Nefertiti längtar hem

Nordisk Museologi 2002 2 Nefertiti längtar hem 1 Herbert Ganslmayr, framsynt direktör för Bremens etnografiska Übersee-Museum, var under en följd av år ordförande i ICOMs Advisory Committee och aktiv i ICME, den internationella kommittén för etnografiska museer. Återförandeönskemålen diskuterades då som bäst inom Unesco och Ganslmayr argumenterade kraftfullt för ICOMs roll i deras praktiska förverkligande. Särskilt drev han ömsesidighetsprincipen i förhållandet mellan tredje världens och Europas museer. I boken Nofretete will nach Hause. Europa Schatzhaus der dritten Welt som kom ut 1984 skrev han några av de fallstudier som blev en verkningsfull plädering för de rättmätiga kraven på ett återlämnande av det kulturarv som under långa år av kolonial exploatering hopats i Europas etnografiska museer. Unescos utredning av restitutionsfrågan ledde fem år senare till den resolution som fastslog alla samhällens primära rätt till sitt kulturarv. Återförandefrågor togs upp som huvudtema när Skandinaviska Museiförbundet höll sitt 33:e möte i Reykjavik 2002. Nordisk Museologi har fått förtroendet att publicera de nio huvudföredragen, som sammantagna ger en god översikt av hur de återförandekrav som aktualiserats mellan nordiska länder tillgodosetts. Den klassiska nordiska återförandefrågan gäller håndskriftsagen, dvs. de isländska medeltida manuskript som sedan 1700-talet befunnit sig i Danmark, tack vare den idoge samlaren Arni Magnusson. Under Islands gradvisa frigörelse från Danmark har vid olika tidpunkter manuskriptens återbördande till Island krävts som en omistlig del av islänningarnas kulturarv. Hur frågan tett sig ur isländsk synpunkt behandlas av Vésteinn Ólason och ur dansk synpunkt av Birgitte Kjær. Ett näraliggande problem var isländska föremål i danska museer, särskilt Nationalmuseet i Köpenhamn. Om detta skriver Torbjörg Torgrímsdóttir. Liknande bilaterala problem inom den danska maktsfären gäller Grönland och Färöarna. Hur de lösts behandlar Emil Rosing resp. Arne Thorsteinsson. Men också den över åren rörliga danska sydgränsen mot Slesvig har lett till kulturarvstvister som började redan i samband med gränskrigen under åren 1848 1864. De intrikata återförandeturerna klarläggs av Inge Adriansen. Stor uppmärksamhet har under senare år ägnats samernas äganderätt till sin egen kultur och sitt materiella kulturarv. Hur situationen ter sig för det unga samiska museet, SIIDA, i Rovaniemi beskriver Tarmo Jomppanen. Samerna får också särskilt

2 beaktande i den norska rapport som lagts fram av en kommitté under Jon Birger Østbys ledning. Han skriver om rapportens principer för utlåning och återlämning av samlingar som ska vägleda norska museer. Slutligen reflekterar Monika Minnhagen-Alvsten vid svenska riksantikvarieämbetet kring några konkreta återförandeärenden. Sammantagna ger föredragen en ljus bild av hur antagonistiska konfrontationer med tiden genom förhandlingar kunnat upplösas i samförstånd och förståelse, ljus om man jämför med den pågående bittra striden om Partenonfrisen i British Museum. Har förutsättningen varit den gemensamma kultur som de nordiska ländernas sammanflätade historia skapat trots att den rymt många perioder av krigiska konflikter och gränstvister? David Anderson, den i nordiska museikretsar välkände ledaren för undervisningsavdelningen vid Victoria & Albert-museet i London, har sedan länge arbetat för en förnyelse av museet. Resultatet är det s.k. Spiral-projektet för en tillbyggnad ritad av Daniel Libeskind. David Anderson rapporterar i numrets andra del tillsammans med fyra medarbetare om projektets läge. Själv formulerar han i tre texter en museivision som just nu får stöd i de kultur- och bildningspolitiska idéer som blir alltmer framträdande i Tony Blairs England. De fysiska aspekterna behandlas av Gwyn Miles, Daniel Libeskind och Cecil Balmond, de museologiska, av David Anderson, och Jane Pavitt. Per-Uno Ågren Return of Cultural Property The Scandinavian Museums Association was founded in 1915, the purpose being to promote personal contacts and the exchange of professional experience within the museum community. Originally sections were formed in Denmark, Norway and Sweden; further sections were added in 1923 in Finland, in 1929 in Iceland and in 1985 in the Faroe Islands. The Association has arranged meetings at irregular intervals, after a lapse during the war years 1939 to 1945, meetings were resumed and took place every second or third year in the various countries. The 33rd meeting was held in 2002 in Reykjavík. Its theme, the restitution of cultural property to the countries of origin, was the focus of 9 papers with ensuing discussions. Nordisk Museologi in cooperation with the Association is happy to present the papers in the first part of this issue. They are summarised on p. 58.

Nordisk Museologi 2002 2, s. 3 7 Håndskriftenes hjemkomst vitenskapelig og ideologisk belysning 3 Vésteinn Ólason Forutsetningen for håndskriftsaken er håndskriftene og den litteratur som de inneholder. Jeg synes det er nødvendig å konstatere at den islandske middelalderlitteraturen var rik og variert, og at det var en stor bokproduksjon her i landet i middelalderen, spesielt på 1300-tallet. Man begynte å skrive på morsmålet omkring 1100, men fra 1100-tallet har vi bevart bare noen få håndskriftfragmenter. Den mest originale del av litteraturen ble nok skrevet på 1200-tallet, og fra det århundre, spesielt den andre halvdelen, har vi noen fine håndskrifter og mange fragmenter. Men de mest kjente og mest omfangsrike genrene, kongesagaer og islendingesagaer, er med meget få unntak overlevert i avskrifter fra 1300-tallet eller senere. I dette århundre ble det også produsert viktig ny litteratur, og de fleste av våre fineste membraner er fra den tiden. 1400-tallet var på mange måter en forfallsperiode her i landet som i det øvrige Norden, og såvel litterær nyskaping som bokproduksjon minsket i omfang og kvalitet. Jeg har lyst til å nevne noen få viktige bøker som eksempler: Fra omkring 1200 har vi den islandske homilieboken, Perg 15 4to i Kungliga biblioteket i Stockholm. Fra andre halvdel av 1200-tallet har vi Codex regius av eddadiktene, GKS 2365 4to, to lovbøker med de gamle fristatslovene, Konungsbók, Codex regius, GKS 1157 fol, og Sta arhólsbók, AM 334 fol. Fra 1300-tallet skal jeg bare nevne fire: Mö ruvallabók, AM 132 fol med 11 islendingesagaer (gjerne de beste tekstene som finnes av disse sagaene), Stjórn, AM 227 fol med en oversettelse av store deler av det gamle testamente, Skar sbók Jónsbókar, AM 350 fol og Flateyjarbók, GKS 1005 fol. Fra 1500- tallet har vi også en del illustrerte lovbøker. Hvor mange håndskrifter var det da som feiden angikk? Det er ikke en enkel sak å telle håndskrifter. De registreres som numre, men to blad som opprinnelig har tilhørt den samme codex kan være registrert på forskjellige numre. Noen numre derimot, dekker over fragmenter fra forskjellige håndskrifter. De samlingene som håndskriftsaken angikk, bestod heller ikke bare av middelalderske pergament-

Vésteinn Ólason 4 håndskrifter, men inneholdt også mange papirhåndskrifter fra tida etter reformasjonen. Men største delen av disse papirhåndskriftene er avskrifter av eldre håndskrifter med middelalderske tekster. De bevarer i mange tilfeller tekster eller tekstredaksjoner som ellers er tapt, og har da nesten like stor vitenskapelig betydning som membranene fra middelalderen. Når vi ser bort fra de unøyaktighetene som kommer av at et håndskriftnummer ikke alltid refererer til ett håndskrift som fra begynnelsen av har vært én bok, kan tall allikevel si oss en hel del om omfanget av det vi snakker om, og om proporsjoner. Det materiale som ble avlevert til Island etter håndskriftsaken i årene 1971 til 1997 var følgende: Fra Den arnamagnæanske samling: 1666 numre Fra Det Kongelige bibliotek: 141 numre Originaldiplomer 1345 Avskrifter av diplomer 5942 Det er en utbredt misforståelse, også i Danmark, at Island fikk alle de islandske håndskriftene. Slik var det ikke. I den arnamagnæanske samling i København ble det igjen 1350 håndskrifter, men bare omtrent halvdelen er islandske. En del islandske håndskrifter i Det Kongelige bibliotek, som opprinnelig tilhørte privatsamlinger, ble også igjen der. Dessuten er det også mange islandske håndskrifter i Sverige, både fra middelalderen og senere og noen, som regel ganske unge, i Norge. Dessuten finnes det islandske håndskrifter med middelalderstoff (deriblant noen få fra middelalderen) i Tyskland, Nederland, Storbritannia, Irland, USA og Kanada. Etter denne innledningen skal jeg komme til mitt emne: hvilken vitenskapelig betydning har de islandske håndskriftenes hjemkomst hatt og vil ha? Og hva slags ideologiske implikasjoner har hele saken hatt? Allerede mens håndskriftfeiden pågikk kunne forskere i de aller fleste tilfeller bruke fotografier med like gode resultater som ved bruk av håndskriftene selv. Det gjør man også helst for å unngå slitasje av originalene. Når vi nå holder på å lage digitale bilder med høy oppløsning, som kan sendes mellom kontinenter med lynfart, blir det enda klarere at et håndskrifts plassering i det ene eller det andre landet ikke kan være en alvorlig hindring for forskningen, så lenge de materielle betingelser, sikkerhet, kommunikasjon, hjelpemidler etc., er i orden. Riktignok er det tilfeller, spesielt når det gjelder palaeografiske, kodikologiske eller kunsthistoriske studier, hvor tilgang til selve originalen er nødvendig. Men slike problemer kan lett løses ved reisestipender, lån av manuskripter (hvis det gjeldende håndskrift i det hele tatt lånes ut fra en institusjon til en annen), etc. Allikevel har hensynet til vitenskapen spilt en stor rolle i debatten, og det med rette. Det er to viktige grunner til dette. Den ene har med forskningsmiljø å gjøre, den andre med forskningspolitikk. Det er ikke nødvendig å fortelle museumsfolk at de originale og unike, konkrete objektene alltid har en helt annen effekt på den som opplever dem direkte med sine sanser enn en etterligning eller kopi, enten den er materiell eller virtuell, og hvor god den ellers måtte være. Det er som om tingene har en aura som tekniske etterligninger aldri kan erstatte. Dette er vel en av grunnene til at forskere fra hele verden, som forsker i islandsk og nordisk middelalderlitteratur, gjerne vil komme og drive sin forskning ved de arnamagnæanske instituttene, enten i København eller Reykjavík, selv om de på langt nær alltid trenger å gå til selve håndskriftene. Dette kommer

Håndskriftenes hjemkomst vitenskapelig og ideologisk belysning selvsagt av at vi ved disse instituttene har gode betingelser, spesialbiblioteker, fotografier og andre hjelpemidler, men naturligvis også en gruppe mennesker som med sin samlede ekspertise bilder en slags kritisk masse på dette feltet. Her tenker jeg selvsagt ikke bare på de fast ansatte ved instituttene, men også på gjesteforskere, stipendiater og studenter som til enhver tid arbeider der. Begge steder nyter man også godt av å høre til et universitetsmiljø som er sterkt på dette område og nærheten til store nasjonale biblioteker. I Reykjavík er det spesielt viktig at vi på fem minutters avstand (til fots) har Nasjonal- og universitetsbiblioteket (Landsbókasafn Íslands Háskólabókasafn), som ikke bare skal ha alle islandske bøker og bøker om islandske forhold, men også oppbevarer den aller største samlingen av islandske håndskrifter som finnes. De fleste av disse er papirhåndskrifter fra tida etter reformasjonen, men mange av dem inneholder middelalderlitteratur; de samme verkene som vi finner i våre håndskrifter fra middelalderen. Jeg kunne også nevne både Nasjonalarkivet (bp jó skjalasafn) og Nasjonalmuseet (bp jó minjasafn), og det skulle være unødvendig å argumentere for den konklusjon at Reykjavík er det beste stedet for å forske i islandsk litteratur og andre særislandske saker. Dernest følger København, Islands hovedstad gjennom århundrer. Når man sammenligner betingelsene i Reykjavík med København eller andre steder, må man også ta i betraktning et meget viktig moment, og det er mulighetene til forskerrekruttering. Det er åpenbart og kan også statistisk påvises at de er helt andre på Island, hvor studiet av den islandske kultur er et sentralt anliggende, enn i andre land. Dette tror jeg kommer til å være tilfelle i overskuelig framtid, uansett hvilke tekniske framskritt vi kommer å oppleve, også om vi tar i betraktning forandrede holdninger hos generasjoner som er vokst opp med oppmerksomheten like mye vendt mot den virtuelle virkelighet som den virkelige. Dette bringer oss inn på de ideologiske faktorer som influerer såvel forskningspolitikk som rekruttering. Men før jeg begynner med dette aspektet, vil jeg kort si, at jeg ikke på noen måte bebreider de forskere og museumsfolk i Danmark som i sin tid sterkt motsatte seg utleveringen av håndskriftene til Island. Det ser jeg som en naturlig reaksjon. Selv om noen forskere ved Islands universitet hadde markert seg med en klar profil på dette området i første halvdel av det tyvende århundre, var det vanskelig for danske vitenskapsfolk, som var vant til å gjøre strenge krav til kvalitet, såvel i selve forskningen som til forskningbetingelser som biblioteker, å skjønne den sterke utviklingen som alt da var igang i det islandske samfunnet, for ikke å snakke om den lynraske utviklingen som siden har foregått. Man må også ta i betraktning at ikke bare islendingene var påvirket av nasjonalistisk ideologi, eller skal jeg si patriotisme; det gjaldt også danskene. Man skal heller ikke glemme at Islands metode for å frigjøre seg endelig fra Danmark i 1944, mens Danmark var besatt, ikke hadde møtt mye forståelse eller sympati i Danmark. Allikevel fikk håndskriftsaken den avslutning den fikk med støtte fra det politiske flertall og vel også fra store deler av den danske allmennhet. Hele debatten hadde den velgjørende effekt på forskningpolitikken at den offentlige oppmerksomheten ble rettet mot de skatte som man hadde i håndskriftsamlingene, og det ble reist spørsmål om hvor de beste betingelsene var for å utforske dem. Både ved Københavns universitet og ved Islands universitet brukte man anledningen til å få politisk 5

Vésteinn Ólason 6 støtte til finansering av forskning på området. I Danmark ble Det Arnamagnæanske institut opprettet i 1957 under ledelse av islendingen Jón Helgason som ivrig hadde kjempet for å få det til. Islands universitet hadde allerede i 1955 satt i gang et tekstfilologisk utgivelsesprosjekt, og i 1962 ble Handritastofnun Íslands (Det islandske håndskriftinstitutt) opprettet; som etter at håndskriftsaken var løst og de første håndskrifter avlevert, ved lov av 1972 fikk navnet Stofnun Árna Magnússonar á Íslandi. Disse to instituttene ville aldri blitt opprettet med så gode arbeidsbetingelser og så mange vitenskapelige ansatte, hvis ikke det hadde blitt en prestisjesak, både for Island og Danmark, mens saken var under debatt og behandling, å vise at man ville og kunne drive intensiv forskning av høy internasjonal standard i håndskriftene og den kulturarv som de er del av. Håndskrifter er bøker, og islendingene var i middelalderen et bokproduserende og et boklesende folk (naturligvis var det bare et lite mindretall som kunne lese, selv om det er overensstemmelse i kildene om at lesekyndigheten var relativt høy), men mange fler fikk høre opplesning fra bøker. Bøker var derfor bruksgjenstander. Man kan se av bøker som Codex regius av eddadiktene eller sagahåndskrifter som Mö ruvallabók, at de er laget for bruk, for opplesning, og ikke som kunstgjenstander eller statussymboler. Andre bøker uttrykker klart enten kirkens store makt og status i samfunnet, samt respekt for dens budskap, eller overklassens makt og velde (lovbøker som Skar sbók og kongesagahåndskrifter som Flateyjarbók). 1500-tallet brakte store kulturelle omveltninger: reformasjonen med økt kongemakt, trykkerier og papir. De gamle middelalderhåndskriftene var blitt vanskelige å lese, og pergamenthåndskrifter var dyre å produsere. Det var konkurranse med ny, religiøs, trykt litteratur. Riktignok hadde kirken monopol på trykkeriet og var ikke interessert i gamle verdslige sagaer eller dikt, heller ikke papistisk litteratur som helgensagaer. Man fortsatte med å skrive på pergament ved siden av papir til begynnelsen av 1600-tallet, men det er klart at de gamle skinnbøkene holdt på å tape sin verdi, og stod derfor i fare for å gå tapt. Interessen for sagaer og kvad holdt seg allikevel, både hos lek og lærd, som en mengde papiravskrifter viser. Det var humanismen som ble redningen. Lærde folk i Skandinavia fikk interesse for de islandske håndskriftene, fordi de fant ut at der var det fortellinger om Nordens ærefulle fortid. Høytstående personer i Danmark og Sverige begynte å samle islandske håndskrifter og lærde professorer ansatte islandske studenter til å lese, skrive av og oversette. Dette var viktig for den islandske selvbevissthet. Det gikk mer eller mindre grunnløse skrøner om landet blant forfattere av reiseskildringer, og dets største krav på attraksjon var at det her skulle finnes selve porten til Helvete, Hekkenfeld, dvs. vulkanen Hekla. Litteraturen ble nå det sterkeste våpen til forsvar av landets rykte. Med moderne språkbruk kan man si at landets PR-folk brukte den til å skape et nytt og positivt image av landet. Denne funksjonen har litteraturen hatt inn i det allersiste, til nå når Björk og Sigurrós og andre popgrupper har slått ut sagaene og Laxness som landets kulturelle front. 1600- og 1700-tallet brakte utgaver, först med oversettelser til latin, senere også til folkespråkene. I før-romantikkens og senere nasjonalromantikkens tid ble det stor interesse både i Tyskland, Storbritannia og Skandinavia, først for mytologi og eddadikt og senere

Håndskriftenes hjemkomst vitenskapelig og ideologisk belysning også for sagaer, spesielt islendingesagaer. Denne store interessen for den litteraturen som islendingene var alene om å kunne lese på sitt morsmål, og som dessuten beskrev en islandsk heltetid, en gullalder slik mange så det, hadde enorm betydning for islendingenes selvbevissthet under den selvstendighetskampen som begynte noe før midten av 1800-tallet og sluttet med republikkens grunnleggelse 1944. Dette er da bakgrunnen for de sterke følelsene som håndskriftsaken vekket. Håndskriftene var de synlige manifestasjonene av den fortid som berettiget islendingene til å bli en selvstendig nasjon som tok ansvar for seg selv og sin kultur. Etter at landet var blitt fritt og selvstendig, kjente folk det som en stor urettferdighet at disse skattene skulle ha blitt igjen i det land som tidligere hersket over dem. Men motstanden hadde også sin ideologiske bakgrunn. Tyske og nordiske forskere hadde helt fra de oppdaget den gamle islandske litteraturen, lagt vekt på at den representerte gammel germansk, altgermanisch, gammelnordisk, oldnordisk, götisk eller gammelnorsk kultur. Dette gjaldt selvfølgelig spesielt mytologi og heltediktning, men også kongesagaer og fornaldarsagaer, som jo handler om nordiske konger og helter. Til og med islendingesagaene, som unektelig måtte være islandske, ble sett som eksempler på germansk ånd. Grundtvig hadde selvfølgelig stor betydning for den allmenne kjennskapen til den gamle islandske litteraturen i Danmark, og den nasjonalistiske bevegelse i Norge etter 1814 gjorde Snorris kongesagaer til en slags verdslig bibel for det norske folk. Det var derfor ikke noen selvfølge for folk i Norden at de islandske håndskriftene, som ble oppbevart i de kongelige samlingene og universitetsbiblioteker, skulle tilbake til opphavslandet Island. Resultatet av det hele, den Arni Magnússon (1663 1730) oppdeling som i praksis ble gjort, gjenspeiler i noen grad disse to ideologiske holdningene. Vi har hørt at Island skulle få det som var islandsk kultureie, det var da implisitt at sagaer om nordiske konger, selv om de var skrevet av islendinger, ikke skulle utleveres, heller ikke europeisk litteratur i oversettelse og en del annet. Ønsket om å få håndskriftene hjem igjen hadde i sin tid en enormt sterk gjenklang i det islandske folk. Det viste seg også da de to første bøkene, Codex regius av eddadiktene og Flateyjarbók ble brakt iland i Reykjavík havn, og samme dag av den danske undervisningsminister lagt i hendene på hans islandske kollega. Jeg vil også tro at saken har hatt stor innflytelse i Danmark. Det var en storsinnet gjerning som jeg tror meget få angrer i Danmark i dag. Saken gjelder meget mer enn de ca. 1800 håndskrifter som nå oppbevares i Stofnun Árna Magnússonar í Reykjavík. Den dreier seg også om kulturbevissthet, om gjensidig respekt og forståelse mellom folk og om rettferdighet. Det er en glede når man får høre om flere tilfeller av lignende utleveringer. Jeg tror at det århundret som så vidt har begynt vil se mange slike. Professor Vésteinn Ólason är chef för Islands Arnemagnæanske Institut. Adr. Stofnun Árna Magnússonar à Íslandi, Árnagardi vid Sudurgötu, IS-101 Reykjavík E-mail: vesteinn@hi.is 7

Nordisk Museologi 2002 2, s. 8 16 8 Håndskriftsagen set fra danmark Birgitte Kjær Jeg skal komprimeret berette om den danske indfaldsvinkel til håndskriftsagen, som begivenhedsforløbet kom til at hedde i Danmark. Håndskriftsagen alene ordet -sagen antyder jo, at der var tale om en lang og problematisk proces, der i visse af sine faser dog næsten kunne være så spændende som en gyser. Der kørte i Danmark en stærkt følelsesladet debat for og imod udleveringen af de islandske håndskrifter til Island, man arrangerede demonstrationstog imod udleveringen, der var forslag om folkeafstemning, ja diskussionen nåede så langt ud blandt almindelige folk, at der ligefrem kunne udskrives terminsprøvestile om emnet i gymnasierne. 1 I dag er sagen næsten glemt i Danmark; kun fagfolk husker den. At sagen har jævnet sig i Danmark ses af, at der faktisk ikke er skrevet ret meget om den fra dansk side i de sidste mange år. Interessant nok er den grundigste gennemgang af hele sagsforløbet ikke skrevet af en dansker men af en islænding! Det er cand. mag. Sigrún Davídsdóttir, der i bogen: Håndskriftsagens Saga i politisk belysning fra 1999 har givet en set fra dansk side sober gennemgang af det komplicerede forløb. 2 Håndskrifterne blev det væsentligste problem i bo-delingen mellem Danmark og Island efter 1944. Efter at Island i 1918 var blevet en suveræn stat, blev de relevante arkivalier afgivet til Island i 1927 28. Allerede i 1903 var andre islandske embedsarkiver flyttet til Island, da det danske Islandsministerium blev flyttet fra København til Reykjavik. 3 Og i 1930 ved Altingets 1000-års jubilæum havde der fundet en deling sted af de islandske genstande, der var i det danske Nationalmuseum. Tilbage stod det vanskeligste: håndskrifterne i Det kongelige Bibliotek i København og i Den arnamagnæanske Stiftelse, der tilhørte Københavns Universitet. Begge steder drejede det sig efter dansk opfattelse om legalt erhvervede manuskripter, og begge steder berørte håndskrifterne i vid udstrækning den norrøne fælleskultur. 4 Sagen drejede sig om noget over 3.000 middelalderlige håndskrifter: dels personal- og lokalhistoriske beretninger, f.eks. stormands-

Håndskriftsagen set fra danmark og bispesagaer, dels bredere historiske beretninger, f.eks. de norske og danske kongesagaer, men samlingen rummede også skjaldedigtning og fiktionslitteratur som ridderromaner og eventyrlige helteskildringer samt religiøse skrifter, lovhåndskrifter og diplomer i original eller afskrift. De bevarede over 3.000 håndskrifter er et enestående stort materiale, set på baggrund af en islandsk befolkningsstørrelse, der i vikingetid og middelalder næppe selv i gode tider har oversteget 50 60.000 individer. 5 De væsentligste problemer berørte ejendomsretten til håndskrifterne: var de dansk eller islandsk ejendom, og hvis de var danske var de så statens ejendom eller privatejede. Fra dansk side var der næppe tvivl om, at håndskrifterne befandt sig legalt i Danmark, og at de var dansk ejendom i dels privat, dels offentlig eje. Udgangspunktet var derfor fra dansk side oprindelig, at håndskrifterne ikke skulle udleveres. Det er i denne holdning, der sker et skred, således at man accepterer, at de relevante af håndskrifterne skulle udleveres til Island. 6 Det næste problem i Danmark blev derefter, på hvilke betingelser udleveringen skulle ske, når den danske stat ønskede at udlevere privatejede genstande. Det sidste problem var endelig omkring forståelsen af, hvilke håndskrifter der var rent islandske, og hvilke, der var fælles norrøne. Kronologisk fremstilling Mange håndskrifter blev i 1600-tallet og især i 1700-tallet indsamlet af islændinge, og bl.a. sendt som gaver til den dansk-islandske konge i København. Således er de to berømteste, Flatø-bogen 7 fra omkring 1380 med en række norske kongesagaer og bl.a. Orkneyø-saga, Færø-saga og den lille Grønland-saga og Codex Regius fra omkring 1270 med den ældre Edda-digtning, bl.a. digtet Vølvens Spådom 8 blevet sendt af biskop Brynjólfur Sveinsson som gave til Frederik III. Og den lærde filolog, Ární Magnússon 9, der i 1701 blev professor i dansk historie ved Københavns Universitet, indsamlede på systematiske rejser rundt i Island i årene 1702 12 flere tusinde håndskrifter, som han alle testamenterede til en særlig stiftelse under Københavns Universitet. 10 Som det i 1944 tegnede sig i Danmark, tilhørte gaverne, der var skænket til den danske konge, nu den danske stat, mens gaverne til Den arnamagnæanske Stiftelse under Københavns Universitet tilhørte dette som privat ejendom. På Island opfattede man imidlertid sagen anderledes. Allerede i 1907 havde Det islandske Alting opfordret den islandske regering til at træffe foranstaltninger angående udlevering af alle håndskrifter og dokumenter, som Árni Magnússon tidligere havde fået til låns, og som stammer fra biskopper, kirker, klostre og andre embeders og institutioners dokumentsamlinger her i landet, og som endnu ikke er udleverede. 11 Her er allerede det første problem ridset op: havde Árni Magnússon lånt håndskrifterne af de personer, hos hvem han indsamlede, eller havde han fået dem som ejendom med den deraf følgende ret til at disponere over dem? I Danmark mente man det sidste. 12 I 1918 afsluttede Danmark og Island en overenskomst om den fortsatte forbindelse mellem landene, som gav Island den længe ønskede frie og suveræne status omend i personalunion med Danmark dvs. med fælles konge. Aftalen kunne opsiges efter 25 år. I disse forhandlinger indgik håndskrifterne ikke, kun forfatning og økonomi. Spredt op gennem 1920erne rejstes krav- 9

Birgitte Kjær 10 ene om udlevering af såvel embedsdokumenter som håndskrifter samt museumsgenstande. Fra dansk side udleverede man som nævnt i 1927/28 de relevante embedsdokumenter og i 1930 halvdelen af det danske Nationalmuseums islandske genstande i forbindelse med Altingsjubilæet. Op gennem 1930 erne blev sagen om håndskrifterne kun sjældent berørt på møderne i Dansk-Islandsk Nævn. Men i 1938 tilkendegav Island, at hverken arkivaftalen fra 1927 eller overleveringen af museumsgenstande i 1930 havde været tilfredsstillende. Grunden var selvfølgelig, at tiden var ved at være inde for en ophævelse af personalunionen med Danmark, hvilket skete i 1943 med den efterfølgende oprettelse af den islandske republik i 1944. Island havde ret til ensidigt at opsige personalunionen med Danmark i 1943. Alligevel skabte det skuffelse i Danmark, fordi opsigelsen skete, mens Danmark var besat af Tyskland og derfor ikke kunne forhandle frit omkring ophævelsen af personalunionens forbundslov. I Danmark havde man håbet, Island ville have udskudt ophævelsen af unionen til efter den afslutning på krigen, alle kunne se nærmede sig, så forbundsloven kunne være blevet ophævet og afviklet samtidigt og som en fælles handling. Først efter krigen kunne forhandlingerne omkring opgørelsen mellem de to lande så finde sted, og fra islandsk side blev håndskrifterne nu bragt ind i sagen, mens man fra dansk side ikke mente, håndskrifterne som dansk enten offentlig eller privat ejendom kunne være omfattet af forbundsloven. Og den ensidige unionsophævelse i 1943/44 påvirkede stemningen i visse kredse i Danmark i negativ retning over for de nu kraftigt udtrykte islandske ønsker om udlevering af alle islandske håndskrifter. I Danmark virkede de stadig skarpere formulerede ønsker om udlevering som et led i Islands kamp om uafhængighed fra Danmark: selvfølgelig gjaldt det håndskrifterne, men det gjaldt også en national markering. Et godt eksempel på dette var, at man nemlig ikke forsøgte at få udleveret islandske håndskrifter uden for København. 13 Men islændingene argumenterede, at dengang hvor Københavns Universitet modtog Arne Magnussons gave, var Københavns Universitet rigernes eneste universitet og dermed også Islands Universitet. 14 1947 1955 den nordiske fase Da forhandlingerne om forbundslovens ophævelse endte i 1946, var problemerne omkring håndskrifterne altså endnu uløste. I 1947 tog det danske Folketing imidlertid sagen op og nedsatte den såkaldte Håndskriftkommission, fra hvilken der forelå en betænkning i 1951. I de forløbne fem år var der sket et holdningsskred. I 1946 havde Det kongelige Bibliotek, Københavns Universitet og Undervisningsministeriet sat sig imod enhver form for udlevering. I Håndskriftkommissionens betænkning i 1951 var der nu enighed om, at islændingene skulle have noget, spørgsmålet var blot hvad og hvor meget. Men det blev pointeret, at det ville være urealistisk af islændingene at tro, at de ville få udleveret alle islandske håndskrifter i Danmark. Ud fra betænkningen kom så i 1954 det danske forslag til Island. Den danske, socialdemokratiske undervisningsminister, Julius Bomholt, fremkom med et columbusæg: at håndskrifterne skulle betragtes som dansk/islandsk fælleseje, og håndskrifterne i Den arnamagnæanske Samling deles i en dansk og en islandsk afdeling, ét forskningsinstitut i hvert land med gæstefaciliteter for hinandens forskere. Der skulle være muligheder for gen-

Håndskriftsagen set fra danmark sidige lån, og der skulle på hvert sted være fotografier af de håndskrifter, der lå det andet sted. Men: 1954-forslaget blev blankt afvist af islændingene; for dem var ønsket stadig det hele. Den danske regering gjorde det derefter klart, at den ikke kunne gøre mere for at løse sagen. Det var nu op til islændingene selv at få gang i sagen igen. Men hvorfor dette skift til en imødekommende, dansk holdning? Forhandlingsklimaet var i denne fase nemlig dårligt, præget dels af danskernes endnu følte skuffelse over den ensidige unionsophævelse under krigen, dels af en slags islandsk nynationalisme med mistænksomhed over for den gamle kolonimagt. Når der alligevel kom et positivt, dansk udspil i 1954, var det, fordi håndskrifterne kunne bruges ideologisk. Efter 2. verdenskrig var der ønske om øget nordisk samarbejde, som blandt andet udsprang af frygt for, at Island skulle gå tabt for Norden og i stedet knytte sig til USA. Det var først og fremmest den socialdemokratiske, danske statsminister, Hans Hedtoft, der hægtede håndskriftsagen på drøftelserne om et styrket Norden. Argumentet for denne forbindelse var, at kunne Danmark og Island i fællig finde en for islændingene tilfredsstillende løsning, ville det være et signal til omverdenen om, at de nordiske lande mente det alvorligt, når der blev talt om øget samarbejde. Desuden kunne en tilfredsstillende løsning være et eksempel for andre nationer på, hvordan man løste fælles problemer, så begge parter havde gavn af det. Men Hans Hedtofts socialdemokratiske, nordiske idealdrømme kuldsejlede, og med hans død i 1955 faldt denne nordisk-ideologiske, politiske indgang til sagen væk. 15 1955 1961 højskolernes agitation Den danske regering var altså i 1954 kommet med et udspil. Bolden lå nu hos Island, som lod den ligge. Sagen lå altså set med den danske regerings øjne død. Men det var kun politisk sagen var lagt død, ikke ideologisk. Folk med tilknytning til højskolerne gik nu ind i diskussionerne ud fra den synsvinkel, at der her var en parallel til problemerne omkring det danske mindretal i Sydslesvig. En løsning, der imødekom Islands ønsker, kunne være et eksempel til efterfølgelse for Tyskland, og til omverdenen alment, om at vise forståelse for andre nationers og mindretals kultur. Især én person engagerede sig, journalisten og fra 1959 chefredaktør ved Kristeligt Dagblad Bent A. Koch. Agitationen mistede vind op gennem 1950erne; personerne var snarest private lobbyister, og havde intet mandat til at repræsentere andre end sig selv. Men de medvirkede kraftigt til at holde gryden i kog. Men de havde med deres nære tilknytning til Island også den betydning, at de fik gjort det klart for islændingene, at de måtte gå med til en deling af håndskrifterne i stedet for at hage sig fast i et urealistisk ønske, om at få udleveret alt, og at de derfor måtte tilbage til forhandlingsbordet. 1961 1965 I 1960 havde der været valg i Danmark og vi havde nu fået en udleveringsvenlig flertalsregering. Også på Island var situation nu en anden. Tiden syntes nu i begge lande moden til igen at prøve at finde en løsning. Et løsningsforslag, der tog hensyn til Det kongelige Biblioteks og Universitetets holdninger kunne ikke imødekomme de islandske ønsker i et sådan grad, at man kunne opnå et for alle antageligt forlig. I Danmark blev 11

Birgitte Kjær 12 sagen derfor flyttet til at være en ren politisk sag, ikke en sag, der kunne diskuteres akademisk selv om den fortsat blev det. Men selv med sagen overgivet til rene politiske beslutninger, opstod der problemer, idet store dele af den danske opposition, partierne Venstre og De Konservative, var imod at tage hensyn til de islandske ønsker. Disse havde for oppositionen ikke noget retsligt grundlag, og dertil mente man, at en udlevering ville forringe den danske nation. Men regeringen, bestående af socialdemokrater og radikale, var en flertalsregering, og dens udleveringsvenlige holdning kunne nu nemmere komme til orde; og den radikale undervisningsminister var tæt knyttet til den nordisk-sindede højskolebevægelse. Professor Alf Ross blev bedt om at omformulere det forkastede, danske udspil fra 1954 på en sådan måde, at islændingene kunne godtage det. Han foreslog igen, at Den arnamagnæanske Samlings håndskrifter skulle deles mellem to ligestillede institutioner på Københavns og Islands Universitet i Reykjavik, og at alt materiale skulle kopieres, så de to forskningsinstitutioner havde samme betingelser. Som delekriterium foreslog han, at alt, hvad der kunne opfattes som islandsk kultureje, skulle overgives til Island. Definitionen af begrebet islandsk kultureje var, at håndskrifterne skulle omhandle islandske forhold og være skrevet i Island af en islænding. De islandske håndskrifter i Det kongelige Bibliotek skulle deles efter det samme princip og overgives til Islands Universitet på samme måde. Det betød, at Flatø-bogen og Codex Regius faldt uden for kriteriet. Alle håndskrifter, der skulle udleveres, skulle gennem en konservering først, og der skulle afsættes en 20-årig periode til arbejdet. Efter hemmelige dansk/islandske forhandlinger blev forslaget godtaget af islændingene, dog med det væsentlige forbehold, at islændingene kun godkendte det, hvis Flatøbogen og Codex Regius blev udleveret uden om aftalens ellers klare formuleringer om islandsk kultureje. Forslaget kunne nu fremlægges i det danske Folketing, hvor det fik en blandet modtagelse, især fordi forhandlingerne var ført under hånden med islændingene. De næste par år blev håndskriftsagen nu brugt i den danske, indenrigspolitiske mudderkastning. Og der gik spidsfindig jura i sagen, og hermed er vi fremme ved det andet af de tre hovedproblemer. Selv om den danske regering ikke opfattede det sådan, mente oppositionen med henvisning til Grundlovens 72, stk. 2, at delingen og udleveringen af Den arnamagnæanske Samling måtte opfattes som ekspropriation af privat ejendom og dermed udløse en erstatning. Det indebar, at loven ikke kunne vedtages af det siddende Folketing, men skulle udskydes, indtil den efter et nyt folketingsvalg kunne godkendes af det nye folketing. Det godkendte regeringen men pointerede, at lovforslaget ikke ville blive ændret ved genfremsættelsen, hvilket selvfølgelig havde været oppositionens hensigt. Lovforslaget blev så genfremsat uændret i 1964, men allerede fra efteråret 1963 var diskussionen blusset voldsomt op igen. Det var en lille, hård kerne af akademikere og nationalistisk sindede politikere, der var imod udleveringen, der førte an i en debat, der i dag nok kan synes lidt nedladende over for islandsk forskning. Der indløb protester mod udleveringen fra f.eks. Det kongelige nordiske Oldskriftselskab og fra Det kongelige danske Videnskabernes Selskab. Universitetsfolkenes modstand bundede selvfølgelig i det faktum, at håndskrifterne var blevet en del af et

Håndskriftsagen set fra danmark dansk forskningsområde, der tiltrak både danske og udenlandske forskere; omkring håndskrifterne var der opbygget et videnskabeligt institut og på Det kongelige Bibliotek et fagbibliotek med speciel sigte på håndskriftforskningen. Hertil kom så stadig det vanskelige spørgsmål, at man med ekspropriationen valgte at behandle en privatejet stiftelse, som om det var statens ejendom. Hvor følelsesladet sagen kørte, og hvor langt, den kom ud i befolkningen, kan ses af, at flere konservative politikere ligefrem forsøgte at få udleveringen lagt ud til folkeafstemning! 16 Men loven blev igen vedtaget i Folketinget. 1965 1971 Det indebar dog ikke en hurtig udlevering. De næste år blev brugt til juridisk tovtrækkeri, for der var jo måske også penge indblandet i sagen! Den arnamagnæanske Kommission anlagde nemlig sag mod det danske undervisningsministerium med påstand om, at udleveringen indebar en ekspropriation, hvilket skulle udløse en erstatning til Stiftelsen, men tabte sagen både ved Østre Landsret og Højesteret. Nu følte Undervisningsministeriet sig provokeret til at anlægge en modsag for at få en stadfæstelse af, at der ikke på nogen måde kunne blive tale om, at der skulle betales erstatning til Den arnamagnæanske Stiftelse. Dommen lød, at Stiftelsens håndskrifter ikke skulle erstattes med penge, mens den lille del af stiftelsens kapital, der også skulle udleveres, skulle erstattes. 1971 1997 håndskrifterne udleveres Den danske regering kunne mere problemløst gennemtvinge en udlevering af de genstande, der var statsejede, og gjorde det. Det var da også håndskrifter fra Det kongelige Bibliotek, der blev udleveret som de første. Den 17. april 1971 satte Det kongelige Bibliotek i København sit officielle dannebrogsflag på halv stang, igen en følelsesladet demonstration, men ikke vendt mod Island men mod den danske undervisningsminister, der havde ladet to af bibliotekets største skatte gå med i handelen, nemlig de omstridte håndskrifter: Flatø-bogen og Codex Regius, som det havde været mest vanskeligt at nå enighed om, netop fordi de ikke omhandlede specifikt islandske forhold, men generelt nordiske, og blot var nedskrevet på Island. Men d. 21. april 1971 blev den første sending inklusive Flatø-bogen og Codex Regius overdraget Island under stor højtidelighed i Reykjavik. Vanskeligere var det med håndskrifterne i Den arnamagnæanske Stiftelse og de resterende håndskrifter i Det kongelige Bibliotek. Vi er her fremme ved sagens tredje hovedproblem, hvad var islandsk kultureje. Hertil blev der nedsat det såkaldte deleudvalg, sammensat af to repræsentanter for universiteterne i henholdsvis Reykjavik og København. Det har fra 1971 til 1996 udarbejdet 11 udleveringslister. Løbende var der nemlig mange problemer omkring fortolkningen af loven fra 1965. Men da disse problemer nu ikke mere var en del af den danske indenrigspolitik men et dansk-islandsk universitetsproblem, var den folkelige appel omkring håndskriftsagen væk, og der blev stille om sagen i den danske offentlighed. Problemerne kunne f.eks. være vanskelighederne med at forstå lovens præmisser for en deling, fortolkningen af ordet islandsk kultureje, og om et håndskrift var en oversættelse eller en original, eller om man skulle tage udgangspunkt i 1961-listerne (Island) eller lave nye lister eller holde sig strikt til 1965-13

Birgitte Kjær 14 lovens ord (Danmark). Et andet problem var optællingen af håndskrifter. Der var fra starten enighed om udlevering af 1.700 håndskrifter, men hvordan tælle dem, når ét og samme nummer i håndskriftfortegnelsen kunne indeholde mere end ét håndskrift eller kun et brudstykke af et håndskrift? Arbejdet gik derfor ret langsomt. Frem til 1982 var der dog blevet lavet ti delelister, som man var nået til enighed om. Tilbage stod de håndskrifter, hvorom der ikke kunne opnås enighed, ca. 200 stk. (Island) eller 300 stk. (Danmark), alt efter hvordan man talte. Nu i 1985 måtte sagen så igen op på politisk plan. Fra dansk side ønskede undervisningsminister Bertel Haarder, den hurtigt løst. Også han havde sin rod i højskolebevægelsen og var altså Island positivt stemt. Frem gennem 1985 forhandlede man frem og tilbage og lavede flere forslag til løsninger uden at komme ud af stedet. Først i februar 1986 blev man enige om den sidste deleliste. Med denne formelle afslutning på delingssagen var håndskriftsagen næsten ovre. Tilbage stod blot udleveringen af de sidste håndskrifter, som man var nået til enighed om i Haarders udvalg, og den 19. juni 1997 blev også de afleveret. I alt er der i tiden 1971 1997 udleveret 141 håndskrifter fra Det kongelige Bibliotek i København og 1.666 håndskrifter, ca. 1.350 diplomer og 74 pakker med ca. 6.000 diplomafskrifter fra Den arnamagnæanske Samling. Tilbage i Den arnamagnæanske Samling er forblevet ca. 1.366 håndskrifter, ca. 1.347 diplomer og 4.267 diplomafskrifter. Heraf er ca. 700 islandske og ca. 280 norske, mens resten har en anden proveniens og kan være skrevet på dansk, latin, svensk, tysk, spansk, italiensk, hollandsk og fransk. Af de håndskrifter, der er forblevet i København, er nogle ganske vist skrevet på islandsk, men omhandler overvejende andre forhold end islandske, bl.a. de danske og norske kongers historie, eller de rummer f.eks. religiøse tekster, oversættelser o. lign. 17 I de forløbne år er alt det udleverede materiale blevet konserveret og gennemfotograferet før udleveringen til Island, en kæmpe arbejdsopgave, da mange af håndskrifterne forefandtes i mange stumper eller skulle renses for århundreders røg, sod og fugt, og som Det arnamagnæanske institut i København, trods bitterheden over udleveringen dengang, påtog sig med stor ansvarsfølelse over for håndskrifterne. Arbejdet er foregået i tæt samarbejde mellem konservatorer og fotografer, og der er løbende blevet taget fotografier af konserveringsprocessen både før, under og efter restaureringen. 18 Det muliggjorde et fortsat forskningsarbejde i København, men har faktisk også betydet, at forskningen omkring de islandske håndskrifter på langt sigt har kunnet udstrækkes til ikke kun at finde sted i Reykjavik og København, men nu via Internettet er blevet international. Afslutning Ser vi på sagen og dens forløb, er det to helt forskellige holdninger, der kommer frem, om man ser på den, som den tog sig ud i årene op til 1971, hvor man påbegyndte udleveringen af det store antal håndskrifter, og om vi ser på sagen i dag i 2002, fem år efter, at de sidste håndskrifter blev udleveret. Der er næppe ændret ved holdningen, at håndskrifterne var i Danmark legalt i henholdsvis Universitetets og Det kongelige Biblioteks eje. Derfor opfattes udleveringen af folk fra de involverede institutioner ofte som en gave til Island, sådan som det bl.a. i 1997

Håndskriftsagen set fra danmark er blevet formuleret af direktøren for Det kongelige Bibliotek, Erland Kolding Nielsen. Der, hvor skreddet er sket, er fra at man overhovedet ikke ønskede at udlevere nogle af håndskrifterne, til at man udleverede broderparten. Men der, hvor skreddet er størst er, at holdningen er gået fra de følelsesladede demonstrationer for at beholde håndskrifterne i Danmark til, at de involverede institutioner i dag finder det i sin orden, at håndskrifterne er delt på to søsterorganisationer. Jeg vil afslutte med følgende citat: Island fik broderparten af håndskrifterne, men der blev også så meget tilbage i København, at det gav mening at fortsætte arbejdet der. Der er nu to arnamagnæanske institutter, ét i København, oprettet i 1956 og ét i Reykjavik, oprettet 1971 begge internationale centre for udforskningen af den islandske kulturarv. Striden om håndskrifterne har aldrig forstyrret det gode kollegiale forhold mellem de islandske og danske håndskriftforskere, og de, der arbejder på de to søsterinstitutioner i dag, betragter Den arnamagnæanske Samling som én samling fordelt på to steder. En ny elektronisk katalog over samlingen er under udarbejdelse som et fælles projekt, og vil genforene samlingen på Internettet. Siden 1972 har et islandsk stipendium gjort det muligt for danske forskere at studere håndskrifter i Reykjavik, mens et tilsvarende dansk stipendium for islandske forskere blev oprettet i 1986. Begge institutter råder over fremragende fagbiblioteker, og på instituttet i København er der en komplet samling af fotografier af det omfattende materiale, der blev udleveret. I dag fungerer Den arnamagnæanske Samling utvivlsomt som det vigtigste kulturelle bindeled mellem de to lande. 19 Således beskriver lederen af Det arnamagnæanske Institut i København, Peter Springborg, situationen i dag. Og når han, der kommer fra en af de institutioner, der følte sig mest lemlæstet ved udleveringen, kan skrive sådan uden brod, bør også vi, der gik i demonstrationstog i 1960erne konkludere, at sagen om håndskrifterne fandt en usædvanligt lykkelig afslutning. Efterskrift Denne gennemgang af sagsforløbet, som det har taget sig ud fra dansk side, bygger udelukkende på publiceret materiale, og jeg har i vid udstrækning holdt mig til forskningsmiljøets vurdering. Oprindelig havde vi i den danske sektion engageret en anden foredragsholder, en forsker, der gennem de sidste 30 år havde været nært knyttet til hele problemkomplekset omkring delingen af håndskrifterne, direktør Iver Kjær, der fra 1972 91 var efor for Den arnamagnæanske Stiftelse og fra 1991 medlem af Den arnamagnæanske Kommission. I 1985 86 var han rådgiver for den danske undervisningsminister Bertel Haarder vedr. afslutningen af håndskriftsagen og i 1986 medlem af det dansk-islandske forhandlingsudvalg, der endeligt afsluttede håndskriftsagen. Han var nok en af dem, der i Danmark kendte sagens mange facetter bedst og kendte dem indefra. Hans pludselige død her kort før mødet stillede os i en vanskelig situation. At det er mig, der her har fremstillet sagsforløbet, er derfor kun en nødløsning. Vi valgte imidlertid at give en fremstilling af sagen ud fra det tilgængelige materiale, idet det var væsentligt for os, at vore nordiske kolleger kunne føle sig orienteret om sagens forløb i begge lande. Men jeg må understrege, at mit kendskab til sagen udelukkende stammer fra litterære kilder, og at jeg ikke er i stand til at gå ind i den kvalificerede diskussion, Iver Kjær ville have kunnet. Imidlertid ved jeg, han ville være enig med mig i konklusionen, at sagen endte som en solstrålehistorie, det var hans egne ord, da vi for ikke så længe siden diskuterede den som oplæg til dette møde. 15

Birgitte Kjær 16 Noter 1. Jette Baagøe, mundtlig meddelelse 2. Anmeldelserne i Historisk Tidsskrift 2002 (Thomas Riis) og Fortid og Nutid 2001 (Peter Springborg) 3. Sigrún Davídsdóttir 1999, p. 25 4. Thomas Riis. Historisk Tidsskrift bd. 101,2; 2001 anmeldelse 5. Erland Kolding Nielsen: Gaven til Island. Weekendavisen 22. august 1997 6. Erland Kolding Nielsen: Gaven til Island. Weekendavisen 22. august 1997 7. Flateyjarbók, Gl. kgl. Saml. 1005, 2 vol.s, fol. 8. Gl. Kgl. Sml. 2087 4o 9. 1663 1730 10. Erland Kolding Nielsen: Gaven til Island. Weekendavisen 22. august 1997 11. Sigrún Davídsdóttir, 1999, p. 25 12. Poul Møller 1965. Bl.a. side 40 13. Kungliga biblioteket i Stockholm, Uppsala Universitetsbibliotek og Bodleian Library i Oxford. Poul Møller 1965, side 29, 31, 46 og 47; svenskerne indsamlede selv i 16 1700-tallet, og har også håndskrifter, der er taget som krigsbytte i Danmark 14. Det arnamagnæanske Instituts hjemmeside 15. Sigrún Davídsdóttir, 1999, p. 387 16. Sigrún Davídsdóttir 1995? og 1999, p. 314 17 17. Erland Kolding Nielsen: Gaven til Island. Weekendavisen 22. august 1997 18. Det arnamagnæanske Instituts hjemmeside. Poul Møller, 1965, side 126 27 19. Peter Springborg, Fortid og Nutid, 2001,1, anmeldelse Litteratur Det Arnamagnæanske Instituts hjemmeside www.hum.ku.dk/aminst-dk.html Sigrún Davídsdóttir: Håndskriftsagens Saga i politisk belysning. 1999 Sigrún Davídsdóttir: Håndskriftsagen i tilbageblik. Nyt fra Island 1995? Bent A. Koch: Historiske minutter. Politiken 13. august 1999 Poul Møller: De islandske håndskrifter. 1965. Erland Kolding Nielsen: Gaven til Island. Weekendavisen 22. august 1997 Thomas Riis: Historisk Tidsskrift bd. 101,2. 2001. Anmeldelse af Sigrún Davídsdóttir, 1999 Peter Springborg: Fortid og Nutid 2001. Anmeldelse af Sigrún Davídsdóttir, 1999 Overinspektør Birgitte Kjær Adr. Den Gamle By, Danmarks Købstadsmuseum, Viborgvej 2, DK-8000 Århus C Fax: +45 86760687 E-mail: bk@dengamleby.dk

Nordisk Museologi 2002 2, s. 17 21 Återlämning av isländska föremål från Danmark 1930 17 Anna Torbjörg Torgrímsdóttir I juni månad 1930 firade islänningarna Alltingets 1000-årsjubileum. Före själva ceremonin träffade Danmarks statsminister, Thorvald Stauning, sin isländska kollega, Tryggvi Thórhallsson och överlämnade, som en jubileumsgåva, ca 150 museiföremål ur Danmarks Nationalmuseum, eller hälften av museets samling av isländska förhistoriska och medeltida föremål. Huvuddelen av samlingen hade kommit till Oldsagsmuseet, Nationalmuseets föregångare, under 1800-talet, när Island fortfarande var en del av Danmark. Några föremål härstammade från Det Kongelige Kunstkammer, men andra föremål hade museet fått som gåvor eller med köp av privatpersoner. Dessutom förvärvade Den Kongelige Oldsagskommission som stod bakom Oldsagsmuseet direkt från Island en del föremål som fortjene især at burde opbevares i et Museum for Fædrenelandets Oldsager som det då hette. 1 Att hälften av den äldsta samlingen av isländska föremål återlämnades 1930 berodde inte på tillfälligheter, utan var ett resultat av långvariga förhandlingar mellan politiker och sakkunniga. En viktig politisk förutsättning för dessa förhandlingar var att Danmark 1920 tog över Norra Slesvig och samtidigt fick både arkivalier och museiföremål från Tyskland. Isländska politiker tyckte då att tiden var mogen för att återuppta gamla isländska krav från 1907 om återlämning av ämbetsarkiv ur danska institutioner. Alltinget röstade för en resolution år 1924 och då kraven bemöttes positivt från dansk sida beslöt isländska politiker att det skulle undersökas om några isländska föremål fanns i danska museer och i så fall kräva dem tillbaka. 2 Tre månader senare, den 21 februari 1925, krävde Alltinget i en resolution till landets regering återförande av alla isländska museiföremål ur danska museer. 3 Utgångspunkten för kraven var att alla de isländska föremål som danska museer förvarade utan att ha fått eller köpt dem av föremålens lagliga ägare skulle tillbaka till Island och dessutom alla de föremål Oldsagskommissionen hade förvärvat från landet. Samma sommar diskuterades kraven i Dansk-isländsk nämnd som tillkommit 1918, när Island fick självstyre från Danmark. Inom nämnden träffades varje sommar, representanter från Danmarks Rigsdag och Islands Allting och diskuterade de nya förhållanden som rådde mellan Island och Danmark och upprättade en rad avtal och överenskommelser. Både de isländska och de danska politi-

Anna Torbjörg Torgrímsdóttir 18 kerna såg på de isländska kraven om arkivalier och museiföremål som en naturlig följd av de två ländernas åtskiljande. Förhandlingarna i nämnden ägde rum i ömsesidig förståelse. 4 De danska representanterna efterlyste ett register över de föremål Island krävde återlämnade. Av en ren tillfällighet var Matthías Thór arson direktör för Islands Nationalmuseum på resa i Köpenhamn. Han blev insatt i de isländska kraven och gjorde en lista på ca 120 föremål i Köpenhamnsmuseet. 5 Matthías som efter detta fungerade som sakkunnig ändrade litet på kravens utgångspunkter. På listan återfanns därför de föremål som hade kommit till Köpenhamn med myndigheters inblandning och alla jordfunna föremål som hade skickats från Island till Oldsagsmuseet i Köpenhamn, men inte de föremål som museet hade köpt eller fått av privatpersoner. 6 Det visade sig att vara svårt att i praktiken bestämma hur och varför alla de isländska föremålen hade kommit till Danmark. Nationalmuseets kataloger var både kortfattade om förvärvssätt och ofta svårtolkade och det var därför omöjligt att alltid avgöra med vilken rätt föremålen hade kommit till museet. Därför bestämdes på Dansk-isländsk nämnds sommarmöte 1926, efter ett förslag från danskarna i nämnden, att ändra på förhandlingarnas grunder och att begära av de två regeringarna att lösa frågan på ett praktiskt sätt. Ett praktiskt sätt innebar att samlingens största del skulle till Island. Den del som blev kvar i Köpenhamn skulle inte bara ha ett speciellt värde för Nationalmuseet utan också att museet i Reykjavík redan hade liknande föremål i sin ägo. 7 Både Islands och Danmarks regeringar verkar ha varit nöjda med denna praktiska lösning på återlämningskraven och att ha varit beredda att skriva ett avtal om saken. Det blev bestämt att direktörerna för båda museerna skulle träffas sommaren 1927 och gå igenom föremålen för att se vilka som skulle återlämnas. Direktören för Danmarks Nationalmuseum, Dr. M. Mackeprang, hade från första början avvisat alla krav på återlämnande, utom av ett fåtal föremål han själv tyckte att Nationalmuseet kunde undvara. Men av Dansk-isländsk nämnds beslut var tydligt att politikerna skulle tvinga fram återlämnande. Det fick Mackeprang att ändra taktik och han började försöka påverka vilka föremål och hur många skulle återlämnas. Istället för att som tidigare, undvika utbildningsministeriets frågor och endast tala om den vetenskapliga vikt föremålen hade för Nationalmuseet, började Mackeprang aktivt delta i förhandlingar och motarbeta Dansk-isländsk nämnds förslag. Han informerade de danska politikerna om föremålens höga penningvärde och betonade risken av att ett återlämnande av föremål till Island sannolikt skulle betyda andra utlämningskrav, speciellt från Norge. 8 Mackeprangs lobbying resulterade i att Danmarks Undervisningsminister J. Byskov beslöt att kommande förhandlingar mellan Mackeprang och Matthías Thór arson skulle utgå från frit sagligt Grundlag, men inte utifrån Danskisländsks nämnds praktiska sätt. Detta beslut meddelades endast Mackeprang och det danska statsministeriet. 9 När de båda museidirektörerna träffades på försommaren 1927 trodde Matthías Thór arson därför att de skulle förhandla efter Dansk-isländska nämndens beslut. Att han bara skulle peka ut den del av Nationalmuseets samling han skulle ta med hem till Island. Matthías lade därför fram en ny och utökad lista över de föremål han ville få återlämnade,

Återlämning av isländska föremål från Danmark 1930 totalt ca 233 nummer. Listan innehöll Nationalmuseets alla isländska föremål från förhistorisk tid, alla medeltida föremål och 34 av Nationalmuseets ganska omfattande samling av föremål från nyare tid. Den listan blev förhandlingarnas utgångspunkt. Det visade sig dock att Mackeprang hade invändningar och till slut enades de två herrarna om att ca 105 nummer skulle avstås till Island och att ca 52 nummer skulle stanna kvar i Köpenhamn. Var de resterande ca 76 föremålen skulle förvaras kunde de inte enas om. Inte heller Dansk-isländsk nämnd som träffades senare samma sommar, kunde komma vidare i förhandlingarna. Då ställde plötsligt islänningarna i Dansk-isländsk nämnd minimikrav genom en lista på 25 föremål. Alla dessa 25 föremål var riktiga klenoder och alla fanns med bland de föremål museidirektörerna inte kunde enas om. Dessutom hade föremålen kommit till Köpenhamn på Oldsagskommissionen begäran eller utan den laglige ägarens tillåtelse. Minimikraven var med andra ord i enlighet med den ursprungliga Alltingsresolutionen från året 1925. Dessa föremål ville islänningarna ha och var, om det så behövdes, villiga att avstå från alla andra krav. Det och att Mackeprang snabbt tackade nej till det nya förslaget, visar väl vad trätan egentligen handlade om: de riktiga klenoderna som båda museerna ville komma åt fanns på den lista de inte kunde enas om. Eftersom ingen lösning fanns på delningen begärde Dansk-isländsk nämnd att den danska regeringen skulle tillsätta en ny sakkunnig nämnd. Den skulle ha som uppdrag att lösa saken varvid större vikt skulle läggas på att möta de isländska önskemålen än tidigare gjorts. 10 Den nya nämnden, kallad tremanskommissionen, bestod av tre danska museimän, direktören för Rosenborgsamlingerne greve Fr. Brockenhuus-Schack, professor emeritus Chr. Blinkenberg och museumsinspektör Otto Andrup. Deras förslag på uppdelningen av samlingen presenterades för de isländska representanterna på Dansk-isländsk nämnds möte sommaren 1929. 11 Förslaget var, ur isländsk synpunkt, en väsentlig försämring jämfört med museidirektörernas förhandlingar två år tidigare. Det var tydligt att Dansk-isländsk nämnds förslag från sommaren 1926 hade förkastats. Nu var det Köpenhamnsmuseets behov som kom i första hand och de flesta klenoderna skulle stanna där. Island skulle bara få återlämnade två av de 76 föremål museidirektörerna inte kunde enas om och inget av de 25 föremål på minimikravlistan från 1927. Dessutom tog nämnden bort 19 föremål från museidirektörernas återlämningslista men lade till 11 föremål från listan över föremål som skulle ha stannat i Köpenhamn. Den isländska delen av Dansk-isländsk nämnd kunde förstås inte godkänna förslaget och till slut begärde hela nämnden att de två regeringarna skulle avgöra saken i enlighet med nämndens praktiska sätt. 12 Tidigt våren 1930 ägde förhandlingar rum mellan den isländska regeringens representanter och den danska regeringen, men omfattningen på förhandlingen, vad som diskuterades och vilka, om några, beslut som togs vet jag inte ännu. 13 Men den 21. maj 1930 mottog Dr. Mackeprang en lista från den danska regeringen över de föremål som skulle återlämnas till Island som en gåva på Alltingets 1000-årsdag. Återlämningen baserades på museidirektörernas lista från sommaren 1927. Island fick alla de föremål Mackeprang hade godkänt för återlämnande, och 16 till, åtta kom från lis- 19

Anna Torbjörg Torgrímsdóttir 20 tan över de föremål som skulle ha stannat i Köpenhamn och åtta av listan över de 76 nummer som museidirektörerna inte kunde enas om. Endast fyra föremål som återlämnades fanns med på den isländska minimikravlistan. Att återlämna föremålen som en gåva, löste två stora problem för danska politiker: För det första kunde givaren själv obehindrat välja vilka föremål som skulle återlämnas och dessutom kunde andra länder inte basera eventuella återlämningskrav av föremål på en gåva till Island. Men en gåva innebar också en nackdel: Det gick att ställa nya krav på återlämning! Några dagar efter överlämningen höll Danskisländsk nämnd sitt sommarmöte på Island. Där tackade den isländske utbildningsministern, Jónas Jónasson, för gåvan och sade att lösningen på frågan var mycket tillfredsställande och att den isländska regeringen var meget glade for dette Resultat, der var Vidnesbyrd om et Storsind, som var meget sjældent udenfor Skandinavien. 14 Från dansk sida tolkade man dessa ord som att Island inte skulle ställa några mer krav. Men de kunde inte ha haft mer fel. Nya krav ställdes. Först år 1938 och sedan några gånger till, tills de två länderna, 1965, skrev på avtalet om återlämning av de isländska handskrifterna. Då lovade man från Islands sida att aldrig mer ställa några krav på isländska handskrifter, arkivalier eller museiföremål i danska institutioner eller i privat ägo. Att den isländska samlingen av förhistoriska och medeltida föremål i Danmarks Nationalmuseum delades itu året 1930 råder det ingen tvekan om. Inte heller att jubileumsgåvan innehöll några av Islands Nationalmuseums, idag, märkligaste föremål, bland annat det mäktigaste föremålet av alla, Valthjófssta ardörren. Men lika sant är det att de flesta stora klenoderna, några bland Islands finaste och värdefullaste kulturhistoriska föremål, blev kvar i Köpenhamn efter delningen 1930. Några få av föremålen är utställda i det danska museet men många, speciellt de mer vanliga, är magasinerade och svårtillgängliga för isländska forskare och allmänhet och har därmed helt eller delvis försvunnit ur isländsk kulturhistoria. Noter 1. Kristján Eldjárn: Fædrenelandets Oldsager Stúdentabla i 1. des 1951. s. 18 20. Ur ett brev från Oldsagskommissionen till Stiftmyndigheterna på Island den 23 maj 1818: Efter de os hidindtil fra Præsterne i Island indkomne befalede Efterretninger om de der befindtlige Oldsager, ere vi blevne opmærksomme paa fölgende vævede eller broderede Tapetserier, Alterklæder, m.m. Kirkerne tilhörende som tildels ere allerede blevne gandske ubrugbare som Kirkeprydelser, men som dog synes at være mærkværdige for Oldgrandskning og Kunsterne, samt fortjene især at burde opbevares i et Museum for Fædrenelandets Oldsager 2. Thjó skjalasafn Íslands: Stjórnarrá Íslands. Db. 5 nr. 511. Mötesprotokoll för den isländske delen av Dansk-isländsk nämnd 22. november 1924.; Altingistí indi A 1925 s. 189. 3. Altingistí indi A 1925. s. 246. 4. Dansk-islandsk nævn protokol over forhandlingerne i aarene 1919 1939. Udgivet af nævnets danske afdeling (Kövenhamn 1944). Danmarks Nationalmuseum: Arkiv. Brev från Dansk-islandsk Nævn, danske Afdeling till Danmarks Statsminister den 23. juni 1926. 5. Matthías gjorde en lista på ca 80 föremål i augusti 1925 och en tilläggslista på ca 40 föremål i april 1926. Totalt ca 120 föremål. 6. Thjó skjalasafn Íslands: Sendirá i í Kaupman-