'.*' *

,'*#

LA

MEMOIRER OG BREVE UDGIVNE AF JULIUS CLAUSENooPFkJUST. XXIII MELLEM TO TIDSALDRE ERINDRINGER AF IDA JOHNSEN FØDT JESSEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISKE FORLAG KØBENHAVN 1915

*r / V -^'... ; T *mmj**r UDGIVNEAFJTJIIUS CfcAUSENT C RFRRISH7

TRYKT I 900 EKSEMPLARER LANGKJÆRS BOGTRYKKERI KØBENHAVN

INDLEDNING af dsse Memorer, Provstnde Ida Forfatternden Anna Helene Johnsen, født den 26. Marts 1844, Datter af Kammerherre, Hofjægermester, Overførster /. N. Jessen, vl være bekendt ved sne Arbejder for Løsnngen af mange socale Spørgsmaal, og har kke mndst ndlagt sg Fortjeneste som en af de første Forkæmpere for Indførelsen af en ratonel Sygepleje her Landet. Herom fortælles hendes her meddelte Erndrnger, lgesom Forfatternden det hele taget har søgt at fremstlle et Bllede af den Perode, hun har oplevet mellem den gamle Td med dens rolge og urørlge socale Forhold herhjemme og den nye Td, der brød frem efter Krgen 1864, og af de Vlkaar, som den enkelte havde at kæmpe mod paa Fremskrdtets Omraade, kke mndst for Kvndens Vedkommende. Udg.

Ida Johnsen f. Jessen.

Barndomshjemmet Randers. SKOLEN OG BARNDOMMEN fordobles undtagen foran Konsonanterne b. d. g. og v. fordobles b. d." Vokalerne Aa, Ida, husk, Du har lovet at se mn tyske Stl gennem?" Tys, man kan kke høre, hvad man selv sger!" Og dog noget jeg fk, hv bedugges mt Blk." Konsonanterne b. d." Ida y kan Du da kke høre!" Du lovede!" Men ved Hjemmet med Ømhed det dvæler." Det er en Skam Ida, Du lovede." Tdt for Dn Skyld Løn!" Aa Vrøvl, Blækhus hedder kke Blekhaus!" Aa Du er altd saa vgtg, mt Tysk kan vel være lgesaa godt som Dt!" Har nogen af Jer set Tordenskjold Dyneklen?" Hv bedugges mt Blk!" Parmo Petersen spller mageløst og Jomfru Wmmer hvor det

var rædsomt, at han saadan døde!* Jeg har været hedder kke: ch håbe gewesen." Ok, Du med Dne Verbehstorer!" Dér er Frøknen!" og hele Klassen sad som elektrseret. I det samme væltede et Blækhus sn sorte Strøm udover et hvdt Broder. Gud's, det var Dg Ida\«Skolefrøknen var traadt nd, rank og majestætsk. Hvad er det dog for en Støj?" Det var Jessen." Ja naturlgvs, Jessen gør altd Fortræd. Ved Dn Uagtsomhed har Du nu ødelagt Annas Arbejde, som hun har syet paa hvert Mnut, hun har havt fr, for at det kunde blve tl færdgt hendes Moders Fødselsdag. Men nu skal Du ogsaa have en Anmærknng Protokollen, og jeg skrver hjem tl Dn Moder, da jeg er meget vred over Dn Opførsel. Hvs hele Klassen nu kke er stlle tl Læreren kommer, skal I alle sdde en Tme over!" a Det var rgtgnok en Skam, Du angav Ida y sagde Børnene Munden paa hverandre, da Frøknen var gaaet, det var dog Dn Skyld, Ida rettede jo Dn tyske!" Det var da ved Gud hende, der væltede Blækhuset, jeg kunde da kke lyve og sge, at det var mg!" Men det var jo for at skjule Dn Stlebog", svarede jeg. Jeg blev saa angst, da jeg saa Frøknen, at jeg slet kke lagde Mærke tl Blækhuset." Tys dog, dér er Læreren!" Efter hans Tme var Skolen endt for den Dag.

Under et Sus af Snak tog Skolepgerne deres Tøj paa. Strden var stærkt oppe og delte Klassen to Parter, det ene for mg, det andet for Anna. Du sladrer aldrg Ida> og v skal rgtgnok holde med Dg næste Gang," sagde mne Venner. Det andet Part raabte: Anna faar aldrg Anmærknnger, og Du skulde bare kke være saa vgtg, ford Du er Kammerherredatter, saa burde Du netop være Nr. L* Jeg fk oftere dette Faktum at høre fra Skolekammeraterne. Paa Hjemvejen spekulerede jeg paa Lvsproblemernes mange Vanskelgheder. Det forekom mg saa underlgt, at Anna og de andre altd gk fr for Beskyldnnger. Men Fader sagde, at jeg kke maatte sladre, da det kke sømmede sg for hans Datter; men hvorledes skulde jeg saa forsvare mg, naar Skylden kke var mn, og det var den sjældent. De andre benyttede sg saa ofte af, at jeg kke angav dem. Jeg ønskede altd, at der dog kke var saa mange jeg kke omgaas, og det var netop Skolen. De fleste maatte de allerrareste. Hjemme talte de altd om, hvor yndg Emma var; saadant et rent Dydsmønster, men hun havde ogsaa en hel Lærernde ganske alene for sg selv og slet ngen Kammerater, der kunde vælte Skylden over paa hende. Mn Fader, Kammerherre Jessen, havde været gft første Gang med en Baronesse Drcknck Holmfeldty der skænkede ham en stor Flok Børn, hvoraf jeg var den yngste.

1 Fra mn Moders Dødsleje, ) da jeg var et Aar gammel, tog mn Tante mg med sg tl sn Herregaard. Hun var Søster tl mn Moder og gft med Besdderen af en Herregaard Nærheden af Randers. 2 ) Famlen Drcknck Holmfeld stammede fra Holland. Blev forjaget derfra under dets saakaldte Frhedskrg mod Napoleon. I Landflygtgheden bosatte den sg en Td Tyskland, hvor en Del af Børnene blev opdragne. Senere flyttede den hertl og lod sg naturalsere. Vanskelghederne med den store Husholdnng efter mn Moders Død og de mange Børn voxede mdlertd mn Fader over Hovedet, og han gftede sg anden Gang med sn Kusne. Denne Dame var en meget klog, ret velhavende ældre Pge, en bekendt Fremtonng det kjøbenhavnske Bourgeoses Selskabslv omkrng Aarene 1830 40. Hun stod fuldkommen paa Højde med sn Kreds, der endnu levede Ltteraturens saakaldte Guldalder", men hun stod saa fjernt som vel mulgt fra Kendskab tl og Forstaaelse af Barnesndene og deres Ledelse, som ogsaa tl et datdgt Provnslv. Mn Fader, der var Overførster Jylland, havde bosat sg Randers, og tl dette Hjem medbragte ) Kammerherre, Hofjægermester Ncola Jacob Jessen (1797 1866) var fra 1845 Overførster for de jydske Statsskove med Bopæl Randers. Han var Landstngsmand 1855 63. Han blev gft 1832 med Selma Henrette Drcknck Baronesse af Holmfeld (1806 45) og anden Gang 1848 med sn Kusne, Carolne Vlhelmne Jessen (1804 82). Det sdste Ægteskab var barnløst. Forfatteren tl nærværende Memorer, Ida Anna Helene Johnsen, født Jessen, er født 1844.») Idala Frederkke Poulne Drcknck Baronesse af Holmfeld (1808 1899) blev gft 1829 med Kammerherre, Hofjægermester Hans Helmuth Lttchau tl Tjele (1804-1857).

hans anden Kone et rgt Udstyr af Kunstskatte, samlet fra hendes Faders og Morfaders Hjem, saa det kom snart tl at splle den llle Bys Selskabslv. en fremtrædende Rolle Tl dette Hjem vendte jeg mne Skrdt fra Skolen, og jeg var kke let om Hjertet under denne Gang ved Tanken om Brevet, som jeg skulde aflevere. Jeg traadte nd den store, smukke Daglgstue, hvor mn Stedmoder sad med mne to ældre Søstre. Alle var de beskæftgede med deres Haandarbejder. Hvordan er det, Du kommer nd ad Døren, gaa ud og kom saa nd gen uden at slentre saadan omkrng!" var mn Stedmoders Velkomstord tl mg. Aa, altsaa er Humøret daarlgt!" sukkede jeg ved mg selv, det jeg gjorde mn Entrée om. De to Gamle" mn Betegnelse for mne to ældre Søstre ser heller kke for haabefulde ud, de hjælper mg heller aldrg, saa det ender nok med Storm; men det er lge saa godt at tage Skyllen strax og aflevere Brevet". Inde Daglgstuen gk Stemnngen højt, og det var kke mlde Domme, der faldt om mg. Med hele den Klogskab mn Stedmoder sad nde med, havde hun underlagt sg Husstanden, fra Børnene tl Tyendet og Omgangsvennerne. Mn tavse, ndesluttede Fader, der en stor Del af Aaret var paa Embedsrejser, blandede sg aldrg sn anden Kones Husførelse; men Famlesygdommen (Herskesyge) var gaaet Arv tl Stedmoder, saa dette, at

6 jeg elskede og saa op tl mn Tante, mn afdøde Moders Søster, som mn egentlge Moder, vlde hun kke fnde sg. Barnehjærtet lader sg jo mdlertd kke tvnge uden ved den højeste Grad af Mldhed og Overbærenhed, hvlke Egenskaber hun kke besad, saa jeg blev hele mn Barndom og mn første Ungdom gennem, uden at vde eller vlle det, den Sten hendes Ægteskab, hun aldrg fk løftet. Underlgt nok, senere Lvet, da jeg gk ud paa de, dengang endnu ubanede Veje, var hun dog den Famlen, der bedst forstod hvad jeg søgte og hvad jeg vlde; hvormod jeg har et Brev fra mn Tante, mn første Plejemoder, hvor hun paa det stærkeste bebrejder mg mn Bryden ud" fra Tradtonen. Efter endt Skoletd satte jeg mg gerne nd mn Faders Studereværelser tl mne Lekter. Meget gjorde jeg kke ved dem. Skoleundervsnngen var jo dengang saa tør, sær vel Pgeskolerne, at den mest tog Hensyn tl Lærenemhed" og deraf følgende Remser, men aldrg tog Forstand eller Fantas Betragtnng. Lekterne kedede mg forfærdelgt og jeg brugte dem mest som Paaskud tl at sdde uforstyrret hos mn Fader, hvor jeg altd var skker paa Fred, og Ro kunde følge mn drømmende Naturs mangfoldge Veje. Dog vel mest ford jeg med Børns skre Instnkt følte, at jeg var hans Yndlng. Her drømte jeg mg nd Forhold og Verdener, hvor Menneskene og Lykken tlsmlede mg.

Paa dette Tdspunkt hørte det saaledes tl mne mest yndede Drømme: at være velgørende Fe" paa mn Tantes Gods. Jeg drømte mg nd Havens dunkle Gange, hvor jeg med Kusner og Fætre legede Konge og Dronnng. Naar Drømmene rgtg vlde føje sg, var jeg naturlgvs Dronnng. Jeg red om paa en hvd Hest og gav alle Bønderne fr. Sdste Fere havde jeg netop læst Ingemanns Romaner. I sdste Øjeblk reddede jeg saa Forpagterens Jørgen fra at faa Prygl, ford han havde stjaalet formange Æbler, det jeg ædelt tog Skylden paa mg. En Dronnng maatte jo tage Æbler, hvor hun vlde. Mne Drømme endte gerne hos Ajax", mn Fætters Hund. Ak, hvor jeg længtes efter den! Vlde den dog blot komme dette og hylende af Glæde sprnge op ad mg! Øjeblk, Den var bleven dresseret sdste Sommer, lukket nde og sultet, naar den kke kunde fatte de mange Lærdomme. At dens Opdragelse trak saa stærkt Langdrag, var vstnok for en stor Del mn Skyld; th saasnart den var bleven lukket nde, lstede jeg ned Køkkenet, hvor jeg var Ven med hele Personalet og fk saameget Mad, jeg kunde have mt Bluseforklæde. Ved at sætte en Stge tl, kunde jeg krybe gennem et Vndue tl dens Indelukke, hvor v to saa havde et Par underholdende Tmer. Grats udleverede jeg dog kke mne Almsser; men fordrede smaa extra Forestllnger af dens nys lærte Kunster, saa den vstnok mange Gange var tvvlraadg om, hvem der var værst, Fætteren eller jeg.

8 Naar Tden var skreden saa langt frem, at Lekterne kke mere kunde bruges som Paaskud tl at blve nde hos Fader, maatte jeg tage Afsked med Ajax og alle de andre skønne Drømme, og sætte mg nd Daglgstuen tl de Voxne med mt Haandarbejde. Det var kke nogen behagelg Overgang. Dér kunde Drømmene kke komme Gang, de blev skræmte af de mange Øjne omkrng mg. De mødte kun op enkelte Tanker den Aften det næste f. Ex. da Dronnngen" hævnede sg paa mn Søster ved at nægte hende at komme paa Klubbal tl Straf for hendes onde Handlemaade mod hendes egen Søster og ford hun altd sladrede om denne, hvlket kke sømmede sg for en fn Dame. Men som sagt, der kom aldrg nogen rgtg Sammenhæng Drømmene og sær ngen ordentlg Slutnng paa dem den kedelge Daglgstue. Inde mn Bedstemoders Stuer dermod befandt jeg mg mere tryg. Hun var Stedmoders Moder og Datter af Mnaturmaler Muller ndkaldt y her tl Landet ved Kunstakademets Oprettelse paa Charlottenborg. 1 ) Hun maa have været meget smuk efter et vdunderlgt Bllede af Jens Juel at dømme. Ved senere Aar at læse Hebergs eller Fru Gyllembourgs Noveller syntes jeg at fnde hendes Bllede Heltnden To Tdsaldere". *) Fru Carolne Vlhelmne Jessen var en Datter af Forfatterndens Farbroder, Overkrgskommssær Fredrk Chrstan Jessen (1761 1820), der havde været Bogholder ved Spece-Banken Altona, og Sophe Fransne Muller (1767 1861). Denne var en Datter af den sn Td meget bekendte Hof-Mnaturmaler Wlhelm Andreas Muller (1733 1816) hans andet Ægteskab med Bodl Mare Jensen (1739 1817). Han var født 1 Brunsvg og kom c. 1755 tl Kbhvn., hvor han 1765 blev Hofmnaturmaler.

9 Naar v Børn skulde hlse Godmorgen paa hende, stededes v tl Haandkys og nejede. Efter Datdens Tradton gjorde hun da allehaande moralske Bemærknnger om Dyd og Beskedenhed etc; men gled dog temmelg rask derover, sær naar jeg var alene; th jeg var hendes Yndlng, trods hendes Datters Mangel paa Sympath for mg. Hendes Daglgstue var et llle Kunstkabnet. Blandt andre Sager stod der et broncebeslaaet Chatol, der var det skønneste Møbel, jeg har set. Paa en Afsats var der et llle Rum, hvorfra en Duft af Rosenole endnu staar mg frskt Mnde, naar den llle Lem, der lukkede for Rummet, blev lukket op, for at hun kunde gve mg en 8 Sk. al Hemmelghed hvorefter, jeg strax løb ned tl Urtekræmmeren Baggaden for at erhverve mg for 2 Sk. Fgener, som Købmanden serverede mg en stor Klump paa Dsken, hvor han stod og maalte Skraa lange Strmler efter afstukne Mærker. Resten af Formuen blev lagt hen tl Ba- der leverede en mellem geren Skolegaarden, Smaapgerne højst eftertragtet Genstand: et 2 Sk. Franskbrød med Smør paa tl tre Sk.," slet kke anderledes eller bedre end vor øvrge Skolemad, men det fremmede og hemmelghedsfulde satte naturlgvs Krydderet paa Nydelsen. Hvad der dog langt overgk mne Forventnnger om dsse hemmelghedsfulde 8 Skllnger, Bedstemoder glædede mg med, var hendes Fortællnger. Mn Begærlghed efter at lytte tl dem var vel det egentlge Bndeled mellem os to. De andre

10 Børn holdt kke vdere af hende, og hun heller kke af dem. Levende skldrede hun de svundne Tders Famleskkkelser, baade dem hun var kommen af, og dem, hun blev gft nd. Meget var vel over mn Alder og Forstand, men tjente dog vst høj Grad tl mn Udvklng, og ubevdst følte jeg vel hendes store Hjærte Modsætnng tl mn Stedmoders store Forstand, men Mangel paa denne Lvets skønneste Egenskab. Hele vor Slægt for et Par Generatoner tlbage havde staaet nær Forbndelse med Dronnng Julane Mare og var hende høj Grad hengven. Masser af Træk fra hne Tder sad Bedstemoder nde med. Mn Stedmoder tog altd Julane Mares Carolne Mathlde havde mn fulde Kærlghed, trods de haarde og foragtelge Domme, der faldt om hende fra mn Stedmoders Sde. Jeg turde dog for alt Verden kke udtale dsse Tanker, og jeg tænker mg, Bedstemoder kke heller; th hun tav altd, naar dette Emne kom paa Bane; men mne Part; men jeg kan huske, hvorledes jeg rullede mne bare Arme nd mt Bluseforklæde og knyttede mne smaa Hænder derunder af Vrede mod denne Dronnng; hvormod den unge ulykkelge egne Anskuelser maa jeg jo ubevdst have faaet fra hende. Den Dag Struensee blev henrettet, satte Bedstemoders Fader hende paa Tjenerens Arm og lod dem følge med, for at se paa det frygtelge Skuespl, og da det var forb, fk hun et Ørefgen for at huske det.

11 Som alle Børn paa den Td fk hun en stræng Opdragelse. Naar hun vlde undfly den stærke Opsgt, hun var underkastet, løb hun langs ad de brede Tagrender paa Charlottenborg, hvor hendes Forældre boede, hen tl en Vennde, hun uset kunde naa ad denne Vej. En Dag saa hun st Snt tl at Matrosernes Ærter, der smde en Kattekllng ned sad og nød denne Spse paa et af Smaaskbene nedenunder Nyhavns Kanal. Denne Demonstraton var en Hævn, ford de tl Faderen havde meldt hendes farefulde Excursoner ad Tagrenderne, der satte Skræk hele Nabolaget. Hendes Mands Broder, den bekendte Peter Jessen, blev Kabnetssekretær hos Frederk den VI 1 ) og havde megen Indflydelse, men var forfærdelg forhadt, vstnok mest ford han led af en ubændg Herskesyge, et Onde, der har hjemsøgt mangfoldge kvndelge, som mandlge Medlemmer af Slægten, baade de forbgangne og de senere Tder. Grandonkel Peter havde sn Bolg ude paa Fasangaarden paa Frederksberg. Han taalte kke nogen Slags Rengørng dette Hjem, men dog endnu mndre Malproperhed. Naar der da al Hemmelghed var skuret Gulv, medens han var paa Slottet, trak den stakkels forkuede Grandtante og hendes Pge tmevs med Fyrfade henover de vaade Gulve ) Peter Carl Jessen (1772 1830) var Kasserer hos Kronprnsen tl 1803, da han blev Chef for dennes cvle Departement og 1808 Kongens Kabnetssekretær. Han var en meget stræng og ndflydelsesrg Embedsmand. 1828 blev han Konferensraad. Han var gft med tvende Søstre: Johanne Vlhelmne Wldenradt (1768 1804) og Regne Margrethe Wldenradt (1770 1842).

12 (dengang fernserede man dem jo kke). Havde Grandonkel truffet dem vaade, sagde mn Bedstemoder, var der opstaaet frygtelge Scener, da Hdsghed og Herskesyge hyppgt er to uadskllelge Søskende. En fast Regel var det, at han hver Aften spllede et Part Ecarté med sn Kone. Aldrg mere end ét var Reglen, og dette skulde tage en Tme. Hans Kone havde mdlertd engang paadraget sg en Skade det ene Ben, men turde kke sge det tl Manden, da Sygdom var blandt de Tng, han kke taalte. Hun lod sg aarelade efter datdg Brug. Aaren skulde bløde en Tme, og hun benyttede dertl den, hvor de spllede Kort. Benet blev anbragt varmt Vand et Kar, der stod skjult under Bordet. Uheldet vlde mdlertd, at Manden den Aften første og sdste Gang deres Ægteskab vlde splle to Parter. Mn Grandtante havde nær forblødt sg, men turde ntet sge, saa hellere sætte Lvet tl. De havde ngen Børn, men adopterede to. Den ene af dem var forhenværende Kabnetssekretær Trap, der først var ansat hos Frederk den VII> senere hos Chrstan den IX 1 ). Trap har fortalt mg endel af de Frasagn, der verserede om Grandonkels Despot. Efter hans Udsagn tl mg maa der exstere eller have exsteret endel efterladte Meddelelser, baade om Grandonkels Embedsførelse og om Slægten Jessen. ) Gehemeraad Jens Peter Trap (1810-85) var en Søn af Købmand Nels Trap Randers. Fra 1834 var han ansat Kongens Kabnetssekretarat, men blev først selv Kabnetssekretær 1856, tl ban tog sn Afsked 1884.

13 Denne er af meget gammel Oprndelse, stammer fra 3 frsske Bønder, der var Brødre og udvandrede fra Slesvg under Dtmarskerkrgen. Dsse tre Brødre var frels", dengang Benævnelsen for fre" eller adelge, førende Adelsmærket a Jessen" Stedet for det senere tyske v." Gennem mang- Generatoner har der alle tre Grene været foldge Generatoner, der tl Tder har kunnet opretholde det Fortden ret kostbare Adelsskab, men betydelge saavelsom mndre betydelge Skkkelser tl andre Tder af Forholdene har været afskaaret fra dette, tl Dato begunstgede Fortrn. Famlegodserne er nemlg gaaet tabt de mange Aarhundreder. Efter Sagnene Jylland ad Maragerkanten. blev en Del skænket tl et Kloster I vort Leds Grandslægt var en Datter, Julane Mare, Søster tl Kabnetssekretæren, naturlgvs opkaldt efter Dronnngen. 1 ) Hun blev Lektrce hos Dronnng Julane Mare, var tllge Dgterog Forfatternde, bl. a. tl den temmelg gruelge Fædrelandssang: Danmark hellge Lyd o.s.v.", en Prsopgave, hvortl 11 Dgtere havde konkurreret. Hun vandt Prsen som Forfatteren Carl Bernhard eller Sant Auban udtrykte sg: røg 11 Poeter af Pnden, da Prskomtéen troede, at Oehlenschlæger var Forfatteren". Som Lektrce tjente Grandtante Julane Dron) Julane Mare Jessen (1760 1832) var en Datter af Etatsraad N. J. Jessen. Hun var fra c. 1787 90 Lektrce hos Enkedronnng Julane Mare og var høj Grad æstetsk nteresseret. Trods sn Sygelghed havde hun megen Omgang sær med Tdens største lterære Personlgheder. Hun vandt 1819 Præmen for en Natonalsang, det uheldge Dgt: Dannemark, Dannemark, hellge Lyd!", som Weyse gjorde populær ved sn Musk.

14 nngen mange Aar; men dsse var kke uden Rystelser. Engang Dronnngen under en af dsse Læsetmer havde gvet sg Passar med hende, var de begge blevne vrge, og Grandtante forglemte sg den Grad, at hun Dstrakton tog en Prs af Hendes Majestæts Snusdaase, hvlken Næsvshed umulggjorde saavel Daasens, som Indholdets fremtdge Benyttelse af Dronnngefngre. Den blev ogsaa med et Knps sendt hen den anden Ende af Stuen fulgt af Beskeden: Nmm Se Ihre Doose a Vrede, Afsked! Efter at have gjort Knæfald blev Syndernden dog taget tl Naade gen. Hun skal efter Bedstemoders Sgende have været et fromt og godhjertet Menneske, der adopterede to Plejebørn, som hun opdrog omhyggelgt, men strængt efter Datdens Sæd. Noget af sn Broder Peters peremptorske Karakter har hun maaske dog sddet nde med. Saaledes modtog hun alle Datdens Skønaander: Baggesen, O ehlenschlæger, Henrck Steffens o. med fl. et Vær saa : artg, Monseur, kke at træde Toppen af mt Sand!" man strøede dengang hyppgt Sand paa de hvdskurede Gulve for at lette Renholdelsen og hos Tante Julane maatte dsse store Aander dele Skæbne med de andre Dødelge, der besøgte hende hendes Hjem Smallegade, og lste langs Væggene for kke at tage Synet af det frskt strøede Sand. Constantn Hansen har malet et fortræffelgt Bllede af hende en underlg Dragt, der nærmest mnder om en Nattrøje. I denne Paaklædnng gk hun dog paa Gaden, og om Sommeren uden Hat,

15 kun med Parasol over Hovedet. Dragten har vel dengang kke vrket afstkkende, da der ekssterer flere samtdge Blleder af Damer lgnende Paaklædnng. Køn har denne Tante kke været, efter Blledet at dømme, med store Øjne og karakterstske Træk, mere lgnende en Mand end en Kvnde, En Td var Bedstemoders Mand ansat Altona netop under den franske Revoluton, og hun fortalte ofte om sne Oplevelser med Emgranterne. Af dsse Meddelelser staar kun ét Hovedndtryk mg klart, nemlg den franske Adelsmands ukuelge Energ tl at erhverve det nødvendge tl sg og sne, for kke at blve afhængg af de Forhold, der havde berøvet ham al hans Ejendom, hvlket man jo høj Grad maatte beundre. En af de Marquer, hun gjorde Bekendtskab med, gk saaledes rundt og solgte Baand o. a. m. ved Dørene. Damerne vste sg dermod kke vdere bevægelge Nøds- standen. Et blaseret, nydelsessygt og overkultveret Standsarstokrat har, efter Bedstemoders Fortællnger, været det fremherskende Træk. En af dsse Damer havde Bedstemoder maattet huse, da den stærke Tlstrømnng af Flygtnnge foraarsagede Pladsmangel, baade Hamborg og Altona. Samme Dame maatte vel have reddet en Del; th hun førte baade Tjener og Kammerjomfru med sg, som hun kke var at formaa tl at sklle sg af med; kke engang den ene af dem, uagtet Bedstemoder havde ondt ved at skaffe dem Plads. Hver Morgen maatte Tjeneren paa et Guldfyrfad varme dto Tandstkker,

16 for at Madame kke skulde forkøle sne Tænder, naar hun stangede dem. I den Smag, sagde Bedstemoder, at de fleste af dsse franske Damer havde stllet deres Lvsfordrnger, og gennem Generatoner var de vel opfødt med saa overcvlserede Vaner, at de trods Nød og Lvsfarer kke kunde brnges ud af dem. Intet bragte dog Bedstemoders Begejstrng og Hjertevarme den Grad frem, som naar hun omtalte den næstældste af sn Mands Brødre: Carl Wlhelm Jessen, mn Farfar, bekendt fra Slaget ved Odden 1807, hvor han om Bord paa Prnds Chrstan", som han førte, holdt Kampen gaaende en hel Dag mod to engelske Fregatter. 1 ) Da han maatte gve op, satte han Prnds Chrstan" saa dybt paa Grund, at Englænderne kke kunde faa den los og tage den som Prse. Men de engelske Matroser og Offcerer stod Geled for at hædre hans udholdende Modstand mod Overmagten, da han som Fange bordede deres Skb. Lgeledes leverede de ham hans Sabel tlbage. Her var det ogsaa, at den unge haabefulde Wllemoes faldt, allerede ved det første Skud. Om Bedstefaders jævne Karakter fortalte baade Bedstemoder og senere Gehejmeraad Trap mg mange betegnende Træk. Efter Slaget ved Odden mødte mn Farmor ham en Dag paa Trappen for ) Den saa bekendte Søhelt og højt agtede Hædersmand Carl Vlhelm Jessen (1764 1823) Forfatterndens Bedstefader blev Guvernør Vestnden 1822 og døde allerede Aaret efter, men der vdes ntet om, at han blev forgvet. Mndesmærket ved Odden blev allerede rejst kort efter Affæren af en Prvatmand, men blev standsat 1879 og senere af Staten.

17 Udgaaende fuld Unform med trekantet Hat, Epauletter o. a. m. med en stor Dyne under Armen. Men Jessen dog, hvad er det, Du slæber paa?" fra Aa, llle Mor, jeg skal sge Dg, jeg kom lge Rapport hos Mnsteren, gk paa Hjemvejen nd tl den saarede Matros, der kun har det daarlgt og slet kke ordentlgt Sengetøj, saa skyndte jeg mg hjem efter mn Dyne, men jeg kommer strax gen." De store socale Begvenheder hele Europa paa de Tder havde havt stærk Indflydelse paa Bedstefader, og hans Frsnd var kke velset paa højere Steder. Hverken det tradtonelle Adelskab eller det mltære lagde han nogen Vægt paa. Mn Fader fortalte, hvorledes han og hans Broder, TychoJessen y bekendt fra 1848 under Navnet Batteret Jessen", 1 ) skød tl Skve efter de gamle Adelspatenter med Farfars Tlladelse. Efter Affæren ved Odden vlde Dronnng Julane Mare vse Bedstefader en Anerkendelse ved at sende ham et fornyet Adelspatent, men Bedstefader sendte Forærngen tlbage tl Dronnngen. Noget slgt var jo et Uncum dengang og blev meget unaadgt optaget paa højeste Steder. Da der tllge var stærk Gærng den menge Marne, og mn Bedstefader var meget forgudet netop blandt dem, frygtede man vel for hans fre Ideer; th for at fjerne ham blev han sendt tl Vestnden som ) Tycho Jessen (1799 1857) blev 1842 Chef for Artllerkorpsets 3. Batter og udmærkede sg med dette Krgen 1848 og 49. Han blev Major 1848, tog sn Afsked 1854 og fk Ttel af Oberst 1856.

18 Guvernør. Skjulte og aabenbare Fjender har vel kke anset denne Fjernelse for tlstrækkelg, th et Par Aar efter Ansættelsen blev han forgvet og lgger begravet paa St. Thomas. Landet forglemte dog kke sn tapre Søn, men satte ham et smukt Mndesmærke Syvtaarsdagen efter Slaget ved Odden. Jeg vlde ønske Bedstemoder havde oplevet dette, da hun var en varm Ven af den Famle, hun var blevet gft nd og altd følte Btterhed over at Bedstefader kke blev her Landet. Hvad Kunstværkerne efter Mnaturmaler Muller (Bedstemoders Fader) angk, saa exsterede der en llle Samlng af de kongelge Personers Blleder, mest Jens Juels Smag. De var Dubletter af Blleder, der dels var Majestæternes prvate Eje, dels paa Museerne. En Del gk tabt ved Frederksborgs Brand, en Del ved Chrstansborgs Brand 1884. Frederksborg Museum erhvervede senere, hvad der var opbevaret Famlen. Af Frederk den Store var der en udpræget Tegnng, som Muller havde taget sne Drengeaar og som havde sn llle Hstore: Mullefs Fader havde en Ansættelse hos Frederk den Store. En Dag var Drengen lstet efter Faderen uden dennes Vdende, havde skjult sg bag et Skærmbrædt og taget Tegnngen, medens Kongen stod st Studereværelse og talte med Faderen. Tegnngen hel Fgur kvart Format var saa levende, at man syntes, man kunde høre ham tale. Da Faderen fandt Drengen bagved Skærmen, fk han et Ørefgen, men han sagde:»tegnngen fk jeg dog. a

19 De sdste 5 6 Aar Bedstemoder levede, laa hun stadg tl Sengs. Hun blev 95 Aar, men bevarede sn tl Lvlghed kort før sn Død. Som de fleste Gamle, sær de mest lvlge, foretrak hun let Lekture sne sdste Aan H. C. Andersens Eventyr var hendes stadge Adspredelse. Dgteren selv besøgte os uformodet engang hun netop laa beskæftget med denne Læsnng, og det glædede ham naturlgvs at se sg forstaaet af den Gamle. Han greb Bogen, det han udbrød: Ja, dsse vl leve, men alt mt andet vl gaa tl Grunde." Han læste Eventyret: De røde Sko" for os; men egentlg var jeg, trods mn Uerfarenhed lterær Henseende, skuffet af hans Oplæsnng. Mg selv uafvdende var jeg forvænt, da mn Fader var en Mester at læse Holberg og Andersen. Senere Lvet har jeg forøvrgt fundet, at Forfattere Reglen kke forstaar at læse deres egne Værker op. Endelg nærmede en af de længselsfuldt ventede Sommerferer sg. Dagene syntes mg Aar, nden den 24 de Jul vlde ndfnde sg. Dsse Ferer var Glanspunkterne gennem hele mn Barndom. En hel Maaned paa Landet hos mn Tante var næsten kke tl at fatte for Glæde og Forventnng! De sdste Dage før den forestaaende Afrejse kunde jeg hverken spse eller drkke. Pgen, der hjalp mg Vognen, sagde: Frøken Ida blver saa bleg." Mn Tante sad nu Enke paa st Gods. Hun var, 2*

20 som omtalt, Søster tl mn afdøde Moder 1 ). Hendes tyske Opdragelse havde sat tydelge Spor hendes Talesprog, der havde en stærk udenlandsk Accent, hvlket hun dog satte Prs paa, da uforfalsket Dansk af hende, som af mange Arstokratet, blev betragtet som smpelt. Hendes Smag og moralske Standpunkt kan nærmest betegnes som stærkt paavrket af Rousseaus Tdsalders sentmentale Overkultur, hvlken Kvnden ndtager den hvde, uskyldsrene Skkkelse. I en ældre Alder blandedes dette med en stærk Relgøstet, uden at denne dog prægedes af nogen af de enkelte Strømnnger, der hne Tder gk hen over Landet. Maalet for den Udvklng, hun søgte for sg selv og hvormed hun søgte at paavrke sne Børn, var, som for alle Datdens prvlegerede Stænder, for ngen Prs at formndske dsse Prvlegers Værder ved at komme for ntm Berørng med den Del af Samfundet, der kke var prvlegeret. Hun var en omhyggelg Moder, og den Gang hun tog mg fra mn Moders Dødsleje tl st Hjem, optog og behandlede hun mg aldeles som st eget Barn. Hun var den første, jeg kaldte Moder", jeg elskede hende over alt Verden og ansaa det som den største Uretfærdghed hele mn Barndom gennem, at hun havde bragt mg tl Randers tl den nye Stedmoder. Den Rystelse jeg fk, da jeg saa hende *) De var Døtre af en hollandsk Søoffcer, Arnold Chrstan Leopold Drcknck Edler von Holmfeld (1763 1828) af gammel hollandsk Adelsslægt, der blev engelsk Krgsfange 1797, men boede Tyskland tl han flyttede tl Danmark, hvor han 1806 blev optaget den danske Adel.

21 køre bort gen uden at tage mg med, forvandt jeg egentlg aldrg. Men nu var altsaa et Aar strdt gennem. Feren var begyndt, og jeg var nu paa den fre Tmers Kørsel tl mt Parads. Vognen drejede fra den haarde Chaussée nd paa den bløde sandede Bvej, der førte op tl Gaarden og løb mellem Herregaardens Jorder. Jeg syntes altd det var som at køre en Dyne. Nu var der kun en halv Tmes Forventnng, og endelg kom Borgens takkede Gavle tl Syne mellem Parkens Træer. Mt Hjærte bankede af Glæde. Dér var de mægtge Asketræer omkrng Haven, der saa saa underlgt ned paa Menneskene, ford dsse var saa smaa. En Lndeallé førte gennem Ladegaarden tl en prægtg hvælvet Port, gennem hvlken den ndelukkede Borggaard kom tl Syne med en Bygnng lgefor, der var mellem 3 å 400 Aar gammel. En llle Bøjnng førte hen tl en bred Trappe, hvor mn elskede Tante altd stod og vnkede velkommen. Herude levede jeg helt og uforstyrret mt Drømmelv. Jeg travede rundt Haver og Skove, Lader og Stalde. Overalt kun Venner blandt Menneskene som blandt Dyrene. Havens Træer og Blomster, Hundene og Kattene, alt blev tjenende Aander mn Fantasverden. Men den lykkelge Maaned, da jeg vandrede fra den ene lykkelge Dag nd den anden, svandt kun altfor hurtgt. En af de Tng, som den yngste af mne to Søstre

22 altd drllede mg med, var, at hun sagde, at mt Haar var rødt. Denne Beskyldnng tog jeg mg forfærdelg nær, da hun tlføjede, at denne Farve Haar var Tegn paa et falskt Snd, og jeg følte denne Tlskkkelse som en frygtelg Skam. Der havde, kort før Feredagene sluttede, været en Dame Besøg hos Tante. En af Fætrene bemærkede om hende, der havde stærkt rødt Haar, at da en Solstraale var falden henover det, sknnede det aldeles som Guld. Mon mt ogsaa vlde sknne som Guld, naar der kom Sol tl?" tænkte jeg strax. Hurtgt løb jeg op og fk fat paa et Haandspejl, og bevæbnet med dette gk Løbet om bag Borggaarden, hvor Solen altd sknnede saa klart og varmt. Mdt Solen drejede og vendte jeg Spejlet og mg selv fra den ene Sde tl den anden Sde. Jeg tog mt røde Bluseforklæde op tl Haaret. Forklædet var rødt, men Haaret lgnede det kke det mndste. Nej, det er dog for galt, Ida!" raabte en Stemme bag mg. Er Du allerede saa forfængelg, at Du løber om med Spejle for at se paa Dg selv; det er vst kke uden Grund, at Det var Tante! Det er vst alle Dne Søstre klager over Dg!" Dne Skolevennder, der lærer Dg de Daarlgheder. Du skulde læse nogle gode Bøger. Du bør læse den om Florsandes Barndom Vldfarelse og Ungdom Uskyld," vedblev mn Tante. Det er meget bedre end at løbe rundt og spejle sg. Kom nu, saa skal jeg gve Dg noget nyttgere at foretage Dg, og Du maa tro, at Du saa