Cirkulære om obligatoriske uddannelseskrav for kirkefunktionærer kommenteret af Esther Jensen, 30.12.2016 Det nuværende Kompetencecirkulære er ikke hellig skrift. Det er blevet revideret en gang før i 2011, og det kunne det bestemt trænge til igen. Ækvivaleringsudvalget har mange gange henvendt sig til Kirkeministeriet uden resultat for at få foretaget redaktionelle ændringer: o Vores titel er ikke længere sognemedhjælper, men kirke- og kulturmedarbejder o Uddannelsen Professionsbachelor i kristendom, kultur og kommunikation, 3K mangler i rækken af uddannelser, der gør ansøgeren direkte kvalificeret til en stilling, og ansøgeren skal derfor ikke ækvivaleres o Lærerseminariernes linjefag i kristendomskundskab svarer ikke længere til 36 ECTS points, men 30 Men nu sker der så noget fra Kirkeministeriets side, og på et møde 12.12.2016 er det tydeligt, at Landsforeningen sidder på samme side af bordet som ministeriet. Det kan undre og ærgre, at Kirkeministerium og Landsforeningen er så langt med et cirkulære uden at inddrage væsentlige aktører: o Fagforeningen Kirkekultur.nu og CO10, da ændring af kompetencekrav uvægerligt hører sammen med løn- og ansættelsesforhold o Ækvivaleringsudvalget, som siden det første Kompetencecirkulære 14.09.2009 har ækvivaleret 315 personer og nok kunne fortælle et og andet om kirke- og kulturmedarbejdernes kendskab til kristendomskundskab og kirkefaglighed. Udvalget kunne også fortælle, at der i alle de år har været stillet mange spørgsmål til, hvad ækvivalering er, men der har faktisk kun været én klage o Biskopperne, som formelt har ansvaret for kompetencevurderingen i dag o Præsteforeningen o Professionsbachelor i kristendom, kultur og kommunikation, 3K i henholdsvis Århus og København o Landsnetværket af folkekirkelige skoletjenester Følgelig indleder jeg med lidt statistik: o 315 personer er blevet ækvivaleret siden det første kompetencecirkulære o 156 gange er ansøgerens kristendomskundskab vurderet utilstrækkelig
o 163 gang er ansøgerens kirkefaglighed vurderet utilstrækkelig Det er godt 20 gange om året i gennemsnit. Det skal siges, at med tiden har flere og flere MR set fidusen i at sende flere til ækvivalering, så man ikke køber katten i sækken, men ansætter en, der er fuldt kvalificeret fra første ansættelsesdag. Det giver selvfølgelig flere, der skal ækvivaleres og flere, der får nej til det ene eller andet. Og det giver flere, der blot ækvivaleres, men aldrig ansættes. Ministeriets hævder ved mødet 12.12.2016, at MR klager over kompetencekravene, men kan/vil ikke fremlægge nogen statistik. Min statistik viser, at der faktisk er færre, der får NEJ end JA, og der er vel ingen klager fra sidstnævnte! Endelig skal man huske på de mange, der ansættes uden ækvivalering, fordi ansøgeren har en af de uddannelser, der umiddelbart kvalificerer til arbejdet. Statistikken er værd at bære med sig, når man skal til at kikke på de drastiske tiltag, ministeriet vil gribe til. Hvor mange klager til Kirkeministeriet/Landsforeningen drejer det sig om? 5 om året? Og havde MR gjort sit hjemmearbejde og foretaget ækvivalering inden ansættelse? Det kunne også være interessant at få belyst, om de forholdsvis få klager kommer fra sogne med deltidsansatte kirke- og kulturmedarbejdere. Det er en skam, at ministeriet ikke viser interesse for at undersøge disse forhold, inden der gribes til en fuldstændig sanering af de i forvejen ret beskedne krav, der er til kirke- og kulturmedarbejdernes kompetencer. Uanset hvor mange klager, Kirkeministeriet og Landsforeningen sidder med, er jeg sikker på, der findes flere MR, der er ganske tilfredse med, at deres kirke- og kulturmedarbejder rent faktisk opfylder de nuværende kompetencekrav. Tilfredsheden kan også læses i den ret nye (fra 2014) anordning om børnekonfirmandundervisning og konfirmation, hvor det slås fast, at skal andre end præsten stå for undervisningen, skal det være en person med den teologiske og pædagogiske viden, en kirke- og kulturmedarbejder forventes af have ifølge Kompetencecirkulæret. Intet mindre, intet mere! 8 timers reglen Talrige gange i cirkulæret omtales, at dette kun gælder medarbejdere, der er ansat 8 timer eller derover. Som jeg har forstået det, har EU-Kommissionen tilbage i 2014 besluttet, at der IKKE gælder særlige regler for dem, der er ansat mindre end 8 timer om ugen, hvis de blot er ansat mere end en måned. Det må CO10 kunne be- eller afkræfte. Hvem sikrer, at pålagt uddannelse finder sted? 4: Senest 2 år efter ansættelsen skal kravene være opfyldt, læser vi. I det nuværende Kompetencecirkulære står der snarest muligt efter ansættelse. Men ingen følger op på, at det virkelig sker. Hvordan vil ministeriet sikre, at det sker fremover? Efteruddannelsen bliver obligatorisk
14: Det er glædeligt, at faggruppen efter 25 år endelig får efteruddannelsen gjort obligatorisk! Det har længe undret, at netop den faggruppe, der ansættes til at forkynde og undervise, yde sjælesorg og diakoni, ikke skal efteruddanne sig. ikke har gjort sig den ulejlighed at undersøge, hvad den 4 ugers efteruddannelse indeholder i dag: o 1 uge om Bibel, kirkehistorie, dogmatik og gudstjeneste o 1 uge om Folkekirken som arbejdsplads o 1 uge om sjælesorg og diakoni o 1 uge om kirkens undervisning og øvrige religionspædagogiske tiltag ikke forstår, at den nuværende 4 ugers efteruddannelse ikke er en uddannelse TIL kirke- og kulturmedarbejder. Men en uddannelse for den, der ER i ansættelse og gerne vil dygtiggøre sig. Indtil for nylig, skulle man have været i ansættelse 1 år for overhovedet at blive optaget på uddannelsen. ikke forstår forskellen på kristendomskundskab og kirkefaglighed. Skal det forklares enkelt og hurtigt er kristendomskundskab teori, og kirkefaglighed er at køre bil. Og så er vi ved sagens kerne: Vel har Kirkeministeriet og Landsforeningen planer om, at efteruddannelsen skal gøres obligatorisk, men det er ikke planen, at det skal hedde efteruddannelse fremover! Det er uddannelsen til kirke- og kulturmedarbejder fremover! Har man de 4 uger ja, så er man fuldt kvalificeret til at kalde sig kirke- og kulturmedarbejder! I samme paragraf præciseres det, at denne 4 ugers uddannelse også kvalificerer til en ansættelse som skole/kirkemedarbejder i Landsnetværket! Det vil jeg gerne høre Kirkeministeriet og Landsforeningen forklare Landsnetværket af folkekirkelige skoletjenester, der netop føler sig udfordret af at høre ind under kirke- og kulturmedarbejdernes protokollat! Og bagefter vil jeg gerne høre Kirkeministeriet og Landsforeningen forklare landet skoler, at nu kan de (i teorien ganske vist) forvente at samarbejde med skole/kirkemedarbejdere med kun 4 ugers uddannelse bag sig - taget på FUV, som ikke et øje udenfor kirken kender til! De første undtagelser fra 4 ugers uddannelsen 15 De 4 ugers uddannelse slipper man imidlertid for, hvis man i forvejen har en af flg. uddannelser: o Cand.theol. o Læreruddannelsen med kristendomskundskab som linjefag o Kandidatuddannelse i diakoni o Bachelor i teologi o Professionsbachelor i kristendom, kultur og kommunikation, 3K o Professionsbachelor i diakoni og socialpædagogik
o Cand.mag. i religionsvidenskab o Bachelor i religionsvidenskab Her bliver drøftelsen lidt luftig, da jeg ikke ved, hvad de 4 ugers uddannelse præcis indeholder. Hvis den indeholder det samme som efteruddannelsen i dag, er indvendingerne flg.: o Også i det nuværende cirkulære er Læreruddannelsen med kristendomskundskab som linjefag direkte kvalificerende til jobbet som kirke- og kulturmedarbejder. Det har fagforeningen altid stået uforstående overfor. Man kan sagtens have læst til lærer uden at have været i kirke én gang, bedt en bøn, overvejet sit dåbssyn eller talt med et menneske om døden. Altså kan man være fuldstændig blank udi kirkefaglighed. o Denne indvending gælder også de 2 sidste cand.mag og bachelor i religionsvidenskab. Vi har ækvivaleret flere med netop de uddannelser, der svarede nej til ALT på det kirkefaglige område. De kendte intet til Folkekirkens bekendelse og gudstjeneste samt undervisning, sjælesorg og diakoni. Altså bør man ikke undtage disse uddannelser for efteruddannelsen i kirkefaglighed. De andre undtagelser fra 4 ugers uddannelsen Kirkeministeriet og Landsforeningen må virkelig synes, det er voldsomt med 4 ugers obligatorisk uddannelse, for i samme paragraf 15 findes der flere frem, der kan slippe for det og umiddelbart kalde sig kirke- og kulturmedarbejder: o Kirkesanger med uddannelse fra kirkemusikskole o Kirkemusiker med eksamen i orgel og korledelse eller præliminær orgeleksamen o Kirkemusikalsk kandidateksamen fra et dansk musikkonservatorium Det kræver blot, at de indenfor de seneste 10 år har været ansat min. 8 timer om ugen i gennemsnit - i mindst 5 år. Det er tydeligt, at babysalmesang har bidt sig fast som noget, mange kirke- og kulturmedarbejdere tager sig af, og det kan en kirkemusiker vel klare lige så godt. Men hvad med alt det andet, vi laver? Og hvad med kendskabet til kristendom, når der skal laves babysalmesang blandt flygtninge med en anden tro, og hvad med de forældre, der spørger, om ikke buddhisme og yoga kan kombineres med babysalmesang? De tredje undtagelser fra 4 ugers uddannelsen Stadig i samme paragraf 15 sættes der trumf på: Bare man har været ansat i kirken (der står ikke noget om hvor mange timer om ugen eller som hvad) i mindst 3 år ja, så kan Menighedsrådet beslutte at man ikke skal tage de 4 ugers uddannelse for at kalde sig kirke- og kulturmedarbejder! I øvrigt er det vanskeligt at få stk. 2 og stk. 3 i 15 til at hænge sammen: Først stilles der særlige regler op for kirkemusikere javel. Men så kommer der andre regler for ALLE kirkefunktionærer, som i bund og grund er mere lempelige. En graver, der har været ansat i 3 år kan gå direkte over til at være kirke- og kulturmedarbejder, og menighedsrådet kan bestemme, at det ikke er nødvendigt med uddannelse. En kirkemusi-
ker derimod skal have sin kirkemusikeruddannelse med sig og en noget længere ansættelse i Folkekirken end graveren. Ja, med mindre kirkemusikeren påberåber sig at være kirkefunktionær, og det vil ingen vel betvivle! Jeg fatter det ikke??? Bygger det her på, at Kirkeministeriet ikke ved, hvad en kirke- og kulturmedarbejder laver? Tror man, vi bare laver kødsovs og serverer kaffe? Så se lige vores 4 minutters jubilæumsfilm på https://www.youtube.com/watch?v=aafv5jto4ee&feature=youtu.be For mange mennesker er kirke- og kulturmedarbejderen deres første møde med kirken. Måske det eneste. Her skal ikke være nogen slinger i valsen. Her skal tales enkelt og klart om dåbssyn og medlemskab. Her skal lyttes med empati. Her skal ydes en diakonal indsats, som mere end noget andet begrunder Folkekirkens eksistens i årene fremover. Vores uddannelseskrav er ikke horrible i dag. Så langt fra. ½ års kristendomsstudium + kirkefaglighed svarende til et 4 ugers kursus! Vi forstod på Kirkeministeriet og Landsforeningen på decembermødet, at den her øvelse ikke har til hensigt at styrke Folkekirkens forkyndelse eller få dåbsprocenten til at stige. Ja, jeg spurgte direkte om det. Meningen er, at det skal være lettere at være MR. Jamen, så lad os da gøre det lettere: Lad os sætte os sammen og vælge 5-10-15 uddannelser ud, man SKAL have en af for overhovedet at blive ansat som kirke- og kulturmedarbejder og lad os gøre den nuværende 4 ugers efteruddannelse obligatorisk for alle nyansatte. Kommer der så ikke til at mangle ansøgere? Jeg tror det ikke. 3K-uddannelsen i Århus og København er kommet for at blive, og alene herfra burde der uddannes nok kirke- og kulturmedarbejdere til at mætte efterspørgslen. Hedder vi kirke- og kulturmedarbejder eller sognemedhjælper? Det kan jeg bære, vi er uenige om. Men at vi har rødder i det diakonale og kateketiske embede, der strækker sig tilbage til Paulus, det løber vi ikke fra. Naturligvis skal vi være ordentligt uddannet til opgaven, uanset om vi varetager embedet 3 timer om ugen, 7 timer eller 37.