Dias 1! Om mig selv kan jeg sige, at jeg har arbejdet med dansk og nordisk universitetshistorie gennem flere år. Jeg skrev i sin tid RUC s historie i anledning af universitetscentrets 25 års jubilæum i 1997. Da jeg kom til Statens Arkiver blev jeg optaget af 1950 er-projektet, og det arbejde har jeg dels publiceret i antologien, dels i Uddannelseshistorie. De seneste år har jeg arbejdet på en monografi om dansk universitetspolitik i 1950 erne og 1960 erne. Manuskriptet er godt i gang, men desværre ikke helt færdigt endnu. I dette oplæg vil jeg fokusere på 1950 er-projektets to centrale spørgsmål: Var planlægningen i 1950 ene en foregribelse af 1960 ernes hastige udvikling? Og i tæt relation til det: Hvad skete der egentlig i 1950 erne? Da jeg jo har arbejdet med området, efter min artikel til vores bog blev færdig, kommer jeg også lidt længere omkring end jeg gjorde i artiklen.
Dias 2 % &'() *) + $ (, $) ( ) ( - $ Årtiets største universitetspolitiske manifestation skete allerede i februar 1951, hvor ca 10.000 studenter, universitetslærere og rektorer sammen gik fra Frue Plads til Christiansborg for at pege på det akutte behov for flere penge til universiteterne: til forskning og til økonomisk støtte til de studerende. 10.000 deltagere i demonstration, der er også i dag mange. Men i 1951 var det enormt mange på det tidspunkt var der kun ca. 6.000 studerende ved Københavns Universitet. Med til historien hører også, at kravene blev imødekommet. Der blev året efter oprettet en Ungdommens Uddannelsesfond som ganske vist blev væsentligt mindre end krævet. Samtidig blev Statens Almindelige Videnskabsfond oprettet. Den blev indrettet med fem-seks faglige komitéer, for medicin, humaniora, naturvidenskab osv. Her skete bedømmelsen af ansøgningerne, og her sad kun forskere. De endelige beslutninger blev truffet i fondets bestyrelse. Efter meget intensive diskussioner i Folketinget og i korridorerne, endte det med, at forslaget fra Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre om at også politikere og embedsmænd skulle have sæde i bestyrelsen blev vedtaget. Det skete imod regeringspartiernes indstilling, det var Venstre og Konservative. Men efter et vist benarbejde fra Finansministeriet, som ikke kunne acceptere at så store pengebeløb kunne uddeles uden indsigt fra hverken administration eller politikere.
Dias 3 % - ((). ( /- 0 # Når Staten skulle give flere penge til forskning, blev det begrundet med, at forskningen jo var umiddelbart nyttig for erhvervslivet. Diskussionen kom op allerede i efteråret 1945, og i løbet af 1950 erne blev den mere udfoldet. Peter har allerede fortalt om Teknikerkommissionen. Universiteterne fyldte ikke meget i dens betænkning. Kun det at der i en vældig fart burde uddannes flere lærere i fysik, kemi og matematik. De skulle så i gymnasiet undervise de kommende nye teknikere. Det betød dog, at de naturvidenskabelige fakulteter blev prioriteret på bekostning af de humanistiske fag. I Århus blev det naturvidenskabelige fakultet oprettet i 1954, og i København blev H.C. Ørsted Instituttet opført i Universitetsparken, som tidligt i 1960 erne også fik bl.a. Zoologisk Museum. Også atomforsøgsstationen i Risø fra 1956 hører med i billedet af 1950 ernes store satsninger på naturvidenskab. Det samme gør naturligvis opførelsen af det nye Danmarks Tekniske Højskole i Lyngby. Men på universiteterne handlede det om at få nye eller forbedrede lokaler og om at få flere stillinger. Man led under tidligere årtiers manglende bevillinger til universiteterne. Lokalerne på Københavns Universitet var for få og trængte alvorligt til vedligeholdelse. Århus Universitet var endnu ikke fuldt udbygget, og der var mange byggeønsker derfra. Desuden var der på begge universiteter på næsten alle områder behov for flere stillinger.
Dias 4 " -1 ""*%2 $ 2 1 34&2-05 6 Hvordan var nu planlægningsmiljøet omkring disse krav og ønsker fra den ene og anden kant? Undervisningsministeriet og universiteterne selv mente, at man måtte spørge professorerne på de enkelte fag om, hvad de havde brug for. Det var jo dem, som kendte området og de konkrete behov særligt for nye lokaler og flere stillinger. Svarene fra professorerne drejede sig selvfølgelig om behovet for lokaler og stillinger, men det interessante er begrundelserne. Det drejede sig nemlig i de fleste svar om forskningens behov. Derimod var der kun meget lidt om undervisningens behov og der var på ingen måde tale om at forudse, at studentertallet i 1960 erne skulle stige voldsomt. I 1950 ernes sidste år kom der også en tredje meget aktiv deltager i planlægningsprocessen, nemlig Det Økonomiske Sekretariat under Finansministeriet, ledet af Erik Ib Schmidt. Det kan vel siges at være polit ernes højborg, mens der endnu ikke var ansat en eneste polit i Undervisningsministeriets 2. departement. Det Økonomiske Sekretariat så ikke på universiteterne alene, men havde et lidt bredere perspektiv på hele uddannelsesområdet. De kunne derfor også påpege, at de folkelige højskoler fik gode tilskud under den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen. Mest kras var deres kritik dog af den manglende politik på området. Hvad ville politikerne med universiteterne? Og med Undervisningsministeriets indsats. Kunne man kalde det for planlægning at spørge professorerne om, hvad de gerne ville have? Et udvalg under Undervisningsministeriet skrev et byggeprogram for universiteterne, men det fik ikke opbakning fra regeringen, ikke engang fra undervisningsministeren. Regeringen gav Det Økonomiske Sekretariat til opgave at gennemgå forslaget. Resultatet blev, at der dels blev givet færre penge, dels at der blev flyttet ressourcer fra de humanistiske fag til de naturvidenskabelige.
Dias 5 *) 7 ( & & & 8 Universiteternes ønsker om bedre lokaler kostede selvfølgelig penge. I Finansudvalget fik det de borgerlige oppositionspartier til at spørge, om de eksisterende lokaler nu også blev fuldt udnyttet? Var studietiderne ikke alt for lange? Var undervisningen effektiv? Også de studerende rejste den kritik. Der var intern uro på universiteterne, hvor de studerende ønskede mere effektive studier. Det gælder især de store fakulteter, nemlig det lægevidenskabelige fakultet og det rets- og statsvidenskabelige fakultet med de jurastuderende. På de to store, professionsorienterede fakulteter ønskede de studerende mere effektive studier, altså kortere studier og mere klare retningslinier for hvilket stof de ville blive eksamineret i. Denne tegning har jeg fundet i Studenterbladet 1958. Det er studenternes egen illustration af henholdsvis de nye studenter dem selv og de gamle professorer. Deres pointe er, at de ikke længere vil være slåbrok-studenter, som driver selvstudier, velsagtens på et koldt loftskammer. Midlerne til at effektivisere studierne var her i slutningen af 1950 erne indførelse af kurser, måske endda obligatoriske kurser, og afholdelse af flere, men mindre eksamener. Mange pegede også på behovet for bedre studiestøtte. De studerendes erhvervsarbejde blev ofte udpeget til at være det, som for alvor forlængede studietiden. Endelig var der mange sider krav om oprettelse af studienævn, hvor de studerende og professorerne sammen kunne diskutere, hvordan studierne konkret skulle indrettes.
Dias 6 " #! I løbet af 1950 erne blev der skabt en forståelse for, at studienævn var et godt forum for at sikre samarbejde mellem studenter og lærere. I studienævnene var der ikke tale om, at de studerende kunne få lov til at forelægge deres problemer for professorerne, som det var tilfældet med de studenterråd, der var oprettet i 1912. Det var simpelt hen studienævnenes formål at sikre dette samarbejde. De første studienævn blev oprettet i 1952 på de to lægevidenskabelige fakulteter. Her er protokollen fra studienævnet ved Københavns Universitet, udsat for arkivvæsenets noget pietetsløse behandling. Studienævnene var rådgivende over for fakulteterne. Professorernes magt blev altså ikke anfægtet, det var stadig dem, som traf de endelige beslutninger, selv om studenterne nu havde fået et forum til at fremføre deres vurdering af undervisningen. De spørgsmål, som studenterne tog op, drejede sig om kursernes omfang og gennemførsel, om forholdene for volontørerne en slags praktik i lægestudiet, og om enkelte læreres pædagogiske formåen eller rettere mangel på samme. Jeg har derimod ikke set noget, som tyder på at selve undervisningens indhold blev diskuteret. I 1957 var der blandt de medicinstuderende voldsom utilfredshed med en studieordning fra 1954, som fastsatte at den afsluttende eksamen havde et enormt omfang. De studerende afholdt protestmøder med 4-500 deltagere og besluttede faktisk at boykotte undervisningen ved begge universiteter fra efteråret 1957. Boykotten blev aldrig til noget. Fordi det lykkedes at få lavet en aftale om ændringer i undervisning og eksamen i studienævnet. Diskussionen var lang, men referatet er kort. Læg i øvrigt mærke til, at en af de professorer, som var medlem af studienævnet, hed Mogens Fog. Han blev som bekendt senere rektor for Københavns Universitet. Netop oprettelse af studienævn blev et vigtigt tema i studenteroprøret i 1968. Oprøret startede på psykologistudiet, netop med kravet om oprettelse af studienævn. Det krav støttede Mogens Fog straks, sikkert bl.a. på baggrund af hans personlige erfaringer. Han pressede professorerne på psykologistudiet til at oprette studienævn.
Dias 7 3 9 &- 3( Hvordan gør man nu op, om 1950 ernes universitetspolitik var udtryk for tradition eller tilløb? Vi kan f.eks. se på 1960 ernes universitetspolitiske dagsordener og spørge om de også fandtes i 1950 ernes debat. Der var en dagsorden om effektivitet, som især de planlægningsorienterede embedsmænd i centraladministrationen stod for. Effektivitet må forstås som et politisk krav til universiteterne, et krav om at uddanne gode kandidater med de rette kvalifikationer uden overdreven brug af samfundets ressourcer. En central statslig styring og planlægning af universiteterne er vigtig for at opnå en sådan effektivitet. Med embedsmænd i bestyrelsen for Statens Almindelige Videnskabsfond fra 1952 var 1950 ernes første tegn på, at universiteterne og forskningen ikke bare kunne passe sig selv. Det blev også understreget i slutningen af 1950 erne, da Det Økonomiske Sekretariat påpegede, at universitetsområdet manglede både plan og politik. Samt at universiteternes egne ønsker om udbygning var helt ukoordinerede og uden sammenhæng med samfundets udvikling. Denne effektivitetslinie fra slutningen af 1950 erne kan følges op gennem 1960 erne. Oprettelsen af Planlægningsrådet for de højere uddannelser er et led i denne effektivisering her skal der særligt lægges mærke til rådets sekretariat, der udarbejdede planer og prognoser. Det diskuteres også, om beslutninger kan tages hurtigere, af færre personer og med mere kontakt til samfundets behov? Men rigtigt udfoldet blev den først med oprettelsen af Direktoratet for Videregående Uddannelser i 1974. I universitetsdiskussionerne findes også en lighedsdagsorden, som særligt er politikernes dagsorden. Den drejer sig om, at alle med lyst og evner skal have adgang til universitetsstudier. Midlet til at sikre det er uddannelsesstøtte. Der kommer forslag frem om det i 1940 erne, og Ungdomskommissionen kom med et meget detaljeret forslag i 1951. Ungdommens Uddannelsesfond blev af alle anset for at være alt for lille til virkelig at fremme denne dagsorden, men med de bedre tider i 1960 erne kom der også mange flere studenter på universiteterne. Universiteterne vred sig, og ønskede adgangsbegrænsning, udbygning, hvad som helst der kunne lindre presset fra de mange studerende. Politikerne holdt adgangsbegrænsningen i slutningen af 1970 erne fast ved, at universiteterne måtte indrette sig, så der blev muligheder for de mange studerende.
En selvstyre-dagsorden, som fremføres officielt fra universiteter og højere læreanstalter, ikke mindst af deres rektorer. I 1950 erne har universiteterne en selvfølgelig ret til direkte at drøfte deres forhold med ministeren, og den ret ønsker de at bevare. Universiteterne er derfor ikke interesseret i en nærmere sammenslutning. I Finansministeriet er man bekymret for, om en ny struktur vil give universiteter og højere læreanstalter mulighed for at slutte sig sammen og mellem sig fordele ressourcerne. Selvstyre drejer sig om relationen mellem universitet og samfund. Demokrati drejer sig derimod om universiteternes interne forhold. Om studenters og ikke professorale læreres indflydelse på universiteternes forhold. Studenterrådene blev oprettet allerede 1912, og de første studienævn med rådgivende status kommer i 1952. Den mest indædte modstand kommer fra professorerne på Filosofisk Fakultet, som naturligvis også bliver det sted, hvor studenteroprøret i 1968 tager først fat. Studenter og ikke-professorale lærere bruger dygtigt den positive værdi i ordet demokrati til at påpege, at de ikke har indflydelse på universiteternes styrelse. Det rammer så den længe eksisterende utilfredshed blandt teknokrater politikere og embedsmænd, der anser universiteterne for at være alt for ufleksible de vil ikke gennemføre reformer af hverken styrelsesforhold eller studiestruktur, de kan ikke optage de mange nye studerende uden enorme problemer. Professorernes dominans på universiteterne var hverken effektiv eller demokratisk. Og dermed var der lagt op til den overraskende og kortvarige forbindelse mellem de aktionistiske studenter og den borgerlige regering, som væltede professorvældet i Danmark. På den ene side ønskede studenter og ikke-professorale lærere at overtage professorernes magtposition på universiteterne. På den anden side kædede Folketinget klart indførelse af styrelsesloven sammen med oprettelsen af et direktorat for videregående uddannelser et direktorat, som både skulle arbejde med generel planlægning og med styring af tilgang og finansiering af de enkelte fag.
Dias 8 15000 12000 ( 9000 (5 6000 3000 : 3; 0 1949 1953 1959 1965 1969 På disse væsentlige punkter var der diskussion i 1950 erne. Ikke i den helt store stil, men temaerne var slået an. Det som blev 1960 ernes væsentligste forandring på universitetsområdet, stigningen i studentertallet, blev imidlertid ikke forudset i 1950 erne. Som I kan se her, var der små stigninger i studentertallet i 1950 erne. I Sverige, hvor økonomien var langt bedre, steg studentertallene allerede fra midten af 1950 erne. Her kan I se, at de lægevidenskabelige fakulteter de største i 1950 erne. Også de rets- og statsvidenskabelige fakulteter var store i 1950 erne. I 1950 erne steg studentertallet på de lægevidenskabelige fakulteter med næsten 1/3, mens studentertallet på de naturvidenskabelige fakulteter blev fordoblet. Men det var først i 1960 erne, at studentertallet virkelig eksploderede. Alle fakulteter oplevede stigende studentertal i 1960 erne, men stigningen er særligt iøjnefaldende på de humanistiske fakulteter, som i 1959 havde ca. 2.000 studenter og i 1969 næsten 13.000. Det er mere end en seksdobling. Jeg har også lagt DTH ind i dette billede. Som I kan se, undgik DTH en voldsom forhøjelse af studentertallet. DTH havde nemlig i modsætning til universiteterne adgangsbegrænsning. Det fik i øvrigt universiteterne til at klage over, at de fik de dårligste studenter til de naturvidenskabelige fag. De bedste studenter blev optaget på DTH. Når man ser på disse kurver, er det oplagt, at de mange flere studerende må påvirke universiteternes interne forhold. Men det var ikke noget, som fik politisk opmærksomhed i første omgang.
Dias 9 6 2 & 6 " Som sagt var udbygning af universiteterne det store og kostbare universitetspolitiske emne i slutningen af 1950 erne. Men planerne om udbygning skete på den præmis, at man gerne ville have flere studerende på de naturvidenskabelige fag, mens studentertallet på de øvrige fag allerede var rigeligt højt. Man frygtede, at der ikke ville blive beskæftigelse til alle, men samtidig stod den frie adgang til universiteterne uanfægtet. Studenterstatistikken var ikke indrettet til at registrere stigende studentertal. Den bestod bare af lange lister med navnene på årets nyimmatrikulerede studenter. Det betød, at embedsmændene i Det Økonomiske Sekretariat lavede planer for de relativt beskedne men stærkt ønskede - stigninger på de naturvidenskabelige områder, mens stigningen i antallet af studenter på det humanistiske område var upåagtet. Det blev heller ikke Det Økonomiske Sekretariat, som først gjorde opmærksom på de stigende studentertal. Det blev det lille universitet i Århus. Her bemærkede man det stigende antal studenter, og skrev i 1960 til Undervisningsministeriet, at hvis man både ville have mere effektive studier og flere studenter på universiteterne, så måtte der sættes fart i udbygningen af Aarhus Universitet. Der var i øvrigt netop en attraktiv byggegrund, som staten burde købe til udbygning af universitetet! Det blev startskuddet for fornyelse af udbygningsplanerne der var lavet udbygningsplaner i 1958, men nu blev byggebudgetterne kraftigt forøget. Selv om man i Århus ønskede udbygning, ønskede man hverken i Århus eller København ubegrænset vækst i studentertallet. I Århus ønskede man maksimalt 5.000 studenter i 1970. I København maksimalt 12.000 studenter. Disse maksimumstal blev overskredet allerede i 1965. Politikerne var nemlig ikke enige i, at antallet af universitetsstudenter skulle holdes nede. Politikerne ønskede tværtimod, at alle med lyst og evner skulle have en universitetsuddannelse. Man var sikker på, at der ville blive brug for flere akademikere og forventede for resten også, at markedsmekanismerne ville betyde, at de unge ville vælge rigtigt, altså vælge fag der førte til ansættelse. Og mens studentertallene steg og steg, var universiteternes indre stort set uforandrede. Og særligt var stadig ikke studienævn ved de humanistiske fakulteter, hvor studenterne strømmede ind. Derfor var det som en prop, der gik af flasken, da de psykologistuderende i marts 1968 krævede medbestemmelse nu og brud med professorvældet.
Dias 10 ;ø 1 & " - &- Var 1950 ernes universitetspolitik nu tradition eller tilløb? 1960 ernes mest markante ændring på universiteterne de meget store studentertal blev ikke forudset i 1950 erne. Hverken af professorerne som vel havde andet at tænke på, eller af Undervisningsministeriet som stadig betragtede sig som et serviceorgan for professorerne. Eller af Det Økonomiske Sekretariat, som ellers brystede sig af at have overblik over situationen i en helt anden grad end universiteter og ressortministerium. Hvorfor man ikke kiggede til Sverige, hvor studentertallets stigning startede allerede midt i 1950 erne, kan undre. Og hvordan man kunne tro, at udbygningen af gymnasierne kunne undgå at påvirke universiteternes studentertal forekommer her bagefter også besynderligt. Men det betyder ikke, at der ikke skete noget i 1950 erne. Med hensyn til universiteternes interne forhold blev de første studienævn som sagt oprettet i 1952. De havde rådgivende status, og professorernes dominans blev ikke for alvor anfægtet. De studerende var utilfredse, ikke med fagenes indhold og retning, men med at undervisningen ikke var tilstrækkeligt effektiv. Og også forandringerne i den statslige styring af universiteterne blev så småt påbegyndt i 1950 erne, da Det Økonomiske Sekretariat fik afgørende betydning for planlægningen. På trods af det vil jeg konkludere, at 1950 ernes universitetspolitik mere var tradition, end det var tilløb. Set med eftertidens klare overblik er det imidlertid det, at stigningen i studentertallet fik lov at komme som en total overraskelse, der særligt kvalificerer 1950 ernes universitetspolitik som tradition langt snarere end tilløb. Ingen så, at akademiske uddannelser snart ville blive efterspurgte i et samfund i hastig forandring. Eller at der meget hurtigt ville komme langt flere unge mennesker, som ville studere på universiteterne. Alligevel var der også lidt tilløb i 1950 ernes universitetspolitik. Der var uro blandt studenterne, og der var krav om større indflydelse på universiteternes interne forhold. Og der var små tegn på, at staten skulle have større indflydelse på universiteternes forhold.