Vilje til at virke v. Anne M. Skinnerup, museumsleder Give-Egnens Museum Før grundigere forskning er bedrevet, vil det være for meget at hævde, at mennesker på Give-egnen har haft og har en særlig mentalitet, der har fået dem til at klare næsten umulige udfordringer og skabe udvikling og vækst. Måske er der noget om, at mennesker, der har overlevet her på hedens udkant, har et særligt drive en ubøjelig vilje. Nedenfor tegnes et rids af forhindringer og udfordringer i forhold til udviklingen af erhvervsliv på Give-egnen. Dette gøres for at give en forståelse for baggrunden af det arbejde, der er gjort samt nødvendigheden af det og formålet med det. Førindustriel Giveegn Hede og manglende infrastruktur gjorde livet på Give-egnen til en udfordring i fortiden. Hedebonden måtte selv klare tilvirkning af værktøj, møbler, redskaber osv. og efterfølgende reparationer. Hosekræmmeren udgjorde som handelsrejsende en slags repræsentant for det industrielle samfund, der ellers hørte handelssteder og byer til. Tilstedeværelsen af kirker, møller, herregårde og skoler viser, at folk har levet i området, men jordens bonitet har gjort det umuligt for større grupper af men- Scene fra den jyske hede. Det var hårdt arbejde at dyrke jorden og skabe overskud nok til at brødføde en familie. nesker at leve og brødføde sig selv på et lille område, 3
Lindeballe Kirke fra 1200-tallet vidner om, at her har ligget en landsby i mange hundrede år. f.eks. omkring en typisk landsby. 1 Fra midten af 1800-tallet satte hedens opdyrkning gang i udviklingen. Hvor det tidligere havde været nødvendigt for enhver landmand at have basale færdigheder inden for arbejde med træ, metal og læder, udviklede enkelte bønder nu deres færdigheder på de enkelte fagområder. Var der arbejdsopgaver nok inden for branchen, kunne de ernære sig som egentlige håndværkere. De fleste måtte i begyndelsen dog praktisere både som landbrugere og håndværkere for at kunne overleve. I 1801 ses Gives måske første håndværker opført i folketællingen. Han hed Niels Christensen og var opført som både tømrer og husmand. Allerede i 1787 var to papirmagersvende opført i folketællingslisten fra Lindeballe Sogn. De arbejdede på fabrikken i nabosognet Randbøl. Disse papirmagersvende var også opført som husmænd i folketællingen. Efterhånden som mere af heden blev opdyrket, og metoderne til at øge udbyttet blev bedre, dannedes grundlaget for vækst og udvikling. De, der kæmpede videre med at dyrke den magre jord, kunne efterhånden udvide og skabe stadig mere stabile landbrug. Arbejdet med de større gårde gav mindre tid til håndværk. Samtidig gav efterspørgslen efter fagligt håndværk mulighed for, at professionelle håndværkere kunne etablere sig i området. Håndværker- og borgerforeningerne byens førende mænd Præcis som bønderne havde kæmpet for hedens opdyrkning, måtte mange af de første håndværkere kæmpe for at generere indtægter nok til at sikre overlevelse. Næringsfrihedslovens vedtagelse i 1857 og indførelse i 1862 gav et opsving til de handlende i landområder og lands- 4
Den første bestyrelse i Give Håndværkerforening. Øverst fra venstre: snedkermester Peder Sørensen, smed Lauge Nielsen og bestyrelsesformand slagter Chr. P. Davidsen. Nederst fra venstre skomager Peter Johansen og urmager og fotograf M.C. Madsen. byer. Købstæderne havde ikke længere monopol på handel, og der kunne handles frit. Dette har uden tvivl påvirket stemningen på Give-egnen, og man ser, at stadig flere håndværkere og erhvervsdrivende slår sig ned i byerne efter at håndværkerforeningerne i Give og Thyregod oprettedes i henholdsvis 1885 og 1896. Begge foreninger havde til formål at styrke det lokale erhvervsliv gennem sammenhold, videndeling og gennem afholdelse af kulturelle arrangementer, der også kunne fungere som tiltrækningsfaktor for eventuelle tilflyttere. Det sammenhold, som foreningerne gav, havde den ulempe eller fordel, alt efter fra hvilken vinkel, man betragter det, at det blev tydeligt, hvem der var fine og hvem, der var mindre betydningsfulde. Uden de borgere, der gennem årtier kæmpede for at få jernbane, teknisk skole og posthus til byen, havde ej heller de ringest stillede haft de muligheder, som de trods alt fik ved byens udvikling. 2 De mænd, der stod i spidsen for byernes erhvervsliv og foreninger, havde på samme vis som hedens opdyrkere en motivation og en drivkraft til at gøre arbejdet. Efter- Dilettant afholdt af Give Håndværkerforening et af de kulturelle indslag, der gavnede bredt. 5
hånden var det ikke en kamp for decideret overlevelse. Fokus kom for mange til at handle om udvikling - udvikling for Give og egnens andre små byer. Motivationen for arbejdet kan have været rent personligt et ønske om anerkendelse og muligheden Borgergade i Thyregod 1912. for at udvikle egen forretning, men der kan også have ligget et ønske om bedre vilkår for fællesskabet bag. Mest sandsynligt er det, at det var en kombination af begge dele. Industri og andelsbevægelse Gennem de sidste årtier af 1800-tallet og de første årtier af 1900-tallet udvikledes og forbedredes infrastrukturen væsentligt på Give-egnen jernbanens etablering og den efterfølgende opprioritering og nyanlæggelse af veje gjorde en væsentlig forskel i forhold til mulighederne for at fragte varer og andet gods til og fra området. Fra Vejle førtes vejen mod Herning og vejen mod Sønder Omme-Ringkøbing uden om Give, da man i Give frygtede uro fra de mange rejsende, der færdedes på vejene. Længe søgte man også at undgå motoriserede køretøjer i byen. Modstanden forsvandt efterhånden. Fra cirka 1916 blev det tilladt at køre i Give. 3 Give Mejeri 1902. 6
Påpasseligheden blev fortrængt. Ønsket om og viljen til udvikling var stærk. I disse årtier var en rivende udvikling i gang. Etablering af industrivirksomheder krævede til- og fraflytning af mennesker, knowhow, råvarer og forarbejdede materialer til videre produktion. Omkring de gamle, meget små landsbyer, der ofte havde middelalderkirken som centrum, voksede industri og baneområde frem. Ind i mellem fortrængte den nye industri nogle af de gamle bebyggelser. En af de første industrielle virksomheder, der slog sig ned i Give var dampteglværket, der begyndte i 1895, året efter banens etablering. Andelsbevægelsen havde stor betydning for de muligheder, den enkelte familie havde. Indkøb og salg foregik i et fællesskab på baggrund af beslutninger truffet på demokratisk vis i foreningernes bestyrelser, og medlemmerne delte overskud og hæftede på solidarisk vis for eventuelt underskud. På Give-egnen opstod der i andelsbevægelsens tid, fra slutningen af 1800-tallet, mange nye foretagender bl.a. mejerier, slagterier, forsamlingshuse, låne- og sparekasser, sygekasser og brugsforeninger. Andelsbevægelsen sikrede, at enhver, uanset alder og køn, havde mulighed for at deltage og få gavn af fællesskabet. De mænd, der var igangsættere på de forskellige andelsforetagender opnåede selv resultater, men disse resultater var til gavn for alle. Opbygningen af samfundet blev et fællesanliggende. Der var mulighed for at være en del af et fælles projekt, hvis man ønskede det. Den indsats og det slid der lagdes til grund for byernes udvikling blev fundamentet for den videre udvikling. Krig og opsving Første og Anden Verdenskrig satte hver deres præg på livet på Give-egnen. Under Første Verdens- Tørvegravning i Vorslunde Mose. 7
krig var der stor varemangel i udlandet. Dette betød, at danske vareproducenter havde god mulighed for at eksportere til udlandet. Gennem krigens år blev manglen på brændstof stadig mere udbredt, og tørveindustrien udvikledes for alvor. På Give-egnen blev der gravet tørv mange steder og i særdeleshed omkring Vorslunde. 4 De mange håndværkere og erhvervsdrivende i Give har formodentlig ikke været påvirket meget af krigen 1914-1918, hvor Danmark holdt sig neutral og undgik store tab. Landbruget havde det godt, og også på Give-egnen kunne man de fleste steder producere så meget, at sult ikke var et problem. Luksusvarer var i ringe grad udbredt på egnen, hvorfor den store mangel på disse varer, der ellers mærkedes i Danmark fra 1917 ikke havde så stor betydning. I mellemkrigstiden genvandt man troen på udvikling. Besættelsestiden 1940-1945 påvirkede alle. De, der forstod at udnytte tidens muligheder, oplevede fremgang og udvikling. Også denne krig krævede store leverancer af fødevarer, tekstiler og ikke mindst industrielt producerede våben, maskiner, beton og cement. Krigene påvirkede samfundet mange år efter deres afslutning. Efterkrigstiden rummede dog også mange muligheder for udvikling Fra 1900 etableredes en lang række nye virksomheder. Borgerne i Give og andre af landsbyerne i området ville fremad. De kunne ikke lade være. De satsede. Det har aldrig været uden risiko at begynde ny forretning, og i efterkrigstiden var det måske særligt risikabelt. På den tid var mulighederne for indkøb af råvarer og halvfabrikata og siden salg særligt usikre. Måske netop derfor baserede flere af de lokale virksomheder sig på råvarer, der kom fra nærområdet, som formbrændselsfabrikker, teglværk, cement- og betonværk samt kartoffelavl og tekstilproduktion. Øvrige industrivirksomheder købte råvarer i andre dele af landet eller udlandet og fragtede disse til Give-egnen ad jernbanen eller i lastbiler på det udbyggede vejnet. Mange virksomheder formåede at skabe succes til trods for besværlige arbejdsvilkår. Import af råvarer og materialer var dyr og besværlig, og så skulle man oven i købet transportere de færdige varer til salgsstederne, før de kunne sælges. De seneste 50 år Det var ikke oplagt, at det på Give-egnen skulle lykkes at etablere virksomheder som stenhuggeri, brødfabrik, landbrugsmaskinproduk- 8
Give Elementfabrik. Fra udstillingen Virksom med Vilje Give-Egnens Museum 2013. tion, betonelementfabrik, stålindustri, og fjerkræslagteri, virksomheder, hvoraf flere i dag arbejder på det internationale marked. Gennem 1960 ernes opsving, trods 1970 ernes krise og med de seneste 20 års enorme udvikling indenfor teknik og computerstyring, er virksomhederne blevet stadig mere optimerede til det marked og den efterspørgsel, der er - ikke blot lige rundt om dem, men i resten af Danmark og Verden. Børn og børnebørn af grundlæggerne driver i dag flere af virksomhederne og har været med til at sikre både tradition og fornyelse. Begge dele er grundlæggende for, at virksomhederne kan fortsætte. Infrastruktur og teknik har gennem de seneste 100 år gjort det ikke blot nemmere, men også mere ønskværdigt at sælge varer i andre regioner, lande og verdensdele fra Give-egnen. Unikke produkter sælges i de lokale forretninger eller transporteres til oversøiske markeder. Gravsten, ladestandere, citronmåner, gyllevogne, flødeboller, frakker, betonelementer, kartofler, ståltårne og børnetøj m.m. produceres. Meget måles ud fra, hvor innovative og nytænkende virksomhedernes medarbejdere er. Den kreative og servicemindede medarbejder er fuldt ud lige så vigtig som den fysisk hårdtarbejdende. Viljen til overlevelse Moderne radrenser fra Thyregod A/S. 9
Welcon producent af stålkonstruktioner. og vækst er ikke blevet mindre. Tilpasning og fleksibilitet samt ønsket om at skabe en fremtid med bedre vilkår har dagens virksomhedsejere og hedens opdyrkere dog til fælles. Det handler ikke om materielle, konkrete elementer, men om mentalitet og det uhåndgribelige, der ligger dybt inde i mennesker. Noter: 1 Erland Porsmose; Danske Landsbyer Porsmose forklarer, hvordan der på egnen omkring Give og i de mest bakkede områder på Fyn var meget få landsbyer. Jorden på Give-egnen var simpelthen for dårlig til at flere familier kunne brødføde sig ved dyrkning af det begrænsede område, som en landsby dækker. På Fyn var det umuligt at dyrke de mest bakkede områder. 2 Peder Eg; Give Egnen s.134-43. 3 Ibid s. 151 og 169. 4 Rasmus Mortensen; Give Sogn s. 168. 10