HØJESTERETS KENDELSE afsagt tirsdag den 7. juni 2016 Sag 80/2016 Henrik Lehm og 57 Nord I/S (advokat Rasmus Haugaard for begge) mod Gramrode Møbelfabrik A/S (advokat Johan Løje) I tidligere instans er afsagt dom af Sø- og Handelsretten den 15. april 2016. Henrik Lehm og 57 Nord I/S har ved ankestævning af 28. april 2016 anket dommen til Højesteret. Denne kendelse angår, om betingelserne for anke til Højesteret i retsplejelovens 368, stk. 4, 2. pkt., er opfyldt. I påkendelsen har deltaget fem dommere: Poul Søgaard, Jon Stokholm, Poul Dahl Jensen, Henrik Waaben og Hanne Schmidt. Påstande Henrik Lehm og 57 Nord I/S har nedlagt påstand om, at Højesteret antager ankesagen til realitetsbehandling. Gramrode Møbelfabrik A/S har tilsluttet sig denne påstand.
- 2 - Sagsfremstilling Ved dom af 15. april 2016 fandt Sø- og Handelsretten, at designer Henrik Lehm og Gramrode Møbelfabrik A/S havde indgået en endelig, uopsigelig samarbejdsaftale (royaltyaftale) om produktion og salg af en række møbler, herunder STICK-stolen, og at der ikke forelå omstændigheder, som indebar, at Henrik Lehm var berettiget til at hæve aftalen. Retten fandt endvidere, at Henrik Lehm og 57 Nord I/S ved sin produktion og salg af SPIKE-stolen havde krænket Gramrodes rettigheder til STICK-stolen. Henrik Lehm og 57 Nord blev på denne baggrund pålagt at tilbagekalde og tilintetgøre eksemplarer af SPIKE-stolen og at betale vederlag og erstatning til Gramrode med i alt 125.000 kr. Endelig blev Henrik Lehm og 57 Nord pålagt at betale sagens omkostninger med i alt 160.000 kr. I Sø- og Handelsrettens begrundelse og resultat hedder det bl.a.: Aftaleforholdet mellem Gramrode og Henrik Lehm Gramrode og Henrik Lehm er enige om, at de har indgået en aftale om TIGER-, PANTHER-, og LEOPARD-stolene samt TIGER-bordet, og at denne aftale udgøres af samarbejdsaftalen af 3. juni 2009 som ændret ved tillæg til aftalen af 17. april 2013 Spørgsmålet er, om der tillige er indgået en aftale om STICK-stolen, PUMA-stolen, BUTTERFLY-bordet, GEPARD-stolen og COCO-bordet. Besvarelsen af dette spørgsmål beror på en samlet vurdering af parternes samarbejde, forhandlinger og dispositioner i relation til disse designs, hvor retten navnlig lægger vægt på følgende forhold: Den 31. august 2010 fik Henrik Lehm forudbetalt royalty for STICK, PUMA og BUT- TERFLY af Gramrode, som iværksatte produktion og markedsføring af disse produkter kort tid efter. Markedsføringen af produkterne skete i vidt omfang i samarbejde med Henrik Lehm. I februar 2011 fremkom Henrik Lehm med et tilbud til Gramrode vedrørende royalty for PUMA og BUTTERFLY; tilbuddet blev genfremsat ved en e-mail af 15. juni 2011. Som bekræftet af Henrik Lehm i e-mailen af 15. juni 2011 var der allerede på dette tidspunkt opnået enighed om royaltyvilkårene for STICK, og at de øvrige vilkår for denne stol var som i branchens standardaftaleformular. Den 10. august 2011 accepterede Gramrode endvidere i al væsentlighed de af Henrik Lehm fremsatte krav vedrørende PUMA og BUTTERFLY, hvilken accept må anses for rettidig henset til sagens forløb. Det må lægges til grund, at det var parternes fælles opfattelse, at de øvrige aftalevilkår vedrørende PUMA og BUTTERFLY som tilfældet var med STICK var som i branchens standardaftaleformular. Parterne fortsatte efterfølgende det løbende samarbejde vedrørende STICK, PUMA og BUTTERFLY og agerede i det hele, som om at der var indgået aftale om disse produkter.
- 3 - Henrik Lehm samarbejdede tilsvarende med Gramrode om produktmodningen og markeds-føringen af GEPARD-stolen (som blev introduceret på markedet i starten af 2012) og COCO-bordet (som blev introduceret på markedet i foråret 2012). I efteråret 2012 fremkom Henrik Lehm med et tilbud på royaltyvilkår for GEPARD og COCO; han fremkom samtidig med et oplæg til nye royaltyvilkår for STICK, PUMA og BUTTER- FLY. Parterne korresponderede indgående herom i den følgende tid, og den 3. december 2012 accepterede Gramrode i al væsentlighed Henrik Lehms krav. Det må lægges til grund, at det var parternes fælles opfattelse, at de øvrige aftalevilkår vedrørende GE- PARD og COCO som tilfældet var med STICK, PUMA og BUTTERFLY var som i branchens standardaftaleformular. Pr. 28. februar 2013 foretog Gramrode en opgørelse af royalty for STICK, PUMA og BUTTERFLY. Opgørelsen skete på baggrund af de satser, som parterne havde forhandlet og aftalt i slutningen af 2012, og Henrik Lehm protesterede ikke imod opgørelsen. I april 2013 fremsendte Gramrode til underskrift en samlet samarbejdsaftale, som var udformet på branchens standardaftaleformular, omfattende STICK, PUMA, BUTTER- FLY, GEPARD og COCO. Aftalen indeholdt de royalty- og rabatsatser, som parterne tidligere var nået til enighed om. Efter Henrik Lehms egen forklaring ønskede han ikke at underskrive denne aftale, da han ønskede at tilføje et vilkår om, at eneretten til vippesystemet i STICK og udtrækssystemet i BUTTERFLY forblev hos ham. Af samme grund underskrev Henrik Lehm heller ikke aftaledokumentet, som Gramrode fremsendte i juni 2013, og som var identisk med aftaledokumentet fra april 2013, dog således at Gramrode havde accepteret, at Gramrode ikke fik eneret på udtræksskuffen i COCO. De øvrige aftalevilkår protesterede Henrik Lehm dog ikke imod, og pr. 31. juli 2011 modtog han desuden uden protest royalty for STICK, PUMA, BUTTERFLY, GE- PARD og COCO i henhold til de mellem parterne aftalte satser. Retten finder efter en samlet vurdering af parternes samarbejde, forhandlinger og dispositioner, at parterne har indgået en samarbejdsaftale om STICK-stolen, PUMA-stolen, BUTTERFLY-bordet, GEPARD-stolen og COCO-bordet svarende til den uunderskrevne aftale i sagens bilag... Retten giver herefter Gramrode medhold i den principale påstand 1. Opsigeligheden Spørgsmålet er herefter, om der er sket en endelig overdragelse til Gramrode af retten til at producere og sælge de omhandlede møbeldesigns, eller om Henrik Lehm har været berettiget til at opsige de indgåede aftaler som sket ved brev af 7. april 2014. Parternes aftaler følger de standardaftalevilkår, der er godkendt af Foreningen Danske Designere, Danske Arkitekters Landsforbund og Møbel + Interiør Brancheforeningen. Standardaftalevilkårene indeholder en detaljeret regulering af overdragelsen, som er det udtryk, der flere gange anvendes til at beskrive overgangen af produktions- og salgsrettighederne til de omhandlede designs fra designeren til producenten. Standardvilkårene regulerer indgående parternes forhold efter den skete overdragelse af rettighederne og indeholder ikke bestemmelser om opsigelse af aftalen. Retten finder efter standardaftalevilkårenes ordlyd og samarbejdets karakter, at vilkårene indebærer en endelig og uopsigelig overdragelse af de pågældende rettigheder til producenten. De sagkyndige
- 4 - dommere bemærker supplerende, at denne fortolkning støttes af den branchemæssige forståelse af standardaftalevilkårene. Gramrode og Henrik Lehm har ikke indgået aftale om, at standardaftalens udgangspunkt om uopsigelighed skulle fraviges. Da det af Henrik Lehm i øvrigt anførte ikke kan føre til andet resultat, finder retten herefter, at Henrik Lehm ikke har været berettiget til at opsige aftalerne. Da Henrik Lehm heller ikke har godtgjort omstændigheder, der i henhold til parternes aftale berettiger ham til at ophæve aftalen, skal Gramrode i det hele frifindes for de sagsøgtes selvstændige påstande. Det bemærkes herved, at Gramrodes indstilling af produktionen af visse af møblerne på grund af manglende rentabilitet efter sagens omstændigheder ikke udgør en hævebegrundende omstændighed. De sagsøgtes markedsføring og salg af SPIKE-stolen Retten skal herefter tage stilling til, om Henrik Lehm og 57Nord ved at producere og sælge SPIKE-stolen har krænket Gramrodes rettigheder til STICK-stolen. Efter bevisførelsen, herunder de for retten foreviste eksemplarer af stolene, finder retten efter en samlet vurdering i overensstemmelse med skønsmandens vurdering, jf. svarene på bl.a. spørgsmål 5, 6, 8, 9, 10 og 13 samt skønsmandens supplerende forklaring for retten at stolene efter en helhedsvurdering er så lig hinanden, at SPIKE fremtræder som en nærgående efterligning af STICK, og at SPIKE udgør en kunstnerisk videreudvikling af STICK i henhold til pkt. 16.1 i Gramrode og Henrik Lehms samarbejdsaftale. Ifølge aftalens pkt. 16.1 burde Henrik Lehm i denne situation have tilbudt SPIKE til Gramrode med en frist på seks måneder til at meddele, om Gramrode ønskede at overtage retten til stolen. Selv for det tilfælde, at Gramrode var blevet tilbudt SPIKE med aftalt varsel og havde bekræftet, at de ikke ønskede at overtage designet, var Henrik Lehm imidlertid ikke berettiget til selv at påbegynde produktion heraf, da produktion og salg af et så nært beslægtet design til STICK ville være i strid med aftalens pkt. 18.2. Henrik Lehms produktion og salg af SPIKE-stolen er herefter i strid med hans kontraktmæssige forpligtelser over for Gramrode. Det følger af ovenstående, at Henrik Lehm og 57Nords produktion og salg af SPIKEstolen tillige udgør en krænkelse af de ophavsrettigheder til STICK, som Henrik Lehm har overdraget til Gramrode, jf. ophavsretslovens 2. Produktionen og salget af SPIKE har endvidere karakter af illoyal markedsfortrængning og udgør derfor desuden en krænkelse af markedsføringslovens 1. Gramrode skal på den baggrund have medhold i påstand 2. Efter ophavsretslovens 84, stk. 1, nr. 1 og 3, kan en ophavsretsindehaver kræve, at krænkende produkter tilbagekaldes fra markedet og destrueres. Gramrodes påstande 3 og 4 tages derfor også til følge. Henrik Lehm og 57Nord skal betale vederlag og erstatning til Gramrode i anledning af krænkelsen, jf. ophavsretslovens 83, stk. 1, og markedsføringslovens 20, stk. 2. De sagsøgtes uberettigede salg af SPIKE må på baggrund af parternes tætte tilknytning til det samme marked og stolenes fremtoning, pris og kvalitet antages at have skadet Gramrodes salg af STICK både i form af substitution og fremadrettet markedsforstyrrelse. På baggrund af de sagsøgtes oplysninger om at have solgt i alt 501 stk. af SPIKE
- 5 - samt Gramrodes oplysninger om, at Gramrodes fortjeneste pr. solgte STICK-stol var 250 kr., fastsættes vederlaget og erstatningen samlet skønsmæssigt til i alt 125.000 kr. Efter sagens karakter finder retten, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at pålægge de sagsøgte at offentliggøre dommens præmisser og konklusion. De sagsøgte frifindes derfor for påstand 5. Parternes synspunkter Henrik Lehm og 57 Nord I/S har anført bl.a., at sagens kerne er, hvorvidt de omtvistede samarbejdsaftaler kan opsiges med rimeligt varsel. Sø- og Handelsrettens dom er i strid med det almindelige obligationsretlige udgangspunkt om, at aftaler, hvor intet andet er aftalt, kan opsiges med et passende varsel, og er uden fortilfælde i retspraksis. Spørgsmålet om Sø- og Handelsrettens opfattelse på dette punkt er rigtig, har principiel betydning. En afklaring vil samtidig have stor betydning for hele designbranchen, herunder for den fremadrettede anvendelse af branchens standardkontrakter. Også spørgsmålet om, hvorvidt drøftelse af og enighed om enkelte aftalevilkår mellem parter i en royaltyaftale kan føre til, at parterne forpligtes af alle øvrige vilkår i en standardsamarbejdsaftale, der i stort omfang bliver brugt i designbranchen, er principielt. Gramrode Møbelfabrik A/S har tilsluttet sig, at betingelserne for at tillade anken er opfyldt, og har supplerende anført bl.a., at sagen rejser spørgsmålet, om en designers loyalitetspligt over for en producent indebærer, at designeren er afskåret fra at iværksætte produktion af møbler, som tilnærmelsesvis er identiske med møbler omfattet af parternes aftale. Dette spørgsmål samt spørgsmålet om, hvorvidt der i dansk ret gælder en generel regel om, at designs, der har været i produktion, men senere tages ud af produktion, skal falde tilbage til designeren, har også principiel betydning. Højesterets begrundelse og resultat Af retsplejelovens 368, stk. 4, 2. pkt., fremgår, at domme, der er afsagt af Sø- og Handelsretten, kan ankes til Højesteret, hvis sagen er af principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt, eller hvis andre særlige grunde i øvrigt taler for, at sagen behandles af Højesteret som 2. instans.
- 6 - Den uoverensstemmelse mellem parterne, som Sø- og Handelsretten har taget stilling til i dommen, angår, hvem af parterne der har rettighederne til at producere og sælge en række møbelprodukter. Sagen angår i første række, hvad der er aftalt mellem parterne. Afgørelsen af dette spørgsmål beror som udgangspunkt på en konkret vurdering, og sagen kan derfor ikke på det foreliggende grundlag antages at have principiel betydning. Der ses heller ikke at foreligge andre særlige grunde, der taler for, at sagen bør kunne indbringes for Højesteret som 2. instans. På denne baggrund finder Højesteret, at betingelserne for anke til Højesteret ikke kan anses for opfyldt, jf. retsplejelovens 368, stk. 4, 2. pkt. Højesteret afviser derfor anken, jf. retsplejelovens 368, stk. 6, 2. pkt., jf. stk. 4, 2. pkt. Thi bestemmes: Denne anke afvises fra Højesteret.