En artikel fra KRITISK DEBAT Du må ikke lyve, du må ikke stjæle, du må ikke være doven - en status på den bolivianske regerings første år ved magten Skrevet af: Vibeke Andersson Offentliggjort: 01. april 2007 Godt ét år er nu gået, siden Bolivias præsident, Evo Morales, kom til magten, et år fyldt med udfordringer for den nye præsident. Vejblokaderne, som er kendt for at være et middel til protest mod tidligere regeringer, og som løbende lammede Bolivia for to år siden, er ikke helt ophørt. Befolkningsgrupper, der hidtil har været holdt uden for beslutningsprocesserne, og som af den grund har protesteret, protesterer stadig gennem demonstrationer i gaderne eller ved at blokere veje. Den store udfordring for regeringen er at få landets 9 departementer (regioner) og kulturelt og økonomisk meget sammensatte befolkningsgrupper forenet i et projekt, der kan bringe Bolivia ind på en ny vej mod afskaffelse af fattigdom, inklusion af marginaliserede befolkningsgrupper og økonomisk udvikling af alle dele af landet. Og tålmodigheden er ikke stor. Det, der under tidligere regeringer for mange var en drøm og et håb, er, med Evo Morales' ankomst til regeringsmagten, omsat i en klar forventning. Og denne forventning kræver man svar på her og nu, hvor målet i mange tilfælde ser ud til at hellige midlet. Vi vil komme ind på nogle eksempler på dette. Alligevel går noget i den rigtige retning for den nye regering, og det handler blandt andet om etik. Mobiliseringskultur I Bolivia findes der, hvad man kunne kalde en "mobiliseringskultur", forstået på den måde, at der er tradition for at mobilisere sig og protestere mod forhold, man er modstander af. Dette gælder stort set alle grupper i samfundet - fra oprindelige folk [1] og bønder, som er medlemmer af bondeorganisationer, over stærke fagforeninger, der mobiliserer lærere og offentligt ansatte, og minearbejdere til et lille antal meget rige jordejere, med midler til, og intentioner om, gennem landets medier at styre regeringens politik. Denne mobiliseringskultur har været et stærkt våben mod militærdiktatorer og elitære regeringer. Men for en regering, hvis erklærede mål er en større grad af demokratisering, kan det give bagslag, at befolkningen ikke støtter og slutter op om de demokratiske institutioner, men snarere udfordrer disse på "udemokratisk" vis, for eksempel ved at demonstrere og blokere veje, men også ved at forvente en "korporatisme", hvor enkelte grupper kræver at være direkte repræsenteret i staten. I Huanuni i Oruro-departementet, syd for hovedstaden La Paz, var der en tragisk konflikt i begyndelsen af oktober 2006 - den såkaldte "guerra del estaño" eller "tin-krigen" [2]. 81 blev sårede og 16 døde i denne konflikt. Her så man, hvorledes de uafhængige minearbejdere, de såkaldte "cooperativistas", havde klare forventninger til "deres" minister, Walter Villaroel om, at han alene kunne opfylde deres krav. Han måtte gå af efter konflikten, da han åbenlyst favoriserede den ene af parterne. Morales og hans parti MAS fik 54 % af stemmerne til valget i december 2005. 25 % af stemmerne kom fra folk, der støtter MAS og partiets politik. 15 % af stemmerne kom fra sektorer i befolkningen, der var trætte af de gamle partier og deres måde at føre politik på med korruption og nepotisme samt lav repræsentativitet. De resterende 14 % er førstegangsvælgere, der, uden i særlig grad at ville støtte MAS, stemmer for retten til at deltage i beslutninger med direkte vigtighed for deres egen tilværelse. På grund af en de facto segregering, eksklusive valglove og urimelige regler om opstilling på partilister har en del af befolkningen været holdt uden for den demokratiske proces, idet de reelt ikke har haft mulighed for at stemme. Der er flere grunde hertil. For det første har store dele af befolkningen ikke haft noget nationalt registreringsnummer og er således ikke formelt registrerede som borgere i landet. Dernæst har valglovene gjort deltagelse i valg særlig vanskelig, 1 / 7
fordi en betingelse for at stemme er, at man også stemte ved sidste valg. Endelig fordrer reglerne om opstilling, at det sker gennem et allerede godkendt parti. Der har således i Bolivia også været god grobund for en centralisme, med udgangspunkt i hovedstaden La Paz. Autonomi Et af de steder, hvor mobiliseringskulturen er kommet til udtryk for nylig, er i nogle gruppers ønske om "autonomi", dvs. ønsket om en højere grad af styring af de økonomiske midler, som det pågældende departement selv genererer. Det er her vigtigt at pointere, at dette ønske ikke i sig selv indebærer noget særligt nyt eller "revolutionerende". Således styres provinserne i Canada på grundlag af en meget høj grad af netop den form for autonomi. Men set i sammenhæng med et traditionelt uhyre centralistisk styre som det bolivianske vækker den slags initiativer ganske enkelt ramaskrig i det politiske establishment. Protesterne og demonstrationerne til fordel for autonomi kom senest til udtryk i december 2006 med flere, store demonstrationer, hvis epicenter lå i Santa Cruz. Det, man protesterer imod, er det, man i dele af lavlandet oplever som et "overherredømme" fra La Paz, som det har eksisteret i årtier, og som blandt andet ses ved den manglende forståelse fra den centrale regering for problemerne i Santa Cruz forårsaget af den massive migration fra højlandet til lavlandet. Endvidere ligger der i protesterne en undertone af, at man hos den økonomiske elite i dele af lavlandet gerne ser en egentlig uafhængighed, altså en bestræbelse på regulær løsrivelse fra Bolivia og dannelsen af en ny stat. Protesterne har således hovedsageligt koncentreret sig om "media luna"- eller "halvmåne"- departementerne beliggende i lavlandet i den østlige del af landet: Pando, Beni, Santa Cruz og Tarija. Et af de steder, hvor protesterne har været størst, er netop i Santa Cruz, der, udover La Paz og El Alto, har landets største og samtidig hurtigst voksende befolkningsmæssige koncentration. Her er mange og forskellige kræfter på spil: Santa Cruz er et af de departementer, der i de senere år har haft størst økonomisk fremgang, og der er helt bestemte interesser, der gør sig gældende her. I et større historisk perspektiv har Santa Cruz ikke haft nogen væsentlig betydning for den bolivianske økonomi. Men departementet er inden for de sidste 50 til 60 år vokset til at blive landets økonomiske omdrejningspunkt. Under opbygningsperioden, der bragte byen Santa Cruz fra at huse under 50.000 indbyggere til at huse den nuværende næsten en million mennesker, modtog departementet betydelige subsidier fra den centrale regering. Det opfattes derfor af mange som arrogant, at visse kræfter nu søger en højere grad af økonomisk uafhængighed for slet ikke at tale om ønsket om egentlig uafhængighed. Bestræbelserne fra Santa Cruz er dog også kun i en vis udstrækning afspejlet i demonstrationerne. I virkeligheden handler det om relativt få grupper, der sidder på meget store økonomiske ressourcer, og som, blandt andet ved at sidde på medierne, ikke bare i Santa Cruz, men i landet som helhed, og gennem stærke alliancer til landets øvrige økonomiske elite, formår at mobilisere en markant modstand mod den nuværende regerings bestræbelser på at opnå en mere retfærdig fordeling af jorden. Man skal her ikke glemme, at Bolivia er et af de lande i Sydamerika, der har den mest ulige jordfordeling. Folk i Santa Cruz går rundt med T-shirts, der proklamerer "2/3" og "autonomía". Dette henviser til en konflikt i parlamentet vedrørende udarbejdelsen af landets nye grundlov, hvor nogle vil have, at ikke blot den nye grundlov i sin helhed (som foreskrevet i den nuværende grundlov) men at hver enkelt beslutning og ethvert lovforslag skal vedtages med 2/3 flertal. Evo Morales og regeringen er hidtil gået ind for absolut flertal (50 % plus én stemme), og først for ganske nylig (i slutningen af februar 2007) er de gået med til de 2/3. Der har været uenighed om, hvad konstitutionen siger om dette, men spørgsmålet om 2/3 flertal har været brugt af oppositionen mod Morales, og oppositionen går også ind for en yderligere decentralisering og dermed en højere grad af autonomi til de forskellige departementer. Morales og regeringen har altså først for nylig accepteret, at man skal havde 2/3 flertal ved vedtagelser i parlamentet af den ny grundlovs enkelte bestanddele, og ikke kun når den endelige afstemning om den samlede grundlov skal finde sted. Men spørgsmålet om 2 / 7
yderligere autonomi er ikke til diskussion, selvom regeringen synes at være villig til at acceptere, at den nye grundlov også indeholder en præcision af rammerne om decentralisering, i det mindste for nogle af departementerne. "Asamblea Constituyente" - den grundlovgivende forsamling Processen med konstruktion af den nye grundlov er startet i forlængelse af de sidste års tiltagende sociale uroligheder, hvor oprøret i oktober 2003 af mange betragtes som den egentlige, direkte anstødssten. Her måtte landets tidligere præsident, Sanchez de Lozada, eller "Goni", som han også kaldes, flygte ud af landet på grund af optøjer og mange dræbte i en væbnet konfrontation i forbindelse med en massedemonstration i La Paz. Den daværende præsidents situation blev ikke forbedret ved det, der på det tidspunkt var almindeligt kendt, nemlig at han i sit andet præsidentmandat var blevet åbenlyst korrupt og i stigende grad havde tilranet sig uhyre rigdomme gennem blandt andet minedriften. At han nu bor trygt og godt under juridisk beskyttelse af den amerikanske regering, hjælper ikke til at smidiggøre et allerede anstrengt forholdt til USA. Processen i forbindelse med formuleringen af landets nye grundlov skal også ses i lyset af en historisk bevægelse hen imod en højere grad af folkelig deltagelse i det unge, bolivianske demokrati, som blev sat i gang i midten af 1990'erne med reformen om folkelig deltagelse ("Participación Popular"). Denne reform er del af en demokratiseringsreform, hvis formål var at inkludere hidtil ekskluderede befolkningsgrupper, især den oprindelige befolkning i Bolivias landområder. Bolivia blev med reformen inddelt i 327 nye kommuner, hvor det for første gang blev muligt for nye befolkningsgrupper at opstille til kommunalvalgene og at blive valgt ind i de nye kommunalråd. Før reformen om folkelig deltagelse havde der ikke været en egentlig kommunestruktur, og administrationen af landområderne var negligeret af centralmagten. Reformen er ét af tre legale tiltag, der i 90'erne af det politiske establishment i Bolivia hurtigt fik øgenavnet "de tre forbandede love", nemlig loven om folkelig deltagelse, loven om decentralisering og jordloven. Disse love generelt, og loven om folkelig deltagelse især, blev til i bestræbelsen på at få anerkendt de hidtil marginaliserede befolkningsgrupper, de oprindelige folk og landets fattigste, i den bolivianske stat som egentlige statsborgere gennem en højere og mere konkret deltagelse i de demokratiske processer i deres lokalområder. Med formuleringen af den nye grundlov tilsigtes, at et bredt og repræsentativt udsnit af Bolivias meget heterogene befolkning i fællesskab skal udarbejde den nye grundlov. Blandt den oprindelige befolkning og deres organisationer er der stor tilfredshed med, at de nu bliver inkluderet i de processer, der er med til at skabe grundloven. "Kulturforskelle" Der er, ifølge nogle, en "aymara-diskurs" i Bolivia, som gør, at hvis man ikke er en del af den oprindelige befolkning (aymara og quechua især), så kan man lige så godt pakke sammen og forlade landet. Der er kommet grelle og mildest talt utilstedelige udmeldinger fra to kabinetsmedlemmer i Evo Morales' regering: Udenrigsminister David Choquehuanca og undervisningsminister Felix Patzi (sidstnævnte nu tidligere i forbindelse med udskiftningen af nogle ministre i februar i år). Deres udsagn gik på, at tiderne vil ændre sig for middelklassen, og at det er de oprindelige folk, der nu står øverst på dagsordenen. Morales, og især hans vicepræsident, har gjort en del for at lukke munden på disse to ekstreme aymara-fortalere (udenrigsministeren opfordrede bl.a. til, at kvinder, der arbejder som hushjælp i La Paz's rige kvarter, "Zona Sur", skulle forgifte deres arbejdsgivere) og taler forsoning og samling af Bolivias heterogene befolkning. Regeringen har brug for middelklassens støtte. Især hvis projektet om et nyt multietnisk, flerkulturelt Bolivia, hvor folk lever, ikke bedre men godt (efter et gammelt aymara-mundheld), skal lykkes. At det i det hele taget er kommet dertil, at man taler om en form for fælles vision for hele Bolivias 3 / 7
befolkning, er noget nyt. Der har altid været racisme og diskrimination imod den oprindelige befolkning i Bolivia. De har af mange medlemmer af overklassen, især tidligere, været at betragte som andenklassesborgere, noget der selvfølgelig har været en torn i øjet på den oprindelige befolkning. Et eksempel er, at den oprindelige befolkning, som tidligere nævnt, ikke har kunnet stille op til valg eller stemme til valgene på grund af elitens bevidste eksklusion af dem. Et andet er den diskurs, som overklassen har anvendt i forhold til de oprindelige folk, hvor udtryk som "indio" og "nuestros indios" (vores indianere) blot understreger rangforholdet. "Indio" bliver stadig brugt (negativt), og et eksempel er forsiden af avisen "El Mundo" fra Santa Cruz den 4. januar 2007, hvor der står: "I en indianer-regering ("un gobierno de indios") er folk med slips ikke velkomne". Ministeren for offentligt arbejde (med jakkesæt og slips) beklager sig over at blive uretfærdigt kritiseret af regeringstoppen og tyer til en retorik, som meget godt illustrerer de dybe kløfter, der stadig findes mellem Bolivias forskellige befolkningsgrupper: Indianerne, mestizos og criollos, efterkommere af spanierne. Evo Morales er i øvrigt kendt for ikke at ville gå i jakkesæt og stiller konsekvent op i sin (efterhånden berømte) strikketrøje eller andet tøj lavet af alpaka (der i øvrigt nu er blevet international kendt, bl.a. gennem modeskaberen Liliana Castellanos), uanset om han møder folk i landsbyer eller regeringsoverhoveder fra andre lande. Decentralisering De "tre forbandede love" fra midt-halvfemserne, decentraliseringsreformen, reformen om folkelig deltagelse og jordreformen, har banet vejen for Morales vej til præsidentposten. Det var reformerne, og dermed den oprindelige befolknings muligheder for at blive valgt ind i kommunalrådene, der for alvor satte gang i en gennemgribende forandringsproces i Bolivia. Indtil midt-1990'erne var det meget svært for store dele af den bolivianske befolkning - især den oprindelige befolkning på landet - at blive inkluderet i staten som statsborgere. Disse mennesker kunne ikke stemme - hverken til kommunale eller nationale valg. De havde ikke noget valgkort, fordi de, som nævnt, ikke havde noget nationalt registreringsnummer, og dermed i en ægte ringslutning, ikke kunne få noget valgkort! Dette har været en bevidst strategi fra de hidtidige regeringer, som kun repræsenterede en lille del af befolkningen. For det første var det meget svært at blive opstillet til valgene grundet den monopolisering af det politiske rum, der traditionelt har hersket, og som man altså først nu er ved at bryde, og for det andet var det besværligt, endsige umuligt, at opnå et valg- (og identitets-) kort. For at blive registreret som vælger, skal man registres på sit fødested, og da der er en del migration i Bolivia, og da folk er fattige, og en eller to dagsrejser derfor bliver umulige at gennemføre, har mange folk på landet reelt ikke kunne opnå identitetskort og valgkort. Det blev der med demokratiserings- og decentraliseringsreformerne lavet om på. Der var forskellige programmer, blandt andet iværksat af udenlandske donorer, der gjorde det muligt for folk på landet at få valgkort, og stemmedeltagelsen til de første kommunalvalg blev høj. Samtidig var mange blevet trætte af de "gamle" politiske partier, så det senere valg af Evo Morales til præsident ses med rette af mange lige så meget som et fravalg af det eksisterende politiske apparat som et tilvalg af MAS og Evo Morales. Oprindelige folk og rettigheder Ser vi på Evo Morales som repræsentant for den oprindelige befolkning, og som fortaler for deres interesser, har både han og hans regering slået meget på netop dette punkt. Men de oprindelige folks organisationer føler sig ikke altid inkluderet i regeringens beslutninger og politik. Evo Morales bliver af mange i Bolivia først og fremmest set som fagforeningsmand (han var kendt som leder af koka-bøndernes fagforening, en rolle, han overraskende nok, og i klar inkonsistens med demokratiets spilleregler, stadig besidder den dag i dag) og ikke så meget som fortaler for den oprindelige befolknings interesser - dem uden for fagforeningerne. Det er for eksempel de mange 4 / 7
bønder, der bor i både høj- og lavland, og som i stigende grad har fået mulighed for at organisere sig i de oprindelige organisationsformer (f.eks. ayllu'en [3]) og derigennem få skøder på deres territorier. Deres og fagforeningernes interesser er ikke direkte kompatible, så også mellem de oprindelige folks organisationer indbyrdes er der ikke blot kim til, men nærmest historisk grund for konflikter. Dette sås blandt andet ved jordreformen i 1953 og det daværende dominerende parti MNR's (Movimiento Nacional Revolucionario) bestræbelse på at brede klassekampens paradigme ud over problematikken omkring de oprindelige folks rettigheder, ved at se på sidstnævnte som en spiller i klassekampen. Det gik ikke efter planen. De oprindelige folk lod sig ikke umiddelbart passe ind i disse fremmede koncepter. Fagforeningerne interesserede sig i grunden ikke for de oprindelige folks sag, og det hæderkronede MNR lod sig med tiden korrumpere. Skismaet mellem de oprindelige folk og fagforeningerne er der flere eksempler på også i nyere tid, hvor der her blot skal nævnes to. Det første eksempel er angående de fællesejede jorde. I forbindelse med jordreformen fra midt-halvfemserne, også kaldet INRA-loven (INRA står for "Instituto Nacional de la Reforma Agraria" og er den instans, der er sat til at implementere landreformen), er der blevet åbnet op for, at de oprindelige folk kan få fællesskøde på territorier, som de bebor og har beboet tilbage til præ-colombiansk tid, og hvor de har deres egen sociale organisationsform, i højlandet i form af ayllu'en. Det er i de oprindelige folks interesse at opnå lokalt selvstyre i TCO'erne ("Tierra comunitaria de Origen", på dansk svarende til de indianske, fællesejede jorde). Fagforeningerne er på den anden side traditionelt modstander heraf, da man ser TCO'en som en forhindring for dannelsen af et solidt proletariat. Det er altså to vidt forskellige diskurser, der støder sammen her: Fagforeningsdiskursen, der tager udgangspunkt i samfundet forstået som klassesamfund, og de oprindelige folks diskurs, der organisationsmæssigt tager et helt andet udgangspunkt med baggrund i deres egen sociale organisationsform uden smålige hensyn til moderne eller førmoderne mobilisationsretorik. Det andet eksempel angår forholdet til korruption og illustrerer meget godt, hvorledes konflikterne i det bolivianske samfund i høj grad angår forskellige værdinormer og det, man kunne kalde den kulturelle breche. Korruptionen i det bolivianske samfund er udbredt, og fagforeningerne er ingen undtagelse. Derimod er korruptionen blandt de oprindelige folk i deres indbyrdes virke ikke så udbredt, hvilket ikke betyder, at der ingen korruption er. Når korruptionen opdages, sker det praktisk talt altid der, hvor donormidler er involveret, og ikke når der er tale om midler, der udelukkende hidrører fra interne mellemværender. Fagforeningerne har ingen entydig diskurs om det forkastelige i korruption, hvorimod de oprindelige folk har det som deres udtalte hensigt at undgå korruption. Dette forstås blandt andet derved, at beslutningsprocessen inden for f.eks. ayllu'en er meget forskellig fra beslutningsprocessen i en fagforeningsstruktur. I ayllu'en er der en form for direkte demokrati, hvor beslutninger bygger på konsensus blandt medlemmerne af ayllu'en, og hvor beslutningerne funderes gennem konsensus op igennem hierarkiet og ikke oppefra og ned. Herudover gør rotationsordningerne, at ingen indiansk leder sidder længe nok på magten til at blive ét med organisationen. Ledelsesstrukturen er bygget op omkring et rotationsprincip, hvor alle (mandlige) medlemmer af ayllu'en på skift påtager sig tillidserhverv eller lederposter, og hvor kvinden, i et kari-warmi-forhold (på quechua - på aymará hedder det chacha-warmi) [4], i princippet er deltagende, om end det i praksis er på et noget kosmetisk plan. Disse forskelle gør, at grundlaget for at skabe tillid mellem de oprindelige folk og fagforeningerne er mere end spinkelt også dér, hvor viljen måtte være der. Siden INRA-loven trådte i kraft, har fagforeningerne ikke lagt skjul på, at man er skeptisk over for TCO'erne. Og er der noget, de oprindelige folk ser som en hævdvunden ret, så er det netop det kollektive ejerskab til fællesjordene, 5 / 7
der skaber rammen for håndhævelsen af skikke og sædvaner i henhold til ILO-konvention 169 af 1989 om de oprindelige og tribale folks rettigheder. Evo Morales ynder, polemisk, som han ofte udtrykker sig, og med klar henvisning til kristendommen, at konstatere, at også de oprindelige folk er i besiddelse af en etik. En etik, som i virkeligheden er mindst lige så gammel, og måske endnu mere relevant, end den kristne: "Man må ikke lyve, man må ikke stjæle, man må ikke være doven". Morales anklager løbende det politiske establishment for løgnagtighed, for at være korrupt og for at betale indbyrdes gager, der er skyhøje men uden at yde dagens gerning. På den ene side er de oprindelige folks indtræden på den politiske scene ikke midlertidig men derimod kommet for at blive. På den anden side bør man huske, at selvom der nu synes at finde en større, nærmest historisk forsoning sted i det bolivianske samfund lidt à la den sydafrikanske ved Apartheidstyrets fald og Mandelas kommen til magten, så viser selv samme historie, at intet endnu er givet. Den nuværende regering vil, på trods af de goder takter dette første år, være under konstant pres fra den traditionelle politiske klasse, men også fra fagforeningerne, for fortsat at udelukke en så uforudsigelig og" uregerlig" interesse- og befolkningsgruppe som de oprindelige folk fra deltagelse i det politiske liv. Der er ikke før set historisk vidnesbyrd på, at de oprindelige folk, i Bolivia eller noget andet sted i verden, har haft en reel chance for at blive en vedvarende del af det politiske landkort i deres lande og områder. Ses det nu, kunne det hænge sammen med, at der i verdensopinionen ikke kun tales om biodiversitet men også om vigtigheden af kulturel diversitet, alt sammen inden for rammerne af en globalisering, der hidtil især har kunnet vise sit økonomiske ansigt og som i alt væsentligt kun er kommet den vestlige verden til gode. NOTER [1] Når der i det følgende refereres til de oprindelige folk, menes alle oprindelige folk på boliviansk grund. Det er vigtigt at pointere, at der er stor forskel på de forskellige indianske grupper i landet, at nogle kalder sig "pueblos originarios" (typisk højlandsindianere), mens andre kalder sig "pueblos indígenas" (lavlandsindianere). Der findes i alt 36 forskellige indianske folk i Bolivia, hvoraf nogle enten endnu ikke eller først for nyligt er blevet kontaktet, og hvor nogle er tæt på total udslettelse, idet de nærmer sig grænsen for den kritiske masse for overlevelse. De tre største folk, der samlet udgør omkring 80 procent af alle oprindelige folk i Bolivia, er: Aymara, Quechua og Guaraní. Herudover findes en gruppering i højlandet, der er tæt på udslettelse og som hedder "Uru". Navnene på de 27 forskellige folk i lavlandet, der repræsenteres af den vigtige indianerorganisation, CIDOB, er følgende: Guaraní, Chiquitano, Ayroreo, Guarayo, Baure, Canichana, Cayubaba, Itonama, Movima, Moxeno, Siriono, Chiman, Moré, Yuracaré, Chacobo, Pakahuara, Cavineño, Yaminahua, Tacana, Machineri, Araona, Esse-ejjas, Moseten, Yuki, Tapiete, Weenhayek og Leco. Denne artikels formål er imidlertid et andet end at belyse de oprindelige folks vilkår som særskilt emne. Vi tillader os derfor at bruge udtrykkene "oprindelige folk" og "indianere" i flæng. [2] I lyset af de stigende råvarepriser på verdensmarkedet er det nu, for første gang siden midt i 1980'erne, for alvor blevet attraktivt at udvinde metallerne fra den bolivianske undergrund. Der er flere tegn på dette: Der kommer øgede indkomster fra minedriften, og der købes for eksempel store, endog meget dyre firehjulstrækkere som aldrig før i de traditionelle minebyer, Potosí og Oruro. Samtidig er minedriften i Bolivia historisk set ikke reguleret af formelle aftaler med staten som mægler. Og tinbjerget i Huanuni er et skræmmende eksempel på, hvor galt det kan gå. To fronter mødtes i en væbnet konfrontation med staten som passiv bisidder. På den ene side den gruppe af små selvstændige minearbejdergrupper, der er, og ønsker at være, deres egen lykkes smed og er repræsenteret i staten af selveste ministeren for minedrift. Og på den anden side fagforeningerne, der ønsker at sikre bedre arbejdsforhold og bedre løn til deres medlemmer. 6 / 7
[3] Ayllu'en er den oprindelige sociale organisationsform i højlandet, som samtidig er en måde dyrkningsmæssigt at udnytte de specielle naturforhold, der er i højlandet, på uden at belaste økosystemet. Ayllu'ens medlemmer har små stykker af jord i forskellige dele af ayllu'en, og der er også fællesjord, hvor husdyr kan græsse. I ayllu'en bliver alle beslutninger, både dem, der har med dyrkning af jord og kunstvanding at gøre, og beslutninger, der i øvrigt har betydning for ayllu'ens medlemmer, taget via konsensus, det vil sige, at alle ayllu'ens medlemmer indgår i og er forpligtede af de trufne beslutninger. [4] Kari-warmi er et symbiotisk forhold mellem mand-kvinde, hvor de supplerer hinanden i deres komplementære kønsroller og i forholdet til gruppens øvrige medlemmer, herunder ikke mindst børnene og de ældre. 7 / 7