Det journalistiske håndværk 4/ Mediesprog 4 09/06-2008 Grønlændere i Danmark Pia Konstantin Berg & Maria Louise Rossen 4. semester 1 af 11
Artikelserien 'Grønlændere i Danmark' portrætterer grønlændere, der har forladt hjemlandet for at skabe sig et liv i Danmark. Det er historier om drømme, fordomme, hjemlængsel, kultursammenstød og succesoplevelser. Om splittelsen og berigelsen ved at tilhøre to kulturer. PORTRÆT: Hende på bænken med bajeren i hånden Grønlænderstiv. Et begreb, der er så integreret i det danske sprog, at alle ved, hvad det dækker over. Det er de personer, der står med formiddagsbajeren på torvet, når vi kører på arbejde og samme sted med eftermiddagsbajeren, når vi kører hjem. Dem, som tåger rundt og ikke kan stå på benene. Men det dækker frem for alt over en fordom. Hanne var grønlænderstiv i 30 år. Nu er hun tørlagt. Af: Maria Louise Rossen & Pia Konstantin Berg Hun ved det allerede, da hun vågner. Faktisk har hun vidst det i flere dage. Det er nu, det hele skal være slut. Hun har prøvet det før, men denne gang er det alvor. Hanne rækker ud efter flasken, som står betryggende inden for rækkevidde fra sengen. Hun er bange. Bange for at dø. Men hun kan ikke holde det ud mere. Der er ingen glæde tilbage. Alt er sort i sort. Hun er bange for at gå ud på gaden - tør ikke blive konfronteret med andre mennesker, medmindre hun har vendt bunden i vejret på adskillige flasker. Hun er bange for at blive mødt med fordomme og bange for at bekræfte dem. Hun er bange for døden, men frygten for livet overskygger alt. Derfor tør hun gøre det. Hun ryger en morgenfed og drikker sig mod til at gå ned i butikken for at købe brevpapir og frimærker. De nærmeste fortjener et afskedsbrev. Da ordene er opbrugt, tager hun sin dyne og køkkenkniven og går ned i gården. Her suger hun de sidste solstråler til sig. Røgen fra den sidste joint siver ned i de slidte astmalunger og beroliger hende. Men det skal ikke ske i gården. Det skal ske derhjemme. Derfor rejser hun sig og går ind i opgangen igen. Hun har godt set ham, manden fra naboejendommen. Desværre har han også set hende, for han når at følge med hende ind, før døren smækker. Hun skynder sig op ad trappen, men taber kniven i farten. Det afslører hendes plan. - Nej, han skal ikke forhindre mig i det, tænker hun. Der skal handles hurtigt nu. Hun griber kniven og stikker den uden den mindste tøven i maven på sig selv. Herefter er alt sløret. Misbrugstraditionen i bagagen I Danmark fylder grønlandske misbrugere meget i gadebilledet. Men faktisk er det kun en lille procentdel af grønlænderne i Danmark, der har et misbrugsproblem. Det er svært at afgøre, præcis hvor mange grønlandske misbrugere, der findes i Danmark. Der kan nemlig være tale om meget forskellige former for og grader af misbrug. Men det anslås, at der i København findes cirka 300. Misbruget hænger ofte sammen med traumatiske oplevelser eller problemer med at etablere sig i det danske samfund. Alkoholismen, volden og den høje selvmordsrate i Grønland betyder, at mange har ubearbejdede traumatiske oplevelser med sig i bagagen, når de rejser fra hjemlandet. 43 2 af 11
procent af de grønlandske kvinder og mænd har været udsat for vold eller grove trusler om vold, og 25 procent af kvinderne er blevet seksuelt misbrugt. Behandlere og politi i Grønland er enige om, at alkohol i langt de fleste tilfælde er årsag til volden, og derfor ofres der store summer på alkoholbehandling i Grønland. Alkoholforbruget i Grønland er faldende, men det ændrer ikke ved de traumatiske minder, alkoholen har påført dem, der var børn engang. Heller ikke hos de, der er flyttet til Danmark og fortsætter misbrugstraditionen der for at glemme. Rodløs opvækst Røgen ligger tungt i det mørke lokale på Skipperkroen. Et værtshus, hvor Hanne plejer at komme for at drikke med sine grønlandske venner. Hun er 20 år og er lige flyttet til København. Sent denne aften får hun lyst til at tage videre til et andet værtshus, men da hendes veninde ikke vil med i en taxa, tager hun imod et lift af fire pakistanske mænd. Hun stiger ind i den lille røde Fiat og befinder sig kort efter i en skov. De tvinger hende ud af bilen, og tre af dem voldtager hende på skift, mens den fjerde holder vagt. - Da jeg kom hjem den aften, gemte jeg følelserne væk. Det var så smerteligt, og jeg forsøgte bare at glemme det. Bajerne lindrede smerten lidt. Voldtægten arkiveres bagerst i hovedet sammen med de andre fortrængte oplevelser fra barndommen og ungdommen. Oplevelser, der har resulteret i rodløshed og mindreværd. Hanne kom til Danmark som 10-årig, og når hun i dag tænker tilbage på opvæksten i Grønland, mindes hun specielt moderens alkoholisme og de mange perioder, hvor hun var overladt til sig selv. Fattigdom, druk og omsorgssvigt gjorde, at hun blev fjernet fra hjemmet i Grønland, og sendt ned til en dansk plejefamilie i Klampenborg. - De første år savnede jeg slet ikke Grønland. I plejefamilien var hverdagen tryg og god. Der var ingen fulde mennesker. Men alligevel havde jeg svært ved at falde ordentligt til hos den danske familie. Som 12-årig vender Hanne hjem til Grønland igen for at gå i skole. Hun bor på et børnehjem, fordi moderen stadig ikke er i stand til at passe hende. Efter et års tid går turen igen til Danmark og endnu en plejefamilie, denne gang i Gentofte. Et halvt år senere starter hun på den første af en lang række kostskoler, som bliver hendes hjem resten af skoletiden. Kun i sommerferierne får Hanne mulighed for at rejse hjem til Grønland. Alkohol bliver udvejen Da Hanne skal tage sin realeksamen, starter hun på en kostskole i Sønderjylland. På det tidspunkt har hun været sendt rundt mellem syv forskellige skoler og plejefamilier. På skolen får hun det psykisk dårligt og begynder at sidde alene om aftenen på sit værelse og drikke. - Det var en dejlig følelse at drikke. Jeg havde så mange følelser, som jeg ikke kunne styre, og som jeg heller ikke kunne komme ud med. Det var starten på det, der senere skulle blive over 30 års misbrug. Dagene lignede hinanden, og det var som at gå rundt med skyklapper på. Hverdagen drejede sig om bajere og hash fra morgen til aften. I 1989 får Hanne en dansk kæreste, som er meget voldelig mod hende. En dag bliver det så slemt, at hun går i panik og griber ud efter en køkkenkniv. Da kæresten kommer ind i køkkenet, stikker hun kniven i maven på sig selv. Hanne overlever selvmordsforsøget og møder kort efter en ny mand. Det nye forhold er endnu mere voldeligt end det første. - Jeg kan godt se nu, at jeg fandt de forkerte mænd. Det var den kærlighed og omsorg, som jeg ikke fik i barndommen, jeg søgte fra mine mænd. Fyrene udnyttede mig, voldtog mig og stjal mine penge. Og jeg fandt mig i det. Men de sidste ti år som misbruger dropper Hanne mændene og trækker sig mere og mere ind i sig selv. Hun begynder at sidde hjemme og drikke, hvor megen af hendes tid går med at se tv 3 af 11
eller læse bøger. Hun kommer næsten aldrig ud og isolerer sig fra sine drukkammerater. Hun forbereder sig længe på den dag, hvor hun igen stikker en kniv i maven. Selvmord er den eneste udvej, hun kan se. Men selvmordsforsøget lykkes ikke. Hun er indlagt i tre måneder på Rigshospitalet med alvorlige infektioner i maven. Selvom hun i sin tid som misbruger har været igennem både tuberkulose, voldsom underlivsbetændelse og flere mislykkede selvmordsforsøg, har hun aldrig oplevet så store, fysiske smerter. Hun overvejer at kaste sig ud fra vinduet på 12. sal, men sygeplejersken taler hende fra det. - Det var det værste smertehelvede, og jeg besluttede mig for, at hvis jeg kom igennem det, ville jeg stoppe mit misbrug. Hanne kom igennem. Da vi møder hende i slutningen af maj, er det fire år, en måned og 12 dage siden, hun sidst rørte alkohol, cigaretter og hash. Støtte fra ligesindede Som grønlænder i Danmark kan det være en stor udfordring at snakke om sine problemer på dansk. Nogle har boet det meste af deres liv i Danmark, men finder det alligevel lettere at snakke om de ubehagelige oplevelser på modersmålet. Derfor blev der for tre år siden oprettet en speciel afdeling af Anonyme Alkoholikere i København, hvor møderne foregår på grønlandsk. Behovet er stort, fordi de grønlandske AA-møder gør det muligt for de tørlagte alkoholikere at snakke med landsmænd, som forstår traumerne fra opvæksten i Grønland bedre. AA-møderne er en obligatorisk opfølgning på den behandlingsform, der hedder Minnesotamodellen. Frederiksberg Centeret i København har siden 2001 haft et specielt behandlingstilbud for grønlændere med misbrugsproblemer. Her foregår forløbet på grønlandsk eller dansk og varetages af grønlandske behandlere. Det giver misbrugerne mulighed for at blive ædru gennem et forløb, hvor de kan udtrykke sig på deres eget sprog. De kan tale med nogen, som kender den grønlandske kultur, og som kender til de specielle problemer, som grønlandske misbrugere i Danmark har. Bitterhed betaler sig ikke Da Hanne bliver udskrevet fra Rigshospitalet i sommeren 2004, er hun ædru og har været det under hele indlæggelsen. Men gennem samtaler med en psykoterapeut finder hun ud af, at det er nødvendigt med en professionel behandling, så hun ikke ryger tilbage i misbruget. Derfor starter hun på Frederiksberg Centerets Minnesota-model. Som en del af behandlingen skal hun deltage i AA-møder, men Hanne har svært ved at åbne sig ordentligt op. - Det var hårdt at gå til de danske AA-møder, fordi mindreværdet fyldte så meget. I starten havde jeg bare lyst til at vende om, fordi jeg følte mig uden for som grønlænder. Men møderne hjælper. Hun lærer at se ud over de fordomme, hun frygter at blive mødt med, fordi hun er grønlænder. Og da hun kort tid efter begynder til grønlandske AA-møder, oplever hun en indforståethed og et fællesskab, som styrker hende. Nu drømmer hun om at bruge den nyfundne styrke til selv at hjælpe andre med misbrugsproblemer. Allerhelst vil hun tilbage til sin barndomsby i Grønland og dele ud af sine erfaringer. For første gang føler Hanne, at hun har kontakt til sig selv og sit indre barn. Det barn, der blev svigtet, og som aldrig er kommet over det. Det barn, der bare drømte om at have blondt hår og blå øjne. Det er i barndommen, al smerten begyndte, og det er her, smerten kan lindres. Da hun sidder i lænestolen i sin lejlighed på Amager og fortæller åbent om svigt, voldtægt, misbrug og sygdom, er det slående, hvor afklaret hun er. Der er ingen bebrejdelser. Ingen bitterhed over alt det, hun har været udsat for. - Bitterhed kan ikke betale sig. Jeg er taknemmelig for den indsigt, jeg har fået ved at komme igennem prøvelserne. Det var det, der skulle til, for at jeg kunne lære mig selv at kende. 4 af 11
Hanne har ønsket at være anonym. Hendes rigtige navn er bekendt af journalisterne. 5 af 11
PORTRÆT: Hende, der er i høj kurs Læger er næsten lige så sjældne som friske agurker i Grønland. Landet mod nord har svært ved at lokke de højtuddannede til, fordi mange vælger at blive i Danmark og arbejde. En af dem er Aviaja Roos. Hun er grønlænder og arbejder som gynækolog. Af: Maria Louise Rossen & Pia Konstantin Berg Telefonen ringer, forbindelsen i røret knitrer, da Aviaja trykker røret mod øret. Det er hendes mor, der ringer fra Grønland. Den forårsdag i Danmark for 28 år siden sidder Aviaja i en lejlighed i Danmark. Hun er i gang med første år på medicinstudiet i Århus. Første skridt på vejen til at blive læge - første skridt til drømmeuddannelsen. Moderens stemme lyder i røret, hun har noget vigtigt at fortælle. I morges sejlede en lille båd ud i Godthåbsfjorden. Forsigtigt manøvrerede den sig ud i fjorden, der omkranser Grønlands hovedstad, Nuuk. I båden sad to mænd med deres geværer i hånden. De skulle på jagt, for det er rypesæson i Grønland. I telefonen fortæller moderen, at Aviajas far er meldt savnet. Båden, der sejlede ud i morges, er ikke vendt tilbage. Faderen forsvandt den dag i Godthåbsfjorden. Han og kammeraten blev aldrig fundet. Faderens død rusker gevaldigt op i Aviajas liv. Hun er som mange andre unge grønlændere taget til Danmark for at få sig en uddannelse, men står nu ansigt til ansigt med de barske realiteter i hjemlandet. Aviaja rejser til Grønland for at være sammen med familien, mens eftersøgningen står på. Politiet opgiver efter nogen tid at finde de to forsvundne, men familien har svært ved at acceptere, at faderen ikke vender hjem igen. Studierne venter i Danmark, og Aviaja er nødt til at tage tilbage. En måned efter faderens forsvinden bliver der holdt mindegudstjeneste. Aviaja sidder midt i eksamenslæsningen og må tage sin sidste afsked med faderen 3500 km fra hjemlandet. Akademisk opdragelse Nu sidder Aviaja på en havestol i en villahave i Holbæk. Færdiguddannet og med job som gynækolog på Herlev Sygehus. Omkring hende løber hendes tre drenge og leger med en kammerat. Børnene har hun sammen med manden, Morten, som er dansker og lige som hende vokset op i Grønland. Aviajas øjne bliver blanke, da hun fortæller om faderens død. Den barske oplevelse er svær at tale om. Efter faderens død trak Aviaja sig ind i sig selv og begravede sig bag bøger og eksamenslæsning i Danmark. Medicinstudiet skulle jo gennemføres, så fremtiden kunne sikres med en god uddannelse. - Jeg er nærmest blevet opdraget til at skulle gennemføre en høj uddannelse. I vores familie er det en selvfølge at rejse til Danmark og få en uddannelse, fortæller Aviaja. En nyuddannet grønlænder kan næsten være sikker på, at der står en ivrig chef hjemme i Grønland og vifter med en ansættelseskontrakt. Mange jobs står ubesatte, og at skaffe uddannet arbejdskraft er et af landets største problemer. Et problem, der kunne løses, hvis de veluddannede grønlændere, som bor i Danmark, vender hjem igen efter endt uddannelse. Men mange vælger at blive i Danmark. Nogle fordi karrieremulighederne er bedre, andre fordi de har stiftet familie i løbet af studietiden. Siden hjemmestyrets indførelse i 1979 har de grønlandske politikere kæmpet for at skaffe veluddannet arbejdskraft til landet. De håber, at de unge vil tage en god uddannelse og komme tilbage til Grønland igen, når studierne er overstået i Danmark eller udlandet. 6 af 11
Grønland vil blive styrket, hvis magteliten består af folk med en stærk tilknytning til landet. Det skal være folk, der ønsker at bo og leve i landet, folk der har noget på spil, og hvis liv i mange år fremefter vil blive påvirket af de politiske beslutninger. Hjemmestyret og Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget arbejder i øjeblikket på at undersøge, hvordan man kan gøre det mere attraktivt for de veluddannede grønlændere at bosætte sig i hjemlandet. Teenager i ferielandet Sandet knaser mellem tæerne og duften af saltvand slår mod næsen. Aviaja er barn og er med sin familie i Danmark for at besøge moderens danske familie. Varmen trykker, for luftfugtigheden er meget højere end derhjemme. For hende var Danmark på det tidspunkt et ferieland, hvor man havde det sjovt sammen. Et land med sol, strand og ballade. Men ikke mindst et land, som hun altid havde vidst, engang skulle blive hendes andet hjem. - Vi tog til Danmark, når vi skulle have det godt. Og jeg havde jo hele tiden vidst, at jeg skulle herned engang for at uddanne mig. Så jeg har faktisk altid forbundet Danmark med noget positivt. Som 16-årig starter hun som kostskoleelev på Viborg Gymnasium. Da Aviaja træder ind i klasselokalet første skoledag, er det med en følelse af at have forladt de trygge rammer i Grønland. Men hurtigt spotter hun andre grønlændere, som hun kender fra Nuuk. Dem finder hun sammen med, og de tager i fællesskab imod de udfordringer, som gymnasietiden giver. Tre år senere, i 1984, får hun sin studenterhue. Grønlandisering I folkeskolen hjemme i Grønland var det danske gloser, der fløj over katederet. På det tidspunkt var det en politisk målsætning, at skolerne skulle være dansksprogede. Men med Hjemmestyrets indførelse ændrede sprogpolitikken sig pludselig. På det tidspunkt gik Aviaja i 9. klasse, og hun havde svært ved omstille sig til, at undervisningen foregik på grønlandsk. - Jeg talte og taler stadig dårligt grønlandsk. Min mor er dansk, og hjemme hos os talte hele familien dansk. Så det var svært for mig, at det primære sprog i folkeskolen pludselig skulle være grønlandsk. Det grønlandske Hjemmestyre tager med beslutningen om, at der skal tales grønlandsk i skolerne, de første skridt mod det, der senere får betegnelsen Grønlandisering. En politisk og kulturel debat om, hvilket sprog der skal være det primære i landet. Kampen har på mange måder smittet af på andre områder af landets politik. For eksempel har det i årtier været målsætningen for Hjemmestyret at skaffe jobs til grønlændere, der taler grønlandsk. Hjemmestyret er i øjeblikket i gang med at omstrukturere den offentlige administration, hvor topposterne skal gå til grønlandsktalende. Det har skabt grobund for en heftig debat. For hvad så med de grønlændere, der har uddannet sig i Danmark og taler dårligt grønlandsk? Hjemmestyrets Grønlandisering betyder altså, at nogle grønlændere kommer i klemme i deres eget land, fordi de, lige som Aviaja, er vokset op i et hjem, hvor der bliver talt dansk. Kulturerne er en gave Mørklødet, sort hår og mørke, smalle øjne. Helst lettere fordrukken og gerne med en guldøl i hånden. De grønlændere, der bor i Danmark, skal dagligt forholde sig til den stereotype forestilling om, hvem de er, og hvilke problemer de har. Det er en forestilling om, at grønlændere i grunden er nogle temmelig primitive mennesker uden ret mange ressourcer, som synker til bunds i storbyjunglen, når de kommer til Danmark. Aviaja kan stadig blive hidsig over det stereotype billede, som sidder dybt i mange danskere. - Jeg møder tit folk, der har en bestemt forestilling om, hvad en grønlænder er. Desværre passer den oftest bare ikke på mig. Derfor fortæller mine venner mig tit, at jeg må være anderledes end resten af de grønlændere, der bor i Danmark. Sådan er det bare ikke. Grønlændere er lige så 7 af 11
forskellige, som danskere er det. Den grønlandske kultur er en vigtig del af Aviajas hverdag. Hun kan ikke skjule, at familien i Holbæk har to hjemlande. Der er tydelige spor efter både Grønland og Danmark i huset. Sofapuderne er af sælskind, og den ene af Aviajas sønner bærer det grønlandske navn Salik. Aviaja har en længsel efter at vende hjem til den grønlandske kultur, som hun forlod for 28 år siden. Selvom hun i flere perioder har været hjemme i Grønland på ferie eller for at arbejde som læge, drømmer hun om en dag at flytte rigtigt tilbage. Men trods lægemanglen i Grønland er der ikke brug for flere gynækologer. De tre eksisterende stillinger er nemlig allerede besatte. Aviaja kunne sagtens få et job som reservelæge på hospitalet i Nuuk, men det ville være spild af den specialisering, hun har brugt de sidste mange år på at tage i Danmark. Ønsket om at vende hjem bliver derfor påvirket af de begrænsede karrieremuligheder, der venter hende i Grønland. Hun føler sig stadig splittet mellem de to lande og kulturer. En splittelse, som hun mener, er et af grundvilkårene, når man lever som grønlænder i Danmark. - Der var engang en, der sagde til mig, at jeg skulle tage det som en gave, at jeg har fået to kulturer. Man kan enten tænke på det at høre til i både Danmark og Grønland som en splittelse eller en berigelse. Jeg vælger at se det som en berigelse, der har været med til at forme mit liv. 8 af 11
PORTRÆT: Ham, der skal forme sin fremtid Hvert år rumsterer et spørgsmål under huen på de nyudsprungne studenter i Grønland: Skal jeg forlade min familie, min kultur og mine trygge omgivelser og få en uddannelse i Danmark? Eller skal jeg blive hjemme og få det bedste ud af de fremtidsmuligheder, de grønlandske uddannelser tilbyder? Nikolaj Gedionsen valgte Danmark. Af: Maria Louise Rossen & Pia Konstantin Berg Du er doven. Du er dårligere end alle andre på alle måder. Du må ikke være sammen med andre mennesker, for du fortjener ikke at have et socialt liv. Du skal bare sidde herhjemme og studere. Det er først på eftermiddagen en forårsdag i 2007. Nikolaj Gedionsen ligger i sengen på sit værelse i delelejligheden på Østerbro. De selvbebrejdende tanker rammer, så snart han slår øjnene op. Han slår konstant sig selv i hovedet med dem, så han slet ikke får en chance for at slå dem ud af hovedet igen. Tankerne bliver heller ikke listet ud af munden, for han kan ikke fortælle, hvordan han har det. De danske studerende er anderledes end ham. De har et liv ved siden af studiet med deres familie og gamle venner. Nikolaj har kun studiet. Det andet har han efterladt langt mod nord. Hans mor ville hjælpe ham, hvis hun vidste, hvor slemt han har det. Dog ringer han ikke hjem til Nuuk og betror sig. Barndommens kan selv - vil selv ligger for dybt i ham. Han skal nok klare psykologistudiet på egen hånd, så han kan få den akademiske uddannelse, han har lært hjemmefra, er det eneste rigtige. Han skal vise dem alle sammen. Det var i hvert fald det, der var planen. Gårsdagens nat blev til tidlig morgen, før han kom i seng. I timevis sad han koncentreret foran computeren, og det er også den, han tænder nu. Som et deja-vu, der kører på repeat, åbner han programmet. Studiebøgerne er gemt langt væk. Han har ikke haft dem i hænderne i flere måneder, og det er heller ikke i dag, han finder dem frem. I dag begraver han sig i et spil World of Warcraft. Ligesom i går. Og i forgårs. Og dagen før det. Nikolaj er på grænsen til en depression. Han ved det bare ikke selv. Hunger efter højtuddannede Som grønlænder er uddannelsesmulighederne i hjemlandet begrænsede. Indbyggertallet på godt 56.000 gør det økonomisk umuligt at oprette uddannelser på alle områder, og derfor vælger mange at rejse til Danmark efter gymnasiet. I dag bor her cirka 500 studerende. Manglen på højtuddannet, grønlandsk arbejdskraft har fået Hjemmestyret til at kæmpe for bedre uddannelsesmuligheder. I 1998 indgik de en uddannelsesaftale med det danske Undervisningsministerium. Her blev det besluttet, at grønlændere med et gennemsnit på 8,0 eller derover kan springe køen over på universitetsuddannelser, hvor der er kvoteoptag. Dermed kan en grønlandsk student med et gennemsnit på 8,1 blive optaget på studieretninger som for eksempel medicin og psykologi, hvor gennemsnitskravet ellers ligger næsten to karakterer højere. Det kan være en stor omvæltning for en ung grønlænder at starte på en uddannelse i Danmark. I gymnasietiden bliver de vejledt om fremtiden, og når de kommer til Danmark, tager studievejlederne i de grønlandske huse over. Men det er svært at tage højde for tilpasningsproblemer, kulturelle komplikationer og hjemve. Derfor må en del grønlændere opgive at gennemføre deres uddannelse. Kurs mod Coca-Cola-land Det er sommer og året er 2005. Nikolaj har netop gjort sig fortjent til den røde hue fra gymnasiet i Nuuk, og nu ligger mulighederne åbne. Han sidder i et fly med kurs mod syd. Det er ikke første gang, han skal til Danmark. Barndommens somre tilbragte han i moderens 9 af 11
hjemland hos familien i København paradisbyen, der flød med Coca Cola og frisk mælk, som dengang ikke fandtes derhjemme. Men nu er der ikke tale om et par måneders sommerferie. Nu gælder det fremtiden. Han er blevet optaget på psykologistudiet i København, men huehåret har endnu ikke lagt sig, så han har brug for et sabbatår. Han vil prøve noget helt nyt, og København kender han for godt. Derfor vil han et år til Tønder, hvor hans gamle barndomsven bor. Uddannelsen tager han bagefter. Siden folkeskolen har han vidst, at han skulle til Danmark for at studere en dag. Dengang var han mønstereleven lærersønnen, som klarede sig godt i alle fag. Nogen ville måske kalde ham en stræber. I gymnasiet holdt uddannelsesplanerne ved, men mønstereleven fik mere kant. Pludselig åbnede der sig et helt nyt liv for Nikolaj, hvor festerne og det sociale samvær fik topprioritet. Lektierne dalede på prioriteringslisten. Han kunne jo sagtens følge med, og han skulle bare hive et middelmådigt gennemsnit hjem, så lå alverdens uddannelser åbne for ham i Danmark. Derfor kunne han tillade sig at køre på frihjul og nyde sin ungdom. Det samme har han planer om at gøre i Tønder. For almindelig til stereotyperne Tiden i Tønder bliver brugt på fest og afslapning. Nikolaj føler sig fint tilpas i Sønderjylland. Også selvom mange har et firkantet billede af, hvad en grønlænder er. Generelt føler han sig ikke diskrimineret, men han er træt af, at han fra starten bliver mødt med en forudindtaget forestilling om grønlændere. - Det, der er så specielt ved at være grønlænder. er, at vi hele tiden skal repræsentere vores land. Når danskerne kun kender til stereotyperne, som enten er den fordrukne grønlænder eller den ædle vilde, lærer de aldrig det i midten at kende det rigtige, hvis man kan sige sådan. Det er trættende i længden, fortæller han. Da Nikolaj begynder på psykologistudiet i København, føler han sig også anderledes. Den grønlandske opvækst ligger langt fra studiekammeraternes barndom. Oven i det gælder der specielle regler for ham, som betyder, at han er blevet optaget på studiet med et gennemsnit, der er godt én karakter lavere end kravet. - Der var ingen, der sagde noget om, at jeg var kommet for let ind, men jeg tror helt sikkert, de tænkte det. I starten var vi alle lige, men det ændrede sig lidt, da jeg sagde det med gennemsnittet. Ingen at tale med Studiestarten går umiddelbart fint for Nikolaj. Han nyder rusturen, festerne og de sociale arrangementer. Masser af sjov og ingen stress. Udadtil signalerer han, at alt er godt. Men alt er langt fra godt. Han kan ikke få sig selv til at åbne en bog, og han ved ikke, hvad der holder ham fra det. Han forsøger fortsat at overbevise sig selv om, at psykologistudiet er det eneste rigtige for ham. Derfor erkender han heller ikke problemet. - Jeg tror, jeg røg ind i noget, der mindede om en depression. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg ikke kunne få mig selv i gang. Det hele var bare noget lort. Nu var jeg en dårlig studerende, og det fik mig helt ned at ringe. Nikolajs grønlandske mentalitet får ham til at vende problemerne indad i stedet for udad. Han kan ikke betro sig til nogen, og derfor ryger han længere og længere ned. Det eneste, der kan få ham væk fra computeren, er festerne og det sociale bestyrelsesarbejde, han laver for Avalak Organisationen af Grønlandske Studerende i Danmark. Fast greb i rødderne I Avalak hersker der en indforståethed, som man kun forstår, hvis man deler den grønlandske kultur, sproget og historien. Her får de unge mulighed for at finde sammen om deres grønlandske identitet. Organisationen er et samlingssted, hvor man kan udveksle erfaringer, søge socialt samvær med 10 af 11
ligesindede og få hjælp til at løse problemer. Avalak har cirka 400 medlemmer på landsplan fordelt på lokalforeningerne i København, Odense, Århus og Aalborg. I hver by arrangerer bestyrelsen sociale events, som har til formål at gøre det lettere for de grønlandske studerende at falde til i Danmark. Medlemmerne af Avalak er spredt ud på mange forskellige studieretninger, hvor der ikke nødvendigvis går andre grønlændere. Men de kan ofte genkende hinandens oplevelser og problemer på tværs af studierne. Foreningen er en social oase, hvor der hersker en velkendt ånd, som kan være en nødvendighed for de unge, som er så langt hjemmefra. Nedtur på retur Det er nu snart et år siden, Nikolaj besluttede sig for at droppe ud af psykologistudiet. Han indså, at planerne om en akademisk uddannelse var lagt ud fra forestillingen om, hvad der blev forventet af ham, og ikke hvad han selv ønskede. En rejse til Grønland gjorde udslaget. Her oplevede han, hvordan hans gamle venner klarede sig godt uden en universitetsgrad, og hvor meget han selv havde fjernet sig fra den Nikolaj, der rejste derfra to år tidligere. - Det hele faldt bare på plads for mig deroppe. Måske var det fordi, jeg kom tilbage til mine rødder og indså, at Nuuk var forandret. Måske var det fordi, jeg selv havde ændret mig. Tilbage i København får han job som tjener på Jensens Bøfhus - et job, han er glad for. Han ved stadig ikke, hvad der præcis gik galt på psykologistudiet. I bund og grund følte han sig bare ikke ordentligt rustet. - Generelt synes jeg, at den grønlandske studievejledning om Danmark er ret dårlig, men det er ikke nødvendigvis studievejledernes skyld. Jeg tror, det er svært at være ordentligt forberedt på en uddannelse. Nikolaj synes ikke, at reglen om fortrinsret for grønlændere udelukkende er en positiv ting. For ham betød det, at han dovnede sig gennem gymnasiet, fordi han kunne tillade sig det. Derfor fik han svært ved at komme op i gear på psykologistudiet. Og han er ikke den eneste. - Jeg har en veninde, der startede forfra på medicinstudiet, og en af mine bedste venner er ved at undersøge, om han kan starte forfra på jura. Generelt har folk fra Grønland det bare lidt sværere. Selvom Nikolaj har gennemlevet sit livs sværeste periode i Danmark, vil han blive i København. Her er mulighederne store, og han føler, at han er vokset fra sin barndomsby. I dag er han kommet ovenpå igen. Han har fået sat en stopper for de selvdestruktive tanker, fordi han er begyndt at lytte til sig selv. - Jeg føler virkelig, at jeg er vokset meget rent personligt. Før troede jeg, at jeg havde styr på alt, men jeg har lært, at der er nogle ting, man bare ikke kan gennemskue omkring sig selv. 11 af 11