Velfærdssamfundets udhuling
Indhold 3 Baggrund 3 Forbruget 5 Udhuling af velfærdssamfundet 5 Hvad er det offentlige forbrug? 6 Nyliberalismen 7 Hospitalerne som eksempel 10 Konklusion
Baggrund Regeringen understreger til bevidstløshed i offentligheden, at der bliver brugt flere penge i den offentlige sektor år for år, og at deres hensigt er at udvikle - ikke afvikle velfærdssamfundet. Samtidig giver regeringen ved sjældne lejligheder udtryk for radikale liberalistiske visioner, når erhvervslivet og utålmodige liberalister skal overbevises om, at regeringen ikke er blevet socialdemokratisk. Det lyder som modsætninger men er det egentlig ikke. Regeringen har en klar strategi om at skabe et mere markedsorienteret samfund. Men det skal ske gradvist og langsomt, så befolkningen kan være med og konsekvenserne kan bundfælde sig over mange valgperioder. Denne strategi har ligget fast siden 2001, men der er også klare tråde tilbage til Foghs berygtede bog Fra socialstat til minimalstat fra 1993. Forbruget Forbrugsudviklingen er helt central. Det samlede forbrug i Danmark opdeles i privat og offentligt forbrug. I 1948 var det private forbrug mere end tre gange så stort som det offentlige forbrug, men i perioden frem til 1980 voksede det offentlige forbrug mere end dobbelt så hurtigt som det private forbrug, så differencen blev indsnævret betydeligt i denne periode. I 1980 var det private forbrug således mindre end dobbelt så stort som det offentlige forbrug. I perioden 1980-2000 voksede de to typer forbrug lige hurtigt hvis vi ser på hele perioden, men der var betydelige svingninger fra år til år, og det offentlige forbrug voksede hurtigere end det private forbrug i Nyrup-perioden (Kilder: 50-års oversigten fra Danmarks Statistik 2001 og Statistisk Tiårsoversigt 2003). I perioden efter 2001 er billedet skiftet igen idet udviklingen fra efterkrigstiden er vendt på hovedet. Hvis vi ser på tiden under den nuværende regering, så er det private forbrug vokset dobbelt så hurtigt som det private forbrug. Regeringens lægger i 2015-planen op til en videreførelse af denne udvikling i de kommende år. Det samlede forbrug er blevet mere end firedoblet siden 1948 og er i dag over 1.000 mia. kr. om året. Se også figur og søjlediagram på næste side. 3
Diagram over den forholdsmæssige udvikling i privat og ofentligt forbrug 150 120 90 60 Offentligt Privat 30 0 År Tallene er indekstal og både privat og offentligt forbrug er sat til 100 i 2000. Prognosen for perioden 2008 til 2015 følger Finansministeriets Mod nye mål - Danmark 2015. Diagram over vækstrater i privat og offentligt forbrug 300% Offentligt 200% Privat 100% 0% 1948-1980 1981-2000 2001-2008 2009-2015 Periode Hvis væksten i det private forbrug sættes til 1 hver periode fås følgende tal 2.5 2.0 Offentlig Privat 1.5 1.0 0.5 0.0 1948-1980 1981-2000 2001-2008 2009-2015 Periode Kilde: Danmarks Statistik: 50-års oversigten 2001. Danmarks Statistik: Statistisk Tiårsoversigt 2008 De Økonomiske Råd: Dansk Økonomi, forår 2008. Finansministeriet: Mod nye mål Danmark 2015 4
Udhuling af velfærdssamfundet Sammenhængene mellem privat og offentligt forbrug i perioderne 1948-1980, 1980-2000 og 2001- svarer til en udvikling, hvor velfærdssamfundet først blev udbygget, herefter konsolideret og nu bliver udhulet. I 2006 var det private forbrug igen mere end dobbelt så stort som det offentlige forbrug. Der er ikke tale om deciderede nedskæringer. Det offentlige forbrug vokser. Men det private forbrug vokser meget hurtigere. Der er altså tale om en relativ balanceforskydning, hvor det offentlige forbrug er presset af væksten i det private forbrug. Den offentlige service bliver i stigende grad af en ringere standard end vi er vant til i vores private økonomi og i et overflodssamfund er det netop sådanne relative forskelle, som er udslagsgivende. Udviklingen er helt på linie med den stigende økonomiske ulighed. Langt de fleste danskere bliver rigere, men de rigestes indkomster vokser hurtigst, og de fattigste bliver derfor relativt fattigere, selvom deres realindkomster vokser. Som Hjort Frederiksen formulerer det i Børsen den 16. februar 2004: De to grundpiller er skattestop og bremsen på væksten i den offentlige sektor. Hvis stat, amter og kommuner ikke får flere penge, men økonomien fortsat vokser, vil den private sektor løbe fra den offentlige sektor. Det tager tid før effekten slår igennem. Men efter 10 år vil den offentlige sektor kun være øget med fem pct., mens den private er blevet 20 pct. større. Så opstår et nyt Danmark. Målet for det private forbrug har regeringen nået allerede nu! Siden regeringen trådte til er det private forbrug vokset med hele 23 %. Det er dog ikke gået helt så godt for regeringen at bremse det offentlige forbrug, der i samme periode er vokset med 11 % (Kilder: Statistisk tiårsoversigt 2008 og Dansk Økonomi, forår 2008). Det skyldes først og fremmest de mange folkelige protester mod nedskæringerne i det offentlige. Hvad er det offentlige forbrug? Løn til offentlige ansatte udgør knap 70 % af det offentlige forbrug. En stor del af det resterende offentlige forbrug er varekøb, der i 2006 udgjorde godt 150.000 kr. pr. offentlig ansat. Varekøbet har været stigende siden 1980 erne på grund af fx udlicitering af aktiveringsindsatsen og brug af private vikarbureauer. Udliciteringen i kommunerne er vokset voldsomt efter kommunalreformen næsten 20 % på to år efter ellers at have været stagnerende i mange år. Billedet af, at det private forbrug sætter den offentlige sektor under pres bliver altså skærpet af, at en stigende del af det offentlige forbrug er køb af varer og serviceydelser i den private sektor, 5
dvs. privat produktion. Den udvikling afspejler sig i, at selvom det offentlige forbrug vokser, så er den offentlige beskæftigelse stagneret. Under den nuværende højkonjunktur har beskæftigelsesvæksten på omkring 130.000 personer fundet sted i den private sektor. Der kan ikke sættes lighedstegn mellem offentligt forbrug og velfærd. Det offentlige forbrug er ikke kun folkeskoler, hospitaler, plejehjem og universiteter osv. Militæret og politiet er fx også offentligt forbrug. Krigen i Irak og politiindsatsen omkring Ungdomshuset indebar altså også stigende offentligt forbrug. Det er også værd at huske, at velfærd handler om livskvalitet og konkrete forhold mellem mennesker, der ikke kan måles. Der er således ikke kun den stramme økonomi i den offentlige sektor, der udhuler velfærden. Markedsgørelsen af den offentlige sektor fører også til stort velfærdstab. Det samme gør bureaukrati og kontrolmani. Socialrådgivere på beskæftigelsesområdet bruger eksempelvis kun 18 % af deres tid på at snakke med borgere. Nyliberalismen Der er to toneangivende tendenser i velfærdssamfundet i dag: 1) Den offentlige sektor er under relativt pres i forhold til den private sektor. 2) Den offentlige sektor markedsgøres internt. Der er som nævnt ikke tale om voldsomme nedskæringer, men om et indirekte opgør med den offentlige sektor gennem favorisering af den private sektor kombineret med et vedvarende retorisk, organisatorisk og økonomisk pres på den offentlige sektor. Samtidig fremmes en konsekvent individualisering af ansvaret for velfærdssamfundets udvikling gennem frit valg. Konsekvensen af disse tendenser er en snigende markedsgørelse af velfærdssamfundet som helhed. Der er tale om en langsigtet, accelererende proces, der er vanskelig at gennemskue og som undviger offentlig debat. Tre forhold gør sig gældende her. For det første er udviklingen kun i begrænset omfang slået igennem kvantitativt og empirisk. For det andet handler den dominerende politiske debat om fremtidens velfærd om noget helt andet, nemlig om mangel på arbejdskraft, overophedning, velfærdsreformer etc. For det tredje er udviklingen i stigende grad udtryk for individuelle valghandlinger, som foretages isoleret i privatsfæren. Resultatet er en meget mere smart og avanceret liberalisme end den grovkornede liberalisme, der prædiker minimalstat og store nedskæringer på kort sigt. Ud over dette er der tale om en nødvendig tilpasning af den liberalistiske strategi i en situation, hvor det store flertal af danskerne er modstandere af store nedskæringer og massive omfordelinger. Denne nye liberalisme har dog på lang sigt konsekvenser, som er på linie med den gamle liberalisme. Den afgørende 6
forskel er, at det nu er essentielt, at adfærd, relationer og organisering er markedsmæssig, mens det er af mindre betydning, om det er staten der betaler og/eller aktiviteterne finder sted i den offentlige sektor. Staten spiller faktisk i dag en vigtig rolle i forhold til at understøtte, skabe og intensivere markedssamfundet. Nyliberalismen er bevidst ideologi og strategi og helt nyt er perspektivet ikke. I Fra socialstat til minimalstat skriver Fogh om liberalistiske reformer, at sigtet med sådanne reformer er at indlede en gradvis tilbagetrækning af socialstatens grænser og en tilsvarende udvidelse af den private sfære. På Venstres landsmøde i 2004 lød det om samme sag fra Fogh, at det er ikke noget, der kan eller skal gennemføres som en liberal revolution. Det er en gradvis proces, hvor vi hver dag går et skridt fremad.. Men ligegyldig hvilken type liberalisme der er tale om, og hvor hurtigt og åbent projektet gennemføres, så taber den lighedsorienterede, demokratiske velfærd. Sundhedssektoren er et godt eksempel på disse generelle tendenser i velfærdssamfundet på det Hjort Frederiksen kalder fløjlsrevolutionen. Han påpeger helt på linie med Fogh, at regeringen ikke kaster samfundet ud i revolutioner fra den ene dag til den anden: vi satser i stedet på fløjlsrevolutioner (Kilde: Berlingske Tidende den 14. juni 2007) og nævner gerne sundhedsområdet som fronten i kampen for den gradvise nyliberalisering af samfundet. Hospitalerne som eksempel Den siddende regering har på særlig to måder favoriseret de private hospitaler. Året 2002 er det afgørende skæringspunkt. Her blev indført fradrag for sundhedsforsikringer, hvilket har ført til, at antallet af disse forsikringer er eksploderet fra færre end 50.000 i 2001 til næsten 800.000 i dag. Samtidig blev der indført en ventetidsgaranti, der betyder frit valg af privat hospital, hvis de offentlige hospitaler ikke kan behandle indenfor en tidsfrist. Denne tidsfrist var i første omgang på to måneder, men er nu sænket til en måned. I 2006 betød ventetidsgarantien en regning på 500 mio. fra de private hospitaler. Det er mere end 50 % mere end i 2003. Mere end 100.000 har benyttet sig af private behandlinger på det offentliges regning siden 2002, heraf mere end 40.000 alene i 2006. Fra 2006 til 2007 voksede værdien af de private sygehuses aktivitet i forbindelse med ventetidsgarantien med 60 % (Kilde: Mandagmorgen den 13. maj 2008). To tredjedele af patienterne på de private hospitaler har enten en sundhedsforsikring eller får behandlingen betalt af staten. De private hospitaler havde generelt underskud frem til 2002 men nu er billedet vendt og i 2006 kunne de indkassere et overskud på 75 mio. Staten holder således hånden under de private hospitaler og et stort millionbeløb bliver direkte omsat fra offentlige midler til privat profit. 7
De gyldne tider for privathospitalerne modsvares af et tiltagende pres på de offentlige hospitaler. Allerede i 1980 erne startede en effektiviseringsbølge, der får hospitalerne til at stå i et dårligt lys samtidig med, at der vedvarende bliver færre ressourcer til de enkelte opgaver, mens den ineffektive omsorg og pleje nedprioriteres eller helt forsvinder i travlheden. Alle steder er regneark og økonomistyring den nye norm. Denne proces styres af økonomer og administratorer, der træffer de beslutninger, som tidligere var fagligt funderede blandt læger og sygeplejersker. Både medarbejdernes faglighed og medbestemmelse bliver på denne måde tilsidesat og hospitalerne styres som fabrikker. Sideløbende hermed nedtones det element af kald, der tidligere var afgørende for mange medarbejdere. Lønarbejdermentaliteten bliver fremherskende, hvilket betyder større fokus på og utilfredshed med ringe arbejdsvilkår, lav løn og lange arbejdsdage. Det tiltagende pres som denne proces skaber bliver yderligere forstærket af, at læger kan tjene enorme summer ved at bijobbe i eller helt skifte til privathospitaler. Sygeplejersker kan ligeledes sige deres job op og tjene gode penge på privathospitaler eller som vikarer i det offentlige formidlet gennem private vikarbureauer. På fem år er godt 1.500 sygeplejersker gået til det private, mens alene Region Hovedstaden brugte en halv mia. kr. på vikarer i 2007. De offentlige og de private hospitaler konkurrerer om den samme ofte knappe arbejdskraft og der er mange umiddelbare gevinster forbundet med at arbejde i den private sundhedssektor for det enkelte individ. Af indirekte kanaler er altså også de ansatte (ikke kun brugerne) sat i en situation, hvor de skal vælge mellem offentlig og privat i en sammenhæng, hvor de private løsninger i stigende grad favoriseres. Regeringen forsøger med alle midler at skærpe den udvikling, der allerede er i fuld gang. Antallet af sundhedsforsikringer vil vokse, de private hospitalers vilkår vil blive forbedrede og de offentlige hospitaler vil blive udsat for et stigende relativt pres. Et konkret eksempel på, hvad der er i vente under den nuværende regering er det, som et udvalg under Sundhedsministeren foreslog for nylig, nemlig krav om voksende udbud af behandlinger, dvs. tiltagende udlicitering i sundhedssektoren. Det er ikke mindst i forbindelse med private forundersøgelser og diagnoser, at markedslogikken for alvor vil sætte ind, for når private selskaber tjener penge på sygdom og selv er med til at definere hvad sygdom er, så har de interesse i, at gøre flere mennesker syge især de rige. Denne udvikling kender vi allerede fra medicinalindustrien, hvor et stadig stigende pillesalg går hånd i hånd med, at riges livsstilsproblemer sygeliggøres og fattiges reelle sygdomme negligeres. Der har i forlængelse heraf allerede været eksempler fremme om, at privathospitaler opererer mod skulderlidelser, selv om det er lægeligt uforsvarligt. Eksempler som dette vil vi se mange flere af, hvis den nuværende udvikling fortsætter. 8
Hvis vi ser på de overordnede tal, så udgør den private del af sundhedssektoren stadig kun omkring 5 %. Det offentlige sundhedsvæsen er altså stadig en kæmpe i forhold til de private aktører. Hvis udviklingen vendes nu, så kan vi stadig sikre og yderligere udvikle et lighedsorienteret, demokratisk sundhedsvæsen i Danmark, uden at skulle gå op imod et stort og velintegreret netværk af private aktører med bugnende pengekasser. Som udviklingens er ud nu bliver profithensyn mere og mere fremherskende. Skræmmebilledet er det amerikanske sundhedssystem. Det amerikanske sundhedsvæsen er baseret på private sundhedsforsikringer i mange tilfælde betalt af arbejdsgiveren private forsikringsselskaber og i stort omfang private profithospitaler. Mellem 40 og 50 mio. amerikanere er ikke omfattet af nogen sygeforsikring. Behandlingsniveauet er tilsvarende ekstremt ujævnt. Her kan man virkelig tale om klasseforskel i behandlingen af syge. Samtidig er det amerikanske sundhedsvæsen verdens dyreste. Udgiften pr. indbygger er dobbelt så høj som gennemsnittet blandt OECD landene, mens intet tyder på at kvaliteten er højere eller at befolkningen benytter sundhedsvæsenet i større omfang end i de øvrige OECD lande. Til gengæld peger undersøgelser på, at omkostningerne til bureaukrati og administration er væsentligt højere i USA. Sundhedsministeren oplyste i et svar til Line Barfod i september 2007, at OECD i 2005 opgjorde de administrative udgifter til 7,5 % i det amerikanske sundhedsvæsen mod 1,8 % i Danmark. Amerikanske undersøgelser når imidlertid frem til væsentligt højere tal. En undersøgelse udarbejdet af Harvard Medicine School anslår at hele 31 % af de samlede amerikanske sundhedsudgifter går til administration og profit (New England Journal of Medicine, september 2003). Paradoksalt nok når man tænker på det private erhvervslivs dominans er de offentlige udgifter til det amerikanske sundhedsvæsen ikke lavere, men tværtimod højere, end i Danmark. Alle tal 2004 USA Danmark OECD gennemsnit Sundhedsudgifter pr. indbygger Sundhedsudgifter i % af nationalproduktet Offentlig andel af sundhedsudgifter pr. indbygger 6.102 $ 2.881 $ 2.560 $ 15,3 % 8,9 % 8,9 % 2.728 $ (44,7 %) 2.288 $ (82,9 %) 1.866 $ (72,9 %) 9
Konklusion Opbygningen af velfærdssamfundet indebar en generel forbrugsvækst uden historisk sidestykke og betød, at det offentlige forbrug blev styrket relativt i forhold til det private forbrug. I dag er den absolutte fattigdom stort set afskaffet i Danmark og ligheden er relativt høj, men forbrugsvæksten fortsætter og mekanismen fra efterkrigstiden er vendt på hovedet, idet uligheden vokser og det nu er det private forbrug, der vokser hurtigst dobbelt så hurtigt som det offentlige forbrug. Som udviklingen er i dag, bliver der også gradvist skabt en accelererende privat sundhedssektor på 1. klasse mens den offentlige sundhedssektor i stigende grad bliver et nedslidt foretagende på 2. klasse i sammenligning. Tendensen går mod mere privat og mere marked også internt i den offentlige sektor. Det betyder større ulighed og ringere velfærd for langt de fleste medarbejdere og brugere. Det betyder også en mere udbredt kynisme i forholdene mellem mennesker. Det ser vi i sundhedssektoren - og i velfærdssamfundet som helhed. Regeringens plan for afvikling af velfærdssamfundet er såledees i fuld gang. Enhedslisten ser det som venstrefløjens opgave at vise et alternativ, der kan samle fagbevægelsen og oppositionen i en kamp for velfærd til alle. En kamp, der ikke kun skal føres på Christiansborg, men også ude i kommunerne og på arbejdspladserne. En kamp for en offentlig sektor, der ikke styres af markedet og pengepungen, men ud fra hensynet til mennesker og som styrker de ansattes faglighed og kompetence til selv at tilrettelægge arbejdet i hverdagen. 10