale økonomi. Det er Familiedirektoratets erfaring, at der fortsat er tvivl om, hvornår der skal ske tildeling af støttepersontimer henholdsvis hjemmehjælp. Erfaringen siger, at det tager tid at implementere ændrede retningslinier, og der kan muligvis være brug for tiltag til opkvalificering af de kommunale sagsbehandlere på området. E. Forsøgsordningens fremtid. Forsøgsordningen fortsætter også i 2005. Det er Landsstyrets holdning, at forsøgsordningen på sigt bør gøres landsdækkende og permanent, da dette vil give borgerne en hurtigere og bedre service. En landsdækkende og permanent udlægning af handicapområdet til kommunerne vil samtidig samle finansieringsansvaret og forvaltningsansvaret for tildelingen af henholdsvis støttepersoner og hjemmehjælp. Det vil tvinge kommunerne til at prioriterer inden for den bevillingsramme, der er tilkendt og gøre det lettere at styre udgifterne på området. 10

En udlægning af handicapområdet vil endvidere give en større fleksibilitet mellem, hvornår der kan og bør bevilges støttetimer eller hjemmehjælp. En støtteperson vil også lave dagligdagsgøremål med den handicappede, som en hjemmehjælp ikke kan, uden at der nødvendigvis altid vil være tale om genoptræning. Forudsætningerne for en vellykket overdragelse af bevillings- og budgetansvaret er, at der etableres en hensigtsmæssig økonomistyring i kommunerne. Økonomistyringen kan eksempelvis ske ved hjælp af udarbejdelse af et registrerings- og styringssystem. Skal ordningen gøres permanent, så skal lovgivningen og vejledninger tilpasses en udlægning af området. Landsstyret vil undersøge mulighederne for en hel eller delvis udlægning af handicapforsorgsområdet som en del af den kommunale opgaveløsning, således at beslutningskompetencen og bevillingskompetencen følges ad. En udlægning af handicapforsorgsområdet vil indebære, at der skal udarbejdes ny lovgivning, nye vejledninger, økonomistyringssystemer, samt udarbejdes forslag til bloktilskudsaftale mellem Hjemmestyret og KANUKOKA. 11

4. Institutionsområdet I henhold til landstingsforordningens 14 er det Landsstyremedlemmet for Familier som påser at der er det nødvendige antal pladser på døgninstitutioner for vidtgående handicappede. Det er ligeledes Landsstyremedlemmet, som koordinerer oprettelsen og driften af disse institutioner. Døgninstitutionerne for handicappede finansieres af Grønlands Hjemmestyre og drives af Familiedirektoratet. I Grønland er der i dag 6 handicapinstitutioner og 3 handicapsatellitter tilknyttet børn- og unge institutioner med samlet 109 pladser. Der er sket en udvidelse med 29 pladser og 1 handicapinstitution siden 2003. Målgruppen varierer fra institution til institution, men handicapinstitutionerne dækker et bredt spektrum af handicaptyper indenfor psykisk udviklingshæmmede, fysiske og psykiske lidelser, ungdoms- og voksenpsykiatri samt multihandicappede børn og unge. A. Beskrivelse af handicapinstitutionerne Ivaaraq, Qaqortoq Handicapinstitution for 8 svært fysisk og psykisk udviklingshæmmede børn og unge med varig funktionsnedsættelse. Beboerne er typisk multihandicappede og er de sværest belastede handicappede, som det er muligt at beholde i Grønland. Alle beboerne er kørestolsbrugere. Institutionen er oprindelig bygget som et Røde Kors Børnehjem, men blev i starten af 90 erne omdannet til en handicapinstitution normeret til 10 pladser, men grundet bygningens uegnethed til at rumme de nuværende opgaver med svært fysisk handicappede, samt pålæg fra brandmyndigheden og arbejdstilsynet, har det været nødvendigt at nedskære antallet af pladser til 8. Institutionens pædagogiske linie: - at give beboerne et kvalitativt, meningsfuldt og oplevelsesrigt liv. - at tilvejebringe de hjælpemidler, som beboerne til enhver tid har brug for og gavn af og implementere brugen af disse. - at give oplæring og vedligeholdelse af forskellige kommunikationsformer. - at skabe en tryg og inspirerende hverdag for hver enkelt beboer ud fra de individuelle handleplaner/behandlingsplaner. - at tage på koloni. - at tilbyde alle beboere mulighed for skolegang og/eller anden beskæftigelse, når de ikke længere er skolesøgende. 12

Døvehjemmet, Det gule hus, Qaqortoq En handicapsatellit under børne- og unge institutionen Inuusuttut Inaat. Satellittens målgruppe er indtil nu en multihandicappet med autistiske træk, hvortil der ikke findes andre anbringelsesmuligheder i Grønland. Såfremt der findes handicappede med lignende diagnoser, som kan fungere sammen, vil det med de samme personaleressourcer være muligt at optage indtil 3 beboere, såfremt de fysiske rammer er hertil. Institutionens pædagogik er målrettet denne ene unge mand og er derfor fokuseret på døvhed og autisme. Palleq, Paamiut Angerlarsimaffik Palleq er normeret til 10 psykisk udviklingshæmmede beboere uden svære fysiske handicap i alderen fra 18 år og ældre. Palleq er et hjem for udviklingshæmmede, hvor andre bomuligheder er afprøvet, og hvor den udviklingshæmmede har behov for støtte i alle døgnets timer. Det pædagogiske arbejde er fokuseret på at skabe tryghed, nærhed og sammenhold for beboerne samt at skabe hjemlige forhold. Der lægges vægt på, at beboerne deltager i alle huslige arbejdsopgaver efter evne. Foruden lægges der vægt på, at der er konsekvens af brudte aftaler, således at beboerne lærer at forstå sammenhængen, når man laver aftaler. Beboerne trænes endvidere i personlig hygiejne. Beboerne kan ikke selv forvalte deres pension, så den primære kontaktperson vejleder beboeren, så pengene strækker til hele måneden. Kontaktpersonen sørger sammen med beboeren for at have nær kontakt til familie i det daglige. Aaqa, Nuuk En landsdækkende social psykiatrisk døgninstitution for 21 voksne over 18 år med psykiske lidelser. 2 pladser er belagt med beboere med Prader Willi Syndrom. Fra 2005 vil der ved ibrugtagning af ny afdeling være plads til 29 beboere. Dele af retspsykiatrien for grønlændere i Danmark vil blive hjemsluset gennem den nye afdeling. Der er til institutionen tilknyttet et beskyttet værksted med 18 pladser. Institutionen modtager primært beboere med diagnosticeret skizofreni eller andre psykiske lidelser. Institutionens pædagogiske arbejde tilbyder beboerne/brugerne en hverdag, der målrettet tager udgangspunkt i det enkelte individ. Der tilrettelægges en pædagogik, der imødekommer den 13

enkelte beboers behov, samt medvirker til personlig udvikling, hvor det er muligt. Pædagogikken tilstræber, at beboeren selv er med til at formulere og stille krav til egen optræning. Der lægges vægt på medindflydelse og medansvar for egen situation. Elisibannguaq, Maniitsoq Handicapinstitution med 17 pladser for psykisk udviklingshæmmede med varig funktionsnedsættelse i aldersgruppen 18-62 år (p.t. 26-55 år). Endvidere har institutionen et værksted med 24 pladser. Institutionens målgruppe er voksne psykisk udviklingshæmmede med varig funktionsnedsættelse. Der optages også beboere med sekundære psykiatriske lidelser, hjerneskader samt epileptikere. Flere af beboerne udviser endvidere autistiske træk. Beboerne har varig bolig på institutionen, indtil de overgår til den kommunale ældreforsorg. Institutionens pædagogik er individuelt tilpasset beboernes mange behov for omsorg, støtte og behandling. Der er megen opmærksomhed på, at strukturen på stedet ikke ændres for meget, da det er belastende for de skrøbelige beboere. Dagligdagen er nøje planlagt efter et fast skema, der knytter sig til årstiderne. Beboerne får tilbudt daglig beskæftigelse i institutionens beskyttede værksted. Uiluiit, Sisimiut Skolehjem for 9 døve og tunghøre skolesøgende børn i alderen fra 6-18 år. Specifikt målgruppe: Institutionen er bygget til døve/ tunghøre, hvor man har taget højde for brugen af tegnsprog. Det er "åbent" i hele huset, så man kan komme i kontakt med hinanden. En del af beboerne er sideløbende omsorgssvigtet og har derfor sociale vanskeligheder i tilgift til hørehandicappet. De pædagogiske mål er at optræne den døve-/ tunghøre til at kunne klare sig i samfundet. Beboerne opmuntres til at dyrke idræt, så de kan blande sig med almindeligt hørende i lokale idrætsklubber, ligesom de er medlemmer af den lokale handicapforening. Det sidste er temmelig svært at få til at fungere, da institutionens beboere ikke selv betragter sig som handicappede. De opmuntres så vidt muligt til at deltage i folkeskolens fritidsundervisningstilbud, da de der igennem kan integreres blandt andre unge. Da beboerne er på institutionen i forbindelse med deres skolegang, bruges der meget tid på at lave lektier. Alt lektielæsning foregår individuelt med hjælp fra personalet, da det hele både skal læses højt og meddeles på tegnsprog. Der arbejdes pædagogisk med de sociale relationer til samfundet, herunder rammer og normer for hvad der er tilladt og forbudt. Da de døves sprog ikke er dagligt sprog for andre, er det nødvendig at fortælle dem individuelt hvad love er, og hvad der er rigtigt. 14

Pilutaq, Sisimiut Handicapsatellit under børn- og unge institutionen Angerlarsimaffik Aja i Nuuk til 3 unge kvinder med borderline forstyrrelser. Institutionens målgruppe er unge kvinder med borderline forstyrrelse. Institutionens pædagogik er at give ro og omsorg til stærkt psykisk uligevægtige kvinder. Pædagogikken kræver stor vedholdenhed og tålmodighed med det formål at skabe et værdigt liv for disse meget belastede/belastende kvinder. Ikinngut, Ilulissat Institutionen modtager fysisk/ psykisk udviklingshæmmede børn, unge og voksne fra 12 års alderen og ældre. Institutionen er normeret til 21 beboere, der er fordelt på moderinstitutionen og 4 eksterne enheder i byen. Endvidere har institutionen et værksted med 9 pladser. Institutionens målgruppe er voksne primært psykisk udviklingshæmmede. En stor del af beboerne har desuden været genstand for omsorgssvigt af forskellig grad. Institutionen modtager endvidere voksne med andre psykiske handicap, for hvem der p.t. ikke findes andre målrettede placeringsmuligheder i Grønland eksempelvis autister, senhjerneskader, mongoler og multihandicappede (psykisk/fysisk handicappede). Der er til institutionen tilknyttet et beskyttet værksted. Institutionen observerer og tilbyder pædagogisk træning, udarbejder handleplaner og medvirker til beskrivelse og oprettelse af boformer og optræningstilbud, der tilgodeser personer med fysisk/psykisk handicap. Den anvendte pædagogik tilstræber at gøre beboeren ansvarlig og deltagende i eget liv. Den tilstræber, at gøre beboerne fortrolige med deres handicap og give viden om afledte muligheder og begrænsninger. Pædagogikken igangsætter, vedligeholder og/eller genoptræner færdigheder, der er nødvendige for at kunne levet live, så tæt på det normale som muligt. Handicapsatellit, Uummannaq Handicapsatellitten er tilknyttet børn- og unge institutionen Meeqqat Angerlarsimaffiat Uummannaq. Satellitten er ikke en selvstændig fysisk enhed, da de 6 psykisk udviklingshæmmede børn og unge er integreret med alderssvarende normalt begavede børn og unge i institutionens to afdelinger. Satellittens målgruppe er psykisk udviklingshæmmede børn og unge. 15

Institutionens pædagogik er at integrere de psykiske handicappede i et institutionsmiljø med normalt begavede børn og unge, således at de handicappede ikke føler sig marginaliseret eller anderledes end andre børn. Den anvendte pædagogik er med individuelle modifikationer den samme for institutionens andre børn og unge. Det pædagogiske arbejde tager udgangspunkt i de ressourcer, der er i naturen og i det lokale miljø. Der er således ansat både husmødre og fangere, der medvirker til at skabe hjemlige rammer for børnene. En væsentlig del af det pædagogiske arbejde er rettet mod projekter. Der foretages eksempelvis op til 2 måneders lange slæderejser med deltagelse af lokale fangere. En andet væsentligt element i pædagogikken er rejser til andre lande i Europa for at give børnene nye rammer og mål samt udvide deres horisont. Handicapsatellit Nasippi, Ammassalik Satellitten, der er normeret til 6 psykisk udviklingshæmmede voksne (18-62 år) med varig funktionsnedsættelse, er tilknyttet Prinsesse Margrethes Børnehjem. Der er til satellitten tilknyttet et beskyttet værksted, der også modtager eksterne brugere. I alt 10 pladser. Institutionens målgruppe er primært voksne psykisk udviklingshæmmede fra lokalsamfundet. Beboerne er alle mobile i varierende grad. Næsten alle beboerne har sekundære handicaps spasticitet med bevægelsesbesvær, senhjerneskader og epilepsi. Institutionen har i perioder modtaget en blind. Institutionens pædagogik følger individuelt handleplaner og behandlingsplaner med henblik på at give den enkelte beboer den størst mulige livskvalitet. Beboerne trænes/genoptrænes i samarbejde med andre faggrupper. Beboerne har alle en lille lejlighed med tekøkken, og har derfor mulighed for at skabe hjemlige omgivelser efter eget ønske. I lejlighederne bestemmer beboeren selv. I fællesrummet aktiveres beboerne med respekt for deres ønsker og deres kapacitet og med hensyntagen til fælles regler for det sociale samvær. Der er herudover et antal handicappede børn og unge optaget på børn- og unge institutionerne i hele Grønland. Der er tale om tilfælde, hvor handicappet først er blevet konstateret, efter at barnet er blevet indskrevet. I de fleste af disse tilfælde vil barnet fortsætte opholdet på børn- og unge institutionen selvom det er blevet omfattet af handicapforordningen, idet den primære indskrivningsårsag er socialt betinget. De 6 handicapinstitutioner dækker de mest udbredte handicaptyper. Der konstateres dog løbende nye handicaptyper af et meget begrænset omfang med 1 2 tilfælde. Til disse oprettes i stigende omfang specialiserede satellitter som alternativ til anbringelse udenfor Grønland. 16

B. Udfordringer på området Der sker en løbende udvikling af handicapforsorgsområdet. Der konstateres fortsat nye handicaptyper, ligesom hjemmeboende handicappede får behov for en specialiseret behandling, der ikke kan gives i hjemmet. Befolkningsmæssigt er Grønland et lille land, der kun frembringer få personer med samme handicaptype. Dette gør, at der ikke er mulighed for at oprette institutioner, der er målrettet til hver enkelt handicaptype. Nogle beslægtede handicaps kan dog rummes på den samme institution. I enkelte tilfælde er der oprettet en satellit til en enkelt person. Sådanne små satellitter ville kunne rumme 2-3 beboere med en næsten uændret økonomi. I andre tilfælde har det ikke været muligt at igangsætte og/eller vedligeholde specialiseret viden på handicapområdet omkring særlige handicaptyper, og det har vist sig mere skånsomt overfor den handicappede at blive anbragt på en specialinstitution udenfor Grønland. Således er beboerne fra en nedlagte autist institution i dag placeret på specialinstitution i Danmark. Det er generelt vanskeligt at rekruttere uddannet grønlandsk personale til handicapinstitutionerne. I gennemsnit er kun omkring halvdelen af de normerede stillinger besat med uddannet personale og heraf er kun en mindre del grønlandsktalende. I den fortsatte udbygning af handicapinstitutionerne i Grønland er der brug for flere specialiserede pædagoger med interesse for handicapområdet. C. Den fremtidige udvikling Handicapområdet er kendetegnet ved, at de allerede institutionsanbragte handicappede bliver tungere det vil sige mere omsorgs- og plejekrævende. Det kan yderligere forventes, at denne gruppe i lighed med den øvrige befolkning også lever længere end tidligere. Med en stabil tilgang af handicappede med behov for institutionsanbringelse vil behovet for institutionspladser således være støt stigende. Et alternativ til udbygning af handicapinstitutionsområdet i Grønland er en øget anbringelse af personer til institutioner i Danmark. Dette er ikke ønskværdigt, men det kan ikke afvises, at det i enkeltstående tilfælde kan være sektorvis økonomisk fordelagtigt. Det altdominerende generelle billede er dog, at det er dyrere at anbringe handicappede på institutioner i Danmark, frem for at de kommer på en grønlandsk handicapinstitution. Ved institutionsanbringelse i Grønland opnås endvidere, at den afledte økonomiske aktivitet i form af lønninger, skat etc. forbliver i Grønland. Landsstyret har på den baggrund fremlagt en sektorplan på Familieområdet 2005-2008. Heri indgår en udvidelse af antallet af institutionspladser for handicappede. Med udgangspunkt i det forventede behov og med en reduktion af enhedsomkostningerne for øje foreslår Landsstyret, at man udvider de eksisterende døgninstitutioner frem for at bygge nye. Ved enten at tilbygge eller at bygge satellitter spares udgiften til ledelse og administration det vil 17

sige forstander, souschef og kontorpersonale. Samtidig bliver det i et vist omfang muligt at rokere personalet mellem afdelingerne i tilfælde af personalemangel. Alt i alt en bedre udnyttelse af såvel ledelsesmæssige som mandskabsmæssige ressourcer. Det er vigtigt med stor fleksibilitet på området, da behov opstår og forsvinder igen. De specialiserede små enheder er sårbare for tilgangen af nye brugere med samme handicap/lidelse og skal uden større omkostninger kunne konverteres til andre behovsgrupper. Der er derfor tænkt udarbejdet en standardenhed (satellit) på 3 pladser, der kan bruges stort set til ethvert socialpædagogisk formål indenfor såvel børne- og ungesektoren som handicapsektoren. Endvidere er der tænkt opført en standardafdeling (satellit) til 10 børn/unge som igen skal være så fleksibel, at den kan bruges til forskellige målgrupper. En sådan opførelse af satellitter, der er bygget op over den samme grundidé, gør også projekteringen billigere, idet det kun er funderingen, som skal nytegnes, når projektet skal opføres et nyt sted. Landsstyret har på Landstingets Finanslovsforslag stillet forslag til følgende nye anlægsprojekter i årene 2005-2008. Ny Ivaaraq og ombygning af Gamle Ivaaraq Den nuværende institution er oprettet i et nedlagt børnehjem, der aldrig har været bygget til at rumme en målgruppe af multihandicappede børn, der i vid udstrækning er kørestolsbrugere eller har behov for tekniske hjælpemidler, der er pladskrævende. Bygningens konstruktion kan hverken bære eller rumme disse tekniske hjælpemidler, ligesom den ikke giver mulighed for opsætning og anvendelse af kraner og andre hjælpemidler der er nødvendige for at aflaste personalets fysisk meget belastende arbejdsforhold. I takt med at institutionens beboere er blevet voksne, er de tekniske hjælpemidler, som eksempelvis kørestole, blevet yderligere pladskrævende og det er forbundet med store vanskeligheder i den nuværende bygning at flytte beboerne fra rum til rum. Endelig må man vurdere den nuværende bygning til at være utidssvarende til varetagelse af de opgaver, der i dag skal udføres i bygningen. De fleste faciliteter, som man i dag må anse som nødvendige i arbejdet med denne svært handicappede målgruppe, findes ikke på institutionen og kan heller ikke installeres. I sektorplanen foreslås, at der bygges en ny institution til 10 multihandicappede børn i Qaqortoq og den gamle institution ombygges til at kunne rumme 5 multihandicappede voksne. Der forventes følgeomkostninger i størrelsesordenen 3,5 mio., da der sker en udvidelse af antallet af pladser fra 8 til 15. Følgeinvesteringerne er indregnet i projektet. 18

Satellit til autistiske voksne, Nuuk To af beboerne til denne satellit er allerede indskrevet på Aja, men bor fysisk i et lejet hus. Satellitten findes således allerede. Opførelsen af en satellit sker dels for at blive frigjort for et dyrt lejemål, dels for at give bedre fysiske rammer om arbejdet og endelig for at give mulighed for at kunne optage endnu en beboer. Beboerne må forventes at have et blivende botilbud i satellitten. Omdannelse, renovering og udvidelser af Gertrud Rask Minde, Sisimiut Institutionen har tidligere været en børne- og unge institution med 16 pladser. For nogle år tilbage opstod der behov for anbringelse af 4 psykisk udviklingshæmmede børn og unge, og institutionen blev nednormeret til i alt 12 pladser. 8 pladser til børn og unge samt 4 pladser til psykiske udviklingshæmmede. I dag rummer institutionen 6 almindelige børn og unge samt 6 udviklingshæmmede. Det er ikke en vellykket kombination for nogen af beboergrupperne. I sektorplanen foreslås det derfor, at institutionen omdannes til en handicapinstitution for psykisk udviklingshæmmede børn og unge med i alt 14 pladser. Der opføres en tilbygning til institutionen med 6 pladser. Satellit til multihandicappede voksne, Qaqortoq Der er allerede til institutionen Inuusuttut Inaat, som er en landsdækkende institution for børn, unge og mødre/familier med børn, tilknyttet en satellit ved navn Det gule Hus, der p.t. rummer en multihandicappet ung mand. Satellitten befinder sig i et offentlig lejemål. Enheden koster 2,5 mio. kr. pr. år. Institutionen oplyser selv, at den vil være i stand til at modtage 3 beboere af sammen type, såfremt den fysiske ramme var tilstede. Satellit til unge piger og kvinder med særlige behov, Sisimiut Der er til unge/voksne kvinder med dårlig begavelse og borderline træk behov for en satellit med plads til 3. Disse kvinder kan ikke rummes på egentlige handicapinstitutioner, da deres adfærd er både voldsomt belastende/forstyrrende og krænkende overfor andre beboere og personalet. Familiedirektoratet har udarbejdet en sektorplan for institutionsområdet, som indeholder Landsstyrets fremtidsplaner for området. Sektorplanen bliver omdelt på efterårssamlingen 2004. 19

5. Anbringelser i Danmark Det er Landsstyrets klare holdning, at Grønlands handicappede har det bedst i Grønland, og i videst muligt omfang skal blive i Grønland og her modtage den fornødne omsorg og behandling. Det er vigtigt for alle, også for handicappede, at være tæt på familie og venner, samt være et sted hvor man er fortrolig med omgivelserne, naturen, menneskene, kulturen, maden og ikke mindst sproget. Nærmiljøet er endda ofte meget vigtigt for handicappedes velbefindende. Er der behov for, at den handicappede tager ophold på en handicapinstitution, skal der som udgangspunkt anvises plads på en institution i Grønland. Hvis der ikke er mulighed for at give den handicappede en forsvarlig behandling i Grønland, kan Familiedirektoratet dog visitere den handicappede til et behandlingsophold i udlandet. Det vil primært sige Danmark. Beslutningen om at en handicappet skal anbringes på en institution i Danmark, træffes af Familiedirektoratet efter indstilling fra den handicappedes hjemkommune. Det enkelte handicap eller kombinationen af flere handicap kan være så specielt og så vanskeligt at behandle, at der ikke findes egnede handicapinstitutioner i Grønland, og ej heller kan etableres et sådant inden for en acceptabel tidshorisont, som kan tilbyde den handicappede den nødvendige og forsvarlige behandling, eller hvor Grønlands Hjemmestyre ved internationale aftaler er forpligtet til at medvirke til en flytning. Kun i de tilfælde kan Familiedirektoratet give tilladelse til, at personen visiteres til et ophold i Danmark. Der er tale om en samlet og konkret overvejelse, hvor også den handicappedes personlige forhold og tilknytning til Danmark spiller ind. Der skal endvidere være tale om et behandlingsophold. Herved forstås, at den handicappede i en afgrænset periode modtager behandling eller oplæring, der giver personen nogle færdigheder og kompetencer, så han eller hun bliver bedre til at klare sig selv. Når personen er anbragt i Danmark, har vedkommende de samme rettigheder og pligter, som andre beboere i danske institutioner og boformer. De er omfattet af den lovgivning, som gælder i Danmark. Grønland afholder udgifterne til opholdet i Danmark, mens Danmark afholder de administrative udgifter. På finansloven for 2004 er der afsat 94,4 mio. kr. til handicapforsorg i Danmark. Bevillingen dækker takstbetaling for ophold, behandling, dagforanstaltninger, specialundervisning og andre hjælpeforanstaltninger med hjemmel i dansk lovgivning, eksempelvis hjælpemidler. Derudover dækker bevillingen tilskud til ferie- og besøgsfrirejser til Grønland, tolkning, grønlandskundervisning m.m. Udgiftens størrelse er afhængig af, hvor mange personer hjemmestyret visiterer til ophold i Danmark samt af takstbetalingen, som fastsættes af de danske myndigheder. 20

Det er Familiedirektoratets medarbejdere i Grønlands Repræsentation i Danmark, der formidler kontakten til de danske myndigheder, som kan tilbyde de relevante pladser. Vestsjællands Amt har i den forbindelse en særlig forpligtigelse til at stille pladser til rådighed for Hjemmestyret til personer med et udviklingshandicap, og som ikke kan tilbydes relevante botilbud i Grønland. Personer med andre handicap, som ikke kan tilbydes ophold i Grønland, bliver på direktoratets foranledning anbragt forskellige steder i Danmark alt efter behandlingsbehovets art. Ifølge 21 i Landstingsforordningen om hjælp til personer med vidtgående handicap er det fastsat, at såfremt en person med handicap opholder sig i en institution uden for Grønland, skal det sociale udvalg i den personens hjemkommune mindst én gang årligt undersøge mulighederne for om den handicappede kan vende tilbage til Grønland. Dette skal hindre, at en handicappet opholder sig unødigt længe i udlandet. Familiedirektoratet er endvidere meget opmærksomme på mulighederne for tilbagevenden til Grønland for den enkelte eller for særlige grupper af handicappede. I 1992 hjemtog man eksempelvis 10 udviklingshæmmede handicappede til Najugaqarfik Elisibannguaq i Maniitsoq og i 1994 3 børn til Ivaaraq i Qaqortoq. Der har ikke siden være mulighed for at flytte større grupper tilbage til Grønland, men hvert år har et mindre antal enkeltpersoner fået muligheden for at vende hjem til egnede tilbud i Grønland. Antallet af personer med vidtgående handicap, som er visiteret til ophold Danmark, har været faldende siden 1983, hvor gruppen var på ca. 150 personer. Den 1. januar 2004 var der i alt visiteret 118 personer til behandling i Danmark Nedgangen skyldes primært dødsfald samt førnævnte tilbageflytninger til Grønland samt færre nedsendelser end tidligere. Familiedirektoratet og kommunerne er blevet mere opmærksomme på, at alle muligheder skal undersøges, før der sker anbringelse i Danmark, således at dette kun sker, hvor det er absolut nødvendigt. Total pr. 1. januar 2004 118 Personer med psykisk udviklingshandicap 92*) Personer med hørehandicap 2 Personer med synshandicap 3 Personer med fysisk handicap 5 Personer med psykisk handicap (kronisk sindslidende) 10 Personer anbragt på kortere/midlertidige ophold 6 *) Heraf 79 i døgninstitution for børn og unge med handicap eller i botilbud for voksne for vidtgående handicap i Vestsjællands amt 21

Aldersfordeling pr. 1. januar 2004: 0-6 år 7-17 år 18-29 år 30-39 år 40-49 år 50-59 år over 60 år Total 1 5 20 44 30 16 2 118 Udgifterne til handicapforsorgen i Danmark er stigende beregnet pr. visiteret person. De to væsentligst årsager hertil er, at størstedelen af gruppen, som har været i Danmark i en længere årrække, er blevet ældre mennesker og dermed mere plejekrævende, og at de personer, som nu visiteres til ophold i Danmark er mere behandlingskrævende og dermed dyrere at behandle end tidligere. Udbygningen af behandlingsmulighederne i Grønland har således medført, at gruppen med mindre udgiftskrævende behandlingsbehov kan forblive i Grønland. Tendensen i hjemmestyrets efterspørgsel på behandlingstilbud i Danmark er, at der efterspørges tilbud til personer med flere samtidige alvorlige handicap, eksempelvis personer, som har fået omfattende skader i forbindelse med en ulykke, personer med neurologiske lidelser (eksempelvis hjerneblødninger) samt tilbud til personer med meget udadreagerende adfærd, hvor årsagen ikke altid er kendt men også til eksempelvis unge mennesker med kroniske sindslidelser eller svære udviklingsforstyrrelser. Det er vigtigt, at afgørelsen om anbringelse i Danmark sker på baggrund af velunderbygget og aktuel information om den pågældende. Familiedirektoratet træffer afgørelse på baggrund af følgende information om den pågældende: handleplaner for ophold og tiden efter, opdaterede oplysninger om sociale adfærd, opdaterede oplysninger om lægelige forhold, opdaterede psykiatriske oplysninger samt oplysninger om hvilke alternative anbringelsesmuligheder der har været overvejet. Handleplanerne er vigtigt redskab i forbindelse med anbringelse af handicappede i Danmark. En grundig udarbejdet handleplan er vigtig i forbindelse med selve beslutningen om, der skal ske anbringelse i Danmark og for kommunens opfølgning på den handicappede. Hvad er formålet med anbringelsen i Danmark, og hvorfor kan vedkommende ikke anbringes i Grønland. Det er endvidere vigtigt, at handleplanen regelmæssigt evalueres, så kommunen hele tiden er opmærksom på sit ansvar over for den handicappede, også selvom vedkommende i en periode opholder sig i Danmark. Det er vigtigt, at kommunen holdes fast i, at en anbringelse kun i ganske særlige tilfælde skal være langvarig, og for den handicappedes vedkommende fastholdes forbindelsen til det grønlandske samfund. For at stramme op og synliggøre de administrative procedure på området, vil Familiedirektoratet udarbejde en ny og opdateret vejledning på området. Vejledningen skal bruges af Familiedirektoratet og kommunerne i arbejdet med de handicappede. 22

6. Evaluering og handicapregistreringssystem Det er nødvendigt med aktuel information og opdateret statistik for at kunne planlægge den fremtidige indsats på handicapforsorgsområdet. Det er således et problem, at der på nuværende tidspunkt ikke eksisterer brugbar statistik på området. Der har således længe været problemer på handicapområdet med data, systematisk registrering af handicappede, økonomisk styring og uensartet forvaltning af reglerne. Alt sammen forhold som Familiedirektoratet er opmærksom på og er i gang med at udbedre. Der er således internt i Familiedirektoratet blevet nedsat en arbejdsgruppe, der skal undersøge behov og nuværende procedure for hele handicapforsorgsområdet. Arbejdsgruppen skal vurdere og analysere, om der er behov for lovændringer. Arbejdsgruppen skal komme med forslag til en handleplan i forbindelse med udlægningen af handicapforsorgsområdet til kommunerne, herunder komme med forslag til, hvordan de økonomiske rammer kan fordeles til de enkelte kommuner samt udarbejde retningslinjer til brug for den økonomiske styring af området. Arbejdsgruppen skal igangsætte arbejdet med: central registrering af alle vidtgående handicappede, udarbejde procedure for registrering af vidtgående handicappede, elektronisk journalsystem, registrering af alle økonomiske tilsagn, registreringer i Hjemmestyrets økonomisystem registrering af refusionsanmodninger fra kommunerne, revidering af lovgivning og vejledninger samt udarbejde procedurebeskrivelse for at få indarbejdet systemerne, samt udarbejde registerforskrifter for de enkelte dele af systemet. Registreringssystemet giver et nødvendigt redskab, så man i god til kan planlægge de tilbud, som der bliver behov for i fremtiden, samt justere området således at fokus ligger, hvor det er mest nødvendigt. En gennemgang af handicapforsorgsområdet med henblik på en revidering og opdatering vil også gøre kommunernes arbejde mere overskueligt og lettere at gå til. 23

7. Lovgivning Hjælp og støtte til personer med vidtgående handicap ydes med hjemmel i landstingsforordning nr. 7 af 3. november 1994 om hjælp til personer med vidtgående handicap. Landstingsforordningen er efterfølgende ændret ved landstingsforordning nr. 13 af 31. oktober 1996 og landstingsforordning nr. 1 af 23. maj 2000. Der er endvidere fastsat uddybende regler i bekendtgørelse nr. 28 af 22. december 2000 om hjælp til personer med vidtgående handicap og bekendtgørelse nr. 64 af 29. december 1994 om døgninstitutioner m.v. for børn og unge samt for personer med vidtgående handicap, ligesom der er udarbejdet vejledninger på området. Handicaplovgivningen med tilhørende vejledninger trænger til at blive opdateret og revideret. Landsstyret vil igangsætte arbejdet med at revidere gældende lovgivning. 24

8. Andre fokusområder Handicapvidenscenter Der er på finansloven for 2004 og de følgende tre år under hovedoverskriften handicapvidenscenter afsat 320.000 kr. til oprettelse og opbygning af en struktur for et videnscenter system. Bevillingen skal bruges med henblik på at udbrede kendskabet til vidtgående handicap og give interesserede handicappede såvel som ikke handicappede, mulighed for indhentning af viden om handicapgrupper og behandling af vidtgående handicappede. Familiedirektoratet vil undersøge, hvordan bevillingsforudsætningerne om at udbrede kendskabet til handicappede og samle viden om handicapgrupper bedst kan udnyttes. Familiedirektoratet vil undersøge hvordan bevillingen bedst kan udnyttes til gavn for de handicappede. Landsdækkende handicapdag. Landsstyret vil markere en landsdækkende handicapdag på FN s internationale handicapdag den 3. december 2004. Der er afsat 200.000 kr. til markering af dagen, som de handicappedes organisationer og landets kommuner kan søge til brug for en markering af dagen. Markeringen af FN s internationale handicapdag i Grønland skal sætte fokus på de handicappedes levevilkår og ressourcer, samt fortsætte arbejdet med at skabe bedre rammer for de handicappede. 25