Efterværn Behovet for støtte efter anbringelse Aftercare The need of support after foster care Natascha Schmidt Vejleder: Anette Falcher 2210. 7. semester. Gruppe nr. 15 29.05.13 Socialrådgiveruddannelsen University College Lillebælt Rapporten er udarbejdet af socialrådgiverstuderende ved Socialrådgiveruddannelsen i Odense, som et led i uddannelsesforløbet. Den foreligger urettet og ukommenteret fra skolens side og er således et udtryk for den (de) studerendes egne synspunkter. Denne opgave eller dele heraf må kun offentliggøres med forfatterens (forfatternes) tilladelse.
Indholdsfortegnelse Kapitel 1- Introduktion til projektet.1 1.1 Indledning.......1 1.2 Problemformulering......2 Kapitel 2- Videnskabsteori og metode...3 2.1 Afgrænsning....3 2.2 Videnskabsteoretisk perspektiv...3 2.3 Forforståelse....3 2.4 Empiri...4 2.5 Teori...6 Kapitel 3- Juridisk perspektiv...7 3.1 De juridiske rammer for efterværn...7 3.2 Diskussion af juridiske rammer.8 Kapitel 4- Centrale behov ved tidligere anbragte..10 4.1 Behov for støtte.10 4.2 Behov i økonomisk perspektiv.12 4.3 Behov i praktisk hverdag.15 Kapitel 5- Behovet for netværk og relation.16 5.1 Netværkets betydning ift. Uri Bronfenbrenner..16 5.2 Skolegang og job 17 5.3 Relationernes betydning ift. John Bowlby..19 Kapitel 6- Behovet for anerkendelse ift. Honneth...30 6.1 Krænkelse..32 6.2 Diskussion af ankerkendelsesteori... 33 Kapitel 7- Forbedring af efterværn.36 7.1 Tre delt efterværnsprincip...36 7.2 Handleplanen som metode under og efter anbringelsen...37 7.3 Forberedelse under anbringelse..37 7.3.2 Praktisk læren...37 7.3.3 Bevare kontakt til familie. 37 7.4 Forberedelse før fraflytning. 37 7.4.2 Relationer. 37 7.4.3 Praktisk fundament..38 7.4.4 Rettigheder og støtte...38 7.4.5 Job og uddannelse 39 7.5 Ved fraflytning..39 7.5.2 Lovpligtigt efterværn...39 7.5.3 Psykisk bearbejdning...39 Kapitel 8- Konklusion...40 Litteraturliste.41 Bilagsoversigt.43
1 Kapitel 1- Introduktion til projektet 1.1 Indledning Igennem denne opgave vil vi mødes af mange citater fra tidligere anbragte unge, som vidner om en belastet opvækst hos biologiske forældre, en senere anbringelse med forskellige udfald og ikke mindst de unges oplevelse af overgangen til en ofte kaotisk og forvirrende voksentilværelse med mange problemstillinger. Udtalelser som disse ligger til grund for opgavens nysgerrighed og undren som fordrer en belysning af de unges oplevelse og uvikling voksentilværelsen. I forbindelse med min praktikperiode hos Familieplejen Odense og i kursus for plejeforældre ved Nordfyns kommune, er jeg blevet opmærksom på genstandsfeltet af tidligere anbragte og deres udviklingsmuligheder i en voksentilværelse, heri med en speciel interesse i efterværnets eller mangel på samme betydning for denne proces. I denne opgave vil der forsøges at skabe et fornyet fokus på det, der socialpolitisk traditionelt kaldes "efterværn". Efterværn drejer sig om den del af det sociale arbejde, der ligger efter anbringelsen. Efterværn kan groft skitseres som de tilbud og den støtte, der gives til et barn eller en ung og familien efter hjemgivelsen eller udskrivningen. Dette vil sige, at efterværn er den afslutning på et døgnophold, der kan karakteriseres af forskellige faser: visitation, anbringelse, udslusning og efterværn. Det er karakteristisk for efterværnet, at det er et socialpædagogisk tilbud, som den unge kan vælge til eller fra, hvilket i sig selv er en ny situation for den unge. Efterværn har sin arena i en overgangsfase for den anbragte unge, der skal gå fra ét sæt af rammer i institution eller plejefamilie til den selvstændige voksentilværelse. Denne selvstændighedsproces, hvor den unge udvikler sig til kunne "tage over" på flere og flere områder, sker normalt i en kontinuert afpasset proces afpasset til den enkeltes udvikling og modenhed. For de fleste vil det være svært at spå en dato om, hvornår man er blevet voksen og klar til at begynde en selvstændig voksentilværelse. For de anbragte unge, er realiteterne dog ganske andre mod påbegyndelsen af livet som voksen. I deres forløb mod en voksentilværelse, er der derimod sat en præcis dato på, hvornår de betegnes som voksne. Denne dato markerer overgangen til at skulle begynde et liv udenfor de vante rammer på en institution eller plejefamilie og til at skulle begynde et voksent liv med egen lejlighed, praktiske udfordringer, økonomi osv. og ligeledes opleve det at stå på egne ben med et måske spinkelt netværk og følelsesmæssig utryghed. Forudsætningerne for at
2 klare denne overgang, er for de fleste unge udfordrende, men forberedt bedst muligt ved hjælp fra forældre og med visheden om at have nogen at kunne komme til "når det brænder på" og for eksempel økonomien strammer eller ensomheden melder sig. I de tidligere anbragtes verden er de som udgangspunkt opfattet som selvhjulpne og "voksne", når de når det 18. år. Denne grænse har det sociale system sat, som værende dem der har forpligtet sig til at tage sig af disse unge, hvor deres behov ikke støttes tilsvarende af biologiske forældre. Dette betyder at den sociale foranstaltning efter børne- og ungereglerne i serviceloven ophører. Undersøgelser viser dog, at det langt fra er tilfældet med alle unge at de er klar og at de unge ved denne periode i sit liv derved kan komme til at føle sig efterladte, svigtede og ensomme. Konsekvensen kan i denne overgang til voksenlivet være, at de ikke mestrer deres eget liv efter anbringelsen uden relevant voksenstøtte og udebliver denne, kan det have store konsekvenser for den enkelte og disse kan udvikle sig til potentielt udsatte unge med konsekvenser af ikke at kunne mestre uddannelse, arbejde, sundhed og boligforhold. I dette felt belyses, at der er forskel på kronologisk og funktionsmæssig alder. Dette problemfelt belyses ved de unges fortællinger om deres overgang til en voksen tilværelse og de tanker og oplevelser de havde dengang og hvordan de i dag reflekterer over forløbet. Alt i alt ser vi et billede af en gruppe unge mennesker, der på flere områder er sårbare, og som i en overgangsperiode har behov for støtte. Det ligger op til undersøgelse af efterværnsindsatsen og om og hvorledes den er væsentlig for at sikre, at de unge, og dermed hele den forudgående indsats, ikke tabes på gulvet. I tesen om, at mange anbragte unge har brug for voksenstøtte ud over det 18. år, er der forskellige muligheder at trække på. Dette gives der mulighed for via nogle lovmæssige rammer, der er skabt for at yde en særlig støtte til unge over 18 år, som vurderes at have behov for at få støtte i at skabe en god overgang til en voksentilværelse. Her kan der tilrettelægges forskellige efterværnsindsatser med juridisk hjemmel og socialrådgiverens vurdering af behov. I lyset af denne refleksion og diskussion vil jeg gerne give et billede af, hvorledes de unge oplever de muligheder og begrænsninger de har mødt i begyndelsen på voksenlivet, med eller uden tilbud om efterværn. Med udgangspunkt i ovenstående, vil min bachelors problemformulering se således ud: Hvilken konsekvens har manglende efterværn for tidligere anbragte og hvordan kan indsatsen forbedres?
3 Kapitel 2- Videnskabsteori og metode 2.1 Afgrænsning I min opgave har jeg valgt at begrænse målgruppen til tidligere anbragte unge. Jeg vil benytte betegnelsen "unge" om denne målgruppe, som vil strække sig fra ca. det 16. år og op. I denne målgruppe ligger et fokus på brugerperspektivet af foranstaltningen, sådan at de unges oplevelser og vurderinger af et efterværnstilbud eller mangel på samme bliver gjort til genstand for nærmere undersøgelse. Jeg har fravalgt vinklen fra socialrådgiverens side, grundet opgavens omfang og herved arbejdet mere i dybden med den unges oplevelse end ved et tvunget mere overfladisk niveau ved todelt perspektiv. Ud fra de unges perspektiv, vil jeg herved prøve at inddrage de aspekter af efterværnsbegrebet, de finder virkningsfulde og vigtige eller hvad de har haft af umødte behov og prøve at tegne et billede af, hvordan en mulig forbedring på efterværnsområdet kunne tegne sig og inspirere til nye tiltag. 2.2 Videnskabsteoretisk perspektiv Jeg vil i dette afsnit redegøre for projektets metateori, opgavens metodiske tilgang og dataindsamling og hernæst teoretisk inspiration. Projektets metateori vil have karakter af at det omhandler et socialt felt, hvor det her især kan vise sig svært at vægte helt til enten en dogmatisk eller relativistisk retning i sin analyse af empiri og teori. Jeg vil bevæge mig i zonen mellem disse to yderpunkter, hvori jeg heller ikke søger at finde én absolut sandhed på opgavens refleksioner, ej heller at alle sandheder er lige gode eller lige dårlige. Jeg vil her befinde mig i en optik af, at nogle sandheder dog vil forekomme mig mere sandsynlige end andre i mine analyser af empiri og teorier, og stræbe efter en vis verifikation (Thurén, 2008, s. 7-15.) Herved ses ikke kun på aktører eller strukturer, men fastholder at aktører konstruerer den sociale virkelighed. Denne beskrivelse sammenholdt med et systemteoretisk perspektiv af Uri Bronfenbrenner og en psykodynamisk overskygning, danner indgangen til opgaven. 2.3 Forforståelse For at kunne opstille en form for hypotese om at efterværn eller mangel på samme har en virkning i de unges overgang til voksentilværelsen og afprøve denne i form af min empiri samt allerede foretaget empiri, må jeg forud for min hypotese i sin naturlighed have dannet en vis forforståelse af området. Forforståelsen er en vigtig del at gøre sig bevidst, idet man bevidstliggøre for sig selv og projektets læsere, hvilken måde verden herfra opleves på. Forforståelsen i ens bearbejdning af empiri og teori må ikke være rettesnor for en søgning
4 efter et bestemt resultat på en hypotese etc., men det vil i sagens karakter give en vis valg af den vægtning, man tilskriver de forskellige forklaringer og perspektiver og ligeledes valget af teoretikere, der vurderes relevante. Samtidig vil ens forforståelse have stor indflydelse på den måde man udformer sin empiri, i mit tilfælde hvilke spørgsmål jeg vælger at stille mine interviewpersoner og herfor en vægtning af hvad der er vigtigt at få belyst. Dog vil jeg her søge at stille spørgsmål, der også udfordrer min forforståelse og viser et så objektivt billede af området som muligt. Man vil her i en form for hermeneutisk cirkel, kunne skitsere hvor tekstens forfatter befinder sig på niveau af det vekselspil der er mellem erfaring og forforståelse og om hvorvidt tekstens forfatter og tekstens læser befinder sig på samme erfaringsgrundlag eller befinder sig på forskellige niveauer af (ny)vundne erfaringer og derved en mulig revidering af opfattelse. Dette vil kunne bygge en form for spiral, som udvides hver gang man drager sig nye erfaringer og revurderer sit syn (forforståelse), men man vil dog ikke vil kunne finde en endegyldig slutning, deraf ordet spiral. Herved håber jeg dog, at jeg og læseren i arbejdet med dette projekt netop følger sådan en form for spiral, hvortil man overvinder fordomme og udbygger en bedre forforståelse, bygget på de erfaringer opgave processen har givet. (Thurén, 2008 s. 66-70). Jeg går ind i opgaven med en bevidsthed om at forklaringer herfor ikke er induktive og højst sandsynligvis også bunder i et hypotetisk- deduktivt perspektiv med adskillige årsagsforklaringer, som dog ville være for omfangsrigt at indfange i opgavens tids og omfangsramme. Med dette i mente, vil jeg dog beskæftige mig og undersøge feltet med en forforståelse af at efterværnet spiller en afgørende rolle i den unges muligheder og udvikling, mod og undervejs i en voksentilværelse. Afslutningsvis vil mit udgangspunkt og arbejdet med opgaven i teori og empiri, udover at være præget af en vis metateori som overordnet niveau, også være præget af et perspektiv præget af en modeltænkning af både psykodynamisk og systemteoretisk tænkning, som det sociale felt ofte præges af aktuelt. (Andersen, 2007 s. 7-9). 2.4 Empiri Jeg har valgt at foretage en kvantitativ spørgeskemaundersøgelse med overvejende brug af åbne spørgsmål kombineret med lukkede hos Baglandet i Ålborg og Århus. Her vil jeg belyse de unges oplevelser og tildeling (eller mangel på samme) af efterværn, dets virkning og deres tanker om forbedringer ved deres udtalelser og Tabukas udtalelser. I sådanne spørgeskemaer, kan det dog være vanskeligt at bearbejde data statitistisk og her vil jeg benytte b. la SFIs undersøgelser til et mere statistisk overblik og sammenholde denne med min empiri. Jeg har valgt at benytte Baglandet i Ålborg og Århus, som er en frivillig efterværnsmulighed, hvor de
5 unge mødes i netværk af tidligere anbragte til forskellige aktiviteter, bl.a. spisning om aftenen, højtidsarrangementer etc. Jeg er bekendt med at denne målgruppe udgør netop en gruppe af unge, der højst sandsynligvis ikke har eller har haft et stærkt netværk, idet de netop er brugere af baglandet af mangel på samme. Denne kendsgerning vil naturligvis have en konsekvens for de oplysninger de fremkommer med og derved den videre analyse. For at kunne skabe et komparativ til dette, ville man kunne foretage samme undersøgelse hos de tidligere anbragte, som havde modtaget efterværn og i dag ikke så behov for at benytte et efterværnstilbud. Dette ville dog kræve, at man havde adgang til lige så stort et antal mennesker heri og et sådan "samlingssted", hvor disse kunne findes, har virket usandsynlig, uden at undersøgelsens tidsforbrug langt ville overstige, hvad der var muligt for projektet. Jeg har valgt at udføre interviewene hos Baglandet, da de her har mulighed for at svare på de samme spørgsmål og herfra kan sammentrækkes hvilke tendenser, der kan være komparative, dog med vished om at sådanne undersøgelser altid vil belyse problemfeltet meget forenklet. De svar vi kan finde i undersøgelsen, vil kunne bære præg af en selvfølgelig subjektiv vinkel, men også af et narrativt perspektiv, idet spørgsmålene i undersøgelsen henviser til et bestemt handlingsforløb, som har betydning for respondenten og belyses i den vinkel, at det er ud fra respondentens subjektive vinkel at historien fortælles og forstås (Kvale & Brinkmann, 2008 s. 175-176). Jeg vil supplere min kvantitative undersøgelse med en mere uddybende kvalitativ optik i form af citater fra Tabuka, som er en samling af tidligere anbragtes unges erfaringer med at være anbragt og forslag til forbedringer. Den viden vi får herfra, kan ikke karakteriseres som litteratur af forskningsmæssig karakter, men er værdifuld, fordi det er en af de få steder, hvor unge selv giver udtryk for deres oplevelser af livet, både under og efter anbringelsen og dermed også af det efterværn de har fået tilbudt af kommunen eller mangel på samme og dets konsekvenser. Havde opgaven være mere omfangsrig, kunne en videnskabsteoretisk metode være at afprøve forskellige hypoteser i en hypotetisk deduktiv præget metode. Jeg har gjort mig den refleksion at det ydermere kan påvirke respondenterne, at jeg kommer fra et perspektiv, hvor de måske kan fornemme min forforståelse eller hypotese om at der ikke tilbydes nok efterværn og hvordan det påvirker deres svar. Jeg kan være med til at påvirke dem i troen på at efterværnet eller mangel på samme, kan være årsag til evt. dårlig påbegyndelse af voksentilværelse, og udelukke andre muligheder, som man kunne have afprøvet ved en hypotetisk deduktiv metode.
6 2.5 Teori Til trods for det mangelfulde forskningsfundament på området, er der dog undersøgelser fra b. la Danmarks statistik og SFI som jeg vil benytte i opgaven. Jeg vil dog i nogle tilfælde, benytte mig af engelske studier, hvor de for eksempel siden midten af 1970 har foretaget kvalitative studier, som øgede opmærksomheden på de problemer, som unge stod overfor når de forlod et anbringelsessted. Heri har de ligeledes gennem mere systematiske undersøgelser lavet komparative undersøgelser af unge med almindelig familiebaggrund og tidligere anbragtes. Med dette engelske forspring, kan de supplere den danske forskning på området. For at have et fælles udgangspunkt og forståelsesramme af begrebet efterværn, har jeg valgt at indlede opgaven med et juridisk afsnit, som herved tegner et billede af de rammer der er for at iværksætte efterværnsforanstaltninger og herefter en diskussion om hvad disse rammer sætter af begrænsninger og muligheder. Havde opgavens omfang tilladt det, kunne det her have været interessant at tilrettelæge et perspektiv fra (sam)arbejdet ved B&U - og voksenforvaltningens, ideelt tværfaglige, praktisering af forvaltningen med den juridiske hjemmel og hvorledes de navigere i dette felt. Som systemteoretisk forståelsesramme har jeg valgt at benytte Uri Bronfenbrenners økologiske udviklingsmodel, som senere teorier kan skitseres op imod og som forklaringsmodel i belysningen af de forskellige sociale arenaers og netværkets betydning ift. den unges udvikling og færden. I Bronfenbrenners forståelse kan vi herved belyse relationers gensidige påvirkning i både et barns og den unges udviklingsforløb. Jeg har valgt at benytte psykoanalytiker John Bowlbys teori om tilknytning til brug for at beskrive en forståelse af bevarelse af tilknytning under og efter anbringelse, som mulig vigtig del af et efterværnets sigte. Bowlby psykoanalytiske teorier om tilknytning er vigtige, idet de kan give os en forståelse af og forudsigelse af betydningen af svigt og adskillelser hos børn og unge i deres udvikling. I denne optik, kan vi her få en forståelse af hvad tilknytning og brud på denne, kan medføre af konsekvenser for den unge, hvis dette er tilfældet i overgangen til voksentilværelsen. Jeg vil benytte Axel Honneths ankerkendelsesteori med de tre anerkendelsessfære, som en teori, der belyser og sammenholder de tre vigtige områder, jeg har beskæftiget med gennem opgaven og her sammenfatter dem i en analyse, som på et abstrakt og teori fundamenteret niveau som ifølge Honneth, forklarer menneskets behov for anerkendelse i tre sfærer, for at kunne blive et selvstændigt menneske.
7 Kapitel 3- Juridisk perspektiv 3.1 Juridiske rammer for efterværn For at tydeliggøre de juridiske rammer for opgaven, som har betydning for de unge samt socialrådgivere og andre faggrupper i feltet og relevant for denne opgave, skal vi beskæftige os med lov om social service (herefter kaldet serviceloven) kapitel 12, som her sætter rammerne og reglerne for hvilke muligheder kommunalbestyrelsen har og skal tilbyde den unge ved fraflytningen for at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse, med fokus på at understøtte den unges mulighed for uddannelse og beskæftigelse samt andre væsentlige forhold, som fx anskaffelse af selvstændig bolig. Jeg vil ved hjælp af en juridisk gennemgang af lovgivningsområdet og udviklingen på dette, prøve at tegne et billede af hvilke juridiske rammer, der er for at kunne planlægge og udføre former for efterværn på et makroniveau. I dette kapitel vil jeg tegne den historiske udvikling på det juridiske område ift. efterværns begrebet og udviklingen op til i dag. Begrebet efterværn stammer fra langt tilbage og opleves i det gamle "børneværn", som var gældende før bistandsloven trådte i kraft i 1976. I bistandsloven forsvinder en egentlig paragraf for efterværnsmuligheder, da man tænker at bistandslovens med dens helhedsorienterede tænkning implicit indeholder så gode muligheder for at støtte socialt vanskeligt stillede voksne, at en decideret paragraf eller juridisk begreb var unødvendig. Selve praktiseringen af efterværn findes dog stadig i praktikerfeltet, men hensygner og i midt/slut 1980'erne vises et billede af at de unge ikke har fået stillet de støttemuligheder, de havde behov for, til rådighed. I 1998 bliver bistandsloven erstattet med idags gældende servicelov og her finder vi i revideringen i 2001 (servicelovens kapitel 9a- 62 a og b) lovændringer på efterværnsområdet, som tegner den gældende juridiske definition af efterværn. Her gav det mulighed for kommunerne at etablere det såkaldte efterværn for tidligere anbragte i alderen 18-22 år; altså en forsat støtte til de unge inden for rammerne af serviceloven efter deres fyldte 18 år i målet om at den unge skal udvikle sig til at kunne klare sig selv. Når et barn anbringes på institution eller plejefamilie, udarbejdes en handleplan med formålet for anbringelsen. Når formålet er opnået, eller du fylder 18 år, slutter anbringelsen som udgangspunkt ved at blive hjemgivet eller flytte for sig selv. Denne handleplan følger den anbragte gennem anbringelsen og skal her også et halvt år før det fyldte 18 år. revideres og det er lovpligtigt at tage stilling til, om der er brug for støtte efter det fyldte år 18 og anbringelsen ophører og indtil det fyldte 23 år. Denne opgave løses som oftest i samarbejde
8 mellem den unge og sagsbehandleren og skal tegne et billede af det evt., behov for videre støtte efter det fyldte 18 år samt hvilke behov og hvordan disse bedst imødekommes. Mulighederne for at tilrettelægge støtten til den unge, hvis det anses nødvendigt og den unge er indforstået hermed, findes i servicelovens 76 stk. 1-4 (og i vejledningen 399-402) og indeholder følgende: 1) at døgnophold, jf. 55, på et anbringelsessted, jf. 66, opretholdes, 2) at udpege en fast kontaktperson for den unge, jf. 52, stk. 3, nr. 6, 3) at etablere en udslusningsordning, jf. 55, i det hidtidige anbringelsessted og 4) at tildele andre former for støtte, der har til formål at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge. I gruppe 1 beskrives at et døgnophold kan opretholdes ved behov. Dette giver muligheden for at den unge kan blive boende på anbringelsesstedet eller flytte på et nyt opholdssted og opholdet herved forlænges efter man er fyldt 18 og til det fyldte 23. år Gruppe 2 beskrives, at der kan iværksættes en kontaktpersonsordning, hvor den unge således kan få en kontaktperson eller personlig rådgiver, som kan støtte om et behov for praktisk hjælp og/eller psykosocial hjælp. I gruppe 3 har man muligheden for en såkaldt udslusningsordning. I dette ligger, at den unge har mulighed for at komme på sit tidligere anbringelsessted i kortere perioder, eksempelvis ved ferier, højtider etc. I grupperne kan man således også kombinere de forskellige foranstaltninger ved behov, som eksempelvis med at opretholde en anbringelse i en bestemt periode, for herefter at tildele eksempelvis en kontaktperson. (Servicestyrelsen, 2007, s. 1-4). Indenfor disse fire beskrevne grupper, ligger der en teoretisk mulighed for det fleksible efterværn for den unge. Her kan den unge fortryde en frasigelse af efterværn eller tilvælge en foranstaltning (igen), hvis behovet skulle opstå, indtil det fyldte 23 år. Her kan man også skifte mellem de forskellige støttemuligheder eller som beskrevet bestå af flere samtidig, alt afhængig af behov. 3.2 Diskussion af juridiske rammer I disse rammer ser vi hvordan efterværnets hjemmel på samme tid kan indeholde en fleksibilitet med både fordele og konsekvenser. Der ligger teoretisk en stor fleksibilitet i at man kan kombinere de forskellige foranstaltninger tilpasset til de enkelte unge. Jeg vil senere i opgaven beskæftige mig med hvilke behov den unge kan have for støtte, og her vil en kontaktpersonsordning virke som en mulighed for god støtte til den unge, idet der her ligger
9 både muligheden for den praktiske hjælp (økonomi, bolig etc.) og således også et relations og omsorgsgivende element. Dog kan vi se i de unges citater, at de i mange tilfælde dog ikke oplever denne støtte som profiterende. Heri kan forklaringen være, at en tildeling af kontaktperson ikke behøver være tilrettelægges sådan, at det er til en person, man i forvejen har dannet en relation til, men vedkommende kan ligeledes være fra kommunens korps af i forvejen tilknyttede kontaktpersoner. Herved oplever den unge at de, i en forvejen omvæltende periode med flytning etc., skal til at forholde sig til en fremmed og danne tilknytning/relation hertil, for at kunne profitere af en sådan støtte i virkelig grad. Vi vil senere beskæftige os med de unges muligheder og begrænsninger indenfor relations- og tilknytningsdannelse. Herved kan de unge opgive denne mulighed med følelsen af at de ikke kan bruge denne hjælp, især ikke på det omsorgsgivende, relations nærværende og sociale plan, som vi vil se, oftest er det mest udtalte behov for den unge. Jeg vil her beskrive den lovpligtige handleplan og revidering af denne før det fyldte 18 år, som fundament for tilrettelæggelsen af evt. efterværn og klargørelse af den unge, både praktisk og mentalt, på at de skal til at træde ud i en ny form for tilværelse. Denne handleplan skal sikre en god basis for en positiv overgang til voksenlivet med egen bolig etc. og sikre at de unge ikke bare bliver "kastet" ud i virkeligheden uden overvejelser på dette forløb, skabt i samarbejde mellem den unge, sagsbehandler og/eller institution. I dette felt var der ligeledes bred enighed fra politisk side fra både V, S og SF om at der skulle være øget fokus på denne vigtige instans, for netop at sikre den ung ikke oplevede fra den ene dag til den anden at stå alene i sit liv (information, 2012, s. 1-2). Denne forudsætning givet indtryk af en faglig god tilgang fra den professionelle overfor den unge, i at støtte dem i denne overgang. Desværre ses set dog at denne paragraf brydes i mange tilfælde med konsekvenser for den unge. Socialpædagogernes landsforbund har i denne forbindelse spurgt en række opholdssteder og institutioner, hvorvidt kommunen har foretaget de foranstaltninger, der skal til, for at den unge kan få en blid overgang ind i en udfordrende voksentilværelse. Her ses det, at 44 % af de 242 opholdssteder oplyser, at kommunerne "i ingen" eller " i nogen tilfælde" har udarbejdet den nødvendige og lovpligtige handleplan for den unge et halvt år forinden. Her vil de unge i så fald opleve konsekvensen af, ikke at vide, hvad der skal ske og hvordan, når de fylder 18 år og som udgangspunkt skal forlade anbringelsesstedet. Ligeledes svarer 29 %, at "de færreste" eller "ingen" af de unge får efterværn efter de er fyldt 18 år. I forbindelse med denne erfaring, finder landsforbundet det ikke tilstrækkeligt, at det er op til kommunen at
10 vurdere hvorvidt efterværn er nødvendigt, men at det er nødvendigt med en lovændring til at efterværn skal være lovpligtigt, som handleplanen er det i dag. (Ibid.: s. 2.) Dette er nogle eksempler på, hvorledes den juridiske ordlyd efterlader en optik af mulighed for godt og fleksibelt efterværn for at støtte den unge. Men i selve praksis feltet, opleves ikke at den juridiske forpligtigelse overholdes med konsekvens for den unge, som jeg senere vil nærmere beskrive. I denne fejlbehandling ligger ikke bare en juridisk forpligtigelse, men ligeledes at den bunder i en etisk forsvarlig behandling af de unge, som ikke overholdes og et niveau i selve efterværnsfeltet og overgangen mellem et børne- og unge forvaltning til en voksenforvaltning for den unge, som ligeledes er mangelfuld og som begrundes af praksisfeltet med et økonomisk perspektiv, da en placering i voksenafdelingen omhandler en mindre omfattende behandling og er økonomisk billigere at have den unge i. (Drevsfeldt, 2009, s. 2). Ligeledes opleves også, at målet om bedre overgang til voksentilværelsen, vanskeliggøres af et mangelfuldt eller ikke eksisterende samarbejde mellem børne- og unge forvaltningen og voksenforvaltningen (Espersen, 2004, s. 9) Således er denne praksis, som for de fleste forvaltninger, en del af en presset arbejdssituation hos socialrådgiveren, som udtrykkes af socialrådgiverne ved en oplevelse ikke at have tidsmæssig eller økonomisk overskud til at efterleve den juridiske forpligtigelse om handleplan eller en etisk forpligtigelse i støtte om efterværn i overgangen. Kapitel 4- Centrale behov for tidligere anbragte 4.1 Behov for støtte Som indledningsvis beskrevet, er opgavens forforståelse at unge, der kommer fra en anbringelses baggrund kan have brug for yderligere støtte, når de ved det 18. år grupperes som voksne i det sociale system og derfor som udgangspunkt skal påbegynde en selvstændig voksentilværelse. Hertil underbygges at den gruppe unge ofte er bærere af belastninger som et spinkelt netværk, psykiske problemstillinger etc. Herudover kan denne overgangsfase for de fleste unge, anbragte som ikke anbragte, medføre følelsesmæssige belastninger som ensomhed, isolation og ligeledes behov for hjælp til praktiske og økonomiske problemstillinger. Nedenstående citat fra Ingelise vidner om dette behov og en praktisk og følelsesmæssig mangel samt viden om rettigheder og mulighed for støtte; "..Så blev der mere eller mindre cuttet for kontakten til institutionen og de andre børn Det var nærmest traumatiserende. Lige pludselig fra at føle sig ensom, følte jeg mig bare mere
11 end ensom. Hvad fanden skulle jeg gøre? Jeg endte i den situation, at jeg flyttede fra kostskolen som 18-årig...og jeg anede ikke en skid om, hvilken hjælp jeg kunne bede om. Så havde jeg selv skaffet mig et lille værelse, hvor jeg havde tre kopper, tre skeer og tre knive, og så havde jeg lånt en madras og noget sengetøj af en veninde. Og sådan boede jeg i et halvt år, hvor jeg brugte papkasser fra Brugsen til bord og sådan nogle ting." (Nielsen, 2005, s. 357.) Her beskrives både en situation, hvor der er belastninger for den unge i form af økonomi, praktisk hjælp og en følelsesmæssig situation, som beskrives som traumatiserende. I alle punkter søges et behov for hjælp til disse udfordringer, men den tidligere anbragte er ikke hjulpet fra anbringelsesstedet til at vide, hvor denne hjælp skal søges og hvordan. Ser man på billedet af anbringelser og deres ophør, vises der et statistisk billede, hvor der i 2002 var 3.261 unge i alderen 15-22 år, der ophørte med at være i anbringelse, og her er det bemærkelsesværdigt at 35 % af disse, kun er mellem 15-17 år, og allerede her ophører med at være i anbringelse. Heraf er 53 % i alderen 18-19 år og 12 % 20-22 år. Det betyder herved, at ved det fyldte 19. år, er 88 % af de unge udskrevet fra anbringelse. Sammenholdes dette med at andre unge som ikke har været anbragt, stadig bor hjemme ved det fyldte 19. år, tegnes der en forventet meget tidlig overgang til voksentilværelsen for de anbragte unge. Her forventes det da, at de unge er parate til at klare udfordringer i egen bolig, men de unge beskriver at de ikke har følt sig klædt på fra pædagoger, plejeforældre etc. til at kunne klare disse udfordringer vellykket og det kan have store konsekvenser for dem. (Danmarks statistik, 2003, s. 1-12). Man kan i denne optik sige, at unge med almindelige opvækstvilkår, bliver i stor udstrækning boende hjemme udover det 18. år, mens den unge med problematiske opvækstvilkår, kan tvinges til at flytte fra det anbringelsessted, der har været deres hjem. Hertil kommer, at unge i almindelighed ikke flytter endegyldig fra hjemmet og forældrene. Her er det ofte muligt at flytte hjem igen, hvis det bliver nødvendigt af økonomiske grunde, mangel på bolig eller af helt andre årsager. Herudover bruges forældrene som oftest også regelmæssigt, selvom man ikke bor hos dem mere. Her inviteres til familiesammenkomster, der er mulighed for at få råd, når der opstår problemer, der er almindelige besøg osv. Her er ikke tale om en afbrydelse af forholdet og kontakten, som det oftest er tilfældet ved de tidligere anbragte. De tidligere anbragte unge oplever også, hvorledes de er mere sårbare overfor svigt efter flytningen. Bruddet her kan opleves stærkere af anbragte børn, som allerede har et svigt bag sig, da de blev anbragt væk fra forældrene, og påpeger her en større sårbarhed overfor nye svigt,
12 som Dennis i dette citat udtrykker; "Normale børn, når de kommer ud fra hjemmet, så har de alligevel en vis ballast, som er bygget på, at det er deres biologiske forældre, som har opdraget dem. De ved, de er knyttet sammen. Så derfor tror jeg, at hvis de svigter på det tidspunkt, så er det svigt, ligesom alt muligt andet er svigt Hvis man har boet i pleje hos nogle, hvor man ikke har følt nær så meget kærlighed eller den umiddelbare kærlighed, og man så kommer ud derfra, så er man endnu mere svigtet Man er meget mere sårbar over for svigt" (Nielsen, 2005, s.345-346). 4.2 Behov i økonomisk perspektiv I citaterne fra de unge tegnes et billede af en økonomisk svær situation, som mange tidligere anbragte unge oplever at befinde sig i. Her oplever de, at de ikke er blevet oplyst om deres mulighed for b. la ekstra støtte, og de oplever at de har måttet leve under en lavere standard end andre unge, b. la fordi de kommer ud fra anbringelsen med meget dårligt eller slet intet boliginventar. Sammenligner vi de skandinaviske lande, her Danmark og Sverige med for eksempel England, ser man dog at vi til forskel her ikke på samme måde oplever den form for decideret hjemløshed, som de tidligere anbragte i England oplever (Olesen, 2003, s. 7). Vi kan her i citaterne i Tabuka og mit empiri tilegne os et billede af, at det mest er de følelsesmæssige omkostninger, der er sværest i flytningen til egen bolig med ensomhed, isolation etc. Citaterne viser dog tydeligt her at de unge kæmper med en følelsesmæssig ballast i form af ensomhed og isolation i boligerne (Espersen, 2004, s- 23). Hjælpen i lidt boligudstyr og ligeledes at "få pakket en opstarts kasse" til at skulle flytte hjemmefra, opleves her også som et omsorgsgivende element eller svigt, hvis denne hjælp udebliver, som Majbrit oplevede i hendes flytning; " Jeg synes, det gjorde mest ondt, at jeg ikke kunne få nogen bolighjælp hjemmefra. Når man hører andre, så har de fået en børneopsparing. Jamen jeg kan græde over det Så har forældrene købt en lejlighed eller andel og hjulpet dem som det naturligste i verden. Og hjulpet med lidt møbler. Og far kommer og sætter køkkenet i stand. Det gør sgu ondt, når man sidder helt alene og der bare ikke er nogen." (Nielsen, 2005, s. 351). En succesrate i det samfundsøkonomiske og politiske perspektiv, er at den unge kan opretholde en selvstændig forsørgelse ved job eller uddannelse og er uafhængig af offentlig
13 støtte. Her ser vi dog et andet billede af de tidligere anbragte, hvor mange lever på overførselsindkomster og derfor må leve af offentlige ydelser på lavt niveau. De unge oplever, at de ikke har fået oplyst deres muligheder for ekstra støtte og at de har måttet leve under en lavere standard end andre unge, som Julie beskriver i dette citat; " Økonomien spiller en enormt vigtig rolle, selvom det er grimt, at den får lov til det. Men det er jo klart, når man bor alene og er flyttet fra sin institution og kan se sine jævnaldrende gå i butikker og købe tøj og tage i byen Der skulle være de samme muligheder for, at vi får lov til at prøve at være unge." (Nielsen, 2005, s. 356). Man ser at der er fælles tendenser i at de unge oplever problemer, når der drejer sig om økonomi. Der er dog stor variation i, hvor stort problemet opfattes af den enkelte. Man kan dog betragte denne problemstilling i lighed med en stor del af den danske ungdom, at de har en følelse af kronisk mangel på penge. Forskellen kan dog være, om det er et problem, der fylder mere i hverdagen for den tidligere anbragte end andre unge og øger deres afhængighed af systemet, og måske dermed kan medvirke til personlig uselvstændighed og mangel på ansvar for egen økonomi. Der er her tale om unge mennesker, der har forladt en institutions verden/plejefamilie, der blandt andet er tryg ved at økonomien styres af andre. Her er det kendetegnende, at de unge ikke selv har et økonomisk ansvar ud over lommepengestadiet. Basale udgifter til for eksempel kost, husleje og regninger skal de ikke tænke på og forberedes som oftest heller ikke til at kunne klare disse praktiske færdigheder. De oplever det for eksempel som en stor overraskelse, hvor mange penge de skal bruge på boligudgifter og flere af dem er derfor kontinuerligt på jagt efter en billigere og bedre bolig. Så den erfaring de har omkring økonomi og starter ud med i voksentilværelsen, er at de penge de får, kan bruges på privatforbrug uden nogen form for faste udgifter. Når de så flytter fra institution/plejefamilie, flytter de også fra det økonomiske sikkerhedsnet i hverdagen, som andre unge også gør. Forskellen fra de anbragte og de andre unge, falder her igen på det netværk de står med som unge voksne. I modsætning til deres jævnaldrende, har disse oftest et sikkerhedsnetværk i form af familie og venner, mens de unge tidligere anbragte klarer sig selv. Hvis de ikke betaler husleje, er der ingen der kommer og hjælper, og de har ingen seng at sove i, som yderste konsekvens. For størstedelen af de unge, har de også oplevet at selve etableringsudgifterne til egen bolig, har haft et omfang, der har været svært at magte økonomisk, idet de ikke har fået lidt økonomisk hjælp med hjemmefra, lavet en opsparing eller er bevidste om dette før flytningen. I dette felt er der behov for relationer, fra familie
14 eller evt. frivillige netværksorganisationer, som kan træde i stedet og hjælpe den unge i den pædagogiske opgave med at få etableret et privatøkonomisk system, den unge selv kan forstå og håndtere og derved igangsætte og herefter selv styre en selvstændig udvikling på dette felt også. Ift. bolig kan man drage en mulig parallel til de anbragtes spinkle netværk og deres begrænset mulighed for at skaffe sig adgang via disse til det private boligmarked. Herved er de unge henvist til at finde boliger gennem de almene boligselskaber eller ved at købe egen bolig. Og som beskrevet, tegner der sig ikke et billede af, at der i det professionelle netværk af for eksempel pædagoger eller plejeforældre, tages hånd om at få tilmeldt de unge i god tid i en boligforening. Med tanke på undersøgelserne af, at mange tidligere anbragte, befinder sig på overførselsindkomst, vil muligheden for at købe egen lejlighed være meget usandsynlig. Her indsnævres boligmulighederne for de unge sig herved til at benytte sig af de lejligheder i almene boligforeninger osv. som er ledige/ikke kræver venteliste og kvaliteten af disse er nok varierende. I nogle tilfælde kan opleves at de unge er blevet tilkendt revalidering, som har givet dem et meget større økonomisk råderum og som det udtales i Tabuka, giver en større frihed og mulighed for at slappe af og leve livet på en god måde. (Nielsen, 2005, s. 356). Som en god støtte til de unge, fortæller de at nogle af dem, har fået god hjælp gennem frivillige organisationer som de 4 årstider og Baglandet. Her er der voksne, der har givet praktisk hjælp til økonomi, forsikringer etc. og også her blevet vejledt i de muligheder der er for at søge støtte fra kommunen til for eksempel køb af møbler og andet "opstarts udstyr". Der nævnes ikke, at pædagoger eller plejefamilie har været inde over og hjulpet med denne form for vejledning i de fleste tilfælde. Som modspil til diskussionen, opleves også unge, som omfatter systemet og støttemulighederne fra en anden vinkel, som Katrine her udtaler; Man skal passe på, at man ikke får de unge til at fralægge sig alt ansvar for deres eget liv, så kommunen bare styrer det hele Det er en hårfin grænse, for det bliver meget til: "Ja, jeg har ret til, og du har pligt til." Og med "du", mener jeg kommunen eller pædagoger. (Nielsen, 2005, s. 356) Her ses perspektivet af en beskrivelse af en hårfin grænse af at den unge skal anerkendes i at modtage støtte ved behov og hjælpes godt på vej, men også at den unge selv er ansvarshavende for eget liv, såvel som ikke anbragte, og at der skelnes mellem grænsen af at
15 få ved reelt behov, men også en optik af at denne grænse kan overskrides og det at have ret til hjælp, ikke skal overtage ansvaret for eget liv. Men behovet for vejledning omkring økonomi og bolig er altoverskyggende i de unges oplevelse af begyndelsen på voksentilværelsen. Som Storm udtaler her, kan den manglende praktiske erfaring og viden have konsekvenser; " Så kommer der en regning ind af døren. Jeg tænker ikke mere over det, tager den og løfter den over i skraldespanden. ( ) selvangivelsen jeg aner ikke en skid om den. Når den kommer ind af døren, så kigger jeg: Nå, det er en af dem igen. Så lægger jeg den. Så jeg ved, det er noget jeg skal gemme. Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal bruge den til. (Nielsen, 2005, s. 357.) 4.3 Behov i praktisk hverdag En anden praktisk foranstaltning, som de unge finder svært, er selve hverdagens (små) udfordringer, som Karen her udtrykker et behov for; " Jeg har aldrig nogensinde i min barndom været med i køkkenet og lavet mad. Så jeg er håbløs i et køkken. Min ældste dreng fik pulverkartoffelmos, da vi flyttede i lejlighed, fordi jeg ikke vidste bedre...og han blev bollefed Jeg er blevet lidt bedre, men jeg synes, det var en stor mangel. Og det kan jeg se stadigvæk i dag". ( Nielsen, 2005, s. 346). Her er der igen udtrykt et behov, for at blive klædt bedre på til at kunne klare hverdagens udfordringer. Her efterspørges en indsats fra pædagoger og familieplejere til at lære børnene det ansvar, at børnene lærer at håndtere alle de forhold, de selv senere skal klare. Her efterspørges en rolle fra de professionelle, som en "almindelig" forælder ville påtage sig og agere indenfor for at sende sit barn godt på vej. Der kan være tale om at melde børnene ind i et boligselskab, lære dem at lave lidt mad, lægge et budget, tegne forsikringer osv. Denne praktiske færdighed med b. la at lave mad, praktiseres på nogle institutioner. Her oplever de unge at lære at tage ansvar for eget liv og blevet forberedt på eksempelvis madlavningen, som Mona har oplevet som en god hjælp; " Der hvor jeg boede, havde vi simpelthen madlavning en gang om ugen, altså én sammen med køkkendamen. ( )Det var simpelthen fra 8 års alderen, så du blev kastet ud i det. (Nielsen, 2005, s. 346)
16 Ser man på andre praktiske færdigheder, så som husholdning, budgetlægning, kontakt til myndigheder osv., udgør dette et større problem for mange af de unge. Den danske forskning på området er ikke uddybende, så vi må trække på undersøgelser fra England. Her vises at dette problem fylder meget for de unge og at det især er centralt ved døgninstitutioner. Her udtrykkes en usikkerhed fra de unge over at skulle stå for en husholdning. De oplevede, at det var et stort ansvar at skulle forvalte deres egne penge, idet de ikke havde lært at lægge og overholde et budget eller håndtere økonomi under deres anbringelsesforløb (Olesen, 2003, s. 7). Kapitel 5- Behovet for netværk og relation 5.1 Netværkets betydning ifølge Uri Bronfenbrenner Udviklingen af relationer sker i et systemteoretisk perspektiv og belyses af forskeren Uri Bronfenbrenner og hans anvendte teori om udviklingsøkologi. I denne teori beskrives menneskers udvikling, hvor det antages at, individet udvikles i samspil med sine omgivelser. Heri sker der en udveksling eller interaktion mellem individet og forskellige faktorer i omgivelserne, som så påvirker såvel individet som omgivelserne. Her er det ikke er nok at erkende, at der eksisterer en sammenhæng mellem de forskellige niveauer. Her er det muligt at undersøge samspillet mellem individer og det omkringliggende samfund i hverdagslivet og derved afdække den konkrete betydning af et individs interaktion med de omgivende arenaer. Denne teori er velegnet til at afdække belastningsfaktorer i børnenes liv og placere og kategorisere belastningsfaktorer i forhold til de forskellige arenaer. Heri bliver det da påviseligt, hvor man skal sætte ind med ressourcer eller støtte, hvis man vil beskytte børnene eller den unge i forhold til ophobning af belastningsfaktorer, som truer deres udvikling eller finde beskyttelsesfaktorer i relationerne, som senere beskrives metodisk i samme princip vha. netværkskort. Ifølge Bronfenbrenners teori indgår individet i interaktion med det omgivende samfund på fire niveauer: mikroniveauet, som omhandler det helt nære miljø af forældre, søskende etc. Mesoniveauet, som omhandler interaktionen mellem de forskellige mikroniveauer. Eksoniveauet omhandler forhold og interaktioner i miljøet, som der ikke er direkte indflydelse på, f.eks. plejefamilie/kommune. Det overordnede niveau, makroniveauet, beskriver samfundsforholdet og de overordnede værdier og normer. Et eksempel her kunne være påvirkningen fra juridisk perspektiv, som har indflydelse på individet. Imellem disse niveauer sker der da den gensidige påvirkning og ses
17 eksempelvis ved, at beslutninger truffet på makroniveau kan have betydning på mikroniveau og således. I denne teori ligger ligeledes en forståelse af, at Bronfenbrenner ikke kun mener at omgivelserne påvirker individet, men at der er tale om et gensidigt samspil og påvirkning. I denne model kan der herved analyseres i et systemteoretisk perspektiv, hvorledes den unge indgår i forskellige relationer og påvirkninger og de særlige forhold på de forskellige niveauer, der kan have betydning for barnets/den unges udvikling, om det er en juridisk værdi eller samfundsmæssig stigmatisering i et makroniveau, der er afgørende for den unges udvikling eller det er den helt nære relation i mikroniveauet. I opgaven er det særligt de unges relationer og betydningen af sådanne der analyseres, idet betydende relationer vurderes at have afgørende indflydelse for individers udvikling i den økologiske udviklingsteori og i undersøgelser om modstandskraft og mestring. Bronfenbrenner tillader dog, at man tager et udgangspunkt i et aspekt af gangen, hvis blot man er bevidst om, at alle niveauer har betydning for individets udvikling. I opgaven vil der dog også forekomme en koncentration om mikromiljøet, men dog også med blik på makroniveauet ift. jura og stigmatisering i/af samfundet. I Bronfenbrenners teori forsøges derved at skabe en forståelse af, at den unge anerkendes med egen indflydelse på sin situation, livsførelse sammenholdt med påvirkning af relationer (Rask & Skytte, 2012, s. 10-12). 5.2 Skolegang og job Relationerne som opstår i systemteoretiske arenaer, udbygges gennem tiden i diverse socialiseringsprocesser som normalt finder sted fra familie og børnehave og herved udvikles og udbygges via skolegang, fritidsaktiviteter og senere igen på uddannelsessteder og arbejdspladser, hvor mennesker mødes og har én eller anden form for fællesskab (Ibid.: s. 10-12). Unge, der har været anbragt har ofte haft mange skoleskift og har befundet sig på flere forskellige anbringelsessteder. Det sociale netværk er ofte opbygget på det seneste anbringelsessted og forsvinder i stor udstrækning, når man forlader det. Ser man på det første skridt i uddannelsessystemet og herved første cirkel i udviklingen til flere sociale arenaer, er folkeskolen grundstenen. Her vises at godt 20 % af de anbragte 17. årige i 2006 ikke har færdiggjort folkeskolen (Bryderup & Trentel, 2012, s. 33). Så allerede her kan stoppes udviklingen af de sociale arenaer for et stort antal af de anbragte og muligheden for at udvikle relationer i de almindelige arenaer og udvide netværket på denne måde. Ser man som en modvægt til den skolegang, der stopper meget tidligt, kan vi se på den gruppe af tidligere anbragte i 2006, der har taget en videregående uddannelse og herved udvidet
18 arenaerne og mulighederne for udvikling af netværk. Her ses betydningen at netværk dog også i forbindelse med muligheden og gennemførelsen af netop den længere uddannelsen. Vigtigheden af relationerne, vises ved de unges udtalelser, hvor de udpeger at de har haft særligt støttende personer i denne udvikling, som har haft betydning i deres liv og at disse voksne selv har taget en længere videregående uddannelse. Herigennem opleves at denne gruppe af de tidligere anbragtes netværk skiller sig ud, da de er bedre uddannede selv, men også mere støttende over for børnene og deres uddannelse. Nedenstående citat og analyser viser således, hvordan de unge er påvirkede af de personer, som omgiver dem i god overensstemmelse med den systemteoretiske tanke. Her ses at det især er forældre og institution/plejeforældre, der yder en stor påvirkning i dette valg, men også søskende spiller en stor rolle. Her ses at mange følger efter en søskende som værende et godt forbillede og agere ligeledes som den og følger i deres fodspor ift. uddannelse (Bryderup & Trentel, 2012, s. 82-85). I et uddannelsesmæssigt fokus, finder vi at der således ligger en stor påvirkning fra det systemteoretiske mikro og mesosytem, og mindre påvirkning fra de ydre niveauer som ekso- og makrosystem, hvor man ellers kunne tænke at de unge blev påvirkede af de politiske udspil, samfundets opfattelse, uddannelses systemet osv. En succesrate forudsat af at den unge er i beskæftigelse eller uddannelse, skal findes på makroniveauet ift. samfundets anseelse af at beskæftigelse generelt anses for et vigtigt indsatsområde for udvikling af den unge, især med unge, der befinder sig i en marginaliseret position. På det samfundsmæssige niveau er der således årelang tradition for at se beskæftigelse som den store problemløser- og manglende beskæftigelse som det modsatte. (Olesen, 2003, s. 22) Man kan i denne optik sige at der hviler en stadig forståelse på makroniveau, når det gælder om normer om arbejde og ledighed, at vi stadig er underlagt en protestantisk etik, der siger, at lediggang er roden til alt ondt. Dette er selvfølgelig en grov forenkling for at fremme forståelsen af et område præget af mere nuancerede og differentierede holdninger, men med en stærk tilgang til at beskæftigelse er vejen frem, også som stor succesrate for en vellykket anbringelse (Gravesen & Larsen, 2004, s. 31). Denne samfundsmæssige tendens kan ikke undgå at påvirke den professionelle i arbejdet med den unge og hvilket mål, man sætter med en efterværnsindsats. Som modspil til et makroniveaus udgangspunkt af, hvorledes det som politisk og samfundsmæssigt outcom, er fordelagtigt at de ressourcer der er investeret i den unge og anbringelsen, fører til en selvstændig beskæftigelse, er der dog også en personlig gevinst og derved incitament for den unge i en vellykket arbejdsproces. Arbejdet har som bekendt for flest indflydelse på vores velvære, trivsel og sundhed og udgør et centralt forskningsfelt i arbejdspsykologien. Ligesom andre