Kannibaløen af Nichlas Werth Anmeldt af Rasmus Wichmann Dansk viden 1941 1945 om Holocaust belyst ved den illegale presse af Palle Andersen

Indholdsfortegnelse Temaartikler Forord 207 Flåden i Rigsråd Billes fodspor fordi det giver mening Kontreadmiral Finn Hansen Flådens historie Kommandør Poul Grooss Artikler uden for tema The Danish Way of War Robert Petersen En dansk doktrin for føringsvirksomhed 288 Elever på Operations og Føringsuddannelse 2009/2010 Skal forsvaret revidere ledelses og uddannelsesbøgerne? Peter Kaplers Nyt fra bogfronten Anmeldelse af: Descent into Chaos. The World s Most Unstable Region and the Threat to Global Security af Ahmed Rashid Anmeldt af brigadegeneral Michael H. Clemmesen Butcher & Bolt. Two Hundred Years of Foreign Engagement in Afghanistan af David Loyn Anmeldt af brigadegeneral Michael H. Clemmesen Big Boy Rules: America s Mercenaries Fightning in Iraq af Steve Fainaru Anmeldt af ph.d. studerende Christa H. Moesgaard Danske tilstande Norske tilstande 1940 45, redigeret af Hans Frederik Dahl, Hans Kirchhoff, Joachim Lund og Lars Erik Vaale Anmeldt af kommandør Poul Grooss The German Invasion of Norway - April 1940 af Geirr H. Haarr Anmeldt af brigadegeneral Michael H. Clemmesen Sanningen om Ubåtsfrågan. Et försök till analys af Bengt Gustafsson Anmeldt af brigadegeneral Michael H. Clemmesen Kannibaløen af Nichlas Werth Anmeldt af Rasmus Wichmann Dansk viden 1941 1945 om Holocaust belyst ved den illegale presse af Palle Andersen Anmeldt af kommandør Poul Grooss Den militære flyvnings udvikling i Danmark 1910-1932 af Jan O. Kongstad 208 213 267 294 301 303 303 306 308 309 310 312 313 314 Militært Tidsskrift, 139. årgang nr. 3 oktober 2010, s. 205 206

Indholdsfortegnelse Anmeldt af brigadegeneral Michael H. Clemmesen Dansk orlogshistorie 1510 2010 af orlogshistoriker Hans Christian Bjerg Anmeldt af kommandør Poul Grooss Danmarks største søhelte af Thomas Lyngby, Søren Mentz, Søren Nørby og Jakob Seerup Anmeldt af kommandør Poul Grooss Dansk orlogsheraldik Søværnets og Marinehjemmeværnets Våbenskjolde 1959 2010 af orlogshistoriker Hans Christian Bjerg Anmeldt af kommandør Poul Grooss Motortorpedobådene af FLYVEFISKEN-klassen af Tom Wismann Anmeldt af kommandør Poul Grooss Fredericia Fæstnings Historie af Bjørn Westerbeek Dahl og Erik Housted Anmeldt af brigadegeneral Michael H. Clemmesen 315 316 317 318 319 206

Forord Militært Tidsskrifts tredje nummer i 2010 markerer et militært jubilæum af de større. Søværnet kunne, som det vil være læserne bekendt, den 10. august i år fejre sit 500 års jubilæum. Redaktionen har i den sammenhæng ønsket at deltage i festligholdelsen gennem et minitema om den danske flådemagt. Det var oprindeligt intentionen at belyse både fremtid, nutid og fortid. Af forskellige opgaver har de dagsaktuelle, operative og mere debatterende perspektiver måttet opgives, således at temaet kun beskæftiger sig med Søværnets fremtidige opgaver og Flådens historie. Der indledes med en artikel af Kontreadmiral Finn Hansen, Chef for Søværnets Operative Kommando, hvori Søværnets opgaver og de dermed forbundne udfordringer og muligheder i de kommende år belyses. I den derpå følgende artikel Flådens historie giver Kommandør Poul Grooss, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet, en grundig redegørelse for Søværnets historiske udvikling fra 1510 og til i dag. Som begge skribenter på hver sin vis er inde på, er der i grunden kun sket få ændringer i Flådens geostrategiske anvendelighed over tid, og det grundlæggende rationale bag opretholdelsen af en betydelig dansk sømilitær kapacitet synes uændret trods jubilarens høje alder. Som altid kan redaktionen glæde sig over, at den militærvidenskabelige skrivelyst ikke holder sig inden for snærende tematiske rammer. Nummeret indeholder således tre artikler udenfor tema. Cand.mag. og ph.d. studerende Robert Petersen undersøger i artiklen The Danish Way of War, om der findes en særlig dansk form for krigsførelse. Han foreslår en række karakteristika, der handler om årsagerne til at gå i krig, forholdet mellem det politiskstrategiske og militær operative niveau, betydelig operativ og taktisk pragmatisme, samt valgene af partnere i felten. Tidsskriftets læsere bliver i det derpå følgende bidrag indført i konklusionerne på et analysearbejde gennemført af eleverne Operations og Føringsuddannelse (OFU) ved Forsvarsakademiet (hold 2009/2010) vedrørende national doktrin for føringsvirksomhed i rammen af fuldspektrumoperationer. Skønt det konkluderes, at den danske doktrin på området i det store hele er fyldestgørende i forbindelse med deltagelse i internationale fuldspektrumoperationer, peges samtidig på et vist udviklingspotentiale. Kaptajn og Stud. MEd Peter Kaplers, lærer i ledelse og uddannelse ved Hærens Officersskole, diskuterer i Skal forsvaret revidere ledelses og uddannelsesbøgerne?, hvorvidt Forsvaret anvender en optimal terminologi og målsætninger for læring. Han foreslår på den baggrund, at det overvejes at indføre taksonomien SOLO (Structure Of Learning Outcome) til bestemmelse af læringsmålene. Nummeret rundes på vanlig vis af med en større buket boganmeldelser. De spænder vidt: Fra konflikterne i Afghanistan og Irak, herunder brugen af private contractors til militære opgaver, over Besættelsen til Fredericia fæstnings historie. Det logisk og helt i dette nummers ånd, at også anmeldelsessektionen rummer et antal anmeldelser vedrørende bøger om flådens 500 års jubilæum. Både anmeldere og artikelskribenter takkes varmt for deres skrive og debatlyst. God læselyst Militært Tidsskrift, 139. årgang nr. 3 oktober 2010, s. 207

Forord Niels Bo Poulsen Chefredaktør 208

Flåden i Rigsråd Billes fodspor fordi det giver mening Kontreadmiral Finn Hansen, Chef for Søværnets Operative Kommando. Næst efter Gud den almægtiges nådige forsyn hviler Kongerigets velfærd, sikkerhed og styrke på Flåden. Rigsråd Anders Bille, 1645 Flåden de første 500 år Store ord, men sandt er det, at flåden i lange perioder af Kongerigets historie har haft en afgørende betydning for rigets eksistens. Ligeså sandt er det også i dag at Danmarks velfærd og vækst afhænger af friheden til at bruge havet som transportvej. Derfor spiller flåden en vigtig ja uomgængelig rolle i dansk udenrigs og sikkerhedspolitik. Og derfor vil søværnets mission: Søværnet sikrer Danmarks interesser fra havet med magt om nødvendigt fortsat være gældende. Stort er det også, at flåden i år fylder 500 år. Danskerne har naturligvis givet sig af med flådeaktiviteter lige siden oldtiden, og vi behøver blot at tænke på vikingetiden som et godt eksempel på dansk flådeaktivitet, der strækker sig længere tilbage end 500 år. Men det var kong Hans, der i 1510 gjorde flåden til en statslig institution med en dertil hørende stående styrke, fastere organisation og overordnet chef. Derfor regnes 1510 som året, hvor den danske flåde reelt blev grundlagt. Flåden har haft overordentlig stor betydning for Danmark og gjorde os igennem århundreder til en europæisk magtfaktor. Især Kong Christian den Fjerde indså, hvilke muligheder en stor og stærk flåde kunne tilføre kongens magt, og under hans styre nød flåden en formidabel opblomstring. Ud over Danmarks forsvar og de mange søslag mod den evindelige arvefjende, Sverige, deltog flådens skibe i ekspeditioner til endnu ukendte egne, hvor kolonier blev anlagt, og de netop stiftede handelskompagnier fik brug for flådens beskyttelse, når de dyrebare laster med krydderier og andre eksotiske varer skulle fragtes sikkert hjem fra Kina og Østindien gennem farefyldte farvande. Flåden spillede bestandigt en afgørende rolle såvel ude i den store verden som hjemme, hvor landets geografiske beliggenhed også betød, at vi var porten til Østersøen. I land blev tillige gennemført store anlægsarbejder, og Holmen kom til at udgøre en betragtelig del at Københavns økonomi. Med driften af værft og tilhørende værksteder opbyggedes en stor faglig viden og kunnen, og skibenes mange og store besætninger blev rutinerede og søvante. Der blev etableret formaliseret uddannelse af søofficererne, og støttefunktioner som søopmåling, fyr og vagervæsen mv. blev indstiftet for at bidrage til flådens og koffardiens sikre navigation. Det var derfor intet mindre end en national katastrofe, der ramte landet, da englænderne i september 1807 ranede den del af flåden, der kunne flyde, mens resten blev ødelagt. Fra den ene dag til den anden ændrede det danske kongerige status fra en europæisk magt til en småstat uden indflydelse og respekt. Militært Tidsskrift, 139. årgang nr. 3 oktober 2010, s. 208 212

Flåden i Rigsråd Billes fodspor fordi det giver mening Men vi er dog i dag stadig en stormagt set ud fra et maritimt perspektiv. Danmark er på verdensbasis en fremtrædende maritim nation med verdensomspændende interesser. Omkring 90 procent af alt gods i verden transporteres på havet, heraf en meget betydelig del på dansk ejet eller dansk flaget køl, og forsyningslinjerne til Europa og Danmark ad søvejen er vitale for opretholdelsen af velfærden og en velfungerende dagligdag for alle danskere. Netop derfor er flådens virke fortsat vitalt. Og netop derfor er det vigtigt for Danmark at have en flåde, der kan varetage Danmarks interesser fra havet fra de koldeste, isfyldte farvande i nord til de varme og travle farvande i syd. Flåden i dag Flåden underkastes i den kommende tid store omvæltninger, hvor forskydningen fra et større antal mindre enheder til et mindre antal større enheder nærmest fuldbyrdes. Udfasningen af alle enhederne i FLYVEFISKEN klassen i såvel kamp som minerydningsrollerne er selvsagt et markant indgreb i søværnets struktur, men den økonomiske situation og herunder ikke mindst de voldsomme udgifter, som forsvaret påføres i forbindelse med indsatsen i Afghanistan, har betydet, at operative kapaciteter har måttet fravælges. Hermed rokkes ved fundamentet for vores særlige ekspertise inden for kystnære operationer og minerydning, som er på et højt internationalt niveau. Det bliver en central udfordring at fastholde vores høje professionalisme på disse to områder, og specifikt på minerydningsområdet bliver det afgørende at fastholde kompetencen og opbygge det modulære, containeriserede MCM system, som skal sikre en forsvarlig og meningsfyldt evne til at afsøge og rydde begrænsede havområder for eventuelle miner. Fokus vil herudover i høj grad være på indfasningen af fregatterne med henblik på at kunne bidrage effektivt i hele opgavespektret. Der forestår en stor opgave, herunder med den tekniske klargøring, omstillingen af søværnet og ikke mindst med uddannelsen og træningen af besætningerne. Den første fregat, IVER HUITFELDT, afleveres om kort tid fra Odense Staalskibsværft A/S og forventes overdraget til søværnet i efteråret 2011, mens PETER WILLEMOES og NIELS JUEL følger i 2012 og 2013. Alle tre fregatter forventes operative i 2014, og det er håbet, at den tredje fregatbesætning, som af økonomiske grunde har måttet udskydes, så kan opstilles. Fregatterne vil udgøre et betydeligt kamppotentiale og vil sammen med støtteskibene ABSALON og ESBERN SNARE være vores vigtigste internationale instrumenter. Fregatterne og støtteskibenes egenskaber og karakteristika gør dem til særdeles effektive platforme, og de rummer samtidigt en fleksibilitet, som også sætter dem i stand til at møde de udfordringer, vi ikke p.t. kan forudse. Helikopterprojektet er ligeledes af største vigtighed, idet LYNX på en række områder er teknisk og operativt forældet og med alderen er blevet vanskelig at holde i tilfredsstillende drift. Skibsbaserede helikoptere er helt afgørende for, at søværnet kan løse sine opgaver effektivt og sikkert, herunder i de nordatlantiske områder samt i internationale operationer. Anskaffelsen af en ny maritim helikopterkapacitet tager udgangspunkt i ønsket om en standardiseret helikoptertype, dvs. en maritim helikopter i produktion eller på vej i produktion til et andet NATO land med et minimum af særlige danske modifikationer. Det er håbet, at typevalg og endeligt antal kan fastlægges inden for en overskuelig fremtid. De fire inspektionsskibe af THETIS klassen, de to inspektionsfartøjer af KNUD RASMUSSEN klassen og den tilbageværende inspektionskutter af AGDLEK klassen, TULUGAQ, vil fortsat primært løfte opgaverne i de vidtstrakte nordatlantiske områder. 209

Flåden i Rigsråd Billes fodspor fordi det giver mening TULUGAQ forventes afløst af et tredje inspektionsfartøj omkring 2017 med henblik på at kunne fastholde den operative opgaveløsning. Hvad der herefter skal ske vil afhænge af udviklingen i det arktiske område og i forsvarets opgaveløsning, herunder behovet for eventuel øget tilstedeværelse og for at forskyde THETIS klassens opgaveløsning nordover. I danske farvande vil DIANA klassen udgøre rygraden i den søbaserede farvandsovervågning. DIANA klassens fartegenskaber har sammenholdt med øget automatisering, etablering af kystradarer og samkøring af data fra forskellige overvågningskilder muliggjort en ændret operationsprofil og en reduktion fra fire til tre maritime indsatsenheder. I relation til andre opgaver i danske farvande er det besluttet, at isbryderne nedlægges, idet det fremtidige behov er under afklaring, ligesom det i løbet af det næste års tid skal undersøges, om havmiljøopgaven kan konkurrenceudsættes. Søværnet vil alt i alt blive målrettet til den sikkerhedspolitiske situation og de opgaver, politikerne ønsker, vi skal løse, hvad enten det er suverænitetshævdelse i Arktis, farvandsovervågning i danske farvande eller maritime sikkerhedsoperationer i Det Indiske Ocean. Den sejlende struktur hviler på to søjler, den nationale og internationale, men det er vigtigt at pointere, at indsatsen kan forskydes mellem søjlerne. Enheder, der normalt er beskæftiget med nationale opgaver, kan efter situationen også anvendes i den internationale opgaveløsning og omvendt. Denne evne sikres primært ved personellets generelle træning og forståelse for det samlede opgavekompleks. Søværnets opgaver Søværnets opgaver vil fremover være koncentreret om overvågning, suverænitetshævdelse og myndighedsopgaver af permanent karakter i det nationale område sideløbende med længerevarende bidrag til internationale operationer. Internationale operationer med henblik på at bidrage til fred og stabilitet i verden vil fremdeles have stor fokus. Søværnets evne til løsning af internationale opgaver skal udvikles, så kapaciteten til at opretholde udsendte sømilitære styrkebidrag sikres, og opgaverne kan løses professionelt. Enhederne bør i princippet kunne indsættes globalt, idet evnen til operationer i navnlig det kystnære miljø absolut må fastholdes, hvilket stiller særlige krav til personellets uddannelse og ikke mindst træning. Søværnet må herunder fastholde evnen til at kunne lede kystnære operationer på Task Group niveau. Søværnets operative kapaciteter og bagvedliggende strukturer bør derfor være tilstrækkeligt robuste og udholdende til at understøtte og opretholde et længerevarende internationalt engagement. Herudover bør vi besidde evnen til at udsende flere eller større bidrag i kortere tid, samt evnen til at udsende styrkebidrag med kort varsel i forbindelse med blandt andet krisestyring, humanitære katastrofer, evakueringsoperationer mv. Opgaverne vil kunne dække hele spekteret fra tilstedeværelse i udvalgte områder, humanitær indsats, maritim kapacitetsopbygning, overvågning, søtransport, maritime sikkerhedsoperationer, krisestyring, embargooperationer til egentlige kampopgaver. Vi skal herunder kunne deltage i vanskelige og intensive operationer i områder med et højt trusselsniveau og være indstillet på at blive konfronteret med såvel traditionelle som mere asymmetriske virkemidler. Opgaverne skal kunne løses ligeværdigt og effektivt, hvad enten kapaciteterne er indsat i rammen af NATO, FN eller i en koalition, hvilket fordrer en høj grad af interoperabilitet. Blandt de vigtige opgaver på kortere sigt forventes at være maritime sikkerhedsoperationer, herunder anti pirateri, samt kapacitetsopbygning, hvor søværnet kan bidrage med sin 210

Flåden i Rigsråd Billes fodspor fordi det giver mening ekspertise inden for løsning af bl.a. kystvagts og sikkerhedsopgaver i lande med et sikkerhedsrelateret maritimt udviklingsbehov, således at disse på sigt selv kan varetage opgaverne og ansvaret. Danmark er en af verdens største søfartsnationer, og verdensøkonomien er afhængig af en stadig og uhindret transport af råvarer og forarbejdede produkter ad søvejen. Dette forhold perspektiverer, at maritim sikkerhed er et fokusområde for Danmark, og at søværnet har en vigtig opgave i relation hertil. Søværnet arbejder fokuseret på udvikling af særlige kapaciteter, der kan medbringes på skibene, herunder Special Maritim Indsatsenhed (SMI), der sammensættes af specialister med særlige kompetencer til opgaven, eksempelvis specialstyrker, sprængstofeksperter og militærpoliti fra Søværnets Frømandskorps, eventuelt suppleret med tolk, læge eller andre fagspecialister. Senest har fokus været rettet mod håndteringen af bevæbnede pirater i indsatsen mod pirateri i området ud for Afrikas Horn.. Længerevarende deployering til mulige operationsområder vil øge muligheden for, at enheder kan indsættes rettidigt i forbindelse med pludseligt opståede situationer, kriser og konflikter, herunder ved behov for støtte til katastroferamte områder, evakuering af danske statsborgere mv. Det vil medvirke til at sikre et tidsmæssigt og geografisk relevant indsatsberedskab. Der må ligeledes tilstræbes en øget togtbaseret tilgang, hvor skibes aktiviteter opdeles i en uddannelsesperiode, hvor besætningen foretager opkøring, uddannelse og certificering, en togtperiode, hvor besætningen er deployeret til operationsområdet samt en hjemmeperiode, hvor personellet afvikler optjent frihed eller kompetenceudvikles. I tilknytning hertil må den landbaserede støttestruktur gradvist optimeres til at overtage en række vagt og vartningsmæssige opgaver, der hidtil har været løst af skibenes besætninger. For enheder primært rettet mod internationale operationer forventes generelt en gennemsnitlig årlig besætningsbelastning på fire måneders sejlads, fordelt med en måneds opkøring og tre måneders egentlig international indsats hvert år. Ved mere høj intensive indsættelser og ikke mindst ved egentlige kampopgaver vil opkøringsperioden skulle øges og vurderes i forhold til enhedernes operative stade. For enheder primært rettet mod nationale operationer forventes generelt en gennemsnitlig årlig besætningsbelastning på omkring fem måneders sejlads, som i nærlig fuld udstrækning kan afvikles som styrkeindsættelse. Med den nuværende struktur vil det således være muligt kontinuerligt at udsende en stor overfladeenhed i form af en fregat eller et støtteskib (med tilhørende helikopter, SMI hold og nationalt støtteelement) gennem rotation af enheder og besætninger. Det vil ligeledes være muligt i kortere perioder at udsende to større enheder samtidigt, at udsende andre bidrag i form af eksempelvis specialoperationsstyrker og Søværnets Taktiske Stab eller lejlighedsvist at øge udsendelsesbelastningen. Samlet vil det personelmæssigt svare til en gennemsnitlig, permanent international indsats på cirka 150 årsværk. Ved samtidighed vil bidraget kunne udgøre cirka 250 personer. Det bør dog understreges, at søværnets materieltunge styrkebidrag bidrager til den operative opgaveløsning med en effekt, der ikke alene kan måles i antallet af personer, der indgår i de pågældende bidrag. De nationale opgaver løses omkring Danmark, Grønland og Færøerne og omfatter overvågning og suverænitetshævdelse, myndighedsopgaver samt en række andre opgaver til støtte for samfundet. Opgaverne spænder vidt fra kontinuerlig overvågning med sejlende og landbaserede enheder, eftersøgnings og redningstjeneste, håndhævelse på havmiljø 211

Flåden i Rigsråd Billes fodspor fordi det giver mening området, miljøovervågning, forureningsbekæmpelse til søs, isbrydning, fiskeriinspektion ved Grønland og Færøerne, ammunitionsrydning, søopmåling, støtte til sikker afvikling af skibstrafikken samt støtte til en række andre myndigheder. Opgaverne i danske farvande er præget af betydelig trafikintensitet og stigende krav til det maritime situationsbillede i danske farvande, ligesom opgaverne i Arktis må forventes at øge i såvel omfang som indhold som følge af den klimatiske udvikling og afsmeltningen af polariskappen, som efter alt at dømme allerede på kortere til mellemlangt sigt vil åbne op for en øget maritim aktivitet i relation til råstofudvinding, udnyttelse af nye kortere sejlruter for den kommercielle skibstrafik samt øget turistaktivitet med blandt andet krydstogtskibe. Det vil kunne medføre øgede krav til bl.a. overvågning og suverænitetshævdelse, myndighedsudøvelse, søredningskapacitet, sejladssikkerhed, herunder trafikregulering og søopmåling, beskyttelse af havets ressourcer samt beskyttelse af miljøet og det følsomme økosystem. I alt svarer den nationale indsats til cirka 200 personer permanent indsat til søs året rundt. Hertil kommer cirka 100 på varsel og i operative vagtfunktioner. Søværnet har således sammenlagt konstant omkring 300 personer indsat i nationale operationer fordelt med cirka 2/3 til søs og 1/3 i land. Indsatsen på land binder et stort antal årsværk, og derudover kommer almindelige vagtfunktioner. Med muligheden for et internationalt engagement på omkring 250 personer vil cirka 550 kunne være indsat ud af en samlet styrke på knapt 3.000 ansatte, dvs. omtrent hver femte. Afslutning Rigsråd Anders Bille brugte store ord om flåden. Selv om man i dag nok ville være en anelse mere afmålt i karakteristikken, er det dog ubestrideligt, at Danmarks velfærd og vækst afhænger af friheden til at bruge havet som transportvej, og at Danmarks rolle som en af verdens førende søfartsnationer betyder, at flåden har en vigtig rolle i relation hertil. For Danmark, som er så rigt begunstiget med adgang til havet, er havet ikke en hindring, men en mulighed. Netop derfor er det vigtigt for Danmark at have en flåde, der kan sikre Danmarks interesser fra havet. I den kommende tid vil vi blive mødt af store udfordringer. Til gengæld vil vi, når disse er løst, stå med et moderne søværn, som er nøje målrettet til den sikkerhedspolitiske situation og de politisk pålagte opgaver. Et søværn, som med effekt kan deltage i internationale operationer, og som kan levere effektiv overvågning og suverænitetshævdelse i danske og arktiske farvande. Fundamentet for opgaveløsningen er det rette materiel, det rette personel og den rette uddannelse og træning. Vi er godt på vej, vi er dygtige til de nationale opgaver, og vi skal konstant søge at blive endnu dygtigere til de internationale. Vi har allerede indhøstet en række erfaringer gennem hidtidige operationer i blandt andet Den persiske Golf, Middelhavet og Adenbugten. Vi har været i stand til at favne opgaverne, og i de perioder, hvor Danmark har haft flådeenheder indsat eller har haft kommandoen over koalitionsstyrker eller NATO styrker i indsatsområdet, har besætningernes indsats været helt unik, og søværnet har været med til at sætte nye standarder for opgaveløsningen. Når man sammenligner flådens virke i fortid og nutid, erkender man, at mange maritime opgaver er tidløse, og at de indgår i et mere eller mindre cyklisk mønster. I visse perioder er der større behov for en type operationer end en anden, i andre perioder er det omvendt, men det er de samme opgaver, der bliver ved at dukke op, om end i forskellige forklædninger. Teknikken har ændret sig fundamentalt, men opgaverne er reelt de samme. 212

Flåden i Rigsråd Billes fodspor fordi det giver mening Det er alle opgaver, som søværnet løser, fordi det er i Danmarks interesse, og fordi de kun kan løses på havet. Det er opgaver, som alle søværnets medarbejdere, hver i deres funktion, er med til at løse, og som kun kan løses, fordi vi er så engagerede og professionelle. Trods deres forskellighed har disse opgaver til fælles: De er vigtige, og de giver mening. 213

Kommandør Poul Grooss, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet. Flådens historie I anledning af Flådens 500 års jubilæum den 10. august 2010 bringes en artikelserie om Flådens historie. Danmarks Marineforeninger spurgte forfatteren om han kunne udarbejde en oversigt over Flådens historie og dens nøglepersoner til brug for medlemsbladet Under Dannebrog. Det resulterede i 10 artikler, som her bringes samlet i en lettere redigeret form, inddelt i 10 perioder. For hver periode er der en fortegnelse med en blå bog over de mest markante personligheder og skæbner. Den 10. august 1510 beordrede kong Hans, at kaptajn Henrik Krummedige skulle være øverste kaptajn og høvedsmand for alle kaptajner (admiral). Han skulle tage vare på majestætens skibe, og dermed havde vi officielt fået en flåde i Danmark. I det første afsnit beskrives flåden inden 1510. I de følgende artikler orienteres i meget koncentreret form om de vigtigste søslag, hvem der havde kommandoen, og hvem der sørgede for opbygningen af den danske flåde. Afsnit 1: Tiden før 1510: Vikinger og askefisere Vikingeskibene fandtes i mange modeller og størrelser. Fælles for dem var, at de var sødygtige og velsejlende, og samtidig kunne de på grund af deres ringe dybgang gå langt op ad floder og åer. De kunne gå for sejl og årer. Konstruktionsmæssigt udgjorde de datidens højteknologi. Efter vikingeskibene kom de såkaldte kogger, som var temmelig klodsede, men de kunne til gengæld rumme en relativ stor last. Herfra udviklede man så kraveller, egentlig krigsskibe men på den tid blev de kaldt fredsskibe med bøsser, det vil sige med håndskydevåben og kanoner. Flådens fødsel dateres således til den 10. august 1510. Inden da havde vi jo haft en flåde i Danmark i omkring 700 år, men man kan ikke direkte sige, at der til kongemagten eller statsmagten i vikingetiden hørte en organiseret flåde. Kongen kunne under visse omstændigheder samle store flådestyrker. Et gennemgående træk i Danmarkshistorien er, at indbyggerne i Danmark i mange år med stor dygtighed har evnet at færdes på havet. Hermed er der opstået en søhandel, og det har medført et naturligt behov for at beskytte søhandlen mod trusler fra såvel sørøvere som konkurrenter. Helt frem til 1800 tallet medbragte krigsskibene laster, og handelsskibene var bevæbnede, så det har været svært at skelne nøje mellem krigsskibe og handelsskibe og mellem privat foretagsomhed og statsmagten. Først drejer det sig om vikingernes flådestyrker, som jo undertiden stod under kongens kommando. Det var ikke hans skibe. De tilhørte ofte rige storbønder og købmænd, og det krævede en vis form for enighed i riget at drage i leding. Vikingerne brugte deres skibe Militært Tidsskrift, 139. årgang nr. 3 oktober 2010, s. 213 266

Flådens historie meget dygtigt, og de havde forskellige skibstyper. Nogle var slanke, hurtige og velegnet til kamp. Andre var brede og mere klodsede, men kunne medbringe større laster, som for eksempel heste. Normalt brugte man skibene til at transportere krigere, som i øvrigt var de samme som skibenes besætninger, og kampene foregik normalt på land. Ved sjældne lejligheder kæmpede skibene til søs, hvor man gik på siden af fjenden og brugte, buer og pile, sværd, økser og ild. Man kender i dag ret meget til selve skibsbygningskunsten fra den tid, men ellers er den historiske viden om de sømilitære forhold frem til flådens fødsel i 1510 ret sporadisk og ufuldstændig. I den sidste del af vikingetiden etablerede man en slags værnepligt i forbindelse med leding, hvor landet var delt ind i små områder ( skipæn ), som hver skulle stille med et skib samt besætning og proviant til 16 uger. Drog man i leding, det vil sige på krigstogt, var der undertiden nogle, der valgte at blive hjemme og lune sig ved den hjemlige ild, og de var ikke særlig velsete. Dem kaldte vikingerne for askefisere. Omkring overgangen fra vikingetiden til middelalderen blev København gjort til landets hovedstad, for byen lå midt i riget, da Skåne, Halland og Blekinge var danske. I København blev der etableret en slags flådestation, som man i dag kan finde spor af under det nuværende Rigsarkiv og Slotsholmsgade, i området mellem det nuværende Finansministerium og Tøjhusmuseet. Ledingssystemet blev ændret under Valdemar den Store og biskop Absalon, som havde brug for en flåde hvert forår, når venderne skulle bekæmpes. Det blev så lavet om til en skat, som skulle betales af dem, der ikke stillede med skibe og mandskab. Senere kunne Valdemar Sejr samle en stor flåde, som i 1219 medbragte så store styrker, at den nordlige del af Estland kunne erobres. Ledingssystemet døde ud omkring år 1300, men da kong Erik Menved i 1304 pludselig skulle bruge en flåde, måtte han etablere en moderniseret version af ledingen: For hver gruppe bønder, der havde en indtægt på 10.000 mark, skulle der udrustes en kogge på 50 læster 1 med mandskab og proviant til 16 uger. Det system varede kun ganske få år, og så døde det ud. Omkring 1350 skulle Valdemar Atterdag bruge en flåde, som han pålagde købstæderne og lensmændene at opstille. Flåden erobrede nogle år senere Gotland, og den svenske konge måtte anmode Hansaen 2 om hjælp mod danskerne. I 1384 er det dronning Margrethe den Første som lover at komme Hansaen til hjælp mod sørøvere. Danmark stiller med ni skibe, heraf formentlig syv der tilhørte adelsmænd og to der tilhørte dronningen, men det er uklart, ligesom det også er lidt uklart, om dronningen og adelsmændene i virkeligheden finansierede sørøverne for at genere Hansaen. I hvert tilfælde fik Danmark atter rådighed over Skånemarkedet og de skånske slotte fra Hansaen i 1385. Skibene blev i øvrigt kaldt fredsskibe, og omkring 1398 introduceres der skibe med bøsser (kanoner og geværer med krudt). Der var store handelsinteresser på spil i Østersøen, og den danske konge sad på udsejlingen. Begge kyster af Øresund var danske. Næsten al handel foregik på køl (det vil sige med skib), da transport over land ikke var noget realistisk alternativ over større afstande. 1 En læst er en meget gammel betegnelse for enten en tørlast mellem 1,3 og 3,1 kubikmeter tørlast eller i mere moderne tid en skibslæst på 150 kubikfod med en normalvægt på 2, 6 tons. Groft regnet havde en kogge på 50 læster en lasteevne på ca. 100 tons. 2 Ordet Hansa er afledt af et gammelt tysk ord Hanse for en sammenslutning, her en sammenslutning af de vigtigste handelscentre i Nordeuropa. 214

Flådens historie Store Bælt var meget vanskelig navigabelt frem til begyndelsen af 1800 tallet, så al handel gik gennem Øresund. Hvis man byggede en fæstning på hver side af Sundet og havde krigsskibe i nærheden, så kunne man opkræve afgifter for passage. Det var baggrunden for bygningen af Kronborg ved Helsingør og fæstningen Kärnan i Helsingborg. Hermed fik den danske konge fra 1429 en fin indtægt, men de to fæstninger alene var ikke nok til at sikre opkrævningen. Kongen kunne støtte sig til sine barske kaperkaptajner. Hvorledes skibene så ud, ved vi kun fra en række unøjagtige kalkmalerier. Afsnit 2: Flådens fødsel: Tiden omkring 1510 Rigsadmiral Peder Skram (ca. 1503 1581) stod i spidsen for den danske flåde i lange perioder. Han deltog i svenskekrigene under Christian den Anden, og herefter var han i udenlandsk tjeneste. Under Christian den Tredje var han i 1535 chef for en dansksvensk prøjsisk flådestyrke, som rensede Østersøen for skibe fra Lübeck. Det gav ham tilnavnet Danmarks vovehals. Han jagede blandt andet en styrke fra Lübeck op igennem Lillebælt, og da de ikke kunne passere skanserne ved Middelfart, måtte de prøve at undslippe gennem Svendborgsund. Peder Skram stod efter dem og erobrede de fleste af de skibe, som efterhånden endte på grund og blev stukket i brand. Brandene blev slukket, og han fik sig et nyt admiralsskib, som lybækkerne tidligere havde erobret fra Danmark. Han havde også sendt skibe uden om Svendborgsund, så de kunne tage sig af dem, der måtte slippe igennem sundet. De blev erobret ved den østlige udsejling, bortset fra et enkelt, som blev erobret helt nede ved den tyske kyst. Peder Skrams sejr var total. Da Danmark kom i krig med Sverige knap 30 år senere, så var det atter den gamle admiral, som blev sat til at lede de danske flådestyrker. Herluf Trolle (1516 1565) blev udvalgt af kongen til at være admiral, fordi han var en god administrator. Han havde ikke nogen baggrund som sømand. Han var adelig og blev rigsråd i 1557 og i 1559 flådens øverste chef. En af hans skibschefer gav følgende karakteristik af Herluf Trolle: Vi har en god og dygtig admiral, som gør alle vel, og er der nogen ting, vi ej forstår, der underviser han os vel deri. Han var stort set til søs fra starten af Den nordiske Syvårskrig i 1563 og frem til sin død. I to slag ved Øland i sommeren 1564 besejrede han svenske flådestyrker. I 1565 blev han alvorligt såret 215

Flådens historie af et haglskud i arme og ben under en træfning mellem hans skib Jægermester og det svenske skib Troilus nær den Mecklenburgske kyst. Han blev bragt til København, hvor han døde af sine sår. Kort forinden havde han fået besøg af den lærde teologiprofessor Niels Hemmingsen, som rådede ham til at blive i land, for han havde jo allerede ydet så meget. Hertil svarede Herluf Trolle med de ord om sin forsvarsindsats og sine privilegier, som Hemmingsen så kunne bruge under sin ligprædiken i Vor Frue Kirke: Mister jeg mit liv, så får jeg vel liv igen. Vide I hvorfor vi hedde herremænd, hvi vi bære guldkæder og have jordegods og ville være yppermere og højere agtet end andre? Derfor have vi denne ære for andre, at når vor konning og herre, land og rige haver det behov, da skulle vi rigens fjender afværge, beskytte og beskærme med magt og al formue vor fædrene rige, at vore undersåtter må bo og være udi fred og rolighed. Søren Norby var en atypisk flådechef. Han tilhørte lavadelen og kom fra Fyn og havde således ikke selv godser, ej heller fine forbindelser. Han blev flådechef i kraft af sin dygtighed, og siden 1507 havde han opereret med en dansk eskadre i den østlige Østersø. Han blev senere Christian den Andens håndgangne mand, og kongen udpegede ham til at være kongelig høvedsmand på Island fra 1515 til 1517. Da krigen i Østersøen spidsede til, blev Søren Norby udnævnt til lensmand på Gotland i 1517, som han kendte godt fra sine tidligere togter og fra 1519 tillige som lensmand på Øland. Han deltog i den følgende belejring af Stockholm, og efter byens overgivelse blev han slået til ridder. Han stod kong Christian den Anden bi under det stockholmske blodbad. Da kongen herefter ville sende en ekspedition til grønlandske farvande og ønskede Søren Norby som leder, meddelte Søren Norby, at han efter påske i 1521 vil være rede og løbe til Grønland eller andetsteds, hvor Eders Naade vil have mig i Verden. Inden det kom så langt, blev Christian den Anden jaget ud af både Sverige og Danmark. Søren Norby holdt sig loyal, som den eneste lensmand, og han søgte en tid at balancere mellem Frederik den Første, den svenske kong Gustav Vasa og handelscentret eller bystaten i Lübeck. Christian den Anden stak af til Nederlandene med dele af den danske flåde. Her mødte Søren Norby op, klar til at tjene majestæten, men han havde ikke brug for ham. I stedet meldte han sig til majestætens kejserlige svoger, kejser Karl den Femte, i hvis tjeneste han faldt under belejringen af Firenze i 1530. Admiralstitlen stammer fra de arabiske lande. I den arabiske ekspansionsperiode, hvor hele Afrikas nordkyst og dele af det nuværende Spanien og Portugal blev underlagt arabiske fyrster, da kaldtes en flådechef for amir al bahr. Direkte oversat betyder det emir over havet eller havets behersker. Denne titel kom til Europa via Sicilien i det 12. århundrede, og i 1249 blev titlen også benyttet i Frankrig, hvor en flådechef blev kaldt for amiral. Inden udgangen af det 13. århundrede blev titlen også benyttet af englænderne, som dengang besad Cinque Ports ( De fem Havne ). Det var fem havne på den nuværende franske kanalkyst. Englænderne i Cinque Ports blandede titlen amiral sammen med det latinske ord admirabilis, som betyder beundringsværdig, så de kaldte deres flådechefer admirals. I Danmark blev titlen admiral i begyndelsen af 1500 tallet brugt om en styrkechef i en bestemt periode eller på et bestemt togt, og der var altså tale om en udpeget chef, ikke om en grad. Efter ganske få år blev det en gradsbetegnelse. Besætningen på Christian den Tredies skib Fortuna havde ca. 50, formentlig mindre, kanoner. Til skibets besætning hørte 3 skippere (navigatører), 4 styrmænd, 120 bådsmænd (matroser), 4 pøkere (jungmænd/letmatroser) og 3 tømmermænd. Til krigsførelsen hørte 31 216

Flådens historie bøsseskytter og 200 krigsfolk. Endelig var der om bord i skibet 5 kokke og kældersvende, 2 bartskærere (som tog sig af sårbehandling, amputationer m. m.), 4 pibere og trommeslagere samt 1 prædikant, i alt 377 mand. Kong Hans (f. 1455, 1481-1513) Mange har lært i skolen, at flåden stammer fra kong Hans s tid. Det er også rigtigt. Inden da havde der været mange forskellige tiltag for at etablere en eller anden form for sømagt i relation til kongemagten. I årene inden havde kongen sine egne skibe, som undertiden blev udrustet til krig. Han kunne lønne købmænd, skibsejere (redere) eller skippere til at udføre opgaver for sig, og han kunne udstede kaperbreve til skippere. Med et sådant brev blev de en slags statsautoriserede sørøvere i de farvande, hvor kongen ville demonstrere sin magt. Først omkring kong Hans s regeringstid begynder man at få danske kilder, som kan belyse opbygningen af flåden. Inden da har historikerne været henvist til hovedsageligt svenske, tyske og hollandske kilder, og da de ofte har været modstanderen, giver kilderne måske et fortegnet billede. Kong Hans var konge af Danmark og Norge, og i en kortere periode fra 1497 havde han tillige været konge af Sverige. Kongen havde fulgt udviklingen i andre lande, blandt andet i England og Nederlandene, hvor man etablerede kongelige flåder i 1480 erne. En stærk dansk flåde kunne skabe fred i Østersøen og fjerne Hansaens handelsmonopol. Danmark kunne overtage denne handel og atter få Sverige med i Unionen. Flådens fødsel dateres til den 10. august 1510. Kong Hans giver i København på Sankt Laurentii dag (den 10. august) 1510 lensmanden på Laholm, rigsråd Henrik Krummedige, bestalling som øverste kaptajn og høvedsmand for alle søkaptajner. Skibscheferne i flåden benævnes indledningsvis som høvedsmænd, men i enkelte tilfælde dækker betegnelsen chefen for den ombordværende styrke af soldater. Høvedsmændene var ikke nødvendigvis uddannede navigatører. De fire vigtigste høvedsmænd omkring flådens fødsel var Henrik Krummedige, Jens Holgersen Ulfstand, Søren Norby og Tile Giseler, der i øvrigt var gift med Søren Norbys søster. De blev ikke betegnet som admiraler før nogle år senere. Tile Giseler omtales som admiral i 1523. En række faktorer spillede en rolle i forbindelse med etableringen af den danske flåde. Kongen var interesseret i den meget omfattende handel i Østersøområdet. Transporterne foregik med skib, men det var hovedsageligt tyske købmand fra bystaterne eller Hansaen i Nordtyskland, især Lübeck, Rostock, Wismar og Danzig, som tjente på handlen. Søvejen ind og ud af Østersøen gik via Øresund, og den danske konge besad udsejlingen. Med en fæstning på hver side og veludrustede skibe i nærheden kunne kongen opkræve afgift af de passerende skibe. Hermed blev sundtolden indført, og afgiften gik ikke til staten. Den gik til kongen personligt, og af disse midler betalte han så en flåde, som kunne holde fred i Østersøen, så søhandlen kunne trives uden indblanding fra konkurrerende magter eller fra sørøvere. Kongen anskaffede således en orlogsflåde. Ordet oorlog betyder krig på hollandsk. Der var ikke nok skibe i flåden i de første år, så helt frem til Christian den Fjerdes tid bliver der udskrevet skibe til orlog. I 1543 udrustede man eksempelvis en flåde på 40 skibe, hvoraf halvdelen var orlogsskibe. Fjenden var først og fremmest Lübeck og dernæst Sverige. Da Rusland også havde et modsætningsforhold til Sverige skabte det en alliance mellem Rusland og Danmark, som varede i mange hundrede år, men i enkelte perioder har forholdet dog været tæt på krig mellem de to lande. Kong Hans blev som nævnt kronet til konge af Sverige i 1497, men i 1500 tabte han uventet et slag i Ditmarsken til de lokale bønder. Herefter blev der uro i både 217

Flådens historie Norge og Sverige, som ønskede en anden konge. Oprøret i Norge blev slået ned af Henrik Krummedige. I stedet for at drage ind i Sverige med en hær benyttede kong Hans flåden til at udføre en blokade mod svenske havne. Lybækkerne måtte derfor opgive at handle på Sverige, og svenskerne måtte slutte fred med Danmark i 1509. I perioden 1510 1512 plyndrede skibe fra Lübeck kysterne ved Øresund, på Lolland og i Blekinge, og Bornholm blev inddraget i krigen to gange. Lübecks flåde blev slået, og Lübeck blev tvunget ud af krigen. Den danske flåde havde vundet sin første sejr. Ved fredsaftalen i 1512 blev Hansaens magt stækket, og byen måtte betale en stor erstatning. Kong Hans kunne ved denne lejlighed erklære, at strømmene i Vore lande er fri, og Vi er ikke til sinds, til skade for riget og til fordel for Lübeck at lukke dem for nogen søfarende nation. Christian den Anden (f. 1481, 1513 1523) Efter kong Hans s død i 1513 bliver Christian den Anden konge. Han erobrer efter nogle belejringer Stockholm og gennemfører det stockholmske blodbad rettet mod adelen. Kongen må flygte til Nederlandene i 1523, og han tager det meste af flåden med sig. I 1531 prøver han at vende tilbage med en flådestyrke på 25 orlogsskibe og 7.000 mand. De følgende år er præget af oprør og grevens fejde. Omkring 1536 genopstår den danske flåde som en magt i Østersøen. Lübeck er ikke længere en trussel, men det bliver Sverige. Besætningerne og udrustningen Skibsbesætningerne havde i vikingetiden haft to funktioner. De udgjorde besætningen på deres skib med sejl og årer, men de var også soldater, når de gik i land, eller hvis man skulle slås med en anden skibsbesætning til søs. I tiden op til kong Hans s regeringstid kom en spændende udvikling, som medførte en opdeling. Nogle tog sig af sejladsen, andre af kampopgaverne. Skipperne og deres søfolk tog sig af sejladsen. Adelige stillede med tropper og tog sig af kampen. En britisk historiker har beskrevet den tilsvarende udvikling i England: There were gentlemen and there were sailors in the navy of Henry the Eight. The problem was that the gentlemen were not sailors, and the sailors were not gentlemen. Det rummer på engelsk et lille ordspil omkring ordet gentleman med relation til de adelige: Der var adelige og der var søfolk i Henrik den Ottendes flåde. Problemet var, at de adelige ikke var søfolk, og søfolkene ikke var gentlemen. Kongen hyrede blandt andet nogle skippere fra tyske og hollandske havne, som havde sejlet i årevis i danske farvande. To af skipperne i kong Hans s flåde havde været i Nordamerika ca. 20 år inden Columbus! Det var Hans Pothorst og Didrik Pining. Pothorst er afbilledet sammen med sit våbenskjold på et kalkmaleri i Sankt Maria Kirke i Helsingør. Der var tale om erfarne og særdeles hårdføre folk, som var vant til at operere i farvande med fjender og sørøvere. Skibene og værfterne Skibene kendes fra byvåben og segl, kalkmalerier og tegninger på kirkevægge og indridsninger i kirkebænke. Dimensionerne og arbejdsudførelsen kendes fra brevvekslinger mellem kongen og værftet eller breve mellem for eksempel den danske og den skotske konge. Derimod kniber det meget med viden omkring skibenes detaljer så som rigning, skrogform, sejlføring, inspiration fra Middelhavets sejlskibe etc. Normalt var de nordiske skibe klinkbyggede, det vil sige, at den ene bordplanke gik ud over den underliggende, fra 218

Flådens historie kølplanken og op mod rælingen. Skibe fra Middelhavet var oftest kravelbygget, hvor bordene lå kant mod kant. De nordtyske handelsbyer stod for en ret stor del af handlen i Østersøen, og herfra blev udviklet det mest almindelige handelsskib, koggen. Af øvrige skibstyper skal nævnes: Holk, som var et relativt stort skib, ofte udrustet til krig, Kravel eller karavel, en type fra Middelhavet, Karak, et fyldigt/rundt handelsskib med stormast og mesanmast, Krejert, et mindre handelsskib, som afløser koggen og Snicke (eller en snekke). Man ved, at store skibe omtales som mærsskibe, det vil sige, at de er så store, at der er et mærs/en platform i masten, over råen til storsejlet. Senere kan man på de historiske illustrationer se store skibe med mærsekurve, hvor der er folk med buer, geværer eller små kanoner, som kan beskyde folk på dækket af fjendtlige skibe. Karakker skulle have større dybgang end tilsvarende holke, og de havde svært ved at passere de danske farvande på grund af dybgangen. Handelsskibe blev ændret til krigsbrug, og de fik bygget kasteller for og agter. Det var en slags borge for besætningerne, og da der blev indført ildvåben ( bøsser, det vil sige geværer og kanoner), måtte man til at specialbygge skibene til at bære disse våben. Nogle af dem blev benævnt stenbøsser, fordi de skød med stenkugler, andre blev kaldt slanger. Det var langløbede geværer eller kanoner. Ofte var der let skyts i for og agterkastellerne og oppe i mærsene, medens de tungere kanoner af hensyn til stabiliteten måtte anbringes så lavt som muligt, og de skulle skyde igennem kanonporte. Kong Hans påbegyndte bygningen af to meget store skibe omkring 1509. Engelen var klar i 1510 og Maria i 1514. De blev formentlig bygget i henholdsvis Sønderborg og Bremerholm i København. Andre europæiske regenter havde ladet bygge et prestigeskib, som kunne vise omverdenen, hvilken magt den pågældende regent besad. De to danske pragtskibe skabte respekt om den danske flåde meget langt fra Danmark. De var hver på omkring 300 400 læster, det vil sige på ca. 600 800 tons, måske lidt større, da der var forskel på læsterne. I 1510 var Henrik Krummedige høvedsmand på Engelen. I samme periode tager kong Hans et nyt flådeværft i brug. Han grundlægger et værft på den lille ø Æbelø i Nakskov Fjord, som han anskaffer i 1508. Øens navn ændres til Slotø, og nær værftet bygges slottet Engelsborg. Kongen aflægger besøg på værftet i 1511. Værftet lå ideelt. Det var tæt på lybækkerne, men det lå godt beskyttet i et vanskeligt navigabelt farvand, men med en dyb rende helt ind til værftet. Endelig lå der et kongeligt værft i Kalundborg. Kongen anskaffer også skibe fra England, ligesom han rekvirerer skibe hos sin nevø, kong Jacob den Fjerde af Skotland. Christian den Tredje og Frederik den Anden Under Christian den Tredje (f. 1503, 1534 1559) var der blevet genetableret en dansk orlogsflåde, som skabte beundring rundt omkring i Europa. Kongen var så stolt af sit flagskib Fortuna, at han beordrede flådens chef, admiral Christoffer Thrundsen, til at lade fremstille en tro kopi af skibet, to alen lang. Det lagde formentlig grunden til Flådens flotte modelsamling. Den følgende konge, Frederik den Anden (f. 1534, 1559 1588), lagde stor vægt på navigationssikkerheden, så han sørgede for fyr på Skagen, Anholt, Kullen og ved Falsterbo, 219

Flådens historie således at handelen uhindret kunne gå fra Vestersøen (Nordsøen) til Østersøen. Han udgav desuden i 1561 Frederik den Andens søret, hvori han redegjorde for retstilstanden til søs, hvilke havområder, der tilhørte ham og om retten til at drive søhandel og fiskeri. Han sørgede for, at danske orlogsskibe patruljerede i de farvande, som kongen gjorde krav på. Den svenske konge Gustav Vasa (1523 1560) opbyggede i sin 37 år lange regeringstid en flåde, som efterhånden blev en trussel for den danske flåde. Hans efterfølger, Erik den Fjortende, var ivrig efter at vise sin magt, og da Frederik den Anden ønskede at genoprette unionen og sætte sig på den svenske trone, så brød Den nordiske Syvårskrig ud i 1563. Peder Skram var flådefører i det første år, men afgik på grund af alder. Herefter overtog Herluf Trolle, og han døde af sine sår i 1565. Otto Rud overtog flåden ved Herluf Trolles død, men hans skib blev isoleret under kamphandlingerne den 7. juli 1565, hvor kun 100 ud af 1.100 mand var kampduelige, da Rud måtte stryge flaget. Han døde af pest i svensk fangenskab tre måneder senere. I løbet af sommeren 1565 havde Danmark således mistet to flådechefer på kun to uger. Da krigen sluttede, havde Rusland erobret Narva og fået adgang til Østersøen, men den polske flåde ville forhindre russerne i at drive handel der. Den russiske tsar hyrede derfor en dansk veteran fra Syvårskrigen, Carsten Rode. Den 30. marts 1570 fik den russiske flåde dermed sin første admiral, idet tsaren skrev i kaperbrevet: Carsten Roden Muschovitichen bestalten Admirals in die See Bestallung (Carsten Rode, med bevilling som admiral fra Moskvariget). Efter krigen konsoliderede Frederik den Anden sin magt i Østersøen og i stræderne. Derpå fulgte en fyrreårig periode, hvor handlen i området blomstrede. Den nyvundne sikring af forholdene i Østersøen fik Frederik den Anden til at forhøje sundtolden. Det gav ham tilstrækkeligt med midler til at kunne rive det gamle slot Krogen ned og på samme sted at bygge et nyt, prestigefyldt og frygtindgydende slot Kronborg, hvorfra han kunne opkræve afgifter af de passerende skibe. Afsnit 3: Perioden fra 1588 til 1697: Fra Christian IV til Niels Juel Niels Juel (1629 1697) blev som ung adelsmand sendt på en seks års dannelsesrejse, først til Frankrig, siden til Nederlandene, hvor han meldte sig til tjeneste. Her blev han uddannet til søofficer og lærte sig tillige skibsbygning og administration. Han deltog i fire af de seks store søslag, som den nederlandske flåde i den periode havde med den engelske flåde. Da han vendte hjem til Danmark, blev han kortvarigt skibschef på Sorte rytter, og som 28 årig blev han admiral og chef for Holmen, hvor han deltog i reorganiseringen af flåden. Niels Juel er Danmarks mest berømte søhelt, og det skyldes hans sejre i Den skånske Krig fra 1675 til 1679. (Se nedenfor). Han var en dygtig og inspirerende administrator og i krig en velforberedt og blændende leder. I 1677 udnævnt til generaladmiralløjtnant, senere geheimeråd og ridder af elefanten og fra 1683 var han flådens chef. Han anses for at være en af verdens dygtigste admiraler fra sejlskibstiden. Cort Sivertsen Adeler (1622 1675): Født i Norge af en nederlandsk familie, uddannet som søofficer i Nederlandene, i tjeneste i Venedigs flåde 1648 1660, herunder krigserfaring mod tyrkerne. Hyret af Frederik den Tredje i 1663 som generaladmiralløjtnant til at reorganisere og genopbygge flåden. Henrik Bjelke (1615 1683), norsk oberst, som i 1653 skiftede karriere og blev søofficer og sluttede som rigsadmiral. Hans flådestyrke i København kunne ikke komme den 220

Flådens historie nederlandske undsætningsflåde til hjælp den 29. oktober 1658 på grund af nordvestlig vind. Fra 1660 medlem af Rigsrådet. Peder Jensen Bredal (? 1658/1659), eskadrechef. Førte en dansk eskadre ud af isen i Nyborg Fjord, mens gentagne svenske angreb blev afvist. Udnævnt til viceadmiral og ekvipagemester på holmen efter sin dåd. Deltog i august 1658 i et udfald mod svenske belejringsskibe udenfor København, hvorved to svenske skibe blev antændt. Dræbt i kamp mellem december 1658 og maj 1659. Christian IV (1577 1648), konge og styrkechef under flere søslag. Peder Galt (1584 1644), admiral, tidligere dansk agent i Stockholm 1621 1624. Som chef for flådestyrken, der spærrede den svenske flåde inde i Kielerfjorden i 1644, misforstod han Christian den Fjerdes angrebsordre, hvorved svenskerne undslap. Dødsdømt for denne forseelse af Rigsrådet (på kongens foranledning). Halshugget på pladsen foran Københavns Slot. Ove Gjedde (1594 1660), dansk adelsmand, som grundlagde kolonien Trankebar, chef for Kattegat og Nordsøflåden 1643 1645, fra 1645 rigsadmiral og medlem af Rigsrådet. Pros Mund (? 1644), kvartaladmiral, chef for den danske flådestyrke i Femern Bælt den 13. oktober 1644, som led nederlag til en overlegen svensk nederlandsk flåde. Faldt selv i kampen og hans lig blev kastet over bord. Den overordnede situation i perioden 1588 til 1697 Perioden var kendetegnet ved, at Sverige i hele perioden udgjorde hovedfjenden for Danmark. Fra ca. 1560 begyndte Sverige sine territoriale udvidelser, som varede i ca. 100 år, hvor landet efterhånden underlagde sig det nuværende Finland, Estland, Letland, Litauen, den nuværende polske kyst og dele af Nordtyskland. Dobbeltmonarkiet Danmark Norgheller ikke ram forbi, og ved de to store afståelser (Brømsebrofreden i 1645 og gik Roskildefreden i 1658) mistede kongeriget Danmark Norge ialt følgende områder: Skåne med øen Ven, Halland, Blekinge, Bornholm, Jämtland, Härjedalen, Bohus Len, Trondhjem Len, Gotland og Øsel Bornholm udgjorde dog et særtilfælde, idet øen befriede sig selv fra den svenske besættelse, og Trondhjem Len blev leveret tilbage til Frederik den Tredje efter stormagtsindblanding i de afsluttende forhandlinger med Sverige. Fredsbetingelserne omfattede også reducerede toldsatser for svenskere og nederlændere i Øresund og bortfald af tolden ved Elben. Sverige havde en hær, som var den danske overlegen, men hvis de danske øer skulle udsættes for angreb, så krævede det en betragtelig flådestyrke og transportflåde. Tilstedeværelsen af en stærk dansk flåde forhindrede normalt dette. Hvis svenskerne kom 221

Flådens historie over land fra Nordtyskland eller angreb ind i Skåne, så krævede det en stærk dansk hær på stedet. Generelt var den danske flåde bedre end den svenske, men der var perioder, hvor dette ikke var tilfældet. De danske skibe var bedre bygget, og officerer og mandskab var bedre uddannet, men den danske flåde oplevede dog en nedgangsperiode mellem 1645 og 1660. Danmarks største katastrofe indtraf, da isen i 1658 bandt de danske farvande, og den overlegne svenske hær kunne gå over isen. Her kunne flåden ikke gøre nytte, og Danmark Norge måtte gå ind på fredsbetingelserne. Nederlandene støttede skiftevis den ene og den anden part i krigen, og det skyldtes udelukkende økonomiske interesser, hvor man gerne ville støtte den svageste part, så ingen Østersømagt blev dominerende og ødelagde den lukrative søhandel. Østersøhandelen udgjorde en væsentlig del af den europæiske handel. Der var et europæisk center for kornhandel i Danzig (nu Gdansk), og desuden blev der fra Østersøen eksporteret fisk, tømmer, mastetræ, hør til sejlfabrikation, hamp til tovværk, tjære til skibsfarten og meget mere. Den store svenske hær bestod for en stor dels vedkommende af lejetropper, og det kostede uhyre summer for den svenske konge at betale dem, og når de var betalt, skulle de holdes beskæftiget hele tiden. Sveriges økonomiske forudsætning for at kunne føre så mange krige var forekomsterne af jernmalm. Landet tjente store summer på at eksportere jern og våben til det meste af Europa. Det lagde grunden til den nuværende svenske våbeneksport. Sverige havde mange fjender, så Danmark kunne udnytte alliancer, men de allierede i Østersøen havde hver for sig deres egen agenda. De allierede i Østersøområdet var Rusland, Polen, Sachsen og Brandenburg. Danmark gjorde en lang række forsøg på at få de tabte områder tilbage fra Sverige, men selv om nogle af invasionsforsøgene lykkedes, så ville de europæiske stormagter Nederlandene, England og Frankrig ikke støtte Danmark. Blev Skåne givet tilbage, så ville Danmark få en monopolagtig status for Østersøhandelen ved at besidde bredderne. Christian den Fjerde, hans inspektionsrejser og opdagelsesrejser Christian den Fjerde blev konge i 1588, og han var utrolig glad for sin flåde og brugte den, når han skulle rundt i riget. Han deltog selv aktivt i tegning og bygning af flådens skibe, som blev bygget på beddinger lige over for slottet. Han rejste til Norge 25 gange i sin regeringstid. Blandt andet rundede han Nordkap og inspicerede Vardø. Han rejste incognito som kaptajn Christian Frederiksen. Efter de store opdagelsesrejser, hvor Amerika var blevet fundet, og man kunne sejle syd om Afrika til Ostindien, var den danske konge også interesseret i at skaffe sig oversøiske besiddelser med krydderihandel og lukrative søruter. Det gjaldt om at handle hurtigt, for man var i skarp konkurrence med de andre sømagter: Nederlandene, England, Spanien, Portugal og Frankrig. I 1618 afgik en flådestyrke mod Indien. Chefen for denne ekspedition var den 24 årige adelsmand Ove Gjedde, som senere i 1645 blev udnævnt til rigsadmiral, det vil sige chef for flåden. Styrken bestod af orlogsskibene Elephanten på 500 tons (ex svensk Malkepigen), David på 400 tons (også ex svensk) samt to handelsskibe, Christian og Kiøbenhavn. Samlet kunne skibene hjemføre en last på 1.000 tons. Togtet kom til at vare fire år. Danmark anskaffede kolonien Trankebar på den indiske østkyst, hvor der blev bygget et dansk fort, Dansborg. Handlen på Trankebar blev en succes i de næste 20 år, for Danmark holdt sig 222