1
Educating women brings positive changes in attitude which in the longer term yields social benefits. Education also gives mothers a wider social network; new reference groups; more models to look up to; identification with the modern world; and it encourages innovation, thus improving mothers own well-being and that of their families. It changes the image women have of themselves, creates greater self-confidence and increases independence of thought, social mobility and a widening outlook. Education enables women to analyse their problems and organise themselves for collective problem solving with a more open approach to life (Kwesiga 2002:37).
Narratives at Makerere - A Field Study of the Policies of Gender Equality at Makerere University in Kampala By: Malene Bo (malene.bo@gmail.com) and Rie Toft (rtoft@ruc.dk) Supervisor: Bodil Folke Frederiksen Makerere University is one of the tertiary institutions in Africa with the most explicit policies of gender equality in the world. Apart from having the first Department of Women and Gender Studies in Africa, the management has recently opened a Gender Mainstreaming Division with the objective of creating equality at Makerere University through information dissemination. One of the most talked about gender equality initiatives at Makerere University however, is the Affirmative Action for the female applicants. In this thesis we set out to investigate the quantitative impact of such policies upon the mindsets and attitudes of the implicated students. In other words we investigate how the students do gender in relation to the policies coming from the management. Taking as a point of departure the theories of social constructivism and feminism, we interview 22 students of both genders from the Faculty of Social Science at Makerere University. Comparing these interviews with a number of interviews with the teachers and management at Makerere, we identify three cross cutting narratives about female students in each group. The narratives among the students are similar to the narratives among the teachers and management, but still it differs, mainly in the normative sense. Hence, by comparing the narratives of the students to the ones of the teachers and management at Makerere, we are able to compare the students perceptions of gender, their norms and ideals to those of the teachers and management. The ideal of the teachers and management is expressed in the narrative of the strong girl. We find the same narrative among the students, only here the story is not about a strong girl, but about the tom-girl, and she is not looked upon with admiration but seen as an
exception from normal female behaviour. Thus we argue that the students have taken the narratives of the teachers and management and adapted these to the reality they live in. In the reality of the students, it is very difficult for a girl to live up to the narrative of the strong girl. Societal factors and old traditions form contra narratives, and play against the discourse of gender equality set up by Makerere University. The existence of the institution of marriage is forcing the girls to be the kind of girl that a guy would want to marry a sweet girl. The sweet girl is decent, humble, and adaptable and can move into a new family without any problems. Wishing to be, or to marry, a sweet girl, the students hereby idealize a narrative which among the teachers and management is seen as a problem, they idealize the oppressed girl. Furthermore the management tries to save this girl by giving her information about inequalities, but being a sweet girl, she is not able to handle this information in the way it was meant. Instead of being empowered, she is scared away. When reading the reports she internalizes them and becomes a victim. Going back to the tom-girl, it seems that the teachers and management at Makerere University has not managed to understand the reality of the students sufficiently. They believe that the strong girl can serve as a role model to the girls, and that she can hereby change the stigmatised thinking of the oppressed girls. However, being understood as a tom-girl among the students, she becomes the exception rather than a role model. In terms of potential agents of change, the management should instead reconsider their attitude towards the lost/indecent girl. The narrative of this girl is quite similar among the teachers, management and students. She dresses indecently, she drinks, dances and she has sugar daddies. Among the teachers and the management, her behaviour is described as dangerous to herself as well as to her surroundings. For the students however, her story is not exclusively negative, it also entails an element of fascination and admiration. The boys use her narrative to stay in power, constantly accusing girls contesting them of being indecent. The girls use the narrative in a personal negotiation of proper female behaviour. Knowing that someone is always worse, the girls dare to push the limits a little bit more every day. Thus a more positive attitude towards this narrative might enhance her role as an agent of change rather than help the boys stay in power.
NARRATIVES AT MAKERERE... 3 - A FIELD STUDY OF THE POLICIES OF GENDER EQUALITY AT MAKERERE UNIVERSITY IN KAMPALA... 3 PROBLEMFELT... 7 PROBLEMFORMULERING... 13 FREMGANGSMÅDE... 13 METODE... 15 KVALITATIV METODE... 15 CASESTUDIE OG VALG AF CASE... 16 INTERVIEWS... 17 TEORI... 27 KØN... 27 SOCIALKONSTRUKTIVISTISK TILGANG TIL KØN... 27 KROPSTEGN... 29 KROPSTEGN I AFRIKA... 29 KVINDEN SOM BÆRER AF NATIONEN... 31 DEN AFRIKANSKE FEMINISMEKRITIK... 33 KVINDER I PATRIARKATET... 36 GRÆNSEFIGURER... 39 FORTÆLLINGER OG DISKURSER... 41 KØN I UGANDA... 44 UGANDA I DAG... 46 MAKERERE UNIVERSITY FØR OG NU... 49 INTERVENTIONERNE... 55 SÆRLIGE AFDELINGER FOR KØNSSPØRGSMÅL... 59 AT VÆRE GENDER SENSITIVE ELLER FEMINIST... 68 LEDELSE OG UNDERVISERES FORTÆLLINGER OM KØN... 74 DEN UNDERTRYKTE PIGE... 75
DEN FORTABTE PIGE... 77 DEN STÆRKE PIGE... 78 DE STUDERENDES FORTÆLLINGER OM KØN... 81 DEN UANSTÆNDIGE PIGE... 81 DRENGEPIGEN... 91 DEN SØDE PIGE... 98 LIGESTILLINGEN... 103 ÆGTESKABET... 106 OFFERPOSITIONEN... 111 DEN SØDE PIGE SOM BÆRER AF TRADITIONEN... 115 LIGESTILLINGSSTRATEGIERNES BETYDNING... 118 AFSLUTTENDE REFLEKSIONER... 120 METODISK... 120 TEORETISK... 121 LITTERATUR... 124 BILAG... 130 OVERSIGT OVER INTERVIEWPERSONER... 130 INTERVIEWGUIDE... 132
Problemfelt Problemfelt Spørgsmål om køn og ligestilling har i løbet af de seneste år fået en helt central rolle i udviklingsforskningen og i donorernes strategier for udvikling. Ikke mindst i Uganda fylder ligestilling meget på dagsordenen, og utallige nationale og internationale organisationer arbejder på forskellig vis for at skabe mere lighed mellem mænd og kvinder i landet. Siden den nuværende præsident, Yoweri Museveni, kom til magten i 1986, har hans regering taget store skridt for at sikre kvinder en mere ligestillet rolle. Museveni og de andre mandlige medlemmer af regeringen bliver ofte beskyldt for mere at gøre dette mere af nød end af lyst, som en belønning til kvinderne for at have støttet hans guerillabevægelse, og for at sikre sig de mange kvindelige stemmer. Uanset motiv er resultatet en nation og en grundlov, der er usædvanlig og helt unik i sit fokus på kvinder og kvinders rettigheder. Et fokus, som blandt andet har udmøntet sig i positiv særbehandling af kvinder på en lang række områder, især i forhold til uddannelse og politisk deltagelse. En lov sikrer således kvinder mindst en tredjedel af pladserne i de lokale og nationale forsamlinger, og halvdelen af de betalte skolepladser, som en familie har til rådighed, skal gå til piger. På landets største universitet, Makerere University i Kampala, forsøger man med forskellige former for positiv særbehandling at sikre, at pigerne kommer ind og gennemfører, og at de også tager de mere erhvervsrettede og prestigefyldte fag. Positiv særbehandling har således været almindeligt brugt i Uganda i næsten tyve år, og bruges desuden i mindre omfang i flere andre lande i regionen, hvor man eksempelvis giver specielle introduktionskurser til kvindelige studerende for at forhindre frafald på universitetet. I Uganda fungerer den positive særbehandling ved, at man sænker adgangskravene for kvindelige studerende, der søger optagelse på Makerere en model, der ifølge Bunyi 1, foreløbig har vist sig som den mest effektive i forhold til at sikre kvinder en plads i uddannelsessystemet (Bunyi 2003:6). 1 Ph.d. og forsker ved Kenyatta University 7
Fortællinger om køn på Makerere De meget omfattende og eksplicitte strategier har både vakt lokal og international opmærksomhed. Kritiske røster advarer dog mod at blive alt for begejstret over det, der sker. Kritikerne påpeger for det første, at det ingen effekt har at indsætte kvinder i de beslutningsdygtige fora, hvis de kvinder, der vælges ind, støtter de patriarkalske strukturer på samme måde som deres mandlige forgængere. I de tilfælde griber kvinderne blot deres nye magt og forsvarer undertrykkelsen af svagere grupper i samfundet, herunder andre kvinder (Thérése & Lumumba 1999:313) 2. For det andet er eksplicitte strategier ifølge Amina Mama 3, ikke noget gode i sig selv. Ifølge hende gik der ikke længe, fra donorerne havde vist interesse for kvinder, før forskellige afrikanske stater begyndte at optage kønsaspektet i deres konstitutioner. Regeringerne gjorde dog kun dette for at tilfredsstille donorerne, og de store ord blev derfor kun sjældent fulgt op af tilsvarende budgetter. Alt hvad man satte i gang gjorde man med tanke på at tiltrække donormidler, og hvis pengene ikke kom, blev initiativerne aldrig til andet end ord (Mama 2001:16). Ifølge Francis B. Nyamnjob 4 kan det forvolde mere skade end gavn at blæse ligestilling op som noget stort og vigtigt, hvis det ikke følges op af ressourcer og reelle ændringer. Så sker der nemlig det, at man begynder at tænke og påberåbe sig en lighed, som reelt ikke findes (Nyamnjob 2001:27). Ifølge Mikell 5 er dette en reel risiko, da det ofte skorter på oprigtig vilje til ændringer. Samtidig med, at staterne ønsker uafhængighed og autonomi, er de reelt afhængige af donormidler og må derfor tilpasse sig donorernes ønsker om at sikre kvinders rettigheder og ligestilling. Derfor er kvinders kamp for øget deltagelse et ekstremt følsomt emne for de afrikanske statsledere, der er bevidste om, at hele processen er eksternt katalyseret og derfor som oftest ikke er åbne for reelle ændringer (Mikell 1997:2). Løsningen på dette dilemma har mange steder været, at staternes nye ledere på forskellig vis har brugt tomme ord og paragraffer i et forsøg på at overbevise kvinderne om, at deres interesser bliver varetaget, samtidig med at lederne i praksis har fastholdt kvinderne i en marginaliseret position (Mikell 1997:4). 2 Forskere ved Cornell University, Ithaca, New York & CEPARRED, Abidjan, Elfenbenskysten 3 Dr. og leder af Gender Studies på University of Cape Town, 4 Teoretiker og kønsforsker 5, Ph.d og Associate Professor i antropologi ved Georgetown University 8
Problemfelt Man kan overveje, om dette også gælder i Uganda, men ét er i hvert fald sikkert. Når det gælder officiel ligestilling, nærmer landet sig i dag de nordiske lande. I Uganda er der i dag mere end 40 procent kvinder blandt de studerende på det nationale universitet; der er godt en fjerdedel kvinder i det nationale parlament, og kvinderne har mere end en tredjedel af pladserne i de lokale forsamlinger. Det bringer, ifølge MS, det østafrikanske land højere op på den politiske ligestillingsskala end måske alle afrikanske og endda mange europæiske lande (MS Revu 2004). Et af argumenterne imod positiv særbehandling er, at det skaber en kunstig ligestilling, og at ændringen er presset ned ovenfra i stedet for at være resultat af en naturlig udvikling. I velfungerende demokratier kan man argumentere med, at indførelsen af positiv særbehandling ville være et resultat af folkets egne ønsker, men i Uganda er ideen om positiv særbehandling ikke hverken tænkt eller formuleret af den almindelige ugander. Et vigtigt spørgsmål er derfor, om ligestilling kan skabes oppefra gennem positiv særbehandling og kønsfølsomme politikker. Vil politikken nogensinde konsolideres i samfundet og føre til en reel holdningsændring blandt almindelige mennesker, når det er ledelsens og elitens projekt, og måske endda en ekstern elites projekt, som i Uganda? Dette spørgsmål er interessant i denne konkrete kontekst, men har også i høj grad relevans for den samlede verden af i dag, hvor donorer forsøger at indføre egne paradigmer om demokrati, ligestilling og menneskerettigheder i udviklingslandene, og hvor de vestlige lande, anført af USA, gør deres bedste for at ændre menneskers levevis overalt i verden. Karen Von Hippel 6 bruger begrebet Democracy by Force om de aktioner, der med militær magt afsætter et styre for at indføre demokrati og sin bog diskuterer hun legitimiteten af sådanne interventioner (Hippel 2000). Det interessante for os er i højere grad konsekvenserne af en sådan intervention og spørgsmålet om, hvad der sker, når man på samme vis vil bruge magt til at skabe ligestilling. I 1947 offentliggjorde FN, ifølge Katarina Tomasevski 7, den første rapport om diskrimination, og her blev det understreget, at ethvert forsøg på at skabe ligestilling 6 Politolog ved University of London 7 Professor i international ret og international politik ved Lund Universitet 9
Fortællinger om køn på Makerere mellem sociale, etniske, religiøse og andre grupper risikerede at give bagslag, hvis ikke man havde støtte fra både dem, som initiativet var ment til at gavne, og fra den almene befolkning. Forcing a prejudiced person to read or hear exhortations on tolerance may only increase his prejudice. Overenthusiastic appraisals of the contributions of a minority may create a reaction of distaste for members of that minority; and programmes improperly presented even with the best intentions may create an awareness of group difference that did not previously exist (Tomasevski 2003:60). Et af de initiativer, som hun henviser til, er den positive særbehandling af piger i uddannelsessystemet. Her understreger hun, ligeson Nyamnjob og Mama, det vigtige i at følge løfterne op med reel og økonomisk støtte. Samtidig advarer Tomasevski mod at vente sig for meget af pigers uddannelse. Hun beskriver, hvordan der mange steder gøres meget for at sikre pigers skolegang, men at de forventninger, der stilles til uddannelsen af piger, ofte er urealistiske (Tomasevski 2003:163). Forventningerne til kvinderne er da også meget store, ikke mindst i Uganda hvor især en universitetsuddannelse betragtes som værende af stor værdi for både den enkelte studerende og for samfundet som helhed. Ifølge Joy C. Kwesiga 8 er uddannelse afgørende for et lands udvikling og kan samtidig være et vigtigt skridt på vejen til både sundhed, fred, demokrati, økonomisk vækst og ligestilling mellem kvinder og mænd (Kwesiga 2002:2). Enabling Ugandan women to move through the system to higher education is without doubt the most sure way to consolidate the (gender equity red.) gains made so far and to open up new horizons (Kwesiga 2002:152). Derfor har pigers adgang til uddannelse været højt prioriteret i det internationale samfund, der tidligere har sat 2005 som året, hvor kønsbetingede uligheder skulle være 8 Forsker og leder af Gender Mainstreaming Division på Makerere University 10
Problemfelt udryddet. Ifølge Kwesiga er det dog ikke alene adgang til undervisning, men i høj grad også udbyttet af undervisningen og mulighederne for at anvende uddannelsen, der på længere sigt har betydning for udligning af ulighederne. Hvis kvinder ikke kan blive ansat eller klare sig selv, hvis de ikke kan eje land, åbne en bankkonto eller tage et lån, vil uddannelse kun have lille effekt på deres liv (Kwesiga 2002:152). Ifølge Dorothy L. Hodgson & Sheryl A. McCurdy 9 skriver kønsforskeren Philomena E. Okeke, at netop uddannelse mange steder har fået kvinder til at udfordre patriarkalske privilegier og magt. Okeke viser, dog i sine studier, hvordan denne omfordeling af magten ofte er forbundet med en hård kamp, og hvordan netop de uddannede kvinder ofte bliver angrebet af den dominerende gruppe og får skylden for et samfunds problemer. Alt sammen i forsøget på at bevare den eksisterende sociale orden (Okeke i Hodgson & McCurdy 2001:14). Selv om uddannelse altså kan være en måde at ændre magtforhold og kønsstrukturer er uddannelsessystemet også i høj grad styret og ledet af den dominerende gruppe, der ofte vil have en interesse i at bevare det bestående. I hvilket omfang uddannelse har en transformativ effekt, skriver Hodgson og McCurdy, afhænger derfor helt af den enkelte institution. Nogle institutioner gør kvinder i stand til at udfordre og transformere undertrykkende kønsnormer, mens andre bare lægger yderligere bånd på, hvad kvinder kan gøre og bør være (Hodgson & McCurdy 2001:14). Som nævnt er Makerere University i Kampala i høj grad et fokusområde for de kræfter, der ønsker at skabe ligestilling mellem ugandiske kvinder og mænd. Tanken bag dette er, at netop universitetet er et vigtigt sted at sætte ind, fordi de studerende, ifølge undervisere og ledelse på Makerere, udgør en meget stor del af det samfundslag, som fremtidens politikere, forretningsmænd, embedsmænd og undervisere skal findes iblandt. Desuden er Makerere University interessant som en af de institutioner i Uganda, der er gået forrest i kampen for ligestilling, og hvor ligestillingsdiskursen er usædvanligt fremhævet. Selv mener de at være en af de højere læreanstalter i verden, der har den mest eksplicitte politik omkring køn, og hvor der gøres mest for at øge især den kvantitative lighed mellem mandlige og kvindelige studerende. Samtidig er en del af tiltagene herfra i dag 9 Assistant Professor i Antropologi, Rutgers University & Post Doc. ved Center for Health Promotion and Prevention Research, University of Texas 10 Cand. Psych. og Dr. Phil ved Oslo Universitet 11
Fortællinger om køn på Makerere spredt til andre institutioner og højerere læreranstalter i landet, ligesom Uganda generelt og Makerere University i særdeleshed, ifølge dem selv, ofte er brugt som forbillede for andre (GMD2 2004). For os er det derfor interessant at se nærmere på Makerere University som institution. Vi ser på de rammer og muligheder, der her gives kvinder og mænd, og i hvilket omfang universitetet er med til henholdsvis at ændre og genskabe de kønsbetingede magtforhold. Det er på denne baggrund, vi undersøger hvilke kønsroller og opfattelser af køn og ligestilling, der skabes og genskabes blandt de studerende på Makerere University i Kampala. Med andre ord undersøger vi, hvorledes de studerende udfører, eller gør, køn i relation til universitetets politikker på området. Vi er interesserede i samspillet imellem institution og individ, og ser på, hvordan de studerende på forskellig vis påvirkes af en oppefrakommende og meget eksplicit diskurs om ligestilling som den på Makerere University. 12
Problemformulering Problemformulering Hvordan kommer Makerere University s ligestillingspolitik og forvaltningen af denne til udtryk i den måde, hvorpå de studerende gør køn? Arbejdsspørgsmål Hvilken ligestillingspolitik har Makerere University? Hvilke fortællinger om køn og ligestilling verserer blandt ledelse, undervisere og studerende på Makerere University? Hvordan påvirkes de studerende af de forskellige fortællinger om køn og ligestilling, de møder i deres hverdag? Fremgangsmåde Som det fremgår af problemformuleringen, antager vi en vis sammenhæng mellem den måde, man fra universitetsledelsens side officielt beskriver og i praksis forvalter og italesætter stedets meget eksplicitte og omfattende ligestillingspolitik, og den måde de mandlige og kvindelige studerende opfatter og taler om sig selv, hinanden og køn og ligestilling generelt. Overordnet set er vores opgave dermed at beskrive og sammenligne de fortællinger, der verserer om køn og ligestilling blandt universitetets ledelse og undervisere, med de fortællinger vi finder hos mandlige og kvindelige studerende. I det første kapitel beskriver vi vores metodiske tilgang til problemet og detaljer om det feltarbejde, der har givet os det empiriske grundlag for analysen. Efter metoden ligger de teoretiske og videnskabsteoretiske overvejelser. Her kommer vi omkring vores socialkonstruktivistiske tilgang til køn, der blandt andet får den konsekvens, at vi ser kønnet som socialt konstrueret og i høj grad centreret omkring magt og dominans. Aktørernes italesættelser af disse magtforhold bliver således den optik, vi vælger at se verden igennem. Netop ved hjælp af aktørernes italesættelse af køn på universitetet, opdager vi efterfølgende, at det analytiske begreb grænsefigur, er nyttigt i beskrivelsen af de studerendes virkelighed på Makerere University. På baggrund af begrebet grænsefigur, opstår ligeledes ideen om at forstå aktørernes verden, og ligestillingspolitikkernes 13
Fortællinger om køn på Makerere indflydelse på denne, gennem de fortællinger der verserer om kvindelige studerende på Makerere University. I kapitlerne om køn i Uganda og Makerere University beskriver vi den ramme, som aktørernes italesættelser skal forstås og analyseres inden for. Vi indleder analysen med en gennemgang af universitetets formelle ligestillingspolitik. Derfra bredes analysen ud til de mere abstrakte opfattelser af køn og ligestilling og den egentlige genfortælling, sammenligning og diskussion af de forskellige fortællinger om køn og ligestilling, der verserer på Makerere University. 14
Metode Metode Vores overordnede metode er kvalitativ, hvilket genererer en række overvejelser i forhold til selve den kvalitative tilgang og i forhold til vores valg af case, udførelse af interviews og behandling af den indsamlede empiri. Kvalitativ metode Vores mål i denne opgave er at undersøge menneskers forståelse af betydningerne i deres verden, og at beskrive, hvordan de forstår sig selv i denne verden. Derfor har vi valgt den kvalitative metode i specialet. Med valget af den kvalitative metode følger dog, ifølge Kvale 10 ofte en diskussion af denne metodes brugbarhed. Selv om kvalitativ metode efterhånden er meget udbredt og accepteret i den samfundsvidenskabelige forskning, lider metoden nemlig stadig under det positivistiske ideal, om at data skal være utvetydigt inter- og intrasubjektivt reproducerbare; at videnskabelige udsagn bør være værdineutrale; at kendsgerninger skal holdes adskilt fra værdier; samt at videnskab skal holdes adskilt fra politik (Kvale 2000). I dette lys falder den kvalitative videnskab igennem, da subjektivitet og fortolkning netop er metodens værktøjer. Vi stræber dog ikke efter objektivitet, men har i stedet som udgangspunkt, at al viden er socialt situeret. Derfor bygger vores forskning på nogle helt andre idealer end den værdifrihed, som man stræber efter i den naturvidenskabelige forskning. Dennes brugbarhedsparameter bliver dermed ubrugeligt i vores sammenhæng. Ifølge Amina Mama er idealet for den socialkonstruktivistiske forskning i stedet at understrege, at man ikke er objektiv, og på baggrund af dette forklare og uddybe de værdier, der ligger til grund for ens videnskabelige arbejde (Mama 1999:10). En ting som vi har bestræbt os på at gøre via såvel vores metodiske afsnit som via vores teoretiske overvejelser. Vores valg af den kvalitative metode er ikke udelukkende videnskabsteoretisk begrundet. Valget er ligeledes faldet på den kvalitative metode ud fra et ønske om at supplere den viden, der allerede findes på området. Makerere University s store fokus på køn har nemlig betydet, at der allerede er lavet en lang række kvantitative undersøgelser af kvinders forhold på campus. Rapporter der eksempelvis fokuserer på, hvor mange halls der er til piger, hvor mange kvinder der er i ledelsen, om der står he eller she i 15
Fortællinger om køn på Makerere officielle papirer samt på hvor mange piger der bliver overfaldet. Da den kvalitative metode er knap så udbredt på stedet, bliver vi med dette valg, i stand til at supplere allerede eksisterende viden med en ny og anderledes vinkel. Mere konkret betyder det, at vi kun i begrænset omfang har interesseret os for de konkrete forhindringer for kvindernes indtræden på universitetets arena. Vores fokus bliver i stedet på, hvordan den meget eksplicitte ligestillingspolitik kommer til udtryk i de studerendes dagligdag og tanker om denne. Vi ser på, hvordan de personligt forvalter de diskurser og strategier om køn og ligestilling, der kommer fra ledelsen. Casestudie og valg af case Ifølge Yin 11 er der ikke nødvendigvis lighedstegn mellem valget af kvalitativ metode og brugen af et casestudium (Yin 2002:15). For os har brugen af case dog været en naturlig konsekvens af vores tilgang til emnet og, som vi ser det, den bedste mulighed for at give svar på spørgsmålet om, hvordan en massiv påvirkning oppefra kan påvirke individers opfattelser af køn og forståelser af virkeligheden. Vi har udvalgt Makerere University i Kampala som ramme for undersøgelsen og en gruppe studerende på Faculty of Social Science som vores interviewpersoner. At valget faldt på Makerere University skyldes, at det er langt det største universitet og dermed det, som flest mennesker kommer i berøring med. Universitetet er landets første højere uddannelsessted, og det er vores indtryk, at det stadig nyder en særstatus i samfundet. Både elever og undervisere har i hvert fald selv en opfattelse af, at Makerere er det bedste uddannelsessted, og det der giver de bedste jobmuligheder og den højeste prestige. Ud over Makerere University findes der en række private universiteter af svingende kvalitet i Uganda. Mindst to af disse er, ifølge Naknyike B. Musisi og Nansozi K. Muwanga 12, af lige så høj kvalitet som Makerere University. Det gælder The Islamic University og Martyrs University, som har langt flere ressourcer og ifølge forfatterne 11 Casestudieforsker og forfatter til en populær lærebog på området 12 Associate Professor og Director ved Makerere Institute of Social Research & Senior Lecturer på Department of Political Science and Public Administration ved Makerere University 16
Metode også viser bedre gennemsnitlige resultater end Makerere University. Opgørelser viser desuden, at flere af de små eliteuniversiteter længe har haft en meget høj andel af kvindelige studerende, ifølge Musisi og Muwanga på grund af deres appel til den højeste overklasse, der har bedre råd og længere tradition for også at uddanne deres piger (Musisi og Muwanga 2003:54). Fordi Makerere er et offentligt universitet mener vi, at det er mere påvirket af samfundets diskurser og regeringens politik i forhold til køn og ligestilling, og da det desuden er det universitet, der har den mest eksplicitte ligestillingspolitik bliver Makerere University det bedste sted til vores undersøgelse. En mere praktisk overvejelse bag valget af universitetet som case bunder i tilgængelighed og forståelse. Da vi selv er unge og studerende, har vi, i hvert fald til en vis grad, haft mulighed for at sætte os ind i den verden, som vores interviewpersoner færdes i til daglig. Vi forestiller os, at det har givet os større fortrolighed og bedre forudsætninger for at forstå og fortolke vores interviews, at vi har befundet os på nogenlunde samme sted i livet som vores interviewpersoner. Den store nysgerrighed omkring vores personer og den medfølgende samarbejdsvilje hos de studerende har da også bekræftet os i, at vi havde foretaget det rette valg. Vores interviews med folk fra universitetets ledelse forløb nemlig ikke nær så gnidningsløst. Her oplevede vi mange aflysninger, folk der mødte op flere timer for sent, og flere gange ventede vi forgæves. Interviews Da Makerere University i Kampala var valgt som case, var næste skridt at udvælge de personer, der skulle udgøre den endelige sample. I udvælgelsen af interviewpersonerne benyttede vi den metode, som ifølge Margareth Peil 13 er den mest almindelige metode non-probability sampling. Med non-probality sampling menes, at man i udvælgelsen af sin sample ikke har sikret sig et vilkårligt udvalg af interviewpersoner. I stedet opsætter man en række kriterier for sin sample, hvorefter opgaven er at finde frem til og komme i kontakt med sådanne personer. Denne metode er især udbredt når feltet, som i Afrika, er for utilgængeligt eller for uregistreret til, at det giver mening at forsøge sig med en 13 Doktor og forfatter til en bog om forskningsmetoder i afrikansk kontekst 17
Fortællinger om køn på Makerere egentlig probability sampling (Peil 1995:25). I denne sammenhæng er det vigtigt at slå fast, at vores sample ikke kan opfylde alle non-probability kriterierne, idet vores interviewpersoner alle er frivillige. Det betyder, at vores sample kun består af mennesker, der fandt enten os eller emnet tilstrækkeligt interessante til at stille op, og vi kan derfor ikke regne med, at de er helt repræsentative for de studerende på Makerere University. Den første kontakt til universitetet gik gennem Dr. Sarah Ssali fra Women and Gender Studies på Makerere University. Hun havde svaret på en e-mail og ytret interesse for et samarbejde. Udover at formidle den første kontakt til de studerende gav Ssali os en bred introduktion til stedet og forsynede os med det nyeste materiale om vores emne, universitetet, fagene og de studerende. På baggrund af dette materiale, samt samtalerne med Dr. Ssali, opstillede vi en række kriterier for vores interviewpersoner. Det første kriterium, at vores sample skulle indeholde lige mange kvinder og mænd, var egentlig givet på forhånd i kraft af vores metodiske tilgang til emnet, men derudover besluttede vi at koncentrere os om studerende på Faculty of Social Science. Grunden til dette valg var, at Dr. Ssali s kontakter primært var på dette fakultet og især på Department of Women and Gender Studies. Desuden læste vi os frem til, at næsten en fjerdedel af universitetets studerende læser på et af fakultetets fire afdelinger, og at mange af de studerende ikke selv vælger fag, men får dem tildelt efter karakterer og efter, hvor der er plads. Begge dele ting, der øger sandsynligheden for, at vores resultater er repræsentative for Makerere som helhed, idet de studerende på Faculty of Social Science ofte lige så godt kunne være placeret på et af universitetets andre fakulteter. En sidste grund, der var vigtig for vores valg af netop denne gruppe studerende, var, at de alle læser fag, der i høj grad er rettet mod jobs i den offentlige administration, i politiske enheder og organisationer, sociale projekter og lignende. Man kan således med rimelighed antage, at en del af disse studerende en dag vil være at finde blandt de politikere og embedsmænd og i de organisationer, der får indflydelse på landets fremtidige udvikling, hvilket i vores øjne gør deres holdninger og tankegang endnu mere interessante at undersøge. 18
Metode Ssali henviste os herefter til Wodenga Isaac Wodeya, som selv er studerende og samtidig Gender Peer-Trainer på afdelingen 14. Vi forklarede vores forehavende og ønsker til Isaac, som brugte sine personlige kontakter og sin status til at gøre folk interesserede og få dem til at møde op til vores interviews. Hermed fik vores metode karakter af det, som Peil kalder snowballing, idet vi via en kontakt fik flere nye kontakter (Peil 1995:28). Fordi kontakten i første omgang var til Isaacs klassekammerater, venner og bekendte var det samtidig folk, der havde enten hoved- eller sidefag på Department of Women and Gender Studies. Disse mennesker var spændende for os at tale med, fordi vi med rimelighed kunne antage, at de i hvert fald i et vist omfang var udsat for og påvirket af universitetets ligestillingspolitik. Peil understreger dog, at man med snowballing-metoden skal være opmærksom på, i hvilket omfang den sample, man får, er repræsentativ for det, man gerne vil beskrive (Peil 1995:28). Med dette i tankerne besluttede vi også at sætte en anden snebold i gang, hvilket gav en mere blandet sample, end hvis alle interviewpersoner udsprang fra Isaacs kontakter. Kontakten til denne anden gruppe studerende fik vi ved at henvende os til George Okiror, der er underviser på Department of Political Science. Okiror fik en stor del af sine tredjeårsstuderende til at skrive navn og telefonnummer op til os, hvorefter vi ringede dem op og lavede en aftale. Disse studerende blev udvalgt efter samme kriterier som tidligere, men nu tilføjet et krav om ikke at have læst på Department of Women and Gender Studies. På den måde afsøgte vi flere områder for non-probability sampling og mener at have fået en så bred og blandet gruppe, at vi er i stand til at tegne et øjebliksbillede af de studerendes fortolkninger af kønsdiskurserne på Makerere University. Samtidig mener vi, at den gruppe mennesker, som endte med at udgøre vores sample, på en gang er almindelige og centrale, samt at vores resultater siger noget om de studerende fra Faculty of Social Science og samtidig har en vis relevans for resten af Makerere og endda for andre uddannelsesinstitutioner i landet. Hvert interview varede omkring en time, foregik på engelsk og blev optaget til senere transskribering. I alt lavede vi på denne måde 22 individuelle interviews. Ud af de 22 er 14 Et initiativ, der baseres på, at studerende frivilligt undervises i ligestilling og spreder deres viden til venner og bekendte 19
Fortællinger om køn på Makerere halvdelen piger, og alle er i alderen 20 til 30 år. De fleste omkring 22 til 23 år. Nogle er offentligt finansieret, andre har forældre eller anden familie til at betale for sig. For at sikre os at vores interviewpersoner havde nået at opleve livet og forholdene på Makerere, valgte vi at afgrænse os til 3.årsstuderende og interviewede med en enkelt undtagelse kun studerende, der studerer fuld tid på dagsprogrammerne. Størrelsen på vores case var ikke fastlagt på forhånd, og i stedet stoppede vi, som Kvale anbefaler, vores interviews, da vi ikke længere lærte nye ting (Kvale 2000). Nøgleinterviews Ifølge Yin udgør nøglepersoner (key informants) en vigtig del af et case-studium, fordi de kan kaste nyt og ofte anderledes lys over de informationer, som interviewpersonerne har givet (Yin 2002:90). Som supplement til vores interviews med de studerende har vi lavet en række interviews med det akademiske og administrative personale på Makerere University. Disse interviews var tænkt til på den ene side at bekræfte og nuancere de ting, vi havde læst i diverse officielle papirer, og på den anden side belyse de studerendes udsagn fra en anden vinkel. Som interviewene udviklede sig, fik de dog også en mere fortolkende karakter, idet vi her erfarede en række biases, som ikke fremgik af de officielle papirer. Disse interviews har på den måde fået en mere central rolle i vores analyse, end nøglepersoner normalt har. Ved udvælgelsen af disse interviewpersoner havde vi bedre betingelser for at overskue og udvælge de aktører, som vi vurderede centrale i forhold til universitetets ligestillingspolitik. Vi lavede i alt 14 sådanne nøgleinterviews med blandt andre universitetets vice-chancellor, Dean of Students, de religiøse overhoveder, samt med ledelse og undervisere fra Department of Women and Gender Studies og ansatte på Gender Mainstreaming Division. Fokusgrupper Ud over de 22 individuelle interviews samlede vi tre fokusgrupper med i alt 14 deltagere, to blandede og en enkelt ren pigegruppe. Tanken var at samle en ren drengegruppe, en ren pigegruppe og en blandet, samt at der skulle være fire deltagere i hver. Målet var at se, hvordan emner blev italesat i grupper, og om der var forskel på de diskurser, som blev 20
Metode anvendt, når piger og drenge var alene, i forhold til, når de var sammen. Samtidig ville vi gerne betragte og sammenligne dynamikken i de forskellige grupper. Realiteten blev dog, at den ene fokusgruppe endte med at have otte deltagere, fordi venner og bekendte slog sig ned og var med, mens vi i en anden sad med tre, fordi den ene glemte at komme. Alligevel var de meget anvendelige i forhold til at afprøve vores indtryk af de studerende og anvendeligheden af vores metode. Selv om vi ikke direkte refererer disse fokusgrupper i analysen, er de således en del af vores samlede indtryk af de studerende på Makerere. Semistrukturerede interviews Vores tilgang til interviewet lignede det Kvale definerer som den eksplorative (Kvale 2000:104). Vi arbejdede ikke med hverken en hypotese eller en fast teori, som spørgsmål og svar bevægede sig omkring, men lod i stedet i høj grad situationen og interviewpersonen definere, hvad der var vigtigt, og hvad der skulle lægges vægt på. Vores tilgang adskiller sig fra den rent eksplorative, fordi vi hjemmefra havde læst en stor mængde litteratur om landet og universitetet såvel som om uddannelse, ligestilling og køn i et udviklingsperspektiv. Ud fra dette havde vi fastlagt den overordnede ramme for vores undersøgelse og fastslået temaet for interviewene; de studerendes opfattelse af køn, deres oplevelse af køn og køns betydning i hverdagen på Makerere. På baggrund af anden teori og litteratur på området havde vi således forberedt en interviewguide, og vores interviews kom hermed til at lægge sig op ad hvad Kvale kalder det semistrukturerede forskningsinterview. Semistruktureret henviser til, at man på forhånd har opstillet en række temaer og emner, som man gerne vil omkring, men at man i høj grad lader interviewpersonen prioritere emnerne, og at man udelader de ting, som er uvigtige i den bestemte sammenhæng (Kvale 2000). Udførelse af interviews Hvert interview blev udført af en person og optaget på en lille diskret mp3, mens den anden tog notater. Notaterne tjente som sikkerhedskopi, og skriveriet gjorde desuden, at vi begge hørte og oplevede interviewet, samtidig med at interviewpersonen kun havde en person, han eller hun skulle forholde sig og tale til. Umiddelbart efter hvert interview diskuterede vi vores indtryk og skrev et par opsummerende kommentarer, som vi brugte 21
Fortællinger om køn på Makerere til løbende revision af vores interviewteknik og interviewguide. I store træk vedblev interviewguiden 15 at være den samme, selv om forskellige personer og situationer katalyserede varierende vægt på de forskellige emner. Eksempelvis oplevede vi, at interviewet udvikledes sig forskelligt fra drenge til piger. For drenge var samtaler om køn oftest noget, der foregik på et helt overordnet niveau eller langt væk i landsbyerne, og som de mente mest havde relevans for kvinder. Samtalerne med pigerne derimod blev mere personlige og omhandlede ofte deres egne erfaringer. En forklaring på dette kan være, at pigerne følte sig mere trygge ved os end drengene, fordi vi var af samme køn. Transskribering af interviews Selv om vi lavede udførlige notater til de enkelte interviews, besluttede vi ved hjemkomsten at lave en egentlig transskribering af materialet. Hermed håbede vi at få flere nuancer med, og samtidig tjente transskriberingen til at genopfriske vores hukommelse om feltet. Vi er dog klar over at vi, som Kvale skriver, ikke skal tro, at vi via transskribering opnår et mere objektivt billede af virkeligheden, end ved almindelig notatteknik. Også transskriberingen er nemlig en slags fortolkning (Kvale 2000:163). Derfor har vi i vores arbejde ikke tilstræbt en objektiv transskription, men i stedet lavet den udskrift, der er mest anvendelig for os. Da vi er interesserede i arten, styrken og omfanget af forskellige diskurser og de studerendes egen forståelse af disse, har vi fundet det forsvarligt at spare tid og ressourcer ved ikke eksempelvis at notere mimik eller tonefald i vores udskrifter. Det samlede indtryk af personerne findes i stedet i vores noter og er naturligvis indgået i vores forståelse af enkelte udsagn. Hverken noter eller de udskrevne interviews skal dog ses som mere og andet end vores værktøjer, og da de ikke udgør hverken kondenseret sandhed eller dokumenterbare informationer, har vi undladt at vedlægge dem rapporten. Analysemetode I analysen af vores interviews, har vi fundet inspiration i Steiner Kvales begreber meningskondensering og meningsfortolkning (Kvale 2000). Umiddelbart efter hvert 15 Se vedlagte 22
Metode interview fortog vi således en meningskondensering af den pågældende interviewpersons udsagn ud fra nogle, på forhånd forberedte temaer. Hermed kan man argumentere for, at analysen i virkeligheden begyndte allerede i udformningen af disse temaer, der igen viser tilbage til vores tidligere research. Samtidig udviklede disse temaer sig dog ligeledes i løbet af feltarbejdet. Som udgangspunkt brugte vi således temaer som ideelle og faktiske forestillinger om køn og ligestilling og selvopfattelse i relation til disse, mens vi i løbet af interviewene blandt andet inddrog spørgsmål om forventninger til universitetet og gender sensitivitet. Til sidst i bearbejdelsen af interviewene strukturerede vi desuden deres udsagn i en række fortællinger og grænsefigurer. Det endelige resultat er dog ikke kun resultatet af meningskondensering, men i høj grad også af meningsfortolkning. I begrebet meningsfortolkning ligger, at man går videre end en strukturering af tekstens umiddelbare betydninger, og ind i en dybere og mere eller mindre spekulativ forståelse teksten (Kvale 2000:190). Det betyder i praksis, at vi har rekontekstualiseret de forskellige udsagn, hvorefter vi har set dem i lyset af interviewet som helhed, af andre interview og af anden empiri eller teori. Som det fremgår af det ovenstående, er meningskondensering og meningsfortolkning således suppleret med en mere ad hoc præget tilgang til vores materiale. Efterhånden som vi har læst interviewene igennem, har vi fået nye indtryk, hvorefter vi er gået tilbage til særlige passager, har foretaget kvantificeringer af udsagnene, og til sidst udtrukket en række fortællinger der ikoniserer den kønnede opførsel på Makerere University. Vores position i felten Vi har under hele forløbet været opmærksomme på den indflydelse, som forskelle i etnicitet, religion og position eller andet, interviewer og interviewperson imellem, kan have på udfaldet af et interview. På den ene side kan interviewpersonen være påvirket af os og tilpasse fremstillingen af sig selv til, hvad han eller hun mener passer til situationen. Omvendt gør vores baggrund, at vi opfatter og aflæser interviewpersonen i et bestemt lys, eller med bestemte briller, som kulturforsker Hans Gullestrup kalder det (Gullestrup 1992). For os betyder det især, at vores normative holdning til ligestilling og vores eget 23
Fortællinger om køn på Makerere eksempel på en særlig kvindetype nemt kan påvirke de svar, vi får. Ikke mindst fordi vi dels undersøger og dels er repræsentanter for universitetets officielle ligestillingspolitik. Samtidig er vi som studerende umiddelbart en del af den gruppe, som vi beskæftiger os med, og alligevel er der en afgrund til forskel på vores livsverden og den dagligdag, som de studerende lever i og med. Der er mange forskellige kategorier, vi kan placeres i, og vi kan ikke gå ud fra, at kvinderne vil føle sig på niveau med os, blot fordi vi er kvinder, eller at mandlige studerende primært vil se os som kvinder eller studerende. Tværtimod er det sandsynligt, at andre magthierarkier vil spille ind. Nok er vi kvinder og studerende, men vi er også hvide europæere og, i deres øjne, rige og veluddannede. Vi er universitetets officielle gæster og ledere af en undersøgelse, som de studerende deltager i. I praksis har vi derfor hele tiden overvejet, hvorvidt vores interviewpersoner har forsøgt at enten behage eller provokere os i deres udsagn. Løsningen har for os været at søge en balance, som på en gang tager hensyn til disse mulige fejlkilder, men samtidig møder interviewpersonerne, der hvor de er, ud fra en ide, om at det de viser os, er det billede de gerne ser af sig selv og derfor interessant i sig selv. Mere konkret har det betydet at vi ikke har taget udsagn som der er ingen forskel på drenge og piger, alle er lige for pålydende, men i stedet har spurgt ind til deres daglige liv for hermed at forstå, hvad de lægger i de pågældende udsagn. Når de studerende sagde, at alle var lige, erfarede vi, var der ikke tale om en faktuel beskrivelse af tilstanden på Makerere. I stedet var det i denne sammenhæng et udtryk for, at de havde et billede af sig selv som værende gender sensitive, og at det, de beskrev, dermed var en ideel tilstand. Det ville være rart, hvis vi alle var lige kunne udsagnet have heddet, men det ville dog stadig ikke vise os, at de lagde noget andet i ordet lighed, end vi gjorde 16. Fremstillingsform Det har været vigtigt for os, at få interviewpersonerne til at stå så klart frem for læseren som muligt og samtidig være tydelige omkring brugen af vores empiri og teori. For at få interviewpersonerne til at stå klart frem, har vi i analysen kaldt de studerende, hvad de 16 Dette og andre lignende eksempler uddybes i analysen 24
Metode generelt kalder sig selv; drenge og piger (boys and girls), frem for det mere akademisk korrekte; kvindeligt og mandligt kropsmærkede aktører. At de netop bruger disse ord om sig selv og ikke de mere alderssvarende; kvinde og mand, fortolker vi som udtryk for det frie liv, som alle er enige om, at man har som studerende, og som man først afbryder når man bliver gift og hermed får ansvar for en familie. Det er da også hovedsageligt disse termer, som ledelse og undervisere bruger, når de taler om de kvindelige og mandlige studerende. Det er derfor værd at overveje, om der ligger en normativ idé i disse termer, som vi hermed ukritisk overtager. Vi har dog vurderet, at det er den bedste måde at få vores interviewpersoner til at stå klart frem og dermed nå vores mål, som er at tegne et øjebliksbillede af livet og situationen på Makerere University. I forbindelse med vores citater har vi valgt at markere, når citater ikke er en sammenhængende talestrøm, men enten kommer tøvende eller er sammensat af flere citatstumper. Pauser er vist med prikker, og hvis vi har klippet dele af citatet væk, er det udtrykt ved at vi først har sluttet anførselstegnet, og siden taget det op igen: they are really indecent and some really, they dress up like prostitutes. Vi har så vidt muligt bestræbt os på, at bringe citaterne i deres helhed og bruger således kun denne teknik, når der er meget langt til den pointe, vi gerne vil vise. Når citatet har nødvendiggjort vores kommentar for at blive forstået, har vi desuden tilføjet denne i en parentes, efterfulgt af red. En anden læseteknisk ting, der er værd at bemærke er, at vi har valgt kun at titulere teoretikere første gang, vi nævner dem. Herefter benytter vi udelukkende deres efternavn efterfulgt af kildehenvisning. En kildehenvisning med udelukkende årstal henviser til en bredere pointe, mens en kildehenvisning med sidetal henviser til et mere specifikt udsagn. På baggrund af vores empiri opstiller vi to sæt fortællinger om piger på Makerere University. Et sæt der fortælles af ledelse og undervisere og et, der fortælles af de studerende. Fortællingerne handler om de samme tre pigetyper, men de vurderes og beskrives så forskelligt, at vi har givet dem forskellige navne i de to fortællinger. Eksempelvis er den fortabte pige og den uanstændige pige to versioner af den samme 25
Fortællinger om køn på Makerere fortælling. I analysen betyder det, at når vi refererer til kategorien helt overordnet skriver vi den fortabte/uanstændige pige, men når vi skriver det i forbindelse med enten den ene eller den anden gruppe, refererer vi kun det begreb, som er knyttet til denne. Det betyder på den ene side, at der som læser er seks begreber at jonglere med i læsningen af analysen. Samtidig er det dog vores måde at tydeliggøre, at der er knyttet forskellige holdninger og værdier til den samme type pige, som derfor har en væsentlig anden betydning for de studerende end for ledelse og administration. Vi har valgt nogle navne, som udtrykker den mening, personerne selv tillægger fortællingerne, og som, vi håber, vil tydeliggøre denne betydning for læseren. 26
Teori Teori Køn Det er i dag blevet almindelig viden, at man kan tale om køn som såvel socialt konstrueret (gender) som biologisk funderet (sex). Denne opdeling stammer ifølge Andrea Cornwall 17 fra de tidlige 1970ere, hvor teoretikere for første gang supplerede det biologiske køn med det sociale i et forsøg på at understrege det unaturlige og konstruerede i uligheden mellem kønnene (Cornwall 2005:5). Efterfølgende er det politiske aspekt i diskussionen aftaget, og et teoretisk fokus på køn som socialt konstrueret er ikke længere nødvendigvis ensbetydende med en normativ eller politisk tilgang til feltet. Diskussionerne af køn har ofte fokus på, hvordan aktørerne selv er med til at konstruere og rekonstruere forskellige begreber, herunder hvordan individer hele tiden forhandler deres position som henholdsvis mand og kvinde. En diskussion, som vi i denne sammenhæng tager op og undersøger i forhold til studerende på Makerere University. Socialkonstruktivistisk tilgang til køn Vores overordnede tilgang til feltet er således socialkonstruktivistisk. Vi mener grundlæggende, at virkeligheden, og dermed også køn og forskellige typer af magtforhold, er socialt skabt og genskabes gennem menneskers interaktion. For rapporten betyder dette, at vi ikke afviser, at der findes en virkelighed uden for begreberne, men at den virkelighed, som vi er i stand til at undersøge og formidle, er den version af virkeligheden, som vi producerer igennem begreberne. Hermed tager vi afstand til forestillingen om køn som noget allerede fastlagt, der venter på at blive opdaget, og ser i stedet køn som noget, der bliver til i mellemmenneskelige relationer. Følgeligt bliver kvinder og mænd også selv aktører, der er med til at konstruere sociale og kulturelle forståelser af køn og kønsforskelle. At kønnet forstås igennem begrebet betyder ifølge Kirsten Reisby 18 dog ikke, at det er flydende. Samfundsmæssige strukturer såsom tradition er med til at sætte grænser for, hvordan og i hvilket omfang kønnet forhandles 17 Socialantropolog og kønsforsker 18 Lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet 27