1 Canada - på tværs Der er langt fra Newfoundland til Vancouver - næsten 8000 km - men vi er stærkt på vej Frede Lauritsen
2 Indholdsfortegnelse: Forside /titelblad side 1 Indholdsfortegnelse side 2 Forord side 3 Tidligere udgivelser side 4-5 Newfoundlands historie med kort side 6 Canadas historie med kort side 7-8 Ferieturen side 9-61 Supplerende historiske oplysninger side 62-75 Fra Halifax til Spanien side 76 Billeder side 77-78
3 Forord: Baggrunden for vores ferietur til Canada skal findes en halv snes år tilbage i tiden. Jeg havde skrevet en lille historie om Dannebrog, brugt som tre minutter i Ikast Rotary Klub. En af mine Rotarykammerater, Ole Silbye, sendte denne historie til sin niece, Jette Blair, der bor i Canada. Han tænkte, det måske kunne være interessant for en emigrant at læse noget, der relaterede til hendes gamle land. Jette Blair sidder i menighedsrådet for den danske kirke i Montreal, og hun har åbenbart fundet artiklen interessant, for hun bad om lov til at oversætte den til engelsk og trykke den i deres kirkeblad: The Messenger: The newsletter of St. Ansgar s Lutheran Church Det fik hun naturligvis min velsignelse til, og dermed fik en lille gruppe canadiere lejlighed til at læse om deres gamle flag, og jeg til at læse historien o engels, hvad der var en besværlig opgave, for a hår kun goen o Dyve skol. En af dem der læste historien i Canada, var Svend Berg, han kontaktede mig og spurgte, om han måtte sætte artiklen i: Heritage Book Federation of Danish Associations in Canada En bog han udgav hvert år primært beregnet for dansk-canadiere og deres familier, og det måtte han naturligvis hellere end gerne. Så gik der et års tid eller så, telefonen ringede, Hanne tog den: Det er Svend Berg fra Canada, er Frede Lauritsen hjemme? Hvad Hanne bekræftede. Må jeg komme og besøge jer? Igen bekræftede Hanne. Så kommer jeg om ti minutter farvel så længe. Vi var begge i vildrede og noget forvirrede, Canada - ti minutter, der var ligesom en uforklarlig afstand i forholdet mellem sted og tid. Ti minutter gik der, så fik vi besøg af Svend Berg fra Canada. Det viste sig, at Svend Berg og hans kone Bjørg, der for øvrigt er fra Norge, har et sommerhus i Bork, hvor de kommer en eller to gange om året. Svends ærinde var at forære mig den omtalte bog, hvori historien om Dannebrog var skrevet. Så vi fik en god snak om såvel Danmark, Canada som Dannebrog. Senere er historien om Dannebrog blevet udvidet betydeligt. Svend er fra Kolding. Han bestemte i 1950-erne at rejse en tur rundt om Jorden ved at arbejde sig frem. Men i Montreal traf han en vakker jente - Bjørg, der også var på rejse, og dermed ændrede han sine planer - med hormoners hjælp. Bjørg og Svend bor stadig i Montreal. Siden har det resulteret i, at vi har besøgt hinanden, når de er i Danmark. Her har vi flere gange talt om, at vi jo også kunne gøre et besøg i Canada, hvor vi aldrig har været. Og da vi alle fire har passeret teenageårene, vil der jo helt naturligt komme en dag, hvor kræfterne ikke strækker. Derfor tog vi i foråret en rask beslutning, årets ferie skulle hedde Canada. Og den kan du så læse om på de følgende sider Hanne og Frede Lauritsen
4 Tidligere udgivelser: 1980 Andorra 1987 Arnold - novelle 1990 Thailand på godt og ondt 1991 Sydamerika Chile - Brasilien 1992 "Jambo" Kenya - du forunderlige land 1993 Barnløshed - adoption 1994 En lille bid af tilskudssamfundet: "Jeg løfter røret" 1994 Mine Tidsbilleder. Kronologiske leksika. Ajourføres løbende 1994 Leksikassen. Ord jeg er ramlet i uden til fulde at forstå Ajourføres løbende 1994 Søren Aabye Kierkegaard - hvordan var han egentlig? Revideret 2007-2013 1995 De Slesvigske Krige 1995 Østeuropa i forandring 1995 Colombia - smuk og mangfoldig 1996 Hærvejens historie - i cykelhøjde 1996 Øretæver i tilværelsen 1996 Æseløre - litteraturanmeldelser Ajourføres løbende 1997 En dag i 1997 1997 Budapest & Ungarn - i efterårsdragt 1997 Lolland-Falster & Møn - i cykelhøjde 1997 Ego - det bevidste jeg 1997 En lille stump af det mægtige Kina 1998 Storebælt - i cykelhøjde 1999 Skt. Petersborg - paladsernes by bygget på sumpen 1999 Sjælland Stevns - Masnedø - Asnæs - i cykelhøjde 1999 Et eventyr om julenissens morgensvømmetur 2000 Madeira - en blomstrende ø 2000 Rom - Den evige Stad 2001 En lille stump af Himalaya - verdens tag 2001 Samos - en ferieø for alle 2001 Samsø - i cykelhøjde 2002 Limfjorden Ø - i cykelhøjde 2002 Vest Stadil Fjord i cykelhøjde 2002 Wien - musikkens by 2002 Mozart - hvordan var han egentlig? 2002 Egypten Nilens gave 2003 Steen Steensen Blicher - hvordan var han egentlig? Revideret 2010 2003 Vietnam Østens smukke, venlige land i forandring 2003 Limfjorden V - i cykelhøjde 2003 Ragna Tang - en legende 2004 Grænselandet i cykelhøjde 2005 H.C. Andersen - hvordan var han egentlig? 2005 Mexicos - Store Riger 2005 Sjælland N i cykelhøjde 2005 Paris byernes by 2006 IKA MARKED - gennem 27 år
5 2006 Skal vi hejse Dannebrog, eller skal vi brænde det? 2006 Hven i cykelhøjde 2006 Sydfyn og Det Fynske Øhav - i cykelhøjde 2006 Bulgarien et smukt og alsidigt land 2006 Sydafrika en regnbuenation 2007 Kaj Munk - hvordan var han egentlig? Revideret 2012 2007 Vendsyssel - i cykelhøjde 2007 N.F.S. Grundtvig - hvordan var han egentlig? 2007 Cornwall den sydvestlige del af England 2008 Læsø Kattegats Perle i cykelhøjde 2008 Ti Radioforedrag - fra The Big Bang til år 1380 2009 Ti Radioforedrag - fra år 1380 til år 1682 2009 Chile det lange land i ly af Andesbjergene Peru inkaernes land 2009 Lissabon en smuk og alsidig by 2010 Bornholm i cykelhøjde 2010 Canada - på tværs. Fra Newfoundland til Vancouver 2010 Julemærkets historie 2011 Hvidsten - gruppen 2011 Mariager Fjord og omegn - i cykelhøjde 2011 Tyrkiet - med fødderne i to kontinenter 2011 En lille julemus på spil 2012 Fregatten Jylland 2012 Kreta - Grækenlands største ø 2012 Ringkjøbing Fjord og omegn - i cykelhøjde 2013 Ringkjøbing By - i gåhøjde På vej 2013 Ecuador og Galapagos - riget på ækvator Frede Lauritsen - Herningvej 7B 1.4. 6950 Ringkjøbing Tf: 97 32 15 32-23 31 12 43 Mail: fredelau@webspeed.dk Hjemmeside: www.h-f-lauritsen.dk
6 Newfoundlands historie: Newfoundland betyder oversat - det nyfundne land. Øen var oprindelig beboet af inuitter og indianere, men europæerne udryddede dem, som var de racer af vilde dyr. Eskimoerne levede her fra 2100 fvt. til 1200 evt. Arkæologiske fund ved L'Anse aux Meadows, på nordspidsen af Newfoundland, vidner om nordboers kortvarige bosættelser omkring år 1000 heriblandt vikingen Leif den Lykkelige (se år 1000). Mange år herefter var området ukendt. I 1497 blev Newfoundland genopdaget af Giovanni (John) Caboto (se 1450). I 1500- tallet blev der gjort store fiskefangster på bankerne ved Newfoundland. En engelsk koloni blev anlagt i 1583 ved det nuværende Saint John's. Andre kolonier måtte opgives, fordi den engelske stat af økonomiske og militære årsager fra 1699 forbød bosættelser, der ikke var forbundet med fiskeri. I 1700-tallet var der gentagne sammenstød mellem franske og britiske interesser. Det britiske overherredømme blev anerkendt ved Utrechtfreden i 1713, men Frankrig fik ved Parisfreden i 1783 rettigheder på kysterne mod N og V. Først i 1824 godkendte Storbritannien en egentlig kolonisering. Området fik i 1825 tillagt Labradors kyst, og opnåede selvstyre i 1855. I 1934 fik Newfoundland status af britisk koloni indtil 1949, hvor en folkeafstemning ønskede tilslutning til Canada. Newfoundland blev, sammen med den nordøstlige del af Labradorhalvøen, Canadas 10. provins med et areal på 405.720 km 2 og 516.000 indbyggere (2005), 95% af provinsens indbyggere er af britisk herkomst. Hovedstaden er St. John's med 100.000 indbyggere. Newfoundland og Labrador er økonomisk tilbagestående i forhold til det øvrige Canada og tyndt befolket. Indbyggerne bor i hovedbyerne og talrige fiskerlejer langs klippekysterne. Labrador er dækket af skove og næsten ubeboet bortset fra bopladser ved kysten og enkelte minebyer. Provinsen har været præget af arbejdsløshed, udvandring og dermed faldende befolkningstal. Indtil 1980-erne var fiskeri af torsk, sild, fladfisk og hummer det bærende erhverv, fangsterne var blandt de største i Canada. Siden er fiskeriet og fiskeindustrien blevet stærkt reduceret grundet overfiskning og kvoteringer. Landbrug optager kun 0,1% af arealet og er derfor af ringe betydning. I dag er offshore olieindvinding det økonomisk vigtigste erhverv og tegner sig for 44% af provinsens eksport. Store forhåbninger knytter sig stadig til udvindingen af olie og naturgas. Andre vigtige erhverv er træ- og papirindustri, minedrift, skaldyrsfiskeri og jernmalm især i Labrador. Provinsen er velforsynet med billig elektricitet fra mange vandkraftværker.
7 Canadas historie: Canadas historie begyndte da mongoler og indianere, som i Canada benævnes First Nations people, indvandrede fra Asien over Beringstrædet til Canada for 10.000 til 30.000 år siden. Nogle slog sig ned i Canada, mens andre fortsatte mod S, nogle endda hele vejen ned gennem Nord- og Sydamerika til Ildlandet. Da europæerne begyndte at befolke Canada, levede der her en hel række naturfolk enten som nomader eller fastboende. De ernærede sig primært med jagt, fiskeri og landbrug. De første kontakter mellem indfødte og europæere var vikingerne omkring år 1000. Vi kender bedst Leif den Lykkelige (se år 1000). De slog sig ned for en periode på Newfoundland. Men der gik yderligere 600 år, før indvandringen tog fart for alvor. Europæiske opdagelsesrejsende udforskede vandene i Nordamerika i 1500-tallet for at finde en ny rute til de rige markeder i Orienten. De anlagde et antal poster langs St. Lawrence River, De store Søer, Mississippi-floden, Hudsonbugten og langs den atlantiske kyst. Skønt opdagelsesrejsende som Giovanni (John) Caboto (se 1450), Jacques Cartier (se 1491) og Samuel de Champlain (se 1570) aldrig fandt en nem rute til Kina eller Indien, så fandt de noget andet værdifuldt nemlig rige fiskevande og store bestande af bæver, ræv og bjørn. Permanente franske bosættelser blev anlagt i begyndelsen af 1600-tallet de engelske lidt senere. Med disse bebyggelser kom økonomisk aktivitet. Men kolonierne i Ny Frankrig, det nuværende Quebec, og mod S Ny England forblev økonomisk afhængige af pelshandelen. Samtidig var de politisk og militært afhængige af deres respektive moderlande. Det var uundgåeligt, at Nordamerika blev inddraget i magtkampe mellem England og Frankrig. Efter Quebecs fald i 1759 overdrog Parisfreden i 1783 alle de franske besiddelser Ø for Mississippi til Storbritannien. Under det engelske styre havde den fransktalende del af Canada det ene mål at bevare deres traditioner, sprog og kultur. I 1774 vedtog man en lov, som officielt anerkendte fransk civilret og garanterede religions- og sprogfrihed. Et stort antal engelsktalende kolonister, som ønskede at forblive tro mod det engelske overherredømme, søgte ophold i Canada, efter at USA's uafhængighedskrig sluttede i 1783. Befolkningstilvækst førte i 1791 til dannelse af Upper Canada i dag Ontario og Lower Canada i dag Quebec. Begge områder fik deres egne repræsentative forsamlinger. Oprørere fra Upper og Lower Canada tvang i 1838 Storbritannien til at sammenlægge de to områder til Provinsen Canada. I 1848 fik provinsen ansvar for egne anliggender med undtagelse af udenrigspolitikken. Canada forblev således under britiske imperium. Guldjagten i British Columbia begyndte i 1858 Storbritanniens nordamerikanske kolonier Canada, Nova Scotia, New Brunswick, Prince Edward Island og Newfoundland havde økonomisk fremgang. Efter Den Amerikanske Borgerkrig (se1861) fremstod USA så magtfuldt, at nogle politikere mente, at en union af de britiske kolonier var den eneste måde at forhindre opslugning fra den sydlige nabo. Derfor blev Canada East, Canada West, Nova Scotia og New Brunswick i 1867 lagt sammen som - The Dominion of Canada. Canadian Pacific Railway blev etableret fra år 1881
8 Britisk Columbia, som allerede i 1858 havde været kronkoloni, besluttede i 1871 at slutte sig til The Dominion of Canada. De fik løfte om, at de ville blive forbundet med den øvrige del af landet med en jernbaneforbindelse. I 1898 blev det nordlige territorium Yukon etableret under canadisk jurisdiktion dvs. retsområde. Det var netop i den tid, hvor guldfeberen hærgede i Klondike. I 1905 blev to nye provinser tilknyttet The Dominion of Canada - Alberta og Saskatchewan. Den resterende del af det enorme landområde blev til the Northwest Territories. Newfoundland foretrak at forblive en britisk koloni indtil 1949, hvor en folkeafstemning ønskede tilslutning til Canada. Newfoundland blev, sammen med den nordøstlige del af Labradorhalvøen, Canadas 10. provins. Dannelse af de nye provinser førte til en forøget indvandring til Canada, især i den vestlige del. Den toppede i 1913 med 400.000 indvandrere. Efter Første Verdenskrig voksede Canada langsomt i status og velstand. Skønt depressionen, der startede i USA 1929, satte sine spor. Blev i 1931 medlem af the Commonwealth, og fik selvstyre efter at Storbritannien underskrev The Statute of Westminster. Under Anden Verdenskrig kæmpede Canada endnu en gang sammen med Storbritannien mod Tyskland. Denne gang blev der indgået en forsvarspagt med USA, som efter Japans angreb på Pearl Harbor (se 1941) på Hawaii erklærede Japan krig. Siden Anden Verdenskrig er Canadas økonomi fortsat vokset. Denne vækst kombineret med offentlige sociale programmer, pensionsordninger, sygesikring og arbejdsløshedsforsikringer har givet canadierne en høj levestandard og en god livskvalitet. En liberal regering under ledelse af Pierre Trudeau kom til magten ved valget i 1968, den blev genvalgt i 1972 og 1976. I 1980 blev den erstattet af en konservativ regering. Trudeau forstærkede Canadas traditionelle bånd med USA, han nærmede landet til Orienten, Afrika og Latinamerika, og han afviste at tilslutte sig USA's blokade mod Cuba. I 1970-80-erne opstod der gnidninger mellem provinsen Quebec og de øvrige provinser i Canada. Striden drejede sig om det franske sprogs brug og status. I 1982 fik Canada sin første grundlov, der var uafhængig af Storbritannien, men Quebec nægtede at ratificere den.
9 Første feriedag onsdag 25. aug. 2010 Dagen startede, et godt stykke tid før en vis herre fik sko på fødderne, med afgang fra Ringkjøbing kl. 4:00. Vort barnebarn Malene kørte os til Billund, hun og lillesøster Mia har fået lov at låne vores lejlighed i de 25 dage ferieturen varer, og det er de øjensynlig ret tilfredse med. Der var ikke stor trængsel på vejene og i lufthavnen så tidligt på dagen, derfor gik check ind rigtig hurtigt. Kl. 6:10 startede flyet fra Lufthansa mod Frankfurt. Vores ferie var begyndt. Med en frisk Berlingske Tidende indtog vi vore pladser i et ikke helt fyldt fly. Der blev serveret kaffe, juice og en grov, men knasende tør ostebolle. Over højtaleren blev vi budt velkommen, og tak fordi vi var deres gæster, det foregik i et meget ungdommeligt sprog, der sluttede med - hej-hej. Ja, sproget udvikler sig konstant. Efter 1 time og 5. min. landede vi i Frankfurt, der er en anelse større end Billund. Der var to timer til afgang fra Frankfurt til Montreal. Det lyder af meget, men Frankfurt er en kæmpelufthavn med 103 gates, så der kan være langt mellem ankomst- og afgangshal, hvor der måske skal vandres flere km, tjekkes ind osv. Rimelig hurtigt fandt vi den rigtige gate. Med udsigt til startbanerne så vi hundredvis af fly, flest Lufthansa. Næppe var et fly landet, før den næste lå på finale. Der var mindre end et minut mellem hvert fly, der futtede op eller ned. I fin morgensol gik vi i luften kl. 10, i et Boeing 777-300 Air Canada fly fyldt med 425 passagerer. Flyet vejer 23 ton, er 73,9 m langt, vingerne spænder over 64,8 m, og haleroret er 18,7 m højt. Fantastisk at en sådan basse overhovedet kan flyve. Fra flyet betragtede vi skoven mellem Frankfurts mange rækkehuse og lufthavnen. Kort efter start blev menuen serveret. Forret: Grøntsagsterrin. Hovedret: Kylling m/ris, squash, bladselleri og peber. Drikkevarer: Rød/hvidvin og vand. Kaffe og kage. Bestemt ingen grund til klage. Med en hastighed af 896 km/t kan flyet flyve 12.131 km på en tankfuld, men så langt er der heldigvis ikke til Montreal, der er 3628,71 miles svarende til 5.841 km. Vi fløj i en højde af 36.000 feet, og udenfor ruderne var der op til -70 0 C. Undervejs blev der serveret en pose snacks til en soft drink eller vand. Ind over Labrador og Newfoundland nåede vi Det Forjættede Land. En time før landing fik vi serveret en pandekage med fyld bestående af kylling eller sweet potato. Jeg var uklog nok til at vælge den sidste, der var bestemt ingen appelsin i min turban. Men den valgte Heineken øl smagte fortræffeligt. Hver enkelt pandekage var emballeret i en lukket papæske, faktisk et enormt emballagespild. Velankommet til Montreal Lufthavn fik vi efter ½ time fat i vore kufferter. Her mødte vi en ung mand fra Ringkjøbing, der var udsendt af Vestas, han skulle kontrollere vindmøller på Newfoundland. Pudsigt nok skal han rejse tilbage til Danmark samme dag som os, så må vi se om vi mødes igen. Med vor bagage i god behold blev vi i ankomsthallen hjerteligt modtaget af Bjørg og Svend Berg (se forord). Skønt var det at se kendte ansigter så langt fra hjemmet. De havde bilen stående tæt ved, så efter tyve minutters kørsel var vi ved deres hjem Epping Road 182, Montreal. Et smukt kvarter med udelukkende større, flotte og meget velholdte villaer. Da vi kom indenfor, stod en frokost klar med bl.a. lækker hjemmelavet leverpostej. Her fik vi en god snak om vores rejse og en udveksling af oplevelser såvel under hjemlige som fremmede himmelstrøg. Bjørg serverede kaffe i haven, hvor snakken fortsatte, om de planer der var lagt for de følgende dage. Pludselig var det blevet tid til aftensmad, igen serverede Bjørg, denne gang tærte, salat og rødvin. Skønt kl. kun var 9 PM, var vi trætte egentlig ikke underligt, for uret her i
10 Montreal er seks timer bagefter dansk tid, så vores ur fortæller, at kl. er 3 nat, vi har været på stikkerne i 23 timer. Så efter en kop kaffe sagde vi godnat og indtog det flotte værelse på 1. sal, der blev os tildelt Bjørg og Svends villa har kælder, stue og første sal, hvor der er tre kviste til gaden. Der er toilet på alle etager, og sammenlagt er der vistnok 18 rum. Ikke så lidt til to mennesker samt katten Prinses, der er et ikke uvæsentligt medlem af familien. Facaden til gaden er belagt med kampesten, de øvrige mure er bygget af røde mursten. Foran garagen står der to biler, men bilerne har ikke adgang til garagen, for den bruges som oplagringsplads for plæneklipper, haveredskaber, sneslynge, golfudstyr, andet isenkram, vinterdæk, træ til pejsen og forskellige ting til husholdningen. Foran huset er der smukke blomsterbede og plænen går helt ud til den asfalterede vej. Der er ingen fortov, men før vejen er der en lavning, der fungerer som grøft, så regnvandet kan løbe fra, og grøften slås som den øvrige plæne. Bag huset er der en flisebelagt terrasse med havemøbler, grill, smukke blomsterkrukker, blomsterbede og tre trin ned til haven, der er velplejet med ældre store træer på græsplænen og endnu flere blomster. Montreal ligger på en ø med floden Ottawa på nordsiden og floden Saint Lawrence på sydsiden, de fortsætter med sidstnævntes navn forbi Quebec til Gulf of Saint Lawrence og videre mellem Nova Scotia og Newfoundland ud i Atlantic Ocean. Montreal er den største by i provinsen Quebecs og Canadas næststørste by med 1.620.693 indbyggere. På Montreal Øen bor der 1.854.442, og med forstæder har Montreal 3.635.571 indbyggere. Tre fjerdedele af indbyggerne taler fransk. Næst efter Paris er Montreal den mest fransktalende by i verden. Svend hævder, at franskmændene bruger 50% flere bogstaver end englænderne, for at sige det samme i en sætning. Og vi så faktisk flere eksempler, hvor det passede. Montreal ligger på breddegrad med Milano, dens areal er på størrelse med Bornholm. Byens hovedgade Sainte Catherine er op mod 40 km lang. Man kan sige, at byen kører på piller, idet alle vejene gennem byen er piloterede. Byens 350 parker gør deres til, at Montreal er en smuk, meget grøn og velholdt by. Gaderne er rene, for befolkningen smider ikke affald fra sig, selv om der ikke er mange skraldespande. Affald er noget man tager med sig hjem i egen skraldespand, så der ses stort set ingen skræmmende affald i grøfter, på fortove, parker ol. Samme mønster så vi overalt, hvor vi kom frem i Canada selv ved P pladser, hvor der ofte ikke er affaldsspande. Montreal har tidligere markeret sig i verdenshistorien, i 1967 arrangerede de Verdensudstillingen Expo '67 og i 1976 var Montreal værtsby for Sommer OL (se 1976).
11 Anden feriedag torsdag 26. aug.2010 Efter en tiltrængt søvn og lækker morgenmad, hvor Hanne og Svend øjensynlig nød meget at få havregrød, startede dagen med et besøg i Den Danske Ansgar Kirke, hvor Svend havde bedt Jette Blair (se forord) møde op, så vi også kunne få hilst på hende. Jette Blair er født på Island, hvor hendes far var konsul, senere flyttede familien til Montreal til samme opgave. Jette Blair sidder i dag i bestyrelsen for kirken. Vi vistes rundt i kirken og dens tilstødende lokaler, der er udlejet til en børnehave. Også selve kirken lejes ud som kirke til flere forskellige trosretninger. Mount Royal er Montreals højeste punkt. Med sin enestående beliggenhed ses en arkitektonisk meget flot bygning. Den benyttes til koncerter og større fester. I det daglige har turistinformationen her til huse, der er en cafe og offentlige toiletter. Her fra toppen er der en storslået udsigt over Montreal By. Også ved et andet udsigtspunkt gør vi holdt, herfra ser vi Det Olympiske Stadion fra 1976. Herefter besøgte vi Christ Church Cathedral, der har mange smukke glasmosaikruder. I 1980-erne solgte kirken sin undergrund til et butikscenter, en meget besynderlig handel synes man. Men da vi kom ned i Promenades Cathedral, blev vi positivt overrasket. Her mødtes vi af hundredvis af flotte butikker i alle forskellige brancher. En etage længere nede, lå der adskillige fast food restauranter, i en rundkreds om deres mange fælles siddepladser. Fra en Græsk Bar nød vi en taco til frokost og forskellige drinks - 19,02 $, det skete i selskab med hundredvis af spisende gæster. Det skal også lige med, at det ikke er bare at finde en parkeringsplads i centrum af Montreal. Konstant kører der biler rundt, og holder øje med, når en parkeret bil forlader sin plads, og straks er den igen besat. Overalt koster parkering penge, typisk 2 $ for en time. En canadisk $ koster omkring 5,50 kr. og deles op i 100 cent. Mønter findes helt ned til 1 cent, dvs. 5 øre, men den kan du ikke købe noget som helst for, så det synes ret tåbeligt, at den ikke er afskaffet. De kunne såmænd også godt droppe 5 cent. Til sammenligning er Danmarks mindste mønt 50 øre, som svarer til 10 cent. Vores næste besøg gjaldt et gartneri - Dutch Greenhouse INC, der ligger i en mindre landsby Napierville et halvt hundrede km uden for Montreal. Så vi passerede en af de 20-30 broer, der forbinder Montreal med fastlandet. Netop denne bro vedligeholdes af indianerne, broens vejbelægning er hullet og i det hele taget elendig, hvad der fortælles flere vitser om. Det område vi kom til, er et indianerreservat The Kahnawake Mohawk Territory. Vi spejdede efter tipier, kvinder i spraglede klædninger og lange sorte fletninger, høje stolte mænd med fjerprydninger på malede hoveder og kampklare tomahavker og spyd i hænderne. Men nej, drengebøgernes maleriske billeder af indianerne er ikke nutidens virkelighed. Indianerne går almindeligt klædt og bor i almindelige huse af træ. En del af husene er dog ikke særlig vedligeholdte, og det kniber ganske meget med orden i området. Indianer reservatet har status som frihandelsområde, derfor kan beboerne, uden at komme i konflikt med loven, smugle fx cigaretter. Mange af husene har da også et stort skilt ud mod vejen med teksten: Cigarettes for sale. Vi stoppede op ved en butik med forskellige indianerting, men det var næsten udelukkende turistprægede souvenirs, ikke meget var
12 håndlavet, så der blev ikke megen handel ud af dette stop. På vejskiltet STOP står der her i området nedenunder ordet TESTAN, som er det indianske ord for STOP. Gartneriets ejer Peter Nissen emigrerede fra Danmark til Canada i 1957. Svend kender ham fra den danske klub i Montreal. Peter Nissen gik ind i gartnerbranchen og startede sit eget gartneri, der i dag har vokset sig til en af de større i området med drivhuse i lange rækker. Seks kæmpeovne leverer varme til drivhusene, der i den lange vinterperiode har stort behov for varme. Her i august er en del af drivhusene ret tomme, men mange små julestjerner ses at være på vej. Peter Nissen er noget af en Georg Gearløs, han havde selv konstrueret flere af sine maskiner for at lette det daglige arbejde i gartneriet. Han havde også en anden og meget iøjnefaldende hobby, nemlig at samle på alverdens gamle sager. Måske gemte der sig lidt antikt imellem, men for os ukyndige syntes det så afgjort at være lutter gamle sager i enorme mængder. Ikke et hjørne i de mange bygninger er undgået at blive belemret med en dynge, for os at se, ubrugelige ting mest i metal. Men, som Peter Nissen selv sagde, der kunne måske en dag blive brug for en og anden dims. En mængde informationer fik vi fortalt under rundturen i gartneriet. Foran privatvillaen stod den største mobilhome, vi til dato har set - større end en rutebil. I den drager familien hver vinter tre måneder til Texas. Her blev vi også inviteret ind. Foruden chaufførrum var der køkken, badeværelse og to stuer. Flere af væggene kunne skubbes en halv meter ud fra vognen, så det totale rum blev megastort. Peter Nissen fortalte stolt om vognens mange fortræffeligheder. Trods det havde han kontakt til en mand, der har en endnu større mobilhome, som han en af dagene skulle ud og se på, så han håbede, de kunne få afsluttet en handel. Vores opfattelse var, at Peter Nissens højeste ønske var at eje Canadas største mobilhome - uanset fornuft. Ikke meget var anderledes, da vi kom ind i det private hjem. Store blomsterplanter havde fået lov til at udfolde sig, som de lystede, de gjorde deres til, at pladsen føltes trang, skønt der var tre store stuer. Vi skulle se os godt for, før vi tog næste skridt, overalt var der stillet ting og sager. På skrivebordet ledte Peter Nissen efter et bestemt dokument, men opgav, ikke underligt for der lå vel mindst tyve dynger dokumenter. Overalt var der mængder af børnebørnenes legetøj. Ind imellem det hele løb tre hunde og et antal katte. Jo, det var virkelig et hjem med meget indhold. Svend siger, at Peter Nissen i sit erhverv har gjort det særdeles godt. Om gartneriet stadig er en givtig forretning vides ikke, men ifald det er, skyldes det i hvert fald ikke stedets ordenssans eller mangel på samme. I dag er det sønnen Vaugn, der driver gartneriet. Men vi fik en meget klar fornemmelse af, at faren slet ikke kan holde fingrene væk. Efter denne overraskende oplevelse kom vi igen hjem til Bjørgs velordnede hjem. Hun serverede stegte kyllingelår med kartofler, broccoli, gulerødder, sovs og øl, vand og snaps, efterfulgt af kaffe, kage og mange gode samtaler og diskussioner. Vore værter Bjørg og Svend spiller, som så mange andre, også golf. Det gør de sammen med en lille flok venner hver mandag formiddag på en golfbane i det nordlige Montreal, der ejes af indianere. Men deres opfattelse af golf adskiller sig væsentlig fra, hvad vort indtryk er af danske golfspillere, som vi også kender en del af. For ved spørgsmålet om hvilket handicap de hver især havde, kunne ingen af dem svare: Det går vi ikke så højt op i, vi har bare en hyggelig dag med
13 vore venner. Se det er da noget, man kan forstå, for mit indtryk af golf på de hjemlige breddegrader er, at alle vogter på hinanden, for at kunne kanøfle en medspiller for den mindste fodfejl. En hyggelig dag med vore venner, det lyder da meget bedre. Nu er det sikkert mig, der bliver kanøflet for slige udtalelser. Men det koster jo altid at have en særholdning. Når vi i Danmark tænder for lyset, trykker vi kontakten ned, i Canada er det omvendt, ønsker vi lys over landet, skal kontakten trykkes op, men det er jo en af de detaljer, man ret hurtigt lærer. Svend mener for øvrigt, at Danmark er det eneste land i verden, der trykker kontakten ned, hvad jeg dog ikke har kunnet finde beviser på. Canada består af 10 provinser, hvis areal udgør 9.976.139 km 2, det er efter Rusland verdens største land, 232 gange større end Danmark eller 10% større end hele Europa. Fra Ø til V måler landet 7.700 km og fra N til S 4.634 km. Canada grænser kun op til en nation - USA, men det er til gengæld verdens længste landegrænse 8.890 km. Canada har 31,3 mio. indbyggere. De er sammensat af vidt forskellige nationaliteter, der op gennem tiderne har bosat sig i landet. Af befolkningen er 28% af engelsk oprindelse, 23% fransk, 3% italiensk, 2% inuit og indiansk oprindelse. Resten af befolkningen i Canada består af minoriteter fra Europa og Asien. Canadas hovedstad Ottawa har 1,2 mio. indbyggere og ligger i Provinsen Ontario. Tredje feriedag fredag 27. aug. 2010 Dagen var planlagt som en udflugtsdag til Mont Tremblant 140 km NV for Montreal. Både Bjørg og Svend var med på turen. Strålende smukt solskinsvejr gjorde turen endnu smukkere. På vejen så vi to nedkørte dyr et stinkdyr og en vaskebjørn. Vi kom forbi et Fleemarked, som er canadiernes svar på vort loppemarked. Et sted så vi et blåt vejskilt med et stort hvidt? i midten, det er canadiernes måde, hvorpå de siger - Information for turister. Mont Tremblant er et rigtigt ferieparadis og turistcentrum. Om vinteren trækker skisporten om sommeren den flotte natur. Alt er nybygget, arkitektonisk meget harmonisk og idyllisk nærmest som en østrigsk bjerglandsby. Hoteller, lejligheder, forretninger og restaurationer ligger side om side, gadelamperne er næsten som skulpturer, overalt er der skønne blomster i bede, ophængt i krukker og på altaner. Der er lidt Disney World over stedet med klatrevægge, trampoliner og andet forskelligt spændende legetøj for børn og voksne. For at komme fra parkeringspladsen op til alle de nævnte herligheder skulle vi med en tovbane, den er gratis. Men ønskede vi at komme helt op på de 875 m høje tinder, skulle vi med Panoramic Gondola, og så måtte vi købe billetter. Det gjorde vi naturligvis. Fra toppen var der en storslået udsigt horisonten rundt over områdets
14 bjerge med sne på toppen, skove, søer, floddale, de mange skiløjper og skilifter. Efter en grundig rundtur i det charmerende område dumpede vi ind på en restaurant, hvor vi til frokost valgte antipasta og en kande øl, hvad vi var godt tilfredse med også prisen - 60 $ for fire personer. Efter en lang tur med gode oplevelser var vi tilbage i Montreal ved 6 PM tiden. Her kunne vi i dagens avis læse, at christianiacykler bliver eksporteret til Canada. Vi konstaterede også, at aviserne i Canada har et helt andet format 30x57 cm, altså smallere end Politiken og længere end BT der måler 28,7x39,7 cm. Aviserne i Canada har præcist det samme problem som i Danmark, de unge læser ikke aviser, men bruger i stedet radio og Internet. Også A4 ark har i Canada et andet mål 21,6x28 cm mod Danmarks 21x 29,7 cm. Det konstaterede jeg, da mine danske fotolommer ikke passede til de canadiske papirark. Fjerde feriedag lørdag 28. aug. 2010 En lille vandretur i kvarteret understreger klart, at vi er i et velhaverkvarter. Såvel villaerne som haverne omkring er meget velholdte. Børnefamiliers huse har ofte basketballnet stående i haven, nogle har små fodboldmål med net, men ingen har tamburliner, som er blevet så populære i Danmark. Med til historien hører også, at huspriserne i Canada er betydeligt under de danske huspriser, men priser skal jo altid sættes i forhold til landets lønniveau og dermed beboerens muligheder. Det er helt normalt, at der foran garagen står to biler. De største huse har endda to garager, hvor der ofte står tre biler foran garagen, for ingen biler får fornøjelsen at komme i husly. Garager bliver brugt som i Bjørg og Svends tilfælde eller som værksted. At alle familier har mindst to biler, endda i den dyreste skala, hænger sammen med, at bilpriserne i Canada er under halvdelen af de danske bilpriser. Dertil kommer, at 1 liter benzin kun koster omkring 1 canadisk $, hvad der også er tæt på det halve af den danske pris. Vi skal jo heller ikke glemme de enorme afstande, man har i Canada. I Quebec provinsen har bilerne kun nummerplader på bagsmækken. Hvad vi dog senere erfarer også gælder for andre provinser. I bunden af nummerpladerne står: Je me souviens, der betyder: Jeg skal nok huske dig. En erindring om krigen mellem England og Frankrig, hvor fransk canadierne blev meget dårligt behandlet frem til 1976, da separatistregeringen kom til magten. Da frokosttiden nærmede sig, tog vi til den årlige traditionelle fodboldlandskamp mellem danske og norske indvandrere. Det er et af de arrangementer den dansk-norske forening står for. Efter en heroisk indsats fra begge nationers sider sluttede kampen med norsk sejr på 3-2. Dommeren var englænder, og taberne påstod, at han var betydelig mere norskvenlig end danskvenlig. En af de danske spillere måtte bæres fra banen, nemlig Jette Blairs mand Tony, hans akillessene sprang. Han blev straks kørt på hospitalet, hvor han dagen efter blev opereret. Trods krykker, medicin, gangstol og walking cast regnede lægerne med, at der ville gå mindst et par måneder, inden han igen var rentravende. Tilskuertallet kom vel op på godt og vel et par snese. Som danske gæster blev vi budt velkommen af adskillige på dansk, ellers blev der kun talt engelsk. Dansk tales i Canada af ca. 22.000 personer.
15 Efter kampen var der picnic, som fornemmes at være det egentlige formål. Hver enkelt familie havde medbragt noget til den fælles frokost - en madret, øl, snaps, kaffe, kiks, ost, kager og chokolade, der var et stort udbud. Alt det medbragte blev stillet frem på et par borde, hvorfra alle forsynede sig lystigt med det mest fristende. Dansk bøf og mørbradbøf syntes at være det, der scorede flest point, men også frikadeller forsvandt i hobetal. Der var russisk salat med sild, bønnespiresalat med nødder og halve æg med persille flotte, dekorative retter, der hver var en guldmedalje værdig. Alle hyggede sig bravt. Ikke mindst havde Rød Aalborg (se 1846) ofte besøg, så snakken gik særdeles livligt og gemytligt. Vi deltog i snakken skiftevis på dansk og efter bedste evner på engelsk. Typisk for alle var, at de gerne ville snakke og høre nyt om den egn i Danmark den enkelte hørte til. Efter et par timers behageligt samvær opløstes det mætte selskab langsomt. I haven på Epping Road serverede Bjørg kaffe med hjemmebag. Dernæst blev der tid til hvil for nogen, læsning for andre og skrivning for en enkelt. Til aften var vi inviteret til en af Dansk- Canadisk forenings medlemmer Ole Larsens 75-års fødselsdag. Hvis du i dette afsnit opfatter beskrivelser som værende negative, er de ikke tænkt som sådanne, men for at beskrive den forskel der er ved en tilsvarende dansk fødselsdag. Og det blev på flere fronter en væsentlig anderledes oplevelse. Da vi kom, gik vi hen og satte gaven på et dertil beregnet bord. Vi hilste på fødselaren, og dem han stod i samtale med. Ingen gik rundt og hilste på hele selskabet, selv om der kun var et halvt hundrede gæster. Man kastede øjnene rundt, til man fik øje på bekendte, gik hen og hilste og faldt i snak. Men os, der jo ikke kendte nogen i selskabet, følte os temmelig meget til overs. Men så præsenterede Bjørg os for enkelte gæster, med en bemærkning om, at vi var gæster fra Danmark, og så var interessen fanget. Flere ville gerne høre om vores indgangsvinkel til festen her og om vort besøg i Canada i øvrigt, så også vi kom i dialog. Svend havde travlt med at aflevere en samlet gave fra en større gruppe af gæsterne, et indkøb han havde haft ansvaret for. Han har også hjulpet fødselaren ved at placere gæsterne ved bordene, skrevet en sang til ham og har i det hele taget påtaget sig lidt af tidligere tiders skaffers opgaver. Festlokalets vægge var prydet af militante fotostater både fra Første og Anden Verdenskrig og fra Vietnamkrigen. Men lokalerne havde en dårlig akustik. Fra baren kunne man hente en velkomstdrink efter frit valg, det blev pointeret, at der var fri bar underforstået, der ved nogle fester betales for en drink. Jeg bad om et glas rødvin, Hanne hvidvin, tjeneren fyldte vinglasset til kanten - som snaps i et snapseglas. Jeg tog en mundfuld af glasset, inden jeg løftede det, og måtte endda gå meget forsigtigt, for at rødvinen ikke skulle skvulpe over. Efter en times tid blev de 48 gæster budt til bords. Bordene, der hver var dækket til otte gæster, var dekoreret med sammenplantninger af bl.a. Kalanchoe leveret fra Dutch Greenhouse, gartneren vi havde besøgt. Men der var ikke levende lys på bordene. Knive og gafler lå, set med vore øjne, på den forkerte side af tallerkenen. Ole bød alle sine gæster velkommen, og der blev skålet - ikke i vin, men i Aalborg Snaps, der stod i et fyldt snapseglas ved hver kuvert. Som forret blev serveret koldrøget laks og røræg på et stykke franskbrød. Efter forretten kom værten rundt til hver enkelt bord og bød velbekomme, ikke velkommen, som vi følte, havde været mere passende, idet velbekomme i Danmark er ensbetydende med, at middagen er slut. Men trods det fortsatte spisningen. På bordene stod ølglas og øl, der blev skænket flittigt i glassene og skålet igen. Der stod også skåle med sild, rejer, salat med æbler, æg, løg, smør og brød. Så kom turen til de velsmagende kryddersild, der blev taget godt fra, og snapseflaskerne roterede endnu engang.
16 Dernæst kom de øvrige ting i spil, appetitten fejlede ikke noget, og snakken gik lystigt. Ved vort bord blev der talt mest dansk, formentlig fordi Hanne og mig bestemt ikke er verdensmestre udi det engelske sprog. Efter en lille times tid præsenterede Svend gaverne for selskabet. Først sagde han et par pæne ord til fødselaren, hvor han fremhævede hans indsats i Dansk-Canadisk Forening og hans mange fortræffeligheder i øvrigt. Svend viste herefter aftenens fornemste og største gave frem, et stereoanlæg som en gruppe af gæsterne havde skillinget sammen til, og alle gæsterne klappede. Hannes og min gave til fødselaren var en dug påtrykt tusinder Dannebrog, samt et Dannebrogsflag på en bordstang, også det blev vist frem, igen blev der klappet, og sådan fortsatte festen. Da gæsterne var kommet igennem bordets mange forskellige retter, blev resterne båret ud. Derefter blev der dækket et ta selv bord. Bordets midtpunkt var en kransekage med teksten 75 år skrevet i chokolade, skænket af en af gæsterne, Rosa. Den måtte dog ikke røres i første runde, hvor det gjaldt roastbeef med sennep, leverpostej med rødkål og frikadeller med asier. På et fad stod runde, røde, æggelignende frugter, jeg vovede en af dem, det viste sig at være en kogt kartoffel, formentlig beregnet til frikadellerne. Bord for bord gik man op og forsynede sig. Til vores store overraskelse viste det sig, at alle kun forsynede sig en gang, ingen gik op anden gang, det undrede os meget. Udvalget var også svundet ganske betydeligt, de mange sultne gæster havde næsten tømt fadene. Så os, der var vant til kun at tage en enkel ret af gangen blev lidt snydt, men sultne var vi bestemt ikke. Den sang Svend havde forfattet på melodien: Ole sad på en knold og sang, blev nu sunget. Det var den eneste sang, der blev sunget hele aftenen. Det med fællessang var åbenbart ikke en skik, der blev dyrket meget blandt gæsterne. Det kneb også gevaldigt med fælles fodslag på tral-la-la, ordene kom i meget spredt fægtning. Den ville bestemt ikke have givet mange point i en sangerdyst. Umiddelbart før sangen begyndte, serverede tjenerne en portionsanretning af velsmagende nougatis. Særdeles upraktisk og meget synd for isen for da sangen var sunget til ende, var isen meget let at tygge. Kaffe/ te blev skænket op, den hjemmelavede kransekage blev slagtet og sat på nyvaskede varme tallerkener, med det resultat at chokoladen smeltede synd. Men kransekagens kvalitet var i top, mandlerne var der ikke sparet på. Der var ingen musik, mens vi spiste., men nu trådte to mænd i aktion. Et bånd skabte musikken, der blev suppleret af et trommesæt og en saxofon. Gæsterne blev løbende forsynet med øl og vand, ingen drak vin. Der blev danset meget beskedent, et enkelt af numrene var linedans. Da klokken nærmede sig 10 PM, begyndte gæsterne langsomt at forlade selskabet, her skal vi lige huske, at nogle af gæsterne havde flere hundrede km til deres hjem. Da klokken var 11 PM, takkede også vi værten for en vellykket fødselsdagsfest, og fandt vejen til Epping Road. At Montreal er en stor by bemærkes også derved, at der var omkring 30 km fra feststedet til Epping Road. Femte feriedag søndag 29. aug. 2010 Dagen startede tidligt, for vi, dvs. Svend, Hanne og mig, skal på en flere dages ferieudflugt til Newfoundland. Op kl. 5:30 AM til morgenmad og Bjørg kørte os kl. 6:30 AM til Montreal Lufthavn, afgang kl. 7:50 AM med Air Canada til Halifax. Diverse papirer og pas blev registreret og kontrolleret før afgang. Ombord på flyet blev vi først budt velkommen på fransk, der er
17 Provinsen Quebecs førende sprog, dernæst på engelsk. Flyvetiden varede kun godt en time, og da det er en indenrigsrute, var der ingen servering om bord. Halifax er hovedbyen på halvøen Nova Scotia, og selv om vi knap nok kendte til Nova Scotias eksistens, så er dens areal 55.500 km 2 eller ca. 11/4 gange så stor som Danmark med knap 1 mio. indbyggere. Landbrug og fiskeri er halvøens hovederhverv, men også kul og jernindustri er betydelig. Lidt bedre kender vi sangen: Fra Halifax til Spanien, som du kan læse side 75, eller synge hvis du tør. For få år siden havde Bjørg og Svend et landsted som sommerresidens på Nova Scotia, skønt de boede i Montreal. Det var en køretur på ca. 1.500 km hver vej, der som regel tog to dage. Også det fortæller en del om canadiernes opfattelse af afstand. Vi jyder - i det lille Danmark - synes, det er en alvorlig sag, hvis vi skal køre til København husk madpakken. Bjørg og Svend har solgt deres landsted på Nova Scotia til fordel for et sommerhus i Bork ved Ringkjøbing Fjord, men det har bestemt ikke gjort afstanden mindre. Fra Halifax gik vi ombord i, ikke en brig, men et lille 36 personers propeldrevet fly til Deer Lake, her blev der serveret en soft drink eller kaffe og en pose chips. Efter en times flyvetur landede vi på Newfoundland, der er en ø, hvad der overrasker mange. Her har vi hos Thrifty bestilt en bil for de næste tre dage. Bilen viste sig at være en nyduftende sølvfarvet Toyota Camry, der kun har kørt 6.767 km. Igen skulle mange papirer udfyldes, men Svend havde glemt sin kode, så Hanne trådte til som ekstra chauffør. Bilen var med automatgear og GPS. Fra lufthavnen fandt vi let ud på den nordgående hovedvej 430. Det var stort set umuligt at tage fejl, for der er kun denne ene vej op på Northern Peninsula, som er navnet for den nordlige og temmelig øde halvø på Newfoundland. Det var en storslået og varieret natur, der mødte os. Newfoundlands areal er 110.800 km 2, dvs. 2½ gange så stor som Danmark. Kun 2% af arealet bruges som landbrugsjord, hvorimod 90% af øens areal er skov og krat overvejende gran og lærk, skovbrug er da også et betydeligt erhverv på øen. Der bor kun ½ mio. mennesker på øen, hvor fiskeri efter hummer beskæftiger mange. Jævnligt så vi hundredvis af hummertegner, eller lobster crabs som de her hedder, stablet op nær stranden. Fiskerne på Newfoundland har på det seneste fået dårlige vilkår, de må kun fiske tre dage om ugen, og de får kun 3 $ for en hummer, der på restauranterne koster 28 $. Det gør, at fiskerne forlader erhvervet, mange af dem finder arbejde i oliebranchen i Alberta, der er Canadas rigeste provins. Den dag de tidligere fiskere bliver pensioneret, vender de tilbage til Newfoundland, og det er en økonomisk meget dårlig forretning for Newfoundland. Mod V ligger Gulf of Saint Lawrence, et hav der i vore ører måske ikke lyder af så meget, men den er på størrelse med Vesterhavet. Gang på gang mindes vi om Danmarks lidenhed. Vi kørte gennem Gros Morne National Park. Mod V beplantninger tæt som en urskov, varierende mellem flade strækninger og snoede, stejle veje. Mod Ø ses mange søer ind mellem sumpede områder. Skilte advarer os mod moose, som er det engelske ord for elsdyr. Det er et utroligt øde landskab med adskillige kilometer mellem de enkelte små landsbyer. Alle huse er bygget af træ, skønt der ikke her ses mange træer i det vidtstrakte landskab, egnet til bygningstømmer. Træet kommer fra Labrador på den anden side af Golfen. Efter 100 km gjorde vi holdt ved en lille rasteplads, hvor en bod solgte drikke, is, chokolade og lidt spiseligt. Vi blev fristet af en hamburger med bacon og soft drink, heldigvis var den kvikke ret ganske velsmagende, men det var også otte timer siden, vi sidst fik et måltid. Boden solgte også souvenir, pelsværk og sengetæpper til 135 $, men vi modstod. Nu satte Hanne sig bag rattet, og efter en lille runde på P-pladsen for at blive dus med bilens automatgear, gik det videre mod N.
18 Undervejs fik vi en god snak og diskussion, om de mange små tilfældigheder der opstår i løbet af livet, og som totalt kan ændre vores tilværelse. Svend havde det mål i 1950-erne at rejse rundt om Jorden ved at arbejde sig frem. Allerede i Montreal stoppede hormonerne hans jordomrejse, her mødte han den vakre norske jente Bjørg, der sammen med sin søster ville prøve lykken i Canada. Det er nu over 50 år siden, og Svend er endnu ikke nået rundt om Jorden, han bor stadig i Montreal med sin Bjørg, og vi er bestemt af den opfattelse, at de begge nyder det. Talen drejede naturligvis også hen mod vort kæreste eje - vore børn. Som forældre har vi alle et brændende ønske om, at vore børn må klare sig godt. Såvel at de økonomisk kan klare dagen og vejen, men allermest ønsket om, at de må finde lykken i den familie, de er med til at stifte. Og den smerte det er, også for os som forældre, når børnenes lykke lider skibbrud, og ikke mindst den pine børnebørnene dermed udsættes for. Noget der sker ganske ofte, statistisk næsten for hver anden. Heldigvis vender lykken som regel tilbage, men det er ikke en selvfølgelighed, der er til enhver tid risiko ved livets lykke. - Dette var kun et par af de mange diskussioner. I den tidligere omtalte historie om Dannebrog, skrev jeg blandt meget andet: Efterhånden har Hanne og mig besøgt rigtig mange lande på vores vidunderlige jord. Ingen steder har vi dog tilnærmelsesvis set landenes nationale flag blive brugt i den udstrækning, som tilfældet er i Danmark. Uanset hvornår du tager en tur ud i vort skønne land, så ser du Dannebrog vaje stolt fra sin hvide flagstang med den røde knop. Denne udtalelse burde nok tages op til revurdering, for på Newfoundland ses utroligt mange flag. Der er dog et par væsentlige forskelle. Øverst på stangen sidder det canadiske flag, og i de fleste tilfælde sidder Provinsen Newfoundland og Labradors flag lige under. Altså to flag på samme stang. < Canadas flag Der er også den væsentlige forskel, at man i Canada ikke tager flaget ned ved solnedgang. Nej, det får lov at hænge ude døgnet rundt, hvad der jo gør det betydeligt lettere at flage uger eller måneder i træk. < Provinsen Newfoundland og Labradors flag Enkelte gange så vi Newfoundland og Labradors flag øverst og nedenunder herværende flag - Republic of Newfoundland. Men afstemningen i 1949 gik imod Newfoundland som en selvstændig Republik. < Republic of Newfoundland Provinsen Quebecs flag har den franske lilje i hvid stående i hvert af de fire lige store, blå felter. Det henviser til provinsens forhold til Frankrig. < Provinsen Quebecs flag I det øvrige Canada bruges det canadiske flag. Det ses meget ved forretninger og offentlige bygninger. Men en flagstang i villahaver så vi overhovedet ikke. Så mon ikke min historie om Dannebrog kan forblive uændret?
19 Efter endnu godt 100 km nåede vi til Hawkes Bay, hvor vi havde bestilt husly for natten hos Glorias B&B. Med en hær af kulørte lamper strålede huset os i møde. Vi var overbevist om, at med dette opbud af kulørt tingeltangel omkring skiltet, i havens træer og i stakittet der omkranser haven, ja, så måtte det bestemt være et bordel. Også inden døre var der lamper og kulørt tingeltangel, men alt var rent og pænt. En snakkesalig, venlig men dog tækkelig klædt Gloria bød os varmt velkommen. Efter at vi havde fået installeret vore kufferter, spurgte vi Gloria om spisemuligheder i området. Hun anbefalede en restaurant, der, så vidt vi forstod, lå lige om hjørnet. Så vi begav os på gåben på vej til en forhåbentlig god og velfortjent middag. Men nu er der det, at lige om hjørnet på Newfoundland meget vel kan være flere km, og det var der - efter vort skøn mindst tre, eller måske var det - mil? Her på Maynard s Torrent River Inn bestilte vi tre forskellige retter i form af lasagne og to forskellige sandwich med salat. Til retterne drak vi soft drink. Sluttelig bestilte vi kaffe, en enkelt i selskabet skulle absolut flotte sig med en flot udseende kage med karamel. Skribenten har talt med vedkommende, der diskret indrømmede, den var sød til det ulidelige, men det sagde han ikke højt, for så ville chikanen træde i funktion. Den samlede udgift - 37,89 $. Den sunde vandretur, på de tre mil frem til restauranten og tre mil tilbage til bordellet, var bestemt sund for både sjæl og krop. Den lange og oplevelsesrige dag har tæret på kroppens kræfter, så vi faldt i læsning og skrivning, og så var det godnattid i kulørte lampers dunkle skær. Sjette feriedag mandag 30. aug. 2010 Efter en god nats søvn vågnede vi op til en herlig solskinsdag med en smuk udsigt over Hawkes Bay. Det er ellers normalt med regn og dis i området grundet det tætte hav, så vi var meget heldige, hvad vejret angik. Også morgenmaden var herlig: Kellogg s Cornflakes (se 1895), ristet brød med smør, Glorias lækre hjemmelavede marmelader blåbær, ribs, rabarber og hindbær, kaffe og orange juice ingen grund til klage. Glorias mand var også til stede, han ejer en lastbil, men er nu pensioneret, det gav anledning til en god snak. Hjemmet var fyldt med masser af nips, engle og dukker findes i stort tal, mange af tingene stod udstillet i glasmontre. Hvert enkelt billede på væggen havde som en dekoration over sig et bundt tørrede blade og blomster. Der var også en lille fin natlampe i form af en tekande. Jo, der var ganske meget at kikke på. Familien var medlem af pinsemissionen, hvor en gruppe damer strikkede strømper, vanter og syede sengetæpper i patchwork. Effekterne blev solgt til fordel for kirken, der administrerede pengene til mennesker i nød. Fx betalte de for transport af syge til hospitalet og for personer der ønskede at besøge de syge. Tilfredse som vi var med forplejningen, bestilte vi overnatning på hjemturen. Igen gik det mod N med Hanne som den stabile chauffør. Der var utrolig flot langs Golfen tæt bevokset mest af gran mellem større og mindre søer. Men meget øde adskillige km var der mellem bebyggelser, og der kunne gå flere minutter, uden vi mødte en bil, men vejbelægningen var perfekt. Trafikalt har man den regel i Canada, at uanset om du kommer i personbil, lastbil eller med trailer, så er fartbegrænsningen den samme. Den tåbelige regel vi har i Danmark med forskellig fart for forskellige vogntyper, øger risikoen for farlige overhalinger.
20 Da vi nåede til Plum Point, skimtede vi Labrador og lidt senere ved St. Barbe, så vi færgen, der sejlede til Blanc Sablon på Labrador. Langs vejene så vi af og til en lille have omkring 4x8 m. De var lagt på forskellige små pletter, hvor det var muligt at dyrke jorden, for de fleste steder er der kun den rene klippegrund. Ejerne har formentlig adskillige km til sin lille kolonihave, for her er der meget, meget langt mellem husene. Vi kom til Deadmans Cove et barskt navn, der måske er født i en tragisk hændelse i den lille bugt ved den barske kyst. Cove betyder lille bugt, og Bay betyder stor bugt. Her kom de små bugter på stribe Bear Cove, Flowers Cove, Nameless Cove, Savage Cove og mange flere. Jo længere vi kom mod N, jo færre og lavere var træerne, men sjovt nok var der kortere mellem landsbyerne. Et meget barskt naturområde, der dog netop på vores tur viste sig fra sin pæne side. Ved Eddies Cove drejede vejen mod Ø ind på øen, her var en strækning på 30-40 km, stadig på rute 430, totalt øde bortset fra enkelte træer og skilte, der fortalte om trafikfaren for påkørsel af moose, som vi dog ikke så her. Undervejs passerede vi en flyveplads. Et skilt fortalte, at vej 436 førte til L'Anse aux Meadows på toppen af Newfoundland, og det var netop der, vi skulle. Vi var nu kommet til Newfoundlands østkyst med Atlanterhavet foran os. Her kan der visse tider på året iagttages hvaler, de findes i adskillige typer op til 30 m lange og en vægt op til 180 tons. Vi var dog ikke så heldige at se nogen, men kunne så glæde os over, at vi har set hvaler ved Sydafrikas kyst. Ved Gunners Cove gjorde vi en kort strække ben - og chokoladepause hos Hedderson. Og så skulle vi lige tage et foto af Svend, der pegede op på skiltet - Gunners Cove, fordi han har en ven, der hedder Gunner, og et sådant billede skal Gunner have tilsendt. Efter yderligere en halv snes km var vi ved L'Anse aux Meadows, her så vi smørblomster. Svend fortalte, at smørblomsterne var et bevis for, at vikingerne bragte køer med sig til Newfoundland. For smørblomster kan nemlig kun vokse, hvor der har været køer. Dengang, for 1.000 år siden, var der kun en måde at opbevare kød på, nemlig at transportere dyrene levende. Vi var nået til den nordligste pynt på øen Newfoundland - L'Anse aux Meadows, der betyder - Vigen i engene. Vi følte, at vi på verdenskortet var temmelig langt mod N, for her tales der både om hvaler og isbjerge. Men fakta er, at stedet er på højde med Amsterdam, men naturen er her betydelig mere barsk. Det var her ved L'Anse aux Meadows de norske forskere fra Oslo, arkæolog Anne Stine Ingstad og dr. Helge Ingstad i 1960 fandt vikingebopladser fra omkring år 1000. Ved indgangen til naturmuseet står en byste af opdagerne, og lidt af deres historie bliver fortalt. Vikingebopladserne, hvoraf rester kan ses, er det eneste bevislige vikingefund i Nordamerika. Det tog flere år at udgrave og frilægge boliger, redskaber og andre rester, der bekræftede tilhørsforholdet. Man fandt arnesteder, der svarer til dem, man har fundet på vikingebopladser i Grønland. Og flere kulstof-14 analyser har dateringer omkring år 1000. Området rummer de tidligste europæiske bygninger i Nordamerika, og er i 1978 udvalgt af UNESCO til World Heritage List over Verdens Kulturarv. Bopladsen antages at være det sagnomspundne Vinland, som nævnes i flere sagaer. Det er muligt, at L Anse aux Meadows har været et handelscentrum snarere end en boplads.