Bygningsstruktørbogen

Bygningsstruktørbogen

Bygningsstruktørbogen 2. udgave, 1. oplag 2009 Erhvervsskolernes Forlag 2009 Forlagsredaktør: Heidi Parsberg Madsen, hpm@ef.dk Omslag: Henrik Stig Møller, EF Omslagsfoto: Flemming Ballum Tegninger: Strunge Grafik Grafisk tilrettelæggelse: Strunge Grafik Dtp: Stig Bing, EF Tryk: Preses Nams ISBN: 978-87-7082-037-0 Bestillingsnummer: 31269-1 Bogens hjemmeside: www.ef.dk/struktoerogbrolaegger Bogen er sat med Minion, Rotis Sans Serif og TheMix Bogen er trykt på 115 g Arctic Silk Erhvervsskolernes Forlag ønsker at takke følgende for udlån af illustrationer og fotos: Sund & Bælt Holding A/S Maxit Grontmij Carl Bro Geocase (Institut for Geografi og Geologi, Københavns Universitet og Geocenter Danmark) Lokalhistorisk arkiv for Fredericia og omegn Statens Forsvarshistoriske Museum Tøjhusmuseet Danmarks Vej- og Bromuseum Fagligt Fælles Forbund Ole W. Hansen John Hvass Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er ikke tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Alle rettigheder forbeholdes. Erhvervsskolernes Forlag Munkehatten 28 5220 Odense SØ info@ef.dk www.ef.dk Tlf. +45 63 15 17 00 Fax +45 63 15 17 28 www.ef.dk/struktoerogbrolaegger

Forord 3 Forord Bygningsstruktørbogen skal danne grundlag for det faglige indhold og styrke kvaliteten af uddannelsen. Uddannelsen giver indsigt i og viden om både traditionelle og moderne faglige problemstillinger. En indsigt og viden, som lærlingene bringer med sig ud i virksomhedernes dagligdag. Opsamlingen af fagets viden og tradition, som nu er det faglige indhold i struktørbogen, påbegyndtes allerede med udgivelsen af Håndbog for Anlægs- og Bygningsarbejdere fra midten af 1930 erne. Denne betydningsfulde første bogudgivelse blev herefter løbende videreudviklet til den håndbog, der blev kendt under navnet Håndbog for Struktører. Som det fremgår af det indledende kapitel, er struktørens arbejde af ældre dato. Struktørhåndværket er forankret i en byggetradition, der er udviklet over mange hundrede år. De historiske vidnesbyrd er tydeligvis afsat overalt, og vi kan finde sporene efter disse byggerier den dag i dag. Vi kan derfor med rette sige, at vi har med et håndværksfag at gøre, der har mange traditioner, og som vi helt berettiget kan være stolte af. Revisionen af Bygningsstruktørbogen er nu fuldendt. Resultatet er en moderne pædagogisk og faglig lærebog, der i sin helhed kommer omkring de store teoretiske emner i uddannelsen. At opgaven er lykkedes, skyldes ikke mindst en uvurderlig indsats fra de forfattere, som har medvirket i revisionen, og som har brugt megen tid herpå. Fællesudvalget takker alle, der har bidraget med entusiasme, faglig viden og indsigt ved udformningen af de enkelte afsnit. Bogen er tilrettelagt til at kunne anvendes fra uddannelsens start. Men Bygningsstruktørbogen indgår først i værktøjskassens bogpakke, som lærlingene erhverver ved indgåelse af uddannelsesaftale med en virksomhed. Kapitlerne 2-10 i Bygningsstruktørbogen er parallelle med de tilsvarende kapitler i bøgerne for de to andre specialer, Anlægsstruktør og Brolægger. I tilrettelæggelsen af disse kapitler opfylder bogen indholdsmæssigt de tværfaglige og fælles teoretiske stofområder, en struktør/brolægger har behov for på uddannelsens trin 1. Bogens sidste kapitel omfatter alene de specialerettede faglige emner og kompetencer, som bygningsstruktøren skal have på avanceret niveau. Januar 2009 Det faglige Fællesudvalg for Struktør-, Brolægger- og Tagdækkerfaget Steen Boesen Formand Jesper Juul Sørensen Næstformand

Indhold 5 Indhold 1 Struktørfagetshistorie... 9 Struktørfaget... 10 Vejbygning... 10 Kloakering... 15 Betonbyggeri... 16 Beton og det ydre miljø... 20 Struktøruddannelsen... 21 2 Byggepladsen... 23 Bekendtgørelse om indretning af byggepladser... 24 Byggeprocessen... 26 Samarbejdet... 26 Miljøstyring... 26 3 Kvalitetssikring og Det Digitale Byggeri... 29 Kvalitet, hvorfor?... 30 Den menneskelige faktor... 30 Kvalitetsikringsreformen... 31 Rollefordeling... 32 Certificeringstandard... 33 Kvalitetsdefinition... 35 Kvalitetshåndbog... 35 Det Digitale Byggeri... 36 Det Digitale Byggeris relevans for håndværkeren... 38 Det Digitale Byggeri og byggepladsen... 39 4 Tegningsforståelse... 41 Projektmateriale... 42 Beskrivelser... 42 Tegninger... 43 Linjer og markeringer... 46 Symboler og signaturer... 50 5 Nivellering og afsætning... 53 Højdeafsætning, koter... 54 Nivellering... 55 Kontrol af det halvautomatiske nivelleringsinstrument... 59 Linjeafsætning... 61 Bygningsafsætning... 63 Afsætning af vejkurver... 64 Digitalt nivelleringsinstrument... 70

6 Indhold Teodolit... 70 Totalstation... 71 Laser... 72 6 Jordarbejde... 75 Jordbundsforhold... 76 Jordarter... 80 Afgravning og påfyldning af jord... 83 Faldlodskomprimering/dybdekomprimering... 88 Kontrol af komprimering... 88 Grundforstærkning... 91 Ledningsanlæg i jord... 93 Jordarbejde ved forsyningsledninger... 95 7 Vejarbejde... 105 Vejklasser og vejtyper... 106 Vejens profil... 106 Vejens opbygning... 107 Bundsikringsmaterialer... 109 Maskiner til komprimering... 110 Maskiner til overfladebehandling af fx asfalt... 112 Maskiner til overfladebehandling af fx belægninger... 112 Belægninger af fliser og belæg ningssten... 113 Belægningssten... 113 Tekniske hjælpemidler... 117 Kvalitetskontrol... 118 Vedligeholdelse af belægninger... 119 Sikkerhed ved vejarbejde... 120 8 Anhugning... 121 Regler for kranarbejde... 122 Kranbetjening... 122 Hejseredskaber uden certifikatkrav... 124 Anhugning... 125 Anhugningsgrej... 126 9 Betonarbejde... 133 Forskalling... 134 Systemforskalling... 137 Jernbeton... 138 Armering... 138 Beton... 143 Kvalitetssikring... 147

Indhold 7 Vibrering... 148 Efterbehandling og afformning... 151 Sokler og betondæk... 152 10 Kloakering... 155 Afløbssystemets opbygning... 156 Afløbsmaterialer... 159 Plastrør... 160 RSF-rør... 163 Betonrør... 163 Glaserede lerrør... 164 Støbejernsrør... 164 Brønde... 165 Afløbsinstallationer... 166 Udluftning... 168 Fundamentsforhold... 168 Renseadgange... 171 Retningsændringer... 171 Dimensionsændring... 172 Frostsikring... 172 Lægning af afløbsledninger... 172 Omfangsdræn... 173 Anvendelse af regnvand... 174 Nedsivning af regnvand... 174 Drift og vedligeholdelse... 175 Aflevering af afløbsinstallationer... 175 11 Betonkonstruktioner... 177 Betonkomponenter... 178 Tilsætningsstoffer... 180 Betontyper... 183 Betonteori... 184 Betonudstøbning... 186 Efterbehandling og afformning... 188 Betonskader og vedligeholdelse... 192 Betonundersøgelse... 193 Betonreparation... 194 Forskalling... 198 Bjælkeforskalling... 201 Dækforskalling... 205 Systemforskalling til dæk... 208 Trappeforskalling... 210 Specialforskalling... 213

8 Indhold Udsparinger mv.... 213 Armering... 217 Beregning af armering... 218 Binding af armering... 224 Montagebyggeri... 225 Kvalitetskontrol... 227 Stikord... 229

1 Struktørfagets historie

10 Struktørfagets historie Struktørfaget Den faglige uddannelse til struktør er relativt ny, hvorimod struktørens arbejde har eksisteret i flere tusinde år. I tidlige tider ernærede urmenneskene sig som samlere, jægere og fiskere. Efterhånden ændrede denne levevis sig til agerbrug og dyrehold, og menneskene blev i stigende omfang bundet til bestemte områder. I takt med denne udvikling begyndte man at bygge permanente boliger på faste bosteder, og som en naturlig følge heraf opstod bl.a. behovet for gode veje mellem bostederne. Betegnelsen struktør er af latinsk oprindelse. Struo betyder jeg bygger, og structor er den latinske betegnelse for en bygmester/bygningsarbejder. At bygge huse, anlægge veje og kloakker har således til alle tider været en struktørs primære arbejdsområder. Spade Oldnordisk: spadi Latin: spatha Græsk: spathe Den sproglige oprindelse til graveredskabet menes at knytte sig til betegnelsen for enten et sværd eller spån (materiale, som blev brugt til tagdækning). Spade hedder næsten det samme i en række moderne europæiske sprog. Engelsk: spade Tysk: spaden Spansk: spada Disse sammenfald tyder på, at spaden har haft en fælles grundlæggende betydning i vesteuropæisk kultur. Vejbygning Allerede omkring 3.000 år f.kr. blev der anlagt befæstede veje i Egypten. Vejene blev primært benyttet til transport af de enorme stenblokke, der blev anvendt til bygning af pyramiderne. Romerne var de første i Europa, der systematisk anlagde et geografisk sammenhængende vejnet. Over en 500-årig periode blev der opbygget et vejnet med en udstrækning fra Skotland i nord til Nordafrika i syd og fra Irak i øst til Spanien i vest. Man anslår den samlede vejlængde til omkring 80.000 km. Til sammenligning har det offentlige vejnet i Danmark en længde på ca. 72.000 km. Det romerske vejnet blev primært opbygget med et militært formål, og hærens mobilitet fik således en afgørende betydning for romerrigets udbredelse. Som et kuriosum kan nævnes, at der langs de store hærveje var lejrpladser, hvor de romerske soldater både kunne sove, spise og vaske sig. Det romerske vejnet, med veje som ofte var over 1 meter tykke, anses for at være et af historiens helt store anlægsarbejder.

Struktørfagets historie 11 Figur 1.1 Den første og mest berømte af de store romerveje, Via Appia, blev påbegyndt år 312 f.kr. Vejen gik fra Rom til Brindisi i Syditalien, en strækning på 539 km. Foto: Wikipedia Efter romerrigets fald og gennem hele middelalderen blev der med enkelte undtagelser ikke gjort noget for at vedligeholde og udbygge vejene i Europa, og den romerske vejteknologi gik stort set tabt. Et særligt kapitel om vejbygning i middelalderen er anlæg af veje over alperne, der skulle afhjælpe et voksende transportbehov mellem Tyskland og Italien. Et transportbehov, der var opstået under det tysk-romerske rige, som Karl den Store grundlagde omkring år 800. I slutningen af 1200-tallet blev der eksempelvis anlagt en vej gennem St. Gotthardpasset. Ud over det mere generelle behov for at forbedre og udbygge vejnettet i Europa blev behovet forstærket af ønsket om en hurtigere og mere sikker postgang. I midten af 1700-tallet oprettede Frankrig, som det første land i Europa, en fagskole til uddannelse af vejbygningsteknikere samtidig med, at der blev etableret en overordnet vejadministration. Behovet for egentlige veje i Danmark opstod for ca. 3.000 år siden, da oksetrukne kærrer begyndte at blive udbredt. Før den tid var landsbyerne forbundet med fod- og ridestier. Man undgik så vidt muligt vandløb, og behovet for brobyggeri var ikke stort. Ofte nøjedes man med at anlægge et stenlagt vad. Rejse og transport over land var i oldtiden og i middelalderen ofte en vanskelig affære, fordi vejene reelt kun bestod af nogle hjulspor. Ved store regnskyl og kraftigt snefald kunne det være umuligt at komme frem. Makadam I begyndelsen af 1800-tallet udviklede den skotske ingeniør John McAdam en vejtype, der udelukkende blev opbygget af skærver af ensartet størrelse og med en lagtykkelse på 15-20 cm. Skærverne, der blev forkilet mellem hin anden af trafikken, gav befæstede og stabile veje. Vejene med makadambelægning var billige og hurtige at etablere, og de vandt derfor indpas i Danmark på bekostning af kendte og mere holdbare belægninger.

12 Struktørfagets historie Fra vikingetiden er der spor af befæstede veje ved de store vikingeborge Trelleborg og Fyrkat. Vejene, som antageligt havde et militært formål, var anlagt af tømmerplanker, der hvilede på strøer. En af Danmarks ældste landeveje, Hærvejen fra Viborg til Ejderen, har sandsynligvis været benyttet til færdsel i flere tusinde år. Hærvejen forbandt Danmark med Tyskland og dermed Danmark til det øvrige Europa. I 1400-tallet var det okseeksporten, der satte sit præg på Hærvejen, som lokalt fik navnet Oksevejen eller Studevejen. Der var imidlertid ikke tale om en anlagt sammenhængende vej, men derimod om en rute med mange parallelle spor, som den rejsende kunne vælge imellem afhængigt af transportform, årstid og sikkerhed mod røverbander. Figur 1.2 Gejlå Bro fører Hærvejen over Gejl Å ved Padborg. Oprindeligt måtte man passere åen til fods eller på hest. De flade vadesten, der blev benyttet, før broen blev bygget, kan man stadig se. Det antages, at den første bro af træ blev bygget i vikingetiden, dvs. perioden 750 1050 f.kr. Den nuværende stenbro blev indviet i 1818. Foto: Wikipedia Den danske lovgivning viser, at der har eksisteret et vejnet i Danmark siden middelalderen. Loven påbød bl.a. beboerne langs Kongens Hærveje, dvs. hovedveje, at vedligeholde disse veje. Befæstede veje i middelalderen var imidlertid sjældne og forekom stort set i kun i forbindelse med veje, der havde strategisk betydning. Den første rigslov med specifikke bestemmelser om veje blev udstedt af Christian 2. i 1521. Loven fastsætter regler for bygning og vedligeholdelse af alfarveje og for, hvorledes der skulle føres tilsyn af kongens fogeder. I den sidste halvdel af 1500-tallet anlagde Frederik 2. de såkaldte private kongeveje mellem København og slottene på Sjælland. Kongevejene var afspærret for almindelig trafik med låste bomme frem til midten af 1700-tallet, hvor vejene blev åbnet for almindelig trafik.

Struktørfagets historie 13 I 1690 udstedte Christian 5. en forordning med mere præcise bestemmelser for amtmændenes forpligtigelse til at føre tilsyn med de eksisterende veje. Som en konsekvens af forordningen blev landets vigtigste veje opmålt under ledelse af astronomen Ole Rømer, og i den forbindelse blev der opsat milepæle for hver fjerdingsmil, svarende til 1.883,1 m. Figur 1.3 Kongeborgen på Kalø i Århusbugten blev anlagt af Kong Erik Menved i 1313. Den eneste adgang over land er en mere end 500 meter lang kunstigt opbygget vejdæmning, der forbinder fastlandet med Kalø. Vejdæmningen er en af de bedst bevarede og længste middelalderveje i Danmark. Den er bygget af en kerne af jord og ler, der er dækket af flade sten på top og side. En række store sten er sat ned gennem midten og langs de to sider. Foto: Ole W. Hansen I 1761 blev der stillet et omfattende forslag om anlæg af nye veje over hele landet. Frederik 5. var blevet gjort opmærksom på kvaliteten af de franske veje, og i 1764 inviterede han tre franske vejingeniører til Danmark til at forestå planlægning og anlæg af nye veje. Den franske ingeniør Marmillod virkede som overinspektør for det danske vejvæsen i over 10 år, og han lærte sine danske medarbejdere at anlægge Figur 1.4 Trekvartmilesten på kongevejen mellem Hillerød og København. Foto: Wikipedia

14 Struktørfagets historie veje efter principper for det franske vejvæsen. Principper, som uden væsentlige ændringer har været anvendt ved anlæg af hovedveje op til vore dage. I 1848 blev den første danske jernbane åbnet mellem København og Roskilde, og flere jernbaner kom til i de følgende år. I 1856 konkluderede en kommission, som skulle vurdere den fremtidige infrastruktur i Danmark, at jernbanerne i løbet af en kort årrække ville overtage hovedlandevejenes rolle. Det førte til, at begrebet hovedlandevej blev afskaffet. Vejadministrationen blev decentraliseret, og hovedlandevejene blev lagt under amterne, mens landeveje og biveje blev lagt under kommunerne. I 1930 erne tog bilismen for alvor fart i Danmark, og behovet for tidssvarende veje blev i første omgang opfyldt ved at forsyne vejene med slidstærke belægninger. Vejenes betydning voksede, og staten ønskede igen indflydelse på vejnettets udbygning og vedligeholdelse. Figur 1.5 Nulpunktskilometerstenen ved Østerport Station i Køben havn. Fra denne sten udmåles vej afstande i Danmark. Foto: Ole W. Hansen Ideen om motorveje blev udviklet i Tyskland allerede før 1930. I perioden 1931 til 1939 blev der anlagt 3.970 km motorveje i Tyskland, og de tyske motorveje kom til at danne forbillede for resten af verden. Den første danske motorvej, Helsingørmotorvejen, blev påbegyndt som et beskæftigelsesarbejde i 1938, men den første delstrækning, Hørsholmvejen, blev imidlertid først åbnet i 1956. Figur 1.6 Motorvej, kløverbladsanlæg ved Odense. Foto: Wikipedia

Struktørfagets historie 15 Kloakering Afløbssystemer anvendes til transport af spildevand og regnvand samt til drænvand fra bebyggelser og arealer, der skal afvandes. Afløbssystemer skal bl.a. sikre befolkningens sundhed ved at lede forurenet vand bort fra boligområder. Fra oldtidens Babylon og Egypten kendes åbne afløbsrender og overdækkede afløbsledninger, der er udført af tilhugget sten eller granit. I middelalderen anvendte man udhulede træstammer til mindre afløbsledninger og murede ledninger til større dimensioner. Figur 1.7 Opbygningen af den ældste og mest betydningsfulde afløbsledning i Rom, Cloaca Maxima, blev påbegyndt omkring 500 år f.kr. Afløbsledningen drænede Forum Romanum, og vandet blev ført ud i Tiberen. Cloaca Maxima er endnu delvis i brug. Foto: Wikipedia Efter de omfattende koleraepidemier i Europa i 1800-tallet indså man nødvendigheden af, at forholdene omkring udledning af spildevand og latrin fra boligområderne skulle reguleres. Op til midten af 1800 tallet havde København et usammenhængende afløbssystem af åbne og overdækkede render og murede kloakledninger. Regnvand blev ledt væk fra gaderne sammen med husspildevand og den latrin, der blev tømt ud i de åbne render i gaderne. Efter koleraepidemien i 1853 blev der udarbejdet en kloakplan for København, der betød, at husspildevand og overfladevand skulle udledes i kanalerne og i havnen. I 1860 blev de første afløbsledninger etableret. Omkring 1850 fandtes der endnu omkring 3.000 køer i København. Det var forbudt at have køer i forhusene, så køerne blev trukket ind i baghusene og op ad trapperne til første sal, hvor de opholdt sig resten af livet. Gyllen blev ofte ledt direkte ud til gadernes afløbsrender.

16 Struktørfagets historie I midten af 1800-tallet begyndte man at benytte beton til fremstilling af afløbsrør, og frem til 1970 erne blev der næsten udelukkende anvendt glaserede lerrør og betonrør til afløbsledninger. Afløbsrørene blev overvejende samlet ved hjælp af tjæret pakgarn og fint opslemmet ler, cementmørtel eller asfalt. Herefter skete der en væsentlig produktudvikling af rør og rørsamlinger, og i slutningen af 1980 erne begyndte plast at dominere som materiale til fremstilling af afløbsrør. I dag anvendes der stort set ikke betonrør i afløbsinstallationer. Betonbyggeri Betonlignende materialer har været fremstillet siden oldtiden, men ikke med de cementtyper, der anvendes i dag. Fx brugte egypterne gips opløst i vand. Det var brugbart som bindemiddel til konstruktioner i pyramidernes tørre miljø. Grækerne og romerne brændte kalk til fremstilling af murmørtel og opdagede, at hvis brændt kalk blev blandet med vulkansk aske, fik man et såkaldt hydraulisk bindemiddel. Hydraulisk bindemiddel er et pulver, der hærder ved blanding med vand, og som derefter er bestandigt over for vand. For omkring 2.000 år siden fandt romerne ud af at blande hydraulisk bindemiddel og vand med knust teglsten. Derved kunne romerne fremstille beton, som de efterfølgende systematisk begyndte at anvende til byggeri. Figur 1.8a Pantheon i Rom er en af de få bygninger, som har været i brug siden den blev bygget og til i dag. Den nuværende bygning blev opført omkring år 120 e.kr. under kejser Hadrian. Navnet Pantheon angiver, at det er et tempel for alle de romerske guder. Fra 600-tallet er bygningen blevet benyttet som kirke. Foto: Wikipedia

Struktørfagets historie 17 Figur 1.8b Kuplen på Pantheon i Rom er et af de bedst kendte eksempler på romernes anvendelse af beton. Kuplen, der er større end kuplen over Peterskirken, har en diameter på 43 m. Pantheons eneste lyskilde er en rund åbning i kuplen med en diameter på 9 m. Foto: Wikipedia Mange af de berømte akvædukter, der forsynede romerrigets byer med rent drikkevand, blev bygget af beton. Et kendt eksempel på romernes ekspertise er den 80 km lange akvædukt af beton fra Eifel til Köln. Den transporterede drikkevand i 450 år, og endnu i dag findes rester af den. Efter Roms fald blev den romerske betonteknologi med tiden glemt, og beton som byggemateriale blev først igen taget i brug, da portlandcementen blev opfundet i 1824. Fra midten af 1800-tallet blev beton mere og mere udbredt, først og fremmest til militære anlæg og havne. I slutningen af 1800-tallet begyndte beton imidlertid at vinde indpas i det civile byggeri i takt med, at man begyndte at indlægge jern i beton til at optage trækpåvirkningerne. Jernbeton revolutionerede byggeriet, fordi man nu kunne fremstille bærende konstruktioner af beton som søjler, bjælker og plader, der tillige var vejrbestandige. Jernbeton vandt hurtigt indpas i forbindelse med udbygning af infrastrukturen, specielt som byggemateriale til veje, vejbroer og jernbanebroer. Portlandcement Portlandcement, der har sit navn efter sandsten fra halvøen Portland i Sydengland, er den almindeligste cementtype. Portlandcement blev opfundet af den britiske murer Joseph Aspdin og patenteret i 1824. Cement fremstilles ved at brænde (opvarme) kalk, ler og sand sammen til klinker ved ca. 740 0 C. Klinkerne formales, og der tilsættes forskellige materialer afhængigt af, hvilke egenskaber cementen skal have. Når cementen udrøres i vand, hærder den og danner en stenhård masse. Hærdningen kan også foregå under vand.

18 Struktørfagets historie Jernbeton/ Monierbeton En fransk gartner, Joseph Monier (1823-1906), tog i 1867 patent på plantebeholdere, der var fremstillet af cementmørtel armeret med jerntråde. Han fandt desuden på at anvende armeringsprincippet til ingeniørmæssige bygningskonstruktioner til trods for, at han ikke havde nogen byggeteoretisk uddannelse. Beton som byggemateriale blev indført i Danmark i midten af 1800-tallet, bl.a. i forbindelse med bygning af fæstningsanlægget omkring København. Da byggeriet i 1885-1894 var på sit højeste, var fæstningsanlægget Danmarks største arbejdsplads med ca. 2.000 arbejdere. Hovedparten var ufaglærte jord- og betonarbejdere, som udførte gravearbejdet med spade og skovl og derefter støbte anlæggene i beton. Fæstningsanlægget kom til at bestå af en 15 km lang vold mod vest, Vestvolden, befæstede stillinger mod nord samt en søbefæstning af forter, der omfattede en af verdens største kunstige øer, Middelgrundsfortet. Forsvarssystemet vakte international opmærksomhed for sin konstruktion og blev kendt i udlandet som den danske front. Figur 1.9 Garderhøjsfortet, fæstningsanlæg ved København, opført i 1886. Gravearbejdet blev udført med hånden, og jorden blev transporteret væk på tipvogne. Foto: Tøjhusmuseet I 1861 blev der støbt krudtmagasiner af beton ved Dybbøl, og magasinernes evne til at modstå artillerigranater bidrog væsentligt til stillingens modstandsdygtighed. Efter Dybbøls fald i 1864 sprængte tyskerne magasinerne i luften, og man kan i dag stadig finde næsten intakte betonrester på stedet. Statens Museum for Kunst er bygget af jernbeton i 1890, og i 1924 blev Christiansborg Slot fuldført som datidens største betonhusbyggeri. Efter 2. verdenskrig tog betonbyggeriet fart, fordi de såkaldte store årgange skulle have boliger, og det traditionelle byggehåndværk ikke kunne følge med behovet. Byggeriet blev industrialiseret med udbredt anvendelse af betonelementer, og Danmark blev et af de førende lande inden for elementbyggeri.

Struktørfagets historie 19 Perioden fra 1988 til 2000 blev i høj grad præget af de to store bygge- og anlægsprojekter: Storebæltsforbindelsen, der forbinder Sjælland med Fyn, og Øresundsforbindelsen, der forbinder Danmark med Sverige. Storebæltsforbindelsen består af en boret tunnel, en lavbro og en hængebro med et frit spænd på 1.624 m, hvilket er et af verdens længste spænd. Storebæltsforbindelsens samlede længde er ca. 18 km. Figur 1.10a Storebæltsforbindelsen. Østbroens pyloner på 254 m blev støbt ved hjælp af klatreforskalling i ryk på 4 m. Til 4 m pylonsektion blev der brugt op til 500 m 3 beton. Pylonerne er placeret oven på sænkekasser af beton, som hver vejer 32.000 t. Foto: Sund & Bælt Figur 1.10b Storebæltsforbindelsen. Vestbroen er opført af betonelementer, der blev støbt på et produktionsanlæg på Fyn. Elementerne blev sejlet ud til brolinjen og monteret af den specialbyggede flydekran Svanen, der kan løfte 6.000 t. Foto: Sund & Bælt

20 Struktørfagets historie Øresundsforbindelsen består af en sænketunnel, en skråstagsbro og tilslutningsbroer. Spandet mellem bropillerne, som består af 490 m løsthængende bro 57 m over havoverfladen, er et af verdens største. Øresundsforbindelsen har en samlet længde på ca. 16 km, og forbindelsen er p.t. verdens længste kombinerede motorvejsog jernbanebro. Ud over det høje faglige og tekniske stade har disse to store bygge- og anlægsprojekter vist, at den moderne beton både er et solidt og et formbart byggemateriale. Beton og det ydre miljø Beton er et naturligt materiale, der hovedsageligt består af sand og småsten, der er limet sammen af cement og vand. I dag bruges beton til fremstilling af afløbskomponenter og til næsten alle slags bygge- og anlægsprojekter som regel i kombination med andre materialer. Betonkonstruktioner, der befinder sig indendørs i et tørt miljø, har en meget lang levetid. Betonkonstruktioner, der befinder sig udendørs, og som er omhyggeligt udført, opnår en lang levetid selv under de mest barske naturlige miljøforhold. Med tiden nedbrydes beton til de oprindelige materialer sten og sand. Alle råmaterialer til fremstilling af beton findes i rigelige mængder over det meste af kloden, og genanvendelse af nedknust beton kan reducere behovet for naturlige tilslagsmaterialer. Beton er et både stærkt og holdbart byggemateriale og et af de mest økonomiske målt i forhold til et byggeris samlede livscyklus. Beton som byggemateriale giver samtidig store gevinster på et CO 2 -regnskab, når det nedknuses og genanvendes til fx vejanlæg. Beton er endvidere godt for indeklimaet. Det er et rent mineralsk materiale, som ikke indeholder organiske stoffer, der ved fordampning kan belaste miljøet. Beton, som er et tungt materiale, er i stand til at udjævne variationer i tem peratur og luftfugtighed. I visse tilfælde an vendes der imid lertid for skellige stoffer til beton, der kan give anledning til miljøpro ble mer, fx brugen af mineralsk baseret form olie til beton støbe forme. Problemet kan løses ved at anvende vege tabilsk formolie.

Struktørfagets historie 21 Struktøruddannelsen Jord- og betonarbejdernes arbejdsopgaver bestod indtil 1920 erne især af jordarbejde. Ved større bygge- og anlægsarbejder blev jorden gravet op i etager og flyttet med trille bør eller hestevogn. Efter 1. Verdenskrig vandt maskiner indpas i forbindelse med byggeog anlægsarbejder, og i løbet af 1950 erne blev maskinerne mere og mere almindelige, men en stor del af arbejdet blev forsat udført med håndkraft. Da de første afløbssystemer blev etableret i 1800-tallet, var jord- og betonarbejderen med fra begyndelsen, både til gravearbejdet og til lægning og samling af kloakrør. Figur 1.11 Jordarbejde. Illustration fra Håndbog for Anlægs- og Bygningsarbejdere, Dansk Arbejdsmands- og specialarbejderforbund 1948. Kilde: 3F Omkring 1930 erne blev alt betonarbejde forankret hos jord- og betonarbejderne. I begyndelsen blev betonen håndblandet, armeringen blev Figur 1.12 1903, lægning af kloakledning af færdigstøbte betonrør gennem Fredericia og ud i Lillebælt. Foto: Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn

22 Struktørfagets historie foretaget på stedet og al transport på byggepladsen foregik manuelt. Den færdigblandede beton blev båret eller hejst op ved hjælp af en trisse, som fx var lavet af et cykelhjul. Armeringen til søjler og bjælker blev tildannet på jernpladsen, og alle hjalp til med at bære den færdige armering hen til bygningen. Typiske arbejdsområder for anlægsstruktører Udgrave og støbe fundamenter til huse, broer og tunneller. Lægge belægninger med belægningssten og fliser. Installere huskloaksystemer og kommunale kloaksystemer. Bygge rensningsanlæg. Beregne økonomiske overslag med henblik på udarbejdelse af tilbud på opgaver. Af andre opgaver kan nævnes jordarbejde og vejbygning. Typiske arbejdsområder for bygningsstruktører Fremstille støbeforme i træ og opstille systemforskallinger. Fremstille armeringer. Udstøbe vægge og gulve. Montere betonelementer. Installere huskloaksystemer. Fremstille og montere søjler, bjælker og dragere. Kraner, som havde været anvendt i forbindelse med bygning af skyskrabere i USA siden midten af 1800-tallet, vandt først rigtig indpas i Danmark omkring 1930 erne specielt i forbindelse med bygningen af den første Lillebæltsbro. Kranteknologien fik senere stor betydning for, hvor stort der kunne bygges, og for udviklingen af montagebyggeriet. Oprindeligt foregik al uddannelse som sidemandsoplæring, men fra midten af 1960 erne blev det muligt at supplere sidemandsoplæringen med fagligt rettede arbejdsmarkedsuddannelser. Den teknologiske udvikling inden for entreprenørbranchen stillede imidlertid i stigende omfang krav om medarbejdere med en bred faglig uddannelse, som samtidigt er suppleret med et fagligt speciale. I 1989 aftalte SiD (i dag 3F) og Entreprenørforeningen (i dag Dansk Byggeri) derfor, at der burde iværksættes en uddannelse rettet mod entreprenørbranchen en uddannelse, som skulle være på linje med de øvrige faglige uddannelser inden for bygge- og anlægsområdet. Formålet skulle være: At uddanne faglærte medarbejdere inden for entreprenørbranchen, der på baggrund af en faglig/praktisk uddannelse selvstændigt skal kunne udføre bygge- og anlægsarbejder med brug af materialer og metoder, der er karakteristiske for entreprenørområdet. Den klassiske jord- og betonarbejder havde således haft sin tid, og i 1990 blev der etableret en erhvervsuddannelse, som kunne imødekomme entreprenørområdets voksende behov for faglærte medarbejdere. Struktøruddannelsen er tilrettelagt som en bred faglig grunduddannelse med to faglige specialer anlægsstruktør og bygningsstruktør der sikrer medarbejderne et højt teoretisk og teknisk niveau inden for entreprenørområdet. I 1994 blev det første hold struktører uddannet, og i løbet af uddannelsens første 14 år er der uddannet 2.136 anlægs- og bygningsstruktører.