D E B A T T Om det grønlandske alkoholforbrug før og nu eller hvordan inuitterne i løbet af tre generationer begyndte at løbe løbsk 1 Grønland er som bekendt verdens største ø med egen kontinentalsokkel (figur 1). Gennem de sidste ca. 50 år har den grønlandske befolkning gennemlevet en samfundsudvikling, som europæerne har haft godt 400 år til at gennemleve. Den hastige udvikling har medført mange menneskelige tragedier, som også har givet ekko i det traditionelle grønlandske kulturliv. Udviklingen har bevirket, at den grønlandske befolkning de fleste steder er koncentreret i større eller mindre bysamfund, og at den moderne teknologi, og dermed kravene til komfort, hurtig kommunikation og underholdning, har vundet indpas selv i mindre bygder. Det oprindelige erhverv som fanger spiller nu kun en lille rolle i samfundsøkonomien, men for knap 500 familier er det fortsat eksistensgrundlaget. For andre familier udgør jagt og fiskeri en skattet fritidsbeskæftigelse, som er en vigtig del af den kultu- 1. Foredrag holdt på NAD:s (Nordiska namnden for alkoholoch drogforskning) samfundsvidenskabelige rusmiddelforskermøde om "lokalsamfund, rusmiddelproblemer og interventioner" i Danmark den 25.-27. august 1992. relle arv. Jeg vil i dette indlæg redegøre for de tilgængelige oplysninger om Grønlands alkoholforbrug gennem tiderne, på det samfundsvidenskabelige plan som det er mig muligt. Befolkningen I 1901 boede der ca. 12000 mennesker i Grønland. I løbet af 50 år fordobledes dette antal (figur 2), og i de næstfølgende 20 år fordobledes befolknings- Figur l. Nordisk Alkoholtidskrift Vol. 10, 1993:3-155-
Figur 2. Befolkningen i Grønland. Antal 1000 mennesker Figur 3. Dødsårsagerne 1951 og 1990 3a. den grønlanske befolkning i Totale befolkningsmængde 40 Personer født i Grønland Tuberculosis 36% 30 20 Circulatory disease 3% Cancer 3% Sulclde 0% Accident 7% 10 O l_~====---~_- 1900 10 20 30-40 1950 60 70 80 1990 Lung disease 10% Measlea lo'" All other eau ses 23% Kilde: Statsministeriets Grønlandsafdeling, Danmarks Statistik, Grønlands Statistiske Kontor 3b. tallet atter - en tilvækst på 3,6 % årligt. Der har herefter været en årlig stigning på ca. 1,1 %. På grund af den politisk bestemte acceleration i samfundsudviklingen - med milliardinvesteringer i den grønlandske infrastruktur - resulterede udviklingen i en betydelig tilvandring af danske håndværkere og administratorer. Disse udgjorde 1/3 af tilvæksten i 1960'erne og 2/3 af tilvæksten i perioden 1970-75. I det følgende vil jeg belyse, hvordan befolkningsstrukturen ændrede sig i perioden 1950 til 1980. Jeg har valgt disse to årstal, da de er kardinalpunkter i den grønlandske alkoholpolitik, hvilket jeg senere skal komme ind på. I begyndelsen af 1950'erne bestod befolkningsrnassen af 22 000 inuitter og en fastboende dansk embedsmandsgruppe på ca. 1 ODD, hvoraf langt de fleste kunne tale grønlandsk og til dels forstod den grønlandske kultur. I 1980 var den totale befolkning steget til 55 ODD, med en dansk tilflyttergruppe på knap 9 ODD, hovedsageligt håndværkere på kortvarigt ophold, der nærmest boede i lejre under kummerlige boligforhold. Man var i Grønland for at tjene penge. Gennem tiderne har den grønlandske befolkning været hærget af tuberkulosen, der har krævet tusinder af dødsofre. Det danske sundhedsvæsen udførte en stor indsats, men så sent som i 1951 (figur 3) tegnede sygdommen sig for 36 % af årets dødsfald. Clrculatory dlaeaae 22% Homicide 6% canc~::gar II 19@ Lung dlsesae 6% Congen. diaesae 3% Accident 9% All other causes 21% Figur 3 viser dødsårsagerne i den grønlandske befolkning i 1951 og 1990. Den første grafiske fremstilling er imidlertid baseret på usikre oplysninger, da man først i 1988 fik indført lovpligtigt medikolegalt ligsyn ved uventet, ikke-forklarlig død. I 1951 var tuberkulose og andre infektionssygdomme årsag til over 1/3 af samtlige dødsfald. Død ved ikke-naturlige årsager udgjorde ligeledes 1/3 af samtlige dødsfald. Befolkningen var på dette tidspunkt immunologisk ubeskyttet, og sygdomsmønsteret var i begyndelsen af 1950'erne præget af epidemier såsom mæslinger og polio. Den danske stat reagerede hurtigt med de undersøgelses- og behandlingsmuligheder som stod til rådighed. Befolkningen blev vaccineret sideløbende med sociale tiltag i form af kapital til forbedring af boligstandard og social tryghed parallelt med udbygning og en højst tiltrængt fornyelse af det grønlandske sundhedsvæsen. Med disse tiltag ændrede dødelighedsmønsteret sig gradvist. Nordisk Alkoholtidskrift Vol. la, 1993:3-156-
Grundlovsændringen af 1953 medførte liberalisering af erhvervslivet med frit salg af alle varer, inklusive alkoholholdige drikke. I takt hermed ændrede livsstilen sig lidt efter lidt. Når man betragter den kvalitative dødelighedssituation i 1990, ser man at infektionssygdommene ikke længere dominerer, samt at død ved ikke-naturlige årsager (drunkning og kuldedød, selvmord og mord) stadig forårsager ca. 1/3 af årets samtlige dødsfald. Kræft og kredsløbssygdomme og hermed beslægtede dødsårsager er ved at vinde indpas også i det grønlandske samfund. Alle er imidlertid enige om, at alkohol er en stærkt medvirkende faktor til fremkaldelse af vold og anden form for kriminalitet med døden til følge. Da tuberkulosen ikke længere var nogen folkesygdom, var der fri bane for en befolkningseksplosion, idet man gennem tiderne havde vænnet sig til at få 6-7 børn i hver søskendeflok for dog at have mindst 1-2 sønner til at forsørge sig i sin alderdom. For at dæmpe befolkningstilvæksten iværksatte man familieplanlægning, dels i form af oplysning, dels i form af omfattende prævention vha. spiral for alle tilgængelige fertile kvinder. Dette medførte i perioden 1965-75 et dramatisk, nærmest lineært fald i fødselsraten fra 50 til 18 promille. Langt om længe opdagede man den uheldige udvikling og begyndte at fjerne spiralerne, hvorved faldet efterhånden udjævnedes. Siden har fødselsraten stabiliseret sig omkring 22 promille. På denne baggrund bedes læseren sætte sig godt fast i kajakken, idet jeg nu går over til den konkrete baggrund for alkoholforbruget i Grønland. Kun til jul og nytår Før anden verdenskrig havde den almindelige grønlænder levet isoleret fra den øvrige verden. Da kontakten med Danmark blev afbrudt, overtog USA efter et års tid forsynings pligten mod betaling i kryolit og tog ansvaret for den militære beskyttelse med anlæggelse af et større antal baser med tilhørende lufthavne som transitstationer for transport af krigsmateriel til Europa. Man fik rationeringskort som i andre dele af verdenen, og pr. post kunne man bestille de varer man ønskede gennem de store amerikanske butikskæder. USA sendte film af underholdende og oplysende karakter. Grønlænderne opdagede, at der fandtes en verden udenfor, som også de kunne få del i. Det er en historisk kendsgerning, at den grønlandske befolkning stiftede bekendtskab med alkohol allerede i løbet af 1500-tallet. Dette skete i forbindelse med besøg af nordeuropæiske hvalfangere, som drev deres erhverv langs den grønlandske vestkyst med tyngdepunkt i området omkring Diskoøen. Denne tuskhandel kom efterhånden den centrale ledelse i København for øre, hvorfor man i 1782 lovgav på området, idet man udstedte en instruks for overvintrende hvalfangere med totalforbud mod at give inuitterne alkohol. Denne instruks har juridisk set været gældende indtil 1954. På grund af den ringe kontakt og manglende kontrol ændredes fortolkningen i tidens løb og man indførte stiltiende: 1) deputationsbrændevin som en vigtig del af lønnen,samt 2) ekstra brændevin som belønning til inuitterne vedsærlige lejligheder. I perioden efter 1782 fik ekstrabrændevinen rollen som murbrækker for tildeling af alkoholholdige drikke til inuitterne. I begyndelsen fandt dette kun sted til jul og nytår og på kongelige fødselsdage. I 1829 brugte inspektøren 240 potter brændevin og 9 3/4 skæpper malt på den grønlandske befolkning, og i 1830 gav han tilladelse til udskænkning af brændevin til grønlandske kvinder. I slutningen af 1800-tallet udfærdigede indenrigsministeriet en resolution samt en skrivelse, som betød alkoholrationering for statens embedsmænd med tildelinger fra 1/4 til 1 2/3 tønde brændevin p.a. (hakkeorden). I 1891 skrev Fridtjof Nansen: "De er nu lidenskabeligt glade for brændevin - ikke fordi det smager godt, men det er så dejligt at være fuld". Inuitters alkoholindtagelse betragtedes som legaliseret. Ifølge de oplysninger jeg har kunnet finde, startede importen af malt og humle for brygning af den grønlandske øl - immiaq - omkring midten af 1800-tallet. Importen steg gradvis, og brygningen systematiseredes til fælles immiaqbrygning i de større samfund, hvorefter tildelingen skete pr. husstand ifølge reglement af 1929, hvor hver husherre fik tildelt 18 kg malt pr. år. Dermed indførtes maltretten og hjemmebrygningen blev legitimiseret. Da malten imidlertid var rationeret, varede det ikke længe, før befolkningen fandt ud af at vand, sukker og gær kunne bruges til alkoholpro- Nordisk Alkoholtidskrift Vol. IO, 1993:3-157-
duktion. Resultatet af reglementet af 1929 blev, at alle i princippet lejlighedsvis havde adgang til at drikke sig beruset, hvis de ønskede det. Alkoholproduktionens omfang var ukendt for de offentlige myndigheder og således forblev det. Figur 4. Gennemsnitligt forbrug pr person over 14 år. Vestgrønland. Liter 100% alkohol. 10 9 Rationeringen ophæves I 1952 skete der en betydelig rationeringslempelse, og den 15. december 1954 ophævedes rationeringen helt. I 1958-59 foretog Udvalget for Samfundsforskning i Grønland en undersøgelse af alkoholforbruget i Vestgrønland under ledelse af forskningsleder, dr.jur. Verner Goldschmidt. Udvalget fremlagde i 1961 en rapport om "Alkoholsituationen i Vestgrønland". Undersøgelsens formål var at tilvejebringe et statistisk materiale til belysning af forbrugets omfang og udvikling før og efter rationeringens ophævelse. Man foretog derfor en statistisk bearbejdelse af foreliggende talmateriale vedrørende alkoholforbruget i Vestgrønland 1950-59. Desuden anvendte man i et vist omfang forbrugsundersøgeiser blandt grønlandske og udsendte danske husstande, foretaget 1955-56. Immiaqforbruget blev undersøgt på grundlag af maltimporten. De gamle grønlandske traditionelle bryggernetoder blev imiteret i danske laboratorier med assistance af en brygmester. Man fandt frem til, at man af 1 kg malt kunne fremstille ca. 30 liter immiaq med en usikkerhed på 25 %. På grundlag af alle disse oplysninger nåede man frem til det forbrugsmønster der fremgår af figur 4. Som det ses, sker der i denne periode en ændring i forbrugsmønsteret, idet forbruget af industrielt fremstillet spiritus tredobles, mens immiaqforbruget halveres. En del af årsagen til denne ændring af drikkevanerne må imidlertid tilskrives rationeringslempelsen i 1952, hvor enhver grønlandsk husstand med husherre over 23 år, samt alle selvstændige erhvervsdrivende grønlændere, årligt fik adgang til 12 fl. spiritus, 24 fl. vin og 200 øl. Højere tjenestemænd fik årligt adgang til 80 fl. spiritus samt ubegrænsede mængder af vin, øl og malt. Hermed var den industrielt fremstillede pilsner for alvor introduceret i den grønlandske alkoholmenu. Denne rationeringsordning fungerede som en overgangsperiode, inden man den 15. decem- 8 7 6 5 4 3 2 1950 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 15.12.1954: Spiritusrationeringens ophævelse. Immioq Kilde: Alkoholsituationen i Vestgrønland. Rapport fra Udvalget for Samfundsforskning i Grønland 1961. ber 1954 ophævede al rationering af alkoholholdige drikkevarer. Ser man nærmere på figur 4 med udvalgets fortolkninger, påpeges det, at man i april 1950 forhøjede statens lønninger til den lokalt ansatte arbejdskraft med ca. 90 %, hvilket skulle kunne forklare forbrugs stigningen i 1950-51. De efterfølgende kraftige stigninger menes betinget af restriktionslempelser samt spiritusrationeringens ophævelse. Sidstnævnte medførte straks en stig- Nordisk Alkoholtidskrift Vol. 10, 1993:3-158-
ning i forbruget af industrielt fremstillet spiritus på knap 50 % i 1954-55, hvorefter forbruget holdt sig nogenlunde konstant. Immiaqforbruget har i registreringsperioden, som ovenfor nævnt, været stærkt faldende og er givetvis blevet kompenseret af industrielt fremstillet pilsner. Ved at se på totalforbruget kan det konstateres, at dette var 7,5 liter ren alkohol pr. person pr. år fra registreringsperiodens begyndelse til slutning. Jeg mener at kunne konkludere, at rationeringsophævelsen i 1954 ikke medførte nogen egentlig reboundeffekt. Figur 5. Alkoholforbruget pr. indbygger over 15 år. Liter 100% alkohol 23 22 21 20 19 18 17 16 15 14,93 14 13 12 11 Eksplosiv stigning i totalforbruget Ligesom den øvrige del af den industrialiserede verden oplevede også den grønlandske befolkning i 1960'erne og 1970'erne en stadig stigende velstand og i kølvandet et markant tiltagende spiritusforbrug - trods øget beskatning. Gadeuorden, husspektakler og vold hørte til dagens orden. Hvis man ønsker at studere spiritusforbruget i Grønland, er man stort set henvist til at undersøge totalforbruget, der måles ved hjælp af den monopoliserede import med skibsfragt. Hjemmebrænderier findes ikke. Smuglerier og indførsel med fly må anses for værende af minimal betydning i forhold til importen ad søvejen, der således afspejler forbruget. Når jeg i dette indlæg bruger ordet 'monopol: så menes der statens importmonopol. Al import pr. skib af alkoholholdige drikke til Grønland registreres af toldmyndigheden i Grønlandshavnen i Ålborg. Hvad der importeres pr. fly fra København, Island og Canada udgør kun promiller i forhold til totalimporten med skibsfragt. Vi har således ikke samme problemer som de øvrige nordiske lande, hvor de alkoholholdige drikke i princippet flyder frit over grænserne. Nordmændene holder dog traditionen tro fast ved deres destillationsapparat, hvilket får dem til at tale som Peer Gynt. Færingerne har det noget bedre: de muntrer sig i ølcafeerne og bestiller i øvrigt varerne over England. I Danmark, hvor man har den mest liberale alkoholpolitik, kan man bare rejse over den tyske grænse og købe pilsnere for 1-2 kr. pr. styk. 10 ~------------------------------~ 1975 76 77 78 79 BO Bl 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 Kilde: Grønlands statistik. På grund af isens favntag i de arktiske områder og forekomsten af storis i de kystnære farvande i det subarktiske, er skibsfarten periodisk og importen også af spiritusholdige drikkevarer "forskubbet". Der kan derfor teoretisk set være fejlkilder mht. tidsforløbet af befolkningens totalforbrug, men kvantitativt må konsumptionen anses for at være sand. Efter 1955 var der en uafbrudt stigning i totalforbruget indtil 1975, hvor det lykkedes at bremse udviklingen. Forbruget var da oppe på 19 liter ren alkohol pr. indbygger over 15 år (figur 5). Efter en vejledende folkeafstemning indførte Landstinget i august 1979 en rationeringsordning, der varede til april 1982. I denne periode kunne enhver borger over 18 år hver måned på sin fødselsdato få udleveret et ark med 72 points, svarende till pilsner = 1 point, 1 fl. spiritus = 24 points. I denne periode kunne man registrere en stigende velstand med deraf følgende mindre pres på socialvæsenet og øget investering i varige forbrugsgoder. Imidlertid viste det sig, at Grønland havde fået sin første sortbørsvaluta. Det udviklede sig til, at 6 points blev 100 kr. værd, og at studerende ligesom andre afholdsfolk på denne måde fik en ekstra sort indkomst på 1 200 kr. pr. måned. Alle fik pludselig en utrolig kontrol med familievenners og bekendtes fødselsdage, tjenerne på værtshusene kunne sælge de samme mærker adskillige Nordisk Alkoholtidskrift Vol. IO, 1993:3-159-
gange, og turister og andre gæster var utrolig populære. I samme periode kom hashen til Grønland for at blive. 2 Da selv det kriminelle mønster ændrede sig, besluttede landets styrende organ at ophæve alkoholrationeringen. Som det fremgår af kurven blev virkningen på totalforbruget eksplosiv, med en stigning på ca. 10 liter ren alkohol. Dette skyldes behovet for at ligge med større lagre, samt et øget merforbrug på ca. 10 % i forhold til forbruget før rationeringsperioden. Vi kunne således i Grønland konstatere, at forbrugsudviklingen i en 3-årig periode efter rationeringens ophævelse gav et større merforbrug end det kvantitative forbrugsfald i rationeringsperioden. På baggrund af, at den grønlandske befolkning var uforberedt på ophævelsen af rationeringen og den hastige industrialisering af samfundet, hvor man fra at bo i jordhytter havde tilegnet sig alle et moderne samfunds karakteristika i løbet af godt tre generationer, var også individet i samfundet begyndt at løbe løbsk. Vi havde på ca. 50 år gennemlevet en udvikling, som Europa havde haft 300-400 år til at gennemgå og tilpasse sig til. Fra 1987 til 1991 ses en markant nedgang i importen fra 22,4 til 14,93liter/år pr. person. Man behøvede ikke længere at indføre så store mængder som tidligere, da der var indtrådt et spontant fald i konsumptionen. Dette skyldes efter alt at dømme en kraftig øget alkoholbeskatning samt en tiltagende økonomisk afmatning, med efterfølgende opbremsning i bygge- og anlægsvirksomhed og afrejse af et større antal danske håndværkere. Inuuneq Nakuuneq Det grønlandske samfund har gennem årene diskuteret alkoholpolitik på et mere eller mindre 2. I Grønland findes der, i modsætning til alkoholimporten, ingen kontrol med importen af narkotika. Man forsøger at gennemføre en kontrol, men politiets muligheder er ringe. Det er på denne baggrund ikke muligt at vurdere forbruget af hash, som er det aktuelle stof fra brugernes synspunkt. Amfetamin og lign. samt hård narkotika er ikke konstateret med sikkerhed. I 1990 foretog man en screening af skoleelever fra 8. til 13. klasse i hele Grønland. Ca. 25 % havde prøvet at ryge hash, af de 16-17-årige over 50 %. Undersøgelser på dette felt er i øvrigt yderst sparsomme. sagligt grundlag, som indimellem har betydet politisk afmagt og ført alkoholpolitikken som en kastebold ind i den almindelige partipolitik. Gennem årene har man imidlertid anvendt de klassiske metoder til begrænsning af forbruget - uden synderlig effekt. Bivirkningerne, som dem vi så under pointrationeringen, har man endnu ikke kunnet nå at registrere. Jeg tænker her på forbrugsfaldet efter 1987, der kan betegnes som en økonomisk betinget rationering. Som situationen er i dag kan man imidlertid konstatere, at det ud fra en økonomisk betragtning er billigere at ryge hash end at indtage alkoholholdige drikke, der har nær sagt samme virkning på centralnervesystemet. Den 28.3.1992 trådte Landstingslov nr. 10m ændring i Landstingslov om indførsel af varer og om indførselsafgifter i kraft. Det drejer sig om ganske store afgifter, men Landskassens indtægter fra alkoholafgifter har i de seneste år alligevel været stadig faldende på grund af nedgangen i totalkonsumptionen. Det fremgår af regnskaberne, hvor provenuet i 1990 var 192257194 kr., i 1991183 040 700 kr, samt for 1992 t.o.m. september 117 384 025 kr. Den offentlige debat har gennem de sidste år i stigende grad været præget af problematikken omkring det pågående misbrug. De førende landspolitikere mener, at mange faktorer kan være medvirkende, blandt andet kultur konflikt og social elendighed. Det vigtigste våben må være en holdningsændring, hvor det enkelte individ sætter sig ned med sin familie og diskuterer problemet igennem, samtidig med at samfundet atter gennem massive oplysningskampagner påvirker befolkningens adfærd. Ved Landstingets forårssamling 1992 introduceredes begrebet "Inuuneq Nakuuneq" (styrk dit liv), hvor hovedmålsætningen er at forbedre livskvaliteten og skabe større sammenhold i samfundet og mellem generationerne. Det var alle medlemmer enige i. Under samme møde ændredes bestemmelserne, idet man ved "stærke drikke" nu forstår alle alkoholholdige drikke med en styrke på 4,10 vol. % alkohol og derover. Ved "svage drikke" forstås i loven alle lignende drikke med en styrke på mellem 2,50 og 4,10 vol. % alkohol. Samtidig ændredes bestemmelserne vedrørende forhandling og servering af "svage drikke", der blev tilladt for alle under 18 år. Nordisk Alkoholtidskrift Vol. 70, 7993:3-160 -
Figur 6. KNI's salg af letøl i 1990,91 og 92. (Målt i liter) 2.000.000 liter 1.750.000 1.500000 1.250.000 1.000.000 750.000 500.000 250.000 Kilde: KNI 1990 1991 OL- l 3 4 7 8 9 10 11 12 Fra l.maj 1992 er 3,6 øl indregnet i gruppen letøl. Det sidste havde man overset under forårssamlingen 1992, og da man i slutningen af maj begyndte forhandling af øl med 3,6 vol. %, blev det en salgssucces for landets stedlige tapperiinstitution (figur 6). Alle uanset alder kunne i princippet købe denne øl fra kl. 6 om morgenen. Dette medførte en sand mediestorm i den skrevne presse og ordningen blev ændret. Landskassens indtægter på alkoholprovenuer har været stadig faldende, også de seneste år. Det fremgår af regnskaberne hvor provenuet i 1990 var 192257194 kr., i 1991183 040 700 kr. samt for 1992 182,1 mill. kr. - et forbrugsfald på godt 5 %. Under landstingets forårssamling 1993 vedtog man en yderligere adgiftsforhøjelse på salget af alkoholholdige drikkevarer på 8 1/4 %; dette for at dække et forventet underskud på giftgruppen på 20 mill. kr. Den jævne borger er imidlertid økonomisk så hårdt trængt, at den nye afgiftspakke vil forårsage et yderligere fald i tobaks- og alkoholprovenuerne. Som det er beskrevet ovenfor, har den grønlandske befolkning haft et skiftende forhoid til sit alkoholforbrug. De hyppige lovændringer har ikke givet grønlænderne mulighed for at få et normalt forhold til alkohol og en alkoholkultur, som man kender det i andre nordiske lande. Niels P. Broberg Nordisk Alkoholtidskrift Vol. 70, 1993:3-161 -