Gl ben Vinter 2013/14 N⁰ 54 Autentiske rejsehistorier fra De Berejstes Klub De Berejstes Klub TEMA: Grænseland BESØG I 100 lande To brødre på bare 9 & 11 år KONKURRENCE Dengang jeg overlevede SVERIGE Slagghögen ved Nyvång Sofarejser Et udvalg af rejserelaterede udgivelser www.deberejstesklub.dk
...endelig hjemme! Medlemsrabat 15%. Medlemskort med billede skal fremvises. FRILUFTSLAND BUTIKKER KØBENHAVN: Frederiksborggade 50-52 LYNGBY: Lyngby Hovedgade 49d ROSKILDE: Karen Olsdatters Stræde 4 ODENSE: St. Gråbrødrestræde 6 KOLDING: Kolding Storcenter AARHUS: Østergade 30 AALBORG: Bispensgade 34 THE NORTH FACE STORES KØBENHAVN S: Field s KØBENHAVN V: Fisketorvet ODENSE: Rosengårdscentret KUNDESERVICE Vi er altid klar til at hjælpe dig. TELEFON: 33 14 51 50 E-MAIL: info@friluftsland.dk WEBSHOP: www.friluftsland.dk 2013_august.indd 1 07-08-2013 12:26:46 2
Leder GRæNSELAND Genevesøen, Schweiz/ Lapland, Sverige/Himalaya, Nepal Vi kender det nok alle sammen. Følelsen af at stå med sit pas i hånden ved en grænse for at blive lukket ind i eller ud af et land. Passets sider granskes, og en brysk betjent spørger måske om, hvad formålet med rejsen er, eller hvor man skal bo. Selv med de pureste hensigter føler jeg mig altid som en mistænkt og på forhånd dømt kriminel. Også selv om min forbrydelse ikke består i andet end at have lyst til at rejse ud og opleve verden. Heldigvis er grænsekontrollerne i vores globaliserede verden blevet færre, og i dag kan vi rejse fra Nordkalotten til Middelhavet uden nødvendigvis at skulle granskes af tolderes søgende blikke, takket været både den nordiske pasunion fra 1954 og Schengensamarbejdet, som Danmark i 2001 gik med i. Ifølge den seneste opgørelse fra Henley Visa Restrictions Index er et dansk pas faktisk noget af det mest eftertragtede i denne verden, for det giver ret til indrejse eller visum ved ankomsten i ikke færre end 172 lande og territorier. Vi danskere er et priviligeret folkefærd. Kun briter, svenskere og finner har et forspring med 173 steder som de uden videre kan besøge. I bunden af listen finder man de nationaliteter, som de færreste lande giver fri passage ved grænsebommen. Det gælder fx dem med et afghansk, irakisk, somalisk eller pakistansk pas. I dette nummer af Globen tager vi dig med til fem kontinenter og ud i et spændende grænseland, lige til grænsen og over. Du kommer også til at møde både toldere og emsige grænsevagter. Så er du advaret! Apropos landegrænser så er det ved at være den tid på året, hvor aktive medlemmer bør ajourføre deres liste på klubbens hjemmeside over nye lande og territorier, der er blevet besøgt i det forgangne år. Husk at få det gjort inden nytår, så klubbens registreringer er korrekte. Og når du nu alligevel er inde på hjemmesiden, så afgiv også gerne en stemme i de løbende afstemninger om foretrukne rejsemål i klubben. På klubbens forum på hjemmesiden og via www.facebook.com/rejsemagasinetgloben har du også mulighed for at give dit besyv med om, hvilke temaer vi skal vælge for Globen fremover. Og har du en ide til en artikel, eller har du lyst til at give feedback på Globens indhold, layout eller vores valg af nyt trykkeri, er du også hjertens velkommen til at deltage på Globens næste redaktionsmøde, som foregår ved Assens på Fyn 1. februar. Tilmelding foregår via www.deberejstesklub.dk. God rejse- og læselyst. Og godt nyt rejseår! Lars-Terje Lysemose, ansvarshavende redaktør 3
Gl ben Rejsemagasin fra De Berejstes Klub De Berejstes Klub Indhold Forsidefoto: Den Demilitariserede Zone på grænsen mellem Nord- og Sydkorea set fra nord af Peter Kærgaard. Indsendelse af tekst og billeder: redaktorgloben@gmail.com Postadresse: Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K Deadline til næste nummer: 30. januar 2014 Næste tema: Asien Annoncer: annoncer@berejst.dk Tryk: Printall AS, Tala 4, 11415 Tallinn, Estland Oplag: 900 ISSN: 1603-1458 Medlemskab/abonnement: www.deberejstesklub.dk Redaktion: Lars-Terje Lysemose Viroj Ansvarshavende redaktør Jienwatcharamongkhol Grafiker Ann Kledal Medredaktør Finn la Cour Medredaktør Anette Lillevang Kristiansen Medredaktør Per Danielsen Skan af fotos Else Braathen Korrekturlæser Rebecca Langhorn Korrekturlæser Joe M.G. Berge Korrekturlæser Christian Hamann Hansen Korrekturlæser Per Allan Jensen Korrekturlæser Anna le Dous Korrekturlæser Jytte Kristensen Korrekturlæser Rikke Birkedal Hansen Bertel Kristensen Korrekturlæser Korrekturlæser Henrik Fastergaard Korrekturlæser Peter Goltermann Korrekturlæser Susanna Asven Korrekturlæser Lene Dangaard Korrekturlæser Elsebeth Finnick Korrekturlæser Søren Bonde Korrekturlæser De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive forfattere og fotografer, og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden ophavsmandens godkendelse deraf. 4 Anette Holst Christensen Korrekturlæser Stig Monrad Korrekturlæser Kirsten K. Kester Korrekturlæser TEMA: Grænseland 6 Tyskland, USA, Mexico & Korea Grænseland 10 USA & Mexico Små hvide løgne 14 DR Congo Arresteret i Congo 18 Ækvatorialguinea Velkommen til Malabo og et tropisk gangsterland 22 Brasilien, Fransk Guyana, Surinam & Guyana Busknegrene fra Albina 26 Kina Yubeng: Er dette Shambala? 30 Aserbadsjan Velkommen til helvedes forgård 34 Jordan, Syrien, Libanon, Egypten, Israel & Palæstina Shawarma, storpolitik og solnedgang i sandet 38 Vatikanet Det nye romerske spørgsmål 42 Panama, Guatamala, Nicaragua, El Salvador & Costa Rica Gennem fem mellemamerikanske lande på 20 dage. Kan man det? 46 Elfenbenskysten, Burkino Faso & Ghana Sådan er Afrika
ØVRIGE ARTIKLER 49 Sofarejser Et udvalg af rejserelaterede udgivelser 54 Nepal Koordinaterne: Lho 55 Sverige Kort fortalt: Slagghögen ved Nyvång SKRIBENTKONKURRENCE: Dengang jeg overlevede... DE BEREJSTES KLUB 3 Leder 61 Bedste bidrag det seneste kvartal 62 Nye aktive medlemmer 64 Nye 100-landejubilarer Markus & Lukas Nørgård 65 Giv Globen i gave 67 Bestyrelse for DBK 55 Næste konkurrence Dengang i begivenhedernes centrum 56 Guatamala En potentiel livstruende flyvetur 58 Thailand Et myggestik 59 Kenya & Tanzania Gennem Tanzanias naturreservater på rejse med skæbnen 60 Nepal Hvor meget tid har vi? 5
Stolperne på billedet markerer Murens tidligere strækning. Det er nu en mindesplads for Berlinmuren. Foto: Wikimedia. Der findes mange dramatiske grænser. Fx den forholdsvis nybyggede mur mellem Jerusalem og Ramallah og den finsk-sovjetiske grænse, hvor tusinder af finner flygtede fra Karelen for at undslippe Den Røde Hær. I tre minireportager skal vi her besøge nogle andre dramatiske grænseområder: Mellem Østog Vestberlin, Dorasans forladte jernbanestation i Sydkorea lige ved grænsen til Nordkorea og El Paso i Texas, på gåafstand fra Ciudad Juarez i Mexico. Tekst: Gunnar Springfelt Fotos: Peter Kærgaard & Wikimedia Hvorfor er visse lande rige og andre fattige? Beror det på klimaet? Har befolkningens etnicitet nogen betydning? Nej, siger Boston-forskerne Daron Acemoglu og James A. Robinson fra henholdsvis Massachussett s Institute of Technology (MIT) og Harvard i bogen Why Nations Fail. Bogen har fået megen opmærksomhed og er blevet omdiskuteret. Men hvordan forklarer man så eksistensen af den rige oase Singapore, som ligger ved ækvator, og forskellene mellem Nord- og Sydkorea? Ifølge Acemoglu og Robinson skal forskellene mellem rige og fattige lande i stedet forklares af, hvor godt samfundsstrukturer som fx retsvæsen, planlægning, transparens og ytringsfrihed fungerer. I bogen tager de udgangspunkt i den dramatiske kløft nord og syd for den mexicansk-amerikanske grænse. Er man interesseret i økonomisk teori om fattige og rige, har forfatterne til Why Nations Fail bygget en hjemmeside, hvor diskussionen af rigdom og fattigdom fortsætter på www.whynationsfail.com. På den forkerte side af Checkpoint Charlie Sommeren 1981. I Østberlin fejredes 20-årsjubilæet for lukningen af grænsen mellem Øst- og Vestberlin. Friedrichstrasse, gaden som går fra S-togstationen af samme navn mod den kendte grænseovergang Checkpoint Charlie, var pyntet med politisk korrekte plakater, som påmindede om jubilæet: Für unsere Sicherheit. Jeg gik en tur på Friedrichstrasse med min senere hustru. Ud over plakaterne var det gråt og trist. Der var ingen butikker, ingen biler, og U-bahn-stationen Stadtmitte var muret til, men togene kunne høres gennem ventilationsrørene, for på det sted passerede linje U6, der forbandt Vestberlins sydlige og nordøstre dele. Endestationerne lå begge i Vestberlin, men dele af linjen passerede under Østberlin. Stadtmitte var en spøgelsesstation. Uvirkeligt. Dette kan ikke vare ved, tænkte vi, som gik på gaden med det formål at ville gå fra øst til vest via den historiske Checkpoint Charlie. Halt! sagde en ung østtysk grænsevagt til os. Her kan I ikke passere. Det er kun for motorkøretøjer. I må gå tilbage til Friedrichstrasses S-togstation og tage toget 6
derfra. Det er schönes Wetter, og I kan få en fin gåtur tilbage til stationen, smilte den ironisk nok meget venlige grænsevagt. Vi tænkte på, at den unge grænsevagt skulle være parat til at skyde for at dræbe, hvis nogen forsøgte at flygte. Det gjorde vi altså ikke vi var parate til at adlyde ordren. Oktober 2013. Tilbage ved Checkpoint Charlie med min søn Daniel, som var tre år gammel, da Berlinmuren faldt i november 1989. Det er næsten ikke til at forklare for ham, at den fornemme shoppinggade Friedrichstrasse med eksklusive Galerie Lafayette på hjørnet af Französiche Strasse har været gemt bag en høj betonmur, og at U-bahn-stationen Stadtmitte var muret til. Heldigvis samles byens forfærdige minder nu i de museer, som er ved at stå færdige. Berlin er blevet en spændende museumsby. Checkpoint Charlie er I dag en stor turistmagnet for folk fra hele verden. Muren er borte, men det amerikanske vagtskur findes stadig, og glade tyskere i amerikanske uniformer stiller op til fotografering for penge. Det interessante museum ved siden af Checkpoint Charlie, om flugt og flugtforsøg over Muren, bliver bare bedre og bedre. Blandt museerne er Stasimuseet ved Lichtenberg det mest uhyggelige. Museet ligger i Stasis gamle hovedkvarter, og gæster får endda lov til at komme ind i Stasichefen Erich Mielkes arbejdsværelse. I Østberlins centrum findes DDR Museum, en slags moderne og spændende tilrettelagt mindesudstilling over hvordan hverdagslivet kunne være i DDR. Højdepunktet var nok at høre museumsgæster fra det gamle Østtyskland, som højlydt lo ved gensynet med de gamle vaskemiddelforpakninger, medaljer, tv-programmer eller hvad det nu kunne være. Mest interessant for sønnike var en simpel simulator, hvor man kunne sidde inde i en Trabant og køre rundt i Østberlins gader. Ikke så svært når der ikke var nogen anden trafik overhovedet. En gåtur til narkomafiaens Mexico Jeg er i Dallas, Texas, på en arbejdsrejse. Det var nogle år inden den blodige narkokrig brød ud på den anden side af grænsen. Min kollega og jeg havde set på verdensatlasset i lommekalenderen og bestemte os for at leje en bil og tage på en udflugt til Texas vestligste udpost, El Paso, for derfra at besøge Ciudad Juarez, grænsebyen på den mexicanske side. Ved Bernauer Strasse forekom Berlins delning særlig dramatisk. Her dannede en etageejendom grænse, og mange indbyggere flygtede til vest ved at springe herfra. Foto: Wikimedia. Ved Bernaruer Strasse er en strækning af Berlinmuren bevaret med vagttårn. Her kan det ses, at det egentlig er to mure, en på østsiden, hvorfra billedet er taget, og en på vestsiden. Foto: Wikimedia. Men der var langt til El Paso. Det forstod vi, da vi traf en kollega i Dallas, som havde familie i San Diego, Californien. Når vi nåede frem til El Paso, ville vi være nået halvvejs til San Diego, fortalte han. Vi begav os ud på vores egen road movie, og det tog to dage med overnatning i Midland, den tidligere præsidentfrue Laura Bush hjemby. Hotellet i Midland synes ikke at have haft besøg fra Europa længe, og vi fik megen opmærksomhed fra byens indbyggere. Men derudover kan Midland let glemmes. De kan dog finde ud af at lave en rigtig god steak. El Paso ligger i USA, men befolkningen er overvejende mexicansk. Der er styr på tingene i byen med fine huse, og flotte butikker, brede gader og rolig trafik. Byen er i høj grad værd at besøge, ikke mindst fordi der lige på den anden side af delstatsgrænsen i New Mexico findes mange minder fra amerikanske vilde western-film med Billy the Kid som hovedattraktionen. Ligesom i mange amerikanske småbyer er der dog ingen mennesker på gaderne, og det er jo egentligt ganske kedeligt. På gåafstand fra El Paso ligger Juarez. Her er en helt anden verden. Hvilket folkeliv, mennesker overalt på markederne. Gadekøkkener med tacos findes på hvert et gadehjørne, og i centrum ligger en fin gammel katedral, som jeg antager, spanierne byggede for mange hundrede år siden. Vi spiste ægte tacos og fik smag for mere. Om aftenen vendte vi tilbage for at gå på restaurant og drikke øl på byens mest livlige barer. Nu er billedet helt anderledes, og i mange år vovede ingen at promenere over 7
Sydkoreas og FN s grænsepost ved DMZ, set fra Nordkorea. Foto: Peter Kærgaard. Landbrug i det nordlige Nordkorea. Foto: Peter Kærgaard. Nord/Sydkorea ved DMZ, set fra Nord. Foto: Peter Kærgaard. Nord- og Sydkorea har aldrig sluttet fred. Det ses tydeligt her ved Den Demilitariserede Zone. Foto: Peter Kærgaard. 8
grænsen. I hvert fald ikke for at nyde barer og restauranter. Ciudad Juarez blev midtpunkt for stridighederne mellem Mexicos forskellige narkokarteller, og tusinder af mennesker har mistet livet. Hvordan det er at leve i dette samfund, hvor narkomafiaen står for dagens orden, fik vi en påmindelse om i Göteborg i det vinterlige forår 2013. Göteborgs universitet fik besøg af den mexicanske journalist Anabel Hernandez, vinder af den fornemme Golden Pen of Freedom-pris, som uddeles af World Editors Forum, en verdensomspændende organisation for redaktører, og som i øvrigt har en dansk formand, Kristeligt Dagblads Erik Bjerager. I Göteborg sagde Anabel Hernandez noget meget vigtigt. Hun lever selv under dødstrusler for at have skrevet en bog om koblinger mellem narkotikabanderne og Mexicos politiske elite. Hendes mand blev myrdet af mafiosos. Vi ved, at mange mexicanske journalister enten er blevet myrdet eller truet på livet af samme grund. Lad aldrig den organiserede kriminalitet få fodfæste. Stå imod tidligt, ellers risikerer I også at få en mexicansk situation, sagde Hernandez i Göteborg. Grænser der gør en forskel Bruttonationalprodukt per indbygger (BNP/capita) i USD (i parantes placering på listen) (kilde: Wikipedia). Samt placering i Press Freedom Index 2013 (kilde: Reporters Sans Frontiers) og Corruption Perceptions Index 2012 (kilde: Transparency International). BNP/capita Placering pressefrihetionsindeks Placering korrup- Sydkorea 23.067 (36) 50 45 Nordkorea 506 (184) 172 174 USA 47.882 (18) 32 19 Mexico 10.063 (66) 153 105 Danmark 59.581 (9) 6 1 Der er stadig store forskelle mellem Øst- og Vesttyskland 24 år efter Murens fald. Arbejdsløshed BNP/capita, niveau Tror ikke på Gud Østtyskland 10,3% 71% 53,1% Vesttyskland 6% 100% 10,3% Kilde: dw.de, worldcrunch.com, Spiegel Online. Den Kolde Krigs sidste grænse Grænselandet mellem Syd- og Nordkorea kaldes DMZ, Den Demilitariserede Zone. Intet andet sted er påmindelsen vel tydeligere om tyngden af politisk valgfrihed. Nord for DMZ: Et totalitært diktatur, en politisk undertrykkelse, som ikke har noget modstykke i verden, hungersnød og et af verdens fattigste lande. Syd for DMZ: Samsungs hjemland ligger i frontlinjen for den moderne digitale udvikling, og sydkoreanerne er de eneste uden for USA, som for alvor kan udfordre Apples dominans. K-pop, Sydkoreas musikscene, er også ved at erobre verden. Bare vent og se. Sydkorea er blevet et af verdens rigeste lande og har en af verdens mest dynamiske økonomier. DMZ følger den 38. breddegrad og etableredes for 60 år siden for at slutte stridighederne mellem nord og syd. Men der råder stadig en tilstand af krig, og ved landsbyen Panmujom står hærene over for hinanden. Korte dagturer fra det nærliggende Seoul til Panmujom og fx landsbyen Dorasan er nu om dage en stor oplevelse for den, som på stedet vil undersøge grænselandet, og det kan gøres på en for- eller eftermiddag. Det er spændende, og jeg kan anbefale et besøg. Selv tog jeg på sådan en tur til den lille landsby Dorasan, og det er næsten som at opleve en film, en politisk thriller. Ved grænsen findes der kikkerter, hvor man kan se nærmere på fabrikker og landsbyer på den nordkoreanske side. Der så helt stille ud, må jeg sige. Mennesker så jeg ingen af, kun nogle huse. Ved grænsen kan man se en af de tunneller, som nordkoreanerne har bygget ikke som i Berlin for at flygte, men for at infiltrere og overraske det sydkoreanske forsvar. Her findes et museum. Men det mest groteske af alt er Dorasans jernbanestation, en moderne stationsbygning, som blev bygget i håb om at vække liv i den gamle jernbanelinje mellem nord og syd. Den restaureredes, men da jeg var der i 2005, gik der ingen tog. Ifølge Wikipedia har der været en vis godstogstrafik i 2007, men den blev stoppet af nordkoreanske myndigheder året efter. Er Nordkorea et holdbart samfund? Næh, det er der vel ikke mange, som mener. Men hvad kommer der så til at ske? Vil Korea, det opsplittede land, nogensinde genforenes? Der findes tegn på, at unge sydkoreanere ikke længere drømmer om genforening eller måske snarere: ikke vil deles om deres rigdom og betale for et forenet Korea. Vi vil ikke begå samme fejltagelse som Tyskland, sagde vores guide i et øjebliks åbenhjertighed i Dorasan. Jeg tænkte lige modsat. Genforeningen af Tyskland er historisk og for mig og mange andre den mest positive udvikling i verden i mit og mands minde. n Gunnar Springfeldt har medlemsnr. 493 og har til dato besøgt 69 lande og 11 territorier. Han bor i Sverige, og artiklen er oversat fra svensk af Lars-Terje Lysemose. 9
Tekst & FOTOS: Patrick Leis En af de bodypaintings jeg lavede på turen og den airbrush, der gav ballade, da jeg ankom til USA. Små hvideløgne Det er let at rejse ind, men betydeligt sværere at rejse ud, erfarer Globens udsendte motorcykelreporter, da han pludseligt befinder sig i kachotten på en mexicansk grænsestation i forsøget på at nå tilbage til det forjættede land USA. Rummet er godt 2x3 meter og minder mere om en detention eller fængselscelle, end et venteværelse. Væggene og gulvet er gråt, og den afskallede dør er lukket. Jeg tørrer svedperler af panden med en hånd, der ryster en smule. Tre timers uvis ventetid i et anonymt lokale uden vinduer, er alligevel noget af en prøvelse. Foruden mig, befinder der sig syv andre personer i rummet. De er alle mexicanere og ser ud til at klare den fugtige varme væsentligt bedre end undertegnede. I det mindste er jeg en af de få, der har fået en stol. De fleste af mine cellekammerater står lænet mod betonvæggene eller sidder på hug på gulvet. Der bliver ikke talt, men flakkende blikke og lyden af negle, der kradser nervøst på slidte skjorteærmer eller ubevidst gnider over ubarberede hager eller fuldvoksne overskæg, fortæller med tydelighed, at ingen er her af egen fri vilje. Jeg lader diskret øjnene vandre fra ansigt til ansigt. De fleste er mænd i 30-40 års alderen, ingen af dem ser ud til at have særligt mange penge, og et par stykker ligner hårdkogte forbrydere. Jeg befinder mig på en mexicansk grænsestation, 100 meter fra det forjættede USA og synes pludselig, at der er pokkers langt hjem til Danmark. I det samme går døren op. Alle lyde forstummer, og en betjent, der syntes at fylde hele døråbningen, kikker mig direkte i øjnene: Mister Leis? This way, please. Jeg rejser mig tøvende og følger efter politimanden som en moderløs ælling. Naturligvis ved jeg godt, at vi ikke er på vej til henrettelsespelotonen, men jeg lever af at skrive røverhistorier, og i situationer som denne kan min hjerne godt finde på at forsøge at aflive mig. Officeren åbner en dør til endnu et lokale og et hurtigt blik på de tre forhørsledere, der sidder bag et rodet skrivebord med alvorlige blikke og brede arme foldet over brystkassen, får mine skuldre til at synke endnu en tak længere ned mod gulvet. Da jeg opdager, at den ene af politimændene endda demonstrativt har placeret sin tjenestepistol foran sig på skrivebordet, går det for alvor op for mig, at jeg tog alt for let på det, da jeg for godt en måned siden entrede USA uden at tænke over at få et indrejsestempel i mit pas. En varm velkomst i USA Alt var vel og godt, da jeg frejdigt spankulerede gennem lufthavnen i Portland, Oregon, og det var først da skrankepaven opdagede, at jeg ikke havde skrevet en opholdsadresse på indrejsedokumentet, at tingene begyndte at gå en smule skævt. Jeg forklarede, at det meste af min familie boede i USA, og at jeg ville blive hentet af min tante, som sikkert allerede sad og ventede utålmodigt i sin Cuvette ude på parkeringspladsen, men lige meget hjalp det. Officeren blev ikke synderligt formildet over denne nok en smule overfladiske udredning, men jeg havde, (trods adskillige e-mails og telefonsamtaler med føromtalte tante) slet ikke tænkt på at spørge efter hendes præcise adresse og havde bare skrevet Lebanon, Oregon, på det indrejsedokument jeg havde fået i flyet. Nå, kontrolløren bladrede gennem mit pas og begyndte mistænksomt at spørge til mine mange stempler. Specielt indrejsevisummet til Syrien et par år tidligere fik ham lidt op at køre, og før jeg vidste af det, var vi på vej ind i et lille rum 10
Min rute: Portland-Lebanon-Eugene-North Bend-Eureka-S.F.-Bishop-L.V.-West Rim-Yuma-Mexicali-Tijuana-L.A. I alt 3.659 km og et par sko fattigere. under ganske intime forhold. Flere toldere kom anstigende, og håndbagagen blev gennemrodet. What is this!? En tolder havde fundet min airbrushpistol, og jeg måtte bruge en evighed på at overbevise ham om, at det hverken var et skydevåben eller en crackpibe. Nej, det er en sprøjtepistol, som jeg skal bruge senere på rejsen, hvor jeg har en aftale om at lave bodypaint. Det formildede ingenlunde de ivrige toldere, som nu næsten logrede med halerne af pure bureaukratisk blodtørst for skulle jeg mon over og arbejde illegalt!? Dette afstedkom en sand byge at anklager, hvor alt hvad jeg sagde kunne og ville blive brugt imod mig, men til sidst fik jeg lov at ringe til min tante, som ganske rigtigt sad og trommede utålmodigt på rattet et sted uden for ankomsthallen, og adresseformalierne blev bragt i orden. Problemet med arbejdstilladelsen var dog ikke blevet mindre, og pludselig opstod der noget af et skænderi mellem tolderne indbyrdes. Et par stykker mente, at jeg bare var en farveglad amatørkunstner, mens de øvrige var mest indstillet på at køre mig gennem hele den juridiske mølle, og på et tidspunkt virkede det faktisk som om, de blev mere sure på hinanden end på mig. Jeg forsøgte spagfærdigt at gentage min forklaring om ikke-kommercielle artistiske interesser, men i stedet for at svare, stak den nærmeste af tolderne mig resolut min håndbagage og bad mig venligt, men bestemt om at forlade rummet, da de nok skulle klare deres uoverensstemmelser internt, tak. Noget betuttet steppede jeg baglæns og befandt mig nu atter ude i ankomsthallen, denne gang på den rigtige side af paskontrollen. Jeg kunne høre dem skændes ihærdigt inde bag den lukkede dør og besluttede mig for at tage benene på nakken, og få hentet min bagage. Der lød ingen advarsler om en eftersøgt dansker over højttalerne, og mens jeg stod og ventede ved bagagebåndet, kom der hverken SWAT-team eller hundepatruljer for at lede efter en undvegen fange, så jeg spadserede lettet ud gennem svingdørene til et solfyldt Amerika. Det var først en måned senere, at jeg pludselig kom i tanke om, at de slet ikke fik givet mig et indrejsestempel, men da var det jo ligesom for sent. På roadtrip Jeg havde lånt en motorcykel af en granfætter og kørt hele vejen ned langs vestkysten ad 101 til San Francisco. Drejede ind og besøgt Yosemite Nationalpark (hvor jeg naturligvis løb tør for benzin midt om natten) og fik undervejs passeret utallige småbyer og overnattet hos familie og venner langs ruten. Jeg sang i styrthjelmen, nød de åbne vidder og følelsen af fuldkommen frihed på tomme landeveje under azurblå himmel og kørte (nu med en ekstra dunk benzin spændt fast bag motorcyklen) gennem Death Valley og endte naturligvis i Vegas. Endeløse ørkenveje, casinobesøg, og en ordentlig kæp i øret, maskingeværskydning, bodypaint og nogle hulens gode aftener. Jeg nåede endda også et pligtbesøg til Hoover Dam og Skywalk i Gran Canyon og kørte tilbage til hotellet i buldrende mørke gennem ørknen og havde mit første møde med en flok vilde prærieulve. Min plan var oprindeligt at tage videre til L.A. for at besøge venner og give dem nogle af mine medbragte romaner, men en sen nat med whiskey og netsurfing, blev jeg pludselig klar over, at man som dansker ikke behøver visum for at komme til Mexico. Glimrende! tænkte jeg, og styrtede om på sengen uden at have tømt mit glas. Nyt land, der tager jeg sgu hen i morgen! Så næste formiddag sad jeg så på en tankstation og forsøgte at kvæle tømmerbamserne med kaffe og smøger, da en prostitueret og hendes pimp pludselig kom hen og begyndte at sludre. Hårde negle begge to. Sorte som kul, med senede kroppe og arrede ansigter, der vidnede om, at Vegas er andet end glitter og glam. Til Mexico, siger du, mumlede alfonsen og kikkede tvivlende på min motorcykel. På den der? Jeg nikkede og skoddede min cigaret. Det er jo lige om hjørnet. Og så brummede han denne her ene sætning, som for første gang fik mig til at genoverveje min plan: Take care dude, your Virocel has no doors. 11
The Grand Canyon Skywalk, som hualapai-indianerne ejer, ligger godt 170 kilometers ørkentur fra Las Vegas. Hele turen værd. Et smut til et nyt land Mexico var forrygende. Varmt som ind i helvede, med vejafspærringer og svært bevæbnede politipatruljer (som jeg naturligvis først troede var landevejsrøvere), der flere gange bad mig standse og gennemrodede hele min oppakning. Nå, det tog jeg med godt humør, ingen af dem kunne engelsk, og jeg kan ikke spansk, men hver gang fik jeg uden de store problemer lov at køre videre uden at skulle betale turistskatter eller andre frit opfundne dummebøder. Og det var nemt at komme ind i landet, man kørte simpelthen bare ind ad en ubevogtet port, og så var man ude af USA. Stempler fik man naturligvis ingen af, og man kunne bare forsvinde sporløst. Jeg besøgte et par af grænsebyerne, tog på lokalbarer og spillede pool, travede rundt i højst suspekte kvarterer og overværede de vildeste spillemandsdueller mellem de lokale mariachi, og efter en fire-fem begivenhedsrige dage, bestemte jeg mig for at tage videre. Men det var langtfra lige så let at komme ud af Mexico, som det havde været at komme ind, og da tolderen ved grænsen opdagede, at jeg hverken havde ind- eller udrejsestempel fra USA, gik turen straks til tidligere omtalte venteværelse. En desperat handling Sooo, Mister Leiiiis, how you come in to Meheco? Der er ikke megen velvilje at spore i forhørslederenes øjne, og manden som sidder og bladrer ligegyldigt i mit pas, ligner bestemt ikke en, der er til at spøge med. Via USA... But you have no stamp, Mister Leiiiiis. Jeg kan mærke den berømte klap gå ned. Returbilletten ligger online på min e-mail, jeg har ikke engang et kuffertmærke på min rygsæk og kan faktisk overhovedet ikke bevise, at jeg kommer fra USA og havde rejst fuldt lovligt ind. Very serious matter! Ja tak, det havde jeg jo ligesom fattet. Betjenten ude til højre begynder at fingere ved sin pistol, der stadig ligger på skrivebordet og ligner en forklædt klapperslange, og nu mumler han noget på spansk-engelsk, om at det vist var en god ide at beholde mig et par dage, til det var kommet lys over situationen. Det får mig bogstaveligt talt op i det mørkerøde felt, Fantastiske ørkenskulpturer i hjertet af Nevadaørkenen. 12
USA & Mexico Grænsekontrollen ved Tijuana hvor jeg endte med at tilbringe en rum tid. Velkommen til ørkenen... Nærmeste tankstation ligger 70 km væk. hvor desperate situationer kræver desperat handling. Jeg dykker ned i min rejsetaske, som var blevet placeret på skrivebordet og flår en af mine medbragte romaner frem: Dette er en guidebog om Norge, jeg er her for at skrive en artikelserie om grænsebyerne mellem Mexico og USA, og hvis jeg ikke øjeblikkelig får lov at forlade stationen, bliver I ved først mulige lejlighed kontaktet af min advokat, forlaget og ambassaden, og udstillet med navns nævnelse i min næste udgivelse! Jeg fatter ikke helt, hvor jeg lige fik den fra, men de tre betjente nærmest spjætter i stolene og ser pludselig ikke længere helt så frygtindgydende ud. Den ene rækker modvilligt ud efter bogen, (en gyser med et omslag som måske ikke helt signalerer norsk friluftsliv) og jeg beder indvendigt til både de højere og nedre magter om, at ingen af betjentene kan dansk. Are you a writer? Også i den grad! Europas mest indflydelsesrige forfatter og med en hær af advokater i ryggen, hvis nogen skulle være i tvivl! Betjentene skæver usikkert til hinanden, og jeg forsøger af al magt at se både bøs og bister ud. Check my website! De googler på en computer fra 80 erne, sammenligner mit pas med navnet på bogomslaget, og den ene af dem gnider sig energisk i sit buskede overskæg. Ingen ved øjensynligt helt, hvad de skal tro eller gøre, og hele situationen virker fuldkommen absurd. Til sidst læner den ene officer sig frem over bordet og lader tøvende pistolen forsvinde ned i hylsteret ved sit bælte. Han skuler stadig mere end almindeligt mistroisk på mig, og pludselig spørger han, hvilke af mine bøger jeg selv bedst kan li. Jeg er lige ved at skvatte ned af stolen, men i stedet for at svare spørger jeg, om han har børn. Hans øjne skyder næsten lyn, og hånden sitrer igen over pistolhylsteret. What you mean!? Hvilke af dine børn kan du bedst lide? Han fastholder sit vrede blik i endnu et alt for langt sekund, så rækker han pludselig ned i en skrivebordsskuffe, hiver et stempel frem og hamrer det hårdt ned i mit pas. Hope you had a pleasant stay in Mexico, Mister Leis. I løbet af tre minutter er jeg atter ude i solskinnet. Tolderen med pistolen følger mig personligt hen til motorcyklen og vinker venligt, da jeg kører af sted. Jeg Indrejsekrav til USA: Siden januar 2008 skal alle danske statsborgere foretage en såkaldt ESTA-registrering på nettet senest 72 timer før indrejsen. Uden en ESTA-registrering får man ikke lov til at indrejse i USA. Registreringen er gyldig i to år, men skal opdateres ved ny indrejse. Læs mere på esta.cbp.dhs. gov/esta/application.html. Indrejsekrav til Mexico: Danskere er visumfri i op til 90 dage. Opholdet kan forlænges i yderligere 90 dage mod dokumentation for tilstrækkelige økonomiske midler til dækning af opholdet. Passet skal være gyldigt i seks måneder fra indrejsedatoen. standser efter en kilometers penge, holder ind til siden og ryger to smøger i streg. Jeg drøner videre mod Los Angeles og flere oplevelser og lover mig selv, at jeg fremover altid vil tjekke mine rejsedokumenter væsentligt bedre. Og altid have en af mine bøger med i bagagen! n Patrick Leis, Europas efter eget udsagn mest indflydelsesrige forfatter, har medlemsnr. 569. Læs mere om hans udgivelser på www.patrickleishorror.dk. 13
Arresteret i Congo Pseudo-arresteret i hvert fald Tekst & fotos: Christian Hadsund Når man går rundt som muzungu (hvid mand), er der altid en del opmærksomhed omkring en, og at have en halv landsby i hælene er ikke ualmindeligt. Faktisk meget hyggeligt som regel. Men opmærksomheden her var anderledes og ubehagelig. Det kan nok forklares med, at der stort set aldrig kommer turister, der er tåbelige nok til at begive sig til det østlige Congo, hvor mellem fire og fem millioner mennesker er døde i væbnet konflikt over de seneste ca. 15 år. Året var 2010, og jeg havde været igennem Tanzania og Burundi og havde spenderet godt 10 dage i Rwanda, hvor jeg var kommet til byen Gisenyi, som grænser op mod det østlige DR Congo eller Den Demokratiske Republik Congo. Hjemstedet for det største menneskelige slagteri siden 2. Verdenskrig. Jeg havde fået fat i en rejsearrangør i Gisenyi. Okay, gutten havde et visitkort og talte engelsk. Hvad mere kan man forlange? Jeg havde aftalt en dags sightseeing med ham samt lidt hjælp på grænsen og til at finde byens billigste lopperede (altså en seng på et guesthouse). Formaliteterne ved grænseovergangen gik helt gnidningsfrit i tusmørket. Jeg og to russere, som også skulle være en del af turen, gik efter indkvarteringen i byen Gomas eneste guesthouse til under 25 USD ud i de sorte skumle gader for at makulere noget føde (uha uha... gisp, gisp). Vi gik udenfor i mørket i det uuuhhh så farlige østlige Congo. Her fandt vi en restaurant, som tilsyneladende var populær blandt FN-folk. Alt var nemlig prissat i USD, og ved siden af restauranten var der da også en bar med vindertype-lokale og deres prostituerede hang-arounds. Vores guide ankommer... og går igen Næste morgen skulle vi mødes med Emmanuel, som skulle være vores guide, men han fortalte, at han var blevet kaldt til den congolesisk-ugandiske grænse, hvor en anden turistkunde havde fået problemer. Så i stedet fik vi allokeret hans førstesuppleant, som hed noget, man skal have en ph.d. i sprogvidenskab for at kunne udtale. Inde i mit hoved hed han bare Rådne Tænder forklaring overflødig. Nå, men vi skulle jo af sted, so be it. Jeg, de to russere (som kunne forstå swahili, det mest udbredte sprog i regionen), Rådne Tænder og dennes chauffør i en hvid bil, som dermed naturligvis kunne kaldes en taxa. Turen igennem og ud af byen var faktisk temmelig fascinerende, idet alt var lavet af og på lavasten, eftersom byen var blevet udslettet i 2002 af en vulkan. Et overflødighedshorn af arkitektoniske mesterværk, set i forhold til det, som hr. og fru Mudderhytte ellers normalt præsterer i regionen. Vejen var naturligvis primært brolagt af det samme materiale, som huse og gulve var lavet af, lavasten, og hver gang vi kom over 10 km/t, kunne vi med rette hejse et flag. Det gjorde vi ikke mange gange. Vores første stop på turen var Green Lake (fuldstændig underordnet, hvad det er i denne sammenhæng). Normalt, når man går rundt som muzungu, er der altid en del opmærksomhed omkring en, og at have en landsby i hælene er ikke ualmindeligt. Faktisk meget hyggeligt som regel. Men opmærksomheden her var anderledes og ubehagelig. Det kan nok forklares med, at der stort set aldrig kommer turister, der er tåbelige nok til at begive sig til det østlige Congo, hvor det største antal mennesker er blevet dræbt siden 2. Verdenskrig. Ikke politiet, for guds skyld Pludselig kom der en noget vred mand og fortalte vores guide (på swahili), at han var en eller anden big shot i ministeriet for something, og at vi skulle have en special permit til at være her og fotografere. Han var temmelig ophidset og sagde, at nu ville han ringe til politiet, hvortil Rådne Tænder hurtigt fik svaret: Nej, nej, nej, nej! Ikke politiet, for guds skyld! 14
Green Lake. Få minutter inden vores anholdelse. Men den aggressive mand blev ved med at gjalde, og nu var vi altså under arrest og skulle med på politistationen. Det endte med, som et kompromis, at vi skulle følge med ham til hans kontor, der viste sig at være et træskur, der målte ca. 2 x et redskabsskur, hvor der sad en masse andre nikkedukker omkring et lille bitte skrivebord, som nok ville kaldes en skammel herhjemme i kongeriget. Vi fik taget vores pas og mobiltelefon af en AK47 og dennes vedhæftede mand iført militær campinghabit. Så stiller man ikke kritiske spørgsmål længere, skal jeg hilse og sige! Det hele blev nøje fulgt af hele landsbyen gennem døren i redskabsskuret, og nu havde vores tilfangetager også allerede ringet til guvernøren. Imens var hver vores Tena Lady blevet gennemblødt adskillige gange for rent faktisk at blive arresteret og skulle hen på en rigtig politistation, hvor de virkelige banditter sidder. Uhyggen var for alvor begyndt, og jeg ville aldrig kunne komme tilbage og bruge den 500 USD gorilla-permit, jeg havde til næste morgen 100 km, to grænseposter, en kvægtransport og en knallerttur længere mod øst i Rwanda. Så fik vi prisen at vide: 150 af de amerikanske dollars... hver! Det er jo ellers kun den slags, man hører andre fortælle om. Nå... vi sagde, at det kunne vi ikke betale, for vi kunne kun komme op med 100 USD hver, og efter lidt frem- og tilbagesnak accepterede svindleren, og vi fik en flot A4-side som kvittering, og hr. Kalashnikov gav os vores pas og mobiltelefoner tilbage. Usammenhængende forklaringer I løbet af dagen var Rådne Tænders forkla ringer noget usammenhængende: Først plejede disse permits at være klaret af Emmanuel (den oprindelige guide), og senere havde han aldrig nogensinde før haft problemer ved Green Lake. Jo mere jeg tænker over det, og efter at have talt med nogle med særdeles godt kendskab til røverlandet, tror jeg mere og mere på, at ministeriemanden var en fake, som bare udgav sig for at være højt på strå og fik resten af redskabsskuret med på legen. For nu var der jo hele tre muzungus, man kunne skræmme livet af og stjæle penge fra. Når landet stort set har været i krig de sidste 15 år, så makker man bare ret. Menneskeliv er ikke det mest værdifulde i landet. Jeg tror, den virkelige sigtelse var at ligne en hæveautomat. Efter denne episode havde jeg mest af alt lyst til at tage tilbage over grænsen til Rwanda, som nu fremstod som civilisationens fødested, men var på den anden side også nysgerrig efter at se de andre steder i byen, som vulkanudbruddet havde smadret. Den udbrændte katedral skulle vi da i hvert fald se, og det ville russerne også. Så vi fortsatte. Da vi nåede frem, var der bygget en mur med vinduer rundt om katedralen (til Rådne Tænders store overraskelse), og han ville helst ikke have os ud af bilen af hensyn til civilklædte pansere på bribe patrol. Og da Alex (en af russerne) lettere naivt foreslog, at vi kunne da spørge den betjent, som kom gående på gaden med en indkøbspose, kunne denne betjent da godt følge os over på den anden side af vejen. Efter betjentens eget udsagn som security. Mod behørig betaling naturligvis! Så vi kørte videre til selve stedet, hvor lavaen var sprøjtet ud. Til at begynde med var de to betjente ved foden af vulkanen ikke interesseret i os. Men da vi gik rundt oppe på toppen (der var ikke så langt), var de der pludselig igen og spurgte Rådne Tænder, hvad han dog lavede der med tre blegansigter, og de fik sig sammen endnu en alvorssnak. Denne gang var de gule pløkker hos Rådne Tænder dog velforberedte og gav dem en sang fra de varme lande om, at vi var udenlandske investorer, som overvejede at købe land (i en by, der ikke bestod af andet end lavagrus). Men analfabeterne i uniformerne hoppede på historien, og vi fik lov til at gå igen. Levende skydeskive Sidste stop var kysten, som var blevet rykket 10 meter, efter at lavaen havde slugt en del af havet, hvor der nu var nye 15
Den permit, vi fik på et tilfældigt stykke papir, som senere er blevet oversat af en belgisk bekendt til they have received the 300 US dollars from a tourist visiting Goma s zoo and that you ll get a receipt at the conservateur divisionaire s desk as soon as you ll have paid at the check-in desk. Right! bygninger. Bl.a. ligger der en motherfucker af en fæstning, som viste sig at være et supermarked til FN-ansatte, som skulle bevogtes med tre meter betonmur, pigtråd og bevæbnede vagter fra helvede. Det var sjovt nok også det eneste sted, vi ikke blev generet af politi. Faktisk nåede jeg også at få et positivt indtryk, da en af de badende i søen kom hen og hilste og ville have os med i vandet og endda kunne nævne den danske golfspiller Bjørn og Olof Palme! Nnåååeeeerrrrhhhhh! FN-supermarkedet gav mine nye russiske venner en idé. De havde, efter dagens oplevelser, fået second thoughts om at tage turen på motorcykel tre timer gennem Congo for at komme til den ugandiske grænse og ville prøve at få et lift med en FN-vogn i stedet (FN-ansatte kunne i øvrigt fortælle, at der havde været kampe forleden med rebelgrupper, og jeg vidste, at der for en uge siden var to machetedræbte FN-fredsvagter og syv sårede i området). Men russervennerne insisterede på at ville køre med FN, og vi skiltes. Jeg fik et lift af Rådne Tænder til grænsen og nåede til mit bestemmelsessted samme aften. Senere på aftenen fik jeg en besked fra Alex, den ene russer: Hi. We are in Uganda. Feels like getting out of hell. Guns pointed at us... but anyway, we are all right. Så bliver det lige pludselig alvor. Jeg fik først resten af historien en måned senere, da vi fik kontakt på Facebook. De Vulkanudbruddet i 2002 skete ikke fra toppen af vulkanen, men fra en af de mange tilstødende flækker et stykke derfra. Kul bliver transporteret på den tilstedeværende infrastruktur. Her cyklen. 16
DR Congo Congoleserne står, går og bor på lavasten. havde siddet bag på to motorcykler, hvor soldater på ladet af en kørende lastvogn havde taget sigte mod dem på hovedvejen og truende råbt: Muzunguuuu! Velkommen til Den Demokratiske Republik Congo! Tjåhhh, den er ikke ligefrem demokratisk, dårlig nok en republik men damn, det er Congo! Efterskrift Et stykke tid efter at jeg var kommet hjem til Danmark, modtog jeg denne e-mail fra Emmanuel. Så kan man tro på det eller lade være: Hello sir, This is Emmanuel from RDC Goma. I am so much sorry for what happened to you in Goma. I am really regretting a lot. I have called the high authorities from, they have arrested those people who took your money illegally, but they said that they do not have that money to refund again because they have used them on spot. They will be in jail for five months and the state told me that they are going to take everything they have in order to put end to that corruption. Everybody is astoneshed how people can be disturbing tourists like that. Please let me tell you that this is the 6th year I am doing this tour-business. I have never found such a problem. Through that no one will be disturing tourists any more I am begging you your pardon, please. I am not at peace here cause of that. Also I am sorry for not writing to you all this time, I travelled to Uganda, even now I am in Bwindi impenatrable national park with tourists, finding internet here is not easy. Once more I am sorry. DR Congo er ikke et typisk rejsemål, og sikkerhedssituationen skifter fra dag til dag. Forskellige væbnede grupper kæmper om magt og adgang til de store naturressourcer som diamanter, coltan, kobolt, guld og kobber, som både du og jeg efterspørger i vores mobiltelefoner eller telefoniske kobberledninger. Mange andre lande har også været involveret i, hvad der er blevet kaldt Afrikas 1. verdenskrig. For at rejse til det østlige Congo anbefales det at være god i fransk og gerne have en ledsager, der på den ene eller anden måde har fingeren på pulsen. Det anbefales ikke at rejse tværs gennem landet. Dels fordi landet er på størrelse med Vesteuropa, og infrastrukturen er dårlig dels fordi det er det rene selvmord. Ud & hjem igen: Fly København- Kinshasa fås fra ca. 6.100 kr. t/r. n Christian Hadsund er 33 år og har medlemsnr. 506. Han besøgte DR Congo i 2010 og har til dato besøgt 50 lande og fire territorier. Tidligere i år gik rejsen bl.a. til Makedonien og Brasilien. 17
Lidt regn forstyrrede ikke gennemførslen af de geotekniske undersøgelser forud for byggeprojektet. Velkommen til Malabo og et tropisk gangsterland Udsigten fra mit kontor på byggepladsen i junglen i nærheden af kakaoplantagen Sam Paka, syd for Malabo. 18
helligdage, og der var brug for drikkepenge). Nationalparken Monte Alén ligger nogle timers kørsel sydøst for Bata på Evinayong Road med lidt held møder man en gorilla, og der er næsten garanti for en god, svedig vandretur på etablerede stier (stedvist mudrede!) rundt i junglen. Beretninger fra en udstationering i en container i den afrikanske jungle. Tekst & Fotos: Tine Henningsen I 2004 blev jeg spurgt, om jeg ville arbejde et halvt års tid på et vandforsyningsprojekt i Ækvatorialguinea. Inden jeg svarede, måtte jeg lige slå op i et atlas! Efter at have lokaliseret landet gik jeg på jagt efter flere oplysninger. Det lykkedes mig at skaffe et eksemplar af en Lonely Planet fra 1994 med hele 16 sider om Ækvatorialguinea, en landeprofil fra The Economist Intelligence Unit samt en landevurdering fra en database hos Control Risks Group. En kollega, som havde besøgt landet tidligere, kunne berette om forholdene år tilbage og anbefalede, at jeg læste Tropical Gangsters One Man s Experience with Development and Decadence in Deepest Africa inden jeg tog af sted og rådede så også, at jeg lod bogen blive derhjemme. Fanta på afrikansk Du har sikkert allerede regnet ud, at jeg takkede ja til projektet. De udmeldte seks måneder blev dog samlet set til et år. Projektet var afslutningen på et større vandforsyningsprojekt finansieret af EU, som var blevet lukket i utide nogle år forinden. Opgaven, jeg fik, var at føre tilsyn med, at projektet blev færdiggjort. Jeg fungerede ud over min stilling som Project Engineer også som chauffør, piccoline, kontorchef, regnskabsmedarbejder og IT-support for firmaets Guinea-afdeling, som var en container i junglen 30-45 minutters kørsel fra Malabo, hovedstaden i Ækvatorialguinea. Malabo ligger på øen Bioko (tidligere kendt som Fernando Pó) i Guineabugten ca. 50 km vest for Douala i Cameroun. Arbejdspladsen nåede jeg ved at køre gennem kakaoplantagen Sam Paka (opkaldt, siges det, efter Samuel Parker, en af de første libertos (befriede slaver) der ankom til Port Clarence, som Malabo blev kaldt af englænderne) ad mudderveje, gennem småfloder og forbi tønder irrede af kobbersulfat. I tørtiden var det hele dækket af et fint lag støv og bladene hang og så underligt bedrøvede ud langs hovedvejen, men når man drejede ind af den mindre vej op til pladsen, hvor lastbilerne fra lateritbruddet ikke kom drønende, var der fortsat frodigt og grønt. Junglen omkring pladsen var leveringsdygtig i mange godter. En dag efter frokostpausen viste en af medarbejderne mig stolt og storsmilende sin fangst, som han holdt i udstrakt arm i halerne et egern og en kæmpe rotte (bedre kendt som ground beef på pidgin-engelsk). Andre tog knytnævestore snegle og slanger, bananer og papajaer samt diverse blade til suppe med hjem. Inden jeg drejede af i Sam Paka, skulle jeg forbi en militær kontrolpost. Jeg prøvede lige fra starten af at være meget standhaftigt over for forsøg på at få drikkepenge, Fanta (øl, forstås), og diverse tjenester. Jeg oplevede at blive standset for at køre i en snavset bil, for at krydse usynlige streger på jordveje, for ingenting og hvad som helst. Særligt politibetjentene inde i Malabo var ivrige, mens jeg ved militærposterne oftest blev vinket forbi (medmindre det var dagene op til Kupforsøg, statsbesøg og kvarterløft Overskrifterne i aviserne i 2004 også i Europa udråbte i øvrigt Mark Thatcher (søn til Margaret Thatcher) som pengebagmand ved et kupforsøg i Ækvatorialguinea, som ville have været en krimi værd helt a la Forsyths Dogs of War. Et banner på tværs af lufthavnsvejen proklamerede en dag: Velkommen til Hans Excellence Robert Mugabe og så var vi klar over, at han var på vej. De heftige rengøringsaktiviteter jeg havde set, inden banneret kom op, havde undret mig lidt. Autoværnet blev spulet, husene langs vejen fik et friskt lag maling, macheterne hakkede buskads og ukrudt tilbage.der blev fejet og genoptrukket midterstriber og kantstensafmærkning. Nu forestiller du dig måske noget, der ligner ordnede forhold en fejemaskine der kører, imens trafikken glider udenom, men nej, selvom vejen var flot asfalteret, var det ikke tilfældet. Alt foregik ved håndkraft. Vejen blev spærret af i sektioner, og trafikken dirigeret udenom, og en hær af folk med små stråkoste blev sluppet løs, foroverbøjet, for at hvirvle rundt med støv og snavs. Efterfølgende kom der en tankvogn med vand og en automatiseret spulemaskine for at klare autoværnet, men så fulgte folk efter med klude i hænderne. Kronen på værket var genoptrækningen af striberne mellem banerne. Dét, der nær fik mig til at stoppe op, var synet af en flok afrikanere, dirigeret af en hvid formand, som løb frem Zulu Power Style med skabelonerne til striberne til næste etape, hvor endnu en gruppe stod klar med penslerne. Kantstenene klarede folk også med pensler, dog uden skabeloner. Lufthavnsvejen havde, i hvert fald dengang, to baner i hver retning, med en bred betonadskillelse i midten. Fra toldstationen og rundkørslen ved lufthavnen til byen var der syv-otte km. Lignende scener opstod i årets løb pga. besøg fra Senegals præsident ( Dos pueblos amigos y amantes de la paz! Unité et solidarité africaine! skreg bannerne i stedet), fejringen af Sankt Isabella, øens skytsengel (med skønhedskonkurrence for både mænd og kvinder nogle af mine bekendte var så heldige at være med til at tælle stemmer), topmøde i CEMAC (Communauté Économique et Monétaire de l Afrique Centrale, en slags EF i Centralafrika), præsidentens fødselsdag, Golpe de Libertad (fejring af kuppet i 1979) 19
og i anledning af landets 20 års jubilæum som medlem af CEMAC. Til CEMAC-jubilæet brugte de en konferencesal på Luba-vejen. Langs vejen lå et større slumområde, Los Angeles, bestående af skure bygget af træ, som nogle steder på et tidspunkt havde fået et lag blå maling, og for det meste var udstyret med bliktag suppleret med plastikposer, som blev fastholdt af store sten og murbrokker. Skurene var som regel uden hverken døre eller vinduer. I stedet for hang blomstrede lagener, der hvor døre eller vinduer burde have været. Præsidentens kolleger fra Cameroun, Gabon, Den Centralafrikanske Republik, Tchad og Congo (Brazzaville) skulle ikke præsenteres for dette syn, derfor blev alt inden for 10 meter af vejen ryddet og resten gemt bag et nyt blikhegn, som skinnede i solen. Der røg lige et par boldbaner slum små huse og butikker, som folk selv havde banket sammen af affaldstræ og blik, som de havde fundet eller hentet på en af lossepladserne, eller måske endda købt. Ved hver af disse højtideligheder blev der beordret nationale helligdage, og det forventedes, at man stod langs lufthavnsvejen i den korrekte påklædning. I forbindelse med Golpe de Libertad, blev folk noteret for deltagelse i en manifestation og belønningen kom senere, hvor folk hjemme i deres eget kvarter kunne hente madolie, frisk fisk, kalkun og andre godbidder. Under en af disse mange festligheder skulle jeg mødes med en kontakt i ministeriet. Den normalt meget velpåklædte dame var mødt op i kasket og turde ikke åbne skodderne til kontoret i tilfælde af, at man skulle se, at hun var på arbejde. Hun var i øvrigt meget bekymret over, at jeg var på arbejde. De havde ringet til hende og spurgt, hvorfor hun ikke havde været i lufthavnen dagen inden, da VIP erne ankom. De? Hvem er de? spurgte jeg. En eller anden fra Justitsministeriet viste det sig. Og da jeg kom ud fra ministeriet og hørte sirenerne og helikopterne, besluttede jeg mig for at sætte mig hjem i min have og drikke en kop eftermiddagskaffe, for når både Luba-vejen og lufthavnsvejen var spærret af maskingeværviftende soldater og politibetjente, var det umuligt for mig at komme på arbejde. Præsidentiel paranoia og paparazzi Som følge af kupforsøget i 2004 skærpedes præsidentens allerede meget stærke paranoia. Projektlederen og jeg blev ved Strandpromenaden i Bata; Bata fungerer på nogle tider af året som hovedstad, når præsidenten og ministrene forlader Malabo til fordel for fastlandet. Bata er kendt for bl.a. strandpromenaden, landets første lyskryds, og en god strand syd for byen. første besøg udstyret med dokumentation, der beskrev vores opgave i landet med andre ord: Disse personer er ikke lejesoldater. Vi blev frarådet at tage billeder, og det råd forsøgte jeg at efterleve i den tid, jeg var der. Jeg boede under min udstationering hos en spanier. Øverste etage var lejet ud til et spansk ægtepar hun arbejdede på Cooperación Española og han på et malariaprojekt finansieret af den spanske stat. I en periode delte jeg underetagen med en spansk advokat, som arbejdede på et menneskerettighedsprojekt i landet, også finansieret af EU. Advokaten fandt på et tidspunkt en skrivelse, der åbenbart lå på nogle af hotellerne i byen, som jf. lov af 1991 proklamerede, at Ministeriet for Kultur, Turisme & osv. har givet tilladelse til, at turister må fotografere i landet (dog ikke militære installationer og andre steder, som er væsentlige for den nationale sikkerhed hvor det så end er? Kyststrækninger? Dette er landet, hvor fiskerflåden blev ophugget eller strandet for at undgå, at små lokale fiskejoller kunne bruges til smugling af våben). Skrivelsen præciserede også, at militær og politi ikke måtte konfiskere kamera eller forhindre, at der blev taget billeder. Den var udsendt af den guineanske presseorganisation, som samtidigt gjorde opmærksom på, at Guinea har et dårligt omdømme pga. den slags. Den nuværende præsident Teodoro Obiang Nguema afsatte sin onkel tilbage i 1979. Onklen, Macias Nguema, som blev valgt som leder, da Spanien i 1968 forlod landet, må være på top 10-listen Et yndet udflugtsmål, Kirken i Batete, syd for Luba, på Bioko. over verdens værste diktatorer. Kakao- og fiskeriindustrien, som trivedes under den spanske kolonitid, blev udraderet, og på toppen af galskaben var over en tredjedel af befolkningen (eller omkring 100.000 mennesker) flygtet, og mere end 10 % af befolkningen var politiske fanger. Nogle kilder estimerer, at ud over dem, der flygtede eller blev fængslet blev over 50.000 mennesker dræbt i de 11 år, Macias var ved magten. Nu holdes såkaldte frie valg i landet, og Obiang vinder altid stort han blev senest genvalgt i 2009. Familiemedlemmer 20