Forord Erkendelsen af at være en giraf 13
Da jeg kiggede på graviditetstesten og indså, at jeg var gravid med mit første barn, dukkede der kun et enkelt ord op i mit hoved: Fuck. Det hele gav mening. I den sidste uge havde jeg været nødt til at sove på ryggen, men jeg troede jo bare, at jeg havde ømme brystmuskler, fordi jeg var begyndt at cykeltræne. Jeg havde også brokket mig over kaffen inde på arbejdet og anklaget vandrørene for at være rådne, for jeg var pludselig ved at kaste op, når jeg tog en tår af min morgenkaffe. Resten er historie. Knap halvandet år senere tog jeg en graviditetstest igen; denne gang mens jeg holdt øje med min 8 måneder gamle søn gennem døråbningen. Og scenariet var præcis det samme som sidst, bortset fra at jeg denne gang ikke magtede at tænke noget overhovedet. I stedet begyndte jeg at råbe ad mit eget tis: Nejnejnejnejnejnejnej! Vi er nogle fjolser, sagde min kæreste. Sådan modtog han nyheden om graviditet nr. 2, uden at lyde specielt ked af det. Jeg kan mærke, at jeg gerne vil være far igen, tilføjede han så. Jeg udstødte en freudiansk angstlatter og sagde, at jeg ikke mente, jeg kunne klare det, og det forstod han godt. Jeg gentog denne holdning et par gange i et blegt morgenlys, når nattens antal amninger havde rundet de fem-syv stykker. Senere den uge sad min lille dreng og jeg og bladrede i en bog, der hed Dyrs adfærd en laset bogklubsag fra 70 erne. Jeg gav den højlydt som frø, elefant og alt derimellem for at få ham til at grine, men standsede forvirret op ved et billede af en giraf. Hvordan siger en giraf? Mens jeg forsøgsvis sagde både hrmpf hrmpf og ooooooooorrr, blev mine øjne fanget af billedteksten: Giraffen får kun ca. 20 minutters dyb søvn i døgnet. Og en følelse af afgrundsdyb lettelse skyllede igennem mig. Der var et ord for det, jeg gik igennem. Jeg var en giraf. Og jeg kunne måske alligevel godt klare det. 15
Indledning At vise forskellene
Der findes stakkevis af bøger om at få et barn, om at få flere børn på samme tid eller flere børn med flere års mellemrum. Men der findes ikke nogen bøger om at få pseudotvillinger, dvs. to børn født med højst 18 måneders mellemrum. At få flere børn i løbet af ganske kort tid stiller en familie over for helt særlige udfordringer, og det er nogle meget specielle spørgsmål, der melder sig hos forældre til pseudotvillinger. Hvordan håndterer man to personligheder, der begge skal have hjælp til det hele, men stadig har meget forskellige behov? Har pseudotvillinger et anderledes søskendeforhold end børn med bare 2-3 års aldersforskel? Hvordan dulmer man den dårlige samvittighed, der begynder at gnave allerede ved synet af en positiv graviditetstest? Og helt lavpraktisk: Hvordan kommer man lige igennem endnu et år uden en god nats søvn? De få, spredte informationer om pseudotvillinger, som man kan finde via en googlesøgning og i bøger om forældreskab, gør sig meget umage med systematisk at opremse fordele og ulemper ved sagen. Diskussionen synes at dreje sig om, hvorvidt børnene kan tage decideret skade af at være pseudotvillinger, og den mest udbredte konklusion, der fremkommer efter nøje overvejelse, er: Det hele handler i bund og grund om, hvordan man som forældre opdrager børnene. Det må vist være det, man på nudansk kalder stating the obvious. Jeg er dog 19
også stødt på den holdning, at det som udgangspunkt ikke er optimalt at få to børn med halvandet års mellemrum. Flere steder på nettet figurerer en ond lille rubrik med beskrivelser af forskellige søskendekonstellationer, og eneste mulighed for at ende med et mentalt sundt pseudotvillingepar er tilsyneladende at få en pige først og en dreng bagefter. Mange fagbøger om børn understreger den bevidste timing af både den første og de efterfølgende graviditeter, men faktum er, at nogle ikke kan blive gravide, når de prøver at blive det, og at andre bliver gravide, når de prøver på ikke at blive det. Bøger om forældreskab tager tilsyneladende ikke den omstændighed med i betragtning, at der er en faktor i menneskelivet, som man kan kalde skæbne, tilfældighed eller ups alt efter overbevisning. Hver gang jeg møder forældre til pseudotvillinger, spørger jeg, om det var en planlagt 2 er. Jeg aner ikke, hvor mange jeg har talt med gennem tiden, men det er mange, og jeg kan kun komme i tanker om én familie, hvor det var tilfældet. 2 på stribe er tilegnet alle forældre, der har eller venter pseudotvillinger, men helt ærligt nok mest dem, for hvem graviditet nr. 2 i bedste fald kom som en overraskelse. Alle familier indretter sig forskelligt og har forskellige tilgange til forældreskab og søskendeforhold. Hensigten med 2 på stribe er at vise disse forskelle og give alle kommende og nuværende forældre en følelse af, at der ikke er nogen definitive svar her i verden. Der er faktisk ingen netsundhedsplejersker, der med god ret kan hævde, at man ikke kan byde sine børn at komme til verden med mindre end tre års mellemrum. Det er ikke sikkert, at storebror bliver overhalet af lillesøster med lavt selvværd til følge. Men det er heller ikke sikkert, at ens børn knytter et følelsesmæssigt bånd, der livet igennem giver dem kraft til at overkomme alle forhindringer. Det burde ikke komme bag på nogen. Denne bog beskriver min egen historie, men den er samtidig et forsøg på at finde en rød tråd i vidnesbyrd fra seks pseudotvillingemødre og et pseudotvillingepar. Den er fuld af historier om, hvordan andre har handlet, tænkt, og følt, dvs. at den behandler spørgsmål om pseudotvillinger uden at forsøge at få dig til at rette ind ved at præsentere alle svarene. Du ved selv, hvordan dit liv skal leves, men måske vil du gerne vide, hvordan andre i samme situation har tacklet begivenhederne. Og du kan godt støde på nogle gode råd under læsningen, især i de to praktisk orienterede afsnit Før og efter fødslen og Hverdag og logistik. Hvis du efter endt læsning har en følelse af, at din måde at være forælder på kan rummes inden for rammerne af denne bog, har den opfyldt sit formål. Og hvis du skulle være i tvivl, er 2 på stribe gennemsyret af personlige holdninger, som du er velkommen til at være uenig i først og fremmest den holdning, at personligheden er helt fundamental, og at den ideelle aldersforskel mellem søskende er en konstruktion. Der er ingen garanti for et søskendeforholds karakter og udvikling uanset hverken køn, aldersforskel, intelligenskvotient eller tandstilling. Lev med det. 20 21
Det første barn
Et omfattende overgangsritual At få det første barn er et overgangsritual. Når først man er indviet til sin nye tilværelse, bliver man aldrig den samme igen. Som førstegangsgravid bliver man centrum for samfundets nidkære undersøgelser af, hvorvidt man nu er i stand til at være vært for et foster i udvikling. Overgangsritualet er langstrakt og går i gang allerede ved den første lægeundersøgelse. Man skal erklæres stærk og modig nok til at blive sluppet ud i junglen alene, og et bankende hjerte under maveskindet betyder flokke af spørgsmål: Ryger du hash? Tager stoffer? Kokain, heroin, ecstasy, fantasy, ketogan? Et eller andet? Der er en hær af ansvarligt sundhedspersonale, der interesserer sig for, om det lille foster nu tager skade af at bo i ens krop. Dyrker man nok motion, spiser man sundt, og har man nogle psykiske problemer? På en måde er det betryggende, og al opmærksomhed er som regel velkommen. Men som gravid ville jeg hellere have svar på mine egne spørgsmål frem for at stille op til endeløse prøver og afkrydsningsark. Er der for eksempel en risiko ved at blive vaccineret mod leverbetændelse? Der er jo en risiko ved alting, fik jeg at vide og fortrød nu for alvor, at jeg mod min vilje var blevet fast kunde hos en lægepraktikant med kort ventetid. Ja, der er vel altid en risiko, men jeg ville egentlig 25
gerne vide, om der var risiko for at skade fosteret ved at blive vaccineret mod leverbetændelse. Vi plejer at bruge gammaglobulin, fulgte praktikanten op. Fedt nok, men ER der nogen RISIKO ved at bruge det? Vi gør det i hvert fald. Og inden jeg var nået forbi sekretæren, var pendulet svinget fra harmonisk til hysterisk gravid i opløsning. VI KAN IKKE TAGE PÅ FERIEEEEEE! Tænk, hvis vaccinen giver hjerneskade Aaaaaaarrrrrrrraaaaaaaahhhhhh! Det første jordemoderbesøg oprandt. Spændende nok at blive en del af en verden, hvor det ikke er spor pinligt at sidde og pille ved sin urinprøve i venteværelset. Jeg troede, at jordemødre var varme, moderlige typer med smilehuller og sundhedssandaler, men i stedet gav de mig Kylie Minogue. Graviditeten havde medført et øget niveau af traditionalismehormoner i mit system, og forvirringen over jordemoderens funkyhed gjorde ikke noget godt for min tolerance: Ved hun overhovedet noget om børnefødsler? Vejer hun faktisk mindre end mit 10 uger gamle foster? Men Kylie var meget interesseret i vores situation og tildelte os noget i nærheden af en halv time af sin tid. Jeg havde ellers hørt, at man kun er inde hos jordemoderen i ti minutter, og at hun bruger de otte på at finde brochurer frem om amning og rygeafvænning. Det var ikke tilfældet her. I stedet blev mødet vores første forsmag på, at planlægningsfasen er essentiel, og at det er almindeligt at vente med at prøve at få børn, til tiden er gunstig, og livssituationen stabil. Jordemoderen havde masser af spørgsmål, og hvor lægepraktikanten havde taget sig af det tekniske, lagde hun ud med det emotionelle: Nå, og det er så en ønsket og planlagt graviditet? Det korrekte svar, hvis nogen skulle være i tvivl, ville så afgjort have været: Ja, nu har vi jo kendt hinanden længe. Vi har boet sammen de sidste par år, og eftersom vi er færdige med vores uddannelse og har gode job og en solid økonomi, blev vi enige om, at nu skulle det bare være. Vi er bare så OVER-lykkelige. I stedet bredte stilheden sig. Selvfølgelig var det en ønsket graviditet, og vi glædede os og var super-duper-over-mega-lykkelige, men sådan var det først blevet, efter at jeg havde brugt nogle dage på at tage mig sammen til at fortælle barnets far, at han nu skulle til at lægge sit liv om. Alt afhang af hans reaktion, og da den var i skabet, var alt godt. Men planlagt kunne man næppe kalde min let udbulede tilstand. Her måtte tænkes hurtigt. Jaaa, sagde jeg tøvende. Graviditeten var ikke planlagt, men den var ønsket, da vi først lige havde vænnet os til tanken. Okay, det lød lidt dårligt. Det lød faktisk helt forkert. Og det var ikke bare Kylie, der syntes, at der var noget uldent ved, at jeg aldrig ramte lykkeloftet i andres påhør. Det var hele min omgangskreds, der var mystificeret. Niveauet af fantastiskhed Talen faldt helt naturligt og meget ofte på niveauet af fantastiskhed i vores liv, og jeg forsøgte på bedste vis at udrede min psykiske tilstand. Jeg husker det helt ærligt, som om lykken piblede ud af hver eneste pore i min krop fra uge 8 til 40. Jeg var ganske enkelt glad. Men det var svært at sige fantastisk med høj og klar stemme. For det var så vildt at forestille sig, at jeg var i gang med at lave et menneske, og jeg var ræd for, at det alligevel ikke ville blive til noget. Som et æg, der ligger og ser helt perfekt ud, men som bare aldrig klækker. Jeg turde ikke sige: Det er fantastisk, og jeg glæder mig, for hvad nu, hvis det af en eller anden grund gik i sig selv igen? Jeg havde aldrig haft noget ønske om at få børn, og jeg havde heller ikke gennemtænkt, hvordan det ville blive, hvis det alligevel skulle ske. Overraskelsesmomentet var så stort, 26 27
at tanken om tiden efter fødslen var som en tåge, jeg var ude af stand til at skelne noget i. Jeg tror ikke, jordemoderen var vant til at høre en vordende mor sige, at hun skulle vænne sig til tanken, men alligevel var det svært for mig at forstå, hvorfor jeg skulle sidde der og føle, at mit barn skulle være planlagt for at være ønsket. Måske var det kontroltabet, der undrede hende det at man kan overlade beslutningen om at få børn til tilfældighederne. Jeg kender nemlig ingen andre, der har gjort det. Hov, lad mig lige spole tilbage og rette det: Jeg kender ikke andre, der har gjort det, da de skulle have det første barn. Det vender jeg tilbage til. Da nummer to var på vej, var der ingen, der interesserede sig for vores familie- eller følelsesliv. Den første graviditet havde resulteret i et sundt og velskabt drengebarn, og ingen myndigheder havde grebet ind over for vores måde at påtage os forældrerollen på. Vi var godkendt og havde fået samfundets store grønne stempel. Det var kun mine egne øjenbryn, der løftede sig, da jeg igen var på vej til nakkefoldsskanning og så, hvordan jeg denne gang havde udfyldt papirerne: Antal menstruationer siden sidste graviditet: 1. Flokke af spørgsmål blev igen rettet mod mig, og kun mod mig. Hvor lang tid har I kendt hinanden? 10 år, det var ellers noget? I bor vel sammen? NEJ? Hvorfor ikke? Og den hysterisk gravide hørte for sit indre øre: Kan man overhovedet overlade et barn til sådan nogle som jer? I har valgt at leve jeres liv forkert! Da det endelig var tid til at høre hjertelyd, var jeg gennemsvedt af stress, og da jordemoderens hæder gav sig til at skøjte rundt på mit duggede maveskind, kunne jeg være sunket i jorden af skam. Måske havde hun prøvet det, der var værre, for hun lod som ingenting. Nu prøver jeg at finde hjerte -lyden. Og hvis jeg ikke lige kan finde den med det samme, skal du ikke blive nervøs. Så er det bare, fordi barnet ligger forkert, og så leder jeg videre, indtil jeg finder den, okay? Jeg hørte hende med tre sekunders forsinkelse, så travlt havde jeg med at være sindssygt flov over at svede på maven, og jeg var så fokuseret på det, at hjertelyden ikke nåede at bundfælde sig hos mig, før doptonen var lagt væk. Jeg kan kun forestille mig, hvad den stakkels kvinde må have tænkt ved synet af mit sikkert totalt blanke ansigtsudtryk, da hun forærede os lyden af vores barn. 28
Marie. Mor til Camille (3 år) og Sander (2 år), født med 11,5 måneders mellemrum Vi havde været frem og tilbage i vores forhold og havde været fra hinanden nogle gange. Jeg var blevet 35, og jeg havde fået at vide, at jeg ville få svært ved at blive gravid på grund af nogle cyster i underlivet. Men fra det tidspunkt, hvor min kæreste kom og sagde: Okay, nu er det det, vi gør, og det skal være os, gik der omkring en måned, så var jeg gravid. Det var lidt et chok, for vi havde regnet med, at vi skulle have hjælp til det, og at der ville gå flere år. Jeg fik en rigtig stor fødselsskræk, og hele min graviditet var præget af, at jeg var bange for fødslen. Men jeg kom igennem det og fødte en dejlig pige helt naturligt, og da først barslen var i gang, var jeg bare klar til at gøre det igen. Jeg har altid drømt om, at jeg skulle have to børn, og at jeg skulle have dem rimeligt tæt på hinanden. Der er 20 måneder mellem mig og min bror, og det, synes jeg, har været godt. Anne Christine. Mor til Olivia (5) og Theodor (3), født med 19 måneders mellemrum, samt Alexander (1) Det startede med, at vi begyndte at snakke om, hvor mange børn vi skulle have. Jeg syntes, vi skulle have tre, og min mand syntes, vi skulle have to. Det næste var så, hvornår vi skulle have dem. Han syntes, vi skulle have dem, når vi var 33 og 35, og på det tidspunkt var jeg 30, og der havde jeg det sådan, at nej, så bliver det ikke med mig. Det syntes jeg var for lang tid at vente. Vi havde allerede været sammen i nogle år, og vi havde sat lejlighed i stand, og vi havde arbejde, og der var ligesom ikke noget til hindring for bare at gå i gang. Det korte tidsspand mellem Olivia og Theodor var bestemt af, at vi fik en ret dårlig statistik til nakkefoldsskanningen med Olivia. I forhold til diskussionen om alder har jeg det sådan, at man ikke skal vente. Det var en skræmmende oplevelse at være på vej fra arbejde og bare skulle inden om en nakkefoldsskanning og så pludselig at sidde til en psykologsamtale. Det var ret chokerende og noget af en øjenåbner, fordi vi blev præsenteret for hele statistikken og alle risici. Det gjorde, at alderen kom ret meget i spil. Rebecca. Mor til Theodor (4) og Elliot (3), født med 16 måneders mellemrum Det var den klassiske historie: Vi havde været kærester i 4 år. Så tog vi 2 måneder på ferie og blev enige om, at vi skulle holde op med at bruge prævention. Og så skete der bare ingenting. Da der var gået et helt år, 30 31
og vi havde prøvet mere og mere og endda havde brugt ægløsningstest og så videre, gik vi til lægen og blev skrevet op til en undersøgelse. Vi fik at vide, at Christoffer havde en meget dårlig sædkvalitet, og vi skulle vente i mange måneder for at få at vide, om vi overhovedet kunne få hjælp til kunstig befrugtning. Vi fik samtidig at vide, at chancen for at blive naturligt gravid var under 10 % i løbet af en periode på 10 år. Da vi endelig skulle i gang med befrugtningen, viste det sig, at jeg havde vand i den ene æggeleder og skulle opereres. Det betød igen ventetid. Da det var overstået, fik jeg kunstige hormoner. Sytten æg blev taget ud, og seks af dem befrugtet, og det endte med, at de satte ét op. Vi gik rundt og ventede, men inden jeg fik taget den prøve, som skulle vise, om jeg var gravid, fik jeg menstruation. Før vi kunne komme i gang med en ny behandling, skulle vi vente til efter næste menstruation. Lige præcis den måned var den selvfølgelig forsinket, og jeg ventede og ventede. Da der var gået en uge, synes jeg alligevel, det var så tilpas mærkeligt, at jeg en morgen spontant tog en graviditetstest. Jeg havde jo skuffen fuld, så jeg tænkte, nu gør jeg det bare for at se. Og så var den positiv. Men på det tidspunkt tænkte jeg, at det nok havde noget med hormonbehandlingen at gøre, for vi havde jo fået at vide, at det ikke kunne lade sig gøre. Derfor gjorde jeg ikke mere ved det, jeg sagde det ikke engang til Christoffer. Efter et par dage tog jeg igen en test, og den blev positiv lige med det samme. Jeg sagde stadig ikke noget, for jeg kunne ikke tro på det. Den næste morgen ringede jeg ud til vores kontaktsygeplejerske og sagde, at jeg var gået ti dage over tid og stod med to positive graviditetstest. Ej, tillykke, sagde hun, det er da fantastisk, men det kunne jo ikke passe. Hun sagde, at jeg skulle komme ind og få taget en blodprøve. Jeg sagde stadig ikke noget til Christoffer, for han havde været ret ulykkelig over, at det var hans skyld, og at jeg sagtens kunne blive gravid, hvis jeg havde været sammen med en anden. Jeg var ude at få taget blodprøven, og da jeg om eftermiddagen ringede til hospitalet, sagde stemmen i røret: Jamen Rebecca, du er altså blevet naturligt gravid. Det var virkelig mirakuløst. Jeg havde fået opfyldt et kæmpe ønske, og jeg følte, at hele vores fremtid hvilede på det at få et barn, fordi det betød så meget for os, at vi kunne blive en familie. Jeg kunne godt have ventet nogle år, men jeg ville gerne vide, at det kunne ske. Jeg fødte seks uger for tidligt, så det var selvfølgelig dramatisk, men Theodor var helt perfekt og en sund og rask og nem baby, og den tid, der startede, da vi kom hjem, var en af de bedste perioder i mit liv. Jeg tror altid, jeg vil mindes den tid som lykkelig. Louise R. Mor til Jonathan (9) og Gustav (8), født med 11,5 måneders mellemrum Jeg var først gravid i tre måneder og tabte barnet i 14. uge. Jeg var ret påvirket af det, fordi det var et ønskebarn. Jeg var lige færdig med min uddannelse og havde kendt min mand i 7 år, og så ville det lige passe med at barnet kom til maj, og jeg havde en idé om, at man kunne planlægge alt her i livet. Jeg kunne slet ikke overskue, da vi mistede det barn. Umiddelbart efter blev jeg gravid med Jonathan, som er min ældste. Jeg havde det skidt under graviditeten. Jeg var dårlig og kastede op hele tiden og tog ikke mere end seks kilo på. Jeg var nok lidt pylrehysterisk. 32 33