Fra Septemberforliget til Vejlegårds-blokaden Henning Tjørnhøj skriver om Venstre, De kristelige og arbejdsmarkeds-politikken Lagt på avisen-b.dk den 18. august 2012 Slutningen af 1800-tallet bød på gode konjunkturer, som fagbevægelsen brugte til at sikre sig bedre lønforhold. På den baggrund lockoutede DA i maj 1899 godt 40.000 af LO s dengang ca. 70.000 me dlemmer. Denne lockout varede i næsten fire måneder, inden den afsluttedes med det såkaldte Septemberforlig, hvor DA bl.a. accepterede arbejdernes ret til at organisere sig - en ret, som de havde haft siden gennemførelsen af den første grundlov i 1849, og som opretholdtes selv efter De konservatives (Højres) af-demokratisering i 1866 af denne første grundlov. Det varede altså et halvt århundrede, før arbejdsgiverne accepterede arbejdernes ret til at organisere sig. Men mange arbejdsgivere afviste fortsat - trods Septemberforliget - at ansætte organiserede. Eller de fyrede de ansatte, som meldte sig i fagforening. Københavns stadslæge godtgjorde efter Stor-lockoutens afslutning, at børnedødeligheden i denne periode var den højeste indtil da registrerede. Det var derfor ikke ubegrundet, når de københavnske arbejdere brugte udtrykket Hungerkrigen om denne lockout - en betegnelse, som jeg aldrig stødt på i nogen dansk historiebog. Tænk, hvis det skulle komme frem, at Das lockout i 1899 havde kostet danske arbejderbørn livet. Da Stor-lockouten havde varet et par måneder, henvendte nogle lolland-falsterske arbejdsgivere sig til den lokale bisp for at sikre sig, at den - endnu i to måneder - fortsatte udsultning af arbejderne ikke stred mod Guds ord eller kristelig samfundsorden. Samtidig håbede de, at landets gejstlighed... ville erklære sig... mod socialismen og uden betænkning stille sig på arbejdsgivernes side i kampen mod denne. Biskop Leunbach indkaldte stiftets præster til møde. Her opnåedes der fuld enighed om, at der ikke var noget i DA s handlemåde, som stred mod Guds ord eller kristelig samfundsorden. Midt under lockouten - den 24. juni 1899 - dannede jyske Indre Missionske arbejdere og arbejdsgiverei i Randers et Kristeligt dansk Fællesforbund. De afviste klassekampens nødvendighed. Den var jo også svær at få øje på her under lockouten. Arbejdsgiverne og arbejderne burde stå i den samme forening - en forening, der i Guds navn skulle hævde samvittigheden (overfor de samvittighedsløse lockoutende arbejdsgivere?) og modarbejde al organisationstvang. For IM-formanden pastor Vilh. Beck var dannelsen af Kristelig dansk Fællesforbund et led i adskillelsen mellem Guds folk og Djævlens". Ved Fællesforbundets stiftende møde indledtes der med en andagt over Efeserbrevets ord om lysets frugt, der består i godhed, retfærdighed og sandhed. Denne kristelige godhed dokumenterede Fællesforbundets arbejder-medlemmer i de
følgende år ved, at træde til som strejkebrydere og løntrykkere, når den verdslige, socialdemokratiske fagbevægelsen søgte at tilkæmpe sig forbedringer eller undgå forringelser. På det store Midtsjællandske teglværk i Knabstrup gik arbejderne i 1903 i strejke for at presse direktør Hans Henrik Schou til at indgå en overenskomst. I LO-bladet Samarbejde kan man læse, hvordan han smed arbejderne ud af deres hidtidige hjem og kastede deres bohave ud i landevejens sjask og pløre. (Det skete ind under jul.) Schous villige redskab i denne kamp var Kristeligt dansk Fællesforbund. Denne faglige bastard - avlet af godtroenhed, hykleri og dumhed - leverede teglværket skruebrækkere og direktør Schou et (kristeligt) moralsk rygstød. Herefter gennemgår artiklen den slavekontrakt, som Fællesforbundets skruebrækker måtte underskrive - en form for stavnsbinding og med en arbejdstid på 11 timer. Skruebrækkerne fik forbud mod at melde sig i en fagforening, der havde noget med socialisterne at gøre. I sit skrift om 'Den kristelige fagbevægelse i Danmark' (1985) anfører pastor Bent Honoré - en overgang medlem af Folketinget for Kristeligt Folkeparti - kristendomsfjendtligheden i socialismen og i det socialdemokratiske parti som en hovedbegrundelse for dannelsen af den kristelig fagbevægelse. Men han undlader konsekvent blot at antyde begrundelsen for denne historisk velbegrundede fjendtlighed. Nogle af de socialdemokratiske pionerers hårdeste modstandere var i øvrigt netop præsterne - velsagtens, fordi de frygtede at det socialdemokratiske løfte om forbedrede forhold i det dennesidige - dvs. velfærdsstaten - kunne udmanøvrere de kristelige løfter om en paradisisk tilværelse i det hinsidige. Pastor Honoré fremhæver i øvrigt, at den kristelige fagbevægelse selvfølgelig (!) ikke blev stiftet... for at bekæmpe fagforeningernes krav om bedre forhold, men for at undgå kollektive arbejdskampe i form af strejker og lockout". Fra kristelig side mente man, at der i stedet burde ske en fremhævelse af det kristne fællesskab - også i arbejdslivet.. De kristne måtte altså godt dyrke fællesskabet, men arbejderne måtte ikke støtte sig til kollektivismen - den latinske betegnelse for fællesskabet, men et af de ord, som man fra borgerlig, liberalistisk, kristelig side altid bruger, når man ønsker at miskreditere socialdemokratismen ud fra påstanden om, at socialdemokraterne har ønsket at gøre alle ens, skønt formålet med den socialdemokratiske velfærds-tanke har været at stille alle så ens som muligt. I 1931 skete der i øvrigt en opdeling af Kristeligt dansk Fællesforbund i en arbejdsgiver- og en arbejdstagerafdeling, altså et brud på den kristne fællesskabstanke. Selv fra kristelig side måtte man altså erkende en interessemodsætning mellem dem, der sælger og dem, der køber arbejdskraft. I forbindelse med grundlæggelsen af De samvirkende Fagforbund - nu LO - i 1898 fremhævede formanden, den fynske malersvend Jens Jensen - senere borgmester og overpræsident i København - at fagbevægelsen ikke ønskede at optræde som en krigerhorde... vi kommer som fredens mænd, der kun kræver ret for alle til at leve et menneskeligt liv - et vel ikke ganske ubilligt krav. Det var ikke DsF (LO), som ønskede krig i 1899 - det var DA. Den danske socialdemokratiske fagbevægelse har i hele sin levetid søgt at leve op til Jens Jensen ord fra 1898. For denne bevægelse var det aldrig et formål at føre klassekamp. Formålet var at afskaffe denne kamps forudsætninger: Dårlige boligforhold, dårlig skoleuddannelse, ringe videreuddannelses-muligheder, dårlige arbejdsvilkår, store løn- og formueforskelle, dårlige sundhedsforhold og dårlige vilkår for de ældre. Det lykkedes som bekendt vha. skabelsen af velfærdsstaten - og det i en grad, så store dele af arbejderklassen i løbet af 1900-tallets slutning blev middelstand med hang til at stemme især på det borgerlige parti, som i særlig grad - ud fra dets liberalistiske forudsætninger - modsatte sig opbygningen af velfærdsstaten. Helt frem til vor egen tid foretrak Venstre som bekendt
minimalstaten frem for velfærdsstaten. Den 2.8. 2012 skrev 3F-formanden Poul Erik Skov Christensen i Berlingske, at medlemmerne af en fagforening på et kristeligt grundlag - dvs. uden strejke- og blokaderet - vil risikere kun at kunne få løn, hvis arbejdsgiveren er i gavehumør. Dagen efter udlagde direktøren for Kristelig Arbejdsgiverforening Karsten Høgild udtalelsen på denne måde: Skov Christensen tror, at der fortsat er en klassekamp i gang, hvor arbejdsgivere og medarbejdere skal bekæmpe hinanden. Nej, det gør den forstandige 3F-formand ikke. Men arbejdsgiverne vil jo gerne have arbejdet udført så billigt som muligt - ikke fordi, de er onde mennesker, men fordi de så står bedre konkurrencemæssigt - mens de ansatte gerne vil tjene så meget som muligt, således at de kan forbedre deres levevilkår - og få råd til at købe flere af de varer, som erhvervslivet producerer, hvorved arbejdsgiverne kan tjene mere og flere kan komme i arbejde. Det lønmæssige modsætningsforhold mellem givere og ansatte vil altid eksistere. Og det var jo netop årsagen til, at det i 1899 oprettede Kristeligt Dansk Fællesforbund som nævnt i 1931 blev opdelt i en arbejdsgiver- og en arbejdstagerdel. I de glade 60 ere, hvor velstanden for alvor kom til Danmark, blev lønkravene af samme grund større. Men den danske fagbevægelse har siden sin grundlæggelse været fuldt opmærksom på, at urealistiske lønkrav undergraver virksomhedernes konkurrenceevne. Som LOs daværende informationschef Ove Weiss formulerede for nogle år siden: Heller jobfest end lønfest. Karsten Høgild konstaterede i øvrigt, at vi ikke længere lever i industrisamfundet, hvor arbejderne arbejdede ved samlebånd. I dag består arbejdskraften af hjerner der skaber innovation. Ja, ja - der er nu stadig en del samlebåndsarbejde og håndværk tilbage. Men forandringen af arbejdsforholdene ændrer jo ikke en tøddel ved den modsætningsfyldte situation vedr. lønningerne, som jeg netop har anskueliggjort. Den kristelige direktør konstaterede videre at mennesker er individuelle. Derfor er der ikke brug for en fælles skabelon med ens løn og ansættelsesvilkår Der er i stedet brug for kollektive overenskomster, som i langt højere grad giver fleksibilitet. Men det er jo præcis sådan, som det er lykkedes LO og DA at udforme det danske overenskomstsystem: Kollektive overenskomster med mulighed for lokale forhandlinger. Tænk, at det ikke er gået op for de kristnes arbejdsgiverformand. Han lever stadig på minderne fra 1899, ligesom han på god borgerlig vis søger at skelne mellem det fælles og det kollektive. Mens mange by-konservative arbejdsgivere ret hurtigt så en fordel i et velorganiseret og arbejdsmarked, har Venstre - på et liberalistisk grundlag om de frie kræfters spil - hele vejen igennem været fjendtligt indstillet overfor fagbevægelsen. Det kom tydeligt frem, da arbejdsmarkedsorganisationen ILO - den eneste af Folkeforbundets underorganisationer, som overlevede 2. verdenskrig - i 1921 foreslog organisationsret for landarbejderne. Det lykkedes for Venstre at udskyde ratificeringen af denne konvention frem til regeringsskiftet i 1929 - fra Madsen- Mygdals "nedskæringsregering" til Stauning-Munch regeringen. Og det kom frem under V-regeringen Neergaard 1920-24 efter Majestætens statskup op til påsken i 1920 - støttet af det ellers så parlamentariske Venstre - hvor en stor borgerlig afvandring fra Det radikale Venstre - en afvandring, der forhåbentlig snart når sin slutning? - atter banede vejen for en V-regering efter nogle år med SR-flertal. Neergaard-regeringen gjorde fælles sag med et af DA i 1920 oprettet 7.000 mand stort landsdækkende strejkebryderkorps Samfundshjælpen, som - beskyttet af både politi og militær - umuliggjorde fagbevægelsens aktioner, men ikke DAs. En omfattende DA-lockout i foråret 1922 kom imidlertid landbruget på tværs, da der ikke kunne losses såsæd i havnebyerne.
Samfundshjælpen blev tilkaldt, og i flere byer kom det til kraftige opgør - ikke mindst i Randers, hvor V-justitsminister Rytter beordrede militæret indsat med ordre til, at det i givet fald "straks skulle gøre brug af våbnet". Det kunne således nemt være kommet til et dansk Ådalen. På denne nordsvenske lokalitet ved Ångermanselven dræbte svensk militær i 1931 fem personer, da 600 savværksarbejdere gik i demonstration mod indsættelse af strejkebrydere i forbindelse med en lønkonflikt. I slutningen af 1800-tallet gennemførtes en tørlægning af Kolindsund, der strakte sig fra Grenå og en lille snes km. ind i Djursland. Arealet blev opdyrket af et aktieselskab, som indgik en overenskomst med de landarbejdere, som blev beskæftiget ved gårdene på det nu tørlagte sund. Men i 1921 opløstes aktieselskabet, og det ejer-laug, som overtog gårdene, ønskede ikke at videreføre overenskomsterne. Landarbejderforbundet - siden 1934 en del af Arbejdsmandsforbundet og i dag en del af 3F - henvendte sig derfor til De samvirkede Fagforbund (LO) med et ønske om iværksættelsen af en blokade af ejerlaugets gårde. I den situation blandede Landbrugsrådets præsident, V- Folketingsmanden P. P. Pinstrup sig i sagen med det formål at befri erhvervslivet for organisationsvældet. Han gik således både til angreb på DA og DsF (LO). Og i foråret 1925 stillede han sammen med andre ledende V-folk et lovforslag om beskyttelse af erhvervs- og arbejdsfriheden - i daglig tale Tugthusloven, fordi indgåelse af overenskomster og brug af blokade iflg. dette V-forslag ikke bare skulle medføre meget store bøder, men også fængselsstraf! I 1925 blev Danmark imidlertid styret af den første S-regering. Forslaget om Tugthusloven blev derfor afvist. I stedet prøvede Pinstrup og V at få domstolenes hjælp mod blokaderne i Kolindsund. Men Landsretten afviste i juni 1925, at fagbevægelsen havde gjort sig skyld i retsstridige handlinger, og retten fik støtte både af DA og Den faste Voldgiftsret, nu Arbejdsretten. Men året efter fik V støtte af Højesteret. V havde hyret HRS Otto Liebe, dvs. den advokat, som kong Chr. X. i 1920 satte i spidsen for sit kup-ministerium. Den socialdemokratiske avis Demokraten i Aarhus sammenlignede Højesteretsdommen med den dom, som den samme ret i 1886 idømte de V-folk, der støttede bøndernes kamp mod -Højreregeringen Estrup, som i årene 1885-94 regerede landet udenom Folketinget. Dengang var det bøndernes frigørelseskamp Højesteret vendte sig imod - nu var det med bøndernes støtte arbejderklassens. Hermed er vi fremme ved Vejle-sagen. Som bekendt har Vs fhv. beskæftigelsesminister Inger Støjberg sammen med andre borgerlige brugt sommeren til at kræve lovgivning vedr. en fjernelse af fagbevægelsens blokade-ret. Arbejdsgiverne ret til at lockoute har hun derimod - så lidt som hendes partifæller i 1920 erne - ønsket at røre ved. Men hvorfor brugte Støjberg dog ikke sin minister-tid til at få fjernet blokade-retten? Fordi det ville være et brud på Den danske model, som hun igen og igen roste som minister, sådan som Anders Fogh også gjorde det. V har tydeligvis andre synspunkter i opposition end som regeringsbærende parti. Før valget i 2001 gik Fogh jo også stærkt ind for at lade velfærdsstaten afløse af en minimalstat. Da V for nylig afholdt sit sommergruppemøde gav Lars Løkke udtryk for, at han ikke - som sin fhv. beskæftigelsesminister - har lyst til at lovgive på dette område, dvs. fjernelse af blokaderetten. Men hvorfor gav han dog ikke udtryk for denne ulyst lidt tidligere på sommeren? Fordi det ville have hindret Støjberg i at føre sin kampagne mod fagbevægelsens mafia- og bøllemetoder - som hun udtrykte sig om Den danske models blokade-bestemmelse. Situationen svarer helt til Troels Lund Poulsens kritik af Helle Thornings mands skattebetaling i Schweiz, hvor han arbejder - en sag, der jo hurtigt blev lukket af SKAT København, men som her til efteråret skal behandles ved en
kommissionsdomstol. I begge situationer har landets største parti fået maksimal medieudbytte ud af at rejse to sager på falske præmisser. Det er ualmindelig groft, hvad Venstre her har foretaget sig. Men Løkke rakte dog hånd til sin fhv. beskæftigelsesminister på V's sommergruppemøde. Han fandt det - som hun - nødvendigt at modernisere Den danske model - en modernisering, som altså skal bestå i at fratage fagbevægelsen blokade-retten i tilfælde af uenighed om løn- og arbejdsvilkår. Det er noget af det dobbeltspil den fhv. statsminister her præsterer. Men V står i realiteten for den samme fagforeningsfjendtlighed i dag som i 1920 erne - og før den tid. Til slut et direkte spørgsmål til Lars Løkke: De har ved flere lejligheder karakteriseret de penge, som fagbevægelsen yder til S SF og EL som blodpenge. Hvilken betegnelse vil efter Deres skøn være den rette for de - skjulte, men næppe få - midler, som Deres eget parti og de øvrige borgerlige partier modtager fra erhvervslivet og dets organisationer? Henning Tjørnehøj