Bogomtale Juni 2010 Giver det (fortsat ikke) mening at tale om demokratisk udvikling i Mellemøsten? en dobbeltbogomtale (Peter Burnell and Richard Youngs (eds.): New Challenges to Democratization, Routledge 2010 & Bertelsmann Stiftung (ed.): Transformation Index 2010. Political Management in International Comparison, Verlag Bertelsmann Stiftung) Peter Seeberg Der har aldrig før i verdenshistorien været så stort et antal demokratier i verden. Udviklingen ser ganske vist på det globale plan ud til at være gået i stå, men det betyder næppe, at processen har nået sin endelige grænse. Og selvom en lang række negative udviklingstræk kan påpeges, konkluderer Peter Burnell og Richard Youngs i deres nye bog New Challenges to Democratization, at It would be wrong to conclude that the world now stands on the threshold of a new reverse wave of democracy. Specielt i Mellemøsten er der imidlertid ikke mange lyspunkter. Bertelsmann Transformation Index 2010 hævder dog, at der på visse afgrænsede områder kan konstateres fremskridt; bl.a. karakteriseres Irak som et Highly defective democracy. Forsøgene fra vestlig side på at fremme demokrati er på mange felter slået fejl, og det forekommer relevant at diskutere, om de mange udviklingsprojekter fortsat er meningsfulde. Denne dobbelt-bogomtale diskuterer på baggrund af de to nyudkomne værker (fraværet af) demokratisk udvikling i Mellemøsten, herunder spørgsmålet om måling af demokrati og om der er perspektiv i at yde støtte til en proces, der ingen vegne kommer og på nogle punkter måske endda bevæger sig baglæns.
Peter Seeberg: Giver det (fortsat ikke) mening at tale om demokratisk udvikling i Mellemøsten? 2 De senere år er det i en række sammenhænge blevet diskuteret, om nye udfordringer og forhindringer for udviklingen af demokratiet i et globalt perspektiv har ført til, at demokratiseringsprocessen er gået i stå. Specielt hvad angår Mellemøsten er det blevet påpeget, at de autoritære regimer tilsyneladende sidder betonsolidt i sadlen og at der ikke synes at være nævneværdige demokratiske åbninger. Med en spidsformulering kan man måske endda, som det udtrykkes af den tyske politolog Eberhard Kienle, hævde at the more relevant question today is whether policies and activities to engineer democracy to the south and east of the Mediterranean are more than the last few steps of a chicken stumbling on after its head has been cut off. 1 Antologien New Challenges to Democratization, som de to engelske politologer Peter Burnell og Richard Youngs har udgivet, tager afsæt i overordnede, globale perspektiver, men rummer desuden såvel bidrag, der behandler problemstillingen tematisk, som artikler med et regionalt fokus (Rusland, Kina og Mellemøsten). I indledningen gennemgår Burnell centrale træk i diskussionen om, at flere årtiers demokratiske fremskridt på det globale plan (og især efter Berlinmurens fald) synes at være blevet afløst af stagnation eller tilbageskridt, som det bl.a. er blevet dokumenteret af Freedom House. De henviser bl.a. til den amerikanske demokratiforsker Thomas Carothers, der i artiklen The continuing backlash against democracy promotion påpeger, at det demokratiske tilbageslag kan konstateres flere steder på kloden og bl.a. i Rusland, hvor specielt Vladimir Putin har talt imod vestlige demokratifremme-aktiviteter. Carothers fremhæver desuden Centralasien og Mellemøsten som områder, hvor udviklingen har bevæget sig i negativ retning. Resultatet er bl.a. kommet til udtryk ved, at amerikanske NGO er er blevet arresteret i Iran, ligesom der i Egypten har været episoder, hvor regimet har blokeret for etableringen af kontorer i Cairo. Den amerikanske krig i Irak og specielt de krænkelser, som fandt sted i fængslerne, bidrog til at kompromittere USA i hidtil uset grad, ikke kun i Irak, men i det meste af Mellemøsten. Den engelske politolog Nancy Bermeo overvejer i sit bidrag det altid vanskelige dilemma mellem fremme af demokrati og varetagelse af udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser. Hun påpeger, at hvis man ser på forholdet mellem amerikansk bistand til fremme af demokrati og militær bistand, så var sidst
Peter Seeberg: Giver det (fortsat ikke) mening at tale om demokratisk udvikling i Mellemøsten? 3 nævnte i 2004 11 gange større end førstnævnte og dette år var ikke utypisk. Det fører hen til nogle interessante overvejelser om en indre sammenhæng mellem de to former for bistand, idet Bermeo med henvisning til en række undersøgelser hævder, at military aid may have an independent and negative effect on the likelihood of democratic regime change and thus that increasing democracy aid without decreasing military aid may not boost democratization. 2 Renske Doorenspleet konstaterer i sit bidrag til Burnell & Youngs antologi, at flere og flere stater de senere årtier er blevet demokratiske. Udviklingen tog specielt fart efter den kolde krigs afslutning som et resultat af ophøret af Sovjet-regimets dominans i Østeuropa, på Balkan og i Asien. Doorenspleet gør indledningsvist opmærksom på, at oftest defineres demokratibegrebet som hvad Robert Dahl benævner minimal democracy, hvilket forstås som a type of political regime in which: 1) there exist competition institutions and procedures through which citizens can express effective preferences about alternative policies at the national level and there are institutionalized constraints on the exercise of power by the executive; and 2) there exists inclusive suffrage or the right of participation in selection of national leaders and policies. 3 En af de væsentlige pointer i Doorenspleets artikel er, at selvom man anvender denne definition, viser der sig en stagnation i antallet af demokratier de senere år og desuden at nogle af de eksisterende, nye demokratier bliver mindre liberale en tendens, der ifølge Doorenspleet vil fortsætte i de kommende år. Spørgsmålet er dermed, om globaliseringsprocessen globalt er på vej baglæns, eller måske træder vande, som det udtrykkes? Interessant er konklusionen, at truslerne mod demokratiet ikke kommer udefra, men derimod indefra. Hermed menes de nye demokratiers egne borgere, som på den ene side støtter idéen om demokrati, men i voksende grad er utilfredse med, hvordan demokratiet fungerer i praksis. Dette er bl.a. tilfældet i de to særdeles imperfekte demokratier Rusland og Kina, der i to selvstændige artikler analyseres af hhv. Michael McFaul & Regine A. Spector og Shaun Breslin. Af større relevans for denne bogomtale er bidraget om Mellemøsten, forfattet af lederen af Arab Reform Initiative i Paris, Bassma Kodmani. Hun slår allerførst i artiklen fast, at forsøgene på at fremme demokrati i Mellemøsten er slået fejl og at det er artiklens formål at forklare dette. Hun forholder sig stærkt kritisk til amerikansk udenrigspolitik i Mellemøsten og specielt til George W.
Peter Seeberg: Giver det (fortsat ikke) mening at tale om demokratisk udvikling i Mellemøsten? 4 Bush s periode, der ifølge Kodmani mere end nogen anden har bidraget til at kompromittere såvel amerikansk udenrigspolitik som idéen om at indføre demokrati: The message is clear: You (the West) have proved that you can wreak havoc in a country, overthrow a brutal regime, dismantle the state apparatus, but nothing indicates so far that you are equipped to rebuild a country socially or politically. 4 Da fremme af demokrati blev en integreret del af vestlige staters udenrigspolitik, skyndte de arabiske regeringer sig ifølge Kodmani at indarbejde begrebet i deres officielle diskurser. Men for det første er det aldrig for alvor blevet til andet end forskellige former for facadedemokrati, som ikke indebærer reelle ændringer, men snarere synes at forlænge de autoritære regimers levetid. Og for det andet gør Kodmani gældende, at det er et spørgsmål om Vesten er parat til demokrati i Mellemøsten her sigter hun dels til sikkerhedsaspektet (sporene fra Algeriet, Palæstina og Irak skræmmer) og dels til spørgsmålet om hvorfor Vesten ønsker demokrati i Mellemøsten, hvilket næppe altid handler om interessen for demokratiet som sådan (udenrigspolitik handler som bekendt ikke om moral, men derimod om interesser). Kodmani er således skeptisk over for såvel de vestlige regeringers forsøg på at fremme demokrati som de reelle muligheder i Mellemøsten. Ikke desto mindre insisterer hun på, at der fortsat er god grund til at fastholde støtten til politiske fremskridt. Hun understreger endda synspunktet ved at hævde, at *I+f the aid were cut off, the result would be disastrous. Og bidragene kan anvendes til at lægge pres på regimerne, hvilket bør være en del af strategien. Hendes pointe følges op i bogens konklusion, hvor Burnell & Youngs summerer op således: the preceding chapters imply that practitioners should not be discouraged but do need to take the long view. Med det gør de to redaktører af antologien opmærksom på, at der på en række områder er brug for at diskutere forudsætningerne for bogens problemstilling. På det overordnede, teoretiske niveau er det væsentligt at diskutere, hvor diskussionen om demokratisering fører hen. Det senere årti har utallige artikler og bøger om emnet set dagens lys og det forekommer som om diskussionen i høj grad trænger til fornyelse. Dertil kommer på det mere metodologiske niveau, at der er brug for en diskussion om, hvordan demokratifremme måles. Ikke bare i umiddelbar forstand forstået som den finansierende instans interesse i effektmåling, men også
Peter Seeberg: Giver det (fortsat ikke) mening at tale om demokratisk udvikling i Mellemøsten? 5 i form af mere avancerede evalueringer af komplekse samfundsmæssige udviklingsprocesser, i hvilke demokratifremme-projekter måtte indgå. Desuden, som Purnell og Youngs gør opmærksom på, er der ikke enighed om, hvordan demokratisk udvikling måles. De internationalt mest kendte og anvendte undersøgelsesinstitutioner som f.eks. Freedom House Democracy Index, Economist Intelligence Unit Index of Democracy og Bertelsmanns Transformation Index er langt fra altid enige i deres vurderinger. Sidstnævnte har for nylig udgivet deres Transformation Index for 2010. Af dette fremgår, hvad angår Mellemøsten, at der forekommer visse fremskridt siden sidste index udkom i 2008. Mest markant skiller Irak sig ud, nu med betegnelsen highly defective democracy, i modsætning til tidligere: failing state. Sammenfattende hedder det: In terms of the status index, the region had 14 winners : Algeria, Bahrain, Iraq, Jordan, Kuwait, Lebanon, Libya, Oman, Saudi Arabia, Sudan, Syria, Turkey, the United Arab Emirates and Yemen. These states achieved a higher ranking in terms of pursuing the goals of democracy and a market economy in the Transformation Index 2010 than they did in 2008. In contrast, Egypt, Morocco and Tunesia all lost grounds in both areas. 5 Interessant nok knytter index et i en afsluttende kommentar forhåbninger til den amerikanske præsident Barack Obama og dennes sadlen om i forhold til forgængerens mere Clash of Civilization -baserede Mellemøst-politik. Det er selvsagt for tidligt at sige noget fornuftigt om disse forhåbningers mulighed for at gå i opfyldelse. Burnell og Youngs konkluderer, at den demokratiske udvikling næppe har nået sin endelige grænse og lægger sig dermed, om end med meget store forbehold, i forlængelse af en udviklingsoptimistisk opfattelse om, at de demokratiske fremskridt vil fortsætte. De formulerer imidlertid samtidig en afsluttende skepsis og peger på, at der godt kan være tale om længerevarende stilstand. Måske er den mest interessante konklusion, at ingen af bogens kapitler gør sig til talsmænd for, at støtte til fremme af demokrati ikke er meningsfuld og at det fremover vil være væsentligt at udtænke nye svar på de nye demokratiske udfordringer, som den globale udvikling måtte give anledning til.
Peter Seeberg: Giver det (fortsat ikke) mening at tale om demokratisk udvikling i Mellemøsten? 6 De omtalte værker: Peter Burnell and Richard Youngs (eds.): New Challenges to Democratization, Routledge 2010. Bertelsmann Stiftung (ed.): Transformation Index 2010. Political Management in International Comparison, Verlag Bertelsmann Stiftung 2010. Desuden nævnes og citeres: Eberhard Kienle (ed.): Democracy Building and Democracy Erosion. Political Change North and South of the Mediterranean, Saqi Books 2009. Noter: 1 Eberhard Kienle (ed.): Democracy Building and Democracy Erosion. Political Change North and South of the Mediterranean, Saqi Books 2009, p. 11. 2 Peter Burnell and Richard Youngs (eds.): New Challenges to Democratization, Routledge 2010, p. 82. 3 Op.cit., p. 94. 4 Op.cit. p. 154. 5 Bertelsmann s Transformation Index, p. 151