GMO Klaus sall i Økologisk PERSPEKTIV Forsigtighed er et af de grundlæggende principper for økologisk produktion. Men er der overhovedet nogen grund til at være forsigtig, når det kommer til GMO-afgrøder?
De grundlæggende principper for økologisk produktion: FORSIGTIGHED Økologisk jordbrug bør drives på en forsigtig og ansvarlig måde for at beskytte nuværende og fremtidige generationers sundhed og trivsel og tage vare på miljøet. RETFÆRDIGHED Økologisk jordbrug bør bygge på forhold, der sikrer retfærdighed med hensyn til det fælles miljø og livsmuligheder. SUNDHED Økologisk jordbrug bør opretholde og forbedre jordens, planternes, dyrenes, menneskenes og planetens sundhed som en udelelig enhed. ØKOLOGI Økologisk jordbrug bør bygge på levende økologiske systemer og kredsløb, samarbejde med dem, efterligne dem og hjælpe med at bevare dem. Ifølge FN s Cartagenprotokol om Biosikkerhed er GMO defineret således: Ved GMO forstås en levende organisme, som besidder en ny kombination af genetisk materiale, som er skabt ved hjælp af moderne bioteknologi. Juridisk har EU defineret begrebet Genetisk Modificeret Organisme således: En organisme er genetisk modificeret, når det genetiske materiale er blevet ændret på en måde, der ikke forekommer naturligt ved formering og/eller naturlig rekombination. 2
for og imod GMO Forsigtighed er et af de grundlæggende principper for økologisk og biodynamisk produktion. Men, er der overhovedet nogen grund til at være forsigtig, når det kommer til GMO-afgrøder? Fortalere for GMO argumenterer for, at GMO er verdens bedst dokumenterede teknologi, og at GMO-afgrøder underlægges en streng og grundig videnskabelig undersøgelse af myndighederne, inden de godkendes til import til foder og føde, og en endnu mere omfattende vurdering, før de kan dyrkes i EU. Fortalerne for GMO-afgrøder ville ønske, at befolkningen havde mere viden om GMO-afgrøder, så folk kunne forstå, at deres modstand blot skyldes miljøorganisationers skræmmekampagner. Tanken er, at jo mere viden man får om GMO - jo mere positiv må man blive. GMO-industrien har brugt milliarder af dollars på at udvikle GMO-afgrøder i laboratoriet, til markforsøg, patenter, risikovurdering, godkendelse og markedsføring. Man kan derfor ikke forvente andet, end at den forskning, GMO-firmaerne selv finansierer, har til formål at fremme, at produkterne bliver godkendt og dermed giver adgang til at sælge GMO-teknologipakken. Modstandere mod GMO læner sig op ad forholdsvis få undersøgelser, som viser, at der i visse sammenhænge og på visse måder er tegn på, at GMO kan være skadelig. De peger på undersøgelser, der viser, at GMO-gener spreder sig ukontrolleret i miljøet, og at GMO-afgrøder medfører, at der nu i visse områder af USA bruges mere sprøjtegift end tidligere som en konsekvens af dyrkning af GMO-afgrøder. Modstanderne mod GMO argumenterer med, at langt størstedelen af GMO-forskningen er betalt af GMO-frøfirmaer, at meget af den dokumentation, der anvendes ved godkendelse, aldrig har været publiceret, at den betragtes som forretningshemmeligheder og derfor ikke er offentligt tilgængelig og nogle gange ikke opfylder basale krav til god laboratoriepraksis. Derudover kan de give eksempler på, at forskere, der har dokumenteret negative effekter ved GMO-afgrøder, pludselig har mistet deres stilling eller mistet finansiering til deres videre forskning. Det er klart, at de organisationer, der er skeptiske over for dyrkning af GMO, anvender forskning, som viser negative resultater for GMO-afgrøder i deres kampagne mod GMO. Forskningsresultater og forskere er derfor nu del i et spil om holdninger, enorme investeringer, et biologisk eksperiment, som fortsat træder sine barnesko, og etiske overvejelser, som både skyldes det biologiske eksperiment og de krav, vi som almindelige borgere må stille til den måde, samfundet håndterer risici på. Alt dette i en samfundsmæssig virkelighed, som også i høj grad er afhængig af, at private virksomheder investerer i udvikling og innovation. Det er ikke muligt for en enkelt person at være ekspert på alle de felter, som GMO bringer i spil, men det er muligt at skabe sig et overblik. Det er ud fra det økologiske perspektiv om forsigtighed og med forundring og forbavselse over de mange påstande, der bringes ind i debatten om GMO, at jeg hermed har forsøgt at videreformidle et overblik over GMO-afgrøder. Arbejdsmetoden til min egen afklaring af argumenterne for og imod GMO er sket ud fra det simple, men helt nødvendige spørgsmål: Er det rigtigt? Klaus Sall 3
rettigheder styrer forskning og bestemmer resultater På det medicinske område kan forskere frit udføre forsøg med medicin, når medicinen er godkendt og tilgængelig på apoteket. Denne frie forskning findes ikke på GMO-området. GMO-frøfirmaer frigiver kun såsæd til dyrkning eller forskning, hvis der samtidig underskrives en aftale, som bestemmer, hvordan GMO-frøene må anvendes. De aftaler, som landmænd skal skrive under på, kan f.eks. indeholde krav om, at de ikke vil tage såsæd af afgrøden, kun vil anvende GMO-afgrøden til foder eller sælge den til autoriserede købere, vil tillade frøfirmaet at inspicere gården i de følgende 4 år, så firmaet kan sikre, at landmanden ikke dyrker GMO-afgrøder uden at betale afgift, og at landmanden kun vil bruge de sprøjtemidler, som frøproducenten anbefaler. Aftalen kræver også, at landmanden ikke må lave forsøg med frøene og heller ikke vil give frø videre til personer, som vil udføre forsøg. Landmanden pålægges en afgift og erstatningspligt, hvis aftalen ikke overholdes. Forskere skal ligeledes underskrive en aftale, før de kan få udleveret frø til forsøg, men først stiller frøfirmaerne krav om at vide, hvilke forsøg forskerne ønsker at gennemføre. Denne oplysningspligt er blevet kritiseret, fordi den giver frøfirmaerne mulighed for at sortere blandt forskningsprojekterne og kun at give GMO-frø til de forskningsprojekter, som de har ment vil give gode resultater. Aftalerne er også blevet kritiseret for, at frø-firmaerne i disse aftaler kan kræve, at resultaterne kun offentliggøres efter aftale med firmaet. Aftalerne pålægger forskere og forskningsinstitutter erstatningspligt for al skade, som firmaet måtte blive påført, hvis forskerne ikke overholder aftalerne. Det er normal praksis, at GMO-frøfirmaerne selv gennemfører de forsøg, der ligger forud for myndighedernes godkendelse. Danske forskere har f.eks. ikke kunnet få frømateriale til forsøg med afgrøder, der var godkendt i USA, men som ikke endnu var godkendt i EU. GMO-videnskaben er derfor blevet kritiseret for ikke at undersøge forhold, der burde undersøges, og de resultater, der er offentliggjort i videnskabelige tidsskrifter, er blevet kritiseret for at mangle væsentlige resultater, som forskere er blevet forhindret i at offentliggøre. I forskningsaftaler kan forskere blive afkrævet at skrive under på: ikke at udføre andre forsøg end det nøjagtigt beskrevne. ikke at videregive frømateriale til andre personer eller til andre forsøg. ikke at analysere frøene med molekylærbiologiske metoder (sekventering). at vise forskningsresultaterne til GMO-firmaet mindst en måned, før de publiceres. evt. kun at publicere resultater efter aftale med firmaet. Forskernes kritik af deres vilkår har siden 2009 bragt mindre ændringer, idet Monsanto har indgået begrænsede forskningsaftaler med en større gruppe landbrugsuniversiteter i USA. Derimod har Monsanto ikke ændret politik i Europa, ligesom de andre GMOfrøfirmaer ikke har ændret deres forskningspolitik i hverken USA eller Europa. Mulighederne for at gennemføre fri forskning inden for GMO-området er dermed afgørende forskellige fra f.eks. det medicinske område, som ellers også er omgivet af patentbeskyttelse og andre former for rettigheder. 4
På det medicinske område kan enhver forsker udføre forsøg med medicin, så snart den er tilgængelig på apoteket. På det medicinske område har fri forskning dokumenteret, at mange nye dyre lægemidler har dårligere eller samme virkning som ældre produkter, og dokumenteret bivirkninger, som medicinalfirmaet ikke selv har fundet. Denne frie forskning findes stort set ikke på GMO-området. Et særligt vanskeligt felt inden for GMO-forskningen er, at den for en stor del er finansieret af eller gennemført i samarbejde med GMO-firmaerne. For flere forskere har det betydet enden på karrieren inden for dette felt, at de har publiceret resultater, der er negative for GMO-afgrøder. Forskere, som publicerer negative resultater, kan opleve en nærmest rasende kritik af forskerens personlige evner, forskningens metode og artiklens indhold, og forskerne kan have svært ved at finde finansiering til deres næste projekt. Negative forskningsresultater kan bringe GMO-afgrøders godkendelser i fare. Det kan undre at EU ikke stiller som et standardkrav, at forskere fra universiteter i EU skal have fri adgang til at lave forsøg med GMO-afgrøder som en betingelse for, at afgrøden kan godkendes i EU. Derudover er det spørgsmålet, om GMO-industriens omkostning i tabt troværdighed ikke er større end gevinsten ved deres nuværende kontrol med forskningen. 5
EU, GMO OG FORSIGTIGHEDSPRINCIPPET Et spørgsmål, der sjældent formuleres direkte, men som ofte deler vandene i en diskussion om GMO, er, hvordan man skelner mellem en mulig fare og en dokumenteret risiko, og siden hvilken dokumentation man anerkender, og hvad man gør eller ikke gør for at håndtere en risiko. EU-systemets måde at gøre tingene på står i klar kontrast til den forsigtighed, der er indskrevet som et af de fire grundlæggende principper for økologisk produktion. Mange forhold ved GMO-afgrøder er ikke undersøgt, fordi myndighederne i fx EU og USA anvender et begreb, som kaldes substantial equivalence. Her antager man, at de gensplejsede planter i hovedsagen ligner de moderplanter, som splejsningen er foretaget ud fra. GMO-frøfirmaerne behøver således kun at dokumentere forhold, som åbenlyst er anderledes ved de nye planter. Det kan umiddelbart synes rimeligt vi kan jo sige præcist, hvilke gener der er sat ind, hvilket kromosom de sidder på etc. En gensplejsning er dog ikke videnskab, men i første omgang en lang sortering, som f.eks. kunne se sådan ud: Når man udsætter 100 planteceller for gensplejsning, vil måske de 60 slet ikke blive gensplejset, eller de nye gener vil findes i cellen uden at blive udtrykt ud med dem. Når cellerne derefter vokser i et medie med passende hormoner, vil 25 ikke danne normale planter, de bliver dværgplanter, eller får gule eller små blade og meget andet ud med dem. I de næste generationer vil de 10 tabe spireevne eller vise sig at have ustabil splejsning, så de indsplejsede gener hopper rundt, splejsningen fordobles, tabes eller andet, og de må også sorteres fra. Blandt de sidste 5 skal vi nu finde den stamme, der kan udtrykke splejsningen i markforsøg, og som skal vise sig sikker i fodringsforsøg og skal dokumenteres som blomsten af moderne videnskab. GMO-Panelet hos Den Europæiske Fødevare Sikkerheds Autoritet (EFSA) skal på vegne af EU foretage den videnskabelige vurdering af ansøgninger om nye GMO-afgrøder til import eller dyrkning i EU. GMO-Panelets arbejde skal både ifølge EU s forfatning og det regulativ, som EFSA er grundlagt på, sikre en høj forbrugerbeskyttelse - blandt andet via forsigtighedsprincippet. I en sådan vurdering sammenligner man altid resultaterne med de tilsvarende data for iso-linjen, den oprindelige ikke gensplejsede sort, for at sikre at GMO-afgrøden i hovedsagen er ens med sit ophav - substantial equivalence. Da forsøg tager lang tid og er kostbare, anvender GMOfrøfirmaet normalt korte forsøg på mellem 45 og 90 dage og med 10-12 dyr i hver forsøgsgruppe, eksempelvis 72 rotter delt på han- og hunrotter. Grupperne vil få foder med f.eks. 10 % GMO, 40 % GMO eller iso-linje-foder som kontrol. Med så få dyr i hver gruppe er det pga. de statistiske modeller normalt vanskeligt at finde signifikante altså statistisk set væsentlige forskelle mellem forsøgsgrupper. EFSA lægger stor vægt på at sammenligne de grupper, som får GMO, med kontrolgruppen i hvert tilfælde indtil et forsøg viser signifikante forskelle. Man kunne tro, at forsigtighedsprincippet så nærmest automatisk ville træde i kraft, og at EFSA f.eks. ville sige: det er OK at lave pilotforøg med få rotter over kort tid, men nu er der behov for et nyt forsøg over længere tid, med flere doser GMO og flere dyr i hver gruppe. Det sker imidlertid stort set aldrig. I stedet bortforklarer EFSA forskellen på forskellig måde: Hvis hanrotter på 10 % GMO-majs har lavere nyrevægt, vil man skrive, at det ikke har en tydelig biologisk betydning, eller at forskellen måske nok også findes hos 40 % GMO-gruppen, men at forskellen i den gruppe ikke er signifikant, og at resultatet derfor ikke er biologisk relevant. En tredje ofte anvendt bortforklaring af et forkert resultat er at sammenligne det med alle de øvrige videnskabelige rotteforsøg, der i tidens løb er lavet med majs. Hvis der her eksisterer forsøg med lige så lav nyrevægt, så vurderer EFSA, at den er uden betydning. Selv om kravene til substantial equivalence altså ikke er opfyldt, søger EFSA ikke bedre dokumentation. En gennemgang af GMO-Panelets videnskabelige vurderinger viser, at de i de første otte år fra 2004-2011 sjældent på eget initiativ forlangte, at GMO-frøfirmaer skulle gennemføre yderligere forsøg trods masser af 6
signifikante forskelle, hvoraf flere peger i samme retning. EFSA har ofte afvist de ønsker, som eksperter blandt de nationale EU-landes myndigheder har haft til bedre dokumentation. Ved mere generelle forhold anvender EFSA altid en vægtning af den videnskabelige dokumentation weight of evidence approach. Som eksempel: Hvis 2 undersøgelser konkluderer signifikante forskelle hos kyllinger, der har fået GMO-majs, skal dette vejes op mod andre 20 korttidsforsøg, ofte udført af industrien, der viser, at Bt-majs er uskadeligt for kyllinger altså, når vi ser bort fra de signifikante, men biologisk uforklarlige forskelle! 2 mod 20, hvad vejer mest! Hvis man arbejdede ud fra forsigtighedsprincippet på en anden måde, kunne man ud fra de 22 forsøg måske pege på konkrete undersøgelser, som burde gennemføres for at få et bedre grundlag for vurdering. En særlig version af EFSA s konservative tilgang til videnskab kunne man se i 2012, da en gruppe forskere under ledelse af G.-E. Seralini i et 2 år langt forsøg med 10 rotter i hver forsøgsgruppe med en RoundUp Ready GMOmajs dokumenterede, at et højt antal rotter fik nyre- og leverskader - og en høj andel også kræftknuder. Et af de væsentlige argumenter, som EFSA brugte til ikke at tage forsøget alvorligt, var de kun 10 rotter i hver forsøgsgruppe. Fordi kræft kan være meget vanskeligt at måle, kræver retningslinjerne for undersøgelse af kræftfremkaldende stoffer 50 rotter i hver gruppe, således at små forskelle kan registreres. Kravet er reelt en sikring mod, at industrien kan omgå reglerne ved at bruge få forsøgsdyr. Seralinis forsøg pegede på, at GMO-majsen kan være endog stærkt kræftfremkaldende. Men blandt andet fordi det var designet til at måle forskelle på lever og nyre og derfor kun anvendte 10 dyr pr. gruppe, skrev EFSA, at man var nødt til at se bort fra forsøget, da det havde for lav kvalitet. Og - hvad med de dokumenterede lever- og nyreskader? Når EFSA finder forhold, som kan udgøre en risiko, vælger man at godkende produktet, men kræver samtidig, at virksomheden registrerer data, der kan vise, om der i praksis er særlige risici ved produktet. Da EFSA allerede under godkendelsen har sorteret så grundigt i den videnskabelige dokumentation, er der sjældent grund til at kræve særligt omfattende overvågning. Hvor sikker skal man være på, at der er en risiko, før man tager den alvorligt? Hvad vil det sige at tage en risiko alvorligt? EU s håndtering af risici og videnskabelige data er ganske sikkert rationel. Men det ser ud til, at man har valgt at parkere forsigtighedsprincippet som et sidste led i en lang kæde af vurderinger, der øger sandsynligheden for, at GMO-afgrøden kommer på markedet. 7
udvalgte eksperter godkender gmo-afgrøder I EU er det GMO-Panelet, der vurderer firmaers ansøgninger om godkendelse af nye GMO-afgrøder. GMO-Panelets videnskabelige vurdering danner grundlag for den Europæiske Fødevare Sikkerheds Autoritet EFSAs anbefaling til EU-Kommissionen, om produktet bør godkendes. Som borgere i EU bygger vores tillid til GMO-Panelets arbejde på, at de som repræsentanter for en myndighed er uafhængige af de firmaer, hvis produkter de skal vurdere. Den Europæiske Fødevare Sikkerheds Autoritet EFSA blev nedsat af EU-Kommissionen i 2002 som ansvarlig myndighed for EU s fødevaresikkerhed. EU- Kommissionen udpeger EFSA s bestyrelse, og EFSA s bestyrelse er ansvarlig for at udvælge de eksperter, der skal arbejde i de forskellige ekspertpaneler, som står for at udarbejde de videnskabelige vurderinger af ansøgninger. EFSA s GMO-panel blev grundlagt i 2003, hvor EFSA udpegede de 20 eksperter. Det skete på et tidspunkt, hvor EU ikke havde godkendt nye GMOafgrøder siden 1998. USA s klagesag mod EU hos WTO Udpegningen af eksperter til EFSAs GMO-Panel skete samtidig med, at USA i maj 2003 efter flere års trusler indklagede EU ved Verdenshandelsorganisationen WTO s klagepanel, som optakt til en handelskrig mod EU. I 1995 blev EU medlem af WTO, som har til formål at fastlægge fælles rammer for international handel og f.eks. at forhindre, at lande laver urimelige handelshindringer for andre landes eksport til landet. EU underskrev herunder aftalen om Sanitary and PhytoSanitary measures, som fastslår, at alle argumenter vedr. handel skal være baseret på videnskabelig dokumentation. Denne aftale giver WTO ret til at afvise et lands argumenter, som er begrundet på forsigtighedsprincippet. Det betyder i praksis, at det er vanskeligt at holde produkter ude af et marked på grund af videnskabelig usikkerhed. USA vurderede, at når EU i de 5 år fra 1998 til 2003 ikke havde godkendt nye GMO-afgrøder, så var det ifølge WTO s regler en teknisk handelshindring mod amerikanske landbrugsvarer. USA vurderede, at dette 8
hvert år kostede det amerikanske landbrug 300 mio. US$ i tabt indtjening. På grund af WTO s regler stod USA med en god sag, og hvis USA vandt sagen, kunne de lave handelshindringer mod EU s eksport til USA i størrelsesorden 300 mio. US$. EU-Kommissionens primære argument var den videnskabelige usikkerhed om GMO, og dens bedste mulighed for at forhindre, at USA s trussel om handelshindringer blev til virkelighed, var at få godkendt GMO-afgrøder til import i EU, hvilket krævede, at godkendelsen skred hurtigt fremad, inden en WTO-dom blev afsagt. Rette folk til rette opgave Dette kan være en af grundene til, at EFSA valgte Harry A. Kuiper som formand for det nye GMO- Panel. Kuiper var fra 1999-2003 leder af et stort EU-finansieret projekt ENTRANSFOOD, som skulle bidrage til at fremme anvendelsen af GMO i Europa, idet projektet:.. søgte at identificere forudsætninger for at indføre bioteknologiske landbrugsprodukter på en måde, der stort set er acceptabel for det europæiske samfund og... fremme markedsføringen af GMO er i Europa, og derved bringe den europæiske industri i en konkurrencedygtig position. Partnere i dette projekt var blandt flere andre Syngenta, Bayer, Monsanto og ikke mindst ILSI Europa, som er industriens lobbyorganisation, som har alle større GMO-frøfirmaer som medlemmer. Flere af GMO- Panelets nye medlemmer deltog i ENTRANSFOODprojektet. Uanset EU-Kommissionen eller EFSA s begrundelser for at udpege eksperterne til GMO-Panelet blev resultatet, at med Kuiper som formand havde en stor del af de eksperter, der skulle vurdere GMOfirmaernes ansøgninger, en historie, som viste, at de kunne arbejde godt sammen med de GMO-firmaer, hvis ansøgninger de nu skulle vurdere. Harry Kuiper havde fra 1999 bistået ILSI med at udvikle dens oplæg til, hvordan risikovurderinger af GMO burde gennemføres. Kuiper var fra 2001-2004 medforfatter til flere af ILSI s rapporter om GMOrisikovurderinger. Ifølge EU s regulativ for EFSA skal ekspertpaneler selv udarbejde de detaljerede procedurer for risikovurderinger. GMO-Panelet valgte at basere sine risikovurderinger på substantial equivalence - princippet, en case til case -vurdering af de enkelte ansøgninger, og en weight of evidence -vurdering af den videnskabelige dokumentation. Det svarede helt til ILSI s anbefalinger. Dele af EFSA s retningslinjer er hentet direkte ud af ILSI-dokumenter der er jo ikke nogen grund til at gøre arbejdet to gange! Da Verdenshandelsorganisation WTO 26. september 2006 gav USA medhold i deres klage, kunne EU sige, at EU allerede på 2½ år fra 2004 til 2006 havde godkendt 30 GMO-afgrøder til import, og at hele sagen var forældet. EFSA up to date Harry Kuiper var formand for EFSAs GMO-Panel fra 2003 til 2012. GMO-Panelets nye næstformand Gijs Kleter var deltager i EFTRANSFOOD-projektet og har være medforfatter til flere ILSI-dokumenter, senest i 2008. I maj 2011 forlod lederen af GMO-Panelets sekretariat, jurist Suzy Rensken, sin stilling for straks at begynde arbejdet hos Syngenta som leder af deres juridiske afdeling i EU. Syngenta har flere ansøgninger liggende i EU-systemet. EFSA har pligt til at sikre, at medarbejdere ikke flytter direkte fra myndighed til virksomhed, men EFSA valgte ikke at reagere, hvilket senere er blevet påtalt af EU s ombudsmand. I 2012 afgik EFSA s formand for bestyrelsen Diana Banati efter års kritik, fordi hun kom direkte fra en stilling som leder af ILSI Europa. Da hun forlod EFSA, gik hun direkte tilbage til sin stilling som direktør i ILSI Europa. Hvor står vi som borgere, når EU-Kommissionen og EFSA vælger eksperter, som på den ene side skal tjene en uafhængig myndighed, og på den anden side deltager i at formulere og udfolde industriens interesser? 9
invasive gener i gmo-planter Ny forskning beskriver, hvorfor gensplejsning påvirker hele planten, og giver dermed en forklaring på, hvorfor en gensplejset plante måske ikke blot kan betragtes som om, den blot er den oprindelige ikke-gensplejsede plante, med nogle få nye ekstra gener. Planter har en stærk styring og beskyttelse af deres genetiske kode mod alle former for ændringer. For at udvikle gensplejsede planter, som udtrykker de nye gener, har man derfor måttet omgå plantens beskyttelse mod at blive invaderet af fremmede gener. Styring sat ud af spillet For at sikre at GMO-afgrøder udtrykker det indsatte gen i alle plantens dele rod, stængel, blade knop og blomst i hele plantens liv, fra spire til frøsætning har man sat plantens naturlige styring af de indsatte gener ud af spillet. For at opnå dette har man lagt genet ind i en gensekvens, som er en serie af genetisk materiale med: en start-gen-kode - promotor typisk fra en virus genet der koder for det ønskede protein ofte hentet hos bakterier, og en sluk-gen-kode - terminator typisk fra en virus Virus-promotoren sikrer, at plantens normale styring ikke gælder for det nye gen, og at det indsatte gen udtrykkes stærkt. I langt de fleste GMO-sorter godkendt i EU har man anvendt en promoter kaldet CaMV 35S, som er skåret ud blandt generne hos blomkåls-mosaik-virus. Generne hos virus overlapper imidlertid hinanden, og en del af de virus-promotorer, der er anvendt til splejsning, viser sig nu at være skåret ud i så store genstumper, at de ud over promotoren også indeholder egentlige virusgener, som koder for proteiner - virusgener som ikke burde have været der, hvis udtryk og funktion ikke er kendt, men som blot er fulgt med det genetiske materiale fra virus som trojanske gener. At dette kan ske, sætter både spørgsmålstegn ved gensplejsningens teknik og til den faglige grundighed i EFSA s risikovurdering. Når et gen er kodet til at bliver udtrykt stærkt, er cellen normalt ikke i stand til at afgrænse det stærke udtryk til ét gen på kromosomet. De gener, der er placeret efter det meget aktive gen, vil også blive udtrykt forholdsvis mere end normalt. De gener, som tilfældigvis er nabo-gener til det gensplejsede, kan derfor blive udtrykt mere, og på tidspunkter i plantens liv, og i dele af planten, hvor disse gener normalt ville være helt eller delvist slukkede. Gen-splejsning kan derfor påvirke hele planten. Gensplejsning af planter begyndte i begyndelsen af 1980 erne, men videnskaben om genernes styring - som kaldes epigenetikken er derimod først kommet op i fart fra omkring år 2000. Selv om (næsten) alle celler i en organisme har samme DNA, kan generne være alt fra helt slukkede til meget aktive og udtrykkes vidt forskelligt i plantens forskellige dele rod, stængel, blad og i løbet af plantens liv. Epigenitikken vil på et tidspunkt kunne 10
beskrive, f.eks. hvordan forskellen mellem et grønt blad og et rødt kronblad kan forklares på celleniveau. Forskningen i epigenetik, mikrorna mv. giver hvert år helt nye gennembrud i vor forståelse af, hvordan planterne styrer deres gener og cellernes stofskifte. Så, mens vi har kunnet flytte rundt på gener og skabe GMO-planter, har vi haft et meget begrænset kendskab til, hvordan generne styres, hvilke ændringer det har forårsaget, når man har tilføjet nye gener til planternes kromosomer, og hvordan ændringer i styringen nedarves. Inden for de seneste år har forskning vist, at de ca. 98 % af planternes genetiske materiale, der ikke er egentlige gener, alligevel bidrager til at styre, hvordan og hvornår de egentlige gener udtrykkes. I gensplejsningens metode og i myndighedernes godkendelser er de 98 % af den genetiske kode i hovedsagen blevet behandlet som uvæsentlige skrammel-gener, som man ikke har behøvet at tage hensyn til. Fordi de gensplejsede planter, der anvendes i dag, ofte er blevet udviklet for 10-25 år siden, er de ændringer i GMO-planternes epigenetiske styring, som gensplejsningen medfører, dårligt undersøgt. Særligt dårligt undersøgt er de ændringer, som gensplejsningen kan have på planternes reaktion på udfordringer som tørke, frost, svampeangreb, for ikke at nævne GMOplantens samspil med jordens mikroflora og lignende. Når man analyserer levende organismers genetiske materiale, finder man ganske ofte stumper og stykker, som ligner dele fra helt andre organismer, f.eks. fra bakterier og virus. I planternes udviklingshistorie - gennem millioner af år - er det sket mange gange, at der er flyttet gener fra virus og bakterier over i planter. Det er derfor ikke nyt. Det nye er, at vi uden nogen særlig god forståelse af generne, deres styring og hvordan denne styring videreføres til næste generation, tvinger planterne til at udtrykke de indsplejsede gener, og samtidig lader som om vi ved, hvilke effekter det vil have. 11
super-ukrudt - en naturlig følge Markedsføringen af gensplejsede afgrøder, der er resistente over for et ukrudtsmiddel, har - på trods af at forskere og landbrugskonsulenters advarsler - fået mange landbrug til at vælge en ensidig kemisk bekæmpelse af ukrudt med sprøjtning flere gange om året med samme sprøjtegift. Det har medført, at ukrudt har udviklet resistens mod disse sprøjtemidler, og naturligvis primært resistens over for RoundUp, som er den mest anvendte gift til GMO-afgrøderne. Selvom resistent ukrudt har eksisteret næsten lige så længe, som der har eksisteret sprøjtemidler, får det såkaldte super-ukrudt i dag hurtigere og langt større udbredelse på grund af den ensidige sprøjtning i GMOlandbruget. En undersøgelse i USA i 2012 viste, at mere end 245.000 kvadratkilometer landbrug har problemer med RoundUp-resistent ukrudt, hvilket var 49 % af de undersøgte landbrug. Det var en stigning på ca. 50 % på et år, fra ca. 163.000 kvadratkilometer i 2011. Undersøgelsen viste også, at 27 % af landbrugene havde mindst to typer resistent ukrudt. I de områder, der er ramt af resistent ukrudt, har GMO-afgrøder ført til et væsentligt stigende forbrug af sprøjtemidler i første omgang med højere doser RoundUp, og i anden omgang med flere andre sprøjtemidler. GMO-frø-firmaerne har været langsomme til at anerkende, at de sprøjtemidler, som de selv sælger, skaber væsentlige resistensproblemer for de landmænd, der har købt deres frø, og som de dermed i kontrakter også har bundet til at købe deres sprøjtegift. I Argentina, Brasilien og Canada, der ligesom USA har store landområder, der dyrkes med GMO-afgrøder, registrer man år efter år større arealer, hvor det resistente ukrudt findes, og man finder nu hvert år ca. 15 nye typer ukrudt, som er resistente mod glyphosat (aktivstoffet i RoundUp). Modstandere mod GMO-afgrøder har, fra afgrøderne begyndte at blive godkendt i 1995, forudsagt, at ukrudtet ville udvikle resistens. Der har blandt andet været en stor bekymring for, at ukrudtsarter, som er nært beslægtet med afgrøden, skulle blive bestøvet med pollen fra de gensplejsede afgrøder, så de splejsede gener spredte sig til ukrudtet. Ukrudtet vil herved blive resistent ved at anvende de samme gener, som GMOafgrøden har fået indsat. Det, der har vist sig langt mere alvorligt, er, at et bredt udvalg af de mest aggressive ukrudtsarter har skabt 12
af gmo resistens - på deres egen måde. Det betyder, at det er de ukrudtsarter, der er bedst til at sprede pollen eller frø, der nu skaber store problemer med resistens. Resistent ukrudt udvikles, når planten sprøjtes men ikke dør. For eksempel er RoundUps blokering af proteinsyntesen mindre effektiv ved lav dosis, ved lave temperaturer eller ved sprøjtning sent i ukrudtets vækstperiode. De planter, der kan modstå giften, vil blomstre og sætte frø. Flere af verdens 10 mest frygtede ukrudt findes nu i RoundUp-resistent form, som eksempelvis Johnson Grass. I USA har man registreret 14 forskellige ukrudtsarter, som er resistente over for glyphosat. Måske er den værste type ukrudt i USA Palmer Amaranth, som nu er udbredt i 19 amerikanske delstater. I 4 af staterne er mellem 50.000 og 1 mio. hektar ramt. Denne amaranth kan blive over to meter høj, den er vindbestøvet, og én hunplante kan hvert år producere 200.000-900.000 små frø. GMO-firmaernes modtræk over for resistent ukrudt har været at udvikle GMO-afgrøder, der er resistente mod flere sprøjtegifte på en gang, f.eks. mod glyphosat og 2,4-D. Selv om 2,4-D, og de andre kombinationsgifte som Dicamba og Atrazine, nu lanceres i nye formuleringer med nye tilsætningsstoffer, er de aktive stoffer gamle, og en del ukrudtsarter er allerede resistente over for dem. En del eksperter i ukrudtsbekæmpelse vurderer, at det er sandsynligt, at de nye GMO-afgrøder med dobbelt resistens mod sprøjtegift kun giver en stakket frist i den kemiske kamp mod ukrudtet. Der er derfor risiko for, at GMO-afgrøder i fremtiden vil kræve en cocktail af mere giftige sprøjtemidler i fortsat højere doser, når multiresistent ukrudt breder sig. I Danmark har vi allerede flere ukrudtsarter, som har større eller mindre tolerance eller resistens over for glyphosat, blandt andet Canadisk Bakkestjerne. Hvis GMO-afgrøder med glyphosat-resistens bliver udbredt i Danmark, må man forudse, at danske landmænd - på trods af de samme advarsler som har lydt i alle andre lande - vil vælge en mere ensidig ukrudtsbekæmpelse, og at resistente typer ukrudt vil få bedre muligheder for at udvikle og brede sig på de danske marker. Økologiske planteavlere har forskellige udfordringer med ukrudt, men der er også udfordringer, de slipper for nu og i fremtiden. 13