Det moderne Ghana Af, lektor, Egedal Gymnasium & HF Den britiske koloni, Gold Coast, blev til Ghana den 6. marts 1957. Ghana blev dermed den første europæiske koloni syd for Sahara, som blev til en selvstændig stat. De ghanesere, der havde kæmpet for selvstændigheden, havde bevidst valgt navnet Ghana for at gøre op med de europæiske kolonimagters idé om den afrikanske historieløshed. Ghana refererer nemlig til navnet på en betydelig og tidlig (ca. 900 evt.) afrikansk statsdannelse, der lå nordvest for nutidens Ghana. Den britiske koloni, Gold Coast, var ligesom alle andre kolonier en europæisk opfindelse, og grænserne var arbitrære og trukket efter linealer i Europa. Men Ghana adskiller sig fra mange andre afrikanske stater ved at være relativt etnisk homogent, idet Ashanti-stammen og -kulturen har været og er dominerende i en meget stor del af Ghana. Det moderne Ghana Når kolonimagterne havde en idé om, at afrikanerne ikke havde nogen historie, skyldes det, at der ikke var nogen nedskreven historie. De forskellige stammers historier blev fortalt i en mundtlig tradition i sang, musik(trommer) og dans - ligesom vi kender det fra tidlig europæiske middelalder. Afrika træder derfor først ind i den europæiske verdenshistorie i forlængelse af Livingstones, Stanleys og Mungo Parks opdagelsesrejser i slutningen af 1800-tallet. Afrikanerne var naturligvis ikke historieløse, men under den britiske koloni, Gold Coast, blev de afrikanere, der gik i skole, undervist i Englands historie(!) og kolonimagten interesserede sig ikke for afrikanernes fortid. Det forsøger ghaneserne at råde bod på i dag, hvor der forskes i de forskellige stammers historie og indbyrdes relationer. Samtidig forsøger man at holde den oprindelige historieformidlingstradition i hævd, og således så denne artikels forfatter sammen med 31 andre danske historielærere i februar 2011 The National Dance Company opføre "Musu", The Saga of the Slaves. Her blev den oprindelige europæiske tilstedeværelse, slavehandel og undertrykkelse symboliseret i massivt brug af Dannebrog som flag, spyd og gevær. Det var overraskende chokerende, men netop i Accra, hvor Ga-folket er dominerende, var det jo danskere der formidlede Trekanthandelen. Men denne artikel skal handle om det moderne Ghana. I dag er der i Ghana konsensus om at inddele landets nyere historie i tre perioder: 1. 1957-1966, Nkrumah's periode 2. 1966-1992, ustabilitetsperiode, som også kaldes "Period of the Gun" 3. 1993- det demokratiske Ghana 1
Når Ghana blev den første engelske koloni til at opnå selvstændighed skyldes det flere forhold. For det første var antallet af engelske kolonister meget begrænset, og der var altså ikke som fx i Kenya et betydeligt antal engelske farmere. For det andet var uddannelsesniveauet efter afrikanske forhold relativt højt, og der var en lokal elite, der havde fået undervisning, og som havde taget europæiske uddannelser. Samtidig havde mange "ghanesere" gjort tjeneste i den engelske hær under Anden Verdenskrig, hvor de havde hæftet sig ved, hvad man kæmpede for, nemlig det som Churchill og Roosevelt aftalte ved Atlanterhavsdeklarationen (14.8.1941), hvor frihed og selvbestemmelse var i fokus. Derfor var kolonimagten England i gang med en proces, der skulle give Gold Coast en "semiresponsible goverment". Men der var kræfter i kolonien, der arbejdede for selvstændighed. I 1947 dannedes et politisk parti, der kaldte sig for "United Gold Coast Convention", og som kæmpede for selvstændighed hurtigst muligt. Omtalte parti hentede en vis karismatisk Kwame Nkrumah hjem fra London for at styrke partiets profil, men han dannede allerede i 1949 sit eget parti "Convention People's Party" (: CPP), der forlangte selvstændighed nu! Nkrumah (se billede s. 1), der havde uddannet sig i eksil i USA og England, var radikal og blev opfattet som kommunist og derfor farlig. Han organiserede hurtigt CPP til en moderne politisk maskine, idet han organiserede ungdomsgrupper, en partipresse og benyttede enhver lejlighed til at genere kolonimagten. Det kom til uroligheder, strejker, boykots, agitation og propaganda imod kolonimagten og for frihed. Nkrumah blev stillet for retten og idømt tre års fængsel. Imidlertid stækkede Nkrumah's fængsling ikke CCP, der så ud til at skulle vinde valget til det autonome parlament i 1951. På grund af juridiske spidsfindigheder var Nkrumah, til trods for at han var fængslet, i stand til at stille op til valget. CPP vandt en jordskredssejr, og Nkrumah personligt sikrede sig ca. 90 procent af stemmerne i Accra-regionen. Den engelske guvernør var nu i et dilemma, men han besluttede sig for at hente Nkrumah ud fra fængslet for at give selvstyret legitimitet og bad ham danne (en selvstyre) regering. Nu arbejdede Nkrumah og CPP systematisk for selvstændighed og vandt to valg i henh. 1954 og 1956, hvorefter England besluttede sig for at give kolonien selvstændighed 6. marts 1957. Ved festlighederne i anledning af koloniens selvstændighed kom der delegationer fra 56 lande. Der var repræsentanter fra England, Sovjetunionen, Kina, men den mest entusiastiske gratulant var præsident Eisenhower's vicepræsident, Richard Nixon. Han lod sig fotografere mens han gav håndtryk og krammer til lokale høvdinge og kælede for afrikanske babyer. Omgivet af ghanesere ved en officiel ceremoni klappede han en mand på skulderen og spurgte ham, hvor det føltes at være fri. Manden svarede: "I wouldn't know Sir, I'm from Alabama". 2
Nkrumah's regeringsperiode kan opdeles i to. Indtil 1960 var han leder af regeringen i et selvstændigt Ghana, der stadig anerkendte den engelske dronning som statsoverhoved, men i 1960 blev Ghana til en republik og Nkrumah præsident. Nkrumah ville modernisere Ghana hurtigt, og han havde store planer. Ligesom mange andre af de første afrikanske ledere mente han, at staten måtte spille en betydelig rolle i den økonomiske udvikling. Det kan i bagklogskabens klare lys se ud som en forfejlet politik, men de internationale virksomheder stod ikke ligefrem i kø for at investere i de nyetablerede afrikanske lande. Og Ghana havde en relativ god økonomi pga. landets mange naturlige ressourcer. Der blev derfor satset traditionelt på sværindustri på bekostning af det landbrug, som beskæftigede langt hovedparten af befolkningen. Der blev blandt andet bygget Afrikas første tørdok, som dog aldrig kom til at fungere. For at kunne styre verdensmarkedsprisen på kakao, byggedes en megasilo til opbevaring af enorme kvanta af kakaobønner, men den viste sig desværre uegnet til formålet. Og for at få råd til moderniseringen besluttede Nkrumah sig for at kontrollere kakaoeksporten. Der blev dannet et administrativt organ, der opkøbte kakaobønnerne til en regeringsfastsat pris. Ghanas regering kunne nu sælge kakaoen på verdensmarkedet til en pris, der var langt højere end den, som producenterne fik. I løbet af Nkrumah's regeringsperiode voksede den administration, der tog sig af kakaoopkøb og -salg, samtidig med, at prisen på kakao faldt. Det medførte, at producenterne forsøgte at finde andre (illegale) kanaler for salg til en bedre pris. Nkrumah var med rette stolt over, at Ghana var den første koloni, der opnåede selvstændighed, og han mente derfor også, at han kunne vise vejen for Afrika. Og i takt med at mange andre afrikanske kolonier opnåede selvstændighed efter 1960, drømte han om at skabe et forenet Afrika. I den forbindelse lod han opføre et enormt (dyrt) kongrescenter, der skulle kunne huse alle de afrikanske statsoverhoveder. Nkrumah opfattede sig selv, ikke kun som Ghanas, men som hele Afrikas Messias. Men Nkrumah tålte ikke intern opposition, som der blev stået hårdt ned på. Han støttede frihedsbevægelserne, der i Sydafrika kæmpede mod apartheidregimet, men han støttede også forskellige oppositionsbevægelser i de nye nabolande. Det gjorde ham ikke populær blandt hans kolleger, der var mindst lige så udemokratiske som Nkrumah selv. Derfor var opbakningen til hans drøm om et forenet Afrika ret beskeden. I 1966, mens Nkrumah besøgte b.la. Kina, tog militæret magten og afsatte Nkrumah. Han vendte aldrig tilbage til Ghana, men levede i eksil i Guinea Conakry, hvor han blev æres-vicepræsident p.g.a. hans meritter. Her modtog han i begyndelsen prominente gæster, og han helligede sig sit store forfatterskab om afrikansk enhed, socialisme og klassekamp. Han døde i 1972 under et hospitalsophold i Bukarest, og han blev begravet i sin landsby i det vestlige Ghana. Først mange år senere blev hans jordiske rester hentet til Nkrumah Memorial i Accra, hvor han nu hviler og hyldes dagligt af de mange brudepar, der ynder at lade sig fotografere på dagen ved siden af 3
landsfaderen. I 1966 var det klart for ghaneserne, at Nkrumah ikke var den Messias, som han havde givet sig ud for, og en rasende befolkning væltede og smadrede Nkrumah statuer. Men han blev rehabiliteret i 1990'erne, og havde det været i Kina, var man nok blevet enige om, at han havde været 70 procent god, men havde begået 30 procent fejl! Men tilsyneladende er Nkrumah s fejl gået i glemmebogen. Han bedømmes meget positivt i nutidig ghanesisk historieskrivning, og hans historiske portræt i traditionel afrikansk kjortel optræder overalt og ses bl.a. på de ghanesiske 2 Cedi-pengesedler. Perioden 1966-1992 er en lang nedtur for Ghana både politisk og økonomisk. I 1981 oplevede Ghana det fjerde militærkup på 15 år, da Flight Lieutemant Jerry Rawlings tog magten. I mellemtiden var de lidet demokratiske traditioner, der var skabt under Nkrumah blevet uddybet, og Ghanas økonomi lå navnlig efter oliekriserne i 70'erne i ruiner. Det der havde set så lovende ud ved selvstændigheden i 1957 var slået fejl, og Ghana var kun en skygge af det potentiale, som den tidligere koloni, Gold Coast, havde haft. (Ghana havde i 1957 samme BNP som Syd-korea!). Efter at have styret Ghana diktatorisk i en årrække besluttede Rawlings sig for at landet skulle vende tilbage til demokrati. I 1992 stillede han op som præsidentkandidat for "National Democratic Congress", NDC, overfor oppositionen samlet i "People's National Convention", PNC. Rawlings vandt valget stort, da han sad på massemedierne, og da oppositionen kun havde haft kort tid til at organisere sig. Også i 1996 vandt Rawlings valget, men tabte i 2000 til oppositionens kandidat. Efter valget optrådte Rawlings og oppositionens Kufuor sammen på TV, og et demokratiske regeringsskifte fandt sted. Ved valget i 2004 vand Kufuor igen, mens han tabte i 2008. Ved valget i 2008 stemte ca. 9 mio. ghanesere, og der var kun 23.000 stemme mellem det regerende PNC og Rawlings gamle NDC, som overtog magten, uden at det kom til de for Afrika så klassiske uhyrligheder. I 2012 forventes PNC at have gode muligheder for at komme tilbage, idet der er massiv kritik af den nuværende regerings krisepolitik. Siden 1957 har parlamentet kun fungeret i 22 år, men den nuværende udvikling tyder på, at Ghana igen kan blive et (nu demokratisk) eksempel for Afrika. Derfor var der også tale om massiv symbolpolitik, da Præsident Barak Obama den 11. juli 2009 valgte at tale til hele Afrika fra parlamentet i Accra, Ghana. Han kunne have valgt Kenya, hvorfra hans sorte rødder stammer, men han valgte Ghana, da det var det første selvstændige land syd for Sahara, og da der ser ud til at være en demokratisk tradition under opbygning. Ghana er efter afrikanske forhold ikke noget stort land. Men på mange måder er Ghana et typisk eksempel på de vanskeligheder, der har karakteriseret de afrikanske stater efter selvstændigheden. De nye afrikanske stater har haft store problemer med at implementere demokrati, som man jo ikke indfører fra den ene dag til den anden! Ghana har haft store vanskeligheder med at iværksætte en dynamisk økonomisk udvikling. Statsadministrationen, som det under kolonitiden var legitimt at snyde og plyndre, vedblev efter selvstændigheden at være 4
offer for tyveri og "malkning". Men Ghana synes at være inde i en positiv økonomisk såvel som politisk udvikling. De særlige bånd, der er mellem Ghana og Danmark, har betydet, at Ghana har været en såkaldt "donor-darling", og Danida står stærkt i mange ghaneseres bevidsthed, da Danida i en række projekter har været med til at skaffe ghaneserne rent drikkevand. Den nuværende danske ambassadør mener optimistisk, at Ghana i løbet af en kort årrække, 5-10 år, vil kunne stå på egne ben, og at Danmark m.fl. donorlande vil kunne trække sig tilbage. Man kan nemt retfærdiggøre at beskæftige sig med Ghana i undervisningen. Og Ghana kan godt indgå i et moderne pensum. Traditionelt fokuseres der jo meget på Danmarks rolle i Trekantshandlen med udgangspunkt i de slaveforter, som Danmark sad på fra 1658 til 1850, men Ghana kan bruges som eksempel på en relativ vellykket afkolonialisering. I 1980 udgav Munksgaard "Guldkysten", der havde den tidstypiske undertitel "Hvordan et u-land bliver til", men det er jo let at finde opdateret materiale bl.a. ved at starte på udenrigsministeriets hjemmeside. Endvidere findes der et hav af NGO'er, der arbejder i Ghana. Ghana kan måske også bringes i spil i forbindelse med et globaliseringsforløb, om end det diskuteres, hvorvidt globaliseringen går uden om Afrika, og hvorvidt dette er godt eller skidt. 5