Mange professionelle i det psykosociale

Transkript

1 12 ROLLESPIL Af Line Meiling og Katrine Boesen Mange professionelle i det psykosociale arbejdsfelt oplever, at de ikke altid kan gøre nok i forhold til de problemer, de arbejder med. Derfor efterlyser de teknikker, hvormed de mener standardiserede fremgangsmåder eller andre forskrifter for, hvordan man skal gribe problemer an. Der findes mange psykologiske teknikker faktisk så mange, at ingen kender dem alle. Derfor kan man nemt forestille sig, at hvis bare man kendte nogle flere teknikker, så ville man bedre kunne tackle problemerne. Og det kan man også nogle gange, men i andre tilfælde er det ikke mangel på teknisk formåen, som vanskeliggør arbejdet med sagerne. Psykologer beskæftiger sig med komplekse og omstridte problemer, som stiller dem over for mange uforenelige krav og forventninger. Sådanne problemer involverer typisk flere parter, som har forskellige interesser og erfaringer med problemet. Det gælder fx PPR-psykologer, der behandler sager med børn, hvis handlinger i skolen er blevet identificeret som problematiske. Disse sager involverer desuden forældre og lærere og har dermed parter, som alle kan have forskellige opfattelser af, hvori det problematiske består. Charlotte Højholt (1993) beskriver således, at lærere ofte oplever problemer som fami-

2 13 Det kan give overraskende indsigt og sætte både refleksioner og handlinger i gang, hvis man som psykolog bruger rollespil som redskab lieproblemer og derfor mener, at psykologen skal hjælpe familierne til at løse deres problemer. Forældrene ser tit problemer som skoleproblemer, da de ikke oplever de samme problemer derhjemme, og forældre mener derfor ofte, at psykologen skal hjælpe lærerne til at løse problemerne i klassen. Således flyttes problemer rundt mellem parterne. Ofte kan psykologen, læreren og forældrene for slet ikke at tale om barnet selv ikke blive enige om, hvad problemet består i, og hvor det hører til. Og de kan derfor heller ikke blive enige om, hvordan de skal forsøge at løse det. Her bliver spørgsmålet om, hvordan psykologer kan komme til at forstå og handle i forhold til komplekse og omstridte problemer aktuelt. Ny indsigt via rollespil Medarbejdere i det psykosociale felt har ofte brug for at komme til en forståelse af den særlige og ofte komplekse sammenhæng, som et omstridt problem optræder i. Men hvordan kommer man til en forståelse af en konkret sammenhæng? Hvad skal man kigge efter? Ingen standardiserede teknikker kan svare på dette, ligesom vi heller ikke har kunne finde nogle psykologiske teorier, som giver et konkret og praktisk anvendeligt svar. Det skyldes, at det er forskellige forhold, som har betydning for forskellige mennesker i forskellige sammenhænge. Rollespil kan bruges til at skabe diskus-

3 14 sion om, hvad man kan gøre og tænke på for at komme til at forstå konkrete problemer. Derfor kan der via rollespil peges på nye handle- og tænkemuligheder. Vi deler rollespil op i to typer. I den første trænes specifikke færdigheder, og vi kalder den derfor for træningsrollespil. I disse rollespil forventes det, at deltagerne handler på nogle mere eller mindre bestemte måder, og at de får feedback i forhold til disse forventninger. Trænes fx en samtaleteknik, får deltagerne efter rollespillet at vide, hvornår de var gode til at anvende den, og hvornår de kunne have brugt den mere. Via rollespil kan deltagerne således få feedback på deres præstation. I den anden type rollespil bruges rollespillet til at igangsætte diskussioner og refleksioner over situationer, der ikke kan håndteres på rigtige eller forkerte måder. Vi kalder denne type rollespil for refleksionsrollespil. De to typer overlapper dog hinanden, idet man kan finde elementer fra den ene type i den anden og omvendt. Vi stiftede først teoretisk bekendtskab med rollespil i forbindelse med et kursus på Københavns Universitet. Her blev vi opmærksomme på nogle af mulighederne ved refleksionsrollespillet. Da vi senere sammen med tre kolleger skulle tilrettelægge og gennemføre et seminar om anbringelser af børn uden for hjemmet, valgte vi at benytte denne rollespilsmetode. Vi fandt refleksionsrollespillet (herefter blot rollespillet ) velegnet til at arbejde med problemer og dilemmaer inden for det psykosociale felt, som netop er kendetegnet ved, at der ofte ikke findes facitlister. Eksempelvis kan en afgørelse, som er god i én sag, ikke bare bruges i en anden, selv om sagerne ligner hinanden. På seminaret opdagede vi flere muligheder ved rollespillet, og vi blev inspireret til at arbejde videre med rollespilsmetoden og videreudvikling af seminaret. Rammen om spillet De rollespil, vi har benyttet, omhandler som regel fiktive, men virkelighedsnære situationer eller problemer. Rollespilsdeltagerne får tildelt forskellige perspektiver på det problem eller fælles anliggende, som rollespillet omhandler, og de mødes for at skabe et grundlag for, at der kan handles i forhold til det. Et rollespil kunne fx omhandle et barn med problemer i skolen, og selve rollespillet udgøres af en samtale mellem en lærer og barnets mor. Først overvejer parterne hver for sig, hvilke informationer og interesser de har, og de planlægger, hvordan de vil varetage og præsentere deres perspektiv for de(n) andre parter. Derefter mødes parterne og diskuterer problemet. I disse henseender ligner rollespillet mange situationer, som professionelle inden for det psykosociale felt arbejder i og med. Efter selve rollespillet diskuterer deltagerne, hvordan rollespillet forløb, og de begrunder hver især deres måder at håndtere det på. I disse henseender adskiller rol-

4 15 I diskussionerne efter selve rollespillet fokuseres der således på parternes perspektiver og grunde til at gøre, som de gjorde lespillet sig fra virkeligheden, hvor parterne ofte har grunde til at hemmeligholde deres strategier for hinanden. Problemer i skolen Der er flere grunde til, at rollespil er velegnede til at igangsætte faglige diskussioner og refleksioner. Da der under diskussionerne fremlægges informationer, man som part i virkelige sammenhænge typisk ikke har adgang til, giver rollespil deltagerne mulighed for at undersøge aspekter i sagsforløb, som de ellers ikke har adgang til. Det sete eller oplevede rollespil udgør et fælles datamateriale, som deltagerne i diskussioner tager udgangspunkt i. Men selv om deltagerne har oplevet den samme situation, så fremgår det ofte, at de fra deres forskellige positioner som fx lærer, forælder eller psykolog har forskellige perspektiver på og interesser i sagen. Deltagerne har derfor mulighed for at undersøge de særlige perspektiver parterne, hver især har, og forholdene mellem perspektiverne. I diskussionerne har deltagerne yderligere adgang til alle parternes grunde til at håndtere situationen, som de gjorde. Eksempel: En mor har på et møde forklaret sin søns skoleproblemer med, at han er dårligt begavet. Hun tror dog ikke selv på denne forklaring, men har villet undgå spørgsmål om hjemmesituationen. Som den eneste til mødet ved hun nemlig, at faderen en gang imellem slår sønnen, og moderen frygter, at sønnen vil blive fjernet, hvis de andre parter får kendskab til dette. Det kan også vise sig, at lærerens grund til at støtte moderen i denne forklaring ikke alene er, at drengen ikke synes at lære noget, men at han oplever, at han som lærer står alene med en svær håndterlig og overfyldt klasse, hvor børnene har så mange forskellige behov, at han umuligt kan imødekomme dem alle. Derfor synes læreren, at betingelserne vil blive bedre for både drengen, de andre børn og ham selv, hvis problemet blev bestemt som et evneproblem. Måske drengen så vil blive taget ud af klassen i nogle timer for at få specialundervisning? Psykologen i rollespillet har måske testet drengens kognitive niveau og fundet det lige under middel. På baggrund af moderen og læreres udtalelser vil det være nærliggende for psykologen at vurdere, at der er tale om et evneproblem, og drengen kunne derefter være blevet placeret i en specialundervisningsklasse. Efter rollespillet, når moderens og lærerens begrundelser er blevet fremlagt, kan deltagerne åbent diskutere, om specialundervisning nu også er den bedste foranstaltning for drengen, og hvilke konsekvenser det vil få for både ham og de oplevede problemer. Via rollespillet kan deltagerne således fx blive opmærksomme på, at problemer ikke altid kan kategoriseres så snævert, men kan være sammensatte og kræve, at mange forhold medtænkes, når der skal iværksættes foranstaltninger. De kan også blive opmærksomme på nogle af følgerne af kun at kunne handle i forhold til den begrænsede viden, man har om et problem. Og at dette i nogle tilfælde betyder, at de foranstaltninger, der iværksættes, ikke svarer til de reelle behov. Deltagerne kan også blive opmærksomme på, at arbejdet med problemerne derfor ofte bør revurderes og videreudvikles. I diskussionerne efter selve rollespillet fokuseres der således på parternes perspektiver og grunde til at gøre, som de gjorde. Det giver deltagerne mulighed for at forstå problemer og mødeforløbet på baggrund af informationer, som de ikke har adgang til i deres daglige arbejdspraksis. Det er vores erfaring, at sådanne informationer giver stof til eftertanke og diskussioner om, hvordan man kan håndtere og handle i de omstridte og komplekse sammenhænge. Nye briller på Rollespillet fordrer endvidere, at man sætter sig i en anden parts sted, at problemer ses gennem en anden parts briller, og at man handler på dén baggrund. Selv om man som professionel i sin daglige arbejdssammenhæng forsøger at få kendskab til andre parters perspektiver på et problem, får man i rollespil en mere konkret oplevelse af og indblik i andres perspektiver. At dette kan være en særlig oplevelse, som kan give anledning til nye overvejelser i forhold til praksis, fik vi bekræftet af en psykolog, som spillede mor i et rollespil. I rollespillet overvejede en sagsbehandler at fjerne hendes søn fra hjemmet. For at undgå dette tilslørede moderen forhold, som hun mente ville give belæg for at fjerne drengen. Strategien lykkedes, og efter rollespillet anede de andre parter stadig ikke, hvad der skete i hjemmet. Senere fortalte psykologen, som havde spillet moderen, at hun havde fået et nyt indtryk af, hvordan det kan

5 16 Forberedelsen til rollespillet giver deltagerne mulighed for at undersøge forskellige måder, situationen kan gribes an på opleves at være mor i en sådan sammenhæng. I sin professionelle praksis bestræbte psykologen sig på at få et omfattende kendskab til brugerperspektiverne, men hun havde nu oplevet, at brugere kan have grunde til at ønske, at de andre parter ikke får kendskab til deres perspektiv. Rollespil kan således give indsigtsgivende oplevelser, der kan lede til betragtninger som: Nogle gange ønsker brugerne ikke, at man forsøger at indtage et brugerperspektiv. Handlestrategier Det er ikke kun de muligheder, der findes ved selve rollespillet, som gør, at rollespil kan igangsætte refleksion. Det er også selve processen forbundet med rollespillet. I de rollespil, vi benytter, forbereder flere deltagere i fællesskab, hvordan en rolle skal spilles. I forberedelsen opstår der ofte diskussion om de muligheder og problemer, der kan være forbundet med forskellige strategier for, hvordan deltagerne skal forsøge at varetage rollens interesser. Forberedelsen til rollespillet giver således deltagerne mulighed for at undersøge forskellige måder, situationen kan gribes an på. En gruppe, der skal varetage en sagsbehandlers rolle i et rollespil, kan fx diskutere, om det er mest hensigtsmæssigt at lægge vægt på de andre professionelles vurderinger af problemet (psykologen og lærerens vurderinger), eller om de vil lægge mere vægt på at få alle parterne til at fremsætte deres opfattelser af problemet og derefter selv danne sig et billede af problemet. I forberedelsen til rollespillet kan sagsbehandlerne altså diskutere, hvorvidt valg af foranstaltninger især skal afhænge af eksperternes vurderinger (eller hvis eksperterne er uenige, den største eksperts vurdering) eller af et helhedsindtryk, dvs. en mere eller mindre logisk sammenhængende syntese af alle parternes udsagn. Muligheden for at undersøge forskellige måder, situationen kan gribes an på, får tilføjet flere dimensioner i diskussionerne efter rollespillet. Her får deltagerne kendskab til de andre parters handlestrategier, og de får mulighed for at undersøge, hvilken betydning strategierne har for hinanden. Rollespilsprocessen giver således deltagerne mulighed for at reflektere over forskellige måder, en kompleks og omstridte situation kan gribes an på, og dermed også forskellige måder, de selv i deres daglige arbejdssammenhænge kan gribe denne type problemer an på. Erfaringsudveksling Endelig giver rollespil om fiktive, men virkelighedsnære problemer ofte anledning til, at deltagerne fortæller, hvordan de tidligere har håndteret lignende problemer. Derigennem kan det blive klart, at nogle situationer, man som professionel har svært ved at håndtere, også er vanskelige at håndtere for ens kolleger. Det bliver ofte klart, at vanskelighederne ikke skyldes den enkelte fagpersons utilstrækkelighed, men snarere er forbundet med den sammenhæng, problemerne optræder i. I erfaringsudvekslinger kan man finde frem til, at der til de komplekse og omstridte problemer er knyttet nogle særlige forhold, som typisk vanskeliggør håndteringen af problemerne. Dette giver deltagerne mulighed for, at reflektere over, hvordan sådanne svært håndterbare forhold kan tackles I de diskussioner, som rollespil afføder, kan deltagerne (videre-)udvikle begreber om forhold, som typisk vanskeliggør håndteringen af omstridte og komplekse problemer. Disse begrebsmæssige redskaber kan man som psykolog i sin daglige praksis bruge til at vejlede og fokusere sin tænkning over sådanne problemer. Katrine Boesen og Line Meiling er begge stud.psych. og specialestuderende Kilde: Højholt, Charlotte: Brugerperspektiver. Forældres, læreres og psykologers erfaringer med psykosocialt arbejde. København: Dansk psykologisk Forlag, 1993.