Bruunshaab gamle Papfabrik Af Henning Ringgaard Lauridsen, museumschef, Viborg Museum Lidt øst for Viborg bugter Søndermølle Å sig gennem et malerisk dalstrøg med lave enge og småbakker, klædt med lyng og egekrat. Det korte stræk fra Viborg Søndersø til udløbet i Nørreåen ved Bruunshaab tæller kun et par kilometer, men niveauforskellen er på syv meter, hvilket har givet mølleådalen en glorværdig plads i Midtjyllands industrihistorie. Allerede i middelalderen opstemmede ejeren af Asmildkloster vandløbet to steder for at anlægge vandmøllerne Søndermølle og Åle Mølle. Disse mølleanlæg blev grundlaget for egnens tidligste industri, kort efter at købmand og skibsreder Bertel Bruun fra Fredericia i 1809 købte godset Asmildkloster. Det industrielle kulturmiljø præger stadig mølleådalen ved Viborg. Bygningerne på Søndermølle er nyrenoverede og indrettet til grønne foreninger, udstillinger og kulturaktiviteter, og et par kilometer herfra ligger de røde fabriksbygninger fra Bruunshåbs gamle klædefabrik og spejler sig i mølledammen. Kulturlandskabet giver et meget autentisk indtryk af, hvordan mennesker gennem generationer med held har udnyttet naturens ressourcer i industriens tjeneste. Tilmed er fabriksbygningen ved Bruunshåb endnu i dag hjemsted for industriel produktion, idet Bruunshaab gamle Papfabrik fungerer som et arbejdende fabriksmuseum. Bruunshaab Klædefabrik Industrieventyret i Bruunshåb begyndte for alvor i 1821, da den førnævnte Fredericia-købmand Bertel Bruun overlod til sin søn Johannes Ivar Bruun at opbygge Bruunshaab Klædefabrik. Johannes Ivar var på det tidspunkt 25 år. I årene forud havde han rejst rundt i Centraleuropa for at studere industriproduktion, og fyldt med indtryk fra det store udland gik han straks i gang med at skabe en af Danmarks mest moderne klædefabrikker. Vandkraften skulle levere energien. Dæmningen blev hævet, nye vandhjul installeret, fabriksbygninger opført, og fra Berlin ankom nogle af tidens mest avancerede spinderimaskiner. Ved klædefabrikken byggede han pakhuse og klædemagasiner, valkeri, farveri, stoftrykkeri og tørreri, smedje, arbejderboliger, herskabsbolig og funktionærboliger. Et teglværk havde han også anlagt, og lidt øst for hovedfabrikken ved et mindre vandløb ved Vibæk opførte fabrikant Bruun en filialfabrik. Også Søndermølle blev moderniseret og udvidet med maskiner til bearbejdning af hør. Med en arbejdsstyrke i 1835 på 223 arbejdere var Bruunshaab Klædefabrik blandt tidens tre største private klædefabrikker i kongeriget. Transportforholdene til den lidt afsides liggende Bruunshaab Klædefabrik var imidlertid vanskelige. Fabrikant Bruun forsøgte at afhjælpe problemet ved at oprette et rederi og indsætte pramme, som via Nørreåen sejlede til havnen i Randers. I alt foretog Bruun-slægten anlægsinvesteringer primært i fabriksdrift i mølleådalen på omkring 80.000 Rd. Til sammenligning kan tjene, at Johannes I. Bruun i forbindelse med etableringen af filialfabrikken købte den lille herregård Skovsgård for 5.000 Rd. Det blev altså investeret, hvad der svarer til adskillige herregårde i det store industrikompleks. Fremmede arbejdere og kolonister En mindre del af investeringerne gik til opførelsen af arbejderhuse. Fundamentet under industriel produktion er som bekendt energi, kapital, teknologi og arbejdskraft. I Bruunshåb lå energien i vandkraften, Bertel Bruuns handelsfirmaer leverede kapitalen og teknologien hentede Johannes Ivar Bruun i udlandet. Tilbage var spørgsmålet om kvalificeret arbejdskraft.
De faguddannede folk måtte hentes udefra. I hertugdømmerne og i Fredericia fandt Johannes I. Bruun en stab af fabriksmestre. Problemet var de jævne fabriksarbejdere. Bruun ansatte først en del lokale landarbejdere og fik sig en slem overraskelse. Folkene befandt sig ikke godt inden døre i 12-14 timer dagligt, og så snart det blev forår og solskin, var fabrikanten ret sikker på, at mange sagde op. Her var tale om et kultursammenstød. Mennesker, som altid havde levet efter naturens rytme, kunne ikke omstille sig til fabriksdrift, hvor uret bestemte arbejdsdagen. Fabrikant Bruun sadlede om. Forsøg på at få fangerne i Viborg Tugthus til at væve klædet opgav han i 1824. Fra Fredericia hentede han i stedet fremmede arbejdere og kolonister, der var efterkommere af franske huguenotter, tyske jøder og andre, som havde været forfulgte. Fra byen Züllichau i Preussen hentede han ti arbejderfamilier fra en nedlagt klædefabrik. Og endelig satsede han på børnearbejde. Her er det, husbyggeriet kommer ind i billedet, idet han opførte talrige huse til børnerige familier i en stor radius om fabrikken. Faderen kunne fortsætte som landarbejder, moderen passede de mindste og fik en væv hjemme i stuen. De større børn fik arbejde på klædefabrikken. Bruun gjorde nemlig den erfaring, at børn, der ikke havde prøvet andet end fabriksarbejde, blev en dygtig og pålidelig arbejdskraft. Bruunshaab Klædefabrik og dermed begyndelsen til det midtjyske tekstileventyr blev således skabt ved hjælp af børnearbejde, straffefanger, indvandrere og flygtninge, hvilket da er ganske tankevækkende. Bruunshaab gamle Papfabrik Af Henning Ringgaard Lauridsen, museumschef, Viborg Museum Lidt øst for Viborg bugter Søndermølle Å sig gennem et malerisk dalstrøg med lave enge og småbakker, klædt med lyng og egekrat. Det korte stræk fra Viborg Søndersø til udløbet i Nørreåen ved Bruunshaab tæller kun et par kilometer, men niveauforskellen er på syv meter, hvilket har givet mølleådalen en glorværdig plads i Midtjyllands industrihistorie. Allerede i middelalderen opstemmede ejeren af Asmildkloster vandløbet to steder for at anlægge vandmøllerne Søndermølle og Åle Mølle. Disse mølleanlæg blev grundlaget for egnens tidligste industri, kort efter at købmand og skibsreder Bertel Bruun fra Fredericia i 1809 købte godset Asmildkloster. Det industrielle kulturmiljø præger stadig mølleådalen ved Viborg. Bygningerne på Søndermølle er nyrenoverede og indrettet til grønne foreninger, udstillinger og kulturaktiviteter, og et par kilometer herfra ligger de røde fabriksbygninger fra Bruunshåbs gamle klædefabrik og spejler sig i mølledammen. Kulturlandskabet giver et meget autentisk indtryk af, hvordan mennesker gennem generationer med held har udnyttet naturens ressourcer i industriens tjeneste. Tilmed er fabriksbygningen ved Bruunshåb endnu i dag hjemsted for industriel produktion, idet Bruunshaab gamle Papfabrik fungerer som et arbejdende fabriksmuseum. Bruunshaab Klædefabrik Industrieventyret i Bruunshåb begyndte for alvor i 1821, da den førnævnte Fredericia-købmand Bertel Bruun overlod til sin søn Johannes Ivar Bruun at opbygge Bruunshaab Klædefabrik. Johannes Ivar var på det tidspunkt 25 år. I årene forud havde han rejst rundt i Centraleuropa for at studere industriproduktion, og fyldt med indtryk fra det store udland gik han straks i gang med at skabe en af Danmarks mest moderne klædefabrikker. Vandkraften skulle levere energien. Dæmningen blev hævet, nye vandhjul installeret, fabriksbygninger opført, og fra Berlin ankom nogle af tidens mest avancerede spinderimaskiner. Ved klædefabrikken byggede han pakhuse og
klædemagasiner, valkeri, farveri, stoftrykkeri og tørreri, smedje, arbejderboliger, herskabsbolig og funktionærboliger. Et teglværk havde han også anlagt, og lidt øst for hovedfabrikken ved et mindre vandløb ved Vibæk opførte fabrikant Bruun en filialfabrik. Også Søndermølle blev moderniseret og udvidet med maskiner til bearbejdning af hør. Med en arbejdsstyrke i 1835 på 223 arbejdere var Bruunshaab Klædefabrik blandt tidens tre største private klædefabrikker i kongeriget. Transportforholdene til den lidt afsides liggende Bruunshaab Klædefabrik var imidlertid vanskelige. Fabrikant Bruun forsøgte at afhjælpe problemet ved at oprette et rederi og indsætte pramme, som via Nørreåen sejlede til havnen i Randers. I alt foretog Bruun-slægten anlægsinvesteringer primært i fabriksdrift i mølleådalen på omkring 80.000 Rd. Til sammenligning kan tjene, at Johannes I. Bruun i forbindelse med etableringen af filialfabrikken købte den lille herregård Skovsgård for 5.000 Rd. Det blev altså investeret, hvad der svarer til adskillige herregårde i det store industrikompleks. Fremmede arbejdere og kolonister En mindre del af investeringerne gik til opførelsen af arbejderhuse. Fundamentet under industriel produktion er som bekendt energi, kapital, teknologi og arbejdskraft. I Bruunshåb lå energien i vandkraften, Bertel Bruuns handelsfirmaer leverede kapitalen og teknologien hentede Johannes Ivar Bruun i udlandet. Tilbage var spørgsmålet om kvalificeret arbejdskraft. De faguddannede folk måtte hentes udefra. I hertugdømmerne og i Fredericia fandt Johannes I. Bruun en stab af fabriksmestre. Problemet var de jævne fabriksarbejdere. Bruun ansatte først en del lokale landarbejdere og fik sig en slem overraskelse. Folkene befandt sig ikke godt inden døre i 12-14 timer dagligt, og så snart det blev forår og solskin, var fabrikanten ret sikker på, at mange sagde op. Her var tale om et kultursammenstød. Mennesker, som altid havde levet efter naturens rytme, kunne ikke omstille sig til fabriksdrift, hvor uret bestemte arbejdsdagen. Fabrikant Bruun sadlede om. Forsøg på at få fangerne i Viborg Tugthus til at væve klædet opgav han i 1824. Fra Fredericia hentede han i stedet fremmede arbejdere og kolonister, der var efterkommere af franske huguenotter, tyske jøder og andre, som havde været forfulgte. Fra byen Züllichau i Preussen hentede han ti arbejderfamilier fra en nedlagt klædefabrik. Og endelig satsede han på børnearbejde. Her er det, husbyggeriet kommer ind i billedet, idet han opførte talrige huse til børnerige familier i en stor radius om fabrikken. Faderen kunne fortsætte som landarbejder, moderen passede de mindste og fik en væv hjemme i stuen. De større børn fik arbejde på klædefabrikken. Bruun gjorde nemlig den erfaring, at børn, der ikke havde prøvet andet end fabriksarbejde, blev en dygtig og pålidelig arbejdskraft. Bruunshaab Klædefabrik og dermed begyndelsen til det midtjyske tekstileventyr blev således skabt ved hjælp af børnearbejde, straffefanger, indvandrere og flygtninge, hvilket da er ganske tankevækkende. Industriarkitektur 1821 Johannes Ivar Bruuns klædefabrik fra 1821 var en to-etages bygning, som lå hen over opstemningen. I forlængelse af produktionsbygningen lå møllehuset, de to møllehjul og valkeriet. Omkring gårdspladsen opførte han den stadig eksisterende direktørbolig og ombyggede den gamle møllelade til funktionærboliger. Den fjerde bygning, en kombineret bolig- og lagerbygning, som lå parallelt med åen, brændte i 1842, men blev genopført lige øst for åløbet, hvor huset lå indtil 1965.
Lagerbygningen, som fortsat ligger skråt op mod østbygningens sydende, anes i baggrunden på maleriet. Branden i 1842 hærgede også fabriksbygningen, som dog hurtigt blev genopført i udvidet stand. Efter 1860 mødte klædefabrikken imidlertid en øget konkurrence. Dampkraften var ved at tage over som en stabil energikilde, og de nye klædefabrikker i byerne lå langt gunstigere i forhold til de nye jernbaner og havnefaciliteter, tillige med at fabrikanterne her langt lettere kunne rekruttere arbejdskraft. En vis stagnation kom derfor til at præge fabrikken i de sidste årtier af 1800-tallet. Det blev kun til mindre investeringer i nye spinde- og vævemaskiner. Også vandhjulene blev afmonteret og erstattet af en vandturbine i 1872, og fem år senere kunne Bruunshaab Klædefabrik supplere trækkraften med den første dampmaskine. Men natten til den 21. maj 1909 ramte katastrofen. En voldsom brand hærgede totalt fabriksbygningen. Fabrikant Bruun fik Viborg-arkitekten Søren Vig-Nielsen til at tegne den nye fabrik, men produktionsstoppet betød tab af kunder, og i 1913 gik klædefabrikken på tvangsauktion. A/S J. Smiths Papfabrik I 1916 blev fabrikskomplekset i Bruunshaab købt af A/S J. Smiths Papfabrik. Stedet var velegnet, idet mølleåen sikrede den fornødne mængde vand til papproduktionen. Fabrikant Smith flyttede nogle få maskiner med fra sin tidligere fabrik Clasonsborg ved Herning og indkøbte andre fra den likviderede A/S Søborghus Papirfabrik. J. Smiths Papfabrik kunne umiddelbart koble papmaskinerne på klædefabrikkens hoveddrivaksel og det sindrige transmissionssystem. En af fascinationerne på det arbejdende fabriksmuseum i dag er da også, at transmission og produktion foregår stort set som for 85 år siden. Den ældste maskine er et pragtstykke af en dampmaskine fra 1896 og den nyeste er tørremaskinen, en såkaldt dysentrockner, fra 1956. Bruunshaab gamle Papfabrik rummer derfor også inden døre et potentiale til forståelsen af den teknologiske og industrielle udvikling i Danmark. Det store tørreanlæg fra 1956 løste et stort problem på papfabrikken. Et ældre anlæg, hvor opvarmet luft fra dampkedlen blev ført gennem tørrekanaler, voldte store problemer, og det gamle princip med at tørre pappladerne på marken ved Bruunshåb, var kun muligt i sommermånederne. Det var børnearbejde, men det skabte mange bryderier for de små poder, idet den danske sommer som bekendt ofte er byger der går og kommer. I dag er den ene af fabrikkens papmarker omdannet til sportsplads for Bruunshåb-Tapdrup Idrætsforening. Fabriksarkitektur 1909 Fabrikskomplekset ved Bruunshåb er i sin udformning klassisk for den tidlige vandkraftsbaserede industri i Danmark. Fabriksbygningen ligger på mølledæmningen, og i forlængelse af fabrikken følger det centrale maskinhus med vandturbine, dampmaskine, kedel og kulgård. Selve produktionsbygningen, der blev genopført som klædefabrik efter branden i 1909, har markante store vinduer i støbejernsrammer for at sikre det optimale lysindfald. Vinkelret på bygningens sydende ligger en nyere lagerbygning, som også rummer kontor. Fabrikkens gårdsplads er indrammet af den tidligere direktørbolig på sydsiden, mens en stor beboelsesbygning, der tidligere husede en del funktionærfamilier, ligger mod øst. Skråt sammenbygget med denne ligger en tidligere lagerbygning. Lidt vest for fabrikken langs Vinkelvej lå oprindeligt fem lange, lave arbejderhuse. I dag er kun ét af husene i det ydre tæt på det
oprindelige, mens et andet er totalt ombygget. Trods dette har vi i Bruunshåb at gøre med et fabriksog boligmiljø, der også illustrerer et patriarkalsk element fra industriens barndom. Arkitekt Søren Vig-Nielsens fabriksbygning fra 1909 blev opført i tre etager for effektivt at kunne udnytte transmissionssystemet. Arkitekturen er enkel og alligevel med fine detaljer. Vig- Nielsens forkærlighed for kamtakkede gavle og fronton fornægter sig ikke. Sydfacaden, der vender ud mod vejen til Viborg, har fine halvcirkelformede blændinger og lisener, hvilket skulle tjene til at tage noget af det tunge af gavlen og gøre den mere opadstræbende. For samtidigt at skabe balance og tyngde har han placeret tre vinduer øverst og to nederst. Symmetrien holdes på plads af en rosetblænding og en døråbning midt i gavlen. Hovedattraktionen på fabrikken i dag er ubetinget selve papproduktionen. Men også det omkringliggende landskab er en oplevelse, og for at publikum kan få indblik i den sammenhængende historie på stedet, er Papfabrikken og Viborg Stiftsmuseum i færd med på første sal at opbygge en ny udstilling, der fortæller om dagligdagen for fabrikanter og industriarbejdere på både Bruunshaab Klædefabrik og Bruunshaab Papfabrik. Udstillingen åbner maj 2007 og er et bidrag til Industriens år i Danmark. Industriarkitektur 1821 Johannes Ivar Bruuns klædefabrik fra 1821 var en to-etages bygning, som lå hen over opstemningen. I forlængelse af produktionsbygningen lå møllehuset, de to møllehjul og valkeriet. Omkring gårdspladsen opførte han den stadig eksisterende direktørbolig og ombyggede den gamle møllelade til funktionærboliger. Den fjerde bygning, en kombineret bolig- og lagerbygning, som lå parallelt med åen, brændte i 1842, men blev genopført lige øst for åløbet, hvor huset lå indtil 1965. Lagerbygningen, som fortsat ligger skråt op mod østbygningens sydende, anes i baggrunden på maleriet. Branden i 1842 hærgede også fabriksbygningen, som dog hurtigt blev genopført i udvidet stand. Efter 1860 mødte klædefabrikken imidlertid en øget konkurrence. Dampkraften var ved at tage over som en stabil energikilde, og de nye klædefabrikker i byerne lå langt gunstigere i forhold til de nye jernbaner og havnefaciliteter, tillige med at fabrikanterne her langt lettere kunne rekruttere arbejdskraft. En vis stagnation kom derfor til at præge fabrikken i de sidste årtier af 1800-tallet. Det blev kun til mindre investeringer i nye spinde- og vævemaskiner. Også vandhjulene blev afmonteret og erstattet af en vandturbine i 1872, og fem år senere kunne Bruunshaab Klædefabrik supplere trækkraften med den første dampmaskine. Men natten til den 21. maj 1909 ramte katastrofen. En voldsom brand hærgede totalt fabriksbygningen. Fabrikant Bruun fik Viborg-arkitekten Søren Vig-Nielsen til at tegne den nye fabrik, men produktionsstoppet betød tab af kunder, og i 1913 gik klædefabrikken på tvangsauktion. A/S J. Smiths Papfabrik I 1916 blev fabrikskomplekset i Bruunshaab købt af A/S J. Smiths Papfabrik. Stedet var velegnet, idet mølleåen sikrede den fornødne mængde vand til papproduktionen. Fabrikant Smith flyttede nogle få maskiner med fra sin tidligere fabrik Clasonsborg ved Herning og indkøbte andre fra den likviderede A/S Søborghus Papirfabrik. J. Smiths Papfabrik kunne umiddelbart koble papmaskinerne på klædefabrikkens hoveddrivaksel og det sindrige transmissionssystem. En af fascinationerne på det arbejdende fabriksmuseum i dag er da også, at transmission og produktion foregår stort set som for 85 år siden. Den ældste maskine er et pragtstykke af en dampmaskine fra
1896 og den nyeste er tørremaskinen, en såkaldt dysentrockner, fra 1956. Bruunshaab gamle Papfabrik rummer derfor også inden døre et potentiale til forståelsen af den teknologiske og industrielle udvikling i Danmark. Det store tørreanlæg fra 1956 løste et stort problem på papfabrikken. Et ældre anlæg, hvor opvarmet luft fra dampkedlen blev ført gennem tørrekanaler, voldte store problemer, og det gamle princip med at tørre pappladerne på marken ved Bruunshåb, var kun muligt i sommermånederne. Det var børnearbejde, men det skabte mange bryderier for de små poder, idet den danske sommer som bekendt ofte er byger der går og kommer. I dag er den ene af fabrikkens papmarker omdannet til sportsplads for Bruunshåb-Tapdrup Idrætsforening. Fabriksarkitektur 1909 Fabrikskomplekset ved Bruunshåb er i sin udformning klassisk for den tidlige vandkraftsbaserede industri i Danmark. Fabriksbygningen ligger på mølledæmningen, og i forlængelse af fabrikken følger det centrale maskinhus med vandturbine, dampmaskine, kedel og kulgård. Selve produktionsbygningen, der blev genopført som klædefabrik efter branden i 1909, har markante store vinduer i støbejernsrammer for at sikre det optimale lysindfald. Vinkelret på bygningens sydende ligger en nyere lagerbygning, som også rummer kontor. Fabrikkens gårdsplads er indrammet af den tidligere direktørbolig på sydsiden, mens en stor beboelsesbygning, der tidligere husede en del funktionærfamilier, ligger mod øst. Skråt sammenbygget med denne ligger en tidligere lagerbygning. Lidt vest for fabrikken langs Vinkelvej lå oprindeligt fem lange, lave arbejderhuse. I dag er kun ét af husene i det ydre tæt på det oprindelige, mens et andet er totalt ombygget. Trods dette har vi i Bruunshåb at gøre med et fabriksog boligmiljø, der også illustrerer et patriarkalsk element fra industriens barndom. Arkitekt Søren Vig-Nielsens fabriksbygning fra 1909 blev opført i tre etager for effektivt at kunne udnytte transmissionssystemet. Arkitekturen er enkel og alligevel med fine detaljer. Vig- Nielsens forkærlighed for kamtakkede gavle og fronton fornægter sig ikke. Sydfacaden, der vender ud mod vejen til Viborg, har fine halvcirkelformede blændinger og lisener, hvilket skulle tjene til at tage noget af det tunge af gavlen og gøre den mere opadstræbende. For samtidigt at skabe balance og tyngde har han placeret tre vinduer øverst og to nederst. Symmetrien holdes på plads af en rosetblænding og en døråbning midt i gavlen. Hovedattraktionen på fabrikken i dag er ubetinget selve papproduktionen. Men også det omkringliggende landskab er en oplevelse, og for at publikum kan få indblik i den sammenhængende historie på stedet, er Papfabrikken og Viborg Stiftsmuseum i færd med på første sal at opbygge en ny udstilling, der fortæller om dagligdagen for fabrikanter og industriarbejdere på både Bruunshaab Klædefabrik og Bruunshaab Papfabrik. Udstillingen åbner maj 2007 og er et bidrag til Industriens år i Danmark.