ANALYSE April 2009 Obama i Tyrkiet Nye toner i forholdet mellem USA og den muslimske verden Peter Seeberg Barack Obamas tale i påsken 2009 i det tyrkiske parlament blev, som de øvrige momenter i hans intenst mediedækkede besøg i Tyrkiet, flittigt analyseret i såvel tyrkiske som internationale medier. En vis tyrkisk selvransagelse blev i flere dage derefter en interessant del af mediedækningen, ikke mindst fordi talen berørte en række ømme tyrkiske ligtorne. Nu hvor den væsentligste del af den mediemæssige krudtrøg har lagt sig, kan der være god grund til at se nærmere på, om der er forandring på vej i forholdet mellem Tyrkiet og USA og om relationerne mellem USA og den muslimske verden kan påvirkes af Obamas public diplomacy.
Peter Seeberg: Obama i Tykiet. Nye toner i forholdet mellem USA og den muslimske verden 2 T alen indledtes med henvisninger til såvel det moderne Tyrkiet som til den tyrkiske historie. Obama henviste for det første således til, at han om morgenen samme dag talen blev holdt besøgte Anitkabir, monumentet for Tyrkiets grundlægger, Mustafa Kemal Atatürk, og hævdede, at det er Atatürks fortjeneste, at Tyrkiet i dag er et stærkt, levende og sekulært demokrati. Synspunktet kan i høj grad diskuteres, men det er selvsagt det helt rigtige at sige i den kemalistiske republiks højborg, det tyrkiske parlament i Ankara. For det andet omtalte Obama, at den osmanniske sultan Abdülmecid I i sin tid sendte en marmorplakette til indmuring i Washington-monumentet med en påskrift om venskab mellem de to nationer. Obama antydede, med henvisningen til disse to tyrkiske ledere, at der er en parallel mellem Tyrkiets og USA s moderne historie. Tyrkerne skabte selv deres moderne historie, ved at befri landet fra udenlandsk dominans som amerikanerne i sin tid gjorde det i sin uafhængighedskrig og skabte en selvstændig, demokratisk stat. Men for det tredje var der en markering i talens indledning, der rakte ud over Tyrkiet. Han sagde således, at han med sin rejse til Ankara og Istanbul ønskede at sende et budskab til verden underforstået den muslimske verden. Obama udfoldede med besøget i Tyrkiet tydeligt sine public diplomacy ambitioner over for verdens muslimer ikke mindst med nogle formuleringer i talen, der også utvetydigt lod forstå, at han som et af sine udenrigspolitiske mål vil forfølge en to-statsløsning i Israel og Palæstina. Tyrkiet og USA og EU Obama postulerede med de historiske henvisninger til Tyrkiet og USA et historisk interessefællesskab, som han hævdede yderligere blomstrede efter 2. Verdenskrig, hvor, som han sagde, præsident Truman forpligtede sig til forsvare Tyrkiets frihed og suverænitet og hvor Tyrkiet forpligtede sig selv i NATOalliancen. Han bevægede sig derefter op til nutiden, hvor den demokratiske verden står over for nye udfordringer, som han benævnte som værende den internationale finanskrise, ekstremismen i verden, begrænsningerne i energiforsyningen, de globale klimaforandringer og spredningen af de allermest farlige våben.
Peter Seeberg: Obama i Tykiet. Nye toner i forholdet mellem USA og den muslimske verden 3 Han gjorde derefter gældende, at stående over for disse markante udfordringer er det nødvendigt med internationale samarbejde og at det i den forbindelse er nødvendigt at fastholde et godt forhold mellem USA og Europa. I forlængelse heraf var det tydeligvis Obama magtpåliggende at markere et ønske om at fremme Tyrkiets interesser. Han sagde således utvetydigt, at USA klart støtter Tyrkiets bestræbelser på at blive medlem af EU uanset, som det blev nævnt, at han naturligvis ikke talte som medlem af EU, men som en nær ven af både Tyrkiet og Europa. Obama påpegede, at Tyrkiet har været en tro allieret i både transatlantiske og europæiske institutioner, og at Tyrkiet er knyttet til Europa med mere end broerne over Bosporus. Han præciserede, at han anerkender Tyrkiets reformproces, der har bragt fremskridt på vejen mod medlemskab af EU og påpegede også, at en række af disse reformer er gennemført ikke kun fordi de fremmer denne proces, men fordi de er hensigtsmæssige for Tyrkiets egen udvikling. Tyrkiet har således afskaffet statslige sikkerhedsdomstole, reformeret tyrkisk straffelovgivning og forbedret vilkårene for pressen og for forsamlingsfriheden. Endvidere omtalte han de ophævede forbud mod at undervise og udsende radio og tv på kurdisk. Flere analytikere har peget på, at Obama synes interesseret i at isolere de ekstremister, der opererer i en række mellemøstlige stater. Det var derfor ikke overraskende, at han valgte at gøre kampen mod terror til et centralt tema. Han valgte endvidere at slå PKK i hartkorn med Al Qaida, udtalte at der ikke er nogen undskyldninger for terror og lovede Tyrkiet hjælp i deres kamp mod PKK. Med dette stillede han i udsigt, at USA agter at fortsætte med at stille efterretningsoplysninger til rådighed for Tyrkiet og lod forstå, at det med det formål at bekæmpe PKK er hans ambition at knytte samarbejds-bånd mellem Tyrkiet, den irakiske regering og de kurdiske ledere i Irak. Sidstnævnte vinkel er ikke uproblematisk, for så vidt det jo netop har været vanskeligt at få de kurdiske ledere i Kurdistan-Irak til at samarbejde i kampen mod (kurdiske) PKK, men udtalelserne lader antyde, at kampen mod terror er en afgørende prioritet for den nye amerikanske præsident og at han er villig til at strække sig langt for at drage nytte af Tyrkiet i denne kamp. Dette blev antydet i formuleringer om behovet for samarbejde for at løse de mange problemer i Afghanistan og de store strategiske udfordringer i tilknytning til Pakistans såvel indre som ydre konflikter. Karakteristisk nok blev netop disse formuleringer efterfulgt af udtalelser, der lagde afstand til den tidligere amerikanske præsident George W. Bush. Formu-
Peter Seeberg: Obama i Tykiet. Nye toner i forholdet mellem USA og den muslimske verden 4 leringer om at USA ikke er i krig med islam, at USA s samarbejde med den muslimske verden er afgørende netop for kampen mod ekstremisme, men samtidig med en, måske en smule patetisk, understregning af, at USA s forhold til den muslimske verden ikke skal baseres på kampen mod terror. Tværtimod: De Forenede Stater er blevet beriget af muslimske amerikanere. Mange andre amerikanere har muslimer i deres familier eller har levet i et muslimsk land jeg ved det, for jeg er selv en af dem. Tyrkiet, det armenske spørgsmål og f-ordet Et af de særdeles følsomme emner, som Obama omtalte i sin tale, var spørgsmålet om folkemordet mod armenerne under 1. Verdenskrig i 1915. Der er flere interessante aspekter i sagen. For det første kan man spørge, hvorfor Obama fandt det nødvendigt at omtale spørgsmålet. Under sin valgkamp udtalte han, at det er nødvendigt at anerkende de tragiske eksempler på folkemord i historien og at han stod sammen med det armenske amerikanske samfund i fordringen om tyrkisk anerkendelse af, at der var tale om et folkemord. Imidlertid valgte han i sin tale i det tyrkiske parlament at undlade benævnelsen folkemord. I stedet udtalte han, at det for ham handler om, hvordan det tyrkiske og armenske folk forholder sig til fortiden: Den bedste vej frem for det tyrkiske og det armenske folk er en ærlig, åben og konstruktiv proces, som arbejder fortiden igennem ( ) De Forenede Stater støtter alvorligt fuld normalisering af forholdet mellem Tyrkiet og Armenien. Måske var det fordi Obamas holdninger fra den amerikanske valgkamp om det armenske spørgsmål på forhånd var hypede i medierne, at han valgte at tage det op. Men formentlig var der også nogle andre signaler i det forhold, at han valgte at træde tyrkerne over tæerne. For det første en markering fra hans side om, at han besidder vilje til at tale om vanskelige problemer (et andet eksempel af samme skuffe var Cypern-spørgsmålet, som han også omtalte). For det andet en markering over for verdensoffentligheden om, at tabuer vil blive bragt på forhandlingsbordet i de kommende år. Dette kaster utvivlsomt på kort sigt betydelig politisk kapital af sig, men kan samtidig vise sig at være et tveægget sværd. Måske var det bevidstheden om dette vilkår, der var grunden til, at vi ikke hørte f-ordet i talen. Under alle omstændigheder var det slående, at den politiske korrekthed var i fokus i talen i
Peter Seeberg: Obama i Tykiet. Nye toner i forholdet mellem USA og den muslimske verden 5 Ankara. Under henvisning til USA s egen kamp med fortidens dæmoner (de sorte, indianerne) blev ingen glemt: kurdere, palæstinensere og armenere blev omtalt i en bestræbelse, der utvivlsomt handlede om at lægge stilen om i forhold til den tidligere præsident. Obama og den muslimske verden Et af de helt centrale elementer i talen var USA s forhold til den muslimske verden. Obama stillede i udsigt at han i de kommende måneder ville lancere programmer med det formål at afhjælpe mangler inden for uddannelse og sundhedsvæsen. Og igen med et fokus på, at det alt sammen skal gøres i samarbejde med den muslimske verden for at fremme vores fælles forhåbninger og vores fælles drømme. Inden den afsluttende (og obligate) hyldest til værtslandet Tyrkiet, blev forklaringen på den postulerede forbrødring tydelig(ere). Obama citerede en gammel tyrkisk talemåde: Man kan ikke slukke brand med flammer og fortsatte: Det ved USA og det ved Tyrkiet. Der er dem, der må mødes med styrke, de vil ikke gå på kompromis. Men styrke alene kan ikke løse problemerne, og er ikke et alternativ til ekstremisme. Obamas hensigt handler for det første om at skaffe sig allierede til en kommende kamp mod ekstremismen hvor denne optræder i Afghanistan, Irak, Libanon, de palæstinensiske områder osv. Men for det andet handler det om public diplomacy at skaffe sig allierede i kommende bestræbelser på at kunne løse problemer i Mellemøsten og andre steder på kloden. Tilsyneladende er det nødvendigt afgørende at reparere det amerikanske image i Mellemøsten og måske ikke bare dér. Inden alt for længe skal tale afløses af konkrete handlinger og som de mange arabiske og tyrkiske journalister pegede på i forlængelse af talen i det tyrkiske parlament, bliver den udfordring større end dem det vellykkede besøg i Ankara og Istanbul gav anledning til.
Peter Seeberg: Obama i Tykiet. Nye toner i forholdet mellem USA og den muslimske verden 6 Kilder Blanche, Ed: Sarkozy s Middle East stratagem, The Middle East, Issue 399, April 2009, pp. 24-27. Fisk, Robert: Will Obama honour pledge on genocide of Armenians? World Focus, 6 April, 2009. Lynch, Marc: Obama scores again, but the game is just starting, Foreign Policy, 7 April 2009, http://lynch.foreignpolicy.com/ Today s Zaman, marts og april 2009. Turkish Daily News, marts og april 2009.