Bilag 1 Specialevejledninger for børne- og ungdomspsykiatrien og psykiatrien (ansøgningsversionerne)
24-11-2015 Revideret specialevejledning for børne- og ungdomspsykiatri (version til ansøgning) Specialevejledningen er udarbejdet som led i Sundhedsstyrelsens specialeplanlægning, jf. sundhedslovens 208, som omhandler organiseringen og varetagelsen af specialfunktioner på regionale og private sygehuse. Sagsnr. 4-1012-44/4 Reference dgo T 7222 7563 E syb@sst.dk Ud fra denne reviderede specialevejledning kan der ansøges om varetagelse af specialfunktioner. Efter vurdering af ansøgninger vil Sundhedsstyrelsen udsende en ny specialevejledning, hvoraf de godkendte matrikler fremgår. Specialebeskrivelse Børne- og ungdomspsykiatri omfatter forebyggelse, diagnostik, behandling, opfølgning og rehabilitering af mentale og adfærdsmæssige forstyrrelser og psykiske sygdomme hos børn og unge. Specialet varetager desuden forskning, udvikling og uddannelse inden for specialets områder. Kerneopgaver Opgaverne omfatter akut og elektiv diagnostik og behandling. Behandlingen kan være af både biologisk, psykoterapeutisk og psykosocial karakter, ligesom det kan være rådgivning, undervisning, psykoedukation, netværksarbejde samt konsultativt/kontekst baseret indsats i forhold til familie og professionelt netværk. Specialet har særlige opgaver i forhold til retspsykiatri og selvmordsforebyggelse, som går på tværs af nedenstående kerneopgaver. I børne- og ungdomspsykiatri er der følgende kerneopgaver: Organiske psykiske lidelser Misbrugsrelaterede psykiske tilstande Skizofreni og andre psykoser Affektive lidelser, fx depressiv og bipolar lidelse Angst og tvangslidelser Psykisk betingede legemlige symptomer Belastnings- og tilpasningsreaktioner Spiseforstyrrelser Personlighedsforstyrrelser Psykiske lidelser hos mentalt retarderede Gennemgribende udviklingsforstyrrelser Adfærds- og følelsesmæssige forstyrrelser i barndommen: Hyperkinetiske forstyrrelser (ADHD), adfærdsforstyrrelser, emotionelle forstyrrelser, tilknytningsforstyrrelser og Tourette Syndrom
Forhold af betydning for specialeplanlægning Et grundlæggende princip i børne- og ungdomspsykiatrien er at tilbyde den behandling, der er effektiv, tilstrækkelig og mindst indgribende i patientens tilværelse og integritet. Psykiske problemer og vanskeligheder i bred forstand er hyppigt forekommende blandt børn og unge, men i de fleste tilfælde vil vanskelighederne være af lettere eller forbigående karakter, såfremt der ydes den fornødne støtte i kommunen og i praksissektoren. Sværhedsgraden af tilstanden afgør, i hvilket regi patienten behandles. Således varetager børne- og ungdomspsykiatrien i sygehusvæsenet de mere komplicerede/specialiserede opgaver, herunder børn og unge med behov for tværfaglig udredning og behandling. Lettere problemstillinger bør kunne varetages i praksissektoren og i kommunerne. Patienter op til det 18. år bør varetages i børne- og ungdomspsykiatrien. Aldersgrænsen er i øvrigt fleksibel og kan tilrettelægges lokalt og eventuelt efter den enkelte patients særlige forhold. Det er væsentligt, at der er fokus på overgangen mellem børne- og ungdomspsykiatrien og psykiatrien samt overgangen mellem sektorerne. Der har igennem det sidste årti været en stigende efterspørgsel efter børne- og ungdomspsykiatriske ydelser og et stort henvisningspres. Aktiviteten er overvejende ambulant, og den ambulante aktivitet har været stigende. Der har over en årrække været en stigning i antallet af børn og unge, som udredes og behandles for opmærksomhedsproblemer, hyperaktivitet (ADHD), og selvskadende adfærd. Børne- og ungdomspsykiatrisk udredning og behandling varetages i et tværfagligt samarbejde mellem læger, sygeplejersker, psykologer, socialrådgivere, pædagoger og eventuelt andre relevante faggrupper. På grund af speciallægemanglen forudses øget anvendelse af specialpsykologer og specialuddannede sygeplejersker. Specialet har igennem en periode haft øget fokus på udredning og psykopatologi, men fokus er igennem de seneste år igen på behandling, og det forventes, at dette område vil udbygges fremover. Der er fortsat behov for at udbygge aktivitet og kapacitet og variation i tilbuddene, ligesom der fortsat er behov for opsøgende aktiviteter. Der har været tiltagende fokus på patientens muligheder for medbestemmelse og inddragelse i behandlingen, samt indsatser der er målrettet mod at den enkelte kan leve et meningsfuldt hverdagsliv. Herudover har der generelt været øget fokus på samarbejdet med forældrene/familien. Dette er alle områder der forventes styrket og udvidet over de kommende år. Der ses generelt fortsat behov for specialisering inden for det børne- og ungdomspsykiatriske speciale. Samtidig lægges der i øget omfang vægt på fagligt bæredygtige enheder med god mulighed for at etablere stærke faglige miljøer og opbygning af erfaring. De psykiatriske specialer, herunder børne- og ungdomspsykiatrien, har særlige opgaver i relation til lovgivningen, blandet andet i relation til tvang. Tvang kan kun udføres på psykiatriske afdelinger på offentlige sygehuse. Endvidere har børne- og ungdomspsykiatrien en opgave i forhold til retspsykiatriske problemstillinger, her-
under ungdomspsykiatriske patienter med dom eller behov for mentalobservation. Der er derfor behov for fokus på sammenhængende patientforløb med Kriminalforsorgen og samarbejdet med retsvæsenet. Specialet har desuden en særlig opgave i forbindelse med katastrofeberedskab, herunder krisestøtte i relation hertil. Der forudses øget brug af telepsykiatri i de kommende år. Telepsykiatri kan anvendes som supplement til anden børne- og ungdomspsykiatrisk opfølgende behandling, men bør ikke anvendes som led i den indledende diagnostiske afklaring af en patient. I tilfælde hvor telepsykiatri anvendes, bør brugen heraf beskrives. For at sikre ensartet behandling af høj kvalitet er der behov for, at der udarbejdes kliniske retningslinjer inden for området. Udover de nationale kliniske retningslinjer, som udarbejdes af Sundhedsstyrelsen, udarbejder de faglige og videnskabelige selskaber landsdækkende kliniske retningslinjer. Der er endvidere behov for forstærket forskningsindsats. Praksisområdet Almen praksis varetager initial undersøgelse og i nogle tilfælde behandling, opfølgning og kontrol af børne- og ungdomspsykiatriske sygdomme. Den praktiserende læge kan fx i samråd med speciallægen i børne- og ungdomspsykiatri have en rolle i den opfølgende medicinske vedligeholdelsesbehandling af barnet eller den unge inden for rammerne af Sundhedsstyrelsens vejledning herom. Der bør for de hyppigste sygdomme inden for børne- og ungdomspsykiatri foreligge retningslinjer for samarbejdet og opgavevaretagelse mellem almen praksis og sygehusvæsenet. Der er ca. 17 praktiserende speciallæger med ydernummer i børne- og ungdomspsykiatri. Der har været tradition for, at speciallægebehandlingen af den enkelte patient enten er blevet varetaget i speciallægepraksis eller på sygehus. Der arbejdes på at indføre faseopdelte forløb, således at behandlingen foretages i det regi, som bedst varetager patientens behov på det pågældende tidspunkt. Dette stiller øget krav til samarbejde mellem praksissektoren og sygehusvæsenet. En del børn og unge med psykiske forstyrrelser i bred forstand behandles desuden af praktiserende psykologer. Det kommunale sundhedsvæsen Kommuner og regioner skal i medfør af sundhedsloven indgå sundhedsaftaler med henblik på at sikre sammenhæng og koordinering af indsatserne i de patientforløb, der går på tværs af sygehuse, almen praksis og kommuner. Det forventes, at der i de kommende år vil være behov for et endnu tættere samarbejde mellem regioner og kommuner, og der vil være yderligere fokus på arbejdsdelingen. I henhold til Sundhedsloven har kommunerne hovedansvaret for at skabe sunde rammer og etablere forebyggende tilbud for borgerne, blandt andet med henblik på livsstilsændringer vedrørende kost, alkohol, tobak, fysisk aktivitet og mental sundhed. Den kommunale sektor har en række væsentlige opgaver, herunder behandling af børn og unge med psykiske lidelser fx i form af pædagogisk, psykologisk og social udredning, socialpædagogisk behandling, familiebehandling og psykoterapi.
Kommunerne har desuden en stor og vigtig opgave i forhold til at sikre rehabiliterende indsatser. Sygehusvæsenet edenfor beskrives anbefalinger til hovedfunktionsniveauet og krav til varetagelse af regionsfunktioner og højt specialiserede funktioner. De sygdomsgrupper/diagnoser samt diagnostiske og behandlingsmæssige metoder, der er regionsfunktioner eller højt specialiserede funktioner i specialet, oplistes. Anbefalinger til hovedfunktionsniveau Hovedfunktioner i børne- og ungdomspsykiatrien omfatter udredning og behandling af sygdomme og tilstande, der er så svære og komplekse, at det kræver diagnostisk udredning og behandling, herunder tværfagligt indsats i sygehusregi, men som ikke samtidig kræver varetagelse på specialfunktionsniveau (regionsfunktionsniveau og højt specialiseret niveau). Hvis en påbegyndt udredning på hovedfunktionsniveauet giver begrundet mistanke om, at patientens sygdom skal varetages på regionsfunktions- eller højt specialiseret niveau, henvises patienten til et sygehus, der er godkendt hertil. Børn og unge, som har forsøgt selvmord, har haft overvejelser herom eller på anden måde udvist selvmordsadfærd bør henvises til ambulant behandling. Børn og unge med akut selvmordsfare skal henvises til akut behandling på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling. Det er væsentligt, at øvrigt personale, herunder psykologer og sygeplejersker, har relevante kompetencer og erfaring i varetagelse af specialets patienter. Det bør være muligt på hovedfunktionsniveau at få assistance fra en speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri inden for kort tid. Ved varetagelse af hovedfunktioner i børne- og ungdomspsykiatrien bør der være samarbejde med følgende specialer Pædiatri Psykiatri eurologi Intern medicin: Endokrinologi (vedrørende spiseforstyrrelser) Krav til varetagelse af specialfunktioner I Sundhedsstyrelsens udgivelse Specialeplanlægning begreber, principper og krav beskrives en række generelle forudsætninger og krav til bl.a. kapacitet og forskning, som skal opfyldes for at varetage specialfunktioner. Disse krav udgør grundlaget for varetagelse af specialfunktioner, men derudover oplistes der nedenfor specifikke krav, som gælder for børne- og ungdomspsykiatrien. Krav til varetagelse af regionsfunktioner De anbefalinger, som er anført for hovedfunktionsniveauet, gælder som krav på regionsfunktionsniveauet. Derudover stilles der følgende krav til varetagelse af regionsfunktioner: Det er karakteristisk for psykiske sygdomme, at den enkelte sygdom varierer i sværhedsgrad også hos den enkelte patient. Det kan derfor være vanskeligt at vurdere, hvornår en psykisk sygdom er af en sådan sværhedsgrad, at patienten skal henvises fra hovedfunktionsniveau til regionsfunktionsniveau. edenstående kriterier anvendes for udvalgte regionsfunktioner til at skelne mellem, hvornår patienter kan behandles på hovedfunktion, og hvornår de skal henvises til regionsfunktions-
niveau. I tilfælde, hvor disse kriterier anvendes, fremgår det af beskrivelsen af regionsfunktionen. Kriterier for at henvise fra hovedfunktionsniveau til regionsfunktionsniveau: 1. Samlet vurdering af patientens sygdomsgrad tilsiger, at patienten skal behandles på regionsfunktionsniveau og/eller 2. Patienten er diagnostisk uafklaret trods grundig klinisk udredning. Patienter, der er diagnostisk uafklaret, henvises til den regionsfunktion, som bedst kan dække over patientens symptomer og/eller 3. Der har været gennemført mindst to behandlingsforløb efter gængs praksis på hovedfunktionsniveau med utilstrækkelig behandlingseffekt og/eller 4. Patienten med svær grad af psykiatrisk komorbiditet år patienten er udredt, kan regionsfunktionsniveauet tilbagehenvise patienten til hovedfunktionsniveauet, såfremt dette er angivet som en mulighed i regionsfunktionen. På regionsfunktionsniveau skal der være særlig viden om psykopatologi, særlige kompetence indenfor behandling, herunder psykoterapi, psykofarmakologi, miljøterapi, psykoedukation og samtidig behandling af somatisk og psykisk lidelse samt mulighed for døgnindlæggelse. På regionsfunktionsniveau skal det være muligt at få assistance fra en speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri inden for kort tid. Ved varetagelse af regionsfunktioner i børne- og ungdomspsykiatri skal der være samarbejde med andre relevante specialer på relevant specialiseringsniveau. Regionsfunktioner 1. Skizofreni hos børn og unge på 12 år og ældre (incidens 150, prævalens 250-300), vedligeholdelsesbehandling kan eventuelt foregå på hovedfunktionsniveau i formaliseret samarbejde med regionsfunktionen. 2. Affektive lidelser, angst og OCD, hvor et/flere af overstående kriterier 1-4 er opfyldt. Vedligeholdelsesbehandling kan eventuelt foregå på hovedfunktionsniveau i formaliseret samarbejde med regionsfunktionen. (skønnet incidens: 150-200 pt.)
3. Psykiatriske tilstande med komplicerende mental retardering, hvor udredning og/eller behandling er særlig vanskelig fx pga. adfærdsproblemer eller kommunikative vanskeligheder (incidens 100 pt.) Vedligeholdelsesbehandling kan eventuelt foregå på hovedfunktionsniveau i formaliseret samarbejde med regionsfunktionen. Skal varetages i tæt samarbejde med neurologi og pædiatri. 4. Komplekse neuropsykiatriske tilstande indenfor ADHD, autismespektrumforstyrrelse og Tourettes syndrom hvor et/flere af overstående kriterier 1-4 er opfyldt (skønnet incidens 200) Varetages i tæt samarbejde med pædiatri Vedligeholdelsesbehandling kan eventuelt foregå på hovedfunktionsniveau i formaliseret samarbejde med regionsfunktionen. 5. Spiseforstyrrelser hos patienter på 12 år og ældre (incidens 400), hvor et/flere af overstående kriterier 1-4 er opfyldt, herunder ved manglende bedring i løbet af et par måneder under behandling på hovedfunktionsniveau. Varetages i tæt samarbejde med pædiatri og intern medicin: endokrinologi. 6. Spæd- og småbørnspsykiatri, 0-3 år (inkl.). Spæd- og småbørnspsykiatri omfatter 0-3 årige børn med psykiske forstyrrelse, 0-3 årige børn af psykisk syge forældre samt gravide med svær psykisk sygdom (med henblik på forberedelse af behandlingsalliance) (skønnet incidens 420). Skal varetages i tæt samarbejde med pædiatri samt gynækologi/obstetrik Vedligeholdelsesbehandling kan eventuelt foregå på hovedfunktionsniveau i formaliseret samarbejde med regionsfunktionen. 7. Somatoforme tilstande, hvor et/flere af overstående kriterier 1-4 er opfyldt. (incidens 90). Varetages i tæt samarbejde med pædiatri Krav til varetagelse af højt specialiserede funktioner De krav, som er anført for regionsfunktionsniveauet, gælder også for det højt specialiserede niveau. Derudover stilles der følgende krav til varetagelse af højt specialiserede funktioner: edenstående kriterier anvendes for udvalgte højt specialiserede funktioner til at skelne mellem, hvornår patienter kan behandles på regionsfunktionsniveau og hvornår, de skal henvises til højt specialiseret funktionsniveau. I tilfælde, hvor disse kriterier anvendes, fremgår det af beskrivelsen af den højt specialiserede funktion.
Kriterier for at henvise fra regionsfunktionsniveau til højt specialiseret funktionsniveau: 1. Samlet vurdering af patientens sygdomsgrad tilsiger, at patienten skal behandles på højt specialiseret funktionsniveau og/eller 2. Patienten er diagnostisk uafklaret trods grundig klinisk udredning på regionsfunktionsniveau. Patienter, der er diagnostisk uafklaret, henvises til den højt specialiserede funktion, som bedst kan dække over patientens symptomer og/eller 3. Der har været gennemført mindst to behandlingsforløb efter gængs praksis på regionsfunktionsniveau med utilstrækkelig behandlingseffekt og/eller 4. Patienten med svær grad af psykiatrisk komorbiditet På højt specialiseret niveau skal det være muligt at få assistance fra en speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri i løbet af kort tid. Ved varetagelse af højt specialiseret niveau i børne- og ungdomspsykiatri skal der være samarbejde med andre relevante specialer på relevant specialiseringsniveau. Højt specialiserede funktioner Alle nedenstående funktioner omhandler både diagnostik og behandling. 8. Skizofreni hos børn på 4-11 år samt skizofreni hos børn på 12 år og ældre, hvor et/flere af overstående kriterier 1-4 er opfyldt (monitoreres). 9. Bipolar tilstande og patienter med behov for ECT-behandling, samt depressive tilstande, hvor et/flere af overstående kriterier 1-4 er opfyldt (incidens 100). ECT behandling skal foregå i tæt samarbejde med psykiatri 10. Komplekse neuropsykiatriske tilstande, hvor et/flere af overstående kriterier 1-4 er opfyldt, og/eller ved komplicerende somatisk komorbiditet (skønnet incidens 50 pt.). Varetages i tæt samarbejde med pædiatri 11. Spiseforstyrrelser hos patienter på 4-11 år samt spiseforstyrrelser hos patienter på 12 år og ældre, hvor et/flere af overstående kriterier 1-4 er opfyldt (incidens 50 pt.). Varetages i tæt samarbejde med pædiatri og intern medicin: endokrinologi. 12. Ungdomsretspsykiatri, herunder mentalobservationer under indlæggelse og børn og unge med dom til behandling (incidens 15-20 pt). Behandlingen
kan i stabil fase varetages på lavere funktionsniveau (afhængig af den psykiatriske grundlidelse) i formaliseret samarbejde med højt specialiseret niveau. 13. Svær kønsidentitetsforstyrrelse, herunder ønske om kønsskifte hos børn og unge. Udredningsforløb mv. Varetages i tæt samarbejde med pædiatri og psykiatri (sexologi). 14. Børn på (0-5 år) med behov for psykofarmakologisk behandling, fraset behandling med melatonin (skønnet incidens 50 pt.). Vedligeholdelsesbehandling kan varetages på regionsfunktionsniveau i formaliseret samarbejde med højt specialiseret niveau. Monitorering af specialfunktioner i børne- og ungdomspsykiatri Sundhedsstyrelsen følger løbende op på, om den gældende specialeplan er tidssvarende, relevant og dækkende. Det sker gennem årlige statusrapporter om opfyldelse af krav til specialfunktionerne. Dertil kommer, at Sundhedsstyrelsen årligt vil monitorere udvalgte specialfunktioner i specialet, som beskrevet nedenfor. Monitoreringen baseres på data fra Landspatientregisteret, og omfatter kontakter til offentlige og private sygehuse (offentligt finansierede kontakter), som både afsluttede og uafsluttede indlæggelser henholdsvis ambulante kontakter. Regionsfunktioner Ingen regionsfunktioner monitoreres Højt specialiserede funktioner Skizofreni hos børn på 4-11 år samt skizofreni hos børn på 12 år og ældre, hvor et/flere af overstående kriterier 1-4 er opfyldt. Ud over de ovenfor nævnte generelle kriterier, afgrænses monitoreringen af denne funktion med diagnosekoden: DF20* inkl. alle underkoder (aktionsdiagnose) Der opgøres volumenindikatorer på antal unikke incidente patienter og antal sygehuskontakter med pågældende aktionsdiagnose på henholdsvis sygehusafdeling og geografisk lokalisation. Incidens betyder her, at det er første gang patienten er registreret med den pågældende aktionsdiagnose (LPR tilbage til 1995). Baggrund for udarbejdelse af specialevejledningen Sundhedsstyrelsen har udarbejdet denne specialevejledning på baggrund af en revision af specialevejledningen fra Specialeplan 2010 og har i arbejdet indhentet rådgivning fra faglige repræsentanter fra regionerne samt fra de relevante videnskabelige selskaber m.v. Sundhedsstyrelsens udgivelse Specialeplanlægning - begreber, principper og krav (tilgængelig fra Sundhedsstyrelsens hjemmeside) beskriver rammerne for specialeplanlægningen.. Følgende udgivelser er inddraget i specialeplanlægningen i relevant omfang:
Sundhedsstyrelsens vejledning fra december 2007 vedr. medikamentel behandling af børn og unge med psykiske lidelser Sundhedsstyrelsens rapport Den akutte indsats i psykiatrien fra 2008 Sundhedsstyrelsens ational strategi for psykiatri, 2009 Sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinje for udredning og behandling af børn og unge med ADHD, 2014 Sundhedsstyrelsens vejledning om udredning og behandling af transkønnede, 2014
24-11-2015 Revideret specialevejledning for psykiatri (version til ansøgning) Specialevejledningen er udarbejdet som led i Sundhedsstyrelsens specialeplanlægning, jf. sundhedslovens 208, som omhandler organiseringen og varetagelsen af specialfunktioner på regionale og private sygehuse. Sagsnr. 4-1012-44/33 Reference DGO T 7222 7563 E syb@sst.dk Ud fra denne reviderede specialevejledning kan der ansøges om varetagelse af specialfunktioner. Efter vurdering af ansøgninger vil Sundhedsstyrelsen udsende en ny specialevejledning, hvoraf de godkendte matrikler fremgår. Specialebeskrivelse Psykiatri omfatter forebyggelse, diagnostik, behandling, opfølgning og rehabilitering af patienter med psykotiske og ikke-psykotiske lidelser samt psykiske lidelser kombineret med misbrug hos voksne. Specialet varetager desuden forskning, udvikling og uddannelse inden for specialets områder. Kerneopgaver Opgaverne omfatter akut og elektiv diagnostik og behandling. Behandlingen kan være af både biologisk, psykoterapeutisk og psykosocial karakter, ligesom det kan være rådgivning, undervisning, psykoedukation, netværksarbejde samt konsultativt/kontekst baseret indsats i forhold til familie og professionelt netværk. Specialet har særlige opgaver i forhold til retspsykiatri og selvmordsforebyggelse, som går på tværs af nedenstående kerneopgaver. I psykiatri er der følgende kerneopgaver: Organiske psykiske sygdomme Misbrugsrelaterede psykiatriske sygdomme Skizofreni og andre psykoser Affektive sindslidelser Angst- og tvangslidelser Somatoforme lidelser Belastnings- og tilpasningsreaktioner, herunder kriser
Spiseforstyrrelser Personlighedsforstyrrelser Seksuelle afvigelser Psykiske sygdomme hos oligofrene Psykiske udviklings- og adfærdsforstyrrelser opstået i barndom eller adolescens Forhold af betydning for specialeplanlægning Et grundlæggende princip i psykiatrien er at tilbyde den behandling, der er effektiv, tilstrækkelig og mindst indgribende i patientens tilværelse og integritet. Der har over en årrække været tiltagende fokus på patientens muligheder for selvbestemmelse og inddragelse i behandlingen samt på indsatser, der er målrettet mod, at den enkelte kan leve et meningsfuldt hverdagsliv. Herudover har der været tiltagende fokus på samarbejdet med pårørende. Begge områder forventes styrket og udvidet over de kommende år. Der foregår en øget specialisering inden for psykiatrien såvel i forhold til behandlingen af hyppigt forekommende psykiatriske sygdomme med komplicerede forløb som i forhold til mere sjældne psykiske sygdomme. Samtidig lægges der i øget omfang vægt på fagligt bæredygtige enheder med god mulighed for at etablere stærke faglige miljøer og opbygning af erfaring. Der bliver i stigende grad etableret enheder med særlige opgaver vedrørende forskning, udvikling og videns opsamling. De psykiatriske specialer har særlige opgaver i relation til lovgivningen, herunder i relation til bekendtgørelse om straffeloven ved retspsykiatri og bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien ved anvendelse af tvang. Tvang kan kun foregå på psykiatriske afdelinger på offentlige sygehuse. Det psykiatriske speciale har desuden en særlig opgave i forbindelse med katastrofeberedskab, herunder krisestøtte i relation hertil. Psykiatrisk behandling varetages i et tværfagligt samarbejde mellem blandt andet læger, sygeplejersker, psykologer, ergoterapeuter og fysioterapeuter. Der forudses øget anvendelse af specialuddannet personale, herunder specialpsykologer og sygeplejersker med specialuddannelse indenfor psykiatri. Specialets samarbejde med det somatiske sygehusvæsen om patienter med både somatiske og psykiske problemstillinger forventes styrket i de kommende år med henblik på at sikre sammenhængende, koordinerede patientforløb. Det samme gælder for samarbejdet med almen praksis (shared care). Ligeledes forventes samarbejdet mellem regioner og kommuner styrket, herunder samarbejdet vedrørende misbrugsbehandling, psykosocial indsats og hjemmepleje. Sammenhæng i patientforløb på tværs af sektorer skal sikres blandt andet via sundhedsaftalerne. Der samarbejdes desuden med Kriminalforsorgen i forbindelse med retspsykiatriske patienter. Side 2
Demografiske forhold forventes at få betydning for specialet i de kommende år. Blandt andet forudses der en stigning i antallet af ældre, hvilket vil betyde flere ældre med psykisk sygdom. Desuden forventes antallet af psykisk syge patienter med anden etnisk baggrund at stige, og at antallet af psykisk syge patienter dømt til behandling eller anbringelse fortsat vil være højt. Den neurovidenskabelige og psykologiske viden er voksende og inddrages i stadigt større omfang ved diagnostik og behandling af patienter med psykiske lidelser. Denne viden forventes fortsat at komme til at præge forståelsen af psykisk sygdom og behandlingen heraf og medføre nye behandlingsmuligheder. Der er behov for yderligere viden på det psykopatologiske, psykofarmakologiske, psykoterapeutiske og psykosociale område. Dette gælder de fleste sygdomsområder, men der er et særligt behov indenfor områder som eksempelvis ADHD. Der stilles øgede krav til psykiatriens værdimæssige og etiske aspekter, idet etiske dilemmaer til stadighed er i fokus, fx i forbindelse med balancen mellem selvbestemmelse og tvang/omsorg og behandlingsalliancen mellem patient og behandler. Der er fortsat behov for styrkelse af personalets kompetence til vurdering af risiko for patienten selv eller andre, herunder øget viden om selvskadende adfærd, selvmordsforebyggelse, håndtering af konflikter og forebyggelse af tvang. Der forudses øget brug af IT, herunder telepsykiatri, i de kommende år. Telepsykiatri kan anvendes som supplement til anden psykiatrisk opfølgende behandling, men bør ikke anvendes som led i den indledende diagnostiske afklaring af en patient. I tilfælde hvor telepsykiatri anvendes, bør brugen heraf beskrives. For at sikre ensartet behandling af høj kvalitet er der behov for, at der udarbejdes kliniske retningslinjer inden for området. Udover de nationale kliniske retningslinjer, som udarbejdes af Sundhedsstyrelsen, udarbejder de faglige og videnskabelige selskaber landsdækkende kliniske retningslinjer. Praksisområdet Almen praksis varetager initial undersøgelse og i mange tilfælde behandling i forbindelse med psykiske sygdomme. Ca. 25 % af alle henvendelser til almen praksis indeholder psykiske problemstillinger. Almen praksis varetager patienter med et bredt spektrum af psykiske lidelser, fx let til moderat angst og depression, kriser, demens og alkoholmisbrug samt opfølgning af stabile patienter med sværere psykiske lidelser indenfor såvel det affektive som det psykotiske spektrum. Desuden varetager almen praksis opfølgning og kontrol af visse psykiatriske patienter efter udredning og behandling på sygehus. Patienter med behov for en tværfaglig indsats og eventuelt længerevarende forløb varetages i den ambulante psykiatri. Side 3
Der bør for de hyppigste sygdomme inden for psykiatri foreligge retningslinjer for samarbejdet og opgavevaretagelse mellem almen praksis og sygehusvæsenet. Der er mange steder indgået en samarbejdsaftale mellem almen praksis, kommunerne og psykiatrien vedrørende diagnostik og opfølgning af patienter med demens. Ligeledes er praksiskonsulenter tilknyttet de psykiatriske afdelinger. ogle afdelinger har udviklet et velfungerende samarbejde om patientbehandling efter shared-care-modeller blandt andet vedrørende depression og angst. Der er ca. 150 praktiserende speciallæger i psykiatri fordelt på ca. 100 speciallægepraksis. Der er betydelig geografisk variation. De praktiserende speciallæger varetager primært behandling af patienter med psykiske sygdomme af moderat grad, hvor der ikke er behov for bred tværfaglig indsats involverende flere faggrupper. Det drejer sig især om angst- og depressionslidelser, stressrelaterede tilstande, personlighedsforstyrrelser og voksne med ADHD. Der behandles kun få patienter med psykoser. Speciallægepraksis behandler årligt ca. 50-60.000 patienter, heraf er ca. 25.000 nye patienter. Der gives offentligt tilskud til behandlingsudgiften af behandling hos praktiserende psykolog for 11 grupper af patienter efter henvisning fra praktiserende læge. Det drejer sig dels om patienter, der har været udsat for en række specifikke hændelser, dels om voksne patienter med let til moderat depression og patienter mellem 18-38 år med let til moderat angst. Det kommunale sundhedsvæsen Kommuner og regioner skal i medfør af Sundhedsloven indgå sundhedsaftaler med henblik på at sikre sammenhæng og koordinering af indsatserne i de patientforløb, der går på tværs af sygehuse, almen praksis og kommuner. Det forventes, at der i de kommende år vil være behov for et endnu tættere samarbejde mellem regioner og kommuner, og at der vil være yderligere fokus på arbejdsdelingen. Der arbejdes tæt sammen med kommuner vedrørende støtte og omsorg til især patienter med bipolar affektiv sygdom, skizofreni og sværere personlighedsforstyrrelser. Endvidere er der et tæt samarbejde med kommunernes hjemmepleje for så vidt angår de ældre patienter med psykisk sygdom. Kommunerne har ansvaret for misbrugsbehandlingen (såvel alkohol- som stofmisbrug). Der er en stigning i antallet af mennesker med samtidig psykisk lidelse og misbrug, og der er derfor stort behov for koordination og samarbejde mellem den regionale psykiatri og den kommunale misbrugsbehandling og psykosociale indsats. Herudover har kommunerne i henhold til Sundhedsloven hovedansvaret for at skabe sunde rammer og etablere forebyggende tilbud for borgerne, blandt andet med henblik på livsstilsændringer vedrørende kost, alkohol, tobak, fysisk aktivitet og mental sundhed. Side 4
Psykiatriloven giver med udskrivningsaftaler og koordinationsplaner mulighed for, at regioner, kommuner og almen praksis samarbejder om patienter, som efter udskrivning må antages ikke selv at ville søge den behandling eller de sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred. Som et grundlag for samarbejdet mellem den regionale psykiatri og den kommunale misbrugsbehandling udarbejdes retningslinjer for udarbejdelse af koordinerende indsatsplaner for patienter med samtidig psykisk lidelse og misbrug. Sygehusvæsenet edenfor beskrives anbefalinger til hovedfunktionsniveauet og krav til varetagelse af regionsfunktioner og højt specialiserede funktioner. De sygdomsgrupper/diagnoser samt diagnostiske og behandlingsmæssige metoder, der er regionsfunktioner eller højt specialiserede funktioner i specialet, oplistes. Anbefalinger til hovedfunktionsniveau Hovedfunktioner i psykiatri omfatter udredning og behandling af sygdomme og tilstande, som ikke kræver varetagelse på specialfunktionsniveau (regionsfunktionsniveau og højt specialiseret niveau). Hvis en påbegyndt udredning på hovedfunktionsniveauet giver begrundet mistanke om, at patientens sygdom skal varetages på regionsfunktions- eller højt specialiseret niveau, henvises patienten til et sygehus, der er godkendt hertil. Patienter med somatoforme og dissociative lidelser samt sexologisk lidelse varetages ikke på hovedfunktionsniveau i psykiatrien, men henvises fra andre specialer, når de opfylder kriterierne for regionsfunktionen i psykiatrien, se regionsfunktionsniveauet. Retspsykiatriske patienter kan varetages på hovedfunktionsniveau i et formaliseret samarbejde med regionsfunktionsniveau. Der bør være særlig opmærksomhed omkring risikovurdering, herunder vurdering af patienters selvmordsrisiko og eventuelle farlighed. Patienter, som har forsøgt selvmord, har haft overvejelser herom eller på anden måde udvist selvmordsadfærd bør henvises til ambulant behandling. Patienter med akut selvmordsfare skal henvises til akut behandling på psykiatrisk afdeling. Det er endvidere væsentligt at være opmærksom på eventuel psykisk og somatisk komorbiditet. Det er væsentligt, at øvrigt personale, herunder sygeplejersker, har relevante kompetencer og erfaring i varetagelse af specialets patienter. Det bør være muligt på hovedfunktionsniveau at få assistance fra en speciallæge i psykiatri inden for kort tid. Ved varetagelse af hovedfunktioner i psykiatri bør der være samarbejde med følgende specialer: Anæstesiologi med intensiv niveau 2 eurologi Side 5
Intern medicin (bredt) Børne- og ungdomspsykiatri Der bør desuden være adgang til flerstrenget behandling i form af, psykoterapi, psykofarmakologi, ECT og miljøterapi. Krav til varetagelse af specialfunktioner I Sundhedsstyrelsens udgivelse Specialeplanlægning begreber, principper og krav beskrives en række generelle forudsætninger og krav til bl.a. kapacitet og forskning, som skal opfyldes for at varetage specialfunktioner. Disse krav udgør grundlaget for varetagelse af specialfunktioner, men derudover oplistes der nedenfor specifikke krav, som gælder for psykiatri. Krav til varetagelse af regionsfunktioner De anbefalinger, som er anført for hovedfunktionsniveauet, gælder som krav på regionsfunktionsniveauet. Derudover stilles der følgende krav til varetagelse af regionsfunktioner: Det er karakteristisk for psykiske sygdomme, at den enkelte sygdom varierer i sværhedsgrad også hos den enkelte patient. Det kan derfor være vanskeligt at vurdere, hvornår en psykisk sygdom er af en sådan sværhedsgrad, at patienten skal henvises fra hovedfunktionsniveau til regionsfunktionsniveau. edenstående kriterier anvendes for udvalgte regionsfunktioner til at skelne mellem, hvornår patienter kan behandles på hovedfunktion, og hvornår de skal henvises til regionsfunktionsniveau. I tilfælde, hvor disse kriterier anvendes, fremgår det af beskrivelsen af regionsfunktionen. Kriterier for at henvise fra hovedfunktionsniveau til regionsfunktionsniveau: 1. Samlet vurdering af patientens sygdomsgrad tilsiger, at patienten skal behandles på regionsfunktionsniveau og/eller 2. Patienten er diagnostisk uafklaret trods grundig klinisk udredning, gerne med anvendelse af en eller flere semistrukturerede interview som fx SCA/PSE. Patienter, der er diagnostisk uafklaret, henvises til den regionsfunktion, som bedst kan dække over patientens symptomer og/eller 3. Der har været gennemført mindst to behandlingsforløb efter gængs praksis på hovedfunktionsniveau med utilstrækkelig behandlingseffekt og/eller 4. Patienten har somatisk komorbiditet, der medfører diagnostiske eller behandlingsmæssige problemer, der ikke kan varetages på hovedfunktionsniveau Side 6
år patienten er udredt og den fortsatte behandling kan varetages på hovedfunktionsniveau, kan regionsfunktionsniveauet tilbagehenvise patienten til hovedfunktionsniveauet. På regionsfunktionsniveau skal der være særlig viden om psykopatologi, særlige kompetence indenfor behandling, herunder psykoterapi, psykofarmakologi samt særlig viden om behandling af patienter med samtidig somatisk og psykiatrisk sygdom, fx viden om anvendelse af ECT til patienter med somatisk sygdom. På regionsfunktionsniveau skal det være muligt at få assistance fra en speciallæge i psykiatri i løbet af kort tid. Ved varetagelse af regionsfunktioner i psykiatri skal der være samarbejde med andre relevante specialer på relevant specialiseringsniveau. Hvis der er tale om gravide patienter, skal behandlingen varetages i tæt samarbejde med gynækologi/obstetrik, mens behandlingen af forældre med spædbørn skal varetages i tæt samarbejde med børne- og ungdomspsykiatri/pædiatri. Regionsfunktioner 1. Demens med svær adfærdsforstyrrelse (300-500 pt.), skizofreni og skizofrenilignende tilstande hos ældre, affektive lidelser hos ældre samt angst- og tvangslidelser hos ældre, hvor et/flere af overstående kriterier 1-4 er opfyldt. Udredningen af demens varetages i tæt samarbejde med neurologi og intern medicin: geriatri 2. Skizofreni og skizofrenilignende tilstande, hvor et/flere af overstående kriterier 1-4 er opfyldt (1.000-1.500 pt.) 3. Affektive lidelser, hvor et/flere af overstående kriterier 1-4 er opfyldt samt manisk enkeltepisode eller nyligt diagnosticeret bipolar lidelse, som ikke er sekundær til anden lidelse (1.000-1.500 pt.) (monitoreres) 4. Angst- og tvangslidelser, hvor et/flere af overstående kriterier 1-4 er opfyldt (600-900 pt.) 5. Somatoforme lidelser og dissociative lidelser (liaisonpsykiatri) med en varighed i mere end seks måneder og med en sværhedsgrad af sygdommen svarende til GAF (Global Assessment of Functioning Scale) < 50, hvor relevant behandling har været iværksat i almen praksis og/eller på somatisk afdeling uden tilstrækkelig effekt. Funktionen varetages i tæt samarbejde med relevante somatiske specialer (1.000-1.200 pt.) 6. Spiseforstyrrelser, hvor et/flere af overstående kriterier 1-4 er opfyldt, eller hvor BMI<16 (200-400 pt.) Varetages i tæt samarbejde med intern medicin: endokrinologi, helst på samme matrikel. Side 7
7. Personlighedsforstyrrelser med en sværhedsgrad af sygdommen svarende til GAF (Global Assessment of Functioning Scale) < 40 eller patienter med svær selvskadende adfærd eller svær udadreagerende adfærd (600-800 pt.) 8. Sexologisk lidelse, hvor patienten har behov for behandling i sygehusvæsenet (750-1.000 pt.), bortset fra kønsidentitetsproblematik, som varetages på højt specialiseret niveau. Varetages i tæt samarbejde med gynækologiobstetrik 9. Retspsykiatri. Diagnostik og behandling af patienter, der har en retslig foranstaltning. Patienter med lavere sygdomsgrad, lav farlighed og uden komplicerende misbrug kan eventuelt varetages på hovedfunktionsniveau i formaliseret samarbejde med regionsfunktionsniveau (4.000 pt.) 10. Oligofreni med samtidig psykisk lidelse, hvor et/flere af overstående kriterier 1-4 er opfyldt (100-200 pt.) 11. ADHD, hvor et/flere af overstående kriterier 1-4 er opfyldt (200-300 pt.) Varetages i tæt samarbejde med børne- og ungdomspsykiatri 12. Diagnosticering af psykiske udviklings- og adfærdsforstyrrelser, der ikke er blevet diagnosticeret i barndommen, herunder autisme og Aspergers Syndrom, hvor et/flere af overstående kriterier 1-4 er opfyldt. Varetages i tæt samarbejde med børne- og ungdomspsykiatri 13. PTSD, hvor et/flere af overstående kriterier 1-4 er opfyldt (400-600). PTSD på baggrund af tjenesterelaterede belastninger i relation til militærtjeneste varetages på højt specialiseret niveau. 14. Traumatiserede flygtninge, herunder flygtninge med PTSD 15. Telefonisk og skriftlig rådgivning til hovedfunktionsniveauet vedrørende behandling af patienter med graviditetsønske, gravide og ammende. Patienten skal konfereres med regionsfunktion. Såfremt regionsfunktionen vurderer, at patienten skal behandles på regionsfunktionsniveau, skal patienten henvises til den relevante regionsfunktion. Krav til varetagelse af højt specialiserede funktioner De krav, som er anført for regionsfunktionsniveauet, gælder også for det højt specialiserede niveau. På højt specialiseret funktionsniveau skal det være muligt at få assistance fra en speciallæge i psykiatri i løbet af kort tid. Ved varetagelse af højt specialiseret niveau i psykiatri skal der være samarbejde med andre relevante specialer på relevant specialiseringsniveau. Højt specialiserede funktioner 16. Katastrofepsykiatri Side 8
17. Særligt farlige psykotiske patienter, jf. lov om anvendelse af tvang i psykiatrien (30 pt.) 18. Behandling af personer med tanker om at udøve sædelighedskriminelle handlinger og dømte sædelighedskriminelle, jf. lovgivning (150-200 pt.) 19. Kønsidentitetsproblematik hos voksne, udredning, observationsforløb mv., herunder transseksuelle med henblik på vurdering af indikation for kønsskifteoperation. Varetages i tæt samarbejde med gynækologi og plastikkirurgi. Udføres i henhold til Sundhedsstyrelsens vejledning (180-200 pt.) 20. Diagnostik og behandling af særligt komplicerede somatiske og psykiatriske tilstande med seksuelle forstyrrelser, specielle handikap, intersex tilstande og seksuelle problemer i forbindelse med vold, incest og lignende (50-100 pt.) 21. Diagnostik og behandling af døve psykiatriske patienter (25 pt.) 22. Spiseforstyrrelser (100-150 pt.), hvor patienten har været igennem et relevant behandlingsforløb på regionsfunktionsniveau uden tilstrækkelig effekt. Varetages i tæt samarbejde med intern medicin: endokrinologi, helst på samme matrikel. 23. Vurdering med henblik på psykokirurgi, jf. lovgivning om anvendelse af tvang i psykiatrien 24. Traumatiserede flygtninge med svær samtidig psykisk og/eller somatisk komorbiditet. Varetages i tæt samarbejde med relevante specialer 25. Psykiatriske lidelser, primært svær PTSD med eller uden komorbiditet på baggrund af tjenesterelaterede belastninger i relation til militærtjeneste, primært udsendelse. Monitorering af specialfunktioner i psykiatri Sundhedsstyrelsen følger løbende op på, om den gældende specialeplan er tidssvarende, relevant og dækkende. Det sker gennem årlige statusrapporter om opfyldelse af krav til specialfunktionerne. Dertil kommer, at Sundhedsstyrelsen årligt vil monitorere nogle enkelte specialfunktioner i specialet psykiatri, som beskrevet nedenfor. Monitoreringen baseres på data fra Landspatientregisteret, og omfatter kontakter til offentlige og private sygehuse (offentligt finansierede kontakter), som både afsluttede og uafsluttede indlæggelser henholdsvis ambulante kontakter. Monitoreringsindikatorerne opgøres per år. Regionsfunktioner Affektive lidelser, hvor et/flere af overstående kriterier 1-4 er opfyldt samt manisk enkeltepisode eller nyligt diagnosticeret bipolar lidelse, som ikke er sekundær til anden lidelse (1.000-1.500 pt.) Side 9
Ud over de ovenfor nævnte generelle kriterier, afgrænses monitoreringen af denne funktion med en af følgende diagnosekoder: DF30* eller DF31* inkl. alle underkoder (aktionsdiagnose) Der opgøres volumenindikatorer på antal unikke incidente patienter og antal sygehuskontakter med pågældende aktionsdiagnose på henholdsvis sygehusafdeling og geografisk lokalisation. Incidens betyder her, at det er første gang patienten er registreret med den pågældende aktionsdiagnose (LPR tilbage til 1999). Højt specialiserede funktioner Ingen højt specialiserede funktioner monitoreres. Baggrund for udarbejdelse af specialevejledningen Sundhedsstyrelsen har udarbejdet denne specialevejledning på baggrund af en revision af specialevejledningen fra Specialeplan 2010 og har i arbejdet indhentet rådgivning fra faglige repræsentanter fra regionerne samt fra de relevante videnskabelige selskaber m.v. Sundhedsstyrelsens udgivelse Specialeplanlægning - begreber, principper og krav (tilgængelig fra Sundhedsstyrelsens hjemmeside) beskriver rammerne for specialeplanlægningen.. Side 10
Følgende udgivelser er inddraget i specialeplanlægningen i relevant omfang: Sundhedsstyrelsens referenceprogram for skizofreni fra 2004 Sundhedsstyrelsens rapport Spiseforstyrrelser anbefalinger for organisation og behandling fra 2005 Sundhedsstyrelsens MTV-rapport Forebyggende ambulant behandling ved svær affektiv lidelse (depression og mani) fra 2006 Sundhedsstyrelsens referenceprogram for angst fra 2007 Sundhedsstyrelsens referenceprogram for unipolar depression hos voksne fra 2007 Sundhedsstyrelsens MTV-rapport Udredning og behandling af demens fra 2008 Sundhedsstyrelsens rapport Den akutte indsats i psykiatrien fra 2009 Sundhedsstyrelsens rapport Behandling af PTSD hos veteraner - anbefalinger for fremtidig planlægning i sundhedsvæsenet fra 2010 Indsatsen for mennesker med psykiske lidelser kapacitet, sammenhæng og struktur, bilagsrapport 1. Udarbejdet i forbindelse med Regeringens udvalg for psykiatri, 2013 Indsatsen for mennesker med psykiske lidelser udvikling i diagnoser og behandling, bilagsrapport 2. Udarbejdet i forbindelse med Regeringens udvalg for psykiatri, 2013 Sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinje for udredning og behandling af demens fra 2013 Sundhedsstyrelsens Vejledning om behandling med antipsykotiske lægemidler til personer over 18 år med psykotiske lidelser fra 2014 Sundhedsstyrelsens vejledning om udredning og behandling af transkønnede fra 2014 Sundhedsstyrelsens Styrkelse af den psykosociale indsats ved beredskabshændelser, 2014 Side 11
Bilag 2 Specialeansøgninger for børne- og ungdomspsykiatrien og psykiatrien
Specialeansøgning til Sundhedsstyrelsens specialeplan Speciale: Børne- og ungdomspsykiatri Region/privat udbyder: Region Midtjylland Dato: 7. januar 2016 Der henvises til Sundhedsstyrelsens publikation Specialeplanlægning begreber, principper og krav, som er tilgængelig på Sundhedsstyrelsens hjemmeside for yderligere oplysninger. Specialeansøgning, speciale: Børne- og ungdomspsykiatri Region/Privatsygehus: Region Midtjylland 1
1 Indholdsfortegnelse 1 Indholdsfortegnelse 2 2 Generelle overvejelser i forhold til specialet 3 2.1 Indledende overordnet redegørelse for implementeringen af specialevejledningen hos ansøger 3 2.2 Beskrivelse af den planlagte organisering af 4 akutområdet i forhold til specialet 4 2.3 Beskrivelse af sammenhængen i specialet på tværs af funktionsniveauer og sygehusmatrikler 4 2.4 Beskrivelse af sammenhængen til andre specialer 5 2.5 Implementering 6 2.6 Udvikling og fremtidsplaner 6 3 Specialets hovedfunktionsniveau 8 3.1 Overordnet beskrivelse af den planlagte organisering af hovedfunktionerne i specialet 8 3.2 Overordnet beskrivelse af opfyldelsen af anbefalinger til varetagelsen af hovedfunktioner i specialet 8 3.3 Andre oplysninger vedr. hovedfunktioner i specialet 9 4 Specialets regionsfunktionsniveau 10 4.1 Kort redegørelse for varetagelsen af regionsfunktioner som regionen/det private sygehus allerede er godkendt til, og som ønskes genansøgt 10 4.2 Beskrivelse af den planlagte organisering af regionsfunktionerne i specialet 10 4.3 Matrikelspecifik beskrivelse af opfyldelse af krav til varetagelsen af regionsfunktioner i specialet 10 4.4 Formaliseret samarbejde 12 4.5 Udefunktioner 13 4.6 Andre oplysninger vedr. regionsfunktioner i specialet 13 5 Specialets højtspecialiserede niveau 14 5.1 Kort redegørelse for varetagelsen af regionsfunktioner som regionen/det private sygehus allerede er godkendt til, og som ønskes genansøgt 14 5.2 Beskrivelse af den planlagte organisering af højtspecialiserede funktioner i specialet 14 5.3 Matrikelspecifik beskrivelse af opfyldelse af krav til varetagelsen af højtspecialiserede funktioner i specialet 14 5.4 Formaliseret samarbejde 16 5.5 Udefunktioner 16 5.6 Andre oplysninger vedr. højtspecialiserede funktioner i specialet 17 Specialeansøgning, speciale: Børne- og ungdomspsykiatri Region/Privatsygehus: Region Midtjylland 2
2 Generelle overvejelser i forhold til specialet 2.1 Indledende overordnet redegørelse for implementeringen af specialevejledningen hos ansøger Der efterspørges en kort redegørelse for, hvordan specialevejledningen, på tværs af hovedfunktionsniveau, regions- og højtspecialiseret niveau, er implementeret i regionen/på det private sygehus, herunder eventuelle udfordringer (kun relevant hvis regionen/ det private sygehus allerede er godkendt til varetagelse af specialfunktioner i specialet) Børne- og ungdomspsykiatrien og psykiatrien er organiseret som ét hospital beliggende på flere matrikler i Region Midtjylland. Dog varetages behandling af Komplicerede somatoforme lidelser og dissociative lidelser for unge på Afdelingen for Funktionelle Lidelser, Aarhus Universitetshospital, Aarhus, på hovedfunktionsniveau. Der er ønske om at styrke samarbejdet på dette område yderligere i fremtiden. Børne- og ungdomspsykiatrien er med undtagelse af Funktionelle lidelser organiseret som én afdeling beliggende på tre matrikler i Region Midtjylland: Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Aarhus Universitetshospital, Risskov Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Herning Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Viborg Der varetages behandling på hovedfunktionsniveau på alle matriklerne. Alle regionsfunktioner i specialevejledningen af 8. september 2015 varetages på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Aarhus Universitetshospital, Risskov. Enkelte regionsfunktioner varetages endvidere på matriklen i Herning, mens én enkelt regionsfunktion varetages på matriklen i Viborg. Samtlige højtspecialiserede funktioner i specialevejledningen af 8. september 2015 varetages på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Aarhus Universitetshospital, Risskov. Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Aarhus Universitetshospital, Risskov behandler alle patienter med spiseforstyrrelser uanset alder. Specialet varetager således både egne specialiserede funktioner vedrørende spiseforstyrrelser samt specialfunktioner vedrørende spiseforstyrrelser inden for voksenpsykiatrien Sundhedsstyrelsen har godkendt regionsfunktionen Spæd- og småbørnspsykiatri (0-3 årige) og den højtspecialiserede funktion Ungdomsretspsykiatrisk funktion vedr. mentalobservationer og dom til behandling under indlæggelse til selvstændig varetagelse i Region Midtjylland. Jf. den gældende specialevejledning er der imidlertid organiseret et formaliseret samarbejde med Region ordjylland om regionsfunktionen for Spæd- og småbørnspsykiatri og Region Syddanmark om den højtspecialiserede funktion for Ungdomsretspsykiatri, som begge forventes videreført med den reviderede specialevejledning. Alle de tildelte regionsfunktioner og højtspecialiserede funktioner inden for børne- og ungdomspsykiatrien i Region Midtjylland er implementeret i overensstemmelse med principperne og kravene i den gældende specialevejledning. Specialeansøgning, speciale: Børne- og ungdomspsykiatri Region/Privatsygehus: Region Midtjylland 3
Det skal dog nævnes, at til trods for at behandlingen bliver varetaget på et højt fagligt niveau som regionsfunktion eller højtspecialiseret funktion i børne- og ungdomspsykiatrien, opleves der udfordringer med korrekt registrering af behandlingen på det rette specialiseringsniveau. Derfor vil indsatsen og fokus yderligere blive styrket på registreringen af funktionsniveauerne. Det skal desuden bemærkes, at der fra den gældende til den reviderede specialevejledning er foretaget ændringer i blandt andet grupperingen af diagnoserne for den enkelte specialfunktion og skønnet incidens på landsplan. Til trods for, at den aktuelle volumen i de indsendte ansøgningsskemaer er opgjort for specialfunktionerne i den reviderede specialevejledning af 1. juni 2015, vil den aktuelle volumen for flere af funktionerne således ikke stemme overens med den skønnede incidens i den reviderede specialevejledning, da registreringen af specialfunktionerne henføres til den gældende specialevejledning. 2.2 Beskrivelse af den planlagte organisering af akutområdet i forhold til specialet Der efterspørges en beskrivelse af, hvordan organiseringen af akutområdet overordnet opfylder anbefalinger og krav i denne specialevejledning Akutte indlæggelser sker for nuværende via de visiterede psykiatriske modtagelser i Region Midtjylland, hvilket for børne- og ungdomspsykiatrien er på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Centers matrikler på Aarhus Universitetshospital, Risskov og i Herning. Børne- og ungdomspsykiatrien skal implementeres i to af Region Midtjyllands 5 akutmodtagelser, og børne- og ungdomspsykiatrien vil således ultimo 2019 være implementeret i følgende 2 akutmodtagelser i regionen: Aarhus Universitetshospital Det nye samlede hospital i Vest, Gødstrup For mere uddybende beskrivelse af organiseringen af akutområdet i Region Midtjylland henvises til overliggernotatet. 2.3 Beskrivelse af sammenhængen i specialet på tværs af funktionsniveauer og sygehusmatrikler Der efterspørges en beskrivelse af, hvordan patientforløb organiseres på tværs af funktionsniveauer, herunder organiseringen af behandling på tværs af sygehusmatrikler i regionen. Region Midtjylland er generelt kendetegnet ved et tæt og velfungerende samarbejde såvel på tværs af funktionsniveauer som på tværs af specialer. Hvis det vurderes, at en patient inden for børne- og ungdomspsykiatrien har behov for at blive behandlet på et højere eller lavere specialiseringsniveau, sendes en henvisning internt i børne- og ungdomspsykiatrien til den matrikel/det rette afsnit på det nødvendige specialiseringsniveau, som forventes at skulle varetage den videre behandling af patienten. Specialeansøgning, speciale: Børne- og ungdomspsykiatri Region/Privatsygehus: Region Midtjylland 4