^/////Mim'^v SØGER LÆRDOM VED LÆSNING OG VED TRO NUMMER 23 1. DECEMBER 1932 81. AARGANG HVAD MIN TRO BETYDER FOR MIG. Af John A. Widtsoe, af de Tolvs Raad. Min Tro paa Jesu Kristi Evangeliums Principper, saaledes som det er gengivet af Profeten Joseph Smith, sætter mig i Besiddelse af en altomfattende Filosofi, ifolge hvilken jeg kan ordne alle Ting i mit Liv, enten de er timelige eller aandelige. Ved denne Tro drager jeg Lærdom af Fortiden, erholder Syner af Fremtiden og vandrer frygtløs i Nutiden med en fuld Forvisning om, at Guds Godhed vil vejlede mig. Ved denne Tro er jeg i Stand til at fortolke det, som jeg lærer paa denne eller nogen anden Tid, og at anbringe det i dets rette Forhold, set fra Evighedens Synspunkt. Ved denne Tro, som lærer mig, at jeg er evig, med en Eksistens for dette Liv og et altid aktivt Liv herefter, erholder jeg Mod til at kæmpe imod det, som er ondt, enten det er i mig selv eller i andre. Ved denne Tro, som lover, at Menneskets fremadskridende Aand vil triumfere over Universets Ting, gaar jeg til Udforeisen af mit daglige Livs Pligter med den sikre Forvisning, at dersom jeg blot udforer mine Pligter paa en god Maade, saa vil jeg en Gang finde Vejen til Sejr over Jorden og alt, hvad der er jordisk. Ved denne Tro er min Glæde i Livet overmaade rig, mine Sorger er afdæmpede og mildnede, min Tillid til, at det gode tilsidst vil sejre over det onde, er urokkelig.
532 Ved denne Tro lærer jeg mere og mere at hade Synd og at række Synderen en hjælpende Haand. Ved denne Tro, som omfatter en fuldkommen Plan over Menneskets uendelige Rejse fra en taaget Fortid til en evig Fremtid, Lærer jeg, at jeg behover Guds Hjælp i alt, hvad jeg gor, men ogsaa, som en straalende Trost, at Gud i en lille Grad, maaske uendelig lille, behover mig og alle sine Born til at udarbejde sine mægtige Hensigter. Det er godt at vide, at man er i Kompagniskab med Gud. Ved denne Tro foler jeg Fred og Hvile gennem Dagens Slid og Strid, thi jeg kender min Historie og min fremtidige Skæbne og den evige Betydning af Dagens Arbejde. Ved denne Tro véd jeg, at hvor ringe min Gerning i Livet end kan synes at være, vil den dog, for Guds Domstol, dersom mit Arbejde er vel udfort, blive omsat til aandelige Værdier, og min Sjæl skal vide, at jeg har udfort et Arbejde, som er nødvendigt for Fuldforeisen af Mesterens Plan. Ved denne Tro er jeg uden Frygt, thi jeg véd, at Guds Magt er overalt, og at jeg aldrig vandrer alene, men at. Guds Vilje vejleder mig i Sorg og i Glæde, hjemme og ude. Ved denne Tro er det let at skaffe Materialer til de aandelige Ting i Livet, at ombytte Menneskers Ære med Guds Tjeneste. Ved denne Tro lever jeg mit Liv i Taknemmelighed for de Gaver, som er skænkede, og i Tillid til, at hvad der end er til mit Bedste, vil blive givet. mig, dersom jeg ærligt stræber derefter. Ved denne Tro kender jeg Menneskets Broderskab og Guds Faderskab. Jeg kender Glæden og Nodvendigheden ved at tjene og hjælpe mine Medmennesker og det tilfredsstillende Samvær med mine Brodre og Sostre. Ved denne Tro véd jeg, at hvilken som helst Erfaring, jeg end har erholdt i dette Liv, altid vil være min, og at min Familie og mine Born er mine til Enden af en uendelig Dag, i hvilken jeg mere og mere skal vokse til at blive en Mand, der er Gud lig. Alle disse og Tusinde andre Ting, som kunde fylde mange Boger, betyder min Tro for mig. DEN DANSKE MISSION. FORFLYTTELSE. Ældste Richard L. Christensen er blevet forflyttet fra Aalborg Distrikt til Esbjerg. Holger M. Larsen, Missionspræsident.
533 BEGRAVELSE I KØBENHAVN. Broder Niels Julius Hansen, Medlem af Kobenhavns Gren, afgik ved Doden den 6. November 1932 og blev begravet fra Kirken paa Priorvej 12, Torsdag den 10. November. Broder Hansen blev fodt i Odense, den 28. Februar 1845, og blev indlemmet i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige den 10. April 1896. I mange Aar har Broder Hansen maattet undvære Brugen af sin Horelse, og i de senere Aar mistede han endog næsten totalt Synet. Men tiltrods for disse svære Prover bevarede Broder Hansen et lyst og tilfreds Sind og bar altid et urokkeligt Vidnesbyrd om Sandheden af Jesu Kristi Evangelium. Han efterlader sig sin trofaste Hustru, Søster Sine Hansen, og seks Born, som Broder og Søster Hansen havde adopteret og taget ind i deres Hjem som deres egne. Fire af disse er nu i U. S. A. Et stort smukkere Mindesmærke kunde ingen Mand rejse for sig selv end denne prægtige Borneskare, for hvem han var en virkelig Fader i Ordets rette Betydning. Begravelseshojtideligheden fandt Sted i den store Kirkesal under meget stor Deltagelse og blev ledet af Distriktspræsident Claude E. Bird. Ældste Hans N. Ogaard aabnede med Bøn, hvorefter Ældste Valdemar Jacobsen sang en smuk og stemningsfuld Solo:»Skal vi modes hist ved Floden«. Talerne var Ældste Thorvald Bregentoft og Missionspræsident Holger M. Larsen, som begge i smukke, velvalgte Ord mindedes afdødes ædle Liv og udtalte trøstende Ord til de efterladte. Efter at Salmen:»Nærmere, Gud, til dig«var afsunget, afsluttede Ældste Enock Andersen med Bon. Baaren blev derefter fort til Assistens Kirkegaard, hvor Begravelsen fandt Sted. Sangen:»Klokken slaar, Tiden gaar«blev her afsunget. Graven blev indviet af Missionspræsident Holger M. Larsen. EFTERAARSKONFERENCEN I AALBORG. Efteraarskonferencen i Aalborg blev afholdt i Dagene 28., 29., 30. og 31. Oktober og aabnedes med en meget vellykket Koncert af Sangkoret, under Ledelse af Broder Christian Tranholm og med Soster Elisabeth Nielsen som Organist. Aalborg Gren havde ved denne Konference den store Glæde at kunne indvie sin nye Festsal. Den lille Sal er i Sommerens Løb blevet ombygget og moderniseret og gjort saa meget større, at den nu frembyder en smuk, fuldt ud tidsmæssig Sal til Fester og mindre Moder. Medlemmerne viste deres store Glæde og Paaskonnelse af denne Gave ved at mode fuldtalligt
534 op til Indvielsen, som blev afholdt Lørdag den 29. Oktober Kl. 8. Ved denne Lejlighed var der Tale af Missionspræsident Holger M. Larsen, som ogsaa holdt Indvielsesbonnen, og desuden var der Taler af Grensforslander Valdemar Gerlach og Distriklspræsident Charles T. Hansen. Et interessant og afvekslende Program blev derefter udfort, hvorefter der var Dans og Servering. Konferencen fortsattes Sondag Morgen med Præstedoms - mode Kl. 9, hvor mange Raad og Formaninger blev givet af Missionspræsidenten, og hvor Sporgsmaal blev stillet og besvaret. Kl. IOV2 blev der afholdt Morgenmode under Ledelse af Forstander for Missionens Sondagsskoler, Ældste Claude E. Bird, og senere Distriktspræsident Charles T. Hansen. Et godt Program blev udfort af Born og voksne, og interessante Emner, der særligt angik Betydningen af moralsk Renhed, blev behandlet af Missionærer og Missionspræsidenten. Til Stede var 135. Kl. 11,45 blev der afholdt el specielt Mode for alle Gleaner- Piger i Distriktet under Ledelse af Præsidentinde for Missionens Kvindelige Ungdomsforeninger, Sosler EvaM.Giertsen, og et Mode for alle Funktionærer i»primary«-organisationen under Ledelse af Soster Lillian L. Larsen, der er Præsident for denne Organisation i den Danske Mission. Kl. 2 Eftermiddag blev der afholdt et Mode under Ledelse af Distriktspræsident Charles T. Hansen. Efter et kort og interessant Indledningsprogram, hvorunder Missionspræsidenten foreslog Kirkens og Missionens Autoriteter til Opholdelse i de Helliges Tro og Bonner, blev Forsamlingen delt i forskellige Klasser, idet Funktionærerne indenfor de forskellige Hjælpeorganisationer modtes med en Repræsentant fra Hovedbestyrelserne for de respektive Organisationer. Instruktioner angaaende Arbejdet i de forskellige Organisationer blev her givet, og mange Sporgsmaal blev diskuteret. Til Stede ved dette Mode var 133. Sondagens sidste Mode blev afholdt Kl. 7 Aften under Ledelse af Distriktspræsident Charles T. Hansen. Gode, belærende og opbyggende Taler blev holdt af Missionærerne og Missionspræsidenten. Til Afveksling var der smukke og inspirerende Sange af Koret. Til Stede var 152. Konferencen blev afsluttet med en meget vellykket Basar, der blev afholdt af den Kvindelige Hjælpeforening Mandag Aften Kl. 7V2. Et godt Program blev udfort og en Auktion blev afholdt til Indtægt for Foreningens Arbejde. Aftenen blev afsluttet med Dans. Til Stede var ca. 115. E. M. G.
' vellvkket 535 EFTERAARSKONFERENCEN I KØBENHAVN. Efteraarskonferencen i Kobenhavn som blev afholdt i Dagene 4., 6. og 7. November, blev af mange Soskende betegne som den bedste i lange Tider. Konferencen tog sin Begyndelse med en Koncert af Sangkoret, Fredag den 4. November Kl. 8, under Ledelse af Broder Valdemar Jacobsen og med Soster Else Hansen som Organist. Den store, smukke Kirkesal var helt fyldt, idet ikke mindre end 236 var til Stede ved denne Anledning. Konferencen fortsattes Sondag Morgen Kl. 9 med Præstedomsmode, hvor Missionspræsidenten gav Instruktioner og besvarede Sporgsmaal angaaende Præstedommets Arbejde. Til Stede var 19. Morgenmodet, som begyndte Kl. 10,30, var under Ledelse af Distriktspræsident Claude E. Bird. Et ypperligt Program blev udfort, hvoraf den første Del var viet Søndagsskolens Arbejde og blev udfort af Børnene, og den anden Del omhandlede Betydningen af moralsk Kyskhed og Renhed. Gode og inspirerende Taler angaaende dette Emne blev holdt af Grensforstander Jens P. Hansen, Soster Rachel S. Larsen og Missionspræsident Holger M. Larsen. Til Stede var 126. Kl. 11,45 blev der afholdt et specielt Mode for alle Gleaner- Piger under Ledelse af Soster Eva M. Giertsen, og et for»primary«-organisationens Funktionærer under Ledelse af Soster Lillian L. Larsen. Kl. 2 Eftermiddag blev der afholdt et Mode for alle Distriktets Funktionærer og Lærere. Modet blev ledet af Distriktspræsident Claude E. Bird. Præsident Holger M. Larsen foreslog alle Kirkens og Missionens Autoriter til Opholdelse i de Helliges Tro og Bønner. Soster Eva M. Giertsen talte over Emnet:»Samarbejde i Hjælpeorganisationerne«, og Kobenhavns Gleaner-Piger fremviste et smukt Tableau, der gav et lille Indtryk af Gleaner-Arbejdets Skønhed. Derefter blev Forsamlingen delt i Klasser, hvor de forskellige Hjælpeorganisationer modtog Instruktioner fra Repræsentanter for de respektive Hovedbestyrelser, og hvor Sporgsmaal angaaende Organisationernes Arbejde blev stillede og besvarede. Modet sluttede Kl. 4. Til Stede var 140. Konferencens sidste Mode blev afholdt Sondag Aften Kl. 7 under Ledelse af Distriktspræsident Claude E. Bird. Ældsterne Orville L. Larsen og Claude E. Bird samt Missionspræsident Holger M. Larsen talte over interessante Emner angaaende Menneskets Liv for, under og efter denne Tilværelse. Koret sang mange smukke og stemningsfulde Sange. Til Stede var 170. Mandag Aften afholdt den Kvindelige Hjælpeforening en Basar. E. M. G.
536 KFTERAARSKONFERENCEN I ESBJERG. Efleraarskonferencen i Esbjerg blev afholdt i Dagene 11., 13. og 14. November og var helt igennem vellykket, med god Deltagelse og en udmærket Aand fra forst til sidst. Konferencen tog sin Begyndelse Fredag den 11. November Kl. 8 Aften med en ypperlig Koncert af Koret, med Ældste Thorvald Jensen som Dirigent og Ældste Richart L. Christensen som Organist. Der var fuldt Hus, og alle glædede sig over Korets Fremgang siden sidste Konference og det gode, indholdsrige Program, som blev udfort. Til Stede var 113. Sondag Morgen Kl. 9 var der et Mode for Præstedommet, hvor Præsident Holger M. Larsen gav gode Raad og Instruktioner til Brodrene. Morgenmodet blev afholdt Kl. 10,30 og var under Ledelse af Forstanderen for Missionens Søndagsskoler, Ældste Claude E. Bird, og senere af Distriktspræsident Floyd S. Petersen. Det samme Program, som var blevet fulgt i alle andre Distriktskonferencer, fik ogsaa her en meget god Udforelse. Til Stede var 82. Kl. 11,45 blev der afholdt specielle Moder for Gleaner-Piger og for»primary«-organisationens Funktionærer under Ledelse af henholdsvis Soster Eva M. Giertsen og Soster Lillian L. Larsen. Et ypperligt og interessant Mode blev afholdt Sondag Eftermiddag Kl. 2, under Ledelse af Distriktspræsident Floyd S. Petersen. Kirkens og Missionens Autoriteter blev foreslaaet til Opholdelse i de Helliges Tro og Bonner ved Missionspræsident Holger M. Larsen. Broder Valdemar Jacobsen fra Kobenhavn talte over Emnet:»Samarbejde i Hjælpeorganisationerne«, og Gleaner-Pigerne udforte en meget smuk Demonstration i Form af et Tableau, der forestillede Ruth og hendes Efterfølgere i Dag, Gleaner-Pigerne. Derefter blev Forsamlingen delt i Klasser, og Repræsentanter for de respektive Hovedbestyrelser for Hjælpeorganisationerne gav Instruktioner. Til Stede ved dette Mode var 75. Sondagens sidste Mode blev afholdt Kl. 7 og var under Ledelse af Distriktspræsident Floyd S. Petersen. Interessante Emner blev behandlede af Missionærerne og af Missionspræsidenten. Til Afveksling sang Koret smukke og inspirerende Sange, og desuden var der to Soloer af Broder Valdemar Jacobsen fra Kobenhavn. Til Stede var 99. I Løbet af Lørdag og Mandag blev der afholdt Missionærmoder, og Mandag Aften Kl. 7,30 blev den vellykkede Konference afsluttet med en Basar, der blev afholdt af den Kvindelige Hjælpeforening. EMC
537 MINDEDAGE. 70 AAR. Søster Maren Dorthea Miltheide Lauretzen Nielsen, Medlem af Hjørring Gren, fejrede sin 70 Aars Fødselsdag den 17. Oktober 1932. Hun blev født paa Læsø i 1862 og blev et Medlem af Kirken i 1910. Hun er trofast i alle sine kirkelige Pligter og har et stærkt Vidnesbyrd om Evangeliet. Søster Nielsen er Moder til 22 Born. En af hendes Døtre har skrevet følgende Sang, som udtrykker deres Paaskonnelse af hendes Opofrelser: Vi atter her i Reden nu skal samles, At fejre Fest for Bedstemor og Mor. I Dag vi kom, fordi vi vil dig hylde, Vi ønsker dig til Lykke, lille Mor. De svandt, de svandt, de mange Dage lange, I hvilke Tanken paa sin Rejse for, Helt over Havet og ned under Tage, Hvor fire af de mange Børn nu bor. De Hjem du saa, Og dagligt de i dine Tanker staar. og færdes hos dem alle, Vi onsker for dig, at de dog har husket Paa dig i Dag, saa du en Hilsen faar. At Flokken din er stor, det véd vi alle, Men skoiit kun tre af dine her nu bor, Saa véd vi dog, at overalt paa Jorden, Er Hjemmet der, hvor vores Moder bor. Tak, Tak, min egen kære lille Moder, For hvad du var, og hvad du er for mig. Ja, alt du kunde ofre for din Pige. Gid hun maa kunne gøre alt for dig. Tilslut for dig vi, kære Bedstemoder, Vil ønske du endnu i m'ange Aar, Maa være rask og nyde Livets Goder, Til Gud dig kalder, og du Hjemlov faar. PRÆSTEDØMMET D. L. L. KREDSLÆRERNES LEKTIE FOR DECEMBER. Faste. Faste, Afholdelse fra Mad og Drikke, har været praktiseret blandt alle Nationer som en religios Handling for at forøge
538 Ydmyghed og erholde Himmelens Gunst. Særlig blev dette praktiseret i Sorgens og Modgangens Time. Vi kan ikke tvivle om, at Faste havde sin Oprindelse i aabenbaret Religion. Hos Herrens Folk var Faste et Middel til at gore Legemet Aanden underdanig og saaledes drage Mennesket nærmere Gud. I Israel var der fastsatte Tider for Faste, og i Modgangstider var det almindeligt at afholde specielle Faster for hele Folket. Af den Grund véd vi, at Herren gav bestemte Instruktioner med Hensyn til, hvorledes Israels Born skulde forholde sig, naar de faslede. Meget langvarige Fasteperioder er ikke gode for det almindelige Menneske. De kan maaske have været nødvendige, naar det gjaldt Moses, Elias og Kristus, men Herren forlanger det ikke af os. Kirkens Medlemmer bliver opfordrede til at faste een Gang om Maaneden. Denne maanedlige Faste er blevet fortolket til at betyde Afholdelse fra Mad og Drikke fra Aftensmaaltidet Lørdag til efter Fastemodet den folgende Dag. Det Belob, som disse Maaltider vilde have kostet, bliver givet til Grensforstanderen til Hjælp for de fattige. Under Fastetiden skulde Sindet dvæle ved de aandelige Ting, og Folket skulde forsamles og undervise hinanden og tale om Herrens Godhed mod dem i Vidnesbyrdets og Ydmyghedens Aand - Joseph Fielding Smith. DE TO BERETNINGER OM SKABELSEN*. 1. Naturlige Forklaringer. Geologiens Anstrengelser for at forklare Livets Udviklinger paa Jorden er ikke altid blevet hilst velkommen blandt kristne Mennesker. Og dette har antagelig været en Følge af den indgroede Frygt for, at dersom Skabelsen kunde forklares naturligt, saa vilde det modbevise Nødvendigheden af en Skaber. Vi har i den sidste Tid behandlet de Sidste Dages Helliges Stilling i denne Sag. De Sidste Dages Hellige anerkender Naturens Love som Guds Love, for Gud har udt^kkelig erklæret, at han er Ophavsmanden til de Love, hvorved Universet styres. (Pagtens Bog 88: 42.) Naturens Virksomhed er derfor Guds Virksomhed. 2. Den geologiske Beretning. Geologerne hævder, at de i Klippeformationerne har opdaget en sikker Beretning om den Maade, hvorpaa Livet paa Jorden udviklede sig. Ifølge denne Beretning er ikke alene Livet opstaaet paa et overmaade * Lektie for Søndagsskolens Senior- og Juniorklasser 4. Decbr.
539 fjernt Tidspunkt, men har ogsaa udviklet sig efter en bestemt Orden og paa en fremadskridende Maade. Som Beviser paa disse Paastande fremlægger Geologen en næsten uendelig Række Fossiler (forstenede Dyr eller Planter), som han erklærer er blevet fundet arrangerede i Lagene i Jordskorpen, hvor de ældste og enkleste ligger længst nede, medens de yngre og mere fremskredne ligger højere oppe. Hovedsagelig af denne Aarsag trækker Geologen den Slutning, at der var Liv paa Jorden i en primitiv Form for mange Millioner Aar siden, og at det igennem de efterfølgende Tider gradvist har udviklet sig til de forskellige Former, som det nu indtager. 3. En uholdbar Antagelse. Enkelte, som betvivler Geologens Fortolkninger af disse Opdagelser, forsøger at forklare Tilstedeværelsen af Fossiler i Jordskorpen med den Antagelse, at de kan være bragt derhen i store Klippestykker ved Jordens Begyndelse, og at derfor mange af de Fossiler, som findes i Klippestykkerne, er Levninger af Skabninger, som har levet og er afgaaet ved Døden paa den Planet eller de Planeter, hvorfra Jorden opstod. Geologen svarer imidlertid, at en Forklaring af denne Art er helt uholdbar. For det første antyder den, at der er faldet ned paa Jorden kæmpemæssige Stykker af sedimentære (d. v. s. dannede ved Bundfald eller Aflejring) Klipper, hvilket han erklærer er helt uden noget som helst Grundlag. Og selv om det var muligt, at dette kunde ske, saa vilde saadanne Stykkers originale Karakter være blevet helt odelagt ved saadan Behandling, som det kan ses af de nuværede Meteorer, som fra Tid til anden falder ned. Desuden er Forsteningerne i disse Klippestykker arrangerede i en saa bestemt Orden, at Geologien paastaar, at det vilde have været helt umuligt, at store, nedfaldende Legemer. de kunde være kommet fra 4. I det store og hele erklærer Geologerne, med nogle faa Undtagelser, at de i disse Klippestykker har opdaget en bestemt Historie for Livets Udvikling her paa Jorden, at i Tidens Løb de forskellige Former er blevet dannet fra de enkleste til de mest sammensatte, og at Udviklingen fandt Sted i streng Overensstemmelse med Lov og Orden, ligesom det er Tilfældet nu. 5. Visse Mennesker, som anerkender Tro paa Bibelen, har søgt at modbevise Geologiens Opdagelser, hovedsagelig, lader det til, fordi de antager, at disse Opdagelser ikke stemmer overens med Mosebøgernes Beretning om Skabelsen. Desuden ligger der utvivlsomt den Frygt i nogle Menneskers Sind, at dersom Livets Tilsynekomst paa Jorden kan forklares ved naturlige Love, saa vilde det være det samme som at modbevise, at Gud havde nogen Del i Skabelsen. De Sidste Dages
540 Hellige hævder, at der aldrig vil blive fundet nogen Sandhed, der vil være i Modstrid med Guds Ord. Desuden anerkender de de Love, som rogerer Jorden, som Guds Love, og derfor som Stadfæstelser af hans Vilje. Forklaringer ved Hjælp af Loven er ingen Trosprove for Sidste Dages Hellige. 6. De lo Badningers Parallelisme. Geologens Antagelse om, at Dyrene kom paa Jorden, forst i enklere og siden i mere sammensatte Former, er ikke i Modstrid med Bibelens Beretning om Skabelsen, som fortæller, at forst kom de Skabninger, som lever i Vandet, derefter Land-Dyrene og tilsidst Mennesket. I Virkeligheden er disse to Beretninger i den mest nojagtige Overensstemmelse. Endvidere stemmer Geologens Erklæring om, at Livets Udvikling var et Resultat af Love og Orden, fuldstændig overens med den Opfattelse, de Sidste Dages Hellige har af den Maade, hvorpaa Gud arbejder. 7. Det er interessant at bemærke, at Skabelsens Orden, saaledes som den gives i den mest anerkendte geologiske Rækkefølge, er praktisk talt identisk med den Orden, som findes i det forste Kapitel af 1. Mosebog. For Sammenlignings Skyld citeres herved de to Kronologier: Geologisk Rækkefølge. 1. Originale gasholdige Fremstod fra Solen. 2. Lys fra smaa, kolliderende Planeter. 3. Vandets Tilsynekomst fra jord-dannende Hav. 4. Fastlandets Fremkomst. 5. Primitiv Vegetation (forend Dyrenes Fremkomst). 6. Det forste fulde, straalende Skær fra Solen (tidligere dæmpet ved taagede Dampe). 7. Oprindelse af Invertebrater (hvirvellose Dyr), Fisk og Amfibier. 8. Fuglenes Oprindelse. 9. Oprindelse af land-levende Krybdyr og Pattedyr. 10. Menneskets Oprindelse. Bibelsk Rækkefølge. 1. Jorden uden Form. 2. Lysets Oprindelse. 3. Havets Oprindelse. 4. Fastlandets Fremkomst. 5. Vegetationens Oprindelse. 6. Solens Tilsynekomst. 7. Sodyr. 8. Fugle. 9. Landdyr. 10. Mennesket. Disse to Rækkefølgers Parallelisme er et mægtigt Bevis paa begge disse Optegnelsers Rigtighed, specielt naar man tager deres Oprindelse og Hensigt i Betragtning.
541 9. Med Hensyn til den bibelske Beretning er det almindeligt antaget, at den er skrevet i dens nuværende Form af Profeten Moses omtrent 1500 Aar for Kristus paa en Tid, da Videnskaben ikke havde gjort nogen som helst Opdagelse med Hensyn til Jordens Oprindelse. Endvidere var den bibelske Beretning om Skabelsen ikke ment som nogen videnskabelig Udredning. Kendsgerningerne er fortalt i et Sprog, som er afpasset efter almindelige Menneskers Forstaaelsesevne. Beretningen har til Hensigt at oplyse om, at Jorden og dens Beboere skylder Gud deres Eksistens. 10. Paa den anden Side skriver det forste Kendskab til den geologiske Beretning sig fra omtrent 150 Aar tilbage, da den engelske Geolog William Smith begyndte at interessere sig for den. Den nuværende Kronologi er Produktet af bogstavelig talt Tusinders Arbejde. Hensigten er i dette Tilfælde rent videnskabeligt, nemlig at opdage Kendsgerningerne og at præsentere dem for Menneskets Oplysning og Gavn. 11. Aarsager for Overensstemmelse. Det vilde virkelig være vanskeligt at tænke sig to Kronologier af mere vidt forskellig Oprindelse, og dog er der en enestaaende Overensstemmelse imellem dem. Denne Overensstemmelse kan kun forklares paa tre Maader. Enten maa den være et Resultat af 1) en hemmelig Forstaaelse mellem Ophavsmændene, 2) Tilfældet, eller 3) Sandheden. Ingen vil for fuldt Alvor forsoge at hævde, at de moderne Geologer skulde forme, deres Kronologier efter den, som Moses dannede for tre Tusinde Aar siden. Men enkelte Mennesker har i fuldt Alvor hævdet den Opfattelse, at det hele kunde skyldes Tilfældigheder, idet de hævder, at Moses havde det Held at arrangere sin Kronologi i fuld Overensstemmelse med den geologiske. Men Kendsgerningen er, at Moses havde kun een Chance af mere end tre Millioner til ubevidst at anbringe Begivenhederne i en saadan Rækkefolge, at de vilde stemme overens med den moderne Geologis Opdagelser. 12. Sandheden er, naturligvis, at den bemærkelsesværdige Overensstemmelse mellem disse Kronologier er et kraftigt Bevis paa begges Sandhed. Kirken gor naturligvis ikke noget Forsog paa at bedomme eller godkende videnskabelige Lærdomme og anbefaler dens Medlemmer at udvise Forsigtighed i at anerkende dem, for de er blevet fuldt ud stadfæstede. Sporgsmaal. 1. Gor de Sidste Dages Hellige nogen Forskel paa de Sandheder, der er opdagede af Videnskaben, og de Sandheder, der er aabenbarede af Gud? 2. Hvilket naturligt Bevis har vi til at stotte den Idé, at Livet paa Jorden udvikledes gradvis? (Fortsættes.)
542 SKANDINAVIENS STJERNE Et halvmaanedligt Tidsskrift for Jesu Kristi Kirke Af Sidste Dages Hellige. Oprettet i Aaret 1851. Ansvarshavende Hedaktør: Holger M. Larsen Redaktionssekretær og Translatør: Eva M. Giertsen INGEN KAN BLIVE FRELST ALENE. Nej, vi kan ikke prove at frelse os selv alene og haabe at opnaa fuld Frelse. Langs den Sti, som leder opad til Glæde paa Jorden og Herlighed i Himmelen maa du rejse Haand i Haand med din Broder. Du maa holde ham fast, saa at han ikke skal blive ført bort af de morke Magier, som træder paa den Sti, der gaar nedad. Du maa hjælpe din Broder og fore ham med dig for at sikre din egen Frelse. Hjalp du din Broder, ligesom du hjalp dig selv? Dit Svar paa dette Sporgsmaal vil afgore din Værdighed til at bo i Guds Nærhed. Din Forsommelse af denne Pligt vil lukke de hojere Porte for dig. Du er ikke lykkelig paa Jorden, dersom du er alene. Du vil ikke blive lykkelig i Himmelen, dersom du skal være alene. Dine kæres Nod, dine Brodres og Sostres Lidelse vil tynge dit Hjerte og tilskynde dig til at arbejde for deres Frelse. Det vil sige, hvis du virkelig vokser i vor Himmelske Faders Lignelse. Himmelen vil blive mindre, end den kan blive, her og herefter, indtil vi alle bevæger os fremad og opad. Frelse for en selv alene er ufuldkommen Opnaaelse. Frelsensplanen er for alle. Har du tænkt paa det? Herren vilde frelse alle sine Born. Ethvert vildfarent Barn, enhver fortabt Sjæl vil formindske Skaberens fulde Glæde. Vilde Gud være lykkelig i Himmelen alene? Du kan besvare dette Sporgsmaal. Arbejd ikke for at frelse dig selv, alene. Du vil ikke have Fremgang. Glem ikke, at den usigelig store Glæde ved at hjælpe andre opad er ligesaa stor som din egen Opnaaelse. Den fordums Apostel sagde:»af eet Blod har Gud gjort alle Mennesker.«Denne Udtalelse er som et Lys, der vil lede os ind paa Herrens lvse Steder.. r " T John A. W idtsne.
543 (Fortsat fra Side 541.) 3. Dersom Livets Begyndelse paa Jorden kunde forklares naturligt, vilde det da modbevise Guddommens Deltagelse i Skabelsen? 4. Er der nogen Forskel af Betydning mellem de to forskellige Beretninger om Skabelsen? Diskuter. 5. Hvorfor er det usandsynligt, at moderne Geologer vilde danne deres Kronologier efter den, Moses fremstillede? FREMADSKRIDENDE UDVIKLING*. 1. Almindelige Ting. Enkelte Ting er saa almindelige, at vi ikke saa ofte overvejer deres Betydning. Det er f. Eks. velkendt, at varm Luft er lettere end kold Luft. Dersom dette ikke var Tilfældet, vilde hele Stormsystemet blive forvandlet, og Jorden vilde blive saaledes, at Mennesket ikke kunde bebo den. Dersom Isen ikke absorberede Varme, idet den smelter, vilde den opsamlede Sne om Vinteren blive forvandlet til Vand næsten i samme Øjeblik, som mildere Vejr indtraf, og uhyre Oversvommelser vilde blive Resultatet. Dersom Vand ikke fordampedes ved Opvarmning, vilde det være begrænset udelukkende til Soen. 2. Fremadskridende Udvikling. Hovedhensigten med den nærværende Lektie er at diskutere Problemet med den fremadskridende Udvikling, naar det anvendes paa alle Ting, men specielt paa Mennesket. Alle levende Ting i Naturen gennemgaar en Vækst og Udvikling, som Sæden, der bliver til Plante eller Træ, og det nyfodte Barn, som bliver til voksent Menneske. Dette er ikke Tilfældet med de dode Ting. Selv om Sten og Mineraler undergaar visse Forandringer, saa kan disse ikke paa nogen Maade sammenlignes med Livets Udviklingsprocesser. 3. Aarsager. I alle Livsformer med Undtagelse af dem, der angaar Mennesket, synes det, som om Udvikling finder Sted uafhængig af nogen bestemt Hensigt eller Handling fra vedkommende Skabnings Side. Dette er ogsaa delvis sandt, naar det gælder Mennesket. Barnet gaar ind i den voksne Alder uden nogen Anstrengelse fra dets Side. Men paa den anden Side kommer mange af Menneskehedens finere Besiddelser kun som et Resultat af Anstrengelse. 4. Kun lidt er kendt angaaende de grundlæggende Fak- * Lektie for Søndagsskolens Senior- og Juniorklasser 11. Decbr.
lorer, som er ansvarlige for denne l'dvikling. Det er naturligvis velkendt, at Sa'den maa lægges i god Jord og skaffes del tilstrækkelige Vand, ligesom Harnet maa have tilstrækkelig Fode og Luft, men naar disse Betingelser er lil Sfede, hvorfor udvikler saa Sæden sig lil Plante og Harnet til det voksne Menneske? Endnu kan man kun delvis hesvare delte Sporgsmaal. 5. Det er maaske et endnu større Mysterium, hvorledes de menneskelige Muligheder kan udvikles ved Hja>lp af intelligent Anstrengelse. Hvorfor kan f. Eks. et Menneske lære at tale, låse, synge og danse ved tilstrækkelig Arbejde? En Dag vil Menneskets Intelligens antagelig være i Stand til at give fuldt Svar. Det er tvivlsomt, om vi fuldt ud paaskonner denne Gave fra Gud, som maaske er den storsle, Mennesket har modtaget. 6. Midler til Frelse. Her er det interessant at bemærke, at Menneskets Evne til at udvikle sig ved Anvendelse er det eneste Middel, hvorved det bevidst og med Hensigt kan gaa fremad. Det galder Legemsøvelser, Musik, Kunst, Matematik, Videnskab, Religion, ja i Virkeligheden enhver kendt Form af fysisk, intellektuel og aandelig Virksomhed. Saaledes som denne Sandhed anvendes paa vort daglige Liv, er den af uhyre Betydning, sårlig for de Sidste Dages Hellige. Det kan saaledes med Rette siges, at Mennesket ikke bliver frelst hurtigere, end det udviser intelligent Anstrengelse. Gud har aldrig tilbudt Belønninger for den dovne. En Atlet, en Musiker, en Foredragsholder, kan oparbejde sig til en stor Hojde blot ved at opdage, at naar han ophorer med at arbejde, vil hans Arbejdsevne hurtig gaa tilbage. Gud er villig til at belonne den, som arbejder, men fra den dovne tager han det, han allerede har. Intet forklarer denne Sandhed paa en smukkere Maade end den smukke Lignelse om Talenterne. (Fortæl den.) Dovenskab og Lediggang skulde være ukendt blandt de Sidste Dages Hellige. Perioder af Passivitet vil nødvendigvis være Perioder af Tilbagegang. Af denne Grund, eller i det mindste delvis af denne Grund, raadede Frelseren sine Disciple til at mode ofte sammen. Evigt Liver ligesom et Land, der ligger langt borte. Det kan kun naas ved at rejse henimod det. 7. Saaledes har Mennesket allerede i sin Besiddelse den Gave, som, dersom den bliver benyttet, vil fore det fremad. Gud har i sin uendelige Godhed givet den uvurderlige Gave til alle sine Born. Lykkelig er den Person, som forstaar Betydningen af denne Gave, og som til Stadighed anvender den. Men uheldige er de, som aldrig har forstaaet Betydningen af denne Gave, og som er tilbojelige til at foretrække at be-
545 tragte Frelse som en fri Gave fra Gud til de faa, som er i Stand til at vinde hans Yndest. 8. Gud giver Loven. Det er blevet sagt med Rette, at Gud kender Enden fra Begyndelsen. (Es. 46: 10.) Langt tilbage i Tiden, da Mennesket var i Begyndelsen af dets Eksistens, forudsaa Gud ikke blot dets Fornødenheder, men sorgede for dem. Ved et Raad i Himmelen, hvor Mennesket var indbudt til at være aktiv Deltager, blev Sporgsmaalet om en Frelser diskuteret og afgjort. Allerede paa dette tidlige Stadium havde Mennesket faaet Ret til at vælge og handle for sig selv og saaledes have en god eller daarlig Indflydelse over sit Liv. Præsident Young erklærer, at Menneskets Aand eksisterede hos Faderen igennem Tidsaldre i en Forudtilværelse. I denne Eksistens udviklede det sig saa langt, som det var muligt for det, uden et Legeme af Kod og Ben, som en Forberedelse til uendelig Fremgang i det Liv, som skulde komme. 9. Det Punkt, som er af stor Interesse, er, at Gud, ligesom en dygtig Arkitekt, forudsaa enhver Eventualitet og traf sine Forholdsregler derfor. Saaledes begynder Menneskets Historie, ligesom en Plantes Historie, i enkle, uudviklede Former og fortsætter gennem uendelig Udvikling til stadig storre Højder. Men ulig alle andre fortsætter Menneskets Udvikling i det uendelige. Desuden er Mennesket, ligesom den Planet, hvorpaa det lever, afhængigt af de Love, som Gud har givet for dets Udvikling og Kontrol. Tilfældigheder er ukendte for det. Paa hvilket som helst Stadium af sit Liv er det Produktet af Totalsummen af dets tidligere Holdning ligeoverfor Loven. 10. De Sidste Dages Helliges Lærdom angaaende Menneskets fremadskridende Udvikling fra Forudtilværelse til den nuværende Tilstand banlyser enhver menneskelig Opfattelse af dette Sporgsmaal. Den videnskabelige Lærdom angaaende Menneskets Udvikling angaar blot dets jordiske Eksistens, medens»mormon«-lærdommen angaaende dette Sporgsmaal angaar dets Udvikling gennem al Evighed. Charles Darwin, der mere end nogen anden hævdede Evolutionslæren i sin Forklaring om Menneskets Oprindelse, er blevet betragtet som en af alle Tiders største Tænkere. Menneskets fremadskridende Udvikling blev forkyndt af Joseph Smith mere end et Kvart Aarhundrede for Darwins Værk om Arternes Oprindelse fremkom. Hvad skulde der saa siges om Joseph Smith i denne Henseende? 11. Vor Diskussion vilde næppe være fuldkommen uden en kort Omtale af Evolutionslæren og dens Forhold til Princippet om evig Fremgang. Udtrykket Evolution er her an-
546 vendt i dets bredere Betydning og henviser ikke til den populære Opfallelse af»abe til Menneske«. Evolution forklarer i et Ord den regelmæssige Udvikling af alle Livsformer fra endnu tidligere Former. Dens Processer er Processer af Lov, forst og fremmest Aarsag og Virkning. Den anerkender ingen Tilfældighed og betragter Naturens Love som helt tilstrækkelige. 12. Evolutionslæren har modt megen Modstand, hovedsagelig paa Grund af dens Forklaring om, at alle Skabninger, som nu findes paa Jorden, har deres Oprindelse fra én enkel Begyndelse. 13. Religion og Evolution. Fra Religionens Synspunkt set er disse forskellige Opfattelser ikke af saa stor Betydning. Naturlige Love er den afgorende Faktor for begge Opfattelser. Sporgsmaalet, om Gud er Skaber eller ikke, kommer ikke med i Betragtning. De Sidste Dages Hellige anerkender naturlige Love som Guds Love. Videnskabsmanden er specielt interesseret i Sporgsmaalet om, hvorledes Naturen virker, snarere end i Sporgsmaalet om, ved hvem den bliver kontrolleret. Sporgsmaal. 1. Hvorledes skiller Menneskene sig fra de øvrige Livsformer med Hensyn til Aarsagen for deres Udvikling? 2. Hvilken Slags Opnaaelser erholder vi ved at stole omtrent udelukkende paa vore egne Anstrengelser? 3. Hvad bestemmer den Hurtighed, hvorved vi erholder Frelse? 4. Hvorfor er Evnen til at gøre Fremgang en af de storste Gaver, vi nogensinde modtog fra Gud? Hvorledes kan vi bedst benytte den? Lektier for Børneklasser (10 14 Aar). 11. December. JESUS FOR DET HØJE RAAD. Hjemmestudium: Mark. 15: 1 20. Da Pøbelen havde bundet Jesus, forte de ham ind i Byen Dg forte ham frem for Annas, der tidligere havde været Ypperstepræst, men som endnu havde en stor Indflydelse over Ypperstepræsten Kaj fas, som var hans Svigersøn. Annas havde ingen Ret til al behandle Jesus' Sag, ikke en Gang paa en forberedende Maade, men Ho j præsterne og de andre Joder var saa bestemte paa at dræbe Jesus, at Lov og Ret var langt borte fra deres Tanker. Annas stillede Jesus
547 forskellige Sporgsmaal, og Soldaterne og andre søgte paa alle Maader at forvirre Jesus, antagelig for at faa ham til at sige eller gore noget, for hvilket de kunde faa ham domt. Efter at Annas var færdig med sit Forhor, sendte han Jesus til Ypperstepræsten Kajfas. Hos Kajfas var det Høje Raad samlet for at forhore og domme Jesus, som de havde sendt Judas og Pøbelen ud for at gribe og bringe for dem. Mange af dem, som var til Stede, bar falskt Vidnesbyrd mod Jesus. Højpræsterne fremsatte mange Sporgsmaal. Nogle af disse forsøgte Herren ikke at besvare, fordi han vidste, at de allerede var blevet besvarede mange Gange i de Taler, han havde holdt. Andre Sporgsmaal besvarede han, fordi Svarene indeholdt en Dom over hans Anklagere og bekræftede de Sandheder, som han tidligere havde forkyndt. Nogle af dem, som var til Stede, slog Jesus og prøvede paa andre Maader at straffe ham. Han blev behandlet, ikke som en Fange, der var berettiget til Retfærdighed og Beskyttelse, men som én, der allerede var dømt af Retten. Den Kendsgerning, at de allerede havde dømt ham i deres egne Sind, syntes for dem selv at give dem tilstrækkelig Berettigelse til at gore saadanne forfærdelige Ting mod ham, som deres onde Tanker tilskyndede dem til at gore. Denne fordomsfulde Ret, som paa Forhaand havde bestemt, at den skulde domme Mesteren, bestemte, at han skulde do. Men Romerne havde imidlertid bestemt, at deres egne Herskere skulde have Ret til at have det afgorende Ord med Hensyn til Dødsdomme, og derfor sendte den jødiske Ret Jesus til den romerske Embedsmand Pilatus, som opholdt sig i Jerusalem under Paaskehoj tideligheden. Mange af de falske Vidner gik ogsaa med Præsterne, og ved at fordreje nogle af de Ting, som Jesus havde forkyndt, forsøgte man at vise, at han var en Forbryder og en Oprører, som fortjente Døden ifølge den romerske Lov. Pilatus lyttede til, hvad de havde at sige, og stillede Jesus forskellige Sporgsmaal og erklærede derpaa, at han ingen Skyld kunde finde hos Jesus. Han foreslog derefter, at han eller en anden skulde blive frigivet, da det var Skik at frigive en Fange ved Paasketid. Pilatus folte, at han paa denne Maade kunde tilfredsstille Jøderne og alligevel frigive Jesus, men Pøbelen sagde, at Barabbas, en berygtet Forbryder, skulde sættes fri, hvilket blev gjort.»men hvad skal der da gores med dette Menneske, Jesus?«spurgte Pilatus.»Korsfæst ham,«raabte Pøbelen. Pilatus, som tænkte, at han kunde blive befriet for Ansvaret ved det hele, sendte Jesus til Herodes. Her blev han blot mishandlet endnu mere. Herodes og hans Soldater klædte
548 Jesus i Purpur og gav ham et Ror i Haandcn som et Scepter og haanede ham. ])e slog Frelseren og spyttede ham endog i Ansigtet. De kunde ikke have været mere uvenlige, om de havde forsøgt Saaledes udstyret blev Jesus sendt tilbage til Pilatus, som fortalte Anklagerne, at hverken han eller Herodes kunde finde nogen Skyld hos ham, og foreslog, at han skulde»revse«jesus og derefter sætte ham fri. Men Præsterne havde saa stor Indflydelse over Folket og havde indgivet dem saa meget af deres eget Had i deres Hjerter, at de raabte atter og atter:»korsfæst ham.«pilatus sagde:»jeg er uskyldig i denne retfærdige Mands Blod. Se I dertil.«og Joderne paatog sig dette Ansvar og sagde:»hans Blod kommer over os og vore Born.«Pilatus vidste, at Jesus var en retfærdig Mand, og at han var uskyldig i det, han blev anklaget for, og det stod i hans Magt at frelse ham, men ligesom saa mange andre Herskere og Dommere i Verdens Historie tænkte han mere paa sin Stilling end paa Retfærdighed, og derfor overgav han ham til Folket, for at de kunde gore med ham, hvad de vilde. Sporgsmaal. 1. Til hvem blev Jesus forst fort for at blive forhort? 2. Hvem var den anden Mand, der forhortc Jesus? 3. Hvorledes var disse to Dommere beslægtede? 4. Hvorfor forte Joderne Jesus til Pilatus? 5. Hvad Slags Vidnesbyrd forte Joderne mod Jesus? 6. Hvad var Resultatet af alle disse Forhor? 18. Decembe r. JESU KORSFÆSTELSE. Hjemmestudium: Joh. 19: 10 37. Joderne havde udfort deres Hensigt. Hojpræsterne og de Ledere, som havde frygtet Jesus, havde vundet, og Herren var blevet overgivet til dem, saa at de kunde gore med ham. hvad de behagede. De onskede at gore hurtigt, hvad de havde bestemt at gore, for at ikke en eller anden Magt skulde forhindre dem i at dræbe ham, som selv havde erklæret, at han var»jodernes Konge«. Der blev straks dannet en Procession for at vandre til Golgata. Et stort Kors var blevet lavet, og Jesus blev tvungen til at bære dette Kors. Allerede træt og svag, som han var af Hunger, Søvnløshed og Mishandling, segnede han under den forfærdelige Byrde af det Kors, han vidste, at han vilde komme til at do paa. En Mand ved Navn Simon blev tvungen til at hja^lpe ham at bære det.
549 Idet Processionen gik fremad, blev der sagt mange grusomme Ting til Jesus, og han blev haanet af sine Fjender. Men der var nogle faa blandt Kvinderne, der var bedrovede og græd. Jesus fortalte dem, at de ikke skulde sørge over ham, men at de skulde sorge over sig selv og deres Barn, thi de vilde virkelig blive saaledes stillet, at de havde Grund til at græde. Da de kom til Golgatahojen, blev Korset anbragt mellem to andre Kors, hvor der hang to Forbrydere, som var blevet korsfæstede paa Grund af deres Forbrydelser. Jesus blev naglet til Korset og hængt imellem de to Forbrydere. Over hans Hoved havde Pilatus befalet,at der skulde sættes enplakat med Ordene:»Jesus af Nazareth, Jodernes Konge«. Præsterne bad om, at det maatte blive forandret til at sige: at han paastod, at han var Jodernes Konge, men Pilatus vilde ikke forandre det for dem. Præsterne, Soldaterne og Pobelen var alle enige om at haane og mishandle den doende Herre. De mindede Jesus om, at han havde frelst andre, og at han havde vist sin Magt overfor andre, hvorfor frelste han saa ikke sig selv? En af Roverne forenede sig ogsaa med dem og sagde:»frels dig selv og os.«men han blev revset af den anden Rover, der sagde:»frygter du heller ikke Gud, da du er under den samme Dom?«Og han sagde til ham, at de kun led deres retfærdige Straf, men at Jesus intet ondt havde gjort. Han vendte sig mod Jesus og sagde:»herre, tænk paa mig, naar du kommer i dit Rige.«Og Jesus svarede ham og sagde:»sandelig siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradis.«Maria, Jesu Moder, Johannes og mange andre Venner stod rundt om Korset og græd. Jesus fortalte Maria, at Johannes skulde være hendes Son, og at hun skulde være Johannes' Moder. Han trostede dem, og for sine Fjender havde han blot venlige Tanker. En Gang under hans Sjælslidelse kom den samme Aand, som han havde folt i Getsemane, over ham, og han sagde:»min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?«nogle forsogte at give ham at drikke, da han sagde:»jeg torster,«og andre standsede dem. Efter at han havde hængt omtrent 6 Timer paa Korset under den værste Tortur, idet hans Vægt tyngede hans Kod ned, der hvor Naglerne var trykket ind, raabte han:»fader, i dine Hænder overgiver jeg min Aand,«og dode. Soldaterne, som vilde fremskynde Rovernes Dod, knuste deres Ben, men da de troede, at Jesus allerede var dod, behandlede de ikke ham paa sanmie Maade. En Soldat stodte et Spyd ind i Jesu Side, og Blod og Vand kom ud, del Blod, hvortil Jesus havde hentydet, da han under det sidste Maaltid sagde:»denne
550 Kalk er det Nye Testamentes Kalk i mit Blod, som udgydes for eder.«han var død. Jesus, som var fod l ind til Verden for at blive Menneskenes Frelser, havde fuldfort sit Værk paa Jorden, indtil delte Punkt, og havde lidt Doden, saaledes som han havde fortalt sine Disciple, at han vilde. Josef af Arimatæa, en rig Mand, der var en Discipel af Jesus, erholdt Tilladelse af Pilatus til at tage Legemet ned af Korset, og han og Nikodemus behandlede det saaledes, som det var Skik i Jodeland. Og under enkle Ceremonier blev Herrens Legeme lagt ned i en ny Grav, der var udhugget i en Klippe, og som Josef havde bestemt skulde beredes Tor ham selv. Spørgsmaal. 1. Hvorhen blev Jesus fort efter Forhoret? 2. Hvad blev han tvungen til at gore? 3. Hvorledes opforte Pobelen sig mod ham? 4. Hvem græd for Jesus, og hvad fortalte han dem? 5. Hvad blev Jesus kaldt paa Korset? 6. Hvilket Bibelsled blev opfyldt, da hans Side blev gennemstukket? 7. Hvem skaffede Grav for Jesu Legeme? 11. December. KORLEKTIE. 1. Sam. 20: 42:»Herren være Vidne imellem dig og imellem mig, og imellem min Sæd og imellem din Sæd evindelig.«david OG JONATHAN. Tekst: 1. Sam. 18, 19 og 20. Juletiden er en Tid, da vi giver hinanden Gaver. Paa denne Tid af Aaret sporger Piger og Drenge hinanden:»hvad onsker du at faa til Jul?«Hvad var den første Julegave, som nogensinde blev givet? Gud elskede Verden saa hojt, at han sendte sin Son, Jesus Kristus, for at bringe Glæde til alle Mennesker. Og siden den Tid har Folk altid givet hinanden Gaver for at vise, hvor hojt de elsker hinanden. Nogle Julegaver koster Penge, andre gor ikke. Mange Gange viser de Gaver, som ingen Penge koster, storre Kærlighed end de, som koster mange Penge. Vor Historie i Dag fortæller om den Kærlighed, som Jonathan havde for sin Ven David. Jonathan viste sin Kærlighed paa mange Maader. Jeg undres paa, hvilken Maade du vil synes bedst om. Sidste Gang talte vi om Davids Tillid til Gud. Da han gik
551 til Kamp mod Ktrmpen Goliat, for hvem sagde han, at han kæmpede? Hvorledes hjalp Gud David? Da Kampen var over, blev David kaldt til Kongen, som onskede at tale med ham. Kongen bad David om at komme og bo hos sig i hans Hjem. I Kongens Hjem mødte han Jonathan. Han var en Prins, Kongens Son. Han lærte at elske David. Den sariime Dag tog Jonathan sine pragtfulde kongelige Klæder af og gav dem til David. Han gav ham ogsaa andre Klæder. Han gav ham ogsaa sit Sværd, det Bælte, det hang i, og sin Bue. Hvor lykkelig Hyrdedrengen maa have været. Tidligere havde han aldrig haft en Bue og en Pil. Da han og Jonathan gik ud sammen, lignede de to Prinser. De lovede at elske hinanden hele deres Liv, og de lovede ogsaa at lære deres Born at elske hinanden. Kong Saul havde ogsaa elsket David. Havde han ikke frelst Sauls Hær fra Nederlag? Men det bedrøver os meget at sige, at Kong Saul blev misundelig paa David. Da David gik ned ad Gaderne, sang Kvinderne hans Pris. De løb ud for at mode ham og dansede for ham. De sagde endog, at han havde gjort taprere Gerninger, end Saul havde. Og dette gjorde Saul vred. Han onskede at være deres Helt. Jo mere Kong Saul tænkte paa David, jo mere fik han imod ham. Han saa paa ham med et ondt Blik i sine Øjne. David lagde Mærke til dette, men han provede at gøre alle Ting, saaledes som Kongen onskede, at han skulde gøre dem. Han spillede smuk Musik for at prøve at hjælpe Kongen til at smile. En Dag, da han spillede saadan Musik, kastede Saul sit lille Spyd efter ham. David flyttede sig hurtigt, og efter dette var han mere omhyggelig med at komme Kongen for nær. Og Herren var med ham og beskyttede ham. For at blive David kvit, sendte Kongen ham ud for at kæmpe mange Kampe. Mechal, Sauls Datter, elskede David. Saul bestemte, at hun skulde faa Lov til at gifte sig med ham. Saul fortalte David, at han kunde betale for sin Hustru ved at kæmpe alle Kongens Kampe for ham. Saul haabede virkelig, at David vilde blive dræbt. David elskede at kæmpe, saa han var glad over at tjene Kongen. Saul havde tabt sin Kærlighed til Gud og til alt, hvad der var ret. En Dag sagde han, at hans Tjenere skulde prove at dræbe David. Jonathan horte om dette. Han elskede David ligesaa hojt, som han elskede sit eget Liv, saa han gik i Forbon for ham. Da Kongens Tjenere kom til Davids Hus, reddede hans Hustru ham fra dem. Hun vidste, at David var en god Mand,
552 og hun elskede ham ho.jl. Hun lod ham komme ud af et Bagvindue, og han lob bort. Da hjalp hans kære Ven, Jonathan, ham igen. David ærtede Soul, fordi han var Kongen. Han ønskede al tjene ham. men han ønskede ikke at miste sit Liv. Uden at lade Saul vide om det, kom David for at besoge Jonathan. Han sagde:»jonathan, hvad har jeg gjort? Hvad er min Synd for din Fader, at han efterstræber mil Liv?«Jonathan sagde, at han vilde finde ud alt, han kunde, om dette. Derpaa gik han hjem. Saul var vred over, at David ikke var med ham. Han mindede Jonathan om, at han aldrig kunde blive den meste Konge, medmindre David blev dræbt Men Jonathan elskede David saa hojt, at han sagde:»hvorfor skulde han blive dræbt? Hvad ondt har han gjort?«da blev Kongen saa vred, at han kastede sit lille Spyd efter sin egen Son for at dræbe ham. Nu vidste Jonathan, at det ikke nyttede at bede mere for sin Ven! Derfor gik han ud til et hemmeligt Modested for at signalisere til David. David var skjult i Nærheden af en Klippe udenfor Byen. Jonathan kom sammen med en lille Dreng til en Mark i Nærheden. Han sagde til Drengen:»Lob og find de Pile, som jeg skyder.«idet Drengen lob, skod han en Pil langt foran ham. Da Drengen kom til Stedet, hvor Pilen faldt, raabte Jonathan:»Er ikke Pilen foran dig?«dette var det Tegn, som skulde sige David, at han maatte flygte langt bort. Dette skulde fortælle David, at Kongen ikke elskede ham mere. For at gøre det helt sikkert, at David forstod, raabte Jonathan:»Skynd dig, nol ikke.«drengen troede, at Jonathan talte til ham. Han samlede Pilene sammen og bragte dem tilbage til sin Herre. Derpaa sendte Jonathan ham tilbage til Byen. Saa snart som Drengen var gaaet, kom David frem bag Klipperne. I Sorg faldt han til Jorden paa sit Ansigt. Jonathan hjalp ham op. Derpaa græd disse to Venner sammen. De kyssede hinanden atter og atter. Nu som for lovede de, at de altid vilde elske hinanden. De bad, at Herren vilde hjælpe dem til at holde deres Lofte. Jonathans Afskedsord var:»gaa i Fred. Herren være Vidne imellem dig og imellem mig, og imellem min Sæd og imellem din Sæd evindelig.«derpaa stod David op og gik bort. Jonathan gik tilbage til Byen. Og begge vendte sig og sa'a efter deres kæreste Ven, idet de gik bort.
553 PRÆSIDENT JOSEPH W. McMURRIN DØD. Ældste Joseph W. McMurrin, af de syv første Præsidenter for de Halvfjerds, er afgaaet ved Doden i sit Hjem i Los Angeles, Mandag den 24. Oktober 1932. Ældste McMurrin, som i mange Aar, indtil for ganske nyligt, har været Præsident for den Kaliforniske Mission, har været mindre rask i mange Maaneder. Tabet af ham foles meget dybt af hans mange Venner, som han havde erhvervet sig under sin mangeaarige Tjeneste i Kirken baade i de Forenede Stater og i Europa. Begravelseshojtideligheden blev afholdt Torsdag den 27. Oktober i Wilshire Wards Kirkebygning i Los Angeles. Salen var fyldt til Trængsel af hans mange Venner, hvoraf mange var kommet rejsende fra andre Dele af de Forenede Stater. Talerne var Ældste David O. McKay af de Tolvs Raad, Præsident B. H. Roberts, Ældste J. Golden Kimball og Rulon S. Wells, af de forste syv Præsidenter for de Halvfjerds. Præsident A. A. Hinckley fra den Kaliforniske Mission og Præsident Leo J. Muir af Los Angeles Stav. Antoine R. Ivins af de forste syv Præsidenter for de Halvfjerds og Præsident over den Meksikanske Mission og Biskop John Wells fra det Præsiderende Biskopraad var alle til Stede. Begravelsen fandt Sted i Los ivngeles. PRÆSIDENT HEBER J. GRANT. Præsident Heber J. Grant er atter blevet rask efter den Operation, som han maatte underkaste sig i Beg}mdelsen af Oktober. De Sidste Dages Hellige over hele Verden glæder sig over at vide, at Herren har hart deres Bonner. Alle Kirkens Medlemmer nærer den dybeste Kærlighed for Præsident Grant. Helt fra sine Drengedage har han været en dygtig og fremtrædende Arbejder for Herrens Sag i de sidste Dage. Og han har været en venlig, fors taaelsesfuld Leder. Heber J. Grant blev i 1875 valgt som Raadgiver i Bestyrelsen for den forste Ungdomsforening for Unge Mænd, som nogensinde blev organiseret af Kirken. Fem Aar senere, i 1880, blev han valgt til at præsidere over Tooele Stav i Zion. Den 16. Oktober 1882 blev han ordineret til Apostel og blev et Medlem af de Tolvs Raad. Den 23. November 1916 blev han Præsident for de Tolvs Raad, og den 23. November 1918 blev han valgt til at være Kirkens Præsident. Han har efter Tur