alt om NR 11/2009 pris: 54 KRONER årets Bedste danske historiske romaner side 62 orvesto 2009:2 historie voodoo Religionen der førte til revolution 1791 dresden 1945 De allieredes bombeangreb lagde den tyske kulturby i ruiner persepolis antikkens værste pralebyggeri Marconi fascist og radiopioner Test dig selv: 10 spørgsmål om Fodboldhistorie 73 71 f.v.t. spartacus Anførte Romerrigets største slaveoprør BK 5.11-2.12.2009 greta garbo Slaget ved Lepanto 1571, afgjorde Europas fremtid Filmens guddommelige diva georg metz: Margrete 1. Danmarks bedste regent
spartacu Slaveanførerens revolte mod Rom endte i Slaven Spartacus flygtede fra gladiatorskolen og indledte et oprør, der rystede Romerriget i dets grundvold. Men til sidst blev oprørerne knust i et stort slag i det sydlige Italien, og de der overlevede, blev korsfæstet langs vejen Via Appia. Tekst: Magnus Västerbro bridgeman/ibl Til sidst havde gladiatorerne fået nok. Vi ved ikke, hvad der fik bægeret til at flyde over denne dag i år 73 f.v.t. Men noget drev dem til i desperation at forsøge at flygte fra Lentulus Batiatus gladiatorskole uden for den idylliske by Capua, nær vore dages Napoli. De antikke kilder er sparsomme med oplysninger. Historikeren Plutarch nøjes med at konstatere, at det var mere end 200 slaver, der forsøgte at gøre sig fri, men at deres plan blev afsløret. De tiltvang sig så køkkenknive og grillspyd fra gladiatorskolens store køkken og kastede sig derpå over vagterne med køkkenredskaberne som deres eneste våben. 78 af slaverne slap levende fra skolen. Deres leder var allerede fra starten en mand ved navn Spartacus. De kaprede snart et helt vognlæs våben på vej til gla- Ruinerne af amfiteatret i byen Capua, nær Napoli, hvor Spartacus var gladiator. diatorskolen og med disse besejrede de uden problemer Capuas lille garnison. Bagefter drog flygtningene rundt i området og befriede slaver fra de store landbrug i området. De nytilkomne blev bevæbnet så godt, som det lod sig gøre, Spartacus oprindelige styrke på 78 bortrømte slaver voksede snart til at blive en hel hær. 22 alt om historie 11/09
s et blodbad og derpå søgte de alle tilfugt på skråningerne af den da endnu sovende vulkan Vesuv. Slaverne må have fejret deres nyvundne frihed med stor voldsomhed. Rapporterne om deres hærgen nåede snart senatet i Rom. I det enorme riges hovedstad tog man dog ikke nyheden så tungt. Senatet nøjedes med at udsende en helt uerfaren officer i spidsen for 3000 mand fra Roms garnison. Det var ret uprøvede soldater, men fuldt udrustede. Det måtte være rigeligt til at få styr på slaver, desertører og udskud,»mod alle odds havde slavernes desperate, uigennemtænkte oprør opnået en utrolig succes.» Kirk Douglas spiller titelrollen i filmen Spartacus fra 1960, den mest berømte filmatisering af historien om oprørslederen. MOVIESTORE COLLECTION Cranston Fine Arts/brian palmer alt om historie 11/09 23
spartacus Mod alle odds havde slavernes desperate, uigennemtænkte oprør opnået en utrolig succes. Under Spartacus dygtige lederskab havde en dårligt udrustet gruppe mænd stået imod det bedste, Rom havde at byde på. I løbet af det efterår og den vinter der fulgte, spredte rygtet sig vidt omkring, og en lind strøm af undvegne slaver ankom til oprørernes lejr. Om Spartacus selv ved vi kun meget lidt. De antikke kilder er enige om, at han var thraker af fødsel, det vil sige, at han kom fra et område i det sydøstsom en antik forfatter beskrev Spartacus mænd. Soldaterne slog lejr ved foden af den klippeafsats på Vesuv, hvor slaverne holdt til, og satte vagter ved alle de veje ned, de kunne finde. Men i ly af mørket kravlede Spartacus og hans mænd ned af den stejle klippeskrænt ved hjælp af reb og stiger, som de havde lavet af vinranker. Derpå overfaldt de de sovende romerske soldater, der følte sig så sikre, at de end ikke havde befæstet deres lejr sådan som romerne normalt gjorde. Slavernes sejr var total, og nu kunne de forsyne sig med helt nye våben og udrustning. Slavehæren voksede Snart strømmede flere rekrutter til, og slavehæren voksede støt. Det var der også hårdt brug for, for inden længe udsendte Rom en straffeekspedition. Denne gang var den romerske styrke langt bedre forberedt en regulær hær, veludrustet og veltrænet. Men af en eller anden grund, måske fordi hærføreren, Publius Varinius, også denne gang undervurderede modstanderen, delte han sin styrke op i to. Spartacus greb chancen. Uden et øjebliks tøven angreb han sin fjende og nedkæmpede de to styrker efter tur. Varinius selv undslap dog med nød og næppe katastrofen. Efter flugten fra gladiatorskolen samlede Spartacus hurtigt flere rekrutter til sin slavehær. lige Balkan, der i dag ligger i Serbien, Bulgarien og Grækenland. Der fandtes konger i Thrakien med navnet Sparadokos, så det er blevet foreslået at slaveoprørets Spartacus måske kan have været af ædel byrd. I romersk tjeneste Mere sikkert er det, at han oprindelig havde været soldat i romersk tjeneste; et medlem af auxilia hjælpetropperne. Af ukendte årsager var han siden blevet blevet gjort til slave og derefter solgt til gladiatorskolen. ullstein/all OVER PRESS bridgeman/ibl»med forårets komme blussede kampene op igen hele to romerske hære nærmede sig.» Senatet i Rom sendte flere legioner ud for at knuse slaveoprøret. 24 alt om historie 11/09
Ingen ved i dag, hvordan han så ud. Han har formodentlig været i 30-årsalderen da han stillede sig i spidsen for slaveoprøret, og han beskrives som en imponerende mand. Spartacus var ikke bare stærk af sjæl og af krop, skrev Plutarch, han var også intelligent og kultiveret, mere som en græker end en thraker. Plutarch siger også, at Spartacus var gift med en kvinde fra sin egen stamme, som desuden var seer og præstinde for guden for vin og ekstase, Dionysos. Plutarch hævder, at da Spartacus for første gang kom til Rom for at blive solgt som slave, da snoede en slange sig om hans hoved mens han sov. Dette skal hans hustru have tolket som et tegn på, at Spartacus ville opnå en stor og ærefrygtindgydende magt, men at denne velsignelse ville ende ulykkeligt. Ifølge Plutarch flygtede Spartacus thrakiske hustru sammen med ham og var ved hans side frem til den bitre ende. Denne kvinde findes dog ikke i nogen andre kilder, så hun kan være fri fantasi. A P L R E Po E N I 73 f.v.t. flygter Spartacus fra gladiatorskolen i Capua. Besejrer to romerske styrker. ROM MIDDELHAVET Capua Vesuv I 71 f.v.t. tvinges Spartacus sydpå af Crassus' styrker. Crassus bygger en forsvarsmur. Efter flere forsøg lykkes det Spartacus' oprørshær at bryde igennem. Spartacus får at vide, at flere legioner nærmer sig nordfra. Desperat vender han igen sin hær mod Crassus, men bliver besejret. Brundisium svante strøm Den mægtigste mand i Italien I foråret 72 f.v.t. stod Spartacus i spidsen for det, der var vokset op til at blive en egentlig hær. Præcis hvor mange de var, står uklart, men et kvalificeret gæt lyder på, at Spartacus havde 60 000 mand under sig. Han fik brug for alle disse slavesoldater, for med forårets komme blussede kampene op igen. Hele to romerske hære nærmede sig under kommando I foråret 72 f.v.t. besejrer slaverne to romerske hære. I et andet slag falder Crixus, en af Spartacus' nærmeste mænd. Spartacus har mulighed for at nå til friheden nord for Alperne, men vender om og fortsætter sit plyndringstogt i Italien. Sicilien CALABRIEN Crassus forsvarsmur Messinastrædet Slaverne levede under slemme forhold På Spartacus tid var den romerske økonomi baseret på en brutal udnyttelse af slaver. De store erobringskrige i århundrederne f.v.t. havde medført en konstant strøm af krigsfanger som slaver til riget. Mere og mere landbrugsarbejde blev lavet af slaver, mens de frie mænd samlede sig i byerne. Det er blevet anslået, at omkring år 70 f.v.t. udgjorde slaverne ca. en fjerdedel af befolkningen. Mange slaver, særligt dem, der arbejdede i markerne på de store rigmandsgodser, i stenbrud og miner, levede under de mest forfærdende forhold. Slaver kunne dræbes af deres ejere uden nogen form for juridisk konsekvens. Derfor fandt der en række store slaveoprør sted. Spartacus var blot det sidste og mest kendte. Romernes syn på slaverne ændrede sig langsomt, og de fik efterhånden en vis form for beskyttelse under loven. Men på dette tidspunkt var deres betydning for den romerkse økonomi også blevet mindre, i takt med at erobringskrigene blev færre. Slavemarked i Rom. alt om historie 11/09 25
spartacus bridgeman/ibl Gladiatorkampe var ritualiserede, blodige og uhyre populære I Romerrigets storhedstid var gladiatorkampe en uhyre populær form for underholdning. Titusindvis af mennesker strømmede til arenaerne for at se kampene. Den traditionelle gladiatorkamp var en tvekamp. Gladiatorerne var delt op i kategorier, alt efter hvilken form for udrustning de havde på og hvilken teknik de benyttede. Nogle var udrustet melen nedad fik den besejrede lov at leve. Hvis den, der betalte kampen, vendte tom- med hjelm, skjold og sværd, Tommelen opad var lig med en dødsdom. andre med net og trefork, atter andre med dolk og lasso. Dersom kampen ikke fik en dødelig udgang, var det op til den person, der betalte for legene, at bestemme om den besejrede skulle leve eller dø ved at vende tommelfingeren pollice verso. En opadvendt finger betød døden, mens en nedadvendt betød at gladiatoren kunne forlade arenaen i live. Stik imod hvad vi tror i dag, var tommelen opad altså ikke noget godt tegn. En udgravning af gladiatorgrave i Tyrkiet har vist, at mange af dem var meget kraftige. Et ekstra fedtlag fungerede som beskyttelse mod sår og slag. Kun et fåtal af gladiatorer overlevede deres kampe og vandt deres frihed. De fleste mistede livet i løbet af deres karriere. Gladiatorkampene blev først forbudt i 400-tallet af kejser Honorius. Gladiatorerne kæmpede med forskellige våben som skjold og sværd eller net og trefork. akg/scanpix af republikkens højeste øvrighedspersoner, konsulerne. Deres plan var, at fange slavehæren i en knibtangsmanøvre og udslette den. Det startede også lovende, da romerne besejrede en mindre gruppe slaver under ledelse af en af Spartacus nærmeste mand, Crixus, der havde forladt slavehæren. Men da Spartacus mødte konsulerne i felten, måtte de romerske legionærer trække sig tilbage. Nu spredte der sig en følelse af uovervindelighed i slavehæren. På kun et halvt år havde Spartacus udviklet sig fra en slave og reelt dødsdømt gladiator til at være leder for den mægtigste styrke på den italienske halvø. Størstedelen af roms hære var nemlig på dette tidspunkt optaget af krige andre steder. Tidens mest berømmede general, Pompejus den Store, var i Spanien for at nedkæmpe en oprørsk romersk guvernør. Af de resterende legioner var de fleste i øst, hvor de udkæmpede en langtrukken grænsekrig. Det der især bekymrede det romerske senat var, at Spartacus samlede nye rekrutter hvor end han gik frem. Roms økonomi hvilede helt og holdent på slavearbejde. Der var derfor formodentlig omkring 2 mio slaver på den italienske halvø. Til sammenligning var den frie befolkning på ca. 6 mio personer. Hvad ville Spartacus? Ifølge nogle antikke kilder var Spartacus ambition at erobre selve byen Rom og dermed styrte det romerske rige i grus. Andre mener, at han bare ønskede frihed for sig selv og sine. Det skulle være grunden til, at han i første omgang bevægede sig nordpå mod Alperne. Denne teori hævder, at Spartacus ønskede at starte et nyt liv på den anden side af bjergene, uden for Roms rækkevidde. Senere fremstillinger af Spartacus ser ham som en idealist, der ønskede at sætte en stopper for selve slaveriet og forhindre den slags uret, han selv var blevet udsat for. Den version præger især den berømte film Spartacus af Stanley Kubrick, med Kirk Douglas i titelrollen som en renskuret helt. Det synes dog at være ren ønsketænkning blandt senere tiders revolutionære og frihedskæmpere. Den Spartacus, der optræder i kilderne, var ikke plaget af de store moralske skrupler. Tvært imod 26 alt om historie 11/09
Vidste du at Det venstreradikale tyske spartakistforbund, der blev dannet i 1916, tog navn efter den romerske oprørsleder. Forbundets mest berømte medlemmer Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg blev myrdet efter en opstand i Berlin i 1919. bridgeman/ibl kunne han til tider være meget grusom. Ved ét tilfælde tvang han 400 tilfangetagne soldater til at kæmpe til døden i gladiatorkampe. I andre situationer lod han uden skånsel alle fanger henrette. Han skal også have tilladt sine mænd at plyndre og voldtage civile. Ikke desto mindre ser det ud til, at Spartacus håndhævede en vis form for justits. Alle der sluttede sig til hans hær, blev set som jævnbyrdige uanset deres herkomst. Alt krigsbytte blev fordelt ligeligt, og det samme med al mad og anden forråd. Vejen nordpå lå åben I sommeren 72 f.v.t. nåede Spartacus frem til de italienske alper. Der blev han mødt af to romerske legioner, der blev besejret efter en hård kamp. Dermed lå vejen mod nord åben. Spartacus kunne uden det store besvær have ført sin hær I det romerske senat blev slaveoprøret diskuteret heftigt. I begyndelsen tog senatorerne ikke revolten så tungt, men efterhånden indså de situationens alvor. over bjergene og ud af Romerriget mod friheden. Men det skete ikke. I stedet vendte han om og gik mod syd igen. Hvorfor han ændrede kurs, med friheden inde for rækkevidde, er lidt af en gåde. De antikke kilder siger, at Spartacus lod sig overtale af sine mænd. Måske var de nu helt overbevist om deres egen uovervindelighed. Måske ønskede de bare at fortsætte deres plyndringer og få hævn over deres romerske plageånder. Det skulle dog vise sig at være en skæbnesvanger beslutning at forblive på den italienske halvø. Rom går til modangreb På dette tidspunkt herskede der akut krisestemning i Rom. Republikken havde været truet mange gange og havde lidt en række store nederlag igennem tiden. Men endnu havde man aldrig tabt en krig, og var ikke til sinds at begynde nu. Spartacus førte sin hær hele vejen til Alperne, men vendte så om og drog sydpå igen.»ifølge nogle antikke kilder var Spartacus ambition at erobre selve byen Rom.» everett/ibl alt om historie 11/09 27
Fanget mellem tre hære Endnu en gang havde gladiatorernes hær vist sig at være umulig at besejre. Spartacus og hans folk var stadig frie. Men glæden blev kortvarig. Hæren var på vej mod havnebyen Brundisium (vore dages Brindisi), da den fik de værst mulige nyheder. En romersk hær fra øst var netop landet ved Brundisium og på vej imod dem. Samtidig fik de efterretspartacus Derfor udpegede man en ny hærfører. Hans navn var Marcus Licinius Crassus, en af Roms rigeste mænd og en erfaren feltherre. Han gennemførte intensive forberedelser og rejste seks legioner til kampen. Med disse indledte han nu jagten på Spartacus. Henrettede hver tiende Crassus indså, at efter en lang række nederlag frygtede de romerske soldater Spartacus og hans hær. Han satte sig derfor for at genoprette disciplinen med jernhånd og streng mandstugt. Da en legion i en mindre træfning havde trukket sig tilbage, viste Crassus ingen nåde. Hen genoplivede en gammel romersk afstraffelsesmetode kaldet decimering. Proceduren gik ud på, at hver tiende mand blev udvalgt ved lodtrækning. Disse blev så opstillet foran resten af legionen, hvorpå de blev dræbt af deres våbenbrødre. Historikeren Appian skriver: Crassus demonstrerede dermed overfor sine mænd, at de havde mere grund til at være bange for ham end for fjenden. Ordenen var genoprettet og hjulene på den romerske krigsmaskine begyndte at dreje. Igennem en serie af kampe blev Spartacus og Mary Evans/IBL Før det afgørende slag dræbte Spartacus sin hest, for at vise, at han ikke havde tænkt sig at flygte. Marcus Licinius Crassus fik til opgave at knuse oprøret. hans folk presset længere og længere sydpå. Snart måtte Spartacus se sig om efter en ny løsning. Selv hans mænd synes at have indset, at i den nuværende situation kunne de kun håbe at overleve ved at flygte fra Italien. Den nye plan var at hyre en piratflåde til at sejle sig over til Sicilien. Her håbede man at finde et fristed for så senere at fortsætte til Nordafrika. Piraterne tog imod betalingen og lovede at møde op med deres fartøjer, men på den aftalte dag var der ingen sejl at se på horisonten. Spartacus og hans mænd sad fast på stranden ved Messinastrædet. Det var nu vinter, år 71 f.v.t., og slavehæren var i bekneb for forsyninger. Det var ikke til at opdrive mad og drikke i de barske omgivelser. De måtte igen gå mod nord for at finde forråd. Men de fik en slem overraskelse. Crassus havde ladet en mur bygge tværs over den halvø, der i dag er Calabrien. Romerne agtede at spærre slavehæren inde på halvøen og sulte den til overgivelse. Slaverne forsøgte flere gange at bryde igennem muren, men blev gang på gang slået tilbage med store tab. En hårdt trængt Spartacus besluttede til sidst, at sætte alt på ét bræt. Først lod han en romersk soldat korsfæste foran sine mænd, for at vise dem, hvilken skæbne der ventede, hvis de blev taget til fange. Derpå ventede han til en vinterdag med elendigt vejr, før han indledte et stormløb på muren. Efter en voldsom kamp lykkedes det da også slaverne at trænge igennem Crassus mur, men Spartacus havde kun en tredjedel af sin styrke tilbage, da han fortsatte nordpå. BRYNA/UNIVERSAL/THE KOBAL COLLECTION»Spartacus kæmpede sig langsomt vej gennem de romerske linjer og fældede ikke mindre end to centurioner.» Oprørshæren formåede at besejre de romerske legioner i flere feltslag, men til sidst blev overmagten for stor. 28 alt om historie 11/09
ullstein/all over press Spartacus (liggende til højre) blev formodentlig dræbt i kamp mod Crassus styrker år 71 f.v.t., men hans lig blev aldrig fundet. ninger om, at Pompejus var på vej fra nordvest i spidsen for en kæmpemæssig hær. Appian skriver, at Spartacus fortvivlede helt og aldeles og vendte sin fortsat store styrke for at møde Crassus i et sidste stort slag. Det endelige opgør Før det skæbnesvangre slag steg Spartacus af sin hest og holdt en opmuntrende tale til sine mænd. Derpå dræbte han hesten for at vise, at han ikke agtede at flygte. Så kastede de tidligere slaver sig ind i kampen. Spartacus satsede alt på at kæmpe sig vej frem til Crassus, der ledede kampen fra en post umiddelbart bag frontlinjen. Han håbede at kunne vende det tilstundende nederlag til sejr ved at dræbe Crassus og dermed tage modet fra hans soldater. Det viste sig dog at være håbløst. Spartacus kæmpede sig langsomt vej gennem de romerske linjer og fældede undervejs ikke mindre end to centurioner, de mest erfarne af de romerske befalingsmænd. Til sidst, da hans egne mænd var flygtet, stod han selv, omgivet af fjender, og holdt stand og døde idet han kæmpede til det sidste, skrev Plutarch. Appian giver en anden version. Ifølge ham flygtede ingen af Spartacus mænd. Spartacus selv blev ramt af et spyd i låret, sank ned i knæ og holdt skjoldet frem for sig, mens han drev dem, der angreb ham, tilbage, indtil han og et stort antal af hans følgesvende blev omringet og dræbt. Flere romerske kommentatorer berømmede senere Spartacus mod. Han var måske nok født som en barbar, sagde de, men han døde modigt og stolt som en ægte imperator; en feltherre. Spartacus lig blev aldrig fundet, men et stort antal af hans folk, der var sluppet fra blodbadet med livet i behold, blev taget til fange. For at give Rom sin hævn og afskrække alle, der senere kunne blive inspirerede af Spartacus oprør, besluttede Crassus at lade samtlige 6 000 overlevende korsfæste langs vejen Via Appia fra Capua til Rom. Men Spartacus navn levede videre, som en advarsel til romerne og et løfte om håb for alle de undertrykte mennesker, der levede under den grusomme romerske overhøjhed. videre læsning: Spartacus, roman af Howard Fast (1981) The Spartacus war af Barry Strauss (2009) Se også filmen Spartacus af Stanley Kubrick(1960) Spartacus blev et frihedssymbol I antikken blev Spartacus normalt beskrevet som en gemen forbryder. Længe efter hans død brugte ledende romere som Julius Cæsar ham som et skræmmebillede på, hvad der kunne ske, hvis ikke riget blev styret med fast hånd. Men samtidig blev Spartacus en legende og et symbol for dem, der levede under romersk undertrykkelse. Det moderne billede af Spartacus som en ædel frihedshelt opstod i Frankrig i midten af 1700-tallet. Ikke længe efter blev Karl Marx så Spartacus som sin helt. Toussaint l Ouverture, der anførte det succesfulde slaveoprør på Haiti 1791 1804 (se artiklen om voodoo på side 42) kaldt»den Sorte Spartacus». Også Karl Marx så Spartacus som en af sine store helte og beskrev ham som»den mest storartede person i hele den antikke historie.» Toussaint l Ouverture blev kaldt»den Sorte Spartacus.» alt om historie 11/09 29
ull s t ein /all ov er pr e ss Erik af Pommern krones til konge af Sverige, Norge og Danmark, 1397. Men den egentlige hersker er hende, der holder kronen: Margrete. 44 alt om historie 11/09
Margrete 1. Den fuldmægtige frue af danmark Danmarks formentlig bedst politisk begavede konge var dronning (af en slags). Lige meget hvad hendes titel var, var hun en markant regent, der samlede hele Norden under sine vinger. Tekst: georg metz Stemningen var trykket på det rigt udstyrede krigsskib, der lå for anker ved Okseøerne i Flensborg Fjord. Om bord på skibet befandt sig Nordens suveræne hersker, Margrete, den fuldmægtige frue og husbond, der netop havde høstet endnu en triumf efter generhvervelsen og indtoget i Flensborg by. Men nu var fruen syg, måske ramt af den pest, der hærgede egnen. Fire dage senere, den 28. oktober 1412, døde Margrete i kahytten på sit skib. Førtes til Sorø Liget af den godt 60-årige fornemme kvinde førtes til Sorø, men blev ved Roskildebispens mellemkomst måske med vold overført til Roskilde Dom- Unionsbrevet fra 1397. kirke. Her hviler Margrete i sin prægtige, men dog ikke originale sarkofag. Den måske betydeligste politiske begavelse i den danske kongerække efterlod ved sin død et tomrum, der på sigt betød begyndelsen til enden for unionen mellem de tre nordiske lande, den union, Margrete som sin største bedrift havde opnået i Kalmar i 1397. Der er ikke tvivl om at Margretes nationalmuseet person, hendes begavelse og politiske tæft var af afgørende betydning, og at hun ikke var redskab i lommen på andre og stærkere kræfter. Stærk og udfarende Hun selv var den stærke og udfarende, der hele sin initiativrige løbebane forstod at samle magt og land i egne hænder. Margrete var ikke for ingenting Valdemar Atterdags (eller Valdemar den Ondes) datter, dog væsentlig mere smidig og i modsætning til ham i stand til at udvise generøsitet og mildhed. Et bevaret brev fra Margretes tidlige ungdom viser hendes argumenter uden omsvøb, hendes overtalelsesevne og handlekraft. Egenskaber, hun fik brug for, da hun som dronning i Norge allerede i en al- Margrete var slet ikke dronning Ved dronning Margrethes tronbestigelse i 1972 spurgte nogen: hvilket nummer? Rimeligt, eftersom den første Margrete i formel forstand ikke var dronning. Ikke på den måde. Reelt herskede hun over hele Norden i meget af sit voksenliv, men under titlen: fuldmægtig frue og husbond og ganske rigets af Danmarks formynder. Statsretsopfattelsen har haft svært ved at kapere en kvinde som dronning i anden betydning end én, der var gift med kongen. Margrete understregede selv sin legitimitet som magthaver ved at henvise til sin far: Margrete af Guds Nåde, Valdemar [Atterdag] Danekonges Datter. Eftertiden strøg alle forbehold og ophøjede i eftermælet den bemærkelsesværdige kvinde til den første dronning Margrete. Dronning Margrete havde en svær opvækst, men en stærk vilje. I hele sit voksne liv arbejdede hun hen imod et eneste mål: at tage magten i Norden. alt om historie 11/09 45
margrete 1. der af 27 år mistede sin mand kong Håkon og nu med sønnen Oluf, valgt som dansk konge, skulle forsøge at fægte sig igennem. Margrete satte sig myndigt som formynderregent for sønnen, der imidlertid døde i 1387. Hermed var vejen banet for Margretes regime i både Danmark og Norge. Ved arv efter en svensk stormand tilfaldt tillige godt halvdelen af alle Sveriges slotte og borge Margrete. Det svenske rigsråd tog konsekvensen: I 1388 valgte de hende ligeledes som fuldmægtig frue. picture desk/art archive ibl / Torkel Lindebergs samling Kampe til højre og venstre En følge af den position, Margrete nu havde opnået, var unionen, som hun dernæst søgte sikret for al eftertid ved at ophøje sin søsterdatters søn Bugislav til unionskonge. Dog blottet for magtbeføjelser og under navnet Erik af Pommern. Herved understregede Margrete den dynastiske sammenhæng til den danske kongelinje og sikrede sig kontrollen, skønt hun formelt trådte tilbage som regent og holdt Mecklenburgs kong Albrecht, der bestandigt gjorde arvekrav på det nordiske herredømme, ud i strakt arm. Territorialt kæmpede Margrete på flere fronter: dels for at erobre hele Sverige, dels for at sikre sig Sønderjylland, dels mod den altid potentielle fare fra Nordtyskland og endelig for at generhverve Gotland, som hun købte fra de tyske riddere i 1408. Dermed var Norden under husfruen for alvor blevet en stormagt. Og tyskerne sat skakmat endnu et af Margretes strategiske mesterstykker. Bortset fra Margretes store evner og betydelige hensynsløshed, når det gjaldt til at sikre sig land og gods til styrkelse af sin position, arbejdede hun også målbevidst for kirkens interesser, hvilket var ensbetydende med støtte til lærdom og kunst. Meget tyder på, at hun nærede forkærlighed for musikken i kirkeligt regi, og at hun i øvrigt med taktisk snilde sørgede for at give kirken passende rammer. Det var trods alt her, middelaldermenneskets vej til sjælens frelse lå. Også for den magtfulde, egenrådige, snedige, til tider brutale og viljestærke Margrete 1. l Albrecht af Mecklenburg Videre læsning: Margrethe den første af Vivian Etting (2009) Unionen fandt formelt set sted på Kalmar slot. Dronning Margretes grav i Roskilde Domkirke. Hun døde af pest i 1412. Kalmarunionen Uden et stærkt pres på Norden fra de magtfulde grever i Nordtyskland, fra Mecklenburg og Hansestaden Lübeck var en union mellem Sverige, Norge og Danmark næppe blevet til noget. Det blev den. Eller skitsen til Kalmarunionen i 1397, da Margretes søstersøn, den 15-årige Erik af Pommern blev kronet til konge af Danmark. Samlingen af rigerne på det konceptlignende dokument, som unionsbrevet minus retsstiftende besegling udgør, er nok med rette blevet opfattet som det maksimale, Margrete, den reelle hersker, på det tidspunkt kunne opnå. Hun har sikkert forestillet sig et senere formaliseret»regimen reale» med de tre unionslande som ét arverige. 46 alt om historie 11/09