Et hjerte. Dag 1 En gang i fremtiden fandt en klog mand på, at man kunne erstatte adoptivbørn med robotter. Robotterne lignede og opførte sig som almindelige børn, men forskellen var, at robotterne ikke kunne udvikle følelser eller kærlighed til nogen eller noget. Denne historie handler om én undtagelse. Skal vi være kærester? Emma kiggede spørgende op på Kasper, som hurtigt kiggede ned i vandet. Hvad betyder kærester? Svarede han undrende og kiggede op på himlen. Emma fumlede med ordene men fik alligevel begyndt: Øh så er man vist sådan rigtig sammen, og så og så kysser man. Mumlede hun. Vi kysser da allerede! lo Kasper, og plantede et sødt kys på Emmas lyserøde kind. Men Emma var stædig: Alligevel, fortsatte hun, vil du være min kæreste? De to børn sad i en hængekøje med benene udover kanten, sammenflettede hænder og gyngede forsigtigt. Rundt om dem var utallige af bøge og egetræer. Lidt længere fremme lå en lille sø, og oppe over søen sad en sol, der fik de grønne blade til at lyse. Kaspers grønne øjne kiggede ind i Emmas, og hans mund begyndte at smile. Men hvis jeg skal være din kæreste, begyndte han Så har jeg sådan en slags en øh betingning! Han løftede fingeren op til munden, og rynkede panden. Hvad er en betingning? Spurgte Emma, og kiggede ned på sine sandaler, som dagen før var hvide. Det betyder det betyder at hvis jeg gør noget for dig, så skal du gøre noget for mig. Svarede Kasper. Hvad er så din betingning? Emma løsnede sandalerne, og lod dem falde ned til jorden. Det er at hvis jeg er din kæreste, mumlede Kasper hurtigt så skal du også være min kæreste! Han lød glad da han havde fået det sagt. Det accepter jeg! Næsten eksploderede Emma og kyssede Kaspers kolde kind.
Selvom Kasper ikke vidste hvad `accepter` betød, vidste han, at det måtte være et ja. Det sekund skete der noget, som aldrig før var sket for en som Kasper. Noget begyndte at bevæge sig inde i hans mave. Han havde aldrig oplevet det før, men vidste i samme øjeblik at der ikke fandtes noget mere dejligt. De to kærester hoppede ned fra hængekøjen, Emma tog sine sandaler, og derefter løb de hjem til Kasper der boede i udkanten af skoven. Men da de ankom, var verden blevet vendt på hovedet. Kasper skulle rejse til Italien, og bo der et par år. Da han spurgte hvorfor, lo hans mor, mens hun sagde: Din far har fået det arbejde han altid har ønsket sig, men arbejdet bor altså i Italien, og det har ikke lyst til at flytte foreløbigt, så derfor er vi nødt til at flytte i stedet for. Dag 2 Kasper, kom nu! Råbte hans mor midt i menneske og robotmængden, som strømmede ind og ud af terminalen. Emma og Kasper stod i et hjørne og kiggede på hinanden. Jeg har en gave til dig, Emma rodede i sine små lommer, som stak ud af en orange jakke fyldt med blomsterbroderinger. Hun fiskede en tegning op, der var rullet sammen, og bundet med lyserødt gavebånd. Kasper tog imod gaven: Tak. Du får denne her. I hans ene bukselomme lå et blåt spænde, med en lille gul papirblomst klistret på. Han vidste at Emmas yndlingsfarve var gul. Tak, Kasper, mumlede hun sørgmodigt, og gav ham et stort kram. Men en splitsekund efter blev de revet fra hinanden, og selv om de råbte og skreg, og Emma græd, var de pludselig ikke sammen mere. Den varme som på uforklarligt vis var havnet i Kaspers robotmave forsvandt, og blev nu erstattet af et hul. Et hul der savnede Emma mere end noget andet. Ja, for hvad andet kunne han savne? Han burde jo slet ikke kunne have følelser! Dag 3.769 Jeg går ned til caféen. Råbte Emma ud i den store penthouselejlighed. Hurtige trappetrin, afslørede at Emmas mor Rose, mente at noget ikke var som det burde. Er det ham Daniel du skal møde? Spurgte Rose skingert mens hun løb ud i entréen. Ja mor, det er det sjovt nok, men jeg har altså ikke hele dagen til at sludre, jeg skal være der om lad mig se 8 minutter! Emma løftede sin sorte jakke ned fra krogen og begyndte at finde sine nye stiletter frem.
Jeg synes bare ikke det er en så god idé at du er sammen med Daniel skat. Han er bare ikke noget for dig. Hør på mig, for hvis det fortsætter længe nok, kan det udvikle sig til noget du aldrig ønsker! Skyndte Rose at sige, mens hendes datter fumlede med de sorte sko. Bland dig uden om mor. Jeg vælger selv hvem jeg er sammen med. Emma skulle til at sige at Daniel var en flink fyr, men tog det i sig. Jeg kan ikke tvinge dig til at holde dig væk fra ham. Men nu har jeg advaret dig! Det sidste råbte den fortvivlede mor, der så sin datter trykke på knappen til elevatoren. Nede i caféen sad Daniel og ventede ved en af bordene længst væk. Da han så hende smilede han lumskt og lænede sig tilbage i stolen. Han var temmelig høj, sorthåret med fedtede dreadlocks, og var 18 år, altså 3 år ældre end Emma. Hun fandt hurtigt bordet, satte sig forsigtigt og gav sig til at vente på en tjener. Hvad skal i have? Spurgte den forhåbentlig nye tjenerinde, mens hun stod og fumlede med sin notesbog. 2 cappuccino med vodka, Begyndte Daniel selvsikkert. Jeg drikker altså ikke alkohol, mumlede Emma, mens hun kiggede ned i bordet. Daniel sendte Emma sit lumske blik, og bøjede sig frem for at hviske i hendes øre: Fuck det. Hviskede han. Den kølige ånde gav Emma kuldegysninger, og hun følte sig skidt tilpas. Tjeneren kiggede forvirret på dem, noterede i notesbogen, og mumlede: 2 cappuccinoer skal det blive. Så vendte hun sig om og gik. Se på mig, befalede Daniel, og tændte en cigaret. Emma kiggede forsigtigt op, hendes hænder rystede en smule. Daniel rejste sig og gik hen til Emmas stol. Vi skal lige ud på toilettet. Hviskede han, så Emma endnu engang fik kuldegysninger. Hun var helt lammet. Daniel tog hende i håndleddet og trak hende op. Han begyndte at gå, stadig med hånden stramt om Emmas arm. Hun tumlede med, mens hun begyndte at føle sig svimmel. Døren ind til mellemgangen blev åbnet. Daniel kiggede hurtigt rundt, der var ingen. Han skubbede Emma ind i væggen og holdt hende fast i hendes håndled. Hun stod med opspilede øjne helt lammet af skræk. Daniel begyndte at kysse hende voldsomt, så det føltes som om at hun ikke kunne trække været. Af rent instinkt flåede hun hovedet til siden: Lad være! Græd hun, mens Daniel strammede grebet yderligere.
Hvad sker der her? En dreng var kommet ind af døren fra toilettet. Jeg tror ikke din kæreste har det så godt. Drengen tog et skridt nærmere og smilede anspændt. Daniel løsnede grebet om Emma, som krympede sig sammen i et hjørne. Han tog et skridt nærmere: Det rager sgu da ikke dig hvad jeg laver med min veninde. Du skal bare blande dig helt uden om og skride skal du! Daniel vrængede ordene ind i drengens hoved, og gav ham et hårdt stød i maven, der var forbløffende hård. Drengen blev stående uden at fortrække en mine, han var så træt af skuespil. Skrid fra mit liv, robot-dreng. Daniel vrængede de sidste ord i slowmotion inden han fortsatte: Der er jo ingen der vil have dig, kan du ikke forstå det? Du er jo ikke et menneske! Drengen stod bare og kiggede med sit udtryksløse blik ind i Daniels brune øjne. Til sidst smækkede døren hårdt i, nu var Emma alene tilbage med drengen. Emma forsøgte at smile, og drengen smilede tilbage. Du må hellere se at komme ud herfra. Vi kan snakke lidt ved et bord hvis du har lyst? Spurgte han forsigtigt. Emma nikkede kort, og rejste sig op. Den nye tjener gik rundt oppe ved disken og så mere forvirret ud end før, hvis det overhoved kunne lade sig gøre. Hun opdagede Emma og drengen, rynkede på panden, men begyndte derefter at slingre ned til dem. Øh hvad hvad skulle det være? Spurgte hun genert, og håbede på at de ikke allerede havde fået. Jeg skal ikke have noget. Sagde drengen hurtigt. Emma vidste godt hvorfor. Jeg jeg jeg skal have. Emma gik i stå, men drengen hjalp hende. et glas vand? Spurgte han Emma blidt. Emma nikkede, og den forvirrede tjener forstod, at hun nok ikke skulle opremse det, hun lige havde noteret i hendes notesbog. Da hun var gået spurgte drengen: Hvad hedder du? Selvom han kendte svaret. Emma. Næsten hviskede hun. Drengen smilede, nu var han helt sikker i sin sag. Jeg hedder Kasper. Jeg har boet her før, men flyttede væk da jeg var 5 år. Ja, og nu er jeg så kommet tilbage. Hvorfor var der noget ved den dreng som Emma syntes kunne genkende? Dag 11.512
Pas nu på bølgerne Emma! Kasper gav hende et hurtigt kys, og satte sig tilbage i strandstolen. Emma tog sig selv på hofterne bukkede sig lidt frem og smilede bebrejdende: Jeg er altså voksen! Så svømmede hun ud i det kolde saltvand. Andre familier var begyndt at tage hjem, og en af livredderne gik gennem folkemængden og råbte: Alle skal svømme ind til land og tage hjem. Der er uvejr på vej. Tag hjem alle sammen. Strømmen kan være farlig. Nu var Emma alene ude i vandet, og Kasper kunne ikke se hende mere. Hun er nok svømmet ind til land allerede, tænkte han, men i samme sekund så han den spinkle hånd stikke op fra vandet længere ude, hvorefter den forsvandt. Hele hans krop blev helt uvirkelig kold, og han følte en trang til at svømme ud efter hende. Han tog en hurtig beslutning: Hvis hun er død vil jeg også være det, tænkte han, og løb ud i vandet. Bølgerne gyngede stift, og hans fingre begyndte at sætte sig fast. Han svømmede alt det han kunne, og selvom hans krop del efter del, virkede værre og værre, var viljen til at redde Emma så stor, så alt alligevel blev ved med at virke. Han dykkede ned cirka der hvor han havde set hånden, men hans syn blev bare mere sløret. Lidt længere ude til venstre stak en sten op fra vanden. Han svømmede over til den mens han mærkede strømmen rive i hans fødder. En krop lå og flød tæt på stenen. Emmas krop. Kasper løftede med de sidste kræfter han havde Emma og sig selv op på stenen. Hendes krop var kold og bleg. Det uforklarlige hul i hans mave blev større og større, og til sidst var alt som om han følte. En skærende smerte stak i hans mave. Hans Emma var død, og han kunne intet gøre. Han pressede hende ind til sig, og lagde hendes hoved på hans knæ. Det trykkede på hans øjenlåg, og en dråbe faldt ned på hendes ansigt. En dråbe vand! Dråben blev erstattet af tusinde andre. Han lukkede øjnene og forestillede sig Emma med sit smil. Jeg elsker dig, sagde hun. Han kunne mærke noget banke i hans bryst. Et hjerte. Et hjerte. Han åbnede øjnene og så sin elskede ligge livløs. Det eneste Kasper havde lyst til var at rive sit hjerte ud og give det til hende, og han prøvede. Men efter lang tid forsvandt alt hans liv, og sammen drev de ud i havet hånd i hånd. Det er svært at være menneske.