Mit Palæstina På cafeen sidder de gamle mænd, dem der stadig kan huske. De drikker sød te med mynte og drømmer om deres oliventræer. Det er nu de skal høstes.
Mit Palæstina Jeg havde længe undret mig over, at hver gang man hørte om Palæstina, var når der var ballade. Det kan ikke være rigtigt, der må være andet end stenkastende unge palæstinensere, og Israelsk militær med skarpladte våben. I oktober 2012 tog jeg derfor til Ramallah hvor jeg havde fået kontakt til det danske hus i Palæstina, hvor jeg kunne bo under mit ophold. Jeg oplevede palæstinenserne som fredelige stolte mennesker der arbejdede, gik i indkøbscentre og handlede ind, sendte deres børn i skole og forberedte sig til det kommende valg til de lokale råd. Der hang valgplakater overalt, og der blev holdt valgmøder helt som vi kender hjemmefra. Mange af de palæstinensere, der bor her er kristne i en eller anden form, og alle levede roligt side om side, også med den muslimske befolkning. Jeg begyndte at spekulerer på hvor alle optøjerne og balladen kom fra, for her er alle fredelige åbne og imødekommende. Efterhånden som jeg kommer rundt til forskellige byer, og oplevede de israelske checkpoints, fik snakket med handlende og almindelige palæstinensere fik jeg et lille indblik i, hvordan det er at leve med en besættelses magt som styrer alt, lige fra hvem der må handle med hvem til, hvor og hvordan palæstinenserne må bevæge sig rundt. Senere i april 2013 tog jeg til Palæstina igen, og gravede lidt dybere. Efterhånden åbnede der sig en afgrund med brud på FN konventioner, overgreb på børn, diskrimination af palæstinensere, provokationer fra bosættere og økonomisk udnyttelse af Palæstina. I oktober 2013 tog jeg igen til palæstina. Denne gang sammen med en håndfuld danske journalister. Sammen med palæstinensiske journalister og en fotograf tog vi rundt og lavede fotoreportager til danske medier. Desværre var der kun Kristlig dagblad der bragte et par artikler, men resten blev bragt i diverse net medier. Måske var de for kritiske til danske dagblade. Jo man lever et dagligt liv i Palæstina, men det er et dagligt liv på trods. Det er mit håb at udstillingen Mit Palæstina vil vise et land der tror på frihed og fred med sine naboer.
Ramallah En ældre mand plukker oliven af træerne langs hovedgaden i udkanten af den gamle by Ramallah Ved grøntmarkedt er der flere caféer hvor mændene sidder og drikker te, ryger vandpibe og spiller kort Ramallah Fredagsbøn ved grøntmarkedet. Det er ikke alle der er plads til inde i moskeen
Ramallah I udkanten af den gamle by ligger et stort fritids center med boldplads, cafe, svømmebad, bordfodbold, billard og øvelokaler til musik Ramallah Røde halvmåne havde arrangeret en børnefestival, hvor børn var klædt ud, og hvor fortid og fremtid mødtes.
Ramallah Stenhugger i gang med at tilpasse de sten der skal sættes uden på beton muren Ramallah Rørlæggere i gang med renovering af rørene i Ramallah. Hele byen er en stor byggeplads. Der bygges huse, repareres veje og laves kloakering
Kalandia er lidt et ingenmands land. Det ligger ca 10 km uden for Ramallah og er et israelsk checkpoint ind til Jerusalem. Her er der ofte demonstrationer og sammenstød mellem palæstinensere og israelsk militær Jalazone flygtningelejer blev oprettet i 1949. Det er en helt lille by med ca. 11000 indbyggere. der er huse, forretninger, værksteder og skoler. Det er UNRWA der står for skolerne og sundhedsvæsnet
Bir Zeit Her ligger et af de eneste ældre centre i Palæstina. Her mødes byens ældre, menst kvinderne. De spiller kort, bingo, snakker og tager på ture. Til frokost bliver der serveret et let måltid mad Bir Zeit Den gamle by er ved at blive restaureret. Det er også i Bir Zeit universitetet ligger, en cirkus skole og byen er i det hele taget et kulturcentrum
Nablus I Nablus er jeg så heldige at have kontakt til Majdi fra PGFTU, Palestine general federation of trade unions. Han viser mig rundt i Nablus og fortaltæller om, hvordan befolkningen er præget af den israelske besættelse. Flere steder er husene delvist restaureret efter israelske angreb og på mange bygninger er der opsat mindesmærker, ikke bare over martyrer, men også civile der har mistet livet. Et sted er en hel familie slået ihjel, da deres hus bliver revet ned af det israelske militær med en buldozer. Familien blev begravet levende i murbrokkerne. En nabo forsøgte at advarer buldozerens fører, at der var civile mennesker i huset, men han måtte søge ly da de israelske soldater begyndte at skyde efter ham. Et andet sted på en stor åben plads, der nu bliver brugt til parkering, havde der tidligere ligget 2 rækker huse, som er bombet af israelske jagerfly. En ældre mand kommer hen til os. Han nikker mod den åbne plads Her blev min søn dræbt, af de israelske bomber. Hans hånd fejer hen over det tomme område da han vender ryggen til os og går videre. Det er de samme historier jeg hører igen og igen, og 80% er civile ofre. En fredelig dagligdagen eksisterer kun i nuet, volden er aldrig ret langt væk.
Nablus eller som den tidligere blev kaldt lille Damaskus på grund af den fremtrædende rolle for handel og kultur den havde engang. I dag er der ikke meget handel tilbage, men Kunaffa kan de stadig lave Nablus er en af de steder hvor der ofte er konfliketer med den israelske besættelses magt, hvilket præger mange børn. Volden bliver en del af dagligdagen, men de ældre forsøger at hjælpe børnene ved at lave sociale arrangementer og sørge for undervisning, også selvom der er udgangsforbud
Hebron I Hebrons gamle bydel er der ca. 400 israelske bosættere. Palæstinenserne der boede der er smidt ud, deres forretninger lukket og overalt ser man afspærringer af kraftigt pigtråd. Omkring 1600 soldater passer på bosætterne. Gennem en sluse med metal karruseller og metal detektorer, kommer man til Ibrahim moskeen, det 4. helligeste sted for muslimer. Ifølge overleveringerne ligger Abraham, Isak og Jacob begravet sammen med deres hustruer Sarah, Rebecca og Leah. Til højre er indgangen for jøder og til venstre gennem endnu et israelsk checkpoint er indgangen for alle andre. Gennem endnu en kontrolpost kommer vi til Shuhada street En ganske kort vej med et par souvenir butikker, helt kontrolleret af israelsk militær og politi. Ved den ene butik sidder 2 unge skandinavere som fortæller, at de arbejder for en organisation der hedder EAPPI (Ecumenical Accompaniment Programme in Palestine and Israel). Deres opgave er at registrerer hvad der foregår. Det vil sige de fotograferer og interviewer de palæstinensere der bliver tilbageholdt. De fortalte bl. a., at fra den skole for palæstinensiske børn der lå lidt længere henne ad gaden, bliver der jævnligt hentet børn ud midt i undervisningen, som bliver tilbageholdt, nogle gange fængslet i op til et år. Børnene er mellem 7 og 12 år og anklages for at kaste med sten, men der er ingen retsag eller dom. De viste et billed af 2 drenge på 7 og 10 år der netop var frigivet efter at have været tilbageholdt i 4 timer, hvor de med bind for øjnene var lukket inde i et værelse med israelske soldater der tog ladegrep på deres våben. De kunne ikke se dem, men kunne bare hører hvordan soldaterne arbejde med våbnene. Begge drenge var psykisk nedbrudte bagefter.
Hebron I den gamle by er der 5 bosættelser, og dagligdagen for palæstinenserne er chikane, provokationer fra bosætterne og udsigt til pigtråd og israelsk militær alle vegne. Hebron Det er vanskeligt for palæstinensere at færdes rundt på grund af de mange checkpoints, og ofte bliver de nægtet adgang. De er derfor meget glade for besøg da det er med til at begrænse provokationerne Hebron I den gamle bydel af Hebron ligger Abraham moskeen, der er et af de helligste steder for både jøder og muslimer.
Burin Hannan Sofan i sit hjem, klemt inde mellem Burin og bosættelsen Yetzhar. Hannan og hendes familie må ofte forsvarer sig mod bosætterne, der forsøger at skræmme dem væk, og overtage deres oliven plantage. Bethlehem I Bethlehem som mange andre steder skal de palæstinensiske arbejdere gennem de israelske checkpoint for at komme på arbejde.
Jordandalen Abed, fotograf for Reuter på arbejde i Makhoul i Jordandalen, hvor det israelske militær forhindre FN i at leverer udstyr til Beduinerne som lever der.
Jerusalem Næsten alle varer bliver kørt ind i den gamle by med trækvogne, men da de smalle gader ofte er ret stejle, er det nødvendigt med et bildæk som man kan stå på, og på den måde bremse vognen Jerusalem De unge drenge her er ikke anderledes end andre steder. De går på computer café, hvor de spiller og chatter
Jerusalem Ved damaskusgate er der lige så meget handel uden for den gamle by som inden for, og varerne kan man med lidt øvelse bære hjem på hovedet Jerusalem Vi oplevede meget få jøder der talte engelsk, men palæstinenserne kunne næsten alle engelsk, i hvert fald så meget at jeg ofte blev inviteret ind til en kop te og en snak
Om det er mit eller Børnenes Palæstina jeg viser, er op til os selv. Jo mere vi støtter dem, presser den israelske regering til at stoppe bosættelserne, og opgive besættelsen af Vestbredden og Gazsa, jo større sandsynlighed er der for at disse børn har en fremtid i et selvstændigt Palæstina. Tak til Det Danske Hus i Palæstina for husly i forbindelse med mine besøg, samt hjælp iøvrigt.