Opgave 1 Førstehjælp. DANSK RØDE KORS tilbyder målrettede kurser i førstehjælp til private, virksomheder og institutioner. Red liv - lær førstehjælp 31 38 14 44 - en god forbindelse når det drejer sig om førstehjælp. DANSK RØDE KORS, Dag Hammerskjolds Allé 28, 2100 Kbhvn. Ø. Hvilken type af kurser tilbyder DANSK RØDE KORS? (Sæt X) madlavning førstehjælp brandslukning køreteknik Opgave 2. Maries rejse. Sæt streg under det ord i parentesen, der giver den bedste mening. "På lange vaklende, smalle stiger stod arbejderne og huggede kridtet løst, mens (små mus - tipvogne - busser - vandet) løb til og fra. Opgave 3. Læsevaner. Du skal besvare nogle spørgsmål på side 6-7. Opgave 4. Om hobbitterne. "De var gæstfri og holdt meget af fester og gaver, som de skænkede rundhåndet bort og ivrigt tog imod". Hvordan var hobbitterne? 1. De var indesluttede. 2. De var gæstfri. 3. De var hidsige. 4. De var flittige. Svar ja eller nej til spørgsmålene (Sæt X ved ja eller nej) ja nej
DANSK RØDE KORS ORIENTERER OM BEVIDSTLØSE - der trækker vejret 1. Skal altid ligge på siden. Slim, blod og opkast kan herved løbe ud af munden uden at tilstoppe luftvejene STORE BLØDNINGER MANGLENDE VEJRTRÆKNING Kunstigt åndedræt 1. Bøj den bevidstløses hoved bagover. 2. Pres underkæben fast op mod overkæben. 3. Gab højt omkring den bevidstløses næse. 4. Blæs til du ser brystkassen hæver sig. 5. Fortsæt i det tempo du normalt trækker vejret - til den bevidstløse selv trækker vejret eller til ambulancen kommer. 1. Læg den tilskadekomne ned. 2. Løft det blødende sted. 3. Anlæg fast forbinding. 4. Søg læge. FORBRÆNDING FREMMEDLEGEME I LUFTVEJENE Spædbørn Større børn Voksne Kraftige ryk Kraftige Kraftige nedad klem slag 1. Fjern fremmedlegemet fra»den gale hals«som vist på tegningerne. Forsøg ALDRIG at fjerne fremmedlegemet med fingrene. 1. Skyl straks med koldt vand. 2. Fjern løstsiddende tøj. 3. Bliv ved med at skylle til smerterne er væk - det tager mindst 1/2 time. 4. Søg læge ved større forbrændinger. VOLDSOM SPRØJ TENDE BLØDNING 1. Pres straks dine tommelfingre direkte mod såret. 2. Læg den tilskadekomne ned. 3. Fortsæt trykket med fingrene til den tilskadekomne kommer under lægebehandling. FORGIFTNING CHOK 1. Alle tilskadekomne skal LIGGE ned for at undgå chok. Hvis en chokeret står op får hjernen ikke blod nok, og så falder man. DANSK RØDE KORS tilbyder målrettede kurser i førstehjælp til private, virksomheder og institutioner. Red liv - lær førstehjælp 31 38 14 44 - en god forbindelse når det drejer sig om førstehjælp. DANSK RØDE KORS, Dag Hammerskjolds Allé 28, 2100 Kbhvn. Ø. 1. Er den forgiftede VÅGEN: stik en finger i halsen og fremprovoker straks opkastning. 2. Læg den forgiftede ned. 3. Er den forgiftede BEVIDSTLØS: læg den forgiftede på siden. 4. Søg altid STRAKS læge. 5. Giftstoffet medbringes.
Førstehjælp Vi ved jo alle, at "det er bedre at forebygge end at helbrede". Men vi ved også, at uheldet kan være ude - det kan gå galt. Ingen ved, hvornår man kan få brug for hjælp eller at kunne hjælpe. Det er godt at kende til førstehjælp. 1. Hvordan skal man placere en bevidstløs, der trækker vejret? (Sæt X) lægges på siden ikke røre eller flytte lægges på ryggen holde hovedet nedad 2. Hvad skal man gøre, hvis et spædbarn får luftvejen spærret? (Sæt X) kraftige ryk nedad slag mod brystet kraftige klem på halsen give kunstigt åndedræt 3. I hvilken situation skal man anlægge en fast forbinding? (Sæt X) ved ambulancens ankomst ved stor blødning ved forbrænding ved sprøjtende blødning 4. Hvordan kan man forebygge, at en tilskadekommen får chok? (Sæt X) tale om vejret lægge personen ned give kunstigt åndedræt fjerne stramtsiddende tøj 5. Hvad skal man gøre ved en lettere forbrænding? (Sæt X) Det brændte holdes helt tørt. Der smøres straks tynd salve på. Der skylles i 10 minutter. Skylle længe i koldt vand. 6. Hvordan behandles en forgiftet person, der er bevidstløs? (Sæt X) lægges på siden ansigt og mund skylles opkastning fremprovokeres hoved holdes brat nedad STOP OG VENT!
Maries rejse. Iblandt de byer, jeg på min foredragsrejse besøgte, var også Assens, en lille by beliggende ved Mariager Fjord. Efter at have talt for en interesseret (forsamling - kunde - publikum - journalist), væsentlig bestående af byens kerne, cementarbejderne, besluttede jeg næste morgen at opsøge disse folk på de tre store (kontorer - cigarforretninger - busterminaler - cementfabrikker), der ligger ved fjorden. Jeg gik efter skorstenene, men standsedes snart af mægtige plakater, der forkyndte den hellige ejendomsrets ukrænkelighed - Adgang forbudt! Jeg drejede ned ad en vej mellem to vældige (firmabiler - fabelagtige -farver - fabriksanlæg), og herfra kunne jeg se arbejderne i gruberne. På lange, vaklende, smalle stiger stod arbejderne og huggede kridtet løst, mens tipvogne løb til og fra. Fabriksbygningen var tilrøget og dækket af gråt (marmor - cigarrøg - mursten - cementstøv) - et fængsel at skue med de få glugåbninger. Gennem tre af disse åbne glugger kunne jeg se ind i mægtige glødende gab, der spyede hvidglødende flammer fra sig. Hist og her så jeg en røgsværtet arbejder gå til og fra. Pludselig hilste en af dem op, og jeg forstod, at det måtte være en af mine (publikum - tilhørere - tilskuere - tilstedeværende) fra aftenen før. "Hvad er der derinde," råbte jeg ned til ham; "man tror, man kigger ind i selve helvede?" "Aja såmænd, det er noget lignende i hvert fald, men kom ind og se!" Og (arkitekten - arbejderen - publikum - fanden) førte mig ad smalle, sorte trapper til rummet, hvor tre mægtige, roterende forbrændingsovne gik, fyldende rummet med vældig larm. "Se ikke derind uden beskyttelse af øjnene, hér er glas!" Og gennem det blå glas kunne jeg se ind i ilddjævlens bug, hvor cementen væltede rundt i flammerne. "De føder sig selv både med cement og kul," oplyste arbejderen, "og da de blev (investeret - iagttaget - installeret - indvendt), åd de 150 arbejdere med det samme - før var vi 350 mand, nu er vi 200." "Hvornår hviler dog disse uhyrer?" spurgte jeg. "Aldrig! de går dag og nat - hellig og søgn!" "Men mand dog, så er I vel tre (arbejdshold - arbejdere - ansatte - heldige)!" "Nej," svarede han, "her på cementfabrikkerne arbejdes kun med to hold. 12 timer for en del af os, de lykkeligste arbejder "kun" 10 timer." Jeg gik fra forbrændings- til formalingsfabrikken. Allerede på afstand mærkede (fortsættes)
man luften ligesom dirre under den (farverige - frygtelige - fantastiske - lavmælte) larm, der udgik fra den. Jeg - den ubudne gæst - vovede mig ikke ind, men stod lidt på afstand og betragtede fabrikken. Da kom en ung arbejder ud på en svalegang med en (triumf - trafik - samlebånd - trillebør) slagger eller andet; han så mig, hilste og kom straks løbende ned. "Vil De se kværnene?" råbte han så højt, han kunne. Tale til hinanden var (kedeligt - mærkeligt - umuligt - uheldigt) på grund af den djævelske larm. Jeg nikkede, og han førte mig hurtigt til en anden arbejder, hvem han (hviskede - sagde - skreg - mumlede) ind i ørerne: "Det er frk. Nielsen, der talte for os i aftes - vis hende kværnene!" Dermed forsvandt han. Jeg førtes nu op af smalle trin til 1. sal, hvor to uhyre cylindriske kværne gik rundt malende (støjen - cementen - - cigarerne - malingen) til støv. Milde guder! - Hvilken øredøvende larm! - Det var, som kunne man tænke sig titusinder af (djævle - trommesæt - klippeblokke - arbejdere) uafladeligt styrtende over hinanden i dybe afgrunde! Flere arbejdere gik heroppe, de råbte noget til mig, men ikke et ord forstod jeg Af mine lungers fulde kraft skreg jeg selv nogle ord, men forfærdedes ved ikke at (føle - se - høre - reagere) en lyd. Jeg holdt mig for (munden - maven - øjnene - ørerne) og stirrede fortvivlet på min ledsager, der nu rask greb mig i armen og trak mig en etage højere op. Larmen stilnede her lidt, men man måtte stadig råbe til hinanden for at blive hørt. "Ja, de er slemme dernede," sagde min ledsager, "men de går også med hver 26000 pund rullesten i maven." Jeg hostede - fint cementstøv fyldte rummet og trængte straks ned i (underetagen - lungerne - ørerne - lummervarmen), og det endskønt der var indlagt et par vældige blæserør, der skulle holde rummet frit for (støj - varme - sten - støv). "I må jo blive døve og syge her i denne skrækkelige indretning!" råbte jeg til min vejviser. Han trak på skuldrene med en træt (stemme - hosten - kraft - bevægelse): "Man vænner sig til alting!" Jeg mindedes, at det var blevet mig sagt, at blandt alle arbejdere har cementarbejderen den gennemsnitlig (korteste - bedste - længste - sundeste) levetid. "Man vænner sig til alting!" STOP OG VENT!
Læsevaner 1. Hvad læser du i din fritid? (Her kan du sætte flere X'er) aviser ugeblade digte tidsskrifter tekster på internettet romaner fagbøger tegneserier kronikker andet 2. Jeg kan godt lide at læse... (Her kan du sætte flere X'er) spændende bøger om kærlighed om krig om fremtiden om sport om edb historiske romaner kriminallitteratur sjove bøger om unges problemer fantastiske fortællinger om teknik om fremmede forhold andet: 3. Hvor mange timer om ugen bruger du til fritidslæsning? (Sæt kun ét X) 0 timer ca. 1-2 timer ca. 3-4 timer ca. 4-8 timer mere end 8 timer Egen vurdering af læsefærdighed og læsevaner 4. Synes du selv, at du er god til at læse? (Sæt X på linjen) det er svært at læse det er let at læse Hvis nej - hvornår er det svært at læse? 5. Tror du, dine lærere synes, at du er god til at læse? (Sæt X) ja - altid ja - nogen gange nej - aldrig ved ikke (fortsættes)
6. Hvorfor læser du? (Sæt X ved ja eller nej) Jeg læser... 1 - for at få gode oplevelser 2 - fordi det er sjovt 3 - fordi det er spændende 4 - for at blive dygtigere 5 - for at slappe af 6 - for at få viden 7 - for at blive underholdt 8 - for at blive bedre til at læse Læseteknik og læseforståelse 7. Hvad gør du, når du læser? (Sæt X ved ja eller nej) Jeg... 1 - læser alle ord uden besvær 2 - læser nogle ord - gætter resten 3 - opgiver svære ord og læser videre 4 - læser sætningen igen, hvis jeg har svært ved at forstå meningen 5 - læser videre, hvis jeg har svært ved at forstå meningen 6 - skimmer for at finde oplysninger 7 - læser for at se, om jeg er enig med forfatteren 8 - "lytter" til min indre stemme 8. Hvor hurtigt tror du, du læser? (Sæt X) mindre end 100 ord i minuttet 100-200 ord i minuttet 200-500 ord i minuttet mere end 500 ord i minuttet 9. Det er af og til svært at forstå meningen, når jeg læser... (Sæt X ved ja eller nej) 1 ungdomsbøger 2 ugeblade 3 fagbøger 4 aviser 5 skærmtekster 6 rejsebrochurer 7 tegneserier 8 lektier 9 brugsanvisninger 10 varekataloger 10. Ønsker du at ændre på dine læsevaner? Kunne du ønske hjælp af dine lærere? Fortæl om det STOP OG VENT!
Om hobbitterne Denne bog handler for en stor del om hobbitterne, og af dens sider vil læseren kunne finde ud af meget om deres karakter og lidt om deres historie. Endnu mere vil man kunne få at vide i det udvalg af Vestmarks Røde Bog, som tidligere er udgivet under titlen The Hobbit. Det, der fortælles i den, er hentet i de første kapitler i den Røde Bog, som er samlet af selve Bilbo, den første hobbit, der skulle blive kendt vidt omkring i verden, og som han selv har kaldt Dertil og tilbage igen, fordi de fortalte om hans* rejse mod øst og hans tilbagevenden, en oplevelse, som senere skulle komme til at indvikle alle hobbitter i de af tidens store begivenheder, som vi her skal berette om. Imidlertid er der måske mange, som gerne vil have visse forhåndsoplysninger om dette ejendommelige folk, og der er vel også dem, der ikke selv er i besiddelse af den omtalte bog. For sådanne læsere følger her et par kortfattede bemærkninger om de vigtigste træk i kundskaben om hobbitterne, og deres tidligere historie genfortælles i korte træk. Hobbitterne er et tilbageholdende, men meget gammelt folkefærd, der tidligere har været talrigere, end det* er i vore dage; de holder nemlig meget af fred og ro og veldyrket jord: deres foretrukne opholdssted har til enhver tid været et ordentligt Forf. Tolkien og velpasset landskab. De har aldrig forstået eller brudt sig om maskiner, der var mere indviklede end smedens blæsebælg, en vandmølle eller en håndvæv, skønt de har været flinke til at benytte deres værktøj. Selv langt tilbage i tiden var de som oftest sky over for "Det store Folk", som de plejer at kalde os, og nu undgår de os med den største rædsel og er svære at finde. De har en fin hørelse og* et skarpt syn, og selv om de er tilbøjelige til at blive fede og ikke skynder sig mere end nødvendigt, er de ikke desto mindre lette til bens og behændige i deres bevægelser. Lige fra begyndelsen har de kendt til den kunst at forsvinde hurtigt og stille, når store mennesker, som de ikke har lyst til at møde, kommer tumlende forbi. Og denne kunst har de udviklet i den grad, at det må forekomme os mennesker som det rene trylleri. Men hobbitterne har nu aldrig studeret trolddomskunster af nogen art, og deres flygtighed skyldes udelukkende en ganske særlig dygtighed, som* arv, øvelse og et nært venskab med jorden har gjort så fuldkommen, at det ikke kan efterlignes af større og mere klodsede racer. For de er et lille folk, mindre end dværge; ikke så kraftigt byggede, ikke så undersætsige, selv om de ikke er så meget mindre. Deres højde varierer noget. Fra to til fire (fortsættes)
fod efter vores mål. Nu om stunder bliver de kun sjældent tre fod høje; men de hævder, at de er blevet mindre, og at de var højere i gamle dage. Efter hvad den Røde Bog fortæller, var Bandobras Toker (Tyrebrøleren), en søn af Isengrim den* Anden, fire fod og fem tommer høj og skal have kunnet ride en almindelig hest. Ifølge alle beretninger om hobbitter er han kun blevet overgået af to skikkelser fra gamle dage; men dette ejendommelige fænomen hører vi mere om i denne bog. Hvad nu angår hobbitterne i Herredet, og det er dem, historien handler om, så var de i de tider, hvor fred og velstand herskede, et muntert folk. De klædte sig i muntre farver, de holdt særlig meget af gult og grønt, men de gik kun sjældent med sko, for deres fødder havde tykke læderagtige såler og var dækket* af en tæt krøllet pels, der kunne minde meget om håret på deres hoveder, som plejede at være brunt. Således var skomageriet det eneste håndværk, der kun i ringe grad udøvedes iblandt dem. Men de havde lange, dygtige fingre og var i stand til at skabe mange nyttige og praktiske ting. Deres ansigter var som regel rare, snarere end smukke, med lyse øjne og røde kinder. Deres munde var vel egnede både til at le og til at spise og drikke med. Og de lo, og de spiste, og de drak, ofte og meget, og de holdt til enhver tid* af jævne fornøjelser og seks måltider om dagen (når de da kunne få det). De var gæstfri og holdt meget af fester og af gaver, som de skænkede rundhåndet bort og ivrigt tog imod. Det er ganske tydeligt, at hobbitterne til trods for det kølige forhold, der senere er opstået, tilhører samme art som vi. De står os langt nærmere end elverfolket, ja, sågar nærmere end dværgen. Fra gammel tid har de talt menneskesprog, om end på deres egen vis, og de har holdt af og afskyet mange af de samme ting, som menneskene har holdt af og afskyet, men* det er ikke længere muligt at finde ud af det nøjagtige slægtskabsforhold. Hobbitternes oprindelse strækker sig langt tilbage i gammel tid, som nu for længst er tabt og glemt. Kun elverfolket er endnu i besiddelse af beretninger om denne svundne tid, og deres traditioner drejer sig næsten udelukkende om deres egen historie, hvori der kun sjældent forekommer mennesker, og hvor hobbitterne slet ikke nævnes. Og dog er det klart, at hobbitterne simpelt hen har levet fredsommeligt i Midgård, længe før menneskene opdagede dem. Og da verden jo nu engang er fyldt med mærkelige væsner uden tal, har man anset dette* lille folk for at have meget ringe betydning. Men på Bilbos tid og på hans arving Frodos tid blev de pludselig, uden selv at have ønsket det, både betydningsfulde (fortsættes)
og kendte, og voldte de Vises og de Stores rådsforsamlinger megen bekymring. Denne tid, Midgårds Tredje Alder, ligger nu langt tilbage, og alle landskaberne må have ændret karakter. De egne, hvor hobbitterne dengang levede, må utvivlsomt have været de samme som dem, hvor de stadig holder til: den nordvestlige del af Den gamle Verden, øst for havet. På Bilbos tid huskede hobbitterne ikke mere noget om deres oprindelige hjem. Ingen af dem holdt særlig meget af at drive historiske studier, bortset fra genealogi, men der var dog stadig nogle få i de gamle familier, som studerede deres egne bøger, og sågar samlede på beretninger om livet i gamle tider og fjerne lande blandt elverfolk, dværge og mennesker. Beretningerne om deres eget folk begyndte først efter den tid, hvor de havde slået sig ned i Herredet, og de ældste sagn gik knap nok længere tilbage end deres vandretid. Alligevel fremgår det klart af disse sagn og af vidnesbyrd om deres mærkværdige talemåder og skikke, at hobbitterne som så mange andre folkeslag i* fortiden var draget vestpå. Deres ældste fortællinger synes at give et glimt af den tid, hvor de boede i Anduins øvre dale, under løvet i Store Grønskov og Tågebjergene. Hvorfor de senere begav sig ud på den strenge, farefulde færd ind i Eriador, har man ikke mere nogen sikker viden om. Af deres egne beretninger fremgår det, at menneskene i landet formerede sig voldsomt, og at en skygge faldt på skoven, så den blev mørkere, og man begyndte at kalde den for Dunkelskov. Femogtyve mil strakte landet sig fra broen over Brændevinsfloden og omkring tredive fra hederne nordpå til marsklandet* sydpå. Hobbitterne kaldte det Herredet, hvormed de mente det område, der styredes af deres thain, og det var et samfund med god ro og orden. Og her i dette hyggelige hjørne af verden levede de da deres velorganiserede liv, og de interesserede sig mindre og mindre for verden udenfor, hvor der foregik så mange skumle ting; så lidt interesserede de sig for den, at de begyndte at tro, at fred og velstand var det almindelige i Midgård og noget, som alle fornuftige folkeslag havde ret til. De glemte eller så bort fra det lidet, de havde kendt til formyndere, og* til det slid disse formyndere havde haft for at gøre den langvarige fred i Herredet mulig. De levede så sandelig en beskyttet tilværelse, men de var holdt op med at tænke på det. (fortsættes)
Hobbitterne havde aldrig på noget tidspunkt været krigeriske, og de havde aldrig kæmpet indbyrdes. I gamle dage havde de naturligvis ofte været nødt til at slås for at kunne klare sig i den barske verden. Men på Bilbos tid var det allerede længe siden. Alligevel var disse folk trods fred og ro stadig mærkværdigt seje. Skulle det komme til stykket, var de ikke lette at kue eller* få slået ihjel, og måske var de så umådelig glade for livets goder, ikke mindst fordi de, hvis det skulle være, ville kunne klare sig uden dem og ville kunne finde sig i ulykker og i hård behandling både fra fjenders og fra vejrligets side på en måde, der måtte forbavse den, som ikke kendte dem så godt og ikke så længere end til deres maver og deres velnærede ansigter. Skønt de ikke let kom op at slås og aldrig dræbte noget levende væsen for sportens skyld, var de drabelige, når de stod over for en forfølger, og kunne i* en nødsituation stadig håndtere deres våben. De var dygtige bueskytter, fordi de havde skarpe øjne og sigtede godt. Ikke alene med bue og pil. Hvis en hobbit bøjede sig efter en sten, var det bedre at komme af vejen i en fart, det vidste enhver, der uretmæssigt var trængt ind på deres område, kun alt for godt. Oprindelig havde alle hobbitter levet i jordhuler, det mente de i hvert fald selv, og i sådanne boliger følte de sig stadig mest hjemme; men i tidens løb havde de naturligvis været nødt til at vælge andre former for boliger. På Bilbos tid* var det faktisk som regel kun de rigeste og de fattigste hobbitter, der endnu opretholdt denne gamle tradition. De fattigste boede i løbegange af den mest primitive art, det var ikke meget andet end rene huller, der kun havde et enkelt vindue, hvis de da overhovedet havde noget, mens de velhavende stadigvæk lod bygge mere luksuøse udgaver af de kendte udgravninger fra gamle dage. Men det var ikke hvor som helst, man kunne finde passende beliggenhed til disse store vidtforgrenede tunneler eller smialer, som de kaldte dem, og efterhånden som hobbitterne blev flere og flere, blev de nødt til at* bygge over jorden i de flade lavtliggende distrikter. Men selv i de bakkede områder og de gamle byer som Hobbitrup og Skjulstrup eller i Herredets vigtigste by Mikkelsgraven i Hvidebakkerne var der nu mange huse af træ, mursten eller kampesten. De blev især foretrukket af møllere, smede, vognmagere og andre af den slags folk. For selv om hobbitterne havde boet i huller, havde de længe været vant til at bygge skure og værksteder. STOP OG VENT!
Spørgsmål til Opgave 4 Om hobbitterne Svar ja eller nej til spørgsmålene (Sæt X ved ja eller nej) 1 Kan hobbitter lide at slås? 2 Er hobbitter dygtige til at bevæge sig hurtigt og lydløst 3 Hvordan ser hobbitter ud? (Sæt X ved den tegning, der ligner bedst) 4 Er hobbitter dygtige til at fremstille nyttigt værktøj? 5 Kan hobbitter lide at feste? 6 Kan hobbitter lide at få gaver? 7 Kan hobbitter lide at spise? 8 Blev hobbitterne anset for at være betydningsfulde folk i meget gammel tid? 9 Kan hobbitter lide almindelige historiske studier? 10 Er hobbitter dygtige til at forsvare sig i kamp? 11 Føler hobbitter sig mest hjemme i jordhuler? 12 Boede de fattigste hobbitter i jordhuler? STOP OG VENT!