IRLAND. Spændende rundrejse på den grønne ø - kelternes, vikingernes, normannernes og patrioternes Irland. 13.-21. juni 2015 (9 dage)

IRLAND Rejseleder: Historiker, cand. mag. Ole Fournais Spændende rundrejse på den grønne ø - kelternes, vikingernes, normannernes og patrioternes Irland. 13.-21. juni 2015 (9 dage) Dunguaire Castle. Irland ligger tilsyneladende meget afsides, helt ude til venstre på kortet, og er for mange et mystisk sted, placeret helt skævt i forhold til det øvrige Europa. Og dog har landet spillet en central kulturel og religiøs rolle i den ældre middelalder. På den tid, da Frankrig og Centraleuropa beherskedes af den mægtige frankiske krigerkejser Karl den Store (ca. 800), skete der det, at to munke fra Irland sammen med nogle britiske købmænd besøgte Frankerriget. Disse to mænd havde ingen ting at sælge, men stillede sig alligevel op hver dag på markedspladsen og råbte til de folk, der var mødt op for at handle:»hvis nogen ønsker visdom, så lad ham komme til os for at få den, thi det er visdom, vi har til salg!«r ygtet om disse mærkelige munke bredte sig helt til kejser Karl selv, hvis vi skal tro den biografi af kejseren, som munken Notkar fra St. Gallen skrev omkring år 884. Notkar fortæller, hvordan kejseren sendte bud efter munkene og spurgte dem, om det var sandt, at de havde bragt visdom med til hans land. De svarede:»ja, så sandelig har vi det, og vi er i Guds navn rede til at dele den med hvem som helst, der søger den.«på spørgsmålet om, hvad prisen på denne sjældne vare kunne være, svarede irerne, at det eneste, de forlangte til gengæld, var en god bolig til at leve og undervise i, mad og klæder på kroppen. Karl den Store var fornøjet med svaret, beholdt den ene munk i Gallien og sendte den anden til Norditalien for at lede et kloster nær Pavia. Hvad får en kejser til at interessere sig så meget for et par sære munke fra et land fra Europas yderste grænser mod vest? Og hvad får en munk i klostret St. Gallen i det nuværende Schweiz til at 1

"Tara"-brochen (Nationalmuseet i Dublin). Den var engang udbredt over det meste af Europa, fra Lusitanien i vest (det moderne Portugal) til Galatien i øst (området omkring Ankara i det nuværende Tyrkiet). De krigeriske og tapre klaner og stammer var imidlertid dybt splittede og lå oftest mere i strid med hinanden indbyrdes end med andre folkeslag. Det var grunden til, at en romersk feltherre som Julius Caesar havde kunnet underlægge sig hele Gallien i det sidste århundrede f.kr., til trods for at kelterne tidligere havde udgjort en af de største militære udfordringer for det voksende Romerrige. På Caesars tid var Norditalien således domineret af keltere, hvorfor området kaldtes»gallia Cisalpina«, Gallien på denne side af Alperne. Keltere, gallere og galatere er i virkeligheden samme begreb, udtr ykt på forskellige dialekter. Og de sproglige forskelle har altid været betydelige. Således adskiller det keltisk, som tales på Irland, sig klart fra højlandsskotternes, walisernes og brettonernes keltisk. I vore dage har man dog via DNA-analyser fundet ud af, at befolkningen i Irland udviser en forbavsende genetisk stabilitet. Godt nok har der været indskrive om dem? Fordi irerne faktisk på dette tidspunkt fungerede som den vestlige kristenheds intellektuelle dynamo. Mens resten af Vesteuropa fra 400-tallet var blevet oversvømmet af hedenske barbarer, der godt nok efterhånden af navn var blevet kristne men slet ikke besad middelhavsverdenens forfinede kultur (kejser Karl den Store kunne ikke engang skrive!) gik folkevandringerne uden om det afsides Irland. Dette havde godt nok aldrig været en del af det store Romerrige, men havde i århundreder haft handelsforbindelser med lande så langt væk som Ægypten, og det var bl.a. derfra, at kristendommen stille og fredeligt erobrede Irland. Desuden har der givet været mange kristne, som er flygtet til Irland fra det romerske Britannien, da det blev invaderet af de hedenske anglere og saksere. Nogen politisk stormagt var Irland ikke dengang, og blev det heller ikke siden. Der vides ikke noget om den oprindelige befolknings sprog. Men i hvert fald fra omkring 100 f. Kr. har øen været domineret af keltiske indvandrere, en folkegruppe med indoeuropæisk sprog. 2 vandring af både vikinger, normannere, englændere og skotter i massevis til øen, og godt nok har det altovervejende flertal i dag engelsk som modersmål. Men rent fysisk er indvandrerne blevet assimileret i befolkningen. Kærlighedsliv og religion har været vigtigere som samlende kraft end sprog og politisk organisation. Religionen synes at have spillet en central rolle allerede i førkristen tid. Kristendommens indførelse skyldes efter overleveringen nationalhelgenen St. Patrick, som skal være kommet til øen i 432, og Irland kender også til missionærer der led martyrdøden, men gennemgående synes kristendommens gradvise indførelse at være sket uden den store dramatik. Den helt afgørende faktor for kristendommens udbredelse var imidlertid ikke som så mange andre steder statsmagten, men klostervæsenet, som bl.a. hentede sin inspiration fra dettes oprindelsesland, Ægypten. Munkene blev den kristne civilisations vigtigste bærere og formidlere, og Irland blev en intellektuel sværvægter. Fra de berømte irske klostre Monasterboice, Kells, Clonmacnoise, Glendalogue og mange andre på den grønne ø i vest vandrede irske munke rundt i Vest- og Centraleuropa fra 500-årene til 800-tallet, mens andre tog vejen over havet den anden vej til Island. Disse modige irske munkemissionærer, hvoraf en del led martyrdøden (således i 689 St. Kilian i Würzburg) blev stiftere af en lang række af Europas tidligste klostre. En af de berømteste af dem er St. Gallus (ja, navnet betyder blot kelteren!), som efter overleveringen 612 slog sig ned i en eneboerhytte i det, der i dag er det nordøstlige Schweiz. Her samledes hans disciple om ham, og 719 grundlagdes et egentligt kloster, som 747 antog benediktinerreglen og udviklede sig til et kulturelt og åndeligt center fra 800-tallet især berømt for sit bogmaleri, et af de karakteristiske udtryk for irsk kristendom. 1206-1798 var abbeden for dette kloster hersker over hele kantonen St. Gallen som et selvstændigt rigsfyrstendømme, først efter næsten 600 års reel uafhængighed blev St. Gallen en del af Schweiz. I dag er klostret hovedsæde for den katolske kirkes europæiske bispekonference og kan dermed siges at være romersk-katolsk kristendoms vigtigste center i Europa efter Rom i sandhed en imponerende senvirkning af den irske åndelige ekspansion i den tidlige middelalder! Irske munke grundlagde også klostre i Skotland, først og fremmest Iona, landets berømteste kloster (563), og i England, det vigtige Lindisfarne (635) men også så langt væk som i Gallien og Norditalien. Det var en bemærkelsesværdig indsats af de irske munke på et tidspunkt, hvor den romersk-katolske kirke kæmpede for sin stilling i Italien og hvor store dele af Europa var behersket af hedninger eller muslimer. Meget tyder på, at irerne også i Norden har udøvet en meget stærk indflydelse fra Norge til Gotland, således er para-

lellerne mellem keltisk-irsk og nordisk ornamentik påfaldende. På et tidspunkt, hvor kristendommen slet ikke var slået igennem i Danmark, blomstrer der således i Irland en pragtfuld civilisation, som producerer bemærkelsesværdig litteratur og poesi, som udsmykker kristendommens hellige bøger på kraftfuld og kunstfærdig måde, og som skaber kunsthåndværk af bemærkelsesværdig kvalitet i form af relikviegemmer, bispestave, nadverkalke, drikkehorn og ikke mindst de prægtige høje stenkors med fine relieffer. De fleste af skattene er samlet på det irske nationalmuseum i Dublin, og alene et besøg her er såmænd hele rejsen værd. Den tidlige irske kunst er original og kreativ og rig på overraskende ornamentale finesser. Det gælder også de pragtfulde bogværker, som Book of Durrow og Book of Kells, som vises frem på Trinity College i Dublin. I det hele taget virker de irske munkes arbejde ved skrivepulten lige som stenhuggernes arbejde dybt originalt og præget af et livfuldt temperament og en umiddelbar naturlighed. I praksis var den irske kirke, lige som den irske befolkning, stort set fri for fremmed dominans indtil 1100-tallet, og havde derfor stor bevægelsesfrihed og mangfoldighed, selv om der aldrig var tvivl om dens principielle loyalitet over for kirkens overhoved, paven. Det gæliske sprog stod stærkt, selv om latin var indført som officielt kirkesprog, og der var på basis af det latinske alfabet udviklet en særlig, smuk irsk skriftform. Et ejendommeligt træk ved de irske klostre indtil 1100-tallet var, at deres abbeder var gifte lægfolk, som ofte lod værdigheden gå i arv. Også præsteskabet var gift højt op i 1100-tallet. Og munkene var ikke nødvendigvis fredeligt anlagt: I 760 gik klostrene Clonmacnoise og Birr i krig med hinanden, i 764 mistede Durrow kloster 200 mand i kamp med Clonmacnoise. Det skete til trods for, at der i 740 var startet en asketisk munkebevægelse i Sydvest-Irland i protest mod hvad dens tilhængere opfattede som den stigende verdsliggørelse af de irske klostre. 840 døde den sidste abbed, der havde tilhørt reformbevægelsen. Til den indre strid kom de angreb af vikinger, hovedsagelig fra Norge, som startede med et raid mod en ø-kloster i nærheden af det nuværende Dublin i 795. Derefter fulgte det ene viking-raid efter det andet, men klostrene satte sig hårdnakket til modværge. Alligevel kan det konstateres, at mindst 26 klostre var blevet plyndret i 830, og i 834 plyndrede vikinger det store kloster Clonmacnoise, som godt nok ligger ved den sejlbare flod Shannon, men inde midt på øen. 845 var det galt igen, vikingen Turgesius vanhelligede Clonmacnoise og satte sin kone op på selve højalteret han blev dog besejret, taget til fange og druknet året efter af en lokal irsk konge! Få år tidligere var der dog sket en afgørende vending i vikingernes forhold til Irland: 840-841 over vintrede en vikingflåde for første gang i Dublinbugten, og 841 grundlagde de byen St. Kevin's Church, Glendalough. 3

Detalje fra Muiredachs kors, Monasterboice. med dens fremragende havn. Under navnet»ostermen«, mænd fra øst, slog vikingerne sig ned her som deres hovedbase, men anlagde også baser og havne længere mod syd og vest, i Wexford, Waterford og Limerick, alle navne, som røber en skandinavisk oprindelse. Handel blev vigtigere end plyndring, og de blev hurtigt en del af det politiske magtspil på øen. Således ser vi allerede i 861 en lokal konge, Aed Finnliath, alliere sig med vikingerne i Dublin mod the High King, Irlands overkonge. Politisk havde Irland længe været delt mellem flere klanbaserede herskerslægter, der herskede over større eller mindre kongedømmer. Efterhånden opstod der en tradition for eksistensen af et overkongedømme med sæde i Tara-bjergene noget nord for Dublin. Dette overkongedømme kom dog aldrig varigt i en enkelt kongeslægts besiddelse nærmest kom man en sådan tilstand i 1100-tallet, hvor vikingerne var svækket og England efter den normanniske erobring i 1066 var blevet en stadig stærkere og mere samlet stat, som fungere både som en inspiration og en trussel for de irske konger. 4 Ejendommeligt nok kom det stadig eksisterende vikingerige i Dublin og omegn, som nu nærmest havde karakter af en bystat, til at spille en central rolle i den politiske proces, som sigtede mod at skabe et samlet Irland som modvægt til et samlet England. Kirkeligt var Dublin blevet underordnet det engelske ærkebispedømme i Canterbury, mens resten af Irland hørte under ærkebispen i Armagh i Nordirland. Men i 1152 lagdes Dublin ind under Armagh og dermed gjort til en del af den irske kirkeprovins, hvilket bestemt ikke var populært i England, hvor man protesterede over for paven, Hadrian IV tilfældigvis selv englænder, oprindelig kaldt Nicholas Brakespear. Kong Henrik II af England kom dog kort efter i strid med sin ærkebiskop Thomas Beckett (den endte i øvrigt med, at kongen lod Beckett slå ihjel i domkirken), og han havde mange andre politiske problemer, så Irland fik lov til at vente. Men 1166 skete der et vendepunkt på øen: da den indbyrdes krig var ved at føre til skabelsen af et nyt, stærkt overkongedømme, bad en af de slagne delkonger om hjælp fra England. Igen holdt kong Henrik sig tilbage, men ikke hans normanniske lensmand, jarlen af Pembroke i det sydlige Wales, denne satte 1169 over til Irland og havde 1171 allerede etableret sig solidt på den østlige del af øen ved at spille de irske fyrster ud mod hinanden. Henrik II frygtede nu, at Pembroke skulle gøre sig til uafhængig herre af Irland, han greb personligt ind og fik hurtigt først de irske konger, derefter Pembroke til at sværge sig troskab. Resultatet af krisen blev altså ikke skabelsen af et samlet, stærkt Irland, men etableringen af et engelsk overherredømme over øen, med Dublin, øens vigtigste handelsby, som base. Virkningerne af dette er der ikke mange i Irland, som kunne overskue. Men de blev radikale. De engelske normanner var overlegne i krigsteknik og skabte sig en kæde af borge, hvorfra de dominerede stadig større dele af øen. Samtidig skete der kraftige ændringer i den irske kirke: Strenge munkeordener, augustinerne og cistercienserne, reformerede det irske klostervæsen og bragte det på linie med forholdene i England, Frankrig og Tyskland. Således blev lægmandsvældet i klostrene brudt, cølibatet indført for præster, og hele den traditionelle irske litterære tradition centreret om klostrene brudt. Den særlige irske skrift blev afskaffet, og de digtere, som havde holdt til i klostrene, forlod dem og sluttede sig til de barder, som havde været en del af den irske folkelige tradition i mange århundreder. Normannerne trængte ind i de kirkelige topposter, således forordnede den engelske konge, at overhovedet over kirken i Irland ikke måtte være en irer! I 1200-1400-tallet fandt der tillige en vis indvandring sted fra England til Irland, ikke mindst til Dublin-området. Englænderne forsøgte i perioder at undgå fraternisering mellem englændere og irere ved at forbyde ægteskab mellem dem. Faktisk var der meget i den engelske politik over for Irland, som allerede på dette tidspunkt kunne minde om, hvordan englænderne siden behandlede deres oversøiske kolonier. Det store held havde de imidlertid ikke med det. Godt nok førte det anglo-normannisker herredømme til en afslutning på den selvstændige keltiske kirkes eksistens, men det effektive engelske herredømme omfattede kun Dublin og nærmeste omegn op til Drogheda, det såkaldte Pale. Dette område, som blev omkranset med en jordvold, blev endda indskrænket omkring år 1500. Og forbuddet mod at englænderne blandede sig med irerne slog helt fejl. Der opstod en betydelig blandingsbefolkning, og selv om det engelske sprog bredte sig fra øst og indover øen, blev det keltiske sprog gælisk stadig talt af langt den overvejende del af befolkningen. De gamle kongeslægter sank ned til at blive stormandsslægter, men den indvandrede anglo-normanniske adel giftede sig ind i dem og blev somme tider mere irsk end irerne, også i hårstil og påklædning. Det

engelske»civilisationsprojekt«syntes at have slået fejl. Det gjorde også refor mationen i 1500-tallet. Den engelske konge Henrik VIII er mest kendt for sine 6 koner, hvoraf han lod de to henrette for utroskab. Det var da paven ikke ville anerkende, at han forstødte kone nr. 1 for at gifte sig med nr. 2, at han rev den engelske kirke løs fra Romerkirken. Det samme forsøgte han med den irske. Han var den første engelske konge, som officielt tog titel af konge af Irland. Og han forsøgte at gøre sig til overherre også over kirken i Irland. Det slap han ikke godt fra. Overfladisk set lykkedes det at få skabt en Church of Ireland som en kopi af Church of England. Men den overvejende del af den irske befolkning, både den gælisk- og den engelsktalende, vendte sig kraftigt mod reformationen. Det forunderlige skete: de oprindelige irere og efterkommerne af de anglonormanniske indvandrere forenedes til ét folk i forsvaret for den katolske kirke. Forholdene stabiliseredes selvfølgelig under Henriks ældste datter Marie»den blodige«, som genindførte katolicismen i England med bål og brand til flertallet af irernes tilfredshed. Men da reformationen genetableredes under hans yngre datter Elizabeth I, også i Irland, i anden halvdel af 1500-tallet, kombineret med forsøg på at gennemføre en effektiv administration af hele øen, skabte det voldsom uro og Mønt slået af Sihtric III (Sigtrygg Silkeskæg) - vikingekongen i Dublin 989-1038. førte til flere alvorlige oprørsforsøg. Især var modstanden hårdnakket i de mest gælisk-prægede områder i den nordlige provins Ulster, som havde været næsten uberørt af indvandringen fra England. Direkte krig brød ud i slutningen af 1590erne, ledet af den nordirske, gælisk-katolske jarl af Tyrone, af den gamle stolte slægt O Neill, som fra gammel tid havde været dominerende i Ulster. Jarlen af Essex, Elizabeth I s daværende favorit, gjorde et hasarderet forsøg på at få bugt med ham i 1599, og blev henrettet efter fadæsen. Krigen trak ud til 1603, hvor oprørerne fik amnesti, men bagefter følte deres liv truet, hvorfor de 1607, under Elizabeths efterfølger James I, flygtede til det katolske Europa. Deres udbredte jorder, som hovedsagelig lå i Ulster, blev inddraget af den engelsk-skotske konge og overdraget til indvandrere fra Storbritannien. Det blev især presbyterianske skotter, som slog sig ned, især i byerne Belfast og (London)Derry i hver sin ende af den nuværende nordirske provins. Hermed lagdes grunden til den dybe splittelse på øen, som stadig er Irlands væsentligste politiske problem. Den engelsk-skotske konge Charles I (1625-1649) hældede mod katolicismen og havde derfor mange tilhængere i Irland. De støttede ham i kongens kamp mod det engelske parlament og rejste sig, især i Nordirland, 1641 til kamp mod de protestantiske nybyggere. Særlig berygtet er katolikkernes massakre på protestanterne i Portadown i november 1641. 1642 bredte krigen sig til England, hvor kongens og parlamentets tropper kæmpede mod hinanden i årevis med skiftende held. Efter kongens nederlag, tilfangetagelse og henrettelse i 1649 var noget af det første, den nye engelske republiks diktator Oliver Cromwell gjorde, at drage til Irland med en stor hær og slå de oprørske irere ved Drogheda nord for Dublin. Hvor borgerkrigen i England trods stigende forråelse havde været Rekonstruktion af Cashel. 5

Evangelisten Matthæus med sine skriveredskaber. Fra et manuskript i St. Gallen (8. århundrede). karakteriseret af en vis respekt mellem parterne, var dette ikke tilfældet i Irland, hvis gælisk-katolske befolkning nærmest blev anset som en lavere race af englænderne og de nordirske nybyggere, og Cromwells massakre i Drogheda 1649 står lige så klart i de katolske ireres bevidsthed som Portadown 1641 i de protestantiskes, omend det hører med til billedet, at det var en engelsk katolik, der da havde kommandoen i Drogheda. Cromwell forlod derefter Irland for at bringe Skotland under kontrol, og krigen i Irland sluttede først i 1653 med englændernes sejr. Cromwell afskaffede det irske parlament, som havde haft et begrænset selvstyre under Englands overopsyn, og den irske harpe blev optaget i våbnet for den engelske republik Cromwell var den første, som gennemtvang en parlamentsunion mellem Irland og England. Det blev lavet om igen efter republikkens fald. Der var relativt fredeligt under kong Charles II (1660-1685). Men under hans broder James II gik det galt igen. James udfordrede som sin far parlamentet i London både politisk og religiøst og endte med at blive afsat i 1688. Han flygtede først til Frankrig, men gjorde så 1689 med fransk støtte landgang i Irland, hvor katolikkerne støttede ham. Han forsøgte forgæves at befri sine indesluttede tilhængere i Derry, hvorefter han trak sydover for at møde sin protestantiske efterfølger og modstander, den hollandske protestant 6 William III, som var sat over til Irland med en stor hær. Den 12. juli 1690, ved Boyne-floden der løber gennem Drogheda, slog William James II s irske hær hvorefter James igen undslap til Frankrig. Hvert år afholder de nordirske protestanter store demonstrationer på dagen for slaget. William III overlod til andre at gøre pacificeringsarbejdet færdigt i Irland. Det irske parlament bevaredes, men underordnet det engelske parlament, og katolikker var udelukket fra det dets opgave var hovedsagelig at sikre opkrævningen af skatterne. Den dominerende klasse i landet blev en blanding af indvandrede englændere og irske protestanter, og 1700-tallet blev en økonomisk opblomstringsperiode, hvor befolkningstallet på øen steg fra to til fire en halv million, altså en stigning på 125%! Det store eksportprodukt var linned af hør. Det elendige vejnet blev reformeret, så det blev et af de bedste i Europa, og vandvejene blev udbygget og forbundet med kanaler. Arkitektonisk fik de større byer som Dublin deres nuværende præg af fornem»georgian«klassicisme. Da det blev skik for de engelske generalguvernører faktisk at residere fast i Dublin i stedet for at blive i London, fik det stor indflydelse på livet i hovedstaden. Men Irland fik alligevel mere og mere præg af at være en form for engelsk koloni. På en del irere virkede først de nordamerikanske koloniers løsrivelse fra England, derefter den franske revolution som en opfordring til at kæmpe for selvstændighed. 1796-1798, var der igen et stort irsk oprør mod englænderne, denne gang i en alliance mellem irske katolikker og nordirske protestanter, som begge var utilfredse med den anglikanske statskirke, England havde påtvunget øen. Men trods støtte til oprørerne fra Frankrig viste England sig igen stærkest, oprørerne blev besejret, og 1800 tvang England for en sikkerheds skyld det irske parlament i Dublin (som var lukket for katolikker) til at fusionere med det engelsk-skotske parlament i London. Hermed var United Kingdom of Great Britain and Ireland endelig dannet færdigt, men stadig uden valgbarhed for det overvejende flertal af Irlands befolkning, katolikkerne. Når et flertal af disse alligevel paradoksalt nok hilste parlamentsunionen velkommen, var det fordi de så større chancer for at påvirke de ledende kredse i England end den protestantiske herskerklasse i Irland. Med fredsslutningen efter Revolutionsog Napoleonskrigene 1815 startede et nyt, mørkt kapitel i Irlands historie. De økonomiske konjunkturer skiftede, bomuld tog markedsandele fra hør, industrialiseringen i linnedindustrien kostede arbejdspladser, og dertil kom i 1840erne kartoffelpesten, som ramte den fattige befolknings vigtigste næringsmiddel. I London var man meget utilbøjelig til at gribe ind i markedsmekanismerne, med det resultat at mange irere døde af sult og andre udvandrede, især til USA. I USA afveg de katolske irere fra de dominerende protestanter, men de delte disses modvilje mod England. Cobh (1849-1922 Queenstown) ved Cork blev den store emigrationshavn, og siden hjemby for nogle af de mest stålsatte frihedskæmpere for den irske nation. I dag bor der flere mennesker af irsk afstamning uden for Irland end i Irland selv. Irsk politik var dog i 1800-tallet endnu ikke rettet mod løsrivelse, men mod hjemmestyre (home rule), social retfærdighed og ligestilling mellem katolikker, anglikanere og protestanter. Store lederskikkelser var Daniel O Connell, som samlede folk til store møder i de historiske Tara-bjerge midt i århundredet, og Thomas Parnell, som i århundredets anden halvdel ledede Højkors, Clonmacnoise.

den irske gruppe af parlamentarikere i parlamentet i London. Mens de Konservative gennemgående var imod irernes krav, blev disse støttet af de Liberales store leder Gladstone. Men to forslag om Home Rule faldt på Overhusets veto og den intense modstand, som de militante protestanter i Nordirland udfoldede. Et tredie forslag, fremsat 1913, blev vedtaget af både Underhuset og Overhuset, men suspenderet 1914, angiveligt p.g.a. udbruddet af Første Verdenskrig, men nok så meget fordi modstanden i Nordirland nu havde ført til dannelsen af en bevæbnet hær af frivillige, som truede med at løsrive de nordlige grevskaber med våbenmagt, hvis hjemmestyret blev en realitet. Hos de skuffede irske nationalister førte det til dannelsen af en modstyrke, som hemmeligt fik våben fra Tyskland. Flertallet af de katolske irere sluttede imidlertid op om krigen (»There is a long way to Tipperary«) for at vise, at deres ønske om hjemmestyre ikke forhindrede dem i at være solidariske med England (og de katolske lande Frankrig og Belgien) i kampen mod Tyskland. I påsken 1916 gjorde de radikale irske nationalister, som havde holdt fast i forbindelsen til Tyskland, oprør i Dublin. Denne»påskeopstand«og den barske måde, de engelske autoriteter reagerede på, ændrede historien afgørende. Et af de fængslede irske nationalisters modtræk var at sultestrejke i fængslet, til de døde. Fra 1916 til 1922 var der mere eller mindre krigstilstand i Irland, flere højtstående myndighedspersoner fra England blev myrdet, og også mellem de irske frihedskæmpere indbyrdes kom det til blodige opgør. Ikke-volds-tilhængere som Arthur Griffith blev marginaliseret, og en pragmatisk lederskikkelse som Michael Collins, som forsøgte at skabe orden i kaos og sikre størst mulig uafhængighed for den størst mulige del af Irland, blev myrdet af de radikale nationalister, som ikke ville vide af andet end total løsrivelse fra England og omdannelse af hele øen til en katolsk-domineret republik. I Nordirland sikrede protestanterne i de 6 nordlige grevskaber (amter), at de bevarede forbindelsen med Storbritannien, men skaffede sig samtidig 1922 deres egen hjemmestyreordning med et lokalt parlament i Stormont i udkanten af Belfast. De resterende 26 grevskaber blev dec. 1921 til en»dominion«i det britiske verdensrige, 1937 til den»irske Fristat«(reelt en republik af alt andet end navn), og fra 1949 Republikken Eire. Men øens deling er aldrig blevet accepteret af de radikale irske nationalister, som dannede IRA, Irish Republican Army. Og det lille (53%) protestantiske flertals systematiske diskrimination af det katolske mindretal i Nordirland førte i slutningen af 1960erne til borgerkrigslignende tilstande i nord, med en faktisk deling af byer som Belfast i katolske og protestantiske kvarterer og med hyppige likvideringer ikke blot Reginald's tower, Waterford. mellem katolikker og protestanter, men også af»forrædere«i egne rækker. Det har været karakteristisk for udviklingen, at hvor et flertal af irerne sluttede op bag Storbritannien under Første Verdenskrig, var Den Irske Fristat neutral under Anden Verdenskrig, ja, landets daværende premierminister Eamon de Valera aflagde endda kondo- Simon Magers nedstyrtning (detalje fra højkors). lencebesøg hos den tyske ambassadør i Dublin efter nyheden om Adolf Hitlers død i 1945. Der havde endda været engelske overvejelser i retning af en militær besættelse af fristaten under krigen, men de var blevet opgivet. Nordirland fungerede imidlertid som en vigtig base for England for de transatlantiske forbindelser. Formelt brød Eire alle formelle bånd med England ved den endelige udråbelse af republikken i 1949, og landet gik hverken da eller siden ind i NATO. Derimod fulgte landet England og Danmark ind i EF pr. 1.1.1973, og Eire tilsluttede sig i modsætning til disse Euroen fra starten. På denne baggrund var det et chok, da en folkeafstemning om Nice-traktaten i 2001 førte til en forkastelse af denne, men året efter godkendtes den ved en anden folkeafstemning, efter at EU havde garanteret, at traktaten ikke krænkede Irlands traditionelle neutralitet. Det blev under det irske formandsskab i 2004, at den store udvidelse med 10 nye EU-medlemmer fandt sted. Siden har Irland i lighed med Luxemburg og Spanien fået den nye europæiske forfatningstraktat vedtaget ved folkeafstemning, i klar modsætning til Frankrig og Holland. Eire er et af de tidligere tilbagestående lande i Europa, som har fået meget ud 7

Stenaldergraven Poulnabrone ved Kilfenora. af medlemsskabet af EU, således har det vestlige Eire nydt godt af EUs regionsstøtte, og det er et af de gamle EU-lande, som har haft den mest dynamiske udvikling i de senere år. Det traditionelt ærkekatolske land har siden 1990 haft hele to kvindelige præsidenter (i alt 14 år!), og meget er ændret siden begyndelsen af Irlands uafhængighed i 1921. Irland har endda gået i spidsen på visse områder. Således var man det første land til at indføre et generelt tobaksforbud for alle overdækkede steder med offentlig adgang, efter en meningsmåling, hvor 80% af befolkningen, herunder 61 procent af rygerne (!) havde udtalt sig til fordel derfor. Irland adskiller sig også fra en række andre europæiske lande, ikke mindst flere katolske, ved at have en usædvanlig høj befolkningstilvækst, og en relativt stor del af befolkningen er unge. Hvor andre meget katolske lande som Italien og Polen har faldende befolkningstal, stiger Irlands med 1,6% om året (Danmark 0,2%), det er på linie med Algeriets og mere end Irans befolkningstilvækst (1,3%). Flere indvandrer i dag til landet, end der udvandrer, opmuntret af den relativt lave arbejdsløshed i modsætning til tendensen i 1800- og 1900-tallet. Man har derfor på det seneste oplevet tendenser til opstramning over for indvandring, og i 2004 indførtes en lov om, at fødsel i Irland ikke automatisk medfører irsk statsborgerskab. Også neutralitetspolitikken har stået for skud. Under Irak-krigen i 2003 ønskede USA at benytte Shannon-lufthavnen, hvad både oppositionen i parlamentet, kirkerne og en række NGOer satte sig imod. Men med 77 mod 60 stemmer vedtoges det ikke at anse amerikansk benyttelse af lufthavnen under en krig som et brud på Irlands neutralitet. Det store flertal af Irlands befolkning var dog mod Irak-krigen, som landet da heller ikke deltog i. På mange måder syntes det officielle Eires internationale politik at minde om Finlands og Østrigs: helhjertet tilslutning til EU, men fast- holdelse af den traditionelle militærpolitiske neutralitet (dog i Irlands tilfælde med en»kattelem«i forhold til landets traditionelle ven USA). Men så kom chocket i 2008: Irland, som var det eneste land, hvor der skulle finde en folkeafstemning om Lissabon-traktaten sted, stemte 12. juni imod! I betragtning af de fordele, Irland har haft af EU-medlemsskabet, kom det som en vældig overraskelse. Efter dette for hele Europa chokerende irske "nej" blev mange politikere og økonomer i hele EU meget beroliget, da irerne med et pænt flertal stemte "ja" den 2. oktober 2009. Herefter sammensatte national- og bankøkonomer i den efterfølgende vinter en særdeles omfattende hjælpepakke på i alt 85 miliarder euro, som har skabt politisk stabilitet med økonomisk vækst, stigende eksport og fald i arbejdsløsheden. Derved fremstår Irland i dag som et foregangsland for de sydeuropæiske kriseøkonomier. Irland er en forunderlig ø, hvor alle ens sanser bliver berørt på én gang. En vidunderlig natur, der optræder grøn og smilende det ene sted, barsk og vejrbidt det næste. Et land hvor fortid og landskab hører intimt sammen, hvor historien står lyslevende overalt. Foruden de historiske mindesmærker og den prægtige natur vil indtrykket af det stoute irske folks venlige gæstfrihed stå tilbage fra rejsen. I Irland siger man, at en fremmed er en ven, man ikke har mødt endnu! 1. dag. Lørdag 13. juni Vi mødes i Kastrup Lufhavn, hvorfra vi kl. 8.20 flyver med SAS med retning mod Irland. Kl. 9.35 lander vi i Dublin. Efter vi har fået bagagen udleveret, kører vi i bussen, som vi beholder på hele rejsen, mod nord til turens første mål: den befæstede kirke i Lusk, bygget i middelalderen af ærkebispen af Dublin. Alene tårnet af denne kirke er bevaret, men hvilket tårn! Det er et af Irlands bedste eksempler på middelalderens befæstede kirketårne, mægtigt, barsk og utilnærmeligt for fjender, og så omslutter det tillige med sine mure et af Irlands berømte runde tårne fra den tidlige kristne tid, formentlig fra 800-tallet det fæstningsagtige klokketårn stammer fra ca. 1480. Kirken blev protestantisk ved reformationen og gik siden i forfald. Fra Lusk kører vi videre mod nord til området omkring Boyne-floden og den 8

Det er derfor ingen tilfældighed, at det var netop her, på Hill of Tara, at den folkelige leder Daniel O Connor i 1843 samlede patriotiske, katolske irere til store møder i stil med de danske møder på Skamlingsbanken omkring samme tidspunkt. Formålet med hans agitation var at lægge pres på briterne for at få ophævet parlamentsunionen med Storbritannien, så Irland igen kunne få sit eget parlament. Selv om møderne samlede over 100.000 mennesker, fik de dog ikke noget direkte resultat. Men O Connor har siden stået som faderen til det irske demokrati og et symbol for den fredelige kamp for uafhængighed. Hans navn er bl.a. givet til Dublins store hovedstrøg. Herefter kører vi tilbage til Dublin og indkvarterer os for rejsens første overnatning. St. Patricks katedralen, Dublin (efter Thomas Dingley: "Observations in a Voyage through the Kingdon of Ireland", 1675-1681). ældgamle provinshovedstad Drogheda, som gentagne gange i middelalderen var sæde for parlamentsmøder, således i 1494, hvor det irske parlament måtte vedtage, at ingen lov herefter vedtaget af det var gyldig uden godkendelse fra den engelske regering. Det var her, den engelske militærdiktator Oliver Cromwell i 1649 tilføjede de irske katolikker et sviende og afgørende nederlag. Cromwells erobring af den gamle by med den vigtige stategiske beliggenhed var særdeles brutal, 2000 fangne irere, som havde bevaret loyaliteten over for deres halshuggede konge, blev selv halshugget som straf, og et mindre antal blev tvangsdeporteret til Barbados i Vestindien og solgt som slaver. Af den gamle befæstning er noget af volden og byporten St. Lawrence s Gate fra 1200- tallet bevaret. Videre mod nord, på den anden side af floden, skal vi besøge klosteret Monasterboice (egentlig St. Boëthius-klostret) med dets to kirker, runde tårn (over 33 m højt) og tre keltiske højkors. Især det såkaldte Muiredach kors er velbevaret, dets navn skyldes en abbed, der døde 923 og formentlig har ladet korset rejse. Det over 5 meter høje kors er udhugget af én sten, velbevaret og udsmykket fra top til tå med relieffer med motiver fra både Gamle og Nye Testamente. I cirkelkorsets centrum er på den ene side den korsfæstede Kristus, på den anden side Kristus som verdensdommeren på den yderste dag. De to andre kors er temmelig medtaget af vejr og vind, men der ses dog hele 50 udskårne relieffer med bibelske motiver på det såkaldte vestkors på 6,5 meter i højden dette dog sammensat af tre sten. Klosteret skal være grundlagt allerede i år 521 af den helgen, som har givet det sit navn. Få km sydpå ligger der et andet kloster, Old Mellifont Abbey, og her er vi i en helt anden verden. Klostret her er påbegyndt 1142 på stedet for et kloster fra 600-tallet og er Irlands første cistercienserkloster, grundlagt to år før det første cistercienserkloster i Danmark, Herrevad i Skåne. Klostret ligger i dag i ruiner, men er et storslået udtryk for den kontinentale klosterkultur (med klostret Clairvaux i Frankrig som det vigtigste udstrålingspunkt) som fra 1100-tallet og fremefter skulle fortrænge den særprægede, oprindelige keltisk-irske hvor det nogle århundreder tidligere var de irske munke, der inspirerede til klostergrundlæggelser på kontinentet. Ved Boyne-floden, som vi igen passerer, er det ejendommeligt at stå i den fredfyldte natur på den gamle slagmark og prøve at forestille sig det slag i 1690 mellem William III og hans svigerfader James II, hvis årsdag, 12. juli stadig fejres af de nordirske protestanter som udtrykket for protestanternes (og Englands) endelige sejr over katolikkerne i Irland. Det er svært at fatte, at en så afgørende militær begivenhed, som i den grad har sat skel i den irske befolkning og reducerede 4/5 af den til anden rangs borgere, har kunnet finde sted i så idylliske omgivelser. Et positivt sted for irske patrioter er derimod dagens sidste mål, Hill of Tara. Stedet var Irlands symbolske magtcenter fra førkristen tid til 1100-tallet. Her var sædet for den irske»højkonge«, når der fandtes en sådan, og her mødtes de mange irske stammer og klaner til rådslagning, domsforhandlinger, fest og marked. Det var på Tara, at Irlands apostel, St. Patrick, 432 skal være mødt op for at omvende de hedenske konger og deres folk til kristendommen. I dag står der en statue af denne Irlands nationalhelgen, som også Irlands oprindelige flag er opkaldt efter, på dette sted, med en flot udsigt ned over den flade slette dybt under os. 2. dag. Søndag 14. juni Dublin er en fascinerende by, som vil udgøre turens»rosin i pølseenden«. Så vi venter med at besigtige den, til vi vender tilbage til hovedstaden efter vor rundrejse i Irland. Vi vil fra morgenstunden bevæge os tværs over Irland, fra Dublin i øst til Galway i vest. Først går turen til Tullamore, kendt for whiskey en Tullamore Dew. Byen er udgangspunktet for Grand Canal, en af det centrale Irlands vigtigste indre vandveje, som havde stor økonomisk betydning langt op i 1800- tallet og er blomstret op igen inden for de sidste 50 år p.g.a. den stadig mere populære lystsejlads. Herfra er der ikke langt mod vest til Clonfert Cathedral, en lille perle af et bygningsværk fra 1100-tallet, liggende ved den smukke Shannon-flod og særlig kendt for sin smukke portal i irsk-romansk stil. Portalen er fuld af menneskehoveder, der kigger ned på den besøgende det er et karakteristisk træk ved den irsk-romanske kunst med disse masker Cong-korset fra det 12. århundrede. Et af de fineste irske arbejder i metal (Nationalmuseet). 9

Christ Church Cathedral, Dublin. eller afhuggede hoveder, som ofte er meget udtryksfulde. Fra Clonfert går turen videre mod nord langs floden til Clonmacnoise, grundlagt af St. Cieran 545-548 ved Shannon-flodens bred. Klostret, der er et af Irlands berømteste og smukkest beliggende klosterkomplekser, havde sin blomstringstid mellem 600 og 1200, og mange irske konger blev begravet her. Klostret, som den dag i dag er et vigtigt pilgrimsmål, blev ødelagt af englænderne ved et angreb i 1552, men ruinerne er overordentlig imponerende. Stedets vigtighed i dag kan ses på, at paven Johannes Paul II på sit besøg i Irland i 1979 holdt en udendørs messe her baldakinen fra hans besøg er stadig bevaret. Ud over klosterbygningerne rummer området også de for Irland så karakteristiske runde tårne og højkors. Dagen slutter i Galway, hvor vi skal tilbringe to nætter. 3. dag. Mandag 15. juni Galway er centrum for den stadig gælisk-talende del af Irland og sæde for et universitet. Fra den opnåede købstadsrettigheder i 1396 til slaget ved Boyne i 1690 var den en blomstrende handelsby, derefter forfaldt den, men har fået en renæssance i de sidste årtier, hvor computerindustrien har udviklet sig eksplosivt i Irland. Fra den gamle handelsperiode stammer bl.a. Spanish Arch, bygget 1584 som forsvar for havnen, som lå uden for bymurene, og selve havnekvarteret, som var præget af den livlige handel med Spanien. Over for dette ligger, ligeledes uden for de gamle bymure, fiskerbosættelsen Claddagh, præget af gælisk sprog og hyggelige pub er, som indtil 1954 reelt var et selvstyrende samfund. Fra Galway skal vi på en udflugt til Inishmore, den største og vestligste af de tre Aran-øer (navnet betyder simpelthen Store Ø!), der ligger på rad og række ved mundingen af Galway-bugten. Området er et af de få helt overvejende gælisk-talende i Irland, selv om gælisk ofte forekommer på skilte og kort, af politiske grunde, ligesom vi alle har det i 10 vort pas, hvor nr. 5 fra oven hedder hhv.»an Aontas Eorpach«(Den Europæiske Union) og»an Danmhairg«. Vi sejler ud til øen fra Rossaveel på bugtens nordkyst. Det er herude på øerne i det yderste vest, at de tidlige kristne irske eneboere slog sig ned enten enkeltvis eller i små munkesamfund under ledelse af en særlig lærd og hellig mand. En sådan var St. Enda, som på Gammel byport, Dublin (Illustration fra engelsk guide fra 1907). Inishmore grundlagde et af de berømteste tidlige irske klostersamfund omkring år 490. Han havde fået overladt øen af kong Aengus af Munster, og snart strømmede munke til øen for at blive uddannet af St. Enda. Mange af disse grundlagde selv senere deres egne klostre, således St. Kieran, som grundlagde det berømte kloster i Clonmachnoise (som vi besøgte igår). P.g.a. St. Enda kom Aran i tidlig kristen bevidsthed til at stå som moderklostret for alle de øvrige irske klostre. Da munken St. Brendan drog ud mod vest over Atlanterhavet, lagde han først vejen over Inishmore for at søge råd hos St. Enda. Men allerede før munkene var der stor aktivitet på Inishmore. Derom vidner de forhistoriske forsvarsanlæg, hvoraf vi skal se det mest imponerende, Dún Aengus, opkaldt efter den gamle konge af Munster på St. Endas tid, men klart anlagt flere århundreder tidligere. Fortet ligger på øens sydkyst, helt ud til randen af den høje, brat afgrænsede klippeafsats, hvorfra der er 70 meter lodret ned til havoverfladen en utrolig dramatisk beliggenhed her ved Atlanterhavets østende. Tre mægtige, menneskeskabte stenmure beskytter det halvcirkelformede anlæg mod landsiden, mens klinten mod havet udgør den sidste, naturligt skabte del af forsvarsanlægget. Alene opstigningen til Dun Aengus er en fascinerende oplevelse, en fantastisk spadseretur i et helt uberørt og øde landskab. Det har i århundreder været diskuteret, hvad anlægget skulle bruges til. Var det bygget som en tilflugtsborg for den stedlige befolkning i ufredstider? Var det anlagt som et militært brohoved for kelterne, da de invaderede Irland omkring 500 år før Kristi fødsel? Eller er der tale om et tempelområde, hvor druiderne udførte deres riter og folket mødte de keltiske guder? Der er mange gåder på den spændende ø, hvor vi også skal se nogle af de gamle kirker og munkeceller, der er på øen, bedst bevaret Teampull Bheanáin (Sankt Benignus-kirken) fra 500-tallet. Efter besøget på denne helt enestående og mærkværdige ø, som blev gjort berømt af

filmen Man of Aran (1948), vender vi tilbage til Galway for at overnatte. 4. dag. Tirsdag 16. juni Fra Galway kører vi sydpå, først langs kysten med en smuk udsigt over Galway-bugten. Vejen fører os forbi Dunguaire Castle fra 1500-årene. Borgen ligger strategisk perfekt inderst i en lille vig i Galway-bugten, hævet et stykke over det lave vand på en naturlig klippeknude, prægtig bevaret og restaureret, på én gang barsk og utilnærmelig og alligevel så romantisk indbydende. Vi skal ikke ind, men standser for på afstand at tage den stolte borg i øjesyn. Via Bishop s Quarter Beach når vi frem til den lille fiskerby Ballyvaughan med sine karakteristiske skifertage. På vejen videre mod syd passerer vi bl.a. Cahermore Stone Fort, en af de mange småfæstninger i området, og Poulnabrone Dolmen, en imponerende portalgrav fra 3. årtusind før Kr. Herfra fortsætter vi gennem det område, som kaldes The Burren, et ejendommeligt og imponerende kalkstensplateau (navnet kommer af det gæliske»boireann«, klippeland), som er forvitret på en meget karakteristik måde, nærmest som plader med dybe revner imellem. Det mest imponerende naturfænomen på Irlands vestkyst er dog nok The Cliffs of Moher, et fantastisk område med 200 m høje klinter, som over en strækning på 8 km rejser sig lodret op fra havet. Herfra kører vi tilbage mod øst til kirken i Kilfenora, som har hele tre højkors stående omkring sig. Det ene, som er fra 1100-tallet og over 4 m højt, viser bl.a. en biskop med Strongbow, Christ Church Cathedral, Dublin Kapel og udendørs alter (omegnen af Kilfenora). bispehue og stav i næsten naturlig størrelse og en korsfæstelsesscene. Kilfenora er et ældgammelt keltisk kultsted og gammelt bispesæde med St. Fachan s Cathedral fra 1100-tallet, hvoraf en del er indrettet til sognekirke, mens resten er en smuk ruin. Via borgen Dysert O Dea, hvis tårnhus fra 1400 vi ser udefra, når vi frem til byen Ennis, hvis berømteste søn er Daniel O Connell, parlamentsmedlem for Clare County 1828-31 og senere kendt som den første store politiske folketaler. 1917-1959 repræsenterede Irlands vigtigste politiker, Eamon de Valera samme valgkreds. I byen findes også et Monument for Manchester Martyrerne, tre irere, som blev hængt i 1867 for deres voldsomme angreb på fængslet i Manchester for at befri medlemmer af den irske modstandsbevægelse. Næste mål på vejen videre mod syd er franciskanerklostret i Quin, grundlagt i 1402 af Sioda MacNamara inden for rammerne af en normannisk borg, der blev ødelagt i 1286. Klostret blev opløst i 1651, men den sidste munk på stedet døde først i 1820. Området er præget af MacNamara-klanen, hvis berømteste medlem blev den amerikanske præsident John F. Kennedys forsvarsminister i 1961, Robert MacNamara. Af klostret er det især klostergangen, en af de bedst bevarede i Irland, som er bemærkelsesværdig. Fra Quin fortsætter vi til en af Irlands mest imponerende senmiddelalderlige borge, det gennemført restaurerede Bunratty Castle, oprindelig bygget af normanneren Sir Thomas de Clare, som havde fortrængt kongen af Thomond, Brian O Brian. Den nuværende borg med de fire kvadratiske hjørnetårne er bygget ca. 1425. O Brien-slægten genvandt dog borgen, som især forbindes med Turlough O Brian, jarl af Thomond, som døde i 1624 og som broen i Limerick er opkaldt efter en af de sidste gæliske stormæmd, som kom til at spille en politisk rolle. Borgen var beboet indtil 1800-tallet, var så en overgang politikaserne, men er i anden halvdel af 1900-tallet blevet købt af en privatmand, som har ført borgen tilbage til sit udseende i 1400-1500-tallet og gjort den til en kombination af museum og middelalderligt turistcentrum. Nær slottet ligger Bunratty Folk Park, en slags frilandsmuseum, hvor gamle irske bonde- og købstadshuse er genskabt i et realistisk miljø. Fra Bunratty Castle er der kort vej til Ennis, hvor vi skal overnatte. 5. dag. Onsdag 17. juni Dagens program starter i Limerick, der er Irlands trediestørste by. Det historiske centrum udgøres af King s Island, som rummer byens to ældste bygninger: St. Mary s Cathedral og King John s Castle, fra hhv. 1172 og 1200. Borgen rummer et flot, moderne indrettet museum om byens historie. Fra borgen fører Thomond Bridge over floden til Treaty Stone, rejst til minde om, at det var der, kong William III s hær 1691 sluttede fred med kong James II s styrker, som efter slaget ved Boyne i 1690 havde trukket sig tilbage til Limerick og udholdt en langvarig belejring. At irerne blev groft snydt af englænderne bagefter gør stenen til et bedsk minde for irske nationalister. Fra Limerick fortsætter vi mod syd til Cork, Herfra fortsætter vi videre mod vest til det store havneområde omkring byen Cork (gælisk: Corcaigh, som betyder marsk). Faktisk ligger centrum af Cork, Sydvestirlands største by, på en ø, og der er i virkeligheden tale om flere byer, hvoraf den mest interessante faktisk ikke er selve Cork, men byen Cobh (udtales køuv), som ligger på Great Island i Corks havn og har været centrum for den irske emigration mellem 1848 og 1950. Cobh (kendt 1849-1921 som Queenstown, opkaldt efter dronning Victoria som gik i land dér første gang i 1849) var udskibningshavn for 2,5 af de i alt næsten 6 millioner irske emigranter i denne periode (langt de fleste til USA). Cobh har også været flådebase og hjemsted for en betydelig handelsflåde, samt anløbsplads for luksuslinere 1838 sejlede det første dampskib over Atlanten herfra, 1912 var Cobh sidste havn, Titanic anløb, før det forlod Europa på sin skæbnesvangre jomfrurejse, og 1915 blev passagerskibet Lusitania sænket af en tysk ubåd sydvest for Cobh. I 11

Cobh Heritage Centre, som er indrettet i den gamle jernbanestation fra Victoria-tiden, skal vi se udstillingen The Queenstown Story om byens mangesidige maritime historie som udgangspunkt for både fangetransporterne til straffekolonierne i Australien (1791-1853), emigrationen til Nordamerika og luksuslinerne over Atlanten. Fra Cobh tager vi videre mod øst til Jameson Irish Whiskey Heritage Centre, som er placeret i et whiskey-destilleri fra 1700-tallet. Her bliver der mulighed for i autentiske omgivelser at følge den irske whiskeys historie og produktionsgang og også få nogle smagsprøver destilleriet hører til det konsortium, som foruden Jameson Whiskey også producerer bl.a. Tullamore Dew. Herfra fortsætter vi videre mod øst til Waterford, hvor vi skal overnatte de næste to nætter. 6. dag. Torsdag 18. juni Waterford er en af de gamle vikingebyer, hvis navn klart viser byens oprindelse. Den er grundlagt i 853 og er siden blevet udbygget af normannerne faktisk var det i Waterford, både den legendariske anglo-normanner Strongbow og hans partner Raymond den Tykke gik i land i 1170 og erobrede byen efter tre dages belejring, hvorefter Strongbow året efter ægtede den lokale kongedatter. Det fik den engelske kong Henry II til at dukke op med en flåde og en hær på 4000 mand samme år, i 1171, for at forhindre, at Strongbow, hans lensmand, skulle skabe sig et uafhængigt kongerige. Siden er byen bl.a. blevet kendt for at være det sidste sted, den slagne kong James II opholdt sig på Irland efter nederlaget til William III ved Boyne-floden i 1690, før han bragte sig i sikkerhed i Frankrig. Der er foretaget udgravninger af den gamle vikingeby, og der er mange rester af byens befæstning, som anlagdes af vikingerne og styrkedes under normannerne faktisk er Waterford den by i Irland, hvor der er mest Kapitelsalen, Mellifont Abbey. 12 Galway - anno 1610. tilbage af det middelalderlige fæstningsanlæg. Byen har bevaret sin middelalderlige grundplan, men er i dag præget af 1700-tallets smukke arkitektur, med både rådhuset (1783), den anglikanske Christ Church Cathedral (1773) og den katolske Cathedral of the Holy Trinity (1793) bygget af den samme arkitekt, John Roberts. Waterfords havn lever stadig i bedste velgående, og er en af Irlands mest trafikerede. Havnen er også grunden til, at der siden 1720erne har været produceret glas i Waterford, og at man her i 1783 anlagde et glasværk, som har gjort»old Waterford Crystal«verdenskendt på samme måde som Wedgwood fayence. Siden 1946 er traditionen for fremstilling af kostbart krystal genoplivet på Waterford Crystal Factory, som ligger lidt uden for den gamle by. På vores vandring rundt i Waterford skal vi se de velbevarede rester af de gamle fæstningsværker, anlagt af vikingerne og forstærket af normannerne, herunder det store tårn Reginald s Tower ved den 200 m brede flod Suir som rummer rester af de buer, vikingerne i sin tid byggede til deres skibes passage bygningen tjente som møntslagningssted for den engelske konge John»uden Land«fra hans tid som jarl af Morton sidst i 1100-tallet og 200 år frem. I tårnet findes Civic Museum, en spændende samling af genstande og dokumenter fra Waterfords historie. Vi skal også kaste et blik på byens smukke front mod floden fra den modsatte bred et af Irlands flotteste og smukkeste vuer, og hvis tiden tillader det, besøge Waterford Medieval Museum med dets interessante samlinger fra middelalderen. Eftermiddagen tilbringer vi med en udflugt ind i landet. Vi kører først til herresædet Mount Congreve fra 1760 tegnet af John Roberts, som også stod for en lang række fine ejendomme inde i selve Waterford.

Bygherren var den navnkundige Ambrose Congreve, der gennem handel, bankvirksomhed, politik og handel med ejendomme skabte sig både en enorm formue og et godt navn. Han lod opføre dette prægtige hus med en vidunderlig udsigt over floden Suir. Det fabelagtige haveanlæg har gjort Congreve kendt verden over, så man i flere fagbøger omtaler stedet som en af Europas største og smukkeste, men stadig lidt ukendt uden for fagkredse. Det overordnede design og valget af de dominerende plantegrupper, Rhododendron, Azalea og stauder er inspireret af Exbury Gardens på sydkysten af England tilhørende familien Rothschildt. Siden 1907 anlagde den daværende ejer, Ambrose Congreve det nuværende anlæg af usædvanlig skønhed og med fine sammensætninger af planter og med harmoniske farvevalg. Efter dette besøg kører vi mod nordvest til Rock of Cashel, et af Irlands mest fascinerende middelalderlige bygningskomplekser, beliggende på en klippeknold med udsigt over Tipperary-sletten. Den centrale blok udgøres af et 28 m højt rundtårn, sammenbygget med et befæstet kloster, en domkirke og et slotskapel, alt sammen placeret sammen med en bygning fra 1400-tallet opført specielt for korsangerne inden for en lang ringmur. Stedet var siden 400-tallet hovedsæde for kongerne af Munster, som regerede over det meste af det sydlige Irland (Munster er navnet på den sydvestlige af Irlands fire gamle provinser), men de overdrog det i 1101 til kirken, som udbyggede det til et af de vigtigste kirkelige centrer i Irland. Cormac s Chapel med sine fine romanske skulpturer stammer lige som det runde tårn og det såkaldte St. Patrick s Cross fra 1100-tallet, den imponerende, tagløse domkirkeruin fra 1200-tallet. Stedet fungerede som kirkeligt center, herunder ærkebispesæde, helt frem til 1600-tallet, ærkebiskop Miler Magrath hvis Roundtower, Monasterboice. gravmæle er bevaret i koret, blev navnkundig ved samtidig at være katolsk biskop og protestant! Når komplekset i dag er i ruiner, er det en konsekvens af den engelske diktator Oliver Cromwells erobring og massakre på byens 3000 indbyggere i 1647 og den endelig opgivelse af klostret i 1700-tallet. The Cliffs of Moher 13

Fra Glendalough kører vi nordpå til det fra talrige film kendte herresæde Powerscourt, som siden 1300-tallet har været bolig for Viscount of Powerscourt. Det oprindelige hus blev fra 1730 erstattet af et imponerende byggeri med 68 værelser - det hele med tydelig inspiration fra den berømte italienske Palladio-arkitekt. I løbet af 1800-tallet blev der anlagt en række forskellige haveafsnit: japansk tema, en muromkranset blomsterhave, en italiensk renæssancestil - og med et dramatisk vandfald i det omgivende bjergrige landskab. Det samlede haveareal er på godt 19 ha, men alt er yderst velholdt og bliver konstant fornyet. Stedet er gang på gang blevet berømmet for en række fabelagtige udsigter: fra slottet gennem haven til landskabet og fra flere udsigtspunkter tilbage til slottet. Ikke mindst derfor er adskillige film og TV-serier optaget på Powerscourt, som sikkert af samme grund vil blive genkendt af vore deltagere fra film som "Barry Lyndon", "David Copperfield" oma. Selve huset rummer en fremragende samling af møbler, malerier, porcelæn og våben. Fra Powerscourt kører vi det sidste stykke ind til Dublin, hvor vi skal tilbringe rejsens sidste to nætter. Strongbow's segl. Fra Cashel vender vi tilbage til vort hotel i Waterford. 7. dag. Fredag 19. juni Vi begynder dagen med et besøg på Mount Usher med en af de smukkeste og mest harmoniske - og med rette prisvindende - haver på de britiske øer beliggende i et betagende og frodigt landskab. Den velhavende og dynamiske erhvervsfamilie, Walpole ønskede et haveanlæg i en ny stil og den måske mest anerkendte irske havearkitekt, William Robinson skabte gennem en længere årrække fra 1868 en parklignende have på 8 ha langs floden Vartry. I dag fører en slyngende sti os gennem den spændende samling på godt 5.000 planter - især præget af sjældne træer og buske, men også med varierede og farverige blomsterbede. Herfra fortsætter vi ind i landet til et af irsk middelalders vigtigste historiske steder, klosterruinerne i Glendalough, som på gælisk betyder»dalen med de to søer«. Her forener natur og bygninger fra 700-1100-tallet (hvoraf enkelte stadig er ganske velbevarede) sig til en stor oplevelse. Særlig markante er det runde tårn (33 m højt) og ruinerne af katedralen, hvoraf det meste stammer fra 1100-tallet. Klostret blev grundlagt allerede i 500-tallet af St. Kevin, som oprindelig havde slået sig ned som eneboer i en forhistorisk klippegrav, men snart blev omgivet af disciple. Efter klosteropløsningen i 1539 fortsatte 14 Glendalough med at være valfartsmål, og St. Kevins dag, 3. juni, var traditionelt anledning til løsslupne folkefester på stedet, med stort festmåltid og fællesdans måske ikke helt i de gamle eneboermunkes stil, og måske alligevel. Således skriver eremitten Marban i 800-tallet bl.a.:»udsøgte kilder er der, og vandfald (gode at drikke af) de vælder frem i deres overflod; taksbær er der, og fuglekirsebær... En håndfuld æg, honning, solen og vilde ærter (sendt af Gud), søde æbler, røde tranebær, blåbær. Øl og urter, en stribe jordbær (gode at smage i al deres fylde), kødbær, taksbær, nøddekerner. Et krus god hasselmjød, hurtigt at skænke; bog og agern, brombærranker med gode bær... Smukke er fyrretræerne, som spiller musik for mig, uden betaling; takket være Kristus har jeg det aldrig dårligere end du!«det er sådanne digte, som kan bringe os nær til de gamle irske klostre og deres eneboermunke, og deres liv på disse pragtfulde natursteder den kendteste stadig fungerende parallel er munkerepublikken Athos i Nordgrækenland. Og det gamle irske klostervæsen havde netop mange fællestræk med østkristendommens klostertradition, som er mindre reguleret og reglementeret end den høj- og senmiddelalderlige katolske klosterbevægelse, der er præget af ånden fra reformklostre som Clairvaux. Muiredachs kors, Monasterboice.

Kort over Galway-bugten (begyndelsen af 1700-tallet). 8. dag. Lørdag 20. juni Hele dagen er helliget Irlands hovedstad Dublin. Vi starter med et besøg i byens og landets berømteste uddannelsesinstitution, Trinity College, grundlagt af den engelske dronning Elizabeth I i 1592. Her kan nogle af Irlands fineste illuminerede bøger ses, deriblandt den berømte Book of Kells fra omkring år 800. Bøgerne er udstillet i et rum ved siden af universitetsbibliotekets store sal, som i sig selv er en særdeles seværdig bygning. Ejendommeligt nok tilhører Trinity College stadig den anglikanske Church of Ireland, selv om institutionen åbnedes også for katolikker i 1873. Blandt de berømte forfattere, der har studeret her, kan nævnes Jonathan Swift, Bram Stoker og Samuel Beckett. Også vort næste mål, St. Patricks Cathedral, hvor bl.a. Jonathan Swift ligger begravet, er under Church of Ireland. Swift var provst ved kirken fra 1713 til sin død i 1745, og en del af hans betydelige forfatterskab er skrevet her. Mest kendt er "Gulliver s Travel" fra 1726, men Swift huskes også for det morbide lille skrift "A Modest Proposal", i hvilket han satirisk foreslår, at Irlands befolknings- og erhvervsproblemer kan ordnes ved, at man slagter 9/10 af den fattige befolknings børn, når de er omkring 1 år gamle, da man hermed både kan gøre noget ved befolkningsoverskuddet og give et vigtigt tilskud til kosten uden at komme til at konkurrere med kødimporten fra England, da de fattige irere alligevel ikke havde råd til det dyre engelske oksekød. Ideen med det barske fingerede åbne brev til offentligheden var på en drastisk måde at gøre opmærksom på den umenneskelige behandling af flertallet af den irske befolkning, som gjorde den dybt afhængig af det, der blev den irske nationalspise: kartoflen. Heller ikke byens anden hovedkirke, Christ Church Cathedral tilhører den irske katolske nationalkirke, men Church of Ireland. Det er den ældste kirke inden for Dublins middelalderlige bymure. Den første trækirke byggedes her af den norske vikingekonge af Dublin, Sigtrygg Silkeskæg, i 1038, men er ikke bevaret. Det gælder derimod den imponerende krypt under den nuværende kirke, opført af de første normanniske herskere i landet efter 1170. Den sagnomspundne normanner Strongbow, alias lord Richard de Clare, er begravet i kirken. Mellem kirken og Liffrey-floden foregik de store vikingeudgravninger i 1970ernes anden halvdel. Det er den største og fineste udgravning af en vikingeby overhovedet i Europa. Alligevel besluttede byrådet i Dublin, under stærk folkelig protest, at udnytte arealet til kontorbyggeri, i stedet for at bevare det som et prægtigt arkæologisk museumsområde. Resten af denne dag er til fri disposition i Dublin, til indkøb, supplerende museumsbesøg eller blot en afslappende spadseretur rundt i byen, som blandt andet rummer et par tusind pubber med en unik stil og stemning, som bør opleves på stedet. Om aftenen samles vi om en hyggelig afskedsmiddag. 9. dag. Søndag 21. juni Efter morgenmaden og aflevering af bagagen i bussen foretager vi en slentretur ned ad byens hovedstrøg O Connell Street for at se nogle af de historiske monumenter, der ligger langs denne gade, der har så stor betydning for den irske nationalfølelse. Vi gør holdt ved Parnell-obelisken, går videre til byens katolske hovedkirke The Pro Cathedral, sæde for byens katolske ærkebiskop, og videre til Hovedpostkontoret (GPO), berømt som hovedkvarter for de irske oprørere i den legendariske påskeopstand i 1916 det egentlig startskud til endelig irsk løsrivelse fra England. Vi krydser Liffey-floden og når frem til rejsens sidste højdepunkt: det irske Nationalmuseum. Her er udstillet de pragtfulde skatte fra den gamle storhedstid før vikingerne: dragtnåle, relikvieskrin, abbedstave, bogomslag, smykker i guld, sølv og ædelsten, drikkekar og meget mere, hvoraf en del var udstillet i Danmark på Louisiana i 1984. Men vi finder også endnu ældre fund på nationalmuseet. Der er en meget betydelig guldskat fra forhistorisk tid. Netop i Irland er der gjort overordentlig rige gravfund med imponerende mængder af guldsmykker, der vidner om de store rigdomme hos de forhistoriske klanhøvdinge og deres hustruer. Efter museumsbesøget kører vi ud til lufthavnen. Herfra afgår vort SAS-fly kl. 16.00. Vi ankommer til Kastrup Lufthavn kl. 19.10. Rejseleder: Ole Fournais, historiker, cand. mag. Har siden 1990 udviklet og gennemført talrige tematiske kulturrejser til mange lande f.eks. med fokus på arkæologi, historie, arkitektur, haver, natur og landskab. 15

og myter fra lokalområdet. Ole Fournais har i den sammenhæng deltaget i flere projekter via henholdsvis den britiske, den skotske og den irske turistorganisation med fokus på de talrige kulturhistoriske emner, som præger disse områder. Har siden 2003 været rejseleder på adskillige kulturrejser med historiske rejsemål over hele Europa, dele af Mellemøsten og Nordamerika. Priser/Oplysninger: Pris: kr. 16.910,- Galway's byvåben (1600-tallet) Specielt De britiske Øer har Ole Fournais' store interesse, og han har derfor udviklet og gennemført adskillige specialrejser ikke mindst til disse lande. Skotland og Irland har begge nogle fascinerende historiske facetter: dramatiske landskaber, øde hedestrækninger, betagende kyster, en spændende fortid, smukke slotte, bastante borge, harmoniske haver, pittoreske landsbyer og spændende kirker - og altid tillige med en række sagn Prisen inkluderer: Flyrejse København - Dublin - København. Halvpension (bestående af morgenmad og et hovedmåltid). Dog er dag 3, 7 og 9 med kvartpension. Bemærk venligst at der på 1. dagen blot serveres aftensmad. Overnatning på 4-stjernede hoteller i delt dob beltværelse med bad/toilet. De i programmet anførte transporter. Dragerservice på hotellerne. Samtlige udflugter inkl. entreer. Dansk faglig rejseleder (Ole Fournais). Dansk teknisk rejseleder. Bidrag til Rejsegarantifonden. Dansk og irsk statsafgift. Samtlige lufthavnsafgifter. Drikkepenge til chauffører. Lokale afgifter og skatter. Tillæg for enkeltværelse kr. 3.410,- Øvrige oplysninger For øvrige praktiske oplysninger se venligst vort Det med småt. PARK ALLÉ 5 DK-8000 AARHUS C TLF. +45 86 20 12 00 EMAIL: EIRBY@EIRBY.DK Teknisk arrangør: IIS A/S (www.iis.dk) - registreret i Rejsegarantifonden (nr. 1324) 16